LEGALDIGMLEGALDIGM
    ← Danmark
    Beta
    RETSINFO 10084/2023

    RETSINFO 10084/2023 — Vejledning om adoption

    Beta. Juridisk information, ikke juridisk rådgivning. Tjek den officielle kilde for den gældende tekst.

    Analysér denne lov med AI
    Tekst Indholdsfortegnelse DEL I Generelt om adoption Kapitel 1: Regler og aktører på adoptionsområdet 1.1. Regelgrundlaget 1.2. Særligt om Haageradoptionskonventionen 1.3. Adoptionsmyndighedernes opgaver i hovedtræk 1.4. En formidlende organisation Kapitel 2: Kort om de forskellige adoptionstyper 2.1. Fremmedadoption 2.2. Stedbarnsadoption 2.3. Familieadoption 2.4. Anonyme adoptioner og ikke-anonyme adoptioner 2.5. Internationale adoptioner og nationale adoptioner 2.6. Adoption med og uden samtykke Kapitel 3: Indgivelse af ansøgning 3.1. Kompetence 3.2. Ansøgere med tilknytning til udlandet 3.2.1. Udgangspunktet i adoptionslovens § 28, stk. 1 3.2.2. Adoptionslovens § 28, stk. 2 3.2.3. Adoptionslovens § 29 3.3. Ansøgning om adoption 3.3.1. Digital selvbetjening 3.3.2. Stedbarns- og familieadoption 3.3.3. Udenlandske dokumenter 3.3.4. Fremmedadoption DEL II Stedbarns- og familieadoption Kapitel 4: Behandling af en ansøgning om stedbarnsadoption 4.1. Generelle betingelser 4.1.1. Ægteskab og samliv 4.1.2. Ansøgerens alder 4.2. Vurderingen af om adoption er bedst for barnet 4.2.1. Samlivskravet 4.2.2. Aldersforskel mellem ansøgeren og barnet 4.3. Opfostringskravet 4.4. Søskendemedtræk 4.5. Internationale stedbarnsadoptioner Kapitel 5: Behandling af en ansøgning om familieadoption med samtykke 5.1. Generelle betingelser 5.1.1. Ægteskab og samliv 5.1.2. Ansøgerens alder 5.1.3. Dokumentation for slægtskabet 5.1.4. Samlivskravet 5.1.5. Aldersforskel mellem ansøgeren og barnet 5.1.6. Straffeattester 5.1.7. Særligt om familieadoption ved ”særligt tilknytningsforhold” 5.1.8. Særligt om netværksadoption 5.2. Indledende vurdering af, om adoptionen er bedst for barnet 5.3. Den fortsatte vurdering af barnets bedste i nationale familieadoptioner 5.4. Den fortsatte vurdering af barnets bedste i internationale familieadoptioner 5.4.1. Undersøgelse af ansøgernes forhold 5.4.2. Bistand fra en adoptionsformidlende organisation 5.4.3. Undersøgelse og afvejning af barnets forhold og muligheder 5.4.4. Vurdering af barnets forhold og muligheder i lyset af subsidiaritetsprincippet 5.4.5. Afsluttende sagsbehandling Kapitel 6: Samtykke og erklæring om adoption i forbindelse med stedbarns- og familieadoption 6.1. Tilvejebringelse af samtykker og erklæringer 6.2. § 7-samtykke fra forældre og værge 6.2.1. Hvem har forældremyndigheden? 6.2.2. Værge 6.2.3. Formkrav 6.2.4. Tidspunktet for samtykkets afgivelse 6.2.5. Information og rådgivning af forældremyndighedsindehaveren 6.3. Erklæring efter adoptionslovens §§ 13 og 14 6.3.1. Formkrav 6.3.2. Information til erklæringsafgiver 6.3.3. Protest mod adoptionen 6.3.4. Manglende reaktion 6.3.5. Undladelse af at indhente § 13-erklæring 6.3.6. Særligt om klager i sager om stedbarnsadoptioner 6.4. Samtykke fra barnet 6.4.1. Børn over 12 år 6.4.2. Børn under 12 år 6.4.3. Samtalen med barnet og notatpligt 6.5. Særlig vejledningspligt over for udlændinge og personer bosat i udlandet 6.6. Forbud imod adoption, når der er betal vederlag, herunder ved kommercielle surrogataftaler 6.7. Forbud mod ulovlig formidling af adoption 6.8. Tilbagekaldelse af samtykke til adoption og adoption uden samtykke 6.9. Vejledningspligt i forbindelse med afslag på ansøgning om stedbarns- eller familieadoption DEL III Fremmedadoption Kapitel 7: Undersøgelses- og godkendelsesforløbet 7.1. Generelt om undersøgelsesforløbet 7.2. Fase 1 7.2.1. Familieretshusets opgaver i fase 1 7.2.2. Adoptionssamrådets opgaver i fase 1 7.3. Fase 2 7.4. Fase 3 7.4.1. Familieretshusets opgaver i fase 3 7.4.1.1. Undersøgerens rolle 7.4.1.2. Fokusområder i fase 3-undersøgelsen 7.4.1.3. Emner til belysning i fase 3 7.4.1.4. Flergangsansøgere 7.4.1.5. Eneadoptanter 7.4.1.6. Godkendelse til et ældre barn eller søskende 7.4.1.7. Godkendelse til et konkret barn 7.4.2. Adoptionssamrådets opgaver i fase 3 Kapitel 8: Godkendelseskrav 8.1. Adoptionslovens krav om godkendelse som adoptant 8.2. De generelle godkendelseskrav 8.2.1. Alder 8.2.2. Ægteskab og samliv 8.2.3. Samlivskravet 8.2.4. Særligt om enlige ansøgere 8.2.5. Bolig 8.2.6. Økonomi 8.2.7. Strafforhold 8.2.8. Helbred 8.2.9. Vurdering af ansøgerens ressourcer i fase 1 8.3. Det adoptionsforberedende kursus 8.4. Den individuelle vurdering 8.4.1. Førstegangsansøgere 8.4.2. Flergangsansøgere 8.4.3. Udvidelse af en godkendelse 8.4.4. Enlige ansøgere 8.5. Betydningen af fertilitetsbehandling og graviditet Kapitel 9: Godkendelse som adoptant 9.1. Godkendelsen 9.2. Indholdet af en generel godkendelse som adoptant 9.2.1. Vurderingen af et barn til bortadoption 9.3. Procedure efter godkendelsen 9.3.1. Socialrapporter ved international fremmedadoption 9.3.2. Fremsendelse af sagen til Adoptionsnævnet 9.4. Godkendelsens varighed 9.5. Forlængelse af godkendelsen 9.6. Bortfald af godkendelsen 9.6.1. Ansøgerens pligt til at give meddelelse om ændrede forhold 9.6.2. Tilbagekaldelse af godkendelsen Kapitel 10: Barn i forslag 10.1. Matchning med barn fra udlandet 10.1.1. Barn anvist af udenlandsk adoptionsmyndighed 10.1.2. Barn anvist af dansk formidlende organisation 10.1.3. Ansøgerens stillingtagen til matchningen 10.2. Matchning med barn fra Danmark 10.2.1. Matchningsproceduren 10.2.2. Særligt om yngre søskende til allerede adopterede børn 10.2.3. Anvisningsproceduren i Familieretshuset Kapitel 11: Opfølgningsrapporter og PAS-rådgivning 11.1. Opfølgningsrapporter ved international adoption 11.2. Opfølgningsrapporter ved national adoption 11.3. Rådgivning og støtte til adoptivfamilien – PAS-rådgivning DEL IV Andet Kapitel 12: Hjemtagelse af barnet 12.1. Plejetilladelse 12.2. Opholdstilladelse 12.2.1. Fremmedadoptioner 12.2.2. Stedbarns- og familieadoptioner 12.3. Orlov Kapitel 13: Adoptionsbevillingen 13.1. Bevilling til international adoption 13.1.1. Udfærdigelse af bevilling 13.1.2. Fastsættelse af bevillingens virkning 13.1.3. Afgivelse af attest efter artikel 23 13.2. Bevilling til national adoption 13.3. Adoptivbarnets navn 13.4. Statsborgerskab 13.5. Journal- og statistikkort 13.6. Forældremyndighed Kapitel 14: Privat fremmedadoption 14.1. Socialrapporter ved privat fremmedadoption 14.2. Særligt om matchningsproceduren ved privat fremmedadoption Kapitel 15: Anerkendelse af udenlandske adoptionsafgørelser 15.1. Statsborgerskab 15.2. Journal- og statistikkort Kapitel 16: Ophævelse af adoptioner 16.1. Ophævelse efter adoptionslovens § 18, stk. 1 16.2. Ophævelse efter adoptionslovens § 18, stk. 2-4 16.3. Ophævelse efter adoptionslovens § 18, stk. 5 16.4. Ophævelse ved dom 16.5. Familieretshusets opgave 16.6. Adoptivbarnets navn efter ophævelse 16.7. Forældremyndighed efter ophævelse Kapitel 17: Klage og aktindsigt 17.1. Klager over Familieretshusets afgørelser 17.2. Klager over adoptionssamrådets afgørelser 17.3. Andre klager 17.4. Aktindsigt 17.5. Adoptivbarnets partsstatus 17.6. Henvendelser fra oprindelig slægt 17.7. Kontakt mellem et adoptivbarn og dets oprindelige slægtninge Kapitel 18: Initiativret for adopterede børn Indledning Denne vejledning vedrører behandlingen af sager om adoption. Vejledningen retter sig primært til sagsbehandlere på adoptionsområdet i Familieretshuset, hos Ankestyrelsen og hos adoptionssamrådene. Det er hensigten, at vejledningen i det daglige kan fungere som et arbejdsredskab. I vejledningen beskrives en række materielle og processuelle krav, der følger af adoptionslovgivningen. Anden lovgivning er beskrevet, når det er relevant. Vejledningen tilstræber dog ikke at give en udtømmende beskrivelse af reglerne, idet det vil bero på en konkret vurdering af den enkelte sag, hvordan den bedst tilrettelægges og behandles, ligesom mange af de materielle regler indebærer et konkret skøn. Lovgivningen stiller dog i relation til processuelle og materielle regler krav, der ikke kan fraviges. Denne vejledning anvendes fra den 1. januar 2024 og erstatter vejledning nr. 9401 af 26. juni 2020 om adoption. Vejledningen er navnlig opdateret som følge af de ændringer af adoptionsloven, der følger af § 4 i lov nr. 753 af 13. juni 2023 om ændring af lov om social service, lov om retssikkerhed og administration på det sociale område og forskellige andre love (Ændringer som følge af barnets lov, initiativret for adopterede børn, adoption uden samtykke fra fødslen, samvær med børn på kvindekrisecentre m.v. og fasttrack for godkendelse af plejefamilier m.v.), herunder i forhold til følgende punkter: – Adgangen til familieadoption er udvidet til også at omfatte situationer, hvor adoptanten har etableret en relation til barnet og opfylder betingelserne i § 58 i barnets lov for at kunne godkendes som netværksplejefamilie for barnet. – Der er med § 25 f i adoptionsloven etableret en initiativret for børn, der er adopteret gennem national adoption efter adoptionslovens § 4 a, stk. 1, og som er fyldt 12 år, til at anmode Familieretshuset om at igangsætte en proces med henblik på at etablere kontakt mellem barnet og de oprindelige slægtninge. Derudover er vejledningen bl.a. opdateret i forhold til stedbarnsadoption, når barnet er kommet til verden gennem en surrogataftale. Ændringerne af vejledningen vedrører således ikke kommunernes deltagelse af behandlingen af adoptionssager. Det er vigtigt at være opmærksom på, om der er sket ændringer af lovgivningen, som endnu ikke er afspejlet i vejledningen. Det er muligt at se, om der er sket ændringer af lovgivningen, og om der er udarbejdet nye vejledninger, på Retsinformations hjemmeside: retsinformation.dk. Vejledningen gælder ikke for Færøerne og Grønland. I relation til Grønland bemærkes, at adoptionsloven i vidt omfang er sat i kraft for Grønland, jf. anordning nr. 410 af 21. april 2010, som ændret ved anordning nr. 188 af 9. februar 2021. I det omfang bestemmelserne i adoptionsloven er sat i kraft for Grønland, finder denne vejledning anvendelse. I relation til Færøerne bemærkes, at Færøerne den 29. juli 2018 hjemtog sagsområdet person-, familie- og arveretten, herunder adoptionsområdet. Vejledningen anvendes dog i det omfang, det følger af aftale mellem Færøernes landsstyre og Danmarks regering om samarbejde om adoption, jf. bekendtgørelse nr. 766 af 6. juni 2018. DEL I Generelt om adoption Denne del af vejledningen indeholder generelle afsnit om adoption, herunder generelt om reglerne på adoptionsområdet og de forskellige aktører (kapitel 1) og en præsentation af de forskellige adoptionstyper (kapitel 2). Derudover beskrives generelle forhold vedrørende indgivelse af ansøgninger om adoption (kapitel 3). Kapitel 1 Regler og aktører på adoptionsområdet 1.1. Regelgrundlaget Adoptioner i Danmark skal ske i overensstemmelse med artikel 21 i FN’s konvention om børns rettigheder, hvorefter Danmark har forpligtet sig til at sikre, at barnets bedste skal være af afgørende betydning ved adoption. Adoptionsloven indeholder bl.a. regler om betingelserne for at meddele adoptionsbevilling, om retsvirkningerne af en adoption, om ophævelse af en adoption, om formidling af adoption og om adoptionsmyndighedernes opgaver. De vigtigste bekendtgørelser, vejledninger m.v. på adoptionsområdet beskrives i det følgende: – Bekendtgørelse om adoption (adoptionsbekendtgørelsen). Bekendtgørelsen indeholder bl.a. regler om samtykke og erklæringer m.v., Familieretshusets behandling af sager om stedbarns- og familieadoption og om meddelelse af adoptionsbevilling. Herudover indeholder den reglerne om godkendelse af adoptanter til fremmedadoption samt regler om rådgivning til adoptivfamilier. Bekendtgørelsen indeholder desuden regler om Familieretshusets behandling af godkendelsessagerne samt regler om formidling af danske og udenlandske børn til godkendte ansøgere, herunder om tilsynet med adoptionsformidlende organisationer. – Bekendtgørelse om forretningsordenen for et adoptionssamråd. Bekendtgørelsen indeholder regler om adoptionssamrådets opgaver og sagsbehandling. – Bekendtgørelse om forretningsorden for Adoptionsnævnet. Bekendtgørelsen indeholder regler om Adoptionsnævnets opgaver og sagsbehandling. – Vejledning om frigivelse af børn til national adoption (frigivelsesvejledningen). Vejledningen indeholder retningslinjer for sagsbehandlingen vedrørende frigivelse af børn til adoption i Danmark, herunder i relation til adoption uden samtykke. – Cirkulæreskrivelse om udenlandske adoptionsafgørelser. På visse områder vil også anden lovgivning end adoptionslovgivningen have betydning for behandlingen af en adoptionssag, f.eks. den sociale lovgivning, indfødsretslovgivningen, udlændingelovgivningen og navnelovgivningen. Der er i et vist omfang henvist til disse regelsæt i vejledningen. Der henvises også til barnets lov og vejledning til barnets lov. Endvidere henvises til de generelle sagsbehandlingsregler i kapitel 3 i lov om Familieretshuset samt til bekendtgørelse om Familieretshuset og vejledning om Familieretshuset. 1.2. Særligt om Haageradoptionskonventionen Haagerkonventionen af 29. maj 1993 om beskyttelse af børn og om samarbejde med hensyn til internationale adoptioner (Haageradoptionskonventionen) trådte i kraft for Danmark den 1. november 1997, jf. bekendtgørelse nr. 125 af 4. december 1997 af konvention af 29. maj 1993 om beskyttelse af børn og om samarbejde med hensyn til internationale adoptioner. Bekendtgørelsen indeholder den danske oversættelse af konventionen. På www.hcch.net findes konventionens originale engelske tekst samt oversigter over de lande, der samarbejder omkring konventionen, og over de myndigheder, der kan kontaktes i de enkelte lande. Formålet med konventionen er følgende: at opstille en række garantier for at sikre, at internationale adoptioner finder sted til barnets bedste (konventionens kapitel II), at indføre et samarbejdssystem mellem adoptionsmyndighederne i de involverede lande (konventionens kapitel III og IV) og anerkendelse af adoptioner gennemført i andre konventionslande (konventionens kapitel V). En adoption er omfattet af konventionen, når et barn, der har bopæl i et land (afgiverlandet), er blevet flyttet, er ved at blive flyttet eller skal flyttes til et andet land (modtagerlandet), efter at det er blevet adopteret af personer, der har bopæl i modtagerlandet, eller med henblik på adoption i modtagerlandet eller i afgiverlandet. Konventionen omfatter alle typer internationale adoptioner, herunder stedbarns- og familieadoptioner. Det er en betingelse for dens anvendelse, at konventionen er trådt i kraft i både afgiverlandet og modtagerlandet på tidspunktet for ansøgningen om adoption, og at adoptionen vedrører en person under 18 år. I forhold til Finland, Island, Norge og Sverige finder konventionen ikke anvendelse, i det omfang den mellem Danmark, Finland, Island, Norge og Sverige indgåede konvention indeholdende internationalprivatretlige bestemmelser om ægteskab, adoption og værgemål finder anvendelse. Der henvises til bekendtgørelse nr. 121 af 10. april 1954. Ankestyrelsen er udpeget som dansk centralmyndighed efter konventionen. I punkt 5.4.5. omtales udstedelse af artikel 17 c-erklæringer, og i kapitel 15 omtales afgivelse af erklæring efter artikel 23. 1.3. Adoptionsmyndighedernes opgaver i hovedtræk En række myndigheder m.v. er involveret i sager om bortadoption af børn i Danmark. De vigtigste aktører på adoptionsområdet er: – Familieretshuset – Adoptionssamrådene – Adoptionsnævnet – Ankestyrelsen Familieretshuset Familieretshuset behandler sager om fremmedadoption, familieadoption og stedbarnsadoption, men ikke sager hvor barnet søges adopteret uden samtykke. Ligeledes har Familieretshuset opgaven med at tilvejebringe oplysninger til adoptionssamrådene i sager om godkendelse af adoptanter. Det er også Familieretshuset, der udfærdiger adoptionsbevillinger i alle sager, hvor der skal udfærdiges en dansk bevilling, dog undtaget i sager om adoption uden samtykke. I en række sager om international fremmedadoption via en formidlende organisation anerkendes den udenlandske adoptionsafgørelse umiddelbart her i landet, og Familieretshuset udsteder i disse sager en bekræftelse på anerkendelsen i stedet for at udstede en adoptionsbevilling. I forbindelse med sager om adoption med samtykke, hvor der ikke stilles krav om, at ansøgeren skal godkendes som adoptant, varetager Familieretshuset undersøgelsen af, om adoptionen vil være bedst for barnet. I sager om frivillig adoption af børn i Danmark indsamler Familieretshuset de nødvendige oplysninger til brug for afgørelsen om frigivelse af barnet til bortadoption. I forbindelse med ansøgninger om godkendelse som adoptant varetager Familieretshuset sekretariatsfunktionen for adoptionssamrådene, jf. nedenfor. Herudover udfærdiger Familieretshuset, når adoptionssamrådet har godkendt ansøgeren som adoptant til et udenlandsk barn, en rapport om ansøgerens forhold til brug for de udenlandske adoptionsmyndigheder. Endelig skal Familieretshuset i sager, hvor forældrenes samtykke til adoption er afgivet i udlandet, og hvor den udenlandske adoptionsafgørelse ikke umiddelbart anerkendes her i landet, forud for udstedelse af adoptionsbevillingen tage stilling til, om samtykket kan ligestilles med samtykke afgivet for en dansk myndighed eller institution. Det bemærkes, at det følger af § 4, stk. 1, i lov om Familieretshuset, at sager efter adoptionsloven ikke er omfattet af det familieretlige system bestående af Familieretshuset og familieretten. Det følger videre af § 8 i lov om Familieretshuset, at det alene er kapitel 3 i lov om Familieretshuset om generelle sagsbehandlingsregler, der finder anvendelse ved Familieretshusets og de øvrige adoptionsmyndigheders behandling af sager efter adoptionsloven. Adoptionssamrådene Efter adoptionslovens § 25 a, stk. 3, består et adoptionssamråd af et medlem med en social uddannelse, en jurist og en læge. Medlemmerne beskikkes af social- og boligministeren for indtil fire år ad gangen, og genbeskikkelse kan finde sted. Det juridiske medlem er formand for adoptionssamrådet. Der er oprettet to adoptionssamråd – Adoptionssamråd 1 og Adoptionssamråd 2. Adoptionssamrådet træffer i fremmedadoptionssager afgørelse om, hvorvidt en ansøger kan godkendes som adoptant. Adoptionssamrådet kan i den forbindelse træffe beslutning om, at der skal iværksættes specialundersøgelser, ligesom adoptionssamrådet i visse tilfælde skal inddrages, når der bringes et konkret barn i forslag til ansøgeren. Endelig kan adoptionssamrådet træffe afgørelse om bortfald af en godkendelse som adoptant, hvis betingelserne for at blive godkendt som adoptant ikke længere er opfyldte, eller hvis ansøgeren i øvrigt ikke kan anses for at være egnet som adoptant. Adoptionssamrådets afgørelser kan inden seks måneder påklages til Adoptionsnævnet. Bekendtgørelse om forretningsordenen for et adoptionssamråd regulerer sagsbehandlingen i et adoptionssamråd. Bekendtgørelsen tillægger adoptionssamrådene en række andre opgaver end nævnt ovenfor. Adoptionssamrådets sekretariat Familieretshuset stiller sekretariatsbistand til rådighed for adoptionssamrådet. Sekretariatet forbereder sagen til behandling af adoptionssamrådet og tilvejebringer i den forbindelse de nødvendige oplysninger om ansøgeren. Sekretariatet skal i hver enkelt sag udarbejde en indstilling til brug for adoptionssamrådets afgørelse i sagen. Indstillingen kan sendes til ansøgeren til orientering, men den er ikke omfattet af reglerne om partshøring. Sekretariatet skal desuden udarbejde en socialrapport til afgiverlandet, når en godkendelse til adoption ønskes anvendt til international adoption. Sager om frigivelse af børn til national adoption med samtykke behandles i Familieretshuset og ikke i adoptionssamrådet eller dets sekretariat. Adoptionsnævnet Adoptionsnævnet består af en formand og ni andre medlemmer med forskellig faglig baggrund. Medlemmerne og deres stedfortrædere beskikkes af social- og boligministeren. Der henvises til adoptionslovens § 25 b, stk. 1, og bekendtgørelse om forretningsordenen for Adoptionsnævnet, der indeholder regler om Adoptionsnævnets sagsbehandling og opgaver. Adoptionsnævnet behandler klager over adoptionssamrådenes afgørelser. Herudover har Adoptionsnævnet bl.a. til opgave at føre tilsyn med adoptionssamrådenes sagsbehandling og konkrete afgørelser. Adoptionsnævnet skal i kraft heraf bidrage til at sikre en ensartet praksis i samrådene. Nævnet har endvidere udpeget et antal børnelæger, som har til opgave at rådgive ansøgere, der har fået bragt et barn i forslag fra udlandet. Adoptionsnævnet skal desuden indsamle, bearbejde og formidle viden om adoptionsområdet såvel på nationalt som internationalt plan. Adoptionsnævnet varetager også opgaven med at matche danske børn til bortadoption til ansøgere, der er godkendt til national adoption. Denne matchningsopgave foretages af Adoptionsnævnet i alle sager om fremmedadoption, hvor der ikke på forhånd er udvalgt en familie til det konkrete barn. Endelig har Adoptionsnævnet som opgave at afgive udtalelser om generelle og konkrete forhold af betydning for Ankestyrelsens tilsyn med en adoptionsformidlende organisation. Ankestyrelsen I sager om stedbarnsadoption og familieadoption er Ankestyrelsen klageinstans for Familieretshusets afgørelse. Familieretshuset kan desuden i en række tilfælde forelægge sager for styrelsen. I forbindelse med sager om fremmedadoption tilrettelægger og udbyder Ankestyrelsen de kurser, der indgår som fase 2 i undersøgelsesforløbet. Ankestyrelsen indgår sammen med en adoptionsformidlende organisation en aftale om mere detaljerede akkrediteringsvilkår. Ankestyrelsen fører desuden tilsyn med en formidlende organisation. Dette tilsyn omfatter bl.a. en organisations faglige kvalifikationer, økonomiske og organisatoriske forhold, fastsættelse og opkrævning af formidlingsgebyrer samt en organisations behandling af matchningssager og den del af en organisations virksomhed, der relaterer sig til børnenes psyko-sociale og helbredsmæssige forhold. Endelig er Ankestyrelsen centralmyndighed efter Haageradoptionskonventionen af 1993 om beskyttelse af børn og om samarbejde med hensyn til internationale adoptioner. Ankestyrelsen behandler endvidere sager om adoption uden samtykke. Det er således Ankestyrelsen, der træffer afgørelse om frigivelse af et barn til bortadoption uden samtykke. Ankestyrelsens afgørelse kan indbringes for retten. Bevillingen til adoption udarbejdes i sager om adoption uden samtykke af Ankestyrelsen. Behandlingen af disse sager er beskrevet i vejledning om frigivelse af børn til national adoption. Ankestyrelsen stiller sekretariatsbistand til rådighed for Adoptionsnævnet. Kommunerne, børne- og ungeudvalgene og domstolene Kommunerne, børne- og ungeudvalgene og domstolene varetager på adoptionsområdet kun opgaver i forbindelse med frigivelse af børn til adoption, hvor adoptionen søges gennemført uden samtykke fra barnets forældre. Dette er beskrevet i vejledning om frigivelse af børn til national adoption. 1.4. En formidlende organisation En formidlende organisation yder bistand til at skaffe forbindelse mellem en godkendt adoptant og et udenlandsk barn med henblik på adoption og bistand til at gennemføre adoptionen. Social- og boligministeren har i henhold til adoptionslovens § 30 akkrediteret organisationen Danish International Adoption til at yde adoptionshjælp. Ud over de regler for en formidlende organisation og dens virksomhed, som følger af adoptionsloven, er der i adoptionsbekendtgørelsen og organisationens akkreditering fastsat nærmere regler og vilkår for tilladelsen til at yde adoptionshjælp. Kapitel 2 Kort om de forskellige adoptionstyper I det følgende skelnes mellem en række forskellige former for adoption. Det drejer sig om fremmedadoption, stedbarnsadoption og forskellige former for familieadoption. De forskellige adoptionsformer inddeles i anonyme/ikke-anonyme adoptioner, nationale/internationale adoptioner og adoptioner med/uden samtykke. For alle adoptioner er det en grundlæggende betingelse, at adoptionen skal være bedst for barnet, jf. adoptionslovens § 2. 2.1. Fremmedadoption Ved fremmedadoption forstås en adoption, hvor ansøgeren adopterer et barn under 18 år, og hvor det er en betingelse for adoptionen, at ansøgeren godkendes som adoptant, jf. adoptionslovens § 4 a, stk. 1. Oftest er der tale om adoption af et barn, som ansøgeren ikke kender i forvejen. Der kan dog også være tale om, at ansøgeren kender barnet eller dets forældre, men at tilknytningen ikke er så kvalificeret, at den opfylder betingelserne for, at adoptionen kan gennemføres som en familieadoption, jf. punkt 2.3. Formidlingen af et barn til international fremmedadoption sker som det klare udgangspunkt med bistand fra en formidlende organisation. Formidlingen af et barn til national fremmedadoption sker via Adoptionsnævnet. Særligt om private fremmedadoptioner Ved privat fremmedadoption forstås en international fremmedadoption uden bistand fra en formidlende organisation i Danmark. I sådanne sager har ansøgeren selv etableret kontakt til et udenlandsk barn, som ansøgeren ønsker at adoptere. Private fremmedadoptioner tillades kun i Danmark, hvis særlige forhold, som beskrevet i kapitel 14, gør sig gældende. 2.2. Stedbarnsadoption Ved stedbarnsadoption forstås en adoption, hvor ansøgeren adopterer sin ægtefælles, samlevers eller registrerede partners barn, jf. adoptionslovens § 5 a. Stedbarnsadoption er kendetegnet ved, at barnet efter adoptionen betragtes som fælles barn af adoptanten og den oprindelige forælder, der er gift eller samlevende med adoptanten, jf. adoptionslovens § 16, stk. 2. En stedbarnsadoption kræver ikke godkendelse som adoptant, jf. adoptionslovens § 4 a, stk. 2. 2.3. Familieadoption Familieadoptioner er normalt kendetegnet ved, at der består en kvalificeret familiemæssig tilknytning mellem ansøgeren og det barn, der ønskes adopteret. Der henvises til adoptionslovens § 4 a, stk. 2. Efter denne bestemmelse kræves der ikke godkendelse som adoptant ved adoption af ægtefælles eller samlevers barn eller efter regler fastsat af social- og boligministeren i tilfælde, hvor der består nært slægtskab eller andet særligt tilknytningsforhold mellem adoptanten og adoptivbarnet eller dets forældre. Det fremgår af § 1, nr. 3, i adoptionsbekendtgørelsen, at barnet enten skal være ansøgerens barnebarn, søskende, herunder halvsøskende, eller nevø/niece (søskendebarn). Herudover kan der gennemføres familieadoption, hvis der i stedet for en egentlig familiemæssig tilknytning mellem ansøgeren og barnet er en anden kvalificeret tilknytning mellem ansøgeren og barnet eller mellem ansøgeren og barnets forældre (slægtslignende forhold). En adoption af eksempelvis et plejebarn kan også være en familieadoption. Det er også en familieadoption, hvis der allerede er etableret en så nær relation mellem barnet og ansøgeren, at ansøgeren opfylder betingelserne i § 58 i barnets lov for at kunne godkendes som netværksplejefamilie for barnet, jf. adoptionsbekendtgørelsens § 1, nr. 3, litra e. 2.4. Anonyme adoptioner og ikke-anonyme adoptioner Ved anonyme adoptioner forstås adoptioner, hvor barnets oprindelige slægt ikke har eller kan få kendskab til, hvem adoptanten er. Forbindelsen mellem barnet og adoptanten er efter dansk ret etableret af en myndighed eller institution, der har beføjelse til at yde adoptionshjælp, og der har ikke været kontakt mellem adoptanten og barnets oprindeligt slægt. Disse adoptioner er i sagens natur altid fremmedadoptioner. Anonyme adoptioner kan dog ændre karakter til at være ikke-anonyme, hvis den oprindelige slægt efterfølgende får kendskab til adoptanternes identitet. Ved ikke-anonyme adoptioner forstås adoptioner, hvor barnets oprindelige slægt har kendskab til adoptantens identitet, hvilket eksempelvis er tilfældet ved familieadoptioner. En ikke-anonym adoption kan dog også være en fremmedadoption, hvis adoptanten kender barnet eller dets forældre, men der ikke er et så nært tilknytningsforhold, at der er tale om en familieadoption. Ikke-anonyme adoptioner betegnes også som åbne adoptioner. 2.5. Internationale adoptioner og nationale adoptioner Ved internationale adoptioner forstås en adoption, hvor ansøgeren adopterer et barn, der har bopæl i et andet land, eller et barn, der er ankommet til Danmark med henblik på adoption. Heroverfor står en national adoption, hvor ansøgeren adopterer et barn, der har bopæl i Danmark, herunder på Færøerne eller i Grønland. Stedbarnsadoptioner, familieadoptioner og fremmedadoptioner kan alle være såvel internationale som nationale. 2.6. Adoption med og uden samtykke Adoption med samtykke omfatter tilfælde, hvor barnets forældremyndighedsindehaver(e) har givet samtykke til adoptionen efter adoptionslovens § 7. Frivillige adoptioner kan både være fremmedadoptioner, stedbarnsadoptioner og familieadoptioner. Adoption uden samtykke omfatter tilfælde, hvor en adoption gennemføres mod protest fra barnets forældremyndighedsindehaver(e), jf. adoptionslovens § 9. Adoption uden samtykke kan kun ske i de særlige tilfælde, hvor væsentlige hensyn til, hvad der er bedst for barnet, taler for det. Behandlingen af sager om adoption uden samtykke er beskrevet i frigivelsesvejledningen. Kapitel 3 Indgivelse af ansøgning 3.1. Kompetence Afgørelser i sager om stedbarns- og familieadoptioner træffes af Familieretshuset. Afgørelserne kan påklages til Ankestyrelsen. Dog træffes afgørelse om familieadoption uden samtykke af Ankestyrelsen. Afgørelse om adoption uden samtykke kan indbringes for domstolene. Afgørelse om godkendelse som adoptant og om afslag på godkendelse som adoptant træffes af adoptionssamrådet. Dog kan Familieretshuset i sager om fremmedadoption uden forelæggelse for samrådet træffe afgørelse om, at ansøgeren opfylder betingelserne i fase 1 af undersøgelsesforløbet, således at ansøgeren kan fortsætte til fase 2 af undersøgelses- og godkendelsesforløbet. Afgørelser om afslag på godkendelse som adoptant kan påklages til Adoptionsnævnet. 3.2. Ansøgere med tilknytning til udlandet De danske myndigheder modtager jævnligt henvendelser om adoption fra danskere, der er flyttet til udlandet, eller fra udlændinge, der bor i Danmark. I disse tilfælde er det ofte relevant at undersøge nærmere, om de pågældende skal adoptere efter dansk ret. 3.2.1. Udgangspunktet i adoptionslovens § 28, stk. 1 Det fremgår af adoptionslovens § 28, stk. 1, at den, der har bopæl her i landet, kun kan adoptere efter reglerne i adoptionsloven. Reglen er udtryk for, at man på grund af de ofte meget betydelige forskelle mellem de danske og de udenlandske adoptionsregler har fundet det rimeligt at stille krav om, at en adoption med henblik på opfostring af et barn i Danmark gennemføres efter de danske regler om adoption. I denne betragtning ligger omvendt også, at en adoption, der gennemføres med henblik på opfostring af et barn i et andet land end Danmark, bør gennemføres efter dette lands regler om adoption, hvorfor ansøgere med bopæl i et andet land end Danmark bør henvises til at rette henvendelse til adoptionsmyndighederne i dette land. Det er vigtigt at notere sig, at der med ”bopæl” forstås ”domicil”, dvs. det land, hvori en person har bopæl eller ophold i den hensigt varigt at forblive der, eller i det mindste uden hensigt til at opholdet kun skal være midlertidigt. Ved vurderingen af, om et ophold er varigt, eller i hvert fald ikke er midlertidigt, lægges der normalt betydelig vægt på de objektive forhold omkring opholdet. Man lægger således i praksis vægt på en samlet vurdering af bl.a. opholdets varighed, baggrunden for opholdet, den arbejdsmæssige og skattemæssige tilknytning, varighed af eventuelle opholds- og arbejdstilladelser samt, om ansøgeren har erhvervet fast ejendom. Også de involverede personers egen forklaring omkring hensigten med opholdet og planer om at blive i landet eller omvendt planer om at forlade landet igen kan tillægges betydning. Statsborgerskab kan tillægges betydning, da det utvivlsomt er lettere at statuere domicilskifte, hvis den pågældende i forvejen har statsborgerskab i det nye land eller søger dette. Omvendt er det ikke til hinder for domicilskifte, at den pågældende ikke eller endnu ikke er statsborger i det nye land. Personer, der er udstationeret i et andet land, erhverver normalt ikke nyt domicil i forbindelse med udstationeringen, idet de i reglen må påregne at blive hjemkaldt eller overflyttet til et andet land inden for en kortere årrække. Tvivlsspørgsmål omkring domicilforhold bør afklares, før sagen indledes, og spørgsmål herom kan forelægges Ankestyrelsen. 3.2.2. Adoptionslovens § 28, stk. 2 Bestemmelsen i adoptionslovens § 28, stk. 2, hvorefter udenlandske adoptionsafgørelser i et vist omfang anerkendes i Danmark, er ikke udtryk for en fravigelse af udgangspunktet i § 28, stk. 1. Den danske adoptionslov vil således også være fulgt i disse sager, men der vil i modsætning hertil ikke skulle udfærdiges en dansk adoptionsbevilling i sager omfattet af § 28, stk. 2, idet den udenlandske adoptionsafgørelse anerkendes her i landet. Der henvises til kapitel 15. 3.2.3. Adoptionslovens § 29 I modsætning til § 28, stk. 2, er bestemmelsen i adoptionslovens § 29 derimod udtryk for en modifikation af udgangspunktet i § 28, stk. 1. Af adoptionslovens § 29, stk. 1, fremgår, at danske myndigheder også har kompetence til at meddele adoptionsbevilling i tilfælde, hvor ansøgeren har bopæl i udlandet, hvis sagen har en kvalificeret tilknytning til Danmark. Det gælder i tilfælde, hvor ansøgeren eller dennes ægtefælle eller samlever har dansk statsborgerskab, og adoptionen som følge heraf ikke kan gennemføres i det land, hvor ansøgeren bor. Det er en betingelse, at en dansk adoptionsbevilling får gyldighed i ansøgerens bopælsland. Reglen i § 29, stk. 1, er udtryk for, at danske adoptionsmyndigheder er tillagt en vis ”nødkompetence” til i særlige tilfælde at behandle en adoptionssag, selvom ansøgeren ikke har domicil i Danmark. Bestemmelsen tager højde for den situation, hvor ansøgerens bopælsland ikke anser sig for kompetent på grund af det danske statsborgerskab. I tilfælde, hvor adoptionslovens § 29, stk. 1, ønskes anvendt, er det nødvendigt at undersøge adoptionslovgivningen i ansøgerens bopælsland. Hvis bopælslandet har et generelt adoptionsforbud, vil en dansk statsborger ikke i medfør af § 29, stk. 1, kunne gennemføre en adoption og på den måde opnå en bedre retsstilling end andre borgere i bopælslandet. Ved vurderingen af, om § 29, stk. 1, finder anvendelse, er det altså afgørende, at det er ansøgerens statsborgerskab, der er til hinder for, at adoptionen kan gennemføres i bopælslandet. Før der gives tilladelse til at gennemføre en adoption efter dansk ret i medfør af § 29, stk. 1, skal det undersøges, om adoptionen vil kunne anerkendes i bopælslandet. Ankestyrelsen kan ifølge adoptionslovens § 29, stk. 2, i øvrigt tillade adoption, hvis sagen har en særlig tilknytning til Danmark. Denne bestemmelse sigter først og fremmest på stedbarnsadoptioner, hvor ansøgeren i form af dansk statsborgerskab eller ophold her i landet har en særlig kvalificeret tilknytning til Danmark. En person, der har bopæl i udlandet, kan uanset § 29, stk. 1 og 2, aldrig gennemføre en adoption omfattet af Haageradoptionskonventionen efter dansk ret, jf. § 29, stk. 3. Bestemmelsen har til formål at sikre overholdelsen af konventionens regler om, at adoption alene kan finde sted i et samarbejde mellem barnets oprindelsesland og det land, hvor ansøgeren har bopæl. 3.3. Ansøgning om adoption 3.3.1. Digital selvbetjening Ansøgning om stedbarnsadoption, familieadoption med samtykke fra en eventuel forældremyndighedsindehaver og ansøgning om godkendelse som adoptant skal indgives til Familieretshuset ved anvendelse af den digitale løsning, som Familieretshuset stiller til rådighed (digital selvbetjening), jf. adoptionslovens § 29 c, stk. 1. Det forhold, at en borger er repræsenteret af eksempelvis en advokat, kan ikke i sig selv begrunde fritagelse for at anvende den digitale selvbetjeningsløsning. Familieretshuset skal i stedet henvise borgeren til at anvende den fællesoffentlig digitale partsrepræsentationskomponent (Digital Fuldmagt) til at give partsrepræsentanten fuldmagt til at indgive ansøgningen m.v. digitalt. Kravet om anvendelse af digital selvbetjening gælder ikke parternes korrespondance med Familieretshuset under behandlingen af sagen. Familieretshuset afviser at modtage en ansøgning, hvis den ikke er indgivet digitalt, medmindre der foreligger særlige forhold efter adoptionslovens § 29 c, stk. 2 eller 3. Den digitale ansøgning skal bekræftes af ansøgeren med MitID. Hvis ansøgningen indgives af et par, skal begge ansøgere bekræfte med MitID. Det bemærkes, at kravet om anvendelse af digital selvbetjening ikke gælder for borgere, der er fritaget for Digital Post, jf. lov om fravigelse fra obligatorisk digital selvbetjening. Borgere, der er fritaget for Digital Post, har således ret til at blive tilbudt et alternativ til digital selvbetjening, hvis de ikke ønsker at anvende den digitale selvbetjeningsløsning. Der er ikke krav om, at borgeren skal dokumentere fritagelsen for Digital Post. Familieretshuset kan kontrollere borgerens tilmeldingsstatus til Digital Post ved opslag i Digital Post-løsningens kontaktregister. Det er Familieretshuset, der ud fra et konkret skøn vurderer, om der foreligger særlige forhold efter adoptionslovens § 29 c, stk. 2 eller 3, som medfører, at Familieretshuset skal tilbyde, at en ansøgning kan indgives på anden måde end ved digital selvbetjening. Der skal i den forbindelse lægges vægt på ansøgerens beskrivelse af egne evner og muligheder for at anvende it-værktøjer og eventuelle problemer med at søge om hjælp, ligesom medarbejderen hos Familieretshuset ud fra en helhedsvurdering af ansøgeren må bedømme, om ansøgeren vil kunne ansøge digitalt efter modtagelse af hjælp hertil. Vurderingen heraf vil normalt kunne foretages ved Familieretshusets umiddelbare kontakt med ansøgeren. Dette vil således som udgangspunkt kunne ske uden yderligere undersøgelser. Muligheden for at indgive en ansøgning om stedbarns- eller familieadoption eller en ansøgning om godkendelse som adoptant på en anden måde end ved digital selvbetjening skal imødekomme ansøgere med særlige behov. Der kan for eksempel være tale om ansøgere med særlige handicap, såvel kognitiv som fysisk funktionsnedsættelse og demens. Ansøgere med særlige behov kan for eksempel også være ansøgere, der mangler digitale kompetencer, visse socialt udsatte ansøgere, ansøgere med psykiske lidelser, hjemløse, ansøgere med sprogvanskeligheder m.v. Der foreligger særlige forhold for disse ansøgere, hvis hjælp eller medbetjening fra Familieretshuset konkret vurderes ikke at være en egnet løsning til at muliggøre digital ansøgning. I visse tilfælde vil Familieretshuset umiddelbart kunne vurdere, at ansøgeren ikke vil kunne indgive ansøgningen digitalt, uden at Familieretshuset først har forsøgt medbetjening. Der vil således kunne være tale om, at der foreligger særlige forhold for nogle af de ansøgere, der har særlige behov, der gør, at ansøgeren ikke kan indgive ansøgningen digitalt. Tilsvarende vil der også være ansøgere fra de nævnte grupper, der kan indgive ansøgningen digitalt, eventuelt efter medhjælp, og derfor skal indgive ansøgningen digitalt. Et eksempel på, hvor der kan foreligge særlige forhold, der gør, at borgeren ikke kan indgive erklæringen digitalt, er, hvor en gangbesværet uden PC eller uden digitale kundskaber henvender sig telefonisk til Familieretshuset for at blive undtaget fra at indgive ansøgningen digitalt. Særlige forhold vil eksempelvis foreligge, hvor en socialt udsat ansøger ikke selv kan indgive ansøgningen digitalt, og det ikke giver mening at forlange, at ansøgeren henvender sig eksempelvis på borgerservice eller biblioteket for at få hjælp til at indgive en digital ansøgning. Særlige forhold kan tillige foreligge, hvor en ansøger er indsat i fængsel eller institutionsanbragt og af den grund ikke har adgang til en computer eller lignende digital platform, hvorfor ansøgeren ikke kan indgive ansøgningen digitalt. Der vil være situationer, hvor det er de sociale myndigheder, sagsbehandlere eller andre, der, som tilfældet er i dag, sørger for, at ansøgeren alligevel får indgivet ansøgningen på anden vis eksempelvis telefonisk, ved personligt fremmøde eller skriftligt i et fysisk dokument. Også hvor der er tale om ansøgere med store sprogvanskeligheder, herunder ansøgere, der ikke behersker dansk eller andet sprog, der anvendes i selvbetjeningsløsningen, eller svær ordblindhed, kan Familieretshuset i det enkelte tilfælde vurdere, at der foreligger særlige forhold, der gør, at en anden kommunikationskanal end den digitale er bedst egnet. Det må endvidere anses for et særligt forhold, hvis ansøgeren ikke kan få MitID og derfor ikke kan anvende den digitale løsning. Forudsætningen for at få MitID er, at privatpersonen er over 13 år og har den nødvendige legitimation for sin identitet. MitID kan udstedes ved digital selvbetjening eller i borgerservice ved fysisk fremmøde. De nærmere regler for udstedelse af MitID er fastsat i bekendtgørelse om MitID til privatpersoner. Nærmere information om udstedelse af MitID fås på www.mitid.dk. Der er mulighed for at få MitID ved digital selvbetjening med dansk, grønlandsk eller færøsk pas eller med udenlandsk pas/ID-kort med chip. MitID kan som nævnt også udstedes ved fremmøde i borgerservice, som ved hjælp af gyldig legitimation m.v. verificerer privatpersonens identitet. Hvor der foreligger særlige forhold, skal Familieretshuset tilbyde, at ansøgningen kan indgives på anden måde end ved digital selvbetjening. Er dette tilfældet, skal ansøgningen indgives på en godkendt blanket, jf. bekendtgørelsens § 2, stk. 2, 2. pkt., og underskrives personligt. Familieretshuset skal ved anvisning af alternativ kommunikationskanal tage hensyn til den enkelte ansøgers vanskeligheder, herunder årsagen til at ansøgeren ikke kan indgive ansøgningen digitalt. Afhængig af omstændighederne kan det f.eks. være nødvendigt at modtage en ansøgning ved personlig betjening. Udover særlige forhold hos ansøgeren kan der også helt ekstraordinært forekomme situationer, hvor omstændighederne ved ansøgningen eller Familieretshusets forhold gør, at der ikke kan indgives en ansøgning ved anvendelse af den digitale selvbetjeningsløsning. Der kan eksempelvis være tale om, at Familieretshusets digitale selvbetjeningsløsning ikke er indrettet til at håndtere en bestemt situation. Tilsvarende kan Familieretshuset eksempelvis anvise ansøgeren en anden måde at indgive ansøgningen på, hvis Familieretshusets selvbetjeningsløsning er ude af drift. Der er i sådanne tilfælde tale om, at der ud fra en samlet vurdering er klare økonomiske fordele ved at modtage erklæringen ikke-digitalt, jf. adoptionslovens § 29 c, stk. 3. Hvis Familieretshuset efter adoptionslovens § 29 c, stk. 2 eller 3, undlader at afvise en ikke-digital ansøgning, skal ansøgningen indgives på en godkendt blanket, jf. bekendtgørelsens § 2, stk. 2, 2. pkt. Ved administrationen af ordningen kan Familieretshuset informere ansøgeren om, hvordan ansøgeren skal indgive ansøgningen, herunder eventuelt at ansøgerne risikerer, at ansøgningen bliver afvist, hvis den ikke er indgivet digitalt. Kravet om, at ansøgningen skal indgives digitalt, medfører ikke nødvendigvis, at eventuelle bilag til ansøgningen også kan indgives digitalt. Det fremgår af den digitale selvbetjeningsløsning, hvilke dokumenter der kan eller skal indgives digitalt, og hvilke dokumenter der skal fremlægges i original. Familieretshusets afgørelse om at afvise en anmodning, fordi den ikke er indgivet ved brug af den digitale selvbetjeningsløsning, kan påklages til Ankestyrelsen, jf. punkt 17.1. 3.3.2. Stedbarns- og familieadoption En ansøgning om stedbarnsadoption eller om familieadoption med samtykke fra en eventuel forældremyndighedsindehaver skal vedlægges en eventuel tidligere adoptionsbevilling vedrørende barnet samt barnets fødsels-, navne- eller dåbsattest. Familieretshuset indhenter oplysninger om ansøgerens fødsel og navn i CPR. Hvis der er behov for yderligere oplysninger, eller Familieretshuset er i tvivl om oplysningerne i CPR, kan Familieretshuset bede ansøgeren om relevante attester. Hvis der er særlige forhold i sagen, kan Familieretshuset bede om ansøgerens vielsesattest. Derudover skal der vedlægges dokumentation for forældremyndigheden, hvis den, der ønskes adopteret, er under 18 år, samt dokumentation for barnets og ansøgerens lovlige ophold her i landet, hvis en sådan kræves. Ved ansøgninger om familieadoption, hvor ansøgeren adopterer et barnebarn, et søskendebarn eller en søskende, jf. adoptionsbekendtgørelsens § 1, stk. 3, litra a, skal slægtskabet dokumenteres, hvis det ikke fremgår af CPR. Ved ansøgninger om familieadoption med samtykke fra en eventuel forældremyndighedsindehaver skal desuden vedlægges: – Årsopgørelse for ansøgeren for de sidste to år, hvis den, der ønskes adopteret, er under 18 år. – Plejetilladelse, hvis barnet opholder sig hos ansøgeren, og opholdet er betinget af en plejetilladelse efter barnets lov eller lov om socialtilsyn (socialtilsynsloven). 3.3.3. Udenlandske dokumenter Udenlandske dokumenter skal vedlægges i original eller bekræftet kopi og ledsages af en autoriseret oversættelse, medmindre dokumenter er på norsk, svensk, finsk, islandsk, engelsk eller tysk. Herudover kræves, at alle udenlandske fødselsattester er forsynet med apostillepåtegning eller legaliseret. Der henvises til vejledning om dokumentation for ægtheden af familieretlige dokumenter fra udlandet. I sager om internationale fremmedadoptioner via en formidlende organisation kræves ikke legalisering af udenlandske dokumenter, idet organisationen har påtaget sig ansvaret for indhentelse af dokumenterne. Dokumenter udstedt af myndigheder i Grønland eller på Færøerne er danske. 3.3.4. Fremmedadoption Familieretshuset indhenter oplysninger om ansøgerens fødsel og navn i CPR. Hvis der er behov for yderligere oplysninger, eller Familieretshuset er i tvivl om oplysningerne i CPR, kan Familieretshuset bede ansøgeren om relevante attester. Hvis der er særlige forhold i sagen, kan Familieretshuset bede om ansøgerens vielsesattest. Ansøgningen om godkendelse som adoptant skal altid vedlægges følgende dokumenter: – Skatteattest og restanceerklæring. – Helbredserklæring. – Helbredsattest. Helbredserklæringen udfyldes af ansøgerne på en godkendt blanket, mens helbredsattesten udstedes af ansøgerens sædvanlige læge på en godkendt blanket. Helbredsattesten må ved ansøgningens indgivelse ikke være mere end tre måneder gammel. En ansøgning om godkendelse til fremmedadoption kan tidligst indgives seks måneder efter modtagelsen af det sidst ankomne barn i familien, medmindre der foreligger særlige omstændigheder, jf. adoptionsbekendtgørelsens § 3. Denne bestemmelse skal være med til at sikre, at familien har opnået en vis stabilitet, særligt i forhold til det eller de børn, der allerede er i familien, inden der indgives en (ny) ansøgning om adoption. Det vil også bidrage til at sikre et bedre grundlag for at vurdere, om familien har tilstrækkelige ressourcer til at påtage sig omsorgen for endnu et barn. Hvis der foreligger særlige omstændigheder, kan en ansøgning om fremmedadoption indgives, inden der er forløbet seks måneder efter det sidst ankomne barn i familien. Her tænkes f.eks. på de situationer, hvor der søges en godkendelse som adoptant til et konkret barn, som ansøgerne eller det allerede adopterede barn har en særlig tilknytning til. DEL II Stedbarns- og familieadoption I denne del af vejledningen redegøres for reglerne og sagsbehandlingen, når der søges om stedbarns- eller en familieadoption. I kapitel 4 og 5 beskrives de generelle betingelser for at gennemføre henholdsvis en stedbarns- og en familieadoption, mens kapitel 6 vedrører særlige forhold om tilvejebringelsen af samtykke og erklæring om adoption i forbindelse med de to adoptionstyper. Kapitel 4 Behandling af en ansøgning om stedbarnsadoption Ved behandling af en ansøgning om stedbarnsadoption skal Familieretshuset påse følgende: – Er de påkrævede oplysninger og bilag indsendt? – Er de generelle betingelser for adoptionen opfyldt? – Må det antages, at adoptionen vil være bedst for barnet? – Er opfostringskravet opfyldt? – Foreligger der de fornødne samtykker m.v.? Af punkt 3.3.2. fremgår hvilke oplysninger og bilag, der skal indsendes, og de generelle betingelser omtales i punkt 4.1. Vurderingen af, om adoptionen er bedst for barnet, omtales i punkt 4.2, opfostringskravet omtales i punkt 4.3. og endelig omtales reglerne om samtykke i kapitel 6. Det bemærkes, at tilrettelæggelse af undersøgelsen bør vurderes fra sag til sag. Forekommer det fra starten tvivlsomt, om ansøgningen kan imødekommes, f.eks. fordi samlivskravet eller opfostringskravet ikke er opfyldt, bør Familieretshuset normalt søge dette spørgsmål afklaret fra begyndelsen, således at der f.eks. ikke bruges tid og kræfter på at indhente samtykker, der alligevel ikke skal bruges. Da opfostrings- og samlivskravene er vejledende, er det ofte nødvendigt at sammenholde disse krav med vurderingen af barnets bedste, så det fornødne grundlag for at træffe en konkret og individuel afgørelse er til stede. Endelig bemærkes, at et barn som udgangspunkt først kan adopteres, når faderskab eller medmoderskab er fastslået, eller sag herom er afsluttet. Der henvises til kapitel 4 i frigivelsesvejledningen. 4.1. Generelle betingelser 4.1.1. Ægteskab og samliv Stedbarnsadoptioner er kendetegnet ved, at barnet efter adoptionen betragtes som fælles barn af adoptanten og den forælder, der er gift eller samlevende eller har været gift eller samlevende med adoptanten, jf. adoptionslovens § 16, stk. 2. I modsætning til andre adoptioner, hvor barnets retsforhold til den oprindelige slægt afskæres fuldstændigt ved adoptionen, bevarer barnet altså ved stedbarnsadoption retsforholdet til den ene forælder og dennes slægt. Det fremgår af adoptionslovens § 5 a, stk. 1, at stedbarnsadoption kun er en mulighed, når en ægtefælle eller samlever adopterer den anden ægtefælles eller samlevers barn. Ved samlevende forstås et par, der lever i et stabilt parforhold af ægteskabslignende karakter, uanset køn. Ved vurderingen af, om der er tale om et sådant samliv i adoptionslovens forstand, lægges der vægt på, om de samlevende har haft et sammenhængende samliv af mindst 2½ års varighed, normalt med fælles folkeregisteradresse, umiddelbart op til indgivelsen af ansøgningen om stedbarnsadoption. Andre elementer, der har betydning for, om forholdet må anses for ægteskabslignende, kan efter omstændighederne også tages i betragtning, herunder om parret har afholdt fælles ferier og fejret højtider sammen, og om de udadtil har optrådt som et par. Kravet om ægteskab skal være opfyldt på tidspunktet for udstedelse af adoptionsbevillingen. For samlevende skal kravet om samliv være opfyldt allerede på ansøgningstidspunktet. For beskrivelse af mulighed for fravigelse af kravet om 2½ års samliv henvises til punkt 4.2.1. Ægteskab betragtes ikke som ophørt ved separation, og der kan derfor gennemføres en stedbarnsadoption, selvom ansøgeren og barnets forælder er separerede, hvis betingelserne herfor i øvrigt er opfyldt. Det er efter § 5 a, stk. 2, 1. pkt., muligt at stedbarnsadoptere en afdød ægtefælles eller samlevers barn. Efter § 5 a, stk. 2, 2. pkt. kan der ligeledes gennemføres en stedbarnsadoption efter en skilsmisse eller en samlivsophævelse, men det er da en betingelse, at den, der ønskes adopteret, er myndig. I begge situationer forudsættes det, at ovennævnte betingelser er opfyldt. Stedbarnsadoption kan gennemføres, selvom stedforælderen har giftet sig igen. Det fremgår af forarbejderne til bestemmelsen, at det ikke bør være et krav til stedbarnsadoption af en tidligere ægtefælles barn, at der foreligger et samtykke fra stedforælderens eventuelle nye ægtefælle. Uanset om stedbarnsadoptionen vedrører ansøgerens tidligere ægtefælles eller samlevers barn, er det således ikke et krav, at der foreligger et samtykke fra ansøgerens nye ægtefælle eller samlever. 4.1.2. Ansøgerens alder Det fremgår af adoptionslovens § 4, at bevilling til adoption kun kan meddeles den, som er fyldt 25 år. Når særlige grunde taler derfor, kan bevilling dog meddeles den, som er fyldt 18 år. Dette krav gælder også ved stedbarnsadoption. Alderskravet skal være opfyldt på bevillingstidspunktet, hvorfor der normalt ikke er noget i vejen for, at behandlingen af ansøgningen påbegyndes kort tid før en ansøgers 25. fødselsdag. Ved vurderingen af, om der er særlige grunde, der taler for at gennemføre en adoption inden ansøgeren er fyldt 25 år, lægges der i høj grad vægt på, om der er omstændigheder, der nødvendiggør, at adoptionen gennemføres med det samme. Der lægges i praksis endvidere vægt på, hvor lang tid ansøgeren har været en del af barnets liv, om barnet kun har én eller ingen forælder, længden af ansøgeren og barnets forælders samliv, samt om ansøgeren og barnets forælder har fælles børn. Om kravet til aldersforskellen mellem ansøgeren og den, der ønskes adopteret, henvises til punkt 4.2.2. 4.2. Vurderingen af om adoption er bedst for barnet Efter adoptionslovens § 2 er det en grundlæggende betingelse for en adoption, at adoptionen efter foretagen undersøgelse kan antages at være bedst for den, som ønskes adopteret. I relation til stedbarnsadoption gælder der en formodning for, at det vil være til fordel for barnet, at den, der fungerer som barnets sociale far eller mor, også bliver barnets retlige far eller mor. Det forudsættes dog som udgangspunkt, at alle parter (ansøgeren, ansøgerens ægtefælle, ansøgerens samlever og normalt også barnets anden forælder samt barnet selv) er enige om adoptionen, og at parterne er blevet vejledt om retsvirkningerne af en stedbarnsadoption og de hensyn, der kan være af betydning for deres valg. Undersøgelsen i stedbarnsadoptionssager er på grund af den nævnte formodning væsentligt mere begrænset end ved behandlingen af andre typer adoptioner. 4.2.1. Samlivskravet Ved vurderingen af, om adoptionen kan antages at være bedst for barnet, lægges der vægt på, om familien har opnået den fornødne stabilitet, før adoptionsbevillingen udstedes, således at ønsket om adoption er en velovervejet beslutning baseret på erfaring fra flere års samliv som familie. Der stilles derfor efter praksis som udgangspunkt krav om, at ansøgeren på ansøgningstidspunktet har levet sammen med ægtefællen eller samleveren og barnet i mindst 2½ år. Oplysninger om bopælsforhold kan indhentes fra CPR. Hvis der foreligger særlige omstændigheder, kan samlivskravet fraviges efter en konkret vurdering. En fravigelse af kravet vil dog normalt kræve, at der af den ene eller anden grund foreligger en sådan situation, at adoptionen ikke kan vente, til samlivskravet er opfyldt, f.eks. fordi barnets forælder er ramt af livstruende sygdom. Dette gælder både i forhold til ægtefællerne og de samlevende og mellem ansøgeren og barnet. Ankestyrelsens principmeddelelse 6-21 om stedbarnsadoption - samlivskrav - anvendelse af surrogatmor indeholder retningslinjer for meddelelse af stedbarnsadoption, når et par sammen får et barn, som kun den ene er retlig forælder til, og hvor barnet ikke er blevet til i overensstemmelse med reglerne i børneloven om faderskab og medmoderskab ved assisteret reproduktion. Principmeddelelsen finder anvendelse på situationer, hvor et par bestående af en mand og en kvinde eller af to mænd har fået barnet på grundlag af en surrogataftale. Meddelelsen finder endvidere anvendelse på et kvindeligt par, der har fået et barn ved, at en mand har leveret sæden til graviditeten. Det fremgår af meddelelsen, at når et par sammen har planlagt at blive forældre til et barn, kan kravet til samlivets længde fraviges i situationer, hvor der mellem ansøgeren og ansøgerens partner, der er retlig forælder til barnet, eksisterer et stabilt familieliv, inden barnet fødes. Ud over samlivets længde lægges der ved vurderingen af, om der er tale om et stabilt familieliv, også vægt på, om parret allerede har fælles børn, som de ønsker at sikre barnets retlige søskenderelation til så tidligt som muligt. 4.2.2. Aldersforskel mellem ansøgeren og barnet Der stilles i praksis krav om en vis aldersforskel mellem adoptanten og barnet. Der må således ikke være en så lille aldersforskel mellem adoptanten og barnet, at det biologisk ville være udelukket, at adoptanten var mor eller far til barnet. Der stilles derfor normalt krav om, at aldersforskellen mellem adoptanten og barnet er på minimum 14 år. Kravet om mindst 14 års aldersforskel kan dog fraviges, hvis der foreligger særlige omstændigheder. Der må i disse tilfælde især lægges vægt på, om der uanset den beskedne aldersforskel foreligger et stabilt forælder-barn forhold mellem ansøgeren og barnet, f.eks. fordi ansøgeren, barnets forælder og barnet har levet sammen som en familie i en lang årrække, hvor ansøgeren er blevet betragtet som forælder til barnet. Se også punkt 4.4 om positivt søskendemedtræk. I sager om stedbarnsadoption gælder ingen regler for den maksimale aldersforskel mellem adoptanten og barnet. 4.3. Opfostringskravet Efter adoptionslovens § 2 er det en betingelse for adoption, at den, som ønskes adopteret, enten ønskes opfostret hos adoptanten eller har været opfostret hos adoptanten. Denne betingelse understreger, at formålet med adoption er at etablere et forælder-barn forhold eller at bekræfte et allerede bestående forhold af denne karakter. Opfostring kan efter almindelig forståelse af begrebet alene ske, indtil barnet fylder 18 år. Der er ikke i lovgivningen fastsat nærmere bestemmelser om længden af opfostringsperioden, men det må være et krav, at opfostringen har en sådan karakter, at den er udtryk for, at der foreligger eller vil komme til at foreligge et stabilt forælder-barn forhold. I praksis stilles der derfor ved ansøgninger om adoption af børn under 18 år krav om, at barnet vil kunne bo sammen med ansøgeren i mindst tre år, inden barnet fylder 18 år. I denne periode medregnes også den tid, som barnet måtte have boet sammen med ansøgeren før ansøgningen om adoption, jf. punkt 4.2.1 om samlivskravet. Er barnet fyldt 18 år på ansøgningstidspunktet, stilles der i praksis krav om, at barnet har boet sammen med ansøgeren i omkring tre år, før barnet fyldte 18 år. Som dokumentation for opfostringsperiodens længde skal der som udgangspunkt anvendes udskrifter fra CPR. Efter adoptionslovens § 2 kan adoption også tillades, hvor opfostringskravet ikke er opfyldt, hvis der foreligger ”anden særlig grund til adoptionen”. I praksis vil særlige omstændigheder formentlig jævnligt kunne føre til, at det almindelige opfostringskrav lempes, mens særlige omstændigheder kun i ret begrænset omfang vil kunne føre til, at der tillades adoption, hvis der slet ikke har fundet opfostring sted. Særlige omstændigheder vil især foreligge, hvor adoptionen er gennemført eller vil blive gennemført for én eller flere søskende til den, der ønskes adopteret, jf. punkt 4.4. om såkaldt positivt søskendemedtræk. Det kan også være en særlig omstændighed, hvis barnet ikke kan klare sig selv og har behov for en omsorgsperson, f.eks. fordi barnet er handicappet, og opfostring fortsat er nødvendig selv efter det fyldte 18. år. 4.4. Søskendemedtræk I sager om stedbarnsadoptio

    Teksten fortsætter i den officielle kilde.

    Relaterede guides, FAQ og kontraktskabeloner