Beta
RETSINFO 10111/2023
RETSINFO 10111/2023 — Vejledning om udgang til indsatte, der udstår fængselsstraf eller forvaring i kriminalforsorgens institutioner (udgangsvejledningen)
Beta. Juridisk information, ikke juridisk rådgivning. Tjek den officielle kilde for den gældende tekst.
Analysér denne lov med AITekst
Afsnit I
Indledende bemærkninger
Kapitel 1
Indledning
1.
Reglerne om udgang til indsatte findes navnlig i straffuldbyrdelseslovens §§ 46-49 a, 50, 50 a, i bekendtgørelse om udgang til indsatte, der udstår fængselsstraf eller forvaring i kriminalforsorgens institutioner (udgangsbekendtgørelsen) og i cirkulære om behandling m.v. af sager om udgang til indsatte, der udstår fængselsstraf eller forvaring i kriminalforsorgens institutioner.
2.
Vejledningen gælder for personer, der udstår fængselsstraf eller forvaring.
Om udgang til varetægtsarrestanter, der i medfør af § 777 i lov om rettens pleje (retsplejeloven) er anbragt i institution for personer, der udstår fængselsstraf eller forvaring, henvises til retsplejelovens § 771, stk. 5, og § 777, 4. pkt., og til udgangsbekendtgørelsens § 3.
Reglerne om udgang til øvrige varetægtsarrestanter findes i bekendtgørelse om ophold i varetægt (varetægtsbekendtgørelsen).
3.
Om andre regler, der har særlig relevans i forhold til ovennævnte regler om udgang, henvises til
1) bekendtgørelse om anbringelse og overførsel af personer, som skal udstå fængselsstraf eller forvaring (anbringelses- og overførselsbekendtgørelsen),
2) bekendtgørelse om udståelse af strafcelle, anvendelse af forhørscelle og behandlingen af disciplinærsager i fængsler og arresthuse (disciplinærstrafbekendtgørelsen),
3) bekendtgørelse om tilladelse til strafafbrydelse (strafafbrydelsesbekendtgørelsen),
4) bekendtgørelse om anbringelse af dømte i institution m.v. uden for fængsel eller arresthus (§ 78-bekendtgørelsen),
5) Justitsministeriet, Direktoratet for Kriminalforsorgens cirkulæreskrivelse om togrejser med DSB samt om tilskud til klienters rejseudgifter,
6) Direktoratet for Kriminalforsorgens cirkulæreskrivelse om retningslinjer for ledsaget udgang (udgangsledsagerinstruksen),
7) Direktoratet for Kriminalforsorgens skrivelse om retningslinjer for gruppevise udflugter m.v. fra kriminalforsorgens institutioner,
8) Direktoratet for Kriminalforsorgens cirkulæreskrivelse vedrørende ordningen om underretning af den forurettede om den dømtes første uledsagede udgang og løsladelse mv. samt om den dømtes medvirken i tv- eller radioprogrammer eller portrætinterview, og
9) Direktoratet for Kriminalforsorgens cirkulæreskrivelse om høring af politiet inden der gives tilladelse til udgang eller træffes afgørelse om prøveløsladelse i sager vedrørende dømte med tilknytning til en rocker- eller bandegruppering mv.
Kapitel 2
Straffuldbyrdelsesloven
4.
I lovens § 46, stk. 1-2, er fastsat de formål, hvortil der kan gives udgang, og visse generelle forudsætninger for, at en indsat kan få tilladelse til udgang.
Derudover fremgår det af § 46, stk. 3
og 4, at udgang afskæres for visse kategorier af indsatte i visse tilfælde samt for indsatte, der er idømt disciplinærstraf for besiddelse mv. af mobiltelefon eller lignende kommunikationsudstyr.
I lovens § 47 er det fastsat, at tilladelse til udgang gives for et bestemt tidsrum, der medregnes til straffetiden.
§ 48 regulerer de vilkår, der skal og kan fastsættes for tilladelse til udgang, og § 49 regulerer adgangen til at tilbagekalde tilladelse til udgang og ændre vilkårene for tilladelsen på grund af udeblivelse fra udgang eller anden vilkårsovertrædelse eller på grund af nye oplysninger, der giver grund til at antage, at der er en misbrugsrisiko.
I lovens § 49 a er der fastsat en tidsmæssig grænse for, hvornår livstidsdømte og forvaringsdømte, der er dømt for overtrædelse af en bestemmelse, som hjemler straf af fængsel på livstid, får mulighed for at opnå tilladelse til udgang.
5
.
Endvidere indeholder lovens § 50 en bemyndigelse for justitsministeren til at fastsætte regler om tilladelse til udgang.
I den forbindelse gives mulighed for at bestemme, at tilladelse til udgang først kan gives efter ophold i et bestemt tidsrum i institutionen og efter udståelse af en bestemt del af straffen samt at tilladelse til udgang ikke kan gives i et tidsrum af 3 måneder fra indsættelsen, hvis den indsatte uden lovlig grund er udeblevet efter tilsigelse til afsoning.
Det kan endvidere bestemmes, at den indsatte, hvis tilladelse til udgang afslås på grund af fare for misbrug, eller hvis udgangstilladelse tilbagekaldes på grund af misbrug eller fare herfor, er afskåret fra i et bestemt tidsrum at forlange en afgørelse af spørgsmålet om tilladelse til udgang (udgangskarantæne).
6.
I lovens § 50 a, stk. 1-4, er fastsat de betingelser, der skal være opfyldt for, at der – som et normalt led i afsoningen - kan ske udstationering til eget hjem med fodlænke eller til udslusningsfængsel.
Derudover fremgår det af § 50 a, stk. 5, at indsatte, der er dømt for overtrædelse af straffelovens § 216 eller § 225, jf. § 216, ikke kan udstationeres til egen bopæl under intensiv overvågning og kontrol efter § 50 a.
Endelig fremgår det af § 50 a, stk. 6, at lovens § 46, stk. 3, finder anvendelse ved udstationering i medfør af § 50 a.
Lovens § 50 b indeholder en bemyndigelse for justitsministeren til at fastsætte regler om udstationering til egen bopæl med fodlænke eller til udslusningsfængsel, herunder om behandling af sager om udstationering, om vilkår, om kontrol og tilsyn m.v., og om tilbagekaldelse af tilladelser til udstationering.
Kapitel 3
Udgangsbekendtgørelsen
7.
Bekendtgørelsen er delt op i tre afsnit.
Afsnit I (kapitel 1-7) om fællesregler indeholder nogle indledende bestemmelser og bestemmelser om kompetence, betingelser for udgang, høring, fratagelse af mulighed for udgang på grund af udeblivelse efter tilsigelse til afsoning uden lovlig grund, udgangskarantæne og ikendelse af disciplinærstraf, særlige sagsbehandlingsregler, samt udgangsbevis og vederlag m.v. Afsnit II (kapitel 8-15) om de enkelte udgangsformer indeholder bestemmelser om udgang til særlige formål, udgang med henblik på at besøge bestemte personer, frigang, udstationering og udflugter m.v. Afsnit II indeholder endvidere regler om administrativ klageadgang.
Kapitel 4
Visse cirkulærer m.v. om behandling af sager om udgang
8.
De vigtigste regler om behandling af sager om udgang fremgår af nedenstående cirkulærer mv.
Direktoratet for Kriminalforsorgens cirkulære om behandling m.v. af sager om udgang til indsatte, der udstår fængselsstraf eller forvaring i kriminalforsorgens institutioner
Cirkulæret er rettet til kriminalforsorgsområderne og politiet og indeholder blandt andet regler om kriminalforsorgsområdernes afgivelse af indstilling, fremgangsmåden ved høring af politidirektøren, underretning af andre myndigheder om tilladelse til udgang eller udeblivelse fra udgang, samt udlevering af udgangsbevis.
Cirkulæret har endvidere et kapitel om sagsbehandling m.v. i forbindelse med udstationering til egen bopæl med fodlænke.
Direktoratet for Kriminalforsorgens cirkulæreskrivelse om høring af politiet inden der gives tilladelse til udgang eller træffes afgørelse om prøveløsladelse i sager vedrørende dømte med tilknytning til en rocker- eller bandegruppering mv.
Cirkulæret er rettet til kriminalforsorgsområderne og indeholder blandt andet regler om sagsbehandlingen i sager, hvor den indsatte har tilknytning til en rocker- eller bandegruppering mv.
Vejledning om kriminalforsorgens behandling af udgangssager
Vejledningen er udarbejdet af Koncern Klientsagsbehandling og er rettet til politiet og anklagemyndigheden.
Vejledningen omhandler regler og praksis i sager om udgang til besøg hos bestemte personer.
Notat om praksis for anbringelse, udgang, overførsel og prøveløsladelse i sager vedrørende dømte med straf på fængsel i 8 år og længere tidsbestemt straf.
Notatet er udarbejdet af Koncern Klientsagsbehandling og er rettet til kriminalforsorgsområderne.
Direktoratet for Kriminalforsorgens cirkulæreskrivelse vedrørende ordningen om underretning af den forurettede om den dømtes første uledsagede udgang og løsladelse mv. samt om den dømtes medvirken i tv- eller radioprogrammer eller portrætinterview.
Cirkulæret er rettet til kriminalforsorgsområderne og indeholder blandt andet regler for proceduren ved underretningen af den forurettede i de tilfælde, hvor politiet har bestemt, at der skal ske underretning om den indsattes første uledsagede udgang mv. samt optræden i medierne.
Afsnit II
Fællesregler
Kapitel 5
Indflydelse på straffetiden
9.
Tilladelse til udgang gives for et bestemt tidsrum, der medregnes i straffetiden, jf. straffuldbyrdelseslovens § 47.
Kapitel 6
Kompetence
10.
Blandt andet straffens længde er afgørende for, om kompetencen til at tillade udgang ligger i kriminalforsorgsområdet eller i Direktoratet for Kriminalforsorgen.
Det er således udgangspunktet, at kriminalforsorgsområderne kan tillade udgang til indsatte med tidsbestemte straffe, mens kompetencen ligger i Direktoratet for Kriminalforsorgen, for så vidt angår udgang til indsatte, der udstår straf af fængsel på livstid eller forvaring.
11.
Udgangsbekendtgørelsens §§ 4-7 angiver kompetencereglerne for at træffe afgørelse om udgang til indsatte i henholdsvis åbne og lukkede institutioner.
Kompetenceforholdene i forbindelse med sager, hvor der er uenighed mellem kriminalforsorgsområdet og den politidirektør, der har behandlet straffesagen, fremgår af udgangsbekendtgørelsens § 8, stk. 1.
Bekendtgørelsens § 8, stk. 3, omhandler kompetencen i sager, hvor der er uenighed mellem kriminalforsorgsområdet og de sociale myndigheder om vilkårsfastsættelsen ved udgang til indsatte, der er omfattet af høringsreglen i bekendtgørelsens §
20.
12.
Bekendtgørelsens § 9 angiver kompetencereglerne for særlige grupper af indsatte.
Det er efter bestemmelsens stk. 1, nr. 1-3, Direktoratet for Kriminalforsorgen, som træffer afgørelse om udgang til indsatte, der er 1) dømt for terror eller anden kriminalitet omfattet af straffelovens kapitel 12 eller 13, 2) dømt for politisk motiveret kriminalitet eller 3) indberettet af kriminalforsorgen til Rigspolitiet på grund af bekymring for radikalisering eller ekstremisme.
Vedrørende indsatte, der er dømt for ”politisk motiveret kriminalitet” bemærkes, at kriminalforsorgsområdet ved modtagelse af en dom til fuldbyrdelse skal være opmærksom på, om der er anført forhold i dommen, som tyder på, at den pågældendes kriminalitet er politisk motiveret, uden at forholdet er omfattet af straffelovens kapitel 12 eller 13.
Der henvises til skrivelse af 22. maj 2015 fra Center for Straffuldbyrdelse om høring af politiet om udgang og prøveløsladelse vedrørende klienter, hvor institutionen har indberettet om bekymrende adfærd og/eller klienten er dømt for terror eller politisk motiveret kriminalitet.
Derudover henvises til pkt. 18 nedenfor, hvoraf det bl.a. fremgår, at kriminalforsorgsområdet kan give afslag på udgang til de indsatte, der er omfattet af § 9, stk. 1, nr. 1-3, medmindre kriminalforsorgsområdet har anmodet politidirektøren om en udtalelse.
Efter bekendtgørelsens § 9, stk. 1, nr. 4, er det endvidere direktoratet, der træffer afgørelse om udgang til udenlandske indsatte, der skal udvises, medmindre der er tale om udgang med ledsagelse efter § 31, stk. 1, eller den pågældende udstår straf i åben institution alene for overtrædelse af udlændingelovens regler om opholds-, melde- og underretningspligt og er mødt til afsoning fra fri fod.
Kriminalforsorgsområdet kan dog give afslag på udgang, jf. § 9, stk. 2, 2. pkt.
Bekendtgørelsens § 9, stk. 3, er en særlig kompetenceregel vedr.
udstationering efter straffuldbyrdelseslovens § 50 a, jf. kapitel 11, samt kapitel 12 og kapitel 13 af indsatte, som for at forebygge overgreb på medindsatte, personale eller andre i institutionen er anbragt i lukket fængsel, eller som er overført til lukket fængsel i medfør af straffuldbyrdelseslovens § 25, stk. 1, nr. 4 (negativt stærke indsatte).
Det er her i alle tilfælde direktoratet, der har kompetencen til at give tilladelse til udstationering.
Kriminalforsorgsområdet kan give afslag på udstationering.
Efter § 9, stk. 4, er det Direktoratet for Kriminalforsorgen, der træffer afgørelse om udgang på grund af helt særlige omstændigheder i tilfælde, hvor udgang ikke kan finde sted på grund af disciplinærstraf for besiddelse mv. af mobiltelefon eller lignende kommunikationsudstyr, jf. straffuldbyrdelseslovens § 46, stk. 4.
Kriminalforsorgsområdet kan dog træffe afgørelse, hvis der er tale om udgang til de formål, der nævnes i udgangsbekendtgørelsens § 31, stk. 1.
Kriminalforsorgsområdet kan endvidere give afslag på udgang til øvrige formål.
13.
De fælles regler i udgangsbekendtgørelsens afsnit I gælder alle indsatte, medmindre andet er anført.
Kapitel 7
Misbrugsvurdering
14.
Udgang er forudsat som et regelmæssigt led i fuldbyrdelsen af fængselsstraf.
Der er således en formodning for, at indsatte under afsoning får udgang.
Formodningen for udgang gælder imidlertid ikke i samme grad i de tilfælde, hvor der skal udvises særlig forsigtighed ved misbrugsvurderingen.
15.
Tilladelse til udgang forudsætter, at der ikke er bestemte grunde til at antage, at den indsatte i forbindelse med udgang vil begå ny kriminalitet, unddrage sig fortsat straffuldbyrdelse eller på anden måde misbruge udgangstilladelsen, og at hensynet til retshåndhævelsen ikke i øvrigt taler imod udgangstilladelsen, jf. straffuldbyrdelseslovens § 46, stk. 1, nr. 2-3, samt at der er et godkendt udgangsformål.
16.
Misbrugsvurderingen baseres på den indsattes aktuelle forhold og forhold under eventuel tidligere afsoning.
I denne forbindelse skal blandt andet indgå oplysninger om disciplinære forseelser i institutionen, i det omfang disse kan give anledning til at formode, at der er risiko for, at den pågældende misbruger udgangen.
Ved vurderingen af risikoen for misbrug af udgangstilladelsen skal det, jf. straffuldbyrdelseslovens § 46, stk. 2, og udgangsbekendtgørelsens § 2, stk. 1, tillægges særlig vægt, hvis den indsatte
1)
er dømt for farlig kriminalitet og ikke har været løsladt i tiden mellem dom og strafudståelse,
2)
under strafudståelsen er undveget eller har forsøgt herpå,
3)
under strafudståelsen har begået strafbart forhold,
4)
under strafudståelsen er udeblevet fra en tidligere udgang eller i øvrigt har misbrugt en tilladelse til udgang,
5)
under en tidligere strafudståelse har foretaget handlinger som nævnt i nr. 2-4, uden at betingelserne for uledsaget udgang senere blev fundet opfyldt,
6)
ikke er mødt til afsoning i overensstemmelse med tilsigelsen,
7)
inden for de sidste 3 år har været løsladt efter udståelse af mindst 2 fængselsstraffe, og nu udstår fængselsstraf for forhold, der helt eller delvis er begået inden for 6 måneder efter sidste løsladelse,
8)
er afhængig af euforiserende stoffer,
9)
har indtaget euforiserende stoffer under afsoningen, eller
10)
skal udvises af landet ved løsladelsen.
Det skal fremhæves, at det følger af straffuldbyrdelseslovens § 46, stk. 2, nr. 3-4, at såfremt en indsat tidligere har misbrugt en udgangstilladelse, skal dette tillægges særlig vægt ved vurderingen af risikoen for misbrug.
I relation til uledsaget udgang medfører dette, at hvis en indsat gentagne gange under den aktuelle afsoning har misbrugt en udgangstilladelse, herunder til at begå ny kriminalitet, skal dette i resten af afsoningstiden tillægges meget betydelig vægt ved vurderingen af, om den indsatte vil misbruge udgang, og således at udgang uden ledsager kun gives undtagelsesvist og som udgangspunkt først i slutningen af afsoningen.
Der skal i så fald som udgangspunkt fastsættes vilkår om, at den indsatte rejser direkte til og fra udgangsadressen og ikke forlader denne under udgangen, jf. også nedenfor pkt. 17-18.
Vedrørende vurderingen af misbrugsfaren, når der foreligger et positivt urinanalyseresultat, henvises til punkt 11 i Direktoratet for Kriminalforsorgens vejledning om undersøgelse af indsattes person og opholdsrum i kriminalforsorgens institutioner (undersøgelsesvejledningen).
Straffuldbyrdelseslovens § 49 a indebærer, at indsatte, der udstår fængselsstraf på livstid eller forvaring for overtrædelse af en bestemmelse, som hjemler straf af fængsel på livstid - som det klare udgangspunkt - ikke kan opnå tilladelse til udgang, før der er udstået 10 år af den idømte straf af fængsel på livstid, eller at vedkommende har været anbragt i forvaring i 10 år.
Ved vurderingen af, om en indsat, der er omfattet af straffuldbyrdelseslovens § 49 a, kan opnå tilladelse til udgang, inden der er forløbet 10 år, jf. punkt 59 og punkt 68, eller efter de 10 år er gået, vil der skulle foretages en konkret vurdering af, om udgang kan tillades, herunder i forhold til misbrugsrisikoen.
Hvis en tilladelse til udgang afslås på grund af fare for misbrug, kan det bestemmes, at den indsatte i et bestemt tidsrum er afskåret fra at forlange en afgørelse af spørgsmålet om tilladelse til udgang, jf. udgangsbekendtgørelsens § 22 (udgangskarantæne).
Om udgangskarantæne henvises i øvrigt til nedenstående pkt. 38-41.
17.
Kan der ikke bortses fra en vis misbrugsrisiko, vil udgang kunne gives med ledsager, hvis udgangsformålet taler for, at der gives tilladelse til udgang.
Der vil ligeledes med henblik på at mindske misbrugsrisikoen kunne fastsættes særvilkår for udgangen, f.eks. et vilkår om behandling mod misbrug af alkohol eller om, at den indsatte rejser direkte til og fra udgangsadressen.
18.
Der skal i øvrigt i hvert enkelt tilfælde foretages en konkret afvejning af formålet med den ansøgte udgang overfor den misbrugsrisiko, der må antages at foreligge, herunder også en vurdering af, hvilken form for kriminalitet risikoen eventuelt omfatter.
Ved denne afvejning skal der tages hensyn til varigheden af den resterende opholdstid indtil forventet løsladelse.
Der skal tillige tages hensyn til, om den pågældende befinder sig i en særlig risikosituation for undvigelse eller udeblivelse.
Særligt vedrørende misbrugsvurdering i forbindelse med udstationering til egen bopæl med fodlænke eller udslusningsfængsel i medfør af straffuldbyrdelseslovens § 50 a henvises til pkt. 94 nedenfor, ligesom der i forhold til udstationering til egen bopæl med fodlænke i medfør af udgangsbekendtgørelsens kapitel 13 henvises til pkt. 116 nedenfor.
Kapitel 8
Høring m.v.
Høring m.v. af politiet
19.
Inden der gives tilladelse til udgang (ledsaget eller uledsaget), skal kriminalforsorgsområdet i visse tilfælde indhente en udtalelse fra den politidirektør, der har behandlet straffesagen, jf. udgangsbekendtgørelsens § 15, stk. 1, og § 16, stk. 1.
Det er også politidirektøren, der skal høres, inden der gives tilladelse til ikke regelmæssig udgang til indsatte, der udstår straf af fængsel på livstid eller udstår forvaring, herunder indsatte omfattet af straffuldbyrdelseslovens § 49 a.
Se også punkt 25 nedenfor.
Sigtet med høringen af politiet er at belyse forhold af betydning for udgangsbetingelserne i straffuldbyrdelseslovens § 46, stk. 1, nr. 2 og 3, dvs. oplysninger om en eventuel misbrugsrisiko og om, hvorvidt hensynet til retshåndhævelsen taler imod udgangen.
Der skal efter
udgangsbekendtgørelsens § 15, stk. 1, nr. 1
, foretages en sådan høring, hvis den indsatte er dømt for farlig kriminalitet eller i øvrigt for lovovertrædelse af særlig grov eller professionel karakter.
Tilsvarende gælder en række andre tilfælde, hvor den indsatte har begået kriminalitet under undvigelse eller udgang, eller hvor den indsatte hyppigt recidiverer,
jf. udgangsbekendtgørelsens § 15, stk. 1, nr. 2-4
.
Særligt om høring vedrørende indsatte med tilknytning til rocker- eller bandegruppering
I tilfælde, hvor der er tale om udgang til indsatte, hvor politidirektøren i forbindelse med underretningen af kriminalforsorgen om, at den pågældende skal udstå fængselsstraf m.v., har oplyst, at den pågældende har tilknytning til en rocker- eller bandegruppering mv., eller hvis det på anden vis er oplyst, at den pågældende har en sådan tilknytning, skal der ligeledes foretages høring, jf.
udgangsbekendtgørelsens § 15, stk. 1, nr. 5.
Det bemærkes, at der vil være situationer, hvor politiet skal høres, selv om oplysningerne om tilknytning til en rocker- eller bandegruppering mv. ikke har været afgørende for kriminalforsorgens beslutning om placering af den dømte.
Der vil dermed også i forhold til f.eks. indsatte i åbne fængsler kunne være tilfælde, hvor der skal foretages høring.
I tilknytning til reglen i udgangsbekendtgørelsens § 15, stk. 1, nr. 5, bemærkes, at det fremgår af lovbemærkningerne til straffuldbyrdelsesloven (ændring af bl.a. straffuldbyrdelsesloven i foråret 2014), at der skal foretages høring, hvis institutionen (nu kriminalforsorgsområdet) under den pågældendes afsoning har en formodning om, at den pågældende har tilknytning til rocker- og bandemiljøet eller kendskab til, at den pågældende har tilknytning til en anden slags kriminel gruppe.
Det er fremhævet i lovbemærkningerne, at der ved høringen efter udgangsbekendtgørelsens § 15, stk. 1, nr. 5, skal gives politiet oplysning om den dømtes afsoningsforhold, som skønnes at kunne have relevans for politiets vurdering af sagen.
Det kan ifølge de nævnte lovbemærkninger f.eks. være oplysninger om, at en indsat, som tidligere har haft tilknytning til en rocker- eller bandegruppering mv. muligvis har frasagt sig sit medlemskab under afsoningen eller på anden måde kan være udtrådt af den pågældende gruppering.
Hvis kriminalforsorgsområdet, efter at have foretaget den første høring af politiet efter udgangsbekendtgørelsens § 15, stk. 1, nr. 5, finder, at betingelserne for udgang er opfyldt, skal der indhentes endnu en udtalelse fra politidirektøren, jf. udgangsbekendtgørelsens § 15, stk. 3.
Politiet vil i forbindelse med denne høring få mulighed for at udtale sig om de forhold, som har betydning for spørgsmålet om afskæring af udgang i henhold til straffuldbyrdelseslovens § 46, stk. 3.
Det gælder spørgsmålet om den pågældendes gruppetilknytning og spørgsmålet om, hvorvidt den pågældende gruppe er aktivt involveret i en verserende voldelig konflikt, og om der inden for gruppen har været anvendt skydevåben mv. som led i konflikten.
Der vil således være tilfælde, hvor der først kan træffes afgørelse vedrørende spørgsmålet om udgang, efter at der er indhentet 2 udtalelser fra politiet.
I tilfælde, hvor udgangstilladelse må afslås allerede på grundlag af en misbrugsvurdering eller på grund af hensynet til retshåndhævelsen, efter at en høring efter udgangsbekendtgørelsens § 15, stk. 1, nr. 5, har fundet sted, vil institutionen ikke skulle høre politiet om, hvorvidt udgang ikke kan ske efter straffuldbyrdelseslovens § 46, stk. 3.
Det fremgår af lovbemærkningerne til straffuldbyrdelseslovens § 46, stk. 3, at politiet ikke har pligt til at udtale sig.
Der vil således kunne forekomme tilfælde, hvor politiet skønner, at det af politimæssige eller efterforskningsmæssige grunde er mere hensigtsmæssigt at undlade at afgive en udtalelse.
Tilsvarende vil der kunne forekomme tilfælde, hvor politimæssige eller efterforskningsmæssige hensyn vil have indvirkning på omfanget og detaljeringsgraden af den udtalelse, som politiet afgiver.
Det fremgår endvidere af lovbemærkningerne, at afskæring af adgangen til udgang efter straffuldbyrdelseslovens § 46, stk. 3, vil bero på en politifaglig vurdering, og at det afgørende for, om udgang vil skulle nægtes, alene er, om der foreligger sådanne oplysninger fra politiet som nævnt i bestemmelsen.
Kriminalforsorgen vil ikke skulle foretage en prøvelse eller vurdering af politiets oplysninger.
Politiets oplysninger skal således ifølge lovbemærkningerne lægges uprøvet til grund af kriminalforsorgen.
Sagsbehandlingstiden i disse sager vil ofte være længere end i sager, hvor der kun skal foretages én høring af politiet.
Ved vurderingen af hvornår spørgsmålet om påbegyndelse af et udgangsforløb skal tages op til behandling, kan dette indgå i overvejelserne.
Særligt om høring vedrørende indsatte, der er dømt for terror m.v.
Efter
udgangsbekendtgørelsens § 15, stk. 1, nr. 6-8
, skal kriminalforsorgsområdet i de tilfælde, hvor kriminalforsorgsområdet finder, at betingelserne for udgang er opfyldt, anmode politidirektøren om at afgive en udtalelse, hvis den indsatte er 1) dømt for terror eller anden kriminalitet omfattet af straffelovens kapitel 12 eller 13, 2) dømt for politisk motiveret kriminalitet eller 3) indberettet af kriminalforsorgen til Rigspolitiet på brug af bekymring for radikalisering eller ekstremisme.
Politidirektøren skal herefter sende sin udtalelse direkte til Direktoratet for Kriminalforsorgen, som træffer afgørelse i sagen.
Finder kriminalforsorgsområdet på den anden side, at en indsat, der er omfattet af udgangsbekendtgørelsens § 15, stk. 1, nr. 6-8, skal have afslag på udgang, undlader kriminalforsorgsområdet at anmode politidirektøren om en udtalelse og træffer selv afgørelse om afslag på udgang.
Der henvises i øvrigt til punkt 12 ovenfor hvad angår ”politisk motiveret kriminalitet”.
Høring vedrørende udenlandske indsatte
Efter
udgangsbekendtgørelsens § 15, stk. 1, nr. 9
, skal der endvidere foretages høring vedrørende udgang til udenlandske indsatte, der skal udvises af landet, hvis straffesagen er behandlet i Danmark.
I tilfælde hvor det efter bekendtgørelsens § 9, stk. 1, nr. 4, er Direktoratet for Kriminalforsorgen, der træffer afgørelse i sagen, foretager kriminalforsorgsområdet sådan høring, inden der afgives indstilling til direktoratet.
Særligt vedrørende høring om udstationering efter straffuldbyrdelseslovens § 50 a
Efter
udgangsbekendtgørelsens § 15, stk. 2
, skal der foretages høring, inden der gives tilladelse til udstationering efter straffuldbyrdelseslovens § 50 a, om de forhold, der er nævnt i straffuldbyrdelseslovens § 50 a, stk. 1, nr. 2 (misbrugsrisikoen) og § 50 a, stk. 1, nr. 3 (retshåndhævelsen).
Hvis den indsatte allerede har tilladelse til udgang, skal politiet høres i de tilfælde, der er nævnt i § 15, stk. 1, nr. 5-9.
Hvis den indsatte ikke allerede har tilladelse til udgang, skal der foretages høring i de tilfælde, der er nævnt i § 15, stk. 1, nr. 1-9.
Høring vedrørende straffesager behandlet i udlandet
Sager vedr.
indsatte, hvis straffesag er behandlet i udlandet, behandles i kriminalforsorgsområderne efter de sædvanlige regler.
Da der ikke er nogen relevant dansk politimyndighed at høre, gælder reglerne om politihøring således ikke i disse sager.
Fritagelse for høring af politiet
20.
Bestemmelsen i udgangsbekendtgørelsens § 15, stk. 4, handler om fritagelse for høring i visse situationer.
For så vidt angår de indsatte, der nævnes i udgangsbekendtgørelsens § 15, stk. 1, nr. 1-4, skal høring ikke foretages, hvis den indsatte eksempelvis har været på fri fod mellem domfældelsen og indsættelsen i institutionen eller med hensyn til indsatte placeret på behandlingsafdelinger i forbindelse med behandlingsmæssige ledsagede udgange til f.eks. NA-møder, jf. i øvrigt udgangsbekendtgørelsens § 15, stk. 4.
Bestemmelsen i bekendtgørelsens § 15, stk. 4, omhandler ikke de indsatte, der nævnes i bekendtgørelsens § 15, stk. 1, nr. 5-9.
Der skal således altid foretages høring i de tilfælde, der er nævnt i bekendtgørelsens § 15, stk. 1, nr. 5-9, eksempelvis for så vidt angår indsatte, hvor politidirektøren i forbindelse med underretningen af kriminalforsorgen om, at den pågældende skal udstå fængselsstraf mv., har oplyst, at den pågældende har tilknytning til en rocker- eller bandegruppering mv., eller hvis det på anden vis er oplyst, at den pågældende har en sådan tilknytning, jf. udgangsbekendtgørelsens § 15, stk. 1, nr. 5.
Høring i bl.a. sager vedrørende indbrudskriminalitet
21.
Uanset reglerne i § 15 skal der foretages høring af politidirektøren, hvis forholdene i det enkelte tilfælde taler herfor, eller hvis politidirektøren i den enkelte sag har anmodet herom, jf. udgangsbekendtgørelsens § 16, stk. 1.
Det bemærkes, at direktoratet i særlige sager kan gøre kriminalforsorgsområdet opmærksom på, at forholdene taler for, at der skal foretages høring.
Finder politidirektøren, at der ikke bør gives tilladelse til udgang efter reglerne i kapitel 9 i særlige tidsrum, fordi der på grund af dom for indbrudstyveri er risiko for ny indbrudskriminalitet i det pågældende tidsrum, hvor mange private hjem står tomme, afgiver politidirektøren en udtalelse til kriminalforsorgen om denne risiko for misbrug i forbindelse med underretningen af kriminalforsorgen om, at personen skal udstå fængselsstraf m.v., jf. iværksættelsescirkulærets § 1, stk. 2 og udgangsbekendtgørelsens § 16, stk. 2.
De særlige tidsrum, hvor der på grund af dom for indbrudstyveri kan være risiko for ny indbrudskriminalitet, kan for eksempel være juleperioden, vinter-, påske- og efterårsferien og dele af sommerperioden.
Hvis ikke andet fremgår af politiets udtalelse, omfatter juleperioden tidsrummet fra den 23. december til og med den 3. januar, og påskeferien tidsrummet fra lørdag før palmesøndag til og med 2. påskedag.
Vinter- og efterårsferien omfatter henholdsvis ugerne 7-8 og 42, og dele af sommerperioden omfatter juli måned.
Politiets udtalelse om udgang i særlige tidsrum skal indgå i kriminalforsorgsområdets misbrugsvurdering i forbindelse med stillingtagen til spørgsmålet om udgang.
Det bemærkes, at der skal foretages høring af politidirektøren, hvis dette i øvrigt følger af reglerne i udgangsbekendtgørelsens kapitel 4.
Det bemærkes videre, at såfremt den indsatte har fået afslag på udgang i juleperioden, bør dette indgå i utilrådelighedsvurderingen, såfremt der måtte opstå spørgsmål om fremrykning af prøveløsladelsestidspunktet i juleperioden efter reglerne i løsladelsesbekendtgørelsens § 24.
Uenighedssager
22.
Er der uenighed mellem politidirektøren og kriminalforsorgsområdet om, hvorvidt betingelserne for udgang i straffuldbyrdelseslovens § 46, stk. 1, nr. 2 og 3, samt § 50 a, stk. 1, nr. 2 og 3, er opfyldt, træffes afgørelsen altid af Direktoratet for Kriminalforsorgen, jf. udgangsbekendtgørelsens § 8.
Det bemærkes, at afgørelse om tilladelse til udgang efter udgangsbekendtgørelsens §§ 5 og 7 i alle tilfælde træffes af Direktoratet for Kriminalforsorgen, uanset om der er uenighed mellem politidirektøren og kriminalforsorgsområdet om, hvorvidt betingelserne for udgang i straffuldbyrdelseslovens § 46, stk. 1, nr. 2 og 3, samt hhv.
§ 50 a, stk. 1, nr. 2 og 3, er opfyldt.
Tilsvarende gælder visse tilladelser til udgang til udenlandske indsatte, der skal udvises, jf. udgangsbekendtgørelsens § 9, stk. 1, nr. 4, og afgørelse om tilladelse til udstationering af de i udgangsbekendtgørelsens § 9, stk. 3, nævnte indsatte (negativt stærke indsatte).
For så vidt angår de indsatte, der er omfattet af udgangsbekendtgørelsens § 9, stk. 1, nr. 1-3, træffer direktoratet ligeledes i alle tilfælde afgørelse om tilladelse til udgang, men derudover gælder det særlige, at direktoratet også skal træffe afgørelse om afslag på udgang i de sager, hvor politidirektøren er anmodet om en udtalelse, jf. pkt. 19 ovenfor.
Ny høring om senere udgang af samme eller anden art
23
.
Hvis der er givet tilladelse til udgang, fremgår det af udgangsbekendtgørelsens § 15, stk. 5, at der ikke skal ske ny høring om senere udgang af henholdsvis samme eller anden art, medmindre der foreligger væsentligt ændrede omstændigheder, eller der er tale om udgang af anden art til de indsatte, der er nævnt i § 15, stk. 1, nr. 5-9.
Som væsentligt ændrede omstændigheder anses
f.eks. ophævelse af særvilkår om forbud mod at opsøge bestemte steder, personer eller lignende, ændring af udgangsadressen m.v. Det må i hvert enkelt tilfælde bero på en konkret vurdering, om der foreligger sådanne væsentligt ændrede omstændigheder.
Der skal som udgangspunkt høres igen ved overgang fra ledsaget til uledsaget udgang.
Dog kan det i forbindelse med høring over ledsaget udgang aftales, at der ikke skal høres igen ved eventuel overgang til uledsaget udgang.
Endvidere kan der i situationer, hvor der er tale om et samlet forløb med et antal ledsagede udgange med overgang til uledsaget udgang, høres over hele forløbet.
For så vidt angår indsatte, der har tilknytning til en rocker- eller bandegruppering mv., fremgår det i øvrigt af lovbemærkningerne til straffuldbyrdelseslovens § 46, stk. 3, at politiet efter omstændighederne i den konkrete sag i forbindelse med en høring efter udgangsbekendtgørelsens § 15, stk. 3, bør undlade at afgive udgangshindrende oplysninger i tilfælde, hvor der er spørgsmål om udgang til et særligt formål som nævnt i udgangsbekendtgørelsens § 31, stk. 1 eller 2.
Eksempelvis forudsættes det, at politiet i almindelighed ikke afgiver oplysninger, som afskærer den indsatte fra at komme på udgang efter straffuldbyrdelseslovens § 46, stk. 3, hvis formålet med udgangen er at deltage i en nærstående persons begravelse eller lignende.
I stedet vil politiet kunne henstille til, at den indsatte i givet fald ledsages af personale fra kriminalforsorgsområdet under udgangen.
Hvis der foretages høring efter udgangsbekendtgørelsens § 15, stk. 3, vedrørende en § 31-udgang, og udgang ikke afskæres efter straffuldbyrdelseslovens § 46, stk. 3, vil der således altid være tale om væsentligt ændrede omstændigheder, hvis den indsatte efterfølgende søger om udgang af samme eller anden art.
Der skal således foretages ny høring efter udgangsbekendtgørelsens § 15, stk. 3.
Tilsvarende vil der kunne foretages ny høring af politidirektøren efter udgangsbekendtgørelsens § 15, stk. 3, vedrørende en § 31-udgang, selv om politidirektøren tidligere har oplyst, at betingelserne for at afskære sædvanlig udgang er til stede.
Særligt vedrørende høring om udstationering til egen bopæl med fodlænke efter udgangsbekendtgørelsens kapitel 11 og 13 gælder, at der foreligger væsentligt ændrede omstændigheder, hvis den indsatte tidligere har haft udgang til en anden adresse end den adresse, som den indsatte skal udstationeres til.
Skriftlig eller telefonisk høring
24.
Høring af politidirektøren forudsættes at ske skriftligt.
Telefonisk høring bør alene ske i meget hastende sager, hvilket f.eks. kan være tilfældet ved udgang efter udgangsbekendtgørelsens § 31, stk. 1, nr. 1 og 2, og selv i disse undtagelsestilfælde bør kriminalforsorgsområdet anmode politidirektøren om efterfølgende at svare skriftligt.
Såfremt spørgsmålet skal forelægges for Direktoratet for Kriminalforsorgen vil dette tillige kunne ske telefonisk.
Høring af statsadvokaten m.v.
25.
Det fremgår af udgangsbekendtgørelsens § 18, at der, inden der gives tilladelse til regelmæssig udgang til indsatte, der udstår straf af fængsel på livstid eller forvaring, skal ske høring af den statsadvokat, som straffesagen henhører under.
Sådan høring skal endvidere ske, hvis der senere gives tilladelse til udgang, der vil medføre yderligere lempelser i afsoningsforløbet.
I forhold til høring, når der alene skal gives tilladelse til ikke regelmæssig udgang, henvises til pkt. 19 ovenfor.
Høring af statsadvokaten kan ske i forbindelse med et møde mellem statsadvokaterne og Direktoratet for Kriminalforsorgen, men kan også ske skriftligt efter forudgående drøftelse med direktoratet.
Det fremgår af udgangsbekendtgørelsens § 19, stk. 1, at der til brug for vurderingen af spørgsmålet om tilladelse til udgang omfattet af høringsreglen i bekendtgørelsens § 18 (dvs. regelmæssig udgang) til indsatte, der udstår forvaring, skal indhentes en erklæring fra speciallæge i psykiatri eller efter omstændighederne fra autoriseret psykolog.
Det fremgår af udgangsbekendtgørelsens § 19, stk. 2, at der også kan indhentes en erklæring som nævnt i § 19, stk. 1, for indsatte, der udstår fængselsstraf, hvis forholdene taler for det.
Endelig fremgår det af bekendtgørelsens § 19, stk. 3, at tilladelse til udgang til forvaringsdømte omfattet af straffuldbyrdelseslovens § 49 a, inden vedkommende har været anbragt i forvaring i 10 år, med henblik på at vurdere den pågældendes farlighed, jf. straffuldbyrdelseslovens § 49 a in fine, forudsætter, at en speciallæge i psykiatri finder udgangen nødvendig.
Høring af socialforvaltningen
26.
I de tilfælde, der er nævnt i udgangsbekendtgørelsens
§ 20, stk. 1, skal der indhentes en udtalelse fra den indsattes bopælskommune (socialforvaltningen) om vilkårsfastsættelsen.
Derudover kan der indhentes en sådan udtalelse i tilfælde, hvor der konkret findes at være anledning hertil.
Hvis der er uenighed mellem kriminalforsorgsområdet og socialforvaltningen træffes afgørelsen af Direktoratet for Kriminalforsorgen, jf. bekendtgørelsens § 8, stk. 3.
Kapitel 9
Retshåndhævelsen og vilkår for udgang
27.
Tilladelse til udgang forudsætter, at hensynet til retshåndhævelsen ikke taler imod udgangstilladelsen, jf. straffuldbyrdelseslovens § 46, stk. 1, nr. 3.
Dette kan f.eks. være tilfældet, hvis indsatte, der er dømt for alvorlig kriminalitet, ønsker udgangstilladelse til en optræden, hvorved den pågældende i særlig grad kommer i offentlighedens søgelys, eller til bestemte steder, hvor hensynet til at beskytte den forurettede ved lovovertrædelsen klart tilsiger, at den indsatte ikke bør kunne komme på det pågældende tidspunkt.
Hensynet til retshåndhævelsen kan endvidere isoleret set tale imod, at indsatte med længere straf for alvorlig kriminalitet får tilladelse til udgang før efter udståelse af en vis del af straffen.
Afslag på udgang vil komme på tale i de tilfælde, hvor hensynet til retshåndhævelsen ikke kan tilgodeses ved anvendelse af særvilkår, jf. udgangsbekendtgørelsens § 12, stk. 2, eller andre særvilkår, som findes hensigtsmæssige.
28.
Udgange må ikke benyttes på en måde, der klart strider imod retshåndhævelsen og det formål, der tilsiges med udgangen, jf. udgangsbekendtgørelsens § 11, nr. 1.
29.
For enhver udgangstilladelse gælder en række faste vilkår, der fremgår af straffuldbyrdelseslovens § 48, stk. 1, og udgangsbekendtgørelsens § 11.
Der kan herudover efter en konkret vurdering fastsættes yderligere vilkår, som findes formålstjenlige for at undgå misbrug.
Der kan således blandt andet fastsættes særvilkår om, at den indsatte skal undergive sig behandling mod misbrug af alkohol eller lignende.
Hvis man ønsker absolut forbud mod indtagelse af alkohol under udgangen, bør der fastsættes særvilkår om forbud mod indtagelse af alkohol, idet det sædvanlige vilkår om behandling mod misbrug af alkohol ikke i sig selv indebærer et sådant forbud.
30.
Der kan fastsættes særvilkår om, at den indsatte ikke må besøge bestemte steder eller opsøge bestemte personer.
Der kan endvidere være grundlag for at bestemme, at udgang ikke må afvikles samtidig med meddomfældte.
Der vil som udgangspunkt være behov for at fastsætte særvilkår af denne art i forbindelse med udgang til personer, der har tilknytning til grupper, hvoraf en flerhed er dømt for ikke ubetydelig kriminalitet.
Vilkåret om, at den indsatte ikke må besøge bestemte steder, kan endvidere fastsættes i tilfælde, hvor indsatte ikke må opsøge gerningsstedet.
Der er desuden mulighed for at fastsætte vilkår om, at den indsatte ikke opsøger den eller de forurettede i sagen.
Særvilkår af denne art skal fastsættes i tilfælde, hvor lovovertrædelsens grovhed og karakter eller hensynet til den forurettede tilsiger det.
Fastsættelse af sådanne vilkår i disse situationer kan kun undlades, hvis tungtvejende hensyn taler imod.
Ifølge lovbemærkningerne (ændring af bl.a. straffuldbyrdelsesloven i 2014) skal praksis for anvendelsen af det ovennævnte vilkår om, at den indsatte ikke må besøge bestemte steder eller opsøge bestemte personer udvides, således at det i højere grad end tidligere omfatter dømte, som har en løsere tilknytning til rocker- eller bandemiljøet.
Der kan således også for indsatte, der blot har en løsere tilknytning til en rocker- eller bandegruppe være behov for det nævnte vilkår.
Ifølge lovbemærkningerne vil et sådant vilkår kunne anvendes til at dæmme op for, at f.eks. unge, som føler sig tiltrukket af rockere og bandemedlemmer og derfor bevæger sig på kanten af dette miljø, sluses ind i kriminelle aktiviteter inden for rocker- og bandemiljøet.
Ifølge lovbemærkningerne skal spørgsmålet om, hvorvidt en person har en løsere tilknytning til rocker- eller bandemiljøet, vurderes af institutionen (nu kriminalforsorgsområdet) på baggrund af den viden, som institutionen (nu kriminalforsorgsområdet) selv er i besiddelse af.
31.
Kriminalforsorgsområdet bestemmer, om en udgang skal ske med eller uden ledsagelse.
Der tages ved afgørelsen hensyn til formålet og risikoen for misbrug.
Udgang fra åben institution gives i almindelighed uden ledsagelse.
Det vil dog være hovedreglen, at indsatte i åben institution med fængselsstraffe på 8 år eller derover vil påbegynde et udgangsforløb med ledsagelse.
Udgang med ledsagelse gives i almindelighed kun for 1 dag.
Direktoratet for Kriminalforsorgen har ved cirkulæreskrivelse om retningslinjer for ledsaget udgang (udgangsledsagerinstruksen) fastsat nærmere retningslinjer for ledsagerens funktioner og opgaver i forbindelse med afvikling af ledsaget udgang.
Særligt vedrørende retshåndhævelseshensyn og vilkår i forhold til udstationering efter § 50 a henvises til kapitel 18 nedenfor, ligesom der i forhold til retshåndhævelseshensyn i forbindelse med udstationering til egen bopæl med fodlænke efter udgangsbekendtgørelsens kapitel 13 henvises til pkt. 116 nedenfor.
Kapitel 10
Udgang til udlandet
32.
Udgang til udlandet kan ikke gives, medmindre ganske særlige omstændigheder taler herfor.
Ganske særlige omstændigheder kan f.eks. være følgende:
1)
At besøge nærmeste pårørende, det vil sige ægtefælle/samlever, forældre og børn, der har bopæl uden for landets grænser.
2)
Uopsættelige forretningssituationer, der ikke kan varetages af andre.
3)
Ekskursioner for så vidt angår indsatte placeret uden for Kriminalforsorgens institutioner i medfør af straffuldbyrdelseslovens § 78 eller som udstationeret.
Ekskursionen skal være et væsentligt led i det behandlingsforløb, som danner grundlag for placeringen.
4)
Ekskursioner, som er et nødvendigt led i forbindelse med undervisningsforløb.
Det gælder såvel under frigang som under udstationering og § 78-anbringelse.
Nødvendighedskravet betyder, at deltagelse i ekskursionen skal være en forudsætning for at gennemføre undervisningsforløbet.
5)
Transitsituationer, f.eks. udgang til Bornholm via Sverige.
Kriminalforsorgsområdets kompetence til at afgøre spørgsmålet om udgang fremgår af udgangsbekendtgørelsens §§ 4-9.
Kapitel 11
Udgang til udlændinge, der skal udvises
33.
Der kan – efter nøje vurdering af misbrugsrisikoen i hvert enkelt tilfælde – gives tilladelse til udgang med henblik på besøg hos nærstående personer her i landet, til hvem forbindelsen er etableret inden strafudståelsen.
Ved nærstående personer forstås ægtefælle eller samlever, børn, børnebørn, forældre, søskende, bedsteforældre, oldeforældre og andre personer, til hvem den indsatte har en sådan tilknytning, at denne kan sidestilles med de nævnte familiebånd.
Ved vurderingen af udgangsspørgsmålet lægges der bl.
a.
vægt på, om den nærmeste familie vil følge med den indsatte til udlandet ved udvisningen, politiets udtalelse i sagen, kriminalforsorgsområdets vurdering af misbrugsrisikoen samt længden af den resterende afsoningstid.
Om kompetencen til at afgøre spørgsmålet om udgang henvises til udgangsbekendtgørelsens § 9, stk. 1-2, og ovenfor under pkt. 12.
Det forudsættes, at der er aflagt hjemmebesøg, inden der træffes afgørelse om eventuel tilladelse til udgang.
34.
Inden der gives tilladelse til udgang, skal der indhentes en udtalelse fra den politidirektør, der har behandlet straffesagen, jf. udgangsbekendtgørelsens § 15, stk. 1, nr. 9.
Sådan udtalelse skal også indhentes, inden der gives tilladelse til udgang i de tilfælde, der er nævnt i udgangsbekendtgørelsens § 31, stk. 2, nr. 1-3.
Hvis der efter et ledsaget udgangsforløb senere bliver spørgsmål om tilladelse til uledsaget udgang, skal der altid indhentes en fornyet udtalelse fra politidirektøren.
Hvis der undtagelsesvis bliver tale om udgang i henhold til udgangsbekendtgørelsens §§ 104-105, skal der ligeledes indhentes en udtalelse fra politidirektøren.
Kapitel 12
Fratagelse af mulighed for udgang ved udeblivelse uden lovlig grund efter tilsigelse til afsoning, afskæring af udgang i medfør af straffuldbyrdelseslovens § 46, stk. 3-4, tilbagekaldelse af udgang og ændring af udgangsvilkår efter straffuldbyrdelseslovens § 49, øvrige reaktioner ved udgangsmisbrug samt udgangskarantæne
Fratagelse af mulighed for udgang på grund af udeblivelse uden lovlig grund efter tilsigelse til afsoning, jf. udgangsbekendtgørelsens § 21, stk. 1
35.
Hvis en domfældt ikke møder på det tidspunkt, hvortil den pågældende er tilsagt til afsoning, og dette skyldes omstændigheder, som må lægges den pågældende til last, skal den pågældende anses for at være udeblevet uden lovlig grund.
I sådanne tilfælde skal den pågældende fratages muligheden for tilladelse til udgang i et tidsrum af op til 6 måneder fra indsættelsen, jf. udgangsbekendtgørelsens §
21, stk. 1.
Det følger af bemærkningerne til loven (lovændring i 2022), at udgangspunktet om fratagelse af udgang i "op til 6 måneder", vil skulle fraviges, hvor fratagelse af muligheden for tilladelse til udgang i 6 måneder vil være uforholdsmæssig, herunder hvor den indsatte alene skal afsone en fængselsstraf af en varighed tæt på 6 måneder.
Der vil være mulighed for at tillade udgang til særlige formål efter udgangsbekendtgørelsens § 31, hvis særlige omstændigheder taler derfor, jf. udgangsbekendtgørelsens § 31, stk. 4.
Det følger af forarbejderne til loven, at en domfældt ikke er udeblevet uden lovlig grund, hvis den pågældende kan godtgøre, at undladelsen af at møde til afsoning i overensstemmelse med tilsigelsen skyldes omstændigheder, som ikke kan lægges den pågældende til last f.eks. i et tilfælde, hvor domfældte er mødt for sent som følge af en togforsinkelse el.
lign.
Hvis kriminalforsorgsområdet skønner, at den overskridelse, der foreligger fra den dømtes side, må anses for ubetydelig, kan det ligeledes lægges til grund, at den dømte ikke er udeblevet uden lovlig grund.
Om behandlingen af sager, hvor den indsatte gør gældende, at denne ikke har modtaget indkaldelsen til afsoning henvises til skrivelse om visse spørgsmål ved behandlingen af sager om udeblivelse efter tilsigelse til afsoning.
Afskæring af udgang i medfør af straffuldbyrdelseslovens § 46, stk. 3-4
36.
Afskæring af udgang er reguleret i
henholdsvis § 46, stk. 3, og § 46 stk. 4, i straffuldbyrdelsesloven.
Indholdet af disse to forskellige bestemmelser er nærmere beskrevet nedenfor.
Efter
straffuldbyrdelseslovens
§ 46, stk. 3,
kan udgang ikke finde sted, hvis politiet oplyser, at den indsatte skønnes at have tilknytning til en gruppe af personer, som er aktivt involveret i en verserende voldelig konflikt med en anden gruppe af personer, og politiet oplyser, at der inden for den gruppe, som den indsatte skønnes at have tilknytning til, som led i konflikten er anvendt skydevåben mv.
Der vil således under de angivne betingelser ikke kunne træffes afgørelse om at tillade udgang.
Det fremgår af lovbemærkningerne til straffuldbyrdelseslovens § 46, stk. 3 (lovændring i 2014), at i tilfælde, hvor der allerede er truffet en afgørelse om at tillade udgang, fører bestemmelsen til, at udgangen bortfalder, indtil hindringen for udgangen er ophørt.
Det anføres således i lovbemærkningerne, at der vil kunne forekomme tilfælde, hvor der er truffet afgørelse om tilladelse til udgang, men hvor der efterfølgende tilgår oplysninger fra politiet, som kan være til hinder for udgang.
Det kan f.eks. være oplysninger om, at en voldelig konflikt er brudt ud, efter at afgørelsen om udgang blev truffet, eller lignende oplysninger om det aktuelle konfliktbillede, jf. Direktoratet for Kriminalforsorgens cirkulæreskrivelse om høring af politiet inden der gives tilladelse til udgang eller træffes afgørelse om prøveløsladelse i sager vedrørende dømte med tilknytning til en rocker- eller bandegruppering m.v.
I tilfælde, hvor der er meddelt tilladelse til udgang med henblik på deltagelse i en bestemt begivenhed, men hvor oplysninger fra politiet efterfølgende afskærer muligheden for at gennemføre udgangen, fører bestemmelsen til, at udgangstilladelsen bortfalder.
Også i tilfælde, hvor udgangsformålet fortsat må antages at være til stede på et senere tidspunkt, vil oplysningerne fra politiet føre til, at udgangstilladelsen bortfalder.
I så fald må der således – hvis betingelserne herfor i øvrigt er opfyldt – gives en ny udgangstilladelse, når udgangshindringen ikke længere er til stede.
For personer, som har tilladelse til at afvikle et fast udgangsforløb, medfører bestemmelsen, at udgangsforløbet afbrydes, således at forestående udgange ikke kan afvikles, så længe udgangshindringen er til stede.
Muligheden for at gennemføre disse udgange bortfalder således.
Når udgangshindringen er ophørt, vil udgangsforløbet kunne genoptages, såfremt tilladelsen omfatter yderligere udgange.
Det er præciseret i lovbemærkningerne, at udgange, som på grund af udgangshindringen ikke er blevet afviklet, ikke opspares, jf. udgangsbekendtgørelsens § 21, stk. 4.
For personer, som afvikler et frigangs- eller udstationeringsforløb, fører bestemmelserne tilsvarende til, at forløbet afbrydes.
For indsatte, der er udstationerede betyder dette, at den pågældende skal tilbageføres til fængsel eller arresthus, indtil udgangshindringen er ophørt.
Efter
straffuldbyrdelseslovens
§ 46, stk. 4,
kan udgang ikke finde sted, hvis den dømte inden for de seneste 3 måneder er ikendt disciplinærstraf for overtrædelse af bestemmelsen i straffuldbyrdelseslovens § 36, stk. 2, om besiddelse mv. af mobiltelefon eller lignende kommunikationsudstyr i institutionen eller for overtrædelse af regler fastsat i medfør af straffuldbyrdelseslovens § 36, stk. 3, jf. stk. 2.
Dette gælder uanset om forholdet konkret giver anledning til at antage, at den indsatte vil misbruge en udgangstilladelse og uanset, om overtrædelsen af forbuddet mod mobiltelefoner samtidig er strafbelagt i straffeloven eller alene kan resultere i en disciplinærstraf.
Der kan dog undtagelsesvist gives tilladelse til udgang, hvis helt særlige omstændigheder taler derfor.
3 måneders fristen regnes fra datoen for kriminalforsorgsområdets afgørelse i disciplinærsagen.
Dette gælder også i tilfælde, hvor den indsatte klager til Direktoratet for Kriminalforsorgen, idet det her er forudsat, at klagen ikke i den konkrete sag er tillagt opsættende virkning.
I situationer, hvor den indsatte har været varetægtsfængslet og derefter overgår til afsoning, vil også disciplinærstraffe, der inden for 3 måneders fristen er ikendt under varetægtsopholdet, være omfattet af bestemmelsen.
I tilfælde, hvor der er meddelt tilladelse til udgang med henblik på deltagelse i en bestemt begivenhed, fører bestemmelsen til, at udgangstilladelsen bortfalder.
I så fald må der – hvis betingelserne herfor i øvrigt fortsat er opfyldt – gives en ny udgangstilladelse, når de 3 måneder er gået.
For indsatte, som har tilladelse til et fast udgangsforløb, f.
eks.
til besøg hos bestemte personer eller til frigang, medfører bestemmelsen, at udgangsforløbet afbrydes, således at forestående udgange ikke kan afvikles.
Efter 3 måneder vil udgangsforløbet kunne genoptages, hvis betingelserne herfor i øvrigt fortsat er til stede.
Det bemærkes, at straffuldbyrdelseslovens § 46, stk. 4, ikke gælder for så vidt angår udstationering efter straffuldbyrdelseslovens § 50 a.
Der henvises i den forbindelse til udgangsbekendtgørelsens § 21, stk. 3, sidste pkt.
Det fremgår af lovbemærkningerne til straffuldbyrdelseslovens § 46, stk. 4, (lovændring i 2016), at der imidlertid kan forekomme situationer, hvor udgangskarantæne vil være så indgribende, at der bør være mulighed for at tillade udgang, inden de 3 måneder er udløbet.
Der er således efter § 46, stk. 4, 2. pkt., og udgangsbekendtgørelsens § 21, stk. 3, mulighed for undtagelsesvist at give tilladelse til udgang, hvis helt særlige omstændigheder taler derfor.
Det fremgår af lovbemærkningerne, at dette navnlig gælder i tilfælde, hvor der er tale om udgang til et særligt formål som nævnt i udgangsbekendtgørelsens § 31, stk. 1.
Det kan f.eks. være tilfældet, hvis formålet med udgangen er at deltage i en nærstående persons begravelse eller lignende.
Ifølge lovbemærkningerne kan der dog også være grund til at tillade udgang i andre tilfælde, hvor bortfald af udgang vil være særligt indgribende for den indsatte.
Det kan f.
eks.
også være tilfældet, hvis en indsat har frigang til arbejde og skal løslades inden for de næste 3 måneder, idet den pågældendes løsladelsessituation i så fald kan blive langt mindre gunstig, hvis den indsatte mister sit arbejde i forbindelse med, at tilladelsen til frigang bortfalder.
På den anden side vil kravet om helt særlige omstændigheder normalt ikke kunne anses for opfyldt, hvis der ønskes udgang med henblik på indgåelse af ægteskab eller varetagelse af personlige interesser.
Om kompetencen til at give en sådan udgang henvises til bekendtgørelsens § 9, stk. 4, og ovenfor pkt. 12.
Udgange, som bortfalder, opspares ikke, jf. § 21, stk. 4.
Tilbagekaldelse af udgangstilladelsen eller ændring af vilkårene for tilladelsen i medfør af straffuldbyrdelseslovens § 49
37.
Reglerne om tilbagekaldelse af tilladelse til udgang eller ændring af vilkårene for tilladelsen på grund af en ændret misbrugsvurdering findes i straffuldbyrdelseslovens § 49.
Det fremgår af bestemmelsen, at en »tilladelse til udgang kan tilbagekaldes, eller vilkårene for tilladelsen ændres, såfremt
1) den indsatte udebliver fra udgang eller i øvrigt ikke overholder de vilkår, der er fastsat for udgangstilladelsen i medfør af § 48, eller
2) nye oplysninger om den indsattes forhold giver bestemte grunde til at antage, at den indsatte vil misbruge den meddelte udgangstilladelse.«
Udgangskarantæne
38.
Det fremgår af udgangsbekendtgørelsens § 22, stk
.
1, i hvilke tilfælde, det kan bestemmes, at den indsatte i et
bestemt tidsrum er afskåret fra at forlange en afgørelse af spørgsmålet om tilladelse til udgang (udgangskarantæne).
Som nævnt ovenfor under pkt. 16 kan sådan udgangskarantæne gives, hvis en ansøgning om udgang afslås på grund af fare for misbrug, jf. straffuldbyrdelseslovens § 46, stk. 1, nr. 2.
Udgangskarantæne kan endvidere
gives, hvis en udgangstilladelse tilbagekaldes i medfør af straffuldbyrdelseslovens § 49, nr. 1, på grund af misbrug af udgangen, herunder såfremt den indsatte under udgangen har begået strafbart forhold.
Der kan tillige træffes bestemmelse om udgangskarantæne, hvis en udgangstilladelse tilbagekaldes i medfør af straffuldbyrdelseslovens § 49, nr. 2, fordi nye oplysninger om den indsatte giver bestemte grunde til at antage, at den indsatte vil misbruge udgangstilladelsen.
39.
Det skal tillægges vægt ved udmålingen af udgangskarantænen, hvis den indsatte afsoner en dom for farlig kriminalitet, eller hvis det forhold, der begrunder afslaget på eller tilbagekaldelsen af udgangstilladelsen i øvrigt, sammenholdt med andre oplysninger må antages at indebære en betydelig misbrugsrisiko.
Hvis afslaget på eller tilbagekaldelsen af udgangstilladelsen er begrundet i, at den indsatte har begået kriminalitet under den aktuelle afsoning, herunder ved at undvige fra ledsaget udgang, skal dette tillægges betydelig vægt ved udmålingen af udgangskarantænen, jf. nedenfor.
Karantæne gives for et tidsrum af indtil 6 måneder, jf. bekendtgørelsens § 22, stk. 1.
Tidsrummet kan dog fastsættes til højst 1 år, hvis afslaget på tilladelse til udgang eller tilbagekaldelse af udgang er begrundet i, at den indsatte har begået kriminalitet under den aktuelle afsoning, jf. bekendtgørelsens § 22, stk.
2, 1. pkt.
Kriminalitet under den aktuelle afsoning omfatter f.eks. kriminalitet under udgang, herunder ved at undvige fra ledsaget udgang, kriminalitet under undvigelse fra ledsaget udgang og kriminalitet under udeblivelse fra uledsaget udgang.
Kriminalitet under afsoningen omfatter endvidere kriminalitet begået i institutionen, herunder i form af undvigelse fra institutionen, samt kriminalitet begået under undvigelse fra institutionen.
Hvis der er tale om farlig kriminalitet, kan tidsrummet for karantænen fastsættes til højst 1 år og 6 måneder, jf. bekendtgørelsens § 22, stk. 2, 2. pkt.
Ved farlig kriminalitet forstås drab og kriminalitet, der indebærer alvorlig fare for eller skade på menneskeliv, herunder forsætlig brandstiftelse eller anden almenfarlig forbrydelse, grovere volds- eller seksualforbrydelser, berigelsesforbrydelse forbundet med vold eller trussel om vold samt overtrædelse af straffelovens § 191.
40.
Hvis der fastsættes udgangskarantæne, skal spørgsmålet om tilladelse til udgang behandles ved karantænens udløb.
Der skal i den forbindelse på ny foretages en vurdering af risikoen for misbrug af udgangstilladelse.
I forbindelse med overførsel fra åben til lukket institution kan udgang tilbagekaldes, men der kan ikke fastsættes udgangskarantæne.
Spørgsmålet om beregning af og virkningstidspunktet for udgangskarantænen er reguleret i bekendtgørelsens § 22, stk.
3-5.
I tilfælde, hvor den indsattes tilladelse til udgang tilbagekaldes på grund af undvigelse fra ledsaget udgang eller udeblivelse eller på grund af undvigelse fra institutionen, og strafudståelsen genoptages inden udløbet af en udgangsperiode, hvori den indsatte har afviklet udgang, beregnes længden af karantænen fra udgangsperiodens udløb.
Herved bliver angivelsen af karantænens længde uafhængig af, på hvilket tidspunkt i den pågældende udgangsperiode strafudståelsen blev genoptaget.
Karantænen har dog virkning allerede fra strafudståelsens genoptagelse.
Tilsvarende gør sig gældende i andre situationer, hvor kriminalforsorgsområdet får kendskab til forholdet, som begrunder tilbagekaldelsen, inden den pågældende udgangsperiodes udløb.
41.
Udgange, som er opsparet, inden tilladelsen tilbagekaldes, vil efter en konkret vurdering af misbrugsrisikoen kunne afholdes, når den indsatte på ny er i et regelmæssigt udgangsforløb.
I tilfælde, hvor den indsatte er sigtet for kriminalitet under strafudståelsen, og sigtelsen fører til varetægtsfængsling eller til, at en tilladelse til regelmæssig udgang i henhold til udgangsbekendtgørelsens kapitel 9 nægtes eller tilbagekaldes, opspares udgange, hvis sigtelsen senere frafaldes, eller der sker frifindelse for den påsigtede kriminalitet.
Disciplinærstraf
42.
En indsat kan ikendes disciplinærstraf ved udgangsmisbrug i de tilfælde, der er nævnt i udgangsbekendtgørelsens § 23, stk. 1.
Som disciplinærstraf kan anvendes advarsel, bøde, midlertidigt udgangsforbud, midlertidig begrænsning af retten til besøg, midlertidig begrænsning af retten til brevveksling og midlertidig begrænsning af retten til telefoni og strafcelle, jf. straffuldbyrdelseslovens § 68, stk. 1.
43.
Strafcelle kan kun anvendes for de forhold eller forsøg herpå, der er nævnt i straffuldbyrdelseslovens § 68, stk. 2.
Ved væsentlig forsinket tilbagekomst og ved indsmugling af mindre grov karakter anvendes i almindelighed bøder, mens der ved udeblivelse og indsmugling af grovere karakter i almindelighed anvendes strafcelle.
Overførsel til lukket institution
44.
Indsatte, der opholder sig i åben institution, kan overføres til lukket institution efter reglerne i straffuldbyrdelseslovens § 25.
45.
Overførsel til lukket institution kan bl.a. ske i tilfælde, hvor der er en særlig bestyrket mistanke om, at den indsatte ved fortsat ophold i åbent fængsel vil undvige, jf. straffuldbyrdelseslovens § 25, stk. 3, nr. 1.
Overførsel i medfør af straffuldbyrdelseslovens § 25, stk. 3, nr. 1, kan f.eks. ske, hvor en langvarig karantæne efter en konkret vurdering skønnes at øge risikoen for undvigelse.
I forlængelse heraf bemærkes, at hvis den indsatte eksempelvis har begået kriminalitet under udgang
Teksten fortsætter i den officielle kilde.
