Beta
LTA 2612/2021
LTA 2612/2021 — Lov om ændring af lov om et indkomstregister, skatteindberetningsloven og skattekontrolloven (Registersamkøring med henblik på systemudvikling og myndighedsudøvelse samt udvidet adgang til eSkatData-ordningen m.v.)
Beta. Juridisk information, ikke juridisk rådgivning. Tjek den officielle kilde for den gældende tekst.
§ 15 b
Virksomheder, der yder lån eller formidler lån, kan efter samtykke fra den registrerede få adgang til oplysninger, der er indberettet efter § 15, når de er nødvendige til brug for konkrete kreditgivningssituationer.
Virksomheder, der udbyder leasing af motorkøretøjer, og som enten er en registreret virksomhed i medfør af registreringsafgiftslovens § 14 eller er undergivet tilsyn efter hvidvaskloven, kan efter samtykke fra den registrerede få adgang til oplysninger, der er indberettet efter § 15, som er nødvendige til brug for en konkret vurdering af den registreredes betalingsevne.
Stk. 2.
Finansielle virksomheder, som er omfattet af regler om redelig forretningsskik og god praksis for de finansielle virksomheder udstedt i medfør af § 43, stk. 2, i lov om finansiel virksomhed, kan efter samtykke fra den registrerede få adgang til oplysninger, der er indberettet efter § 15, når de er nødvendige til brug for rådgivning af den registrerede i overensstemmelse med reglerne om redelig forretningsskik og god praksis.
Stk. 3.
Finansielle virksomheder kan desuden efter samtykke fra den registrerede få adgang til oplysninger, der er indberettet efter § 15, som er nødvendige til efterlevelse af bekendtgørelse om ledelse og styring af pengeinstitutter m.fl., med hensyn til at der skal tilvejebringes opdaterede oplysninger om den registrerede.
Adgang til oplysningerne forudsætter, at den registrerede er kunde i den finansielle virksomhed.
Stk. 4.
Finansielle rådgivere kan med samtykke fra den registrerede få adgang til oplysninger, der er indberettet efter § 15, og som er nødvendige til brug for konkrete rådgivningssituationer.
Stk. 5.
Adgang efter stk. 1-4 forudsætter, at virksomheden har indgået en aftale med told- og skatteforvaltningen om adgangen.
Sådanne aftaler skal indeholde bestemmelser om betaling fra virksomheden i overensstemmelse med lov om videreanvendelse af den offentlige sektors informationer.
§ 67 a
Told- og skatteforvaltningen kan behandle, herunder samkøre, de oplysninger, told- og skatteforvaltningen er i besiddelse af, med henblik på udvikling af it-systemer, der er nødvendige for told- og skatteforvaltningens myndighedsudøvelse.
Stk. 2.
Told- og skatteforvaltningen kan indsamle og behandle alle nødvendige oplysninger om fysiske eller juridiske personers økonomiske og erhvervsmæssige forhold fra andre offentlige myndigheder og offentligt tilgængelige kilder, herunder samkøre sådanne oplysninger med de oplysninger, told- og skatteforvaltningen er i besiddelse af, med henblik på udvikling af it-systemer, der er nødvendige for told- og skatteforvaltningens myndighedsudøvelse.
Stk. 3.
Skatteministeren fastsætter nærmere regler for told- og skatteforvaltningens indsamling og behandling af oplysninger omfattet af stk. 1 og 2, herunder regler om, hvornår og til hvilke formål oplysningerne kan indsamles og behandles, om, hvornår sletning af oplysningerne skal finde sted, og om de tekniske og organisatoriske foranstaltninger, der skal iagttages ved behandlingen.
