LEGALDIGMLEGALDIGM
    ← Danmark
    Beta
    RETSINFO 9074/2022

    RETSINFO 9074/2022 — Vejledning om bekendtgørelse om ophold i varetægt (varetægtsvejledningen)

    Beta. Juridisk information, ikke juridisk rådgivning. Tjek den officielle kilde for den gældende tekst.

    Analysér denne lov med AI
    Tekst Afsnit I Indledning Kapitel 1 Bekendtgørelsens opbygning og anvendelsesområde 1. Bekendtgørelsen om ophold i varetægtsfængsel (varetægtsbekendtgørelsen) er udstedt efter retsplejelovens § 772, stk. 2, 2. pkt., hvoraf det fremgår, at justitsministeren kan fastsætte regler om varetægtsarrestanters adgang til at afsende lukkede breve, og retsplejelovens § 776, hvoraf det fremgår, at justitsministeren fastsætter nærmere regler om behandlingen af varetægtsarrestanter, herunder særlige regler for varetægtsarrestanter, som er isolerede efter rettens bestemmelse, og regler om hvilke afgørelser, truffet af kriminalforsorgsområdet, der kan påklages til Direktoratet for Kriminalforsorgen, samt retsplejelovens § 776 a, stk. 2, hvoraf det fremgår, at justitsministeren kan fastsætte regler om gennemførelse af fotografering og optagelse af fingeraftryk efter stk. 1, herunder om opbevaring og destruktion. 2. Bekendtgørelsen indeholder for det første en egentlig regulering af en række områder, hvor reglerne er forskellige for henholdsvis varetægtsarrestanter og dømte. Dette gælder fx på områder som anbringelse af varetægtsarrestanter, udgang og besøg til varetægtsarrestanter, varetægtsarrestanters adgang til brevveksling og til at føre telefonsamtaler. 3. For det andet indeholder varetægtsbekendtgørelsen på de områder, hvor der er fastsat fælles administrative regler for varetægtsarrestanter og dømte, en gengivelse af hovedindholdet af den centrale bestemmelse på området samt en henvisning til de administrative regler udstedt efter straffuldbyrdelsesloven og retsplejeloven. Dette gælder fx områder som disciplinærstraf, magtanvendelse og sikringsmidler. På alle disse områder findes den egentlige administrative regulering i de bekendtgørelser m.v., som er udstedt efter både straffuldbyrdelsesloven og retsplejelovens § 776 og § 776 a, stk. 2, og hvortil varetægtsbekendtgørelsen henviser. 4. For det tredje indeholder varetægtsbekendtgørelsen henvisninger til bestemmelser i retsplejeloven, der dels giver retten mulighed for at træffe bestemmelse om isolation af varetægtsarrestanten, dels regulerer politiets adgang til at anordne brev- og besøgskontrol og foretage andre begrænsninger i varetægtsarrestantens rettigheder. Disse bestemmelser i retsplejeloven findes i §§ 770 ff. og omtales nærmere nedenfor. 5. Som det fremgår af bestemmelsen finder varetægtsbekendtgørelsen anvendelse på 1) varetægtsarrestanter, der er anbragt i varetægtsfængsel (arresthus) (§ 1, stk. 1), og 2) varetægtsarrestanter, som efter reglerne i varetægtsbekendtgørelsens kapitel 7 midlertidigt overføres til Herstedvester Fængsel (§ 1, stk. 2). Bekendtgørelsen finder endvidere med de fornødne fravigelser anvendelse på 3) andre personer, der er anbragt i varetægtsfængsel, medmindre den pågældende udstår straf, afsoner tvangsbøde eller underholdsbidrag, eller er forvaret som vidne eller lignende efter reglerne i retsplejeloven (§ 1, stk. 3). 6. Begrebet varetægtsfængsel omfatter ud over arresthusene også Københavns Fængsler og arrestafdelinger i de lukkede fængsler. 7. Afgrænsningen i § 1, stk. 1, indebærer blandt andet, at varetægtsarrestanter, der af retten anbringes i varetægtssurrogat, fx psykiatrisk afdeling/hospital eller særligt sikret social institution for unge, ikke er omfattet af bekendtgørelsen (jf. dog nedenfor under pkt. 70 om sygedagpenge til hospitalsanbragte, der har haft ophold i varetægtsfængsel). Endvidere omfatter bekendtgørelsen ikke varetægtsarrestanter, der i medfør af retsplejelovens § 777, stk. 1, overføres frivilligt til ”anstalt for personer, der udstår frihedsstraf eller forvaring”. Som det fremgår af § 777, stk. 1, behandles frivilligt overførte varetægtsarrestanter ”efter de regler, der gælder for personer, der er anbragt dér i henhold til dom, mens den tvangsmæssigt overførte varetægtsarrestant behandles efter reglerne om varetægtsarrestanter, i det omfang orden og sikkerhed i institutionen gør det muligt. Arrestanten må dog ikke uden rettens godkendelse forlade institutionen, bortset fra de tilfælde, der er nævnt i § 771, stk. 5”. 8. Afgrænsningen i § 1, stk. 3, indebærer blandt andet, at fx anholdte - med de fornødne fravigelser - er omfattet af bekendtgørelsen. 9. Af udlændingelovens og hjemrejselovens regler følger endvidere, at udlændinge, hvis frihedsberøvelse er opretholdt af retten, er omfattet af varetægtsreglerne med de modifikationer, der følger af udlændingeloven. Af hjemrejselovens regler følger herudover, at udlændinge, som er varetægtsfængslet efter de særlige regler i hjemrejseloven, er omfattet af varetægtsreglerne. Særligt for så vidt angår udlændinge, som efter udlændingelovens § 36 eller hjemrejselovens § 16 er frihedsberøvet efter politiets bestemmelse (i op til 3 døgn), henledes opmærksomheden på, at det fremgår af udlændingeloven, at disse er omfattet af retsplejelovens regler om anholdelse. Det følger herefter af varetægtsbekendtgørelsens § 1, stk. 3, at varetægtsbekendtgørelsen med de fornødne fravigelser tillige finder anvendelse for denne gruppe. 10. Af § 2 fremgår det, at Direktoratet for Kriminalforsorgen under Justitsministeriet varetager den centrale ledelse af gennemførelsen af varetægtsophold, men at det ikke er kriminalforsorgen, der træffer afgørelse om isolation eller andre begrænsninger i varetægtsarrestantens rettigheder af hensyn til varetægtsfængslingens øjemed efter reglerne i retsplejeloven. 11. § 3 indeholder en gengivelse af retsplejelovens § 770, stk. 1, og skal ses i sammenhæng med de efterfølgende bestemmelser i retsplejeloven, jf. nærmere nedenfor under pkt. 12-15 til §§ 4-5. 12. §§ 4-5 indeholder en angivelse af de begrænsninger, som retten og politiet efter reglerne i retsplejelovens § 770 a-e og §§ 771-773 kan fastsætte i varetægtsarrestantens rettigheder. Det drejer sig dels om isolation efter rettens bestemmelse, dels politiets mulighed for at træffe bestemmelse om brev- og besøgskontrol og af hensyn til varetægtsfængslingens øjemed at fastsætte andre begrænsninger i varetægtsarrestantens rettigheder. ”Andre begrænsninger” kan fx vedrøre adgang til at læse aviser og se tv samt adgangen til at medtage egne genstande. 13. Når kriminalforsorgsområdet skal træffe afgørelse efter bekendtgørelsen, påhviler det kriminalforsorgsområdet at sikre sig, at der ikke herved sker en tilsidesættelse af rettens bestemmelse om isolation eller politiets bestemmelse om brev- og besøgskontrol eller andre begrænsninger. Dette gælder også i relation til fx §§ 56-60 og kapitel 26 om henholdsvis besøg af en besøgsven og særlige tilbud til isolerede varetægtsarrestanter. Uanset at kriminalforsorgsområdet ved disse bestemmelser pålægges en pligt til at handle i forhold til visse varetægtsarrestanter, skal kriminalforsorgsområdet også sikre sig, at der ikke herved sker en tilsidesættelse af rettens bestemmelse om isolation eller begrænsninger fastsat af politiet. 14. Når der er truffet afgørelse om isolation eller andre begrænsninger, påhviler det politiet at give kriminalforsorgsområdet besked herom. 15. Hvis kriminalforsorgsområdet er i tvivl om, hvorvidt der er risiko for, at kriminalforsorgsområdets afgørelse i et givet tilfælde vil stride mod bestemmelse om isolation, brev- og besøgskontrol eller andre begrænsninger af hensyn til varetægtsfængslingens øjemed, bør kriminalforsorgsområdet søge dette afklaret hos politiet. 16. § 6 indeholder en gengivelse af retsplejelovens § 774. Forbuddet - mod at institutionens personale m.v. anvendes til at udforske varetægtsarrestanten - vedrører ifølge forarbejderne til denne bestemmelse alene den aktive udforskning. Institutionens personale må således ikke udføre positive handlinger med det formål at bistå politiet med at indhente oplysninger om eller fra varetægtsarrestantens side til brug under efterforskningen af den sag, der er grundlaget for varetægtsfængslingen. Kapitel 2 Erstatning for ulykkestilfælde m.v. 17. Efter varetægtsbekendtgørelsens kapitel 2 ydes varetægtsarrestanter i kriminalforsorgens institutioner erstatning for ulykkestilfælde m.v. efter reglerne i bekendtgørelse om erstatning og godtgørelse til indsatte i kriminalforsorgens institutioner og til dømte og prøveløsladte under udførelse af samfundstjeneste for følger af ulykkestilfælde m.v. I tilknytning til bekendtgørelsen er udarbejdet vejledning om erstatning og godtgørelse til indsatte i kriminalforsorgens institutioner og til dømte og prøveløsladte under udførelse af samfundstjeneste for følger af ulykkestilfælde m.v., som indeholder en nærmere beskrivelse af og vejledning om reglerne på dette område. Afsnit II Valg af varetægtsfængsel m.v. Kapitel 3 Almindelige bestemmelser om anbringelse og overførsel 18. Hovedreglen er, at varetægtsarrestanter så vidt muligt anbringes i varetægtsfængsel, dér hvor straffesagen behandles, jf. varetægtsbekendtgørelsens § 8. Baggrunden for denne regel er, at det af hensyn til straffesagens behandling er mest praktisk, at varetægtsarrestanten opholder sig i nærheden af den politimyndighed og den domstol, som behandler straffesagen. 19. Varetægtsbekendtgørelsen regulerer, hvornår der kan ske anbringelse i eller overførsel til andet varetægtsfængsel, kapitel 4, og anbringelse uden for varetægtsfængsel, kapitel 5. Herudover indeholder bekendtgørelsen særlige regler om overførsel til Vestre Hospital under Københavns Fængsler, kapitel 6, og midlertidig overførsel til Herstedvester Fængsel, kapitel 7. 20. I relation til visse overførsler til Vestre Hospital eller fx overførsel til andet arresthus med henblik på sikringscelleanbringelse, vil det fra starten være klart, at der er tale om en midlertidig overførsel. Dette gælder i alle tilfælde ved midlertidig overførsel til Herstedvester Fængsel. I de nævnte tilfælde, hvor grundlaget for overførslen er af forbigående karakter, skal varetægtsarrestanten som altovervejende hovedregel tilbageføres til den institution, hvorfra pågældende er overført, når grundlaget for den midlertidige overførsel ikke længere er til stede. Reglerne i varetægtsbekendtgørelsens § 18, stk. 3, og § 20, stk. 3, om tilbageførsel fra henholdsvis Vestre Hospital og Herstedvester Fængsel er fastsat i overensstemmelse hermed, jf. nedenfor under pkt. 40 og 44. 21. Opmærksomheden henledes på varetægtsbekendtgørelsens § 9, hvorefter varetægtsarrestantens forsvarer og politiet skal underrettes om enhver overførsel af varetægtsarrestanten – så vidt muligt inden overførslen finder sted. Er der tale om anbringelse uden for arresthus efter retsplejelovens § 770, stk. 2, 2. pkt., skal politiet underrettes snarest muligt og senest samtidig med, at overførslen finder sted. 22. Endelig henledes opmærksomheden på skrivelse nr. 72 af 5. juli 2002 om nye regler som følge af lov om ændring af straffeloven, retsplejeloven og forvaltningsloven (Fangeflugt og begrænsning af aktindsigt) m.v. Kapitel 4 Anbringelse i eller overførsel til andet varetægtsfængsel end der, hvor straffesagen behandles 23. Overførsel kan fx ske af hensyn til efterforskningen. Denne mulighed anvendes i praksis bl.a. i straffesager med flere sigtede, hvor politiet finder det nødvendigt, at de sigtede anbringes i forskellige arresthuse. Politiets anmodninger om overførsel af hensyn til efterforskningen skal så vidt muligt imødekommes. 24. Overførsel kan endvidere bl.a. ske, hvis det er påkrævet ud fra sikkerhedsmæssige hensyn. Der kan fx være tale om, at der er en særlig risiko for, at varetægtsarrestanten vil undvige. 25. Endelig kan manglende plads i arresthuset, eller andre særlige omstændigheder føre til, at varetægtsarrestanten anbringes i eller overføres til et andet arresthus end der, hvor straffesagen behandles. Andre særlige omstændigheder kan fx være, at en nærstående til varetægtsarrestanten gør tjeneste i institutionen, at overførsel anses for nødvendig for at forebygge overgreb på medindsatte m.v. eller varetægtsarrestantens vægtige personlige forhold. Kapitel 5 Anbringelse uden for varetægtsfængsel 26. Varetægtsbekendtgørelsens kapitel 5 vedrører anbringelse uden for varetægtsfængsel. 27. Efter retsplejelovens § 770, stk. 2, 2. pkt., kan anbringelse uden for varetægtsfængsel ske af helbredsmæssige grunde eller i medfør af retsplejelovens § 777. Denne bestemmelse er gengivet i varetægtsbekendtgørelsens § 12, stk. 1. Muligheden for anbringelse uden for varetægtsfængsel af helbredsmæssige grunde er særligt relevant i tilfælde, hvor det er nødvendigt midlertidigt at indlægge en varetægtsarrestant på hospital for at kunne give den pågældende den nødvendige lægelige behandling. Spørgsmålet om, hvorvidt indlæggelse skal ske, afgøres af kriminalforsorgsområdet. I den forbindelse er det kriminalforsorgsområdets ansvar at sikre, at der sker den fornødne sikkerhedsmæssige vurdering, inden overførsel sker, samt at politiet snarest muligt og senest samtidig med, at overførslen iværksættes, orienteres om overførslen, jf. bekendtgørelsens § 9, stk. 1. Det er endvidere kriminalforsorgsområdets ansvar at sikre, at varetægtsarrestantens forsvarer orienteres i overensstemmelse med reglen i § 9, stk. 2, dvs. så vidt muligt inden overførslen iværksættes. 28. Bekendtgørelsens § 12, stk. 2, er en gengivelse af indholdet af retsplejelovens § 777, stk. 1. Som det fremgår af bestemmelsen, skal varetægtsarrestanten, anklagemyndigheden og kriminalforsorgsområdet normalt samtykke i overførslen. Kun hvis helbredsmæssige hensyn eller hensynet til andres sikkerhed gør det påkrævet, kan overførsel efter § 777, stk. 1, med rettens godkendelse undtagelsesvis ske uden varetægtsarrestantens samtykke. 29. Overførsel kan efter § 777, stk. 1, ske til afsoningsinstitution eller til hospital m.v., jf. straffelovens §§ 68-69 (som vedrører idømmelse af særforanstaltninger). 30. Efter varetægtsbekendtgørelsens § 14 behandles spørgsmålet om overførsel i medfør af retsplejelovens § 777, stk. 1, af kriminalforsorgsområdet, jf. dog de tilfælde, der er nævnt i varetægtsbekendtgørelsens § 15. 31. Efter varetægtsbekendtgørelsens § 15 skal kriminalforsorgsområdet forelægge spørgsmålet om overførsel efter retsplejelovens § 777, stk. 1, for Direktoratet for Kriminalforsorgen i tilfælde, hvor varetægtsarrestanten - ud fra de foreliggende oplysninger vurderes at have tilknytning til en rocker- eller bandegruppering m.v., - ved en ikke-endelig dom er idømt straf af fængsel på livstid eller forvaring, eller - er sigtet for, tiltalt for eller ved en ikke-endelig dom dømt for overtrædelse af bestemmelser i straffelovens kapitel 12 eller 13. 32. Varetægtsbekendtgørelsens § 16 indeholder regler om, hvilke oplysninger det kriminalforsorgsområde, hvortil varetægtsarrestanten ønskes overført, skal have, når der er tale om overførsel til afsoningsinstitution. Bestemmelsen gælder også for sager, som behandles af direktoratet. Det er den myndighed (kriminalforsorgsområdet eller direktoratet), som behandler spørgsmålet om overførsel, der har ansvaret for tilvejebringelsen af disse oplysninger. 33. Muligheden for overførsel til afsoningsinstitution er efter bestemmelsens forarbejder begrundet i et ønske om at kunne give varetægtsarrestanter med langvarigt varetægtsophold mulighed for at blive anbragt under de mere gunstige forhold i en afsoningsinstitution, hvor bl.a. mulighederne for beskæftigelse, fritidstilbud m.v. er flere end i arresthusene. Som det fremgår af varetægtsbekendtgørelsens § 13, skal overførsel så vidt muligt ske til den institution, hvor varetægtsarrestanten må antages at blive anbragt efter eventuel domfældelse. 34. Varetægtsarrestanter, som er frivilligt anbragt i afsoningsinstitution i medfør af retsplejelovens § 777, stk. 1, behandles efter de regler, der gælder for personer, der er anbragt der efter dom, dvs. reglerne i straffuldbyrdelsesloven og de dertil knyttede administrative forskrifter, mens den tvangsmæssigt overførte varetægtsarrestant skal behandles efter regle‍rne om varetægtsarrestanter, i det omfang hensynet til orden og sikkerhed i institutionen gør det muligt. Der er dog visse undtagelser fra denne regel. 35. Det fremgår direkte af § 777, stk. 1, 4. pkt., at varetægtsarrestanten ikke uden rettens godkendelse må forlade institutionen bortset fra de tilfælde, der er nævnt i retsplejelovens § 771, stk. 5. Heraf følger, at det også for varetægtsarrestanter, der er overført til afsoningsinstitution, gælder, at der kun af kriminalforsorgsområdet kan gives tilladelse til ledsaget udgang for et kortere tidsrum, og at politiet skal samtykke heri. Udgang fra afsoningsinstitutionen i videre omfang, kan, som det fremgår, kun ske med ”rettens godkendelse”. Hvis politiet samtykker, er det politiet, der forelægger spørgsmålet for retten. 36. Af varetægtsbekendtgørelsens § 12, stk. 3, fremgår det, at varetægtsarrestanter, der er anbragt i afsoningsinstitution efter § 777, stk. 1, 2. pkt., dvs. uden at arrestanten har givet samtykke til anbringelsen, ikke har beskæftigelsespligt, men skal tilbydes beskæftigelse. 37. Endelig indeholder § 12 i bekendtgørelse om adgangen til brevveksling for indsatte, der udstår fængselsstraf eller forvaring i kriminalforsorgens institutioner (brevbekendtgørelsen) en regel, der fastslår, at varetægtsarrestanten også under opholdet i afsoningsinstitution har ret til at få prøvet spørgsmål om tilbageholdelse af breve for retten. Det fremgår således af bestemmelsen, at hvis tilbageholdelse af et brev til eller fra en varetægtsarrestant, der er anbragt i afsoningsinstitution efter retsplejelovens § 777, skønnes påkrævet af ordens- eller sikkerhedshensyn, herunder for at forebygge strafbart forhold, overgives brevet til politiet. Endvidere fremgår det, at når et brev er overgivet til politiet, finder retsplejelovens § 772 tilsvarende anvendelse. Heri ligger bl.a., at politiet skal forelægge spørgsmålet om opretholdelsen af tilbageholdelsen for retten. Kapitel 6 Anbringelse i eller overførsel til Vestre Hospital 38. Hvis helbredsmæssige forhold begrunder det, kan en varetægtsarrestant overføres til Vestre Hospital under Københavns Fængsler. Det er imidlertid en forudsætning, at indlæggelse på almindeligt hospital er betænkelig. Overførsel af helbredsmæssige grunde kan ske, selvom behandling ikke iværksættes, fx fordi den pågældende modsætter sig dette. 39. Udgangspunktet er således, at varetægtsarrestanter, som har behov for hospitalsindlæggelse, skal indlægges på almindeligt hospital, jf. retsplejelovens § 770, stk. 2, 2. pkt. Dog kan overførsel til Vestre Hospital også ske, hvis varetægtsarrestanten ikke kan modtages på almindeligt hospital på grund af pladsmangel, jf. varetægtsbekendtgørelsens § 17, stk. 2. 40. Af varetægtsbekendtgørelsens § 18, stk. 1, fremgår det, at afgørelse om overførsel til Vestre Hospital træffes af kriminalforsorgsområdet. Er der tale om overførsel fra et arresthus beliggende i et andet kriminalforsorgsområde, træffes afgørelsen om overførsel af vedkommende kriminalforsorgsområde efter forudgående drøftelse med Kriminalforsorgen Hovedstaden. Er der uenighed om, hvorvidt overførsel skal ske, afgøres sagen af det kriminalforsorgsområde, som har rejst spørgsmålet om overførsel. I § 18, stk. 3, er det fastsat, at når Kriminalforsorgen Hovedstaden har truffet afgørelse om tilbageførsel fra Vestre Hospital, påhviler det kriminalforsorgsområdet, som har truffet afgørelse om overførsel til Vestre Hospital, at sørge for, at tilbageførslen sker snarest muligt. Denne regel indebærer blandt andet, at hvis det arresthus, hvorfra varetægtsarrestanten er overført til Vestre Hospital, ikke umiddelbart har plads til at modtage pågældende, påhviler det kriminalforsorgsområdet at finde en plads til den pågældende i et andet arresthus. Om baggrunden for reglen se i øvrigt ovenfor under pkt. 20. Kapitel 7 Midlertidig overførsel til Herstedvester Fængsel 41. Bestemmelserne i varetægtsbekendtgørelsens kapitel 7 giver mulighed for midlertidigt at overføre varetægtsarrestanter, der har behov for psykiatrisk assistance, til Herstedvester Fængsel. I modsætning til overførsler til afsoningsinstitution efter kapitel 5 i bekendtgørelsen tager disse bestemmelser ikke sigte på at foregribe afgørelsen om anbringelse efter dom, men alene på midlertidige overførsler i særligt akutte situationer. 42. Midlertidig overførsel til Herstedvester Fængsel kan kun ske, hvis varetægtsarrestanten ikke kan indlægges på psykiatrisk hospital eller lignende. Hvis varetægtsarrestanten er isoleret i medfør af retsplejeloven, kan overførsel kun ske, hvis politiet samtykker heri. Overførsel uden samtykke fra varetægtsarrestanten kan kun ske efter reglerne i retsplejelovens § 777, stk. 1, dvs. efter rettens godkendelse og med politiets samtykke. 43. Kriminalforsorgsområdet skal, inden overførsel sker, orientere varetægtsarrestanten om, at mulighed for anbringelse i fællesskab ved arbejde, undervisning og fritid forudsætter, at den pågældende er indforstået med for så vidt angår besiddelse af kontante penge at være undergivet de regler, der gælder for indsatte i lukkede fængsler. 44. Varetægtsbekendtgørelsens § 20, stk. 1, indeholder regler om, at afgørelse om midlertidig anbringelse i Herstedvester Fængsel træffes af kriminalforsorgsområdet. Er der tale om overførsel fra et arresthus beliggende i et andet kriminalforsorgsområde, træffes afgørelsen om overførsel efter forudgående drøftelse med Kriminalforsorgen Sjælland. Er der uenighed om, hvorvidt overførsel skal ske, afgøres sagen af det kriminalforsorgsområde, som har rejst spørgsmålet om overførsel. I § 20, stk. 3, er det fastsat, at når Kriminalforsorgen Sjælland har truffet afgørelse om tilbageførsel fra fængslet, påhviler det kriminalforsorgsområdet, som har truffet afgørelse om overførsel til Herstedvester Fængsel, at sørge for, at tilbageførslen sker snarest muligt. Denne regel indebærer bl.a., at hvis det arresthus, hvorfra varetægtsarrestanten er overført til Herstedvester Fængsel, ikke umiddelbart har plads til at modtage pågældende, påhviler det kriminalforsorgsområdet at finde en plads til pågældende i et andet arresthus. Om baggrunden for reglen se i øvrigt ovenfor under pkt. 20. Afsnit III Varetægtsarrestanters rettigheder og pligter under opholdet i institutionen Kapitel 8 Vejledning og planlægning 45. Efter bekendtgørelsens kapitel 8 skal en varetægtsarrestant snarest efter at være anbragt i institutionen vejledes om sine rettigheder, pligter og øvrige forhold under opholdet i varetægtsfængslet. Reglen indebærer, at der i alle institutioner skal gives varetægtsarrestanten en udførlig orientering om regler for opholdet i institutionen og om dennes forhold i øvrigt. Det fremgår af bestemmelsen, at denne vejledning skal gives snarest efter, at varetægtsarrestanten er anbragt i institutionen. Det forudsættes, at der ved modtagelsen af varetægtsarrestanten til denne udleveres en kort og overskuelig skriftlig orientering om institutionen. 46. Det bemærkes, at politiet i forbindelse med anholdelsen skal vejlede og bistå den anholdte med hensyn til underretning af pårørende, advokat- og lægebistand, jf. Justitsministeriets cirkulæreskrivelse nr. 9155 af 18. marts 2010 om anholdtes ret til underretning af pårørende m.v., kontakt til advokat og nationale repræsentation samt adgang til læge. I tilknytning til cirkulæreskrivelsen er udarbejdet en skriftlig vejledning, som politiet udleverer til den anholdte. 47. Endelig bemærkes, at Direktoratet for Kriminalforsorgen har udarbejdet en ”Vejledning for anholdte og varetægtsfængslede”, som skal udleveres i forbindelse med indsættelsen. 48. For så vidt angår fremmedsprogede varetægtsarrestanter henledes opmærksomheden på, at direktoratets vejledning er oversat til en lang række sprog. Opmærksomheden henledes i øvrigt på Direktoratet for Kriminalforsorgens cirkulæreskrivelse om tolkning, hvoraf det fremgår, at det er anstaltens/arresthusets opgave i det enkelte tilfælde at sikre sig, at den indsatte forstår, hvad der foregår. Det fremgår endvidere, at anvendelse af tolk efter en konkret vurdering navnlig kan være nødvendig blandt andet ved indsættelsen. 49. Efter § 1, stk. 2, nr. 3, i cirkulære om udarbejdelse af handleplaner (handleplanscirkulæret) skal kriminalforsorgsområdet – på samme måde som for afsonere – udarbejde handleplaner for varetægtsarrestanter, som opholder sig i varetægtsfængsel. Kapitel 9 Anvisninger 50. Bestemmelsen i varetægtsbekendtgørelsens kapitel 9 indebærer, at varetægtsarrestanter har pligt til at efterkomme de anvisninger, som gives af institutionens personale i forbindelse med varetagelsen af varetægtsinstitutionens opgaver, jf. straffuldbyrdelseslovens § 32, som hermed finder tilsvarende anvendelse for varetægtsarrestanter. Kapitel 10 Fællesskab 51. Efter varetægtsbekendtgørelsens kapitel 10 har varetægtsarrestanter, som ikke er isolerede i medfør af retsplejeloven, så vidt muligt adgang til fællesskab efter reglerne i bekendtgørelse om indsattes adgang til fællesskab m.v. med andre indsatte i kriminalforsorgens institutioner (fællesskabsbekendtgørelsen). Af denne bekendtgørelse fremgår det, at straffuldbyrdelseslovens § 33 om fællesskab finder tilsvarende anvendelse for varetægtsarrestanter. 52. Straffuldbyrdelseslovens § 33 har følgende ordlyd: » § 33. En indsat skal så vidt muligt have adgang til fællesskab med andre indsatte. Stk. 2. Justitsministeren eller den, der bemyndiges dertil, kan bestemme, at fællesskab i fængselsafdelinger eller arresthuse, som er udpeget til anbringelse af indsatte, hvis tilstedeværelse skaber en særlig risiko for overgreb på medindsatte, personale eller andre i institutionen, skal gennemføres som cellefællesskab med en anden indsat i eget opholdsrum efter kriminalforsorgens nærmere bestemmelse. Stk. 3 . Såfremt den indsatte selv ønsker det og forholdene tillader det, fuldbyrdes fængselsstraf uden eller med begrænset fællesskab. Stk. 4. Såfremt den indsatte selv ønsker det og forholdene tillader det, fuldbyrdes fængselsstraf uden fællesskab med indsatte af modsat køn, bortset fra fællesskab i arbejdstiden. Stk. 5. I øvrigt kan fængselsstraf kun fuldbyrdes uden fællesskab efter reglerne i §§ 63 og 64. Stk. 6. Justitsministeren fastsætter regler om gennemførelse af fællesskab efter stk. 1 og 2, herunder om adgangen til at låse de indsatte inde, og om de indsattes adgang til at kunne aflåse eget opholdsrum.« 53. I tilknytning til fællesskabsbekendtgørelsen er udarbejdet vejledning om indsattes adgang til fællesskab m.v. med andre indsatte i kriminalforsorgens institutioner (fællesskabsvejledningen), som indeholder en nærmere beskrivelse af og vejledning om reglerne på dette område. Kapitel 11 Medindflydelse 54. Efter varetægtsbekendtgørelsens kapitel 11 skal varetægtsarrestanter, som ikke er isolerede i medfør af retsplejeloven, have mulighed for at øve indflydelse på deres tilværelse i institutionen gennem valgte talsmænd efter reglerne i bekendtgørelse om gennemførelsen af medindflydelse for indsatte i kriminalforsorgens institutioner (talsmandsbekendtgørelsen). Af denne bekendtgørelse fremgår det bl.a., at straffuldbyrdelseslovens § 34 finder tilsvarende anvendelse for varetægtsarrestanter, som ikke er isolerede efter rettens bestemmelse. 55. Straffuldbyrdelseslovens § 34 har følgende ordlyd: » § 34. De indsatte skal have mulighed for at øve indflydelse på deres tilværelse i institutionen gennem valgte talsmænd. Stk. 2. På hver afdeling eller for bestemte grupper af indsatte vælges en talsmand. Alle indsatte kan vælges som talsmand. Alle de indsatte eller talsmændene har ret til at vælge en fælles talsmand. Valg af talsmænd og fælles talsmand foregår ved skriftlig, hemmelig afstemning, der kontrolleres af institutionen og repræsentanter for de indsatte i fællesskab. Stk. 3. De indsatte har ikke ret til at deltage i drøftelser vedrørende sager om enkeltpersoner eller sager, der vedrører institutionens sikkerhed. Stk. 4. Justitsministeren fastsætter regler om gennemførelsen af de indsattes medindflydelse.« 56. I tilknytning til talsmandsbekendtgørelsen er udarbejdet skrivelse om bekendtgørelse om gennemførelsen af medindflydelse for indsatte i kriminalforsorgens institutioner, som indeholder en nærmere beskrivelse af og vejledning om reglerne på dette område. Kapitel 12 Deltagelse i gudstjeneste m.v. 57. Efter varetægtsbekendtgørelsens kapitel 12 har varetægtsarrestanter, som ikke er isolerede i medfør af retsplejeloven, ret til at deltage i gudstjenester, der afholdes i institutionen. Såfremt ordens- eller sikkerhedsmæssige hensyn gør det påkrævet, kan kriminalforsorgsområdet dog nægte bestemte varetægtsarrestanter adgang til at deltage i gudstjenester og begrænse antallet af deltagere. Hvis det besluttes at begrænse antallet af deltagere, skal de pågældende varetægtsarrestanter så vidt muligt i stedet have adgang til at overvære gudstjenesten via elektroniske medier. 58. Bestemmelsen i § 25, stk. 1, svarer til straffuldbyrdelseslovens § 35, stk. 1, og indebærer bl.a., at kriminalforsorgsområdet kan nægte bestemte indsatte adgang til at deltage i en gudstjeneste og andre religiøse handlinger og begrænse antallet af deltagere, hvis ordens- eller sikkerhedsmæssige hensyn gør det påkrævet. Dette vil navnlig kunne komme på tale i situationer, hvor det på grund af pladsmangel eller indsattes forskellige gruppetilhørsforhold ikke er ordens- og/eller sikkerhedsmæssigt forsvarligt at tillade alle de indsatte, som ønsker det, at deltage i gudstjenesten m.v. Indsatte, som ikke kan deltage i en gudstjeneste, jf. ovenfor, skal så vidt muligt tilbydes at overvære gudstjenesten via elektroniske medier. Hvis der i det pågældende varetægtsfængsel ikke er etableret mulighed for elektronisk transmission af gudstjenesten m.v., forudsættes det, at kriminalforsorgsområdet tilstræber, at den indsatte snarest muligt tilbydes adgang til en anden gudstjeneste eller alternativt en samtale med en præst eller lignende, medmindre politiet af hensyn til varetægtsfængslingens øjemed modsætter sig det, jf. varetægtsbekendtgørelsens § 25, stk. 2. 59. Efter varetægtsbekendtgørelsens § 25, stk. 2, har en varetægtsarrestant ret til samtale med en præst eller lignende fra sit trossamfund, medmindre politiet af hensyn til varetægtsfængslingens øjemed modsætter sig det. Bestemmelsen omfatter præster m.fl. fra såvel anerkendte som godkendte trossamfund. I andre tilfælde vil det bero på en konkret vurdering, om en person kan anses for præst eller lignende fra et trossamfund. 60. De samtaler, som en varetægtsarrestant efter § 25, stk. 2, har med en præst eller lignende, begrænser ikke de tidsmæssige muligheder for andre besøg. 61. Det følger af Kirkeministeriets bekendtgørelse nr. 21 af 23. januar 1975 om gejstlig betjening af arresthuse, at den til arresthuset knyttede præst har uhindret adgang til at besøge varetægtsarrestanter, og at varetægtsarrestanter har ret til ukontrolleret brevveksling med den til arresthuset knyttede præst. Kapitel 13 Egne penge og genstande 62. Efter varetægtsbekendtgørelsens kapitel 13 har varetægtsarrestanter adgang til at medtage, besidde og råde over egne genstande i institutionen efter reglerne i bekendtgørelse om indsattes adgang til at medtage, besidde og råde over egne genstande m.v. og penge i kriminalforsorgens institutioner (genstandsbekendtgørelsen). Af genstandsbekendtgørelsen fremgår det bl.a., at straffuldbyrdelseslovens § 36 med den fravigelse, at politiet kan fastsætte begrænsninger af hensyn til varetægtsfængslingens øjemed, finder tilsvarende anvendelse for varetægtsarrestanter. 63. Straffuldbyrdelseslovens § 36 har følgende ordlyd: » § 36. En indsat har ret til at medtage, besidde og råde over egne genstande i institutionen, medmindre dette er uforeneligt med hensynet til orden, sikkerhed eller andres rettigheder, jf. dog stk. 2. Stk. 2. En indsat har ikke ret til at medtage, besidde eller råde over mobiltelefon og lignende kommunikationsudstyr i institutionen, medmindre det er foreneligt med hensynet til orden og sikkerhed. Stk. 3. Justitsministeren fastsætter regler om indsattes adgang og begrænsninger i indsattes adgang til at medtage, besidde og råde over egne genstande i institutionen, jf. stk. 1 og 2. Stk. 4. Justitsministeren fastsætter endvidere regler om indsattes adgang til at medtage, besidde og råde over egne penge i institutionen.« 64. I tilknytning til genstandsbekendtgørelsen er udarbejdet vejledning om indsattes adgang til at medtage, besidde og råde over egne genstande m.v. og penge i kriminalforsorgens institutioner, som indeholder en nærmere beskrivelse af og vejledning om reglerne på dette område. Kapitel 14 Udgivelse af blad 65. Efter varetægtsbekendtgørelsens kapitel 14 har varetægtsarrestanter ret til at udgive blade efter reglerne i bekendtgørelse om indsattes udgivelse af blad i kriminalforsorgens institutioner, hvoraf det bl.a. fremgår, at straffuldbyrdelseslovens § 37 finder tilsvarende anvendelse for varetægtsarrestanter. 66. Straffuldbyrdelseslovens § 37 har følgende ordlyd: »§ 37. De indsatte i institutionen har ret til at udgive blade. Stk. 2. Fængslet yder støtte til udgivelse af ét blad. Stk. 3. Kriminalforsorgsområdet har adgang til på forhånd at gennemlæse de indsattes blade. Kriminalforsorgsområdet kan forbyde offentliggørelsen af bestemte artikler, såfremt sikkerhedsmæssige hensyn gør det påkrævet, eller indholdet groft forulemper enkeltpersoner. Stk. 4. Justitsministeren fastsætter regler til gennemførelse af bestemmelserne i stk. 2 og 3, herunder om fastsættelse af vilkår for støtte til udgivelsen og om mulighed for inddragelse af denne støtte, såfremt de fastsatte vilkår ikke overholdes.« 67. § 37, stk. 1 og 3, i straffuldbyrdelsesloven indebærer, at varetægtsarrestanter har ret til at udgive ét blad, og at kriminalforsorgsområdet har ret til at gennemlæse og eventuelt forbyde offentliggørelse. Derimod omfatter § 37, stk. 2, kun fængsler, hvorfor indsatte i arresthusene (arrestafdelingerne), herunder varetægtsarrestanter, ikke kan få støtte til udgivelse af et blad. 68. I tilknytning til bekendtgørelsen om udgivelse af blade er udarbejdet vejledning om indsattes udgivelse af blad i kriminalforsorgens institutioner, som indeholder en nærmere beskrivelse af og vejledning om reglerne på dette område. Kapitel 15 Arbejde og uddannelse m.v. 69. Efter varetægtsbekendtgørelsens kapitel 15 har en varetægtsarrestant ikke beskæftigelsespligt, men skal tilbydes beskæftigelse efter reglerne i bekendtgørelse om beskæftigelse m.v. af indsatte i kriminalforsorgens institutioner (beskæftigelsesbekendtgørelsen). Beskæftigelsesbekendtgørelsen henviser til bekendtgørelse om satser for vederlag m.v. til indsatte i kriminalforsorgens institutioner, som hermed også finder anvendelse for varetægtsarrestanter. 70. Særligt for så vidt angår sygedagpenge bemærkes, at varetægtsarrestanter, som er hospitalsanbragt, er berettiget til sygedagpenge, hvis de – indtil hospitalsanbringelse sker – har haft ophold i varetægtsfængsel, jf. også beskæftigelsesbekendtgørelsens § 15. 71. Af beskæftigelsesbekendtgørelsen fremgår det, at straffuldbyrdelseslovens §§ 39-42 finder tilsvarende anvendelse for varetægtsarrestanter. 72. Straffuldbyrdelseslovens §§ 39-42 har følgende ordlyd: » § 39. Valget af beskæftigelse træffes i hvert enkelt tilfælde på grundlag af en samlet vurdering af den indsattes forhold. Stk. 2. Ved afgørelser efter stk. 1 skal der så vidt muligt tages hensyn til den indsattes eget ønske og til den indsattes muligheder for at opnå arbejde eller uddannelse uden for fængslet. Den indsatte skal vejledes om mulighederne for ved undervisning eller anden uddannelse at afhjælpe manglende skolekundskaber eller mangel på erhvervsmæssig eller anden uddannelse. § 40. Institutionens arbejdspladser skal være indrettet således, at arbejdsforholdene for de indsatte er sikkerheds- og sundhedsmæssigt fuldt forsvarlige. § 41. Justitsministeren fastsætter regler om de indsattes beskæftigelse, herunder om, at beskæftigelsespligten skal tilrettelægges under hensyn til de indsattes religiøse tilhørsforhold. § 42. En indsat skal have udbetalt vederlag for sin beskæftigelse. Vederlag skal også udbetales til indsatte, der ikke kan tilbydes beskæftigelse, eller som er uden beskæftigelse efter § 38, stk. 2. Det samme gælder indsatte, der på grund af sygdom er fraværende fra beskæftigelse. Stk. 2. Andre indsatte skal alene have dækket deres personlige fornødenheder, jf. dog stk. 5 og § 110, stk. 1. Stk. 3. En indsat, der ikke har pligt til beskæftigelse, jf. § 38, stk. 3, og som fremsætter ønske om beskæftigelse på et tidspunkt, hvor institutionen ikke kan tilbyde beskæftigelse, skal i en kortere periode alene have dækket sine personlige fornødenheder, hvis den pågældende indsatte tidligere under strafudståelsen har afvist tilbud om beskæftigelse. Stk. 4. Kriminalforsorgsområdet opsparer en andel af vederlaget efter stk. 1, der udbetales til den indsatte senest på tidspunktet for løsladelsen, for udvisningsdømte dog senest på tidspunktet for hjemrejsen. Udgifter, som den indsatte skal afholde i forbindelse med udgang og løsladelse, herunder efterfølgende hjemrejse, modregnes i det opsparede beløb, hvis den indsatte ikke selv afholder udgifterne. Stk. 5. Justitsministeren fastsætter regler om ydelser efter stk. 1 og 2 og kan i den forbindelse fastsætte regler om, at andre indsatte, der er fraværende fra beskæftigelse, skal have udbetalt vederlag for beskæftigelse. Der kan endvidere fastsættes regler om ordningerne nævnt i stk. 3 og 4.« 73. Af beskæftigelsesbekendtgørelsens § 31 fremgår det også, at reglerne i bekendtgørelsen finder tilsvarende anvendelse for varetægtsarrestanter, medmindre andet fremgår af de enkelte bestemmelser i bekendtgørelsen. Det bemærkes i den forbindelse, at bekendtgørelsens § 18, jf. straffuldbyrdelseslovens § 42, stk. 3, om afvisning af tilbud om beskæftigelse, finder tilsvarende anvendelse for varetægtsarrestanter. Som følge af at varetægtsarrestanter ikke har beskæftigelsespligt, finder reglerne i bekendtgørelsens § 17, stk. 4, § 20, stk. 1, og § 20, stk. 2 (delvis), om tilsidesættelse af beskæftigelsespligten ikke anvendelse for varetægtsarrestanter. Beskæftiges en varetægtsarrestant, udbetales vederlag efter bestemmelserne i bekendtgørelserne. Kriminalforsorgsområdet kan i den forbindelse foretage fradrag i vederlaget ved for sent fremmøde, bortgang eller udeblivelse, men en varetægtsarrestant kan fx ikke ikendes en bøde for at udeblive fra beskæftigelse. 74. I tilknytning til bekendtgørelserne er udarbejdet vejledning om beskæftigelse m.v. af indsatte i kriminalforsorgens institutioner, som indeholder en nærmere beskrivelse af og vejledning om reglerne på dette område. Kapitel 16 Fritiden 75. Efter varetægtsbekendtgørelsens kapitel 16 skal en varetægtsarrestant i videst muligt omfang selv varetage praktiske opgaver vedrørende sine forhold, herunder fx rengøring af eget opholdsrum og vask af eget tøj. 76. Endvidere fremgår det, at kriminalforsorgsområdet så vidt muligt skal tilbyde varetægtsarrestanter aktiviteter i fritiden, og at en varetægtsarrestant har ret til dagligt at tilbringe mindst én time i fri luft, medmindre dette vil være uforeneligt med institutionens varetagelse af sikkerhedsmæssige hensyn, eller varetægtsarrestanten er anbragt i sikringscelle. 77. Med bestemmelsen om aktiviteter i fritiden fastsættes en pligt for kriminalforsorgsområderne til at etablere sådanne tilbud. Under hensyn til at mulighederne for fællesskab, herunder fælles fritidsaktiviteter, navnlig af bygningsmæssige grunde er begrænsede i arresthusene, fremgår det af bestemmelsen, at der så vidt muligt skal være tilbud om fritidsaktiviteter. Nærmere regler om adgangen til fællesskab, herunder fælles fritidsaktiviteter, i arresthusene findes i fællesskabsbekendtgørelsen, jf. ovenfor under pkt. 51-53. 78. Bestemmelsen i § 29, stk. 3, om ophold i fri luft er en minimumsbestemmelse, og det bør derfor tilstræbes, at de indsatte gives mulighed for at tilbringe yderligere tid i fri luft. 79. Som det fremgår af bestemmelsen, kan retten til at tilbringe mindst 1 time i fri luft fraviges, hvis gennemførelsen af denne ret i det enkelte tilfælde vil være uforenelig med institutionens varetagelse af sikkerhedsmæssige hensyn. Ifølge forarbejderne til den tilsvarende bestemmelse for afsonere i straffuldbyrdelseslovens § 43, stk. 3, medfører dette ”bl.a., at indsatte, der er udelukket fra fællesskab, jf. [straffuldbyrdelseslovens] § 63, …. . eller anbragt i strafcelle, jf. [straffuldbyrdelseslovens] § 68, …. . kan nægtes adgang til at tilbringe mindst én time i fri luft i tilfælde af betydelig risiko for undvigelse eller forsøg herpå”. Kapitel 17 Forsorgsmæssig bistand 80. Efter varetægtsbekendtgørelsens kapitel 17 skal kriminalforsorgsområdet vejlede og bistå en varetægtsarrestant for at begrænse de erhvervsmæssige, sociale og personlige ulemper, der følger af varetægtsopholdet. 81. Kriminalforsorgsområdet skal i forbindelse med vejledningen og bistanden formidle kontakt til personer, institutioner og myndigheder, der efter anden lovgivning kan yde bistand, jf. varetægtsbekendtgørelsens § 30, stk. 2. Forpligtelsen til at yde indsatte bistand efter den sociale lovgivning m.v. påhviler i første række de almindelige sociale myndigheder. Kapitel 18 Sundhedsmæssig bistand 82. Efter varetægtsbekendtgørelsens kapitel 18 har varetægtsarrestanter ret til lægebehandling og anden sundhedsmæssig bistand efter reglerne i bekendtgørelse om sundhedsmæssig bistand til indsatte i kriminalforsorgens institutioner. 83. Straffuldbyrdelseslovens § 45, stk. 1, har følgende ordlyd: » § 45. En indsat har ret til lægebehandling og anden sundhedsmæssig bistand.« 84. Af § 3 i bekendtgørelsen om sundhedsmæssig bistand fremgår det, at varetægtsarrestanter har adgang til at tilkalde egen læge, men at politiet kan modsætte sig dette af hensyn til varetægtsfængslingens øjemed. Inden der gives en varetægtsarrestant adgang til at tilkalde egen læge, skal der derfor indhentes en udtalelse fra politiet. Hvis politiet modsætter sig tilkald af egen læge, kan dette spørgsmål indbringes for retten efter retsplejelovens § 773. 85. I tilknytning til bekendtgørelsen om sundhedsmæssig bistand er udarbejdet skrivelse om bekendtgørelse om sundhedsmæssig bistand til indsatte i kriminalforsorgens institutioner, som indeholder en nærmere beskrivelse af og vejledning om reglerne på dette område. Kapitel 19 Behandling 86. Efter varetægtsbekendtgørelsens § 32, stk. 1, har en varetægtsarrestant ret til vederlagsfri social behandling mod stofmisbrug, medmindre afgørende sikkerheds- eller ordensmæssige forhold taler imod, jf. dog § 32, stk. 3 og 4. En varetægtsarrestant, som har gennemført motivations- og forbehandling, tilbydes primærbehandling, jf. varetægtsbekendtgørelsens § 32, stk. 2. Social behandling mod stofmisbrug kan variere i form og intensitet, og de givne bygnings- og sikkerhedsmæssige rammer i arresthuset vil kunne have betydning for og eventuelt begrænse indholdet af behandlingen, jf. varetægtsbekendtgørelsens § 32, stk. 3. Efter varetægtsbekendtgørelsens § 32, stk. 4, har udlændinge, som er varetægtsfængslet efter hjemrejselovens §§ 14 eller 15, ikke ret til vederlagsfri social behandling mod stofmisbrug, medmindre særlige forhold taler herfor, herunder hvis der er udsigt til, at den pågældende skal være varetægtsfængslet i lang tid, og konkrete grunde i form af f.eks. hensynet til den pågældendes helbred samtidig tilsiger social behandling mod stofmisbrug. Tilsvarende gælder for udlændinge, der er frihedsberøvet efter hjemrejselovens § 16 eller udlændingelovens § 36, og hvis frihedsberøvelse opretholdes af retten i medfør af udlændingelovens § 37. Social behandling mod stofmisbrug skal så vidt muligt iværksættes senest 14 dage efter, at den pågældende har fremsat begæring herom over for kriminalforsorgen, jf. varetægtsbekendtgørelsens § 32, stk. 5. Endvidere henvises til Direktoratet for Kriminalforsorgens skrivelse om behandlingsgaranti for indsatte stofmisbrugere. Afsnit IV Varetægtsarrestanters kontakt til samfundet uden for institutionen Kapitel 20 Udgang Muligheden for udgang m.v. 87. Varetægtsarrestanters mulighed for udgang er reguleret i § 771, stk. 5, i retsplejeloven og i kapitel 20 i varetægtsbekendtgørelsen. 88. Efter varetægtsbekendtgørelsens § 33 kan kriminalforsorgsområdet, når særlige omstændigheder taler derfor, med politiets samtykke give en varetægtsarrestant udgangstilladelse med ledsager for et kortere tidsrum. Tilladelse til udgang til en varetægtsarrestant forudsætter således 1) at der foreligger særlige omstændigheder, 2) at politiet samtykker i udgangen, 3) at varetægtsarrestanten ledsages under udgangen, og 4) at udgangen er af kortere varighed. 89. Herudover skal risikoen for misbrug tages i betragtning ved afgørelsen af, om udgang kan tillades, jf. varetægtsbekendtgørelsens §§ 35–36. Udgangsformål 90. Hvorvidt en varetægtsarrestant kan få tilladelse til udgang, beror på en helt konkret vurdering af, om der i den enkelte sag foreligger sådanne særlige omstændigheder, at udgang bør gives, jf. varetægtsbekendtgørelsens § 33. 91. Særlige omstændigheder kan fx være en nærtstående person, som er alvorligt syg, eller en nærtstående persons begravelse. Særlige omstændigheder kan også fx være indgåelse af ægteskab eller varetagelse af personlige interesser af en vis vægt. 92. Tilladelse til udgang kan gives i andre situationer end dem, der er beskrevet ovenfor, når andre særlige omstændigheder taler derfor. Andre særlige omstændigheder kan fx være deltagelse i vigtige familiebegivenheder hos nærtstående. 93. Det er i almindelighed en forudsætning for udgang, at varetægtsarrestanten tilvejebringer fornøden dokumentation for de omstændigheder, der begrunder udgangen. Samtykke fra politiet m.v. 94. Af varetægtsbekendtgørelsens § 33 fremgår det, at tilladelse til udgang til en varetægtsarrestant kun kan gives, hvis politiet samtykker heri, jf. også ovenfor under pkt. 88. Det er kriminalforsorgsområdet, der træffer afgørelse om udgang til varetægtsarrestanter med klageadgang til Direktoratet for Kriminalforsorgen i de tilfælde, hvor dette fremgår af § 97, stk. 1, nr. 1. 95. Det forhold, at politiet skal samtykke, indebærer imidlertid, at der i alle tilfælde skal indhentes en udtalelse fra politiet, inden der gives en varetægtsarrestant udgang. Varetægtsbekendtgørelsens § 34 indeholder regler om indhentelse af samtykke fra politiet. 96. Hvis politiet ikke meddeler samtykke til udgang, kan udgang ikke gives. 97. Statsadvokaterne fører tilsyn med politidirektørernes behandling af straffesager og behandler klager over afgørelser truffet af politidirektørerne vedrørende strafforfølgning. Hvis en varetægtsarrestant ønsker at klage over, at politiet ikke vil give samtykke til udgangen, kan sådan klage derfor indgives til statsadvokaten. Misbrugsvurdering 98. Inden der træffes afgørelse om udgang til en varetægt‍sarrestant, skal der foretages en vurdering af risikoen for misbrug af udgangen. § 36 i varetægtsbekendtgørelsen indeholder en angivelse af en række omstændigheder, som skal tillægges særlig vægt ved denne misbrugsvurdering. Af bestemmelsen fremgår således, at farligheden af tidligere eller den nu påsigtede kriminalitet, oplysninger om undvigelse(sforsøg) eller kriminalitet under det nuværende eller tidligere ophold i kriminalforsorgens institutioner samt udgangsmisbrug under nuværende eller tidligere ophold skal tillægges særlig vægt. Det bemærkes, at der ikke med bestemmelsens formulering er tilsigtet nogen ændring af hidtidig praksis med hensyn til misbrugsvurderingen. Ledsagelse 99. I § 37 i varetægtsbekendtgørelsen er det i overensstemmelse med retsplejeloven fastslået, at udgang til varetægtsarrestanter altid skal være ledsaget. Varighed og udgifter m.v. 100. Varetægtsbekendtgørelsens §§ 38-39 indeholder regler om, at udgang til en varetægtsarrestant ikke kan gives for længere tid, end formålet tilsiger, og normalt ikke må overstige 1 dag ud over rejsetiden, og at varetægtsarrestanten som hovedregel selv skal afholde udgifter til rejse, ophold og lommepenge under udgangen. Som det fremgår af bestemmelserne, er der dog visse muligheder for at fravige disse hovedregler. 101. Undviger varetægtsarrestanten fra udgang skal der ske underretning af politiet i overensstemmelse med reglerne i Direktoratet for Kriminalforsorgens cirkulæreskrivelse om retningslinjer for ledsaget udgang (udgangsledsagerinstruksen). Kapitel 21 Besøg m.v. Retten til besøg m.v. 102. Reglerne om besøg m.v. til varetægtsarrestanter findes i § 771, stk. 1-4, i retsplejeloven og i kapitel 21 i varetægtsbekendtgørelsen. Disse bestemmelser indeholder regulering af varetægtsarrestanters ret til at få besøg og varetægtsarrestanters ret til at have sit barn hos sig i institutionen. 103. Varetægtsarrestanter har efter varetægtsbekendtgørelsens § 40, stk. 1, ret til besøg, så ofte forholdene tillader det, med de begrænsninger, der følger af §§ 42 – 45 i varetægtsbekendtgørelsen, jf. nærmere nedenfor under pkt. 120-129. Af § 40, stk. 1, fremgår det endvidere, at en varetægtsarrestant altid har ret til ukontrolleret besøg af sin forsvarer, jf. retsplejelovens § 771, stk. 1, sidste pkt. 104. Efter § 40, stk. 2, i varetægtsbekendtgørelsen skal der gives en varetægtsarrestant mulighed for snarest muligt efter indsættelsen at underrette sine nærmeste pårørende med henblik på at modtage deres besøg. Baggrunden for denne bestemmelse er den pludselighed, hvormed varetægt iværksættes. Frihedsberøvelsen vil typisk opleves som særligt belastende i den første korte tid efter iværksættelsen. 105. Politiet vil ofte have formidlet en kontakt, allerede inden varetægtsarrestanten kommer til varetægtsfængslet, jf. pkt. 46 ovenfor. Bestemmelsen i § 40, stk. 2, sigter mod tilfælde, hvor der ikke allerede har været etableret kontakt til nærmeste pårørende, eller hvor disse ikke er underrettet om fængslingen. 106. Som det fremgår af § 40, stk. 2, skal besøg efter denne bestemmelse ske i overensstemmelse med reglerne i kapitlet om besøg. Det betyder, at de muligheder for begrænsning af besøgsretten, som er nævnt i kapitlet om besøg, også gælder i forhold til besøg efter § 40, stk. 2. 107. Om iagttagelse af eventuelle begrænsninger fastsat af politiet i forhold til varetægtsarrestantens mulighed for at underrette sine nærmeste pårørende med henblik på at modtage deres besøg henvises til pkt. 13 ovenfor. 108. Kriminalforsorgsområdet fastsætter nærmere regler om besøgenes afvikling, jf. varetægtsbekendtgørelsens § 40, stk. 3. Det er forudsat, at der herunder kan fastsættes regler om, i hvilket tidsrum der kan afvikles besøg, og at der fastsættes regler, hvorefter de besøgende skal underrettes om eventuelle særlige forskrifter, der er nødvendige af ordens- eller sikkerhedshensyn (herunder fx vilkår om undersøgelse af genstande og den besøgende og begrænsninger med hensyn til hvilke genstande, der må medbringes ved besøg), og om andre praktiske forhold, som er af betydning for den besøgende. 109. Sådanne lokale bestemmelser kan omfatte alle personer, herunder også forsvarere og konsulære repræsentanter. Der gælder dog særlige forhold vedrørende reglernes anvendelse i relation til repræsentanter for Folketingets Ombudsmand, Den Europæiske Torturkomité og visse andre, som varetægtsarrestanter efter varetægtsbekendtgørelsens § 66, stk. 1-2, kan brevveksle ukontrolleret med, og for medlemmer af Folketinget, som varetægtsarrestanter efter § 66, stk. 3, kan brevveksle ukontrolleret med, jf. nedenfor under pkt. 162-163. 110. Af varetægtsbekendtgørelsens § 41, stk. 1, fremgår det, at besøgstiden ikke må være kortere end en halv time. 111. Efter varetægtsbekendtgørelsens § 81, jf. 41, stk. 2, bør varetægtsarrestanter, der er isolerede efter rettens bestemmelse, have tilladelse til besøg mindst én gang ugentligt, og besøget skal være af mindst én times varighed, jf. pkt. 208 nedenfor. 112. De angivne tidsrum for varigheden af besøg er ”minimumsbesøgstiden”, hvilket understreges af, at det fremgår af § 41, stk.1, og § 81, at længerevarende besøg skal tillades i det omfang, forholdene tillader det. 113. Muligheden for at give tilladelse til udvidet besøg bør bl.a. overvejes, når der ønskes tilladelse til besøg af børn. Sådanne anmodninger bør så vidt muligt imødekommes. Om besøg af børn se i øvrigt nedenfor under pkt. 142-144. 114. Muligheden for at give tilladelse til udvidet besøg bør endvidere udnyttes særligt i forhold til unge varetægtsarrestanter med henblik på at styrke disses mulighed for at bevare kontakten til familien under opholdet, jf. også vejledning om behandlingen af 15-17-årige, der anbringes i kriminalforsorgens institutioner, som også gælder for varetægt‍sarrestanter. 115. I forhold til varetægtsarrestanter, der er isolerede af retten, påhviler det efter varetægtsbekendtgørelsens § 79, jf. § 81, personalet løbende at være særligt opmærksom på, om der er behov for udvidet adgang til besøg, jf. nedenfor i pkt. 205-206 om særlige tilbud til varetægtsarrestanter, som er isolerede efter rettens bestemmelse. 116. Det fremgår af § 41, stk. 3, i varetægtsbekendtgørelsen, at besøg til en varetægtsarrestant af forsvareren og af diplomatiske og konsulære repræsentanter fra hjemlandet ikke begrænser varetægt‍sarrestantens tidsmæssige mulighed for andre besøg. Denne bestemmelse har særlig relevans i forhold til varetægtsarrestanter, der er isolerede af retten, idet disse bør have tilladelse til besøg mindst en gang ugentligt, men også for andre varetægtsarrestanter gælder det, at ved stillingtagen til besøgsanmodninger skal det ikke tillægges vægt, at der har været besøg fra de nævnte personer. 117. Det bemærkes, at begrebet ”forsvarer” omfatter den advokat, der er beskikket for eller valgt af varetægtsarrestanten i forbindelse med den sigtelse, der har ført til indsættelse i varetægtsfængslet. 118. Efter varetægtsbekendtgørelsens § 66, stk. 1-2, kan varetægtsarrestanter brevveksle ukontrolleret med bl.a. Folketingets Ombudsmand, Den Europæiske Torturkomité, direktøren for det kriminalforsorgsområde, hvor den pågældende er anbragt, og en række andre myndigheder og enkeltpersoner. Samtaler, som personale fra disse myndigheder m.v. afholder med varetægtsarrestanter i forbindelse med besøg i institutionen, begrænser ikke de tidsmæssige muligheder for andre besøg. Det samme gælder besøg fra medlemmer af Folketinget, som varetægtsarrestanter efter § 66, stk. 3, i varetægtsbekendtgørelsen kan brevveksle ukontrolleret med. 119. For så vidt angår samtaler som varetægtsarrestanter har med sin præst eller lignende fra sit trossamfund efter bekendtgørelsens § 25 henvises til pkt. 59-61 ovenfor. Forbud mod besøg efter politiets bestemmelse 120. Efter retsplejelovens § 771, stk. 1, kan politiet af hensyn til varetægtsfængslingens øjemed forbyde besøg, jf. varetægtsbekendtgørelsens § 42, stk. 1. Nægter politiet besøg, skal politiet underrette varetægtsarrestanten herom, medmindre dommeren af hensyn til efterforskningen træffer anden bestemmelse. Varetægtsarrestanten kan kræve, at politiets afslag på besøg forelægges retten til afgørelse. Efter retsplejelovens § 771, stk. 2, kan politiet modsætte sig, at varetægtsarrestanten modtager besøg, hvis varetægtsarrestantens forhold gør det nødvendigt for at forebygge undvigelse, jf. varetægtsbekendtgørelsens § 42, stk. 2. Retsplejelovens § 771, stk. 1, 3-5. pkt., finder tilsvarende anvendelse, hvoraf det bl.a. følger, at varetægtsarrestanten kan kræve, at politiets afslag på besøg forelægges retten til afgørelse. Efter retsplejelovens § 771, stk. 3, kan politiet modsætte sig, at en varetægtsarrestant, som af politiet skønnes at have tilknytning til en gruppe af personer, som er aktivt involveret i en verserende voldelig konflikt med en anden gruppe af personer, og at der inden for den gruppe, som den indsatte skønnes at have tilknytning til, som led i konflikten enten er anvendt skydevåben eller er anvendt våben eller eksplosivstoffer, som på grund af deres særdeles farlige karakter er egnet til at forvolde betydelig skade, eller er begået brandstiftelse omfattet af straffelovens § 180, modtager besøg af personer med tilknytning til den pågældende gruppe eller en anden tilsvarende gruppe, medmindre ganske særlige grunde gør sig gældende, jf. varetægtsbekendtgørelsens § 42, stk. 3. Retsplejelovens § 771, stk. 1, 3-5. pkt., finder tilsvarende anvendelse, hvoraf det bl.a. følger, at varetægtsarrestanten kan kræve, at politiets afslag på besøg forelægges retten til afgørelse. Forbud mod besøg efter varetægtsfængslets bestemmelse 121. Efter varetægtsbekendtgørelsens § 43 kan kriminalforsorgsområdet forbyde besøg af bestemte personer, og en meddelt besøgstilladelse kan inddrages, hvis dette i det enkelte tilfælde findes påkrævet af ordens- eller sikkerhedsmæssige grunde. 122. Efter § 43 skal der foretages en konkret vurdering af, om tilladelse til besøg i det enkelte tilfælde skal nægtes. I denne vurdering skal alle relevante omstændigheder, som taler for eller imod at meddele besøgstilladelse, indgå, og afgørelsen træffes efter en konkret afvejning af omstændighederne i den enkelte sag. Må det fx antages, at der foreligger risiko for indsmugling af narkotika eller lignende, skal det således overvejes, om der foreligger omstændigheder i den konkrete sag, som begrunder, at besøg alligevel skal tillades – evt. som overværet besøg (jf. også nedenfor under pkt. 128). 123. Det forhold, at den besøgende og varetægtsarrestanten kender hinanden fra studiebesøg eller lignende eller fra et tidligere fælles institutionsophold, kan alene begrunde forbud mod besøg, hvis dette i det konkrete tilfælde skønnes påkrævet af ordens- eller sikkerhedsmæssige hensyn. 124. Det forhold, at ansøgeren er indsat i en anden af kriminalforsorgens institutioner eller for relativt kort tid siden er løsladt fra afsoning, kan ikke i sig selv begrunde, at der meddeles afslag på en ansøgning om besøgstilladelse. Om sådanne omstændigheder medfører, at der er sådanne sikkerheds- eller ordensmæssige forhold, som kan begrunde, at der meddeles afslag på en ansøgning om besøgstilladelse, vil bero på en samlet afvejning af disse og andre relevante omstændigheder i sagen. 125. Har ansøgeren umiddelbart forinden haft tilladelse til at besøge varetægtsarrestanten i en anden af kriminalforsorgens institutioner, vil dette som udgangspunkt med vægt tale for, at besøgstilladelse skal gives. Det kan imidlertid tænkes, at forholdene nu, fx på baggrund af de omstændigheder, der har ført til, at den pågældende nu opholder sig i en anden institution, er ændret i en sådan grad, at besøgstilladelse må nægtes. I alle tilfælde vil der være tale om en ny ansøgning om besøgstilladelse, som skal behandles på sædvanlig måde, jf. nedenfor under pkt. 130-136. Overværet besøg efter politiets bestemmelse 126. Efter retsplejelovens § 771, stk. 1, kan politiet forlange, at besøg foregår under kontrol. Varetægtsarrestanten kan kræve, at politiets krav om kontrol forelægges retten til afgørelse, jf. § 44, stk. 1, i varetægtsbekendtgørelsen . Efter retsplejelovens § 771, stk. 4, kan politiet forlange, at besøg til en varetægtsarrestant, som af politiet skønnes at indtage en ledende eller koordinerende rolle i en gruppe af personer, som tilsammen står bag omfattende og alvorlig kriminalitet, skal finde sted under kontrol, medmindre det er åbenbart, at det ikke er nødvendigt af ordens- eller sikkerhedsmæssige hensyn eller af hensyn til at forebygge kriminalitet, jf. § 44, stk. 2, i varetægtsbekendtgørelsen. Retsplejelov

    Teksten fortsætter i den officielle kilde.

    Relaterede guides, FAQ og kontraktskabeloner