Beta
RETSINFO 10090/2023
RETSINFO 10090/2023 — Vejledning om forældremyndighed, barnets bopæl og samvær
Beta. Juridisk information, ikke juridisk rådgivning. Tjek den officielle kilde for den gældende tekst.
Analysér denne lov med AITekst
Indholdsfortegnelse
1.
Indledning
2.
Familieretshusets behandling af sager efter forældreansvarsloven
2.1.
Barnets bedste og Børneenheden
2.1.1.
Vold og overgreb
2.1.2.
Forældre der er dømt for personfarlig kriminalitet af grovere karakter eller for overtrædelse af straffelovens terrorbestemmelser
2.1.2.1.
Anvendelsesområde
2.1.2.2.
Situationer hvor formodningsreglen ikke finder anvendelse
2.1.2.3.
Oplysning af sagen i forhold til strafbare forhold omfattet af § 4 a
2.1.3.
Barnets initiativret
2.2.
Samarbejdschikane
2.3.
Digital ansøgning
2.4.
Visitation
2.4.1.
Ændring af visitationen under sagens behandling
2.5.
International kompetence
2.6.
Særligt om behandlingen af § 5-sager efter forældreansvarsloven
2.7.
Særligt om behandlingen af § 6-sager efter forældreansvarsloven
2.7.1.
Behandlingen af § 6-sager
2.7.2.
Oplysningen af sagen
2.7.3.
Afslutningen af sagen
2.8.
Særligt om behandlingen af § 7-sager efter forældreansvarsloven
2.8.1.
Behandlingen af § 7-sager
2.8.2.
Oplysningen af sagen
2.8.3.
Afslutningen af sagen
2.9.
Underretningspligten efter barnets lov
2.10.
Indberetning til CPR
2.11.
Barnets pas
3.
Forældremyndighed
3.1.
Fælles forældremyndighed
3.1.1.
Beslutningsbeføjelser ved fælles forældremyndighed
3.2.
Etablering af forældremyndighed
3.2.1.
Etablering af fælles forældremyndighed
3.2.1.1.
Fælles forældremyndighed efter §§ 6 og 7 i forældreansvarsloven
3.2.1.2.
Aftaler om fælles forældremyndighed
3.2.1.3.
Fælles forældremyndighed ved afgørelse
3.2.2.
Eneforældremyndighed
3.2.3.
Forældremyndighed ved adoption efter § 7 i forældreansvarsloven
3.3.
Ændring af forældremyndighed
3.3.1.
Afgørelse om fortsat fælles forældremyndighed eller ophævelse af den fælles forældremyndighed
3.3.2.
Afgørelse om fælles forældremyndighed i sager, hvor der er eneforældremyndighed
3.3.3.
Overførsel af forældremyndighed
3.3.3.1.
Overførsel af forældremyndigheden mellem forældre ved aftale
3.3.3.2.
Overførsel af forældremyndigheden ved aftale til andre end barnets forældre
3.3.3.3.
Overførsel af forældremyndigheden ved afgørelse
3.3.4.
Afvisning af en anmodning om ændring af forældremyndigheden
3.4.
Forældremyndighed når en forældremyndighedsindehaver afgår ved døden
3.4.1.
Forældremyndighed efter en forælders dødsfald
3.4.2.
Forældremyndighed når den ene forælder har forvoldt den anden forælders død
3.4.3.
Sagsoplysning
3.4.4.
Kommunens forpligtelser
3.4.5.
Midlertidig afgørelse om forældremyndighed
3.4.6.
Børnetestamente
3.5.
Afgørelser om udlandsrejser i sager hvor der er uenighed om forældremyndigheden
4.
Barnets bopæl
4.1.
Aftaler om barnets bopæl
4.2.
Afgørelse om barnets bopæl
4.2.1.
Afgørelse om bopæl i udlandet
4.3.
Ændring af aftaler eller afgørelser om barnets bopæl
4.3.1.
Afvisning af en anmodning om ændring af barnets bopæl
4.4.
Varslingspligten
4.5.
Delt bopæl
5.
Samvær
5.1.
Samværets omfang
5.1.1.
Weekend- og hverdagssamvær, herunder deleordninger
5.1.2.
Feriesamvær
5.1.3.
Samvær i forbindelse med jul, nytår og andre kulturelle og religiøse begivenheder
5.1.4.
Samvær med mindre børn
5.1.5.
Samvær i udlandet
5.2.
Vilkår for samværet
5.2.1.
Overvåget samvær
5.2.2.
Andre vilkår
5.3.
Transport
5.4.
Samværsdokumentet
5.5.
Ændring af et fastsat eller aftalt samvær
5.5.1.
Afvisning af en anmodning om ændring af samvær - væsentligt forandrede forhold og ændring af enkeltstående samvær, herunder feriesamvær m.v.
5.5.2.
Særligt om bortfald af samvær på grund af bopælsforælderens ferieafholdelse
5.5.3.
Særligt om ændring af aftalt samvær
5.6.
Automatisk erstatningssamvær
5.7.
Afgørelse om afslag på samvær eller ophævelse af samvær
5.8.
Samvær med andre end barnets forældre
5.9.
Samvær for børn der er adopterede
5.10.
Samvær med anbragte børn
6.
Anden kontakt
7.
Midlertidige afgørelser
7.1.
Midlertidige afgørelser om forældremyndighed
7.1.1.
Forældremyndighedsindehaverens forhindring
7.2.
Midlertidige afgørelser om barnets bopæl
7.3.
Midlertidige afgørelser om samvær
7.3.1.
Midlertidigt samvær
7.3.2.
Midlertidige afgørelser om ophør eller begrænsning af samvær
7.3.2.1.
Midlertidige afgørelser om ophør af samvær når barnet opholder sig i en boform efter serviceloven
7.3.3.
Midlertidigt kontaktbevarende samvær
7.4.
Særligt om Familieretshusets partshøring ved midlertidige afgørelser
7.5.
Ændring af midlertidige afgørelser
7.6.
Bortførelsesrisiko
8.
Orienteringsretten
8.1.
Orienteringsretten efter § 23, stk. 1
8.2.
Adgangen til at nægte orientering m.v. efter § 23, stk. 2
8.3.
Fratagelse af retten til orientering
8.4.
Bortfald af retten til orientering i sager om adoption uden samtykke
9.
Fuldbyrdelse af forældreansvar
1.
Indledning
Forældremyndighed, barnets bopæl, samvær og anden kontakt er reguleret i forældreansvarsloven.
I denne vejledning uddybes bestemmelserne i forældreansvarsloven, og Familieretshusets behandling af sager efter forældreansvarsloven beskrives.
Vejledningens punkt 2 indeholder beskrivelser af tværgående spørgsmål, herunder sagens begyndelse, visitationen af sagen i Familieretshuset, international kompetence, behandlingen af § 5-sager, § 6-sager og § 7-sager og fordelingen af afgørelseskompetencen mellem familieretten og Familieretshuset.
I de efterfølgende punkter 3-6 behandles emner, der er specifikke for henholdsvis forældremyndighed, barnets bopæl, samvær og anden kontakt.
I punkt 7 beskrives mulighederne for at træffe midlertidige afgørelser om forældremyndighed, barnets bopæl, samvær og anden kontakt.
I punkt 8 beskrives orienteringsretten efter § 23 i forældreansvarsloven.
Endelig indeholder punkt 9 en kort introduktion til familierettens fuldbyrdelse af forældreansvar.
Vejledningen har ikke til hensigt at give en udtømmende beskrivelse af de processuelle og materielle krav til myndighedernes behandling af sager efter forældreansvarsloven.
Det vil som udgangspunkt bero på en konkret og individuel vurdering, hvilke sagsbehandlingsskridt der i den konkrete sag er nødvendige og hensigtsmæssige.
Vejledningen skal læses i sammenhæng med lov om Familieretshuset (Familieretshusloven) og den dertil hørende vejledning om Familieretshuset, der indeholder detaljerede beskrivelser af bl.a. visitationen af sager, generelle sagsbehandlingsregler, behandlingen af § 5-sager, § 6-sager og § 7-sager, Familieretshusets tilbud om konflikthåndtering og rådgivning, Familieretshusets Børneenhed og indbringelse af sager og afgørelser for familieretten.
Vejledningen skal endvidere læses i sammenhæng med vejledning om samarbejdet mellem Familieretshuset og kommunerne, vejledning om børnesagkyndige undersøgelser, vejledning om anvendelsen af Haagerbørnebeskyttelseskonventionen i sager efter forældreansvarsloven, vejledning om international kompetence i sager om forældremyndighed, barnets bopæl og samvær m.v. og vejledning om anerkendelse af udenlandsk forældremyndighed.
Der er, hvor det er særligt relevant, indsat henvisninger til de relevante punkter i disse vejledninger.
Endvidere skal vejledningen læses i sammenhæng med bekendtgørelse om forældremyndighed, barnets bopæl og samvær m.v. og bekendtgørelse om Familieretshuset.
Udpegningen af en midlertidig forældremyndighedsindehaver efter § 28 i forældreansvarsloven for en uledsaget mindreårig udlænding er særskilt behandlet i vejledning om behandling af sager om repræsentanter for uledsagede mindreårige udlændinge.
Vejledningen anvendes fra den 1. januar 2024 og erstatter vejledning nr. 10064 af 20. december 2020 om forældremyndighed, barnets bopæl og samvær.
Vejledningen er navnlig opdateret som følge af lov nr. 753 af 13. juni 2023 om ændring af lov om social service, lov om retssikkerhed og administration på det sociale område og forskellige andre love (Ændringer som følge af barnets lov, initiativret for adopterede børn, adoption uden samtykke fra fødslen, samvær med børn på kvindekrisecentre m.v. og fasttrack for godkendelse af plejefamilier m.v.)
Med denne lov skal der af hensyn til barnets bedste træffes en midlertidig afgørelse om, at et barn ikke har samvær og anden kontakt med den anden forælder, når barnet opholder sig på et kvindekrisecenter eller et tilbud efter servicelovens § 110 med den ene forælder, når det godtgøres, at opholdet skyldes vold eller trusler om vold fra den anden forælder.
Det er vigtigt at være opmærksom på, om der er sket ændringer af lovgivningen, som endnu ikke er afspejlet i vejledningen.
Det er muligt at se, om der er sket ændringer af lovgivningen, og om der er udarbejdet nye vejledninger, på Retsinformations hjemmeside: retsinformation.dk.
Vejledningen finder ikke anvendelse for Grønland.
2.
Familieretshusets behandling af sager efter forældreansvarsloven
Det samlede familieretlige system består af to enheder: Familieretshuset og familieretten.
Alle sager efter forældreansvarsloven begynder i Familieretshuset, hvor sagen visiteres på baggrund af dens kompleksitet og familiens behov.
Visitationen er nærmere beskrevet i punkt 2.4. i denne vejledning og i punkt 3.3. i vejledning om Familieretshuset.
Enkle sager visiteres til behandling som § 5-sager, mindre enkle sager til behandling som § 6-sager og komplekse sager til behandling som § 7-sager.
Visitationen har betydning for, hvordan familien mødes i Familieretshuset, og hvorvidt afgørelse i sagen træffes af Familieretshuset eller familieretten.
Det er dog altid familieretten, der træffer afgørelse i sager om forældremyndighed og barnets bopæl, dog bortset fra forældremyndighed efter død.
Midlertidige afgørelser under sagens behandling kan træffes af både Familieretshuset og familieretten.
Behandlingen af § 5-sager, § 6-sager og § 7-sager er nærmere beskrevet i punkt 2.6.-2.8. i denne vejledning og i punkt 4-6 i vejledning om Familieretshuset.
2.1.
Barnets bedste og Børneenheden
Helt centralt i det familieretlige system står barnet.
Det fremgår således af § 1 i forældreansvarsloven, at i alle forhold skal hensynet til barnets bedste og barnets ret til trivsel og beskyttelse komme i første række.
Denne bestemmelse suppleres af § 4 i forældreansvarsloven, hvoraf det for det første fremgår, at afgørelser efter forældreansvarsloven skal træffes ud fra, hvad der er bedst for barnet.
For det andet fremgår det, at Familieretshuset og familieretten skal have fokus på, at afgørelserne skal medvirke til at sikre barnets trivsel og beskytte barnet mod vold eller anden behandling, der udsætter barnet for skade eller fare, herunder at være vidne til vold.
Bestemmelserne i §§ 1 og 4 suppleres af § 4 a i forældreansvarsloven, der indeholder en klar formodning for, at det er bedst for et barn, at en forælder, som er idømt ubetinget fængsel for personfarlig kriminalitet af grovere karakter eller for overtrædelse af straffelovens terrorbestemmelser, ikke har forældremyndighed over barnet, og at barnet ikke har bopæl hos eller har samvær eller anden kontakt med en sådan forælder.
Bestemmelsen er nærmere beskrevet i punkt 2.1.2.
Bestemmelserne i §§ 1, 4 og 4 a har deres udgangspunkt i FN’s konvention om barnets rettigheder (børnekonventionen).
Efter artikel 3 i børnekonventionen skal barnets bedste komme i første række ved alle foranstaltninger vedrørende barnet.
Bestemmelserne i §§ 1, 4 og 4 a betyder, at hensynet til barnets bedste og barnets ret til trivsel og beskyttelse har forrang over andre hensyn ved alle afgørelser efter forældreansvarsloven, uanset om afgørelsen er midlertidig eller endelig.
Ved vurderingen af barnets bedste skal der altid foretages en helhedsvurdering, hvor der tages hensyn til barnets samlede situation.
Hensynet til at beskytte barnet mod radikalisering og ekstremisme er elementer, der indgår i vurderingen af barnets bedste, når det er relevant.
Ved afgørelserne efter forældreansvarsloven skal det sikres, at Danmarks forpligtelser i forhold til barnets bedste og retten til familieliv efter FN’s konvention om barnets rettigheder og Den Europæiske Menneskerettighedskonvention overholdes.
Barnets centrale plads i systemet kommer også til udtryk ved, at hensynet til barnet er i fokus i behandlingen af sagen gennem opbygningen af det familieretlige system og tilrettelæggelsen af Familieretshusets arbejde med familien og oplysning af den enkelte sag.
Særligt væsentligt er det i denne sammenhæng, at barnet har sin egen indgang til det familieretlige system i form af Børneenheden i Familieretshuset.
Børneenheden tilbyder barnet støtte i form af bl.a. en kontaktperson og hjælp til at få en bisidder.
Børneenheden har åbne tilbud, som også kan anvendes af børn i brudte familier, hvis forældre ikke har en familieretlig sag under behandling.
Det er endvidere Børneenheden, der taler med barnet, når det skal inddrages direkte i sagsbehandlingen via f.eks. en børnesamtale eller en børnesagkyndig undersøgelse.
Børneenheden medvirker dermed til at sikre, at barnet kommer så trygt som muligt igennem sagen, samtidigt med at barnets perspektiv inddrages og tillægges betydning for afgørelsen af sagen.
Børneenheden er nærmere beskrevet i punkt 7 i vejledning om Familieretshuset.
Inddragelsen af barnet i sagen er forankret i Børneenheden og kan bl.a. ske ved samtaler med barnet, børnesagkyndig undersøgelse eller på anden måde, der belyser barnets perspektiv.
Forældrenes egne oplysninger om barnet vil også altid være en væsentlig kilde til at få barnets perspektiv belyst.
Indhentning af en børnesagkyndig undersøgelse kan i nogle tilfælde også være et relevant og nødvendigt instrument i forsøget på at finde en løsning på forældrenes uenighed.
Der er ikke en aldersgrænse for, hvornår barnet skal inddrages i sagen, idet der altid skal ske en belysning af barnets perspektiv.
Det vil afhænge af det enkelte barns alder og modenhed, om dets perspektiv belyses bedst ved en egentlig samtale eller på anden måde.
Det forudsættes, at inddragelsen af barnet sker på den for barnet mest skånsomme måde.
Forpligtelsen til at inddrage barnet direkte i sagen gælder ikke, hvis det må antages at være til skade for barnet, eller hvis det må anses for unødvendigt efter sagens omstændigheder, jf. § 34, stk. 2, i forældreansvarsloven.
Det kan f.eks. være unødvendigt at inddrage barnet, hvis der umiddelbart opnås enighed mellem forældrene.
Hvis forældrene under et møde, en børnesagkyndig rådgivning eller en konfliktmægling bliver enige, må Familieretshuset som udgangspunkt antage, at denne aftale er udtryk for, hvad der er bedst for barnet.
Dette skyldes, at forældrene anses for at være nærmest til at vurdere, hvad der er bedst for deres barn.
Hvis Familieretshuset skønner, at det trods forældrenes enighed kan være relevant at inddrage barnet i sagen, f.eks. ved en samtale med barnet, for at belyse barnets perspektiv yderligere, kan Familieretshuset foreslå forældrene dette.
Hvis forældrene ikke ønsker, at barnets perspektiv belyses yderligere, herunder at barnet inddrages i sagen, må Familieretshuset oftest respektere forældrenes aftale.
Familieretshuset skal dog være opmærksom på underretningspligten efter § 133 i barnets lov.
Der henvises til punkt 2.9.
Ligeledes vil det være unødvendigt efter sagens omstændigheder at inddrage barnet, hvis barnet for kort tid siden har været inddraget i en tidligere sag, og der ikke er grund til at formode, at barnet på ny har behov for at blive inddraget og udtrykke sine synspunkter.
Hvis barnet ikke inddrages ved en børnesamtale, f.eks. fordi Familieretshuset for nyligt i en tidligere sag har afholdt en børnesamtale, og der ikke er grund til, at barnet på ny skal belastes ved inddragelse i sagen, skal Familieretshuset overveje, om barnet har behov for, at Børneenheden afholder en omsorgssamtale med barnet, hvor barnet har mulighed for at udtrykke, hvordan barnet har det, og barnet kan modtage støtte f.eks. i form af børnesagkyndig rådgivning.
Dette vil være særligt relevant i § 7-sager.
2.1.1.
Vold og overgreb
Afgørelser efter forældreansvarsloven skal træffes ud fra, hvad der er bedst for barnet.
Det fremgår endvidere af § 4, 2. pkt., i forældreansvarsloven, at Familieretshuset og familieretten skal have fokus på, at afgørelsen skal medvirke til at sikre barnets trivsel og beskytte barnet mod vold eller anden behandling, der udsætter barnet for skade eller fare, herunder at være vidne til vold.
Med bestemmelsen understreges den store betydning for barnets trivsel som vold og anden behandling, der udsætter barnet for skade eller fare, har.
Begrebet vold og anden behandling, der udsætter barnet for skade eller fare, skal ikke fortolkes snævert, men omfatter udover fysisk vold også bl.a. seksuelle overgreb og psykisk vold.
I overensstemmelse med artikel 33 i Europarådets konvention af 11. maj 2011 om forebyggelse og bekæmpelse af vold mod kvinder og vold i hjemmet (Istanbul-konventionen) forstås ved psykisk vold alvorlig skade på en persons psykiske integritet ved anvendelse af tvang eller trusler.
Der henvises til § 247 i straffeloven.
I relation til vurderingen af barnets bedste er det ikke et krav, at der skal være sket domfældelse for volden.
Bestemmelsen i § 4, 2. pkt., har særlig betydning i sager, hvor der er eller har været vold m.v. i familien.
Der skal i vurderingen af, hvilken afgørelse der kan medvirke til at beskytte barnet, være fokus på et fremadrettet perspektiv, men tidligere hændelsesforløb i familien skal tillægges betydelig vægt.
Det er således også af betydning, at der tidligere har været vold imellem forældrene, uden at barnet har været vidne til volden, og uden at der er udøvet vold mod barnet.
Det skyldes, at det forhold, at det at en forælder har været voldelig i sine nære relationer, kan sige noget om forælderens reaktionsmønstre i fremtiden, og at vold i nære relationer har betydning for forholdet mellem forældrene og deres evne til at samarbejde om barnet.
Bestemmelsen skal ses i sammenhæng med § 4 a i forældreansvarsloven om forældre, der er dømt for personfarlig kriminalitet af grovere karakter eller for overtrædelse af straffelovens terrorbestemmelser, jf. punkt 2.1.2.
At afgørelsen efter forældreansvarsloven skal medvirke til at sikre, at barnet ikke bliver vidne til vold, kan have selvstændig betydning, hvis barnet tidligere har været vidne til vold mellem forældrene, eller hvis der har været vold mellem forældrene, som barnet ikke har været vidne til, men hvor der er risiko for fremtidig vold, som barnet kan blive vidne til.
Det har ikke betydning, hvem der har været offer for volden, og bestemmelsen har derfor også betydning, hvis der f.eks. har været vold i forholdet mellem en forælder og dennes nye partner.
Familieretshuset skal i sager, hvor der foreligger påstand om vold m.v., eller hvor Familieretshuset har mistanke om vold m.v., undersøge, om der er udøvet vold, og i givet fald hvordan volden har påvirket barnet og familien som helhed.
Dette kan f.eks. indgå i den børnesagkyndige undersøgelse, der som udgangspunkt skal gennemføres i § 7-sagerne.
Det er i sager, hvor der foreligger en påstand om vold eller overgreb, væsentligt, at barnets bedste belyses indgående.
Familieretshuset skal i oplysningen og behandlingen af en sådan sag have fokus på forpligtelsen efter § 4 i forældreansvarsloven til, at afgørelsen skal medvirke til at sikre barnets trivsel og beskytte barnet mod vold eller anden behandling, der udsætter barnet for skade eller fare, herunder at være vidne til vold.
Screeningen og visitationen af sagen i Familieretshuset skal sikre, at sager, hvor familien er påvirket af vold m.v., identificeres.
Vold vil i sammenhæng med familiens øvrige problemstillinger som oftest føre til, at sagen visiteres til behandling som en § 7-sag.
Hvis mistanken om vold først kommer frem under Familieretshusets behandling af en sag, der er visiteret til behandling som en § 6-sag, skal visitationen af sagen som udgangspunkt ændres, så sagen behandles som en § 7-sag.
I § 7-sagerne mødes forældrene med en tværfaglig tilgang, og der vil blive gennemført en børnesagkyndig undersøgelse, medmindre det ikke er nødvendigt for afgørelsen af sagen, f.eks. fordi belysningen af forældrenes evne til at varetage omsorgen for barnet er sket på anden vis.
Behandlingen af § 7-sager er nærmere beskrevet i punkt 2.8. i denne vejledning og i punkt 6 i vejledning om Familieretshuset.
Behandlingen som en § 7-sag medfører også, at de særlige bestemmelser i §§ 29-31 i lov om Familieretshuset om samarbejdet med kommunen finder anvendelse.
Dette sikrer, at Familieretshuset kan indhente de nødvendige oplysninger om barnet og familien fra kommunen, og at kommunen er opmærksom på familiens situation.
Der henvises i det hele til punkt 2.8. om behandlingen af forældreansvarssager, der behandles som § 7-sager.
Belysningen af barnets bedste i sager, hvor der er påstand om vold eller grænseoverskridende handlinger, er ofte meget kompliceret.
Dette skyldes, at det kan være vanskeligt at få fastslået, om en forælder har udsat barnet for vold eller anden behandling, der udsætter barnet for skade eller fare, om påstanden udspringer af et ønske om at chikanere den anden forælder, eller om barnet har et dårligt eller traumatisk forhold til forælderen, og at de signaler, som barnet udsender herom, kan tolkes som udtryk for, at barnet har været udsat for vold eller anden behandling, der har udsat barnet for skade eller fare.
Endelig kan forældrenes konfliktniveau være årsag til, at barnet mistrives og derfor sender signaler af en sådan art, at der i øvrigt ubegrundet opstår mistanke om vold eller anden skadelig eller farlig handling.
Selv om der på baggrund af det foreliggende materiale ikke er grundlag for at konkludere, at barnet, den anden forælder eller f.eks. forælderens nye partner har været udsat for vold m.v., skal der, når der træffes afgørelse, være opmærksomhed på, om materialet af andre grunde kan give anledning til, at der træffes afgørelse om eneforældremyndighed, flytning af barnets bopæl eller ophævelse eller begrænsning af samvær.
Det skal i den forbindelse understreges, at det forhold, at en straffesag er sluttet f.eks. på bevisets stilling, ikke nødvendigvis er tilstrækkeligt til, at der uden yderligere undersøgelser kan træffes afgørelse om, at der ikke skal ske ændringer med hensyn til forældremyndighed, barnets bopæl eller samvær.
Dette skyldes især, at der i straffesager stilles større krav til beviset end i civile sager, herunder sager efter forældreansvarsloven.
Familieretshuset skal i sager, hvor der har været vold eller andre overgreb, være særligt opmærksom på, hvordan Børneenheden kan støtte barnet.
Der henvises i denne forbindelse til punkt 7 i vejledning om Familieretshuset.
Familieretshuset skal endvidere være opmærksom på samarbejdet med kommunen i § 7-sager og underretningspligten efter barnets lov.
Der henvises i denne forbindelse til punkt 2.8. og 2.9.
Derudover er det væsentligt, at Familieretshuset er opmærksom på, at Familieretshuset efter § 10, stk. 2, i lov om Familieretshuset ikke må indkalde forældrene til at deltage i et møde sammen, hvis den ene forælder eller dennes barn har været udsat for voldelig adfærd fra den anden forælder, eller der er mistanke om dette.
Familieretshuset må dog gerne indkalde til et fælles møde, hvis forældrene har givet samtykke til det.
I forlængelse heraf følger det af § 31 a, stk. 3, i forældreansvarsloven, at en forælder ikke har pligt til at deltage i mødet efter § 31 a, stk. 1, i forældreansvarsloven sammen med den anden forælder, hvis denne har udsat forælderen eller forælderens barn for voldelig adfærd, eller der er mistanke herom.
Der henvises i denne forbindelse til punkt 9.1. i vejledning om Familieretshuset.
Midlertidige afgørelser i sager om vold og overgreb
Mulighederne for at træffe midlertidige afgørelser under sagens behandling er generelt behandlet i punkt 7.
Der gælder dog særlige forhold i sager, hvor der er påstand om vold eller andre overgreb.
Hvis det under Familieretshusets oplysning af en sag bliver klart, at barnet udsættes for vold eller grænseoverskridende handlinger, skal Familieretshuset hurtigst muligt fjerne muligheden for overgreb ved at træffe en midlertidig afgørelse.
Familieretshuset skal dog i forbindelse med sagens oplysning og i forbindelse med, at der træffes en midlertidig afgørelse, være opmærksom på at undgå, at forælderens forbindelse med barnet afbrydes og ødelægges som følge af grundløse eller chikanøse beskyldninger.
Familieretshuset skal ved modtagelsen af en anmodning om, at der træffes en midlertidig afgørelse på baggrund af en påstand om, at en forælder har udøvet vold eller grænseoverskridende handlinger over for barnet, den anden forælder eller andre medlemmer af den husstand, hvor barnet dagligt opholder sig, hurtigst muligt tage stilling til, om der er grundlag for at træffe en midlertidig afgørelse.
Er der tale om en anmodning om midlertidig afgørelse om ophævelse af samvær, skal afgørelsen så vidt muligt træffes inden næste samvær.
Der bør som udgangspunkt træffes en midlertidig afgørelse om ophævelse af samvær eller ændring af barnets bopæl, hvis påstanden om vold m.v. er tilstrækkelig underbygget eller i øvrigt virker troværdig.
Ved denne vurdering kan der lægges vægt på, om forholdet er anmeldt til politiet, om der er sket underretning til kommunen, eller om der foreligger en skadestuerapport eller f.eks. krisecentererklæring.
Også Familieretshusets eventuelle kendskab til forældrene og barnet i forbindelse med tidligere ansøgninger kan naturligt inddrages i vurderingen.
Foreligger der dokumentation for, at samværsforælderen har begået overgreb over for barnet, skal en anmodning om midlertidig afgørelse om ophævelse af samvær altid imødekommes.
Særligt i sager, hvor en forælder er flyttet fra den fælles bopæl og f.eks. bor på krisecenter med barnet, og overgrebet er tilstrækkelig bestyrket ved anmeldelse til politiet eller kommunen eller ved en krisecentererklæring, skal Familieretshuset vejlede den pågældende forælder om hurtigt at anmode om midlertidigt at få tillagt forældremyndigheden alene.
Familieretshuset skal herefter hurtigst muligt træffe afgørelse i sagen, således at det forhindres, at barnet udleveres til en voldelig forælder, f.eks. fra barnets daginstitution, og det sikres, at barnet kan få ro under sagens behandling.
Inden der træffes en midlertidig afgørelse på baggrund af en påstand om vold eller grænseoverskridende handlinger, bør Familieretshuset så vidt muligt oplyse sagen.
Afgørelse må dog ofte træffes på det foreliggende grundlag, da der typisk ikke vil være tid til at indhente supplerende oplysninger.
Selvom der i disse situationer skal træffes en midlertidig afgørelse på et ufyldestgørende grundlag, skal der altid foretages en konkret vurdering af, om samværet midlertidigt skal ophæves.
Hvis det efter en umiddelbar vurdering ikke i tilstrækkelig grad er sandsynliggjort, at barnet har været vidne til eller selv været udsat for vold eller grænseoverskridende handlinger, bør der ikke træffes en midlertidig afgørelse om ophævelse af samværet, medmindre det i øvrigt efter en samlet vurdering findes at være bedst for barnet.
Familieretshuset skal dog overveje, hvorvidt der skal træffes en midlertidig afgørelse om, at samværet skal foregå under overvågning af en børnesagkyndig bl.a. for derigennem at styrke grundlaget for den endelige afgørelse.
Der henvises i øvrigt vedrørende midlertidige afgørelser til punkt 7.
2.1.2.
Forældre der er dømt for personfarlig kriminalitet af grovere karakter eller for overtrædelse af straffelovens terrorbestemmelser
2.1.2.1.
Anvendelsesområde
Som supplement til bestemmelsen om barnets bedste indeholder § 4 a, stk. 1, i forældreansvarsloven en klar formodning for, at det er bedst for et barn, at en forælder, som er idømt ubetinget fængsel for en af de i bestemmelsen anførte former for personfarlig kriminalitet af grovere karakter eller for overtrædelse af straffelovens terrorbestemmelser, ikke mod den anden forælders ønske har forældremyndighed over barnet, og at barnet ikke har bopæl hos eller samvær eller anden kontakt med en sådan forælder.
Bestemmelsen kan dog efter en konkret og dybdegående vurdering fraviges, hvis det er bedst for barnet.
Sager, hvor en forælder er dømt for personfarlig kriminalitet af grovere karakter eller for overtrædelse af straffelovens terrorbestemmelser, der er omfattet af § 4 a, eller hvor der er mistanke herom, vil som klar hovedregel være komplekse og skal dermed visiteres til behandling som § 7-sager, jf. punkt 2.8.
Omfattet af § 4 a er for det første forældre, der er idømt ubetinget fængselsstraf for incest, seksualforbrydelser omfattet af kapitel 24 i straffeloven, dog undtaget overtrædelser omfattet af § 228 i straffeloven, manddrab, grov vold, omskæring af kvinder eller menneskehandel.
For det andet omfatter § 4 a forældre, der er idømt ubetinget fængselsstraf for overtrædelse af straffelovens terrorbestemmelser, Det drejer sig om følgende bestemmelser: §§ 101 a, 114, 114 a, 114 b, 114 c, 114 d, 114 e, 114 f, 114 g, 114 h, § 114 i, § 114 j, § 136, stk. 2, og § 136, stk. 3, for så vidt angår billigelse af handlinger omfattet af straffelovens §§ 114-114 j.
Indholdet af bestemmelserne er beskrevet i bemærkninger til § 1, nr. 1, i lovforslag L 15, fremsat den 7. oktober 2020.
§ 4 a finder ud over ubetinget fængselstraf også anvendelse ved dom til anbringelse efter § 68, 2. pkt., eller § 69 i straffeloven eller til forvaring efter § 70 i straffeloven for overtrædelse af de straffebestemmelser, der er omfattet af § 4 a.
Bestemmelsen i § 4 a omfatter således ikke retsfølger efter §§ 68-70 i straffeloven, der ikke af frihedsberøvende karakter, som f.eks. tilsyn, bestemmelser om opholdssted, arbejde, afvænningsbehandling eller dom til ambulant behandling.
§ 4 a finder også anvendelse på dom for forsøg, jf. § 21 i straffeloven, og medvirken, jf. § 23 i straffeloven, i relation til de omhandlede straffebestemmelser.
Bestemmelsen omfatter ikke situationer, hvor forælderen alene er idømt betinget fængselsstraf eller bøde.
Det er uden betydning, om den person, som volden, terrorhandlingen eller seksualforbrydelsen m.v. er udøvet mod, eller som var genstand for menneskehandlen, bor i Danmark eller i udlandet, om den pågældende forælder bor i Danmark eller i udlandet, og om handlingen er udøvet i Danmark eller i udlandet.
Det afgørende er, at der er tale om en pådømt handling, at dommen er endelig, og at der er idømt ubetinget fængselsstraf eller en anden retsfølge af frihedsberøvende karakter.
Bestemmelsen i § 4 a finder tilsvarende anvendelse på udenlandske straffedomme, hvor der er idømt ubetinget fængselsstraf eller en retsfølge, der svarer til anbringelse eller forvaring efter §§ 68-70 i straffeloven for handlinger med tilsvarende gerningsindhold som i de straffelovsbestemmelser, der er nævnt i § 4 a, stk. 1.
Det gælder dog ikke, hvis anerkendelse af den udenlandske straffedom vil være åbenbart uforenelig med grundlæggende danske retsprincipper (ordre public), f.eks. fordi den dømte ikke har haft mulighed for at forsvare sig i sagen.
Hvis en forælder ved samme dom er idømt ubetinget fængselsstraf for overtrædelse af både straffelovsbestemmelser omfattet af § 4 a i forældreansvarsloven og for andre strafbestemmelser, beror det på en konkret vurdering, om dommen er omfattet af § 4 a i forældreansvarsloven.
Det vil i den forbindelse være afgørende, hvilken straf den pågældende ville være blevet idømt, hvis de straffelovsovertrædelser, der er omfattet af § 4 a i forældreansvarsloven, var blevet pådømt særskilt.
Denne vurdering foretages på grundlag af dommen.
Der henvises til, at sager om forældremyndighed og barnets bopæl som udgangspunkt afgøres af domstolene.
I relation til samværssager, hvor en forælder er dømt for overtrædelse af de straffelovsbestemmelser, der er omfattet af § 4 a i forældreansvarsloven, bemærkes, at disse sager også afgøres af domstolene, enten som § 7-sager, eller fordi afgørelsen vil være indgribende for barnet.
Familieretshuset skal således som udgangspunkt ikke nærmere overveje, om en sag er omfattet af § 4 a i forældreansvarsloven.
Straf for kriminalitet, navnlig personfarlig kriminalitet, der ikke er omfattet af § 4 a i forældreansvarsloven, indgår i vurderingen af, hvad der er bedst for barnet.
Tilsvarende gælder, hvis en forælder ikke er idømt ubetinget fængselsstraf, anbringelse eller forvaring, men f.eks. betinget frihedsstraf eller bøde, for kriminalitet omfattet af § 4 a i forældreansvarsloven.
Endvidere finder § 4 a ikke anvendelse på handlinger foretaget i udlandet uden at være strafbare der.
Disse straffelovsovertrædelser og handlinger vil imidlertid indgå i vurderingen af, hvad der er bedst for barnet efter § 4 i forældreansvarsloven.
Kriminalitet har dog kun betydning, hvis der er tale om handlinger, der skaber tvivl om, hvorvidt den pågældende er egnet til at drage omsorg for et barn.
Det er navnlig tilfældet ved kriminalitet, der direkte eller indirekte er rettet mod at skade mennesker.
Formålet med § 4 a i forældreansvarsloven er at sikre, at der i forældreansvarssager ikke opstår tvivl om, at hensynet til barnets bedste og barnets ret til trivsel og beskyttelse altid sættes over andre hensyn, herunder over hensynet til en forælder, der er dømt for at have begået de nævnte straffelovsovertrædelser.
§ 4 a vedrører afgørelser om forældremyndighed, barnets bopæl, samvær og anden kontakt efter § 11, § 13, stk. 2, § 14, § 15, stk. 2 og 3, § 15 a, § 17, stk. 1, og §§ 20-21, 22 og 26-29 i forældreansvarsloven.
Midlertidige afgørelser om forældremyndighed, barnets bopæl, samvær og anden kontakt er således også omfattet af § 4 a.
2.1.2.2.
Situationer hvor formodningsreglen ikke finder anvendelse
Efter § 4 a, stk. 1, i forældreansvarsloven finder formodningsreglen ikke anvendelse, hvis det er bedst for barnet, at den dømte forælder har forældremyndighed over barnet, eller at barnet har bopæl hos eller samvær eller anden kontakt med denne forælder.
Der er tale om en snæver undtagelse, der alene finder anvendelse, hvis det efter en konkret og dybdegående vurdering findes at være det bedste for det enkelte barn.
I vurderingen af barnets bedste skal indgå barnets relation til den pågældende forælder og barnets interesse i at have kontakt med denne.
Hensynet til den dømte forælder kan aldrig føre til, at der træffes en afgørelse, som ikke vurderes at være til barnets bedste.
I vurderingen af barnets bedste skal indgå den nærmere karakter af forbrydelsen og omstændighederne omkring forbrydelsen samt den tid, der er forløbet, siden forbrydelsen blev begået.
Det forhold, at der foreligger særlige omstændigheder, såsom at forælderen var meget ung, da forbrydelsen blev begået, eller at der er gået lang tid siden forælderens løsladelse, kan ikke i sig selv føre til, at undtagelsen finder anvendelse.
Sådanne forhold kan dog være relevante for den samlede vurdering af barnets bedste, herunder bl.a. for vurderingen af forælderens aktuelle evne til at drage omsorg for barnet og af risikoen for, at barnet udsættes for vold m.v. eller for at blive vidne til vold, og af risikoen for, at barnet i sin opvækst udsættes for radikalisering og ekstremisme.
Det kan også være relevant for vurderingen af barnets bedste, i hvilken kontekst forbrydelsen er begået.
Det skal f.eks. indgå i vurderingen, om kriminaliteten er begået over for et familiemedlem m.v., da dette kan have betydning for vurderingen af forælderens evne til at drage omsorg for barnet og risikoen for, at barnet udsættes for vold eller for at blive vidne til vold, såfremt barnets relationen til forælderen opretholdes.
Det vil indgå med vægt i vurderingen af, at samvær m.v. ikke er til barnets bedste, hvis forældrenes samlivsophævelse og/eller forældreansvarssagen helt eller delvist blev udløst af den ene forælders kriminalitet.
Ligeledes kan det være relevant for vurderingen, hvis forældrene har opretholdt samlivet i en længere periode, hvor den anden forælder har været vidende om kriminaliteten, uden at det har givet anledning til bekymring for den dømte forælders omsorgsevne.
Der skal dog være fokus på forældrenes relation til hinanden, herunder om der har været voldelig adfærd, eller den ene forælder af andre grunde har været tilbageholdende med at opløse samlivsforholdet og/eller rejse en forældreansvarssag.
I vurderingen af barnets bedste inddrages også de forhold, der er lagt vægt på i straffedommen, navnlig grovheden af forbrydelsen, og om der forelå formildende eller skærpende omstændigheder.
Det skal samtidigt undersøges, om dommen indeholder oplysninger i relation til forældreansvarslovens fokus på forældrenes pligt til at skærme barnet mod vold og anden behandling, der udsætter barnet for skade eller fare, herunder om den pågældende forælders deltagelse i de kriminelle aktiviteter har kunnet udsætte barnet for skade eller fare eller for at være vidne til vold.
I forhold til forældre, der er dømt for overtrædelse af terrorbestemmelserne, skal der særligt være fokus på, om dommen indeholder oplysninger m.v., som har betydning for bedømmelsen af risikoen for, at barnet i sin opvækst udsættes for radikalisering og ekstremisme.
Endelig tages der ved afgørelsen også hensyn til, hvilke forhold efter forældreansvarsloven den enkelte sag drejer sig om.
Der kan således efter en konkret vurdering være situationer, hvor der ikke er noget til hinder for at bestemme, at et barn har samvær med en forælder, der er dømt for overtrædelse af straffelovsbestemmelser, der er omfattet af § 4 a i forældreansvarsloven, men at den pågældende forælder ikke har del i forældremyndigheden over barnet.
Det er en forudsætning, at denne løsning i den konkrete situation anses for bedst for barnet.
Muligheden for efter en konkret vurdering af barnets bedste at fravige udgangspunktet i § 4 a i forældreansvarsloven skal anvendes restriktivt.
Muligheden kan f.eks. være relevant i tilfælde, hvor en forælder som kulmination på et forhold, hvor forælderen har været udsat for vold, slår sin samlever ihjel, og barnet har en meget tæt relation til den pågældende forælder, der tilsiger, at det er bedst for barnet, at denne forælder har forældremyndighed over barnet, eller at barnet har bopæl hos eller har samvær eller anden kontakt med forælderen.
Tilsvarende kan muligheden for at fravige udgangspunktet efter en konkret vurdering eksempelvis være relevant i tilfælde, hvor den ene forælder har udsat den anden forælder for vold over en længere periode, og hvor voldsofferet i affekt begår grov vold mod den forælder, der har udøvet volden.
Endvidere bør muligheden for at fravige udgangspunktet overvejes, hvor forælderen for en længere årrække siden er dømt for en mindre alvorlig voldshændelse, der dog blev klassificeret som grov vold, forælderen og offeret ikke havde en nær relation, den anden forælder har været vidende om kriminaliteten under forældrenes samlivsforhold, barnet og forælderen har et nært og godt forhold, og der i øvrigt ikke er forhold, der tilsiger, at det ikke vil være til barnets bedste at opretholde kontakten med forælderen.
Muligheden for at fravige udgangspunktet kan endvidere have særlig relevans i tilfælde, hvor begge forældre er dømt for kriminalitet omfattet af § 4 a.
Vurderingen af barnets bedste, barnets trivsel og beskyttelsen af barnet skal i sager omfattet af § 4 a i forældreansvarsloven være baseret på en dybdegående og tværfaglig undersøgelse.
Der skal foretages en børnesagkyndig undersøgelse og som klart udgangspunkt ligeledes en belysning af forælderens personlige egenskaber og evne til at drage omsorg for barnet.
Det vil i de fleste sager endvidere være relevant at indhente oplysninger efter bestemmelserne herom i kapitel 10 i Familieretshusloven fra den kommune, der er forpligtet til at yde støtte til barnet efter barnets lov.
Der skal som led i oplysningen af sagen som udgangspunkt også afholdes en børnesamtale.
Barnets egne synspunkter skal tillægges vægt alt efter barnets alder og modenhed.
Det skal dog understreges, at barnets synspunkter ikke kan stå alene, da der kan være situationer, hvor barnet ikke kan overskue konsekvenserne af sine udtalelser, f.eks. hvis forælderen er dømt for seksuelle overgreb, barnet og forælderen har et usundt psykisk afhængighedsforhold, eller barnet føler sig presset til at bevare kontakten til forælderen.
I vurderingen af barnets bedste har § 4, 2. pkt., i forældreansvarsloven betydning, idet Familieretshuset og familieretten efter denne bestemmelse skal have fokus på, at afgørelser efter forældreansvarsloven skal medvirke til at sikre barnets trivsel og beskytte barnet mod vold eller anden behandling, der udsætter barnet for skade eller fare, herunder at beskytte barnet mod at være vidne til vold.
2.1.2.3.
Oplysning af sagen i forhold til strafbare forhold omfattet af § 4 a
Familieretshuset kan i forbindelse med oplysningen af sagen omfattet af § 4 a, stk. 1, i forældreansvarsloven efter bestemmelsens stk. 2 indhente oplysninger om en part fra Kriminalregisteret, hvis der foreligger mistanke om, at parten er idømt ubetinget fængselsstraf eller dømt til anbringelse efter § 68, 2. pkt., eller § 69 i straffeloven eller til forvaring efter § 70 i straffeloven personfarlig kriminalitet af grovere karakter, der er omfattet af § 4 a, stk. 1.
Der henvises til § 20 i bekendtgørelse om behandling af personoplysninger i Det Centrale Kriminalregister (Kriminalregisteret).
Hvis det må lægges til grund, at en forælder har begået kriminalitet omfattet af § 4 a, og denne forælder undlader at fremlægge straffedommen, kan Familieretshuset efter en konkret vurdering anvende bestemmelsen i § 11 i Familieretshusloven om processuel skadevirkning, jf. punkt 9.5.
Det bemærkes, at Familieretshuset ikke er forpligtet til af egen drift og uden noget grundlag i alle sager at søge oplyst, hvorvidt en forælder er dømt for kriminalitet omfattet af § 4 a.
2.1.3.
Barnets initiativret
Det fremgår af § 35 i forældreansvarsloven, at et barn, der er fyldt ti år, kan anmode Familieretshuset om at indkalde forældrene til et møde om forældremyndigheden, barnets bopæl eller samværet.
Når barnet henvender sig i Familieretshuset, er det Børneenheden, der har kontakten til barnet.
Det sikrer, at barnet mødes af medarbejdere, der har stor erfaring med og viden om børn i brudte familier, som kan yde børnesagkyndig rådgivning til barnet, og som kan hjælpe barnet med at sætte ord på sin hverdag, sine ønsker og sine perspektiver.
Derudover sikrer forankringen i Børneenheden, at barnet tilbydes støtte gennem Børneenhedens tilbud om f.eks. deltagelse i en børnegruppe.
Der henvises i denne forbindelse til punkt 2.1. i denne vejledning og punkt 7 i vejledning om Familieretshuset.
Et barn, der er fyldt ti år, har således en selvstændig ret til at anmode Familieretshuset om at indkalde forældrene til et møde med henblik på at få drøftet de forhold, som barnet ønsker, at forældrene skal forholde sig til.
Barnet kan f.eks. ønske et samvær ændret eller ophævet eller omvendt at skabe en kontakt med en forælder, det ikke for tiden har forbindelse med.
Barnet kan således benytte initiativretten til at gøre forældrene opmærksomme på sine ønsker.
Mødet vil som udgangspunkt være et vejledningsmøde, men der kan også ydes børnesagkyndig rådgivning under mødet.
Denne adgang for barnet til at foranledige, at forældrene indkaldes til et møde, kan virke som en ”redningskrans” for barnet i de situationer, hvor forældrene ikke sørger for at finde løsninger, der er hensigtsmæssige for barnet.
Børneenheden skal dog være opmærksom på, at der også kan være tilfælde, hvor barnets initiativret misbruges af en af forældrene på en sådan måde, at barnet tages som ”gidsel” i tvisten mellem forældrene om forældremyndighed, barnets bopæl eller samvær.
Hvis Børneenheden modtager en anmodning fra et barn, der er fyldt ti år, om, at forældrene indkaldes til et møde, har Børneenheden pligt til at indkalde forældrene og/eller barnet til et møde om de forhold, som barnet ønsker hjælp til.
Pligten gælder også i verserende sager, herunder i sager som er tæt på at blive afsluttede, idet barnets initiativret er en måde at synliggøre barnets perspektiv på.
Synliggørelsen af barnets perspektiv vil bl.a. kunne medvirke til, at forældrenes incitament til at finde løsninger, der tilgodeser barnets bedste, øges, samtidig med, at bestemmelsen kan være en ”redningskrans” for barnet.
I tilfælde hvor et barn udnytter sin initiativret på et tidspunkt, hvor en forælder har indgivet en ansøgning, som Familieretshuset agter at afvise, skal barnet også tilbydes hjælp.
At barnet udnytter sin initiativret betyder derimod ikke, at Familieretshuset ikke kan afvise forælderens ansøgning.
Gør barnet brug af initiativretten under en verserende sag, vil det således, selvom der allerede har været afholdt et møde med forældrene, kunne være nødvendigt at afholde et yderligere møde i sagen, idet afsættet for mødet nu vil være barnets henvendelse til Børneenheden.
Henvender barnet sig under en verserende sag, er det barnets kontaktperson i Børneenheden, der behandler henvendelsen og taler med barnet, hvis barnet har en kontaktperson.
Forældrene vil på mødet kunne finde løsninger, der tilgodeser barnets perspektiv, eller få mulighed for at anmode om en afgørelse med den virkning, at Familieretshuset skal behandle sagen.
Barnets initiativret ændrer således ikke på, at det kun er forældrene, som kan anmode om en afgørelse efter forældreansvarsloven.
Barnet har ikke selv egentlige partsbeføjelser.
Ved modtagelsen af en anmodning fra et barn, der er fyldt ti år, om indkaldelse af forældrene til et møde, skal Børneenheden, overveje, på hvilken måde barnet skal inddrages i sagen.
Det skal i den forbindelse bl.a. overvejes, om barnet skal deltage i mødet sammen med forældrene, eller om der skal afholdes en samtale med barnet inden mødet med forældrene med henblik på at finde frem til de problemstillinger, som barnet ønsker, at forældrene forholder sig til, samt at få klarhed over, hvorledes barnet ønsker at blive inddraget i sagen.
Barnet kan alene eller sammen med forældrene også tilbydes børnesagkyndig rådgivning.
Ved vurderingen af, hvorledes barnet skal inddrages, skal Børneenheden tage udgangspunkt i indholdet af henvendelsen fra barnet og barnets egne ønsker.
Børneenheden kan for at afdække barnets perspektiv og ønsker til inddragelse i sagen afholde et møde med barnet, men afklaringen kan også ske telefonisk.
Det beror på en konkret vurdering, hvilken fremgangsmåde Børneenheden vælger at benytte ved anmodninger efter § 35 i forældreansvarsloven.
Det beror også på en konkret vurdering, på hvilket tidspunkt forældrene skal underrettes om barnets henvendelse til Børneenheden.
Børneenheden skal være opmærksom på underretningspligten efter barnets lov, der beskrives nærmere i punkt 2.9., og notatpligten efter offentlighedsloven.
2.2.
Samarbejdschikane
Forældrenes evne til at samarbejde omkring barnet er et vigtigt element i vurderingen af barnets bedste efter forældreansvarsloven og derfor et forhold, der kan tillægges betydelig vægt ved afgørelser om forældremyndighed, barnets bopæl og samvær.
Samarbejdschikane kan udøves af begge forældre, og et manglende samarbejde kan således bero på både bopælsforælderens og samværsforælderens forhold.
Da samarbejdschikane således kan rette sig mod både bopælsforælderen og samværsforælderen, anvendes begrebet ”samarbejdschikane” i stedet for ”samværschikane”.
Samarbejdschikane fra bopælsforælderens side kan f.eks. komme til udtryk i form af samværschikane.
Hvis konflikterne omkring samarbejdet og barnet skyldes, at den ene forælder uden påviselig grund har forsøgt at hindre den anden forælders kontakt til barnet, kan dette få betydning for afgørelsen om forældremyndighed eller om barnets bopæl.
Dette skyldes, at der ved afgørelser efter forældreansvarsloven må anlægges et fremtidsorienteret børneperspektiv, og at det i den forbindelse må tillægges stor vægt, hvem af forældrene der har bedst evne til at samarbejde og dermed på længere sigt kan sikre barnets samvær med den anden forælder.
Det samme gør sig gældende i relation til samarbejdschikane fra samværsforælderens side.
En samværsforælders manglende samarbejde eller chikane af bopælsforælderen og dennes familie, f.eks. i form af vedvarende trusler om vold, eller det forhold at samværsforælderen konstant opsøger eller kontakter familien uden for det aftalte tidsrum, eventuelt på trods af et tilhold, er således forhold, der kan indgå i vurderingen af, hvem af forældrene der må anses for at være bedst til at samarbejde omkring barnet.
Samarbejdschikane kan f.eks. også komme til udtryk ved, at samværsforælderen hindrer forældrenes samarbejde ved vedvarende og uden rimelig grund at rette henvendelse til Familieretshuset, kommunen eller andre myndigheder med anmodninger eller anmeldelser mod den anden forælder el.lign., eller gennem uberettigede tilbageholdelser af barnet efter endt samvær og lign.
at medvirke til, at forældrenes samarbejde lider skade på en sådan måde, at det går ud over barnet.
Familieretshuset skal være særligt opmærksom på sager, hvor der foreligger samarbejdschikane, og skal hurtigt gribe ind over for samarbejdschikanen.
Dette skyldes, at det kan være en stor belastning for barnet, hvis den ene forælder konstant hindrer den anden forælders kontakt til barnet eller vanskeliggør et samarbejde om barnet.
Derudover følger det af § 19, stk. 1 og 2, i forældreansvarsloven, at barnet har ret til samvær med den forælder, som barnet ikke har bopæl hos, og at forældrene har et fælles ansvar for, at barnet har samvær.
Samarbejdschikane vil i sammenhæng med familiens øvrige problemstillinger kunne føre til, at sagen visiteres til behandling som en § 7-sag.
I § 7-sagerne mødes forældrene med en tværfaglig tilgang, og der vil blive gennemført en børnesagkyndig undersøgelse, medmindre det ikke er nødvendigt for afgørelsen af sagen.
Behandlingen af § 7-sager er nærmere beskrevet i punkt 2.8. i denne vejledning og i punkt 6 i vejledning om Familieretshuset.
Hvis der i en sag, der behandles som en § 6-sag, fremkommer påstande om samarbejdschikane, kan det være relevant, at der gennemføres en børnesagkyndig undersøgelse.
Gennemførelse af en børnesagkyndig undersøgelse kan dog f.eks. undlades, hvis der for nyligt er gennemført en børnesagkyndig undersøgelse, som også i den nye sag dækker behovet.
Der henvises i øvrigt til vejledning om børnesagkyndige undersøgelser.
Den børnesagkyndige undersøgelse har i både § 6-sagerne og § 7-sagerne til formål at afklare, hvad årsagen er til samarbejdschikanen, herunder f.eks. hindringen af samværet.
Det er vigtigt tidligt at få afdækket konfliktens kerne og herefter gennem Familieretshusets tilbud om konflikthåndtering og rådgivning at forsøge at få forældrene til at forstå barnets perspektiv, så årelange tovtrækkerier og konflikter omkring barnet undgås.
Familieretshuset kan i sager med samarbejdschikane efter en konkret vurdering også beslutte at indhente en sagkyndig erklæring om den forælder, der udøver samarbejdschikane.
Dette gælder både i sager, der behandles som § 6-sager og § 7-sager.
Den sagkyndige erklæring skal under hensyn til det konkrete barns forhold fokusere på forælderens forudsætninger for at tage vare på barnet.
En sagkyndig erklæring kan således på et tidligt tidspunkt i sagsbehandlingen være med til at afklare, i hvilket omfang den pågældende forælder kan drage omsorg for barnet, herunder ved at samarbejde med den anden forælder om barnet.
Samtidig kan indhentningen af en sagkyndig erklæring være en måde at skærme barnet mod inddragelse i sagen.
Der henvises til vejledning om børnesagkyndige undersøgelser.
Endelig er det afgørende, at Familieretshuset under behandlingen af en sag, hvor der er samarbejdschikane, har fokus på barnet og dets trivsel.
Barnet kan under sagens forløb støttes gennem tilbuddene i Børneenheden, herunder kontaktpersonordningen.
Der henvises i den forbindelse til punkt 2.1. i denne vejledning og punkt 7 i vejledning om Familieretshuset.
Samarbejdschikane kan i visse tilfælde have et sådant omfang og kan påvirke barnet på en sådan måde, at der er bekymring for barnets trivsel.
Familieretshuset kan i sådanne tilfælde under behandlingen af sagen træffe en midlertidig afgørelse om ophævelse af samværet, hvis der er akut behov for at friholde barnet fra forældrenes konflikt.
Familieretshuset bør, hvis påstanden om samarbejdschikane bekræftes under oplysningen af sagen, vejlede den forælder, som ikke udøver samarbejdschikane, om muligheden for at starte en sag om andre dele af forældreansvaret.
Dvs. hvis chikanen udøves af samværsforælderen, at bopælsforælderen kan ansøge om ophør af samvær, og hvis chikanen udøves af bopælsforælderen, at samværsforælderen kan søge om at blive bopælsforælder.
2.3.
Digital ansøgning
Henvendelse om anmeldelse vedrørende en aftale, om anmodning om en afgørelse, om anmodning om at en afgørelse truffet af Familieretshuset indbringes for familieretten og om klage efter § 41, stk. 2, i forældreansvarsloven skal efter § 31 i forældreansvarsloven indgives til Familieretshuset ved brug af Familieretshusets digitale selvbetjeningsløsning.
Det sikres derved, at henvendelsen bliver screenet og kan visiteres.
Den digitale henvendelse er kommet frem, når den er tilgængelig for Familieretshuset.
Kravet om anvendelse af digital selvbetjening gælder ikke anmodninger, der indgives af en offentlig myndighed, og anmodninger om midlertidige afgørelser.
Endvidere omfatter kravet om anvendelse af den digitale selvbetjeningsløsning ikke partenes korrespondance med Familieretshuset under behandlingen af sagen.
Familieretshuset afviser henvendelser, der ikke er indgivet ved brug af digital selvbetjening.
Det gælder dog ikke, hvis borgeren er omfattet af bestemmelserne i § 31, stk. 2 eller 3.
Efter § 31, stk. 2, skal Familieretshuset tilbyde, at henvendelsen kan indgives på anden måde end digitalt, hvis der foreligger særlige forhold, der gør, at borgeren ikke må kunne forventes at anvende digital selvbetjening.
Efter § 31, stk. 3, skal Familieretshuset herudover undlade at afvise en henvendelse, der ikke er indgivet ved brug af den digitale selvbetjeningsløsning, hvis der ud fra en samlet økonomisk vurdering er klare fordele for Familieretshuset ved at modtage anmeldelsen eller anmodningen på anden måde end digitalt, eller hvis det må antages at være bedst for barnet, at henvendelsen ikke afvises.
Det bemærkes, at kravet om anvendelse af digital selvbetjening ikke gælder for borgere, der er fritaget for Digital Post, jf. lov om fravigelse fra obligatorisk digital selvbetjening.
Borgere, der er fritaget for Digital Post, har således ret til at blive tilbudt et alternativ til digital selvbetjening, hvis de ikke ønsker at anvende den digitale selvbetjeningsløsning.
Der er ikke krav om, at borgeren skal dokumentere fritagelsen for Digital Post.
Familieretshuset kan kontrollere borgerens tilmeldingsstatus til Digital Post ved opslag i Digital Post-løsningens kontaktregister.
Det er Familieretshuset, der ud fra et konkret skøn vurderer, om der foreligger særlige forhold, et helt ekstraordinært tilfælde eller om det må anses for bedst for barnet, at en anmodning ikke afvises.
Ved vurderingen af, om der foreligger særlige forhold, skal der lægges vægt på borgerens beskrivelse af egne evner og muligheder for at anvende it-værktøjer og eventuelle problemer med at søge om hjælp, ligesom medarbejderen hos Familieretshuset ud fra en helhedsvurdering af borgeren må bedømme, om borgeren kan ansøge digitalt efter modtagelse af hjælp hertil.
Vurderingen heraf kan normalt foretages ved Familieretshusets umiddelbare kontakt med borgeren.
Dette kan således som udgangspunkt ske uden yderligere undersøgelser.
Muligheden for at undtage fra kravet om anvendelse af digital selvbetjening skal imødekomme borgere med særlige behov.
Der kan for eksempel være tale om borgere med særlige handikap, herunder både psykiske og fysiske funktionsnedsættelser.
Borgere med særlige behov kan for eksempel også være borgere, der mangler digitale kompetencer, visse socialt udsatte borgere, borgere med psykiske lidelser, hjemløse, borgere med sprogvanskeligheder m.v. Der foreligger særlige forhold for disse borgere, hvis hjælp eller medbetjening fra Familieretshuset konkret vurderes ikke at være en egnet løsning til at muliggøre digital ansøgning.
I visse tilfælde vil Familieretshuset umiddelbart kunne vurdere, at borgerne ikke vil kunne ansøge digitalt, uden at Familieretshuset først har forsøgt medbetjening.
Der vil således kunne være tale om, at der foreligger særlige forhold for nogle af de borgere, der har særlige behov, der gør, at borgeren ikke kan ansøge digitalt.
Tilsvarende vil der også være borgere fra de nævnte grupper, der kan ansøge digitalt, eventuelt efter medhjælp, og derfor skal ansøge digitalt.
Et eksempel på, hvor der kan foreligge særlige forhold, der gør, at borgeren ikke kan ansøge digitalt, er en gangbesværet uden PC eller uden digitale kundskaber, der henvender sig telefonisk til Familieretshuset for at blive undtaget fra at indgive en anmodning digitalt.
Særlige forhold vil eksempelvis også kunne foreligge, hvor en socialt udsat borger ikke selv kan ansøge digitalt, og det ikke giver mening at forlange, at borgeren henvender sig eksempelvis på borgerservice eller biblioteket for at få hjælp til digital ansøgning.
Særlige forhold kan endvidere foreligge, hvor en borger er indsat i fængsel eller institutionsanbragt og af den grund ikke har adgang til en computer eller lignende digital platform, hvorfor borgeren ikke kan ansøge digitalt.
Der vil være situationer, hvor det er de sociale myndigheder, sagsbehandlere eller andre, der sørger for, at borgeren alligevel får søgt på anden vis eksempelvis telefonisk, ved personligt fremmøde eller skriftligt i et fysisk dokument.
Også hvor der er tale om borgere med store sprogvanskeligheder, herunder borgere der ikke behersker dansk eller et andet sprog, der anvendes i selvbetjeningsløsningen, eller som lider af svær ordblindhed, kan Familieretshuset i det enkelte tilfælde vurdere, at der foreligger særlige forhold, der gør, at en anden kommunikationskanal end den digitale er bedst egnet.
Det må endvidere anses for et særligt forhold, hvis ansøgeren ikke kan få MitID og derfor ikke kan anvende den digitale løsning.
Forudsætningen for at få MitID er, at privatpersonen er over 13 år og har den nødvendige legitimation for sin identitet.
MitID kan udstedes ved digital selvbetjening eller i borgerservice ved fysisk fremmøde.
De nærmere regler for udstedelse af MitID er fastsat i bekendtgørelse om MitID til privatpersoner.
Nærmere information om udstedelse af MitID fås på www.mitid.dk.
Der er mulighed for at få MitID ved digital selvbetjening med dansk, grønlandsk eller færøsk pas eller med udenlandsk pas/ID-kort med chip.
MitID kan som nævnt også udstedes ved fremmøde i borgerservice, som ved hjælp af gyldig legitimation m.v. verificerer privatpersonens identitet.
Hvor der foreligger særlige forhold, er det Familieretshuset, der beslutter på hvilken måde, ansøgningen i givet fald skal indgives.
Ansøgning på en anden måde kan for eksempel indebære telefonisk eller personlig betjening, anvendelse af blanketter eller anden skriftlig eller digital kommunikation.
Familieretshuset skal ved anvisning af alternativ kommunikationskanal tage hensyn til den enkelte borgeres vanskeligheder, herunder årsagen til at borgeren ikke kan ansøge digitalt.
Ud over særlige forhold hos borgeren kan der også helt ekstraordinært forekomme situationer, hvor omstændighederne ved ansøgningen eller Familieretshusets forhold gør, at henvendelse ikke kan ske ved anvendelse af
Teksten fortsætter i den officielle kilde.
