LEGALDIGMLEGALDIGM
    ← Danmark
    Beta
    RETSINFO 9873/2023

    RETSINFO 9873/2023 — Rigsadvokatmeddelelsen, afsnittet: Psykisk afvigende kriminelle – Grønland

    Beta. Juridisk information, ikke juridisk rådgivning. Tjek den officielle kilde for den gældende tekst.

    Analysér denne lov med AI
    Tekst 1. Overblik og tjekliste Dette afsnit fastsætter retningslinjer for anklagemyndighedens behandling af grønlandske sager mod psykisk afvigende kriminelle. Før tiltalerejsning og hovedforhandling skal du være opmærksom på følgende sagsbehandlingsskridt: - Eventuel forsvarerbeskikkelse på efterforskningsstadiet, se pkt. 2.1. - Eventuel tilknytning af kontaktperson, se pkt. 2.2.1. - Tilbageholdelse i surrogat, se pkt. 2.4. - Mentalundersøgelse kan foretages ambulant, se pkt. 3.1.4. eller under indlæggelse, se pkt. 3.1.5. - Beslutning om mentalundersøgelse er påkrævet, - når sigtede ikke udtrykkeligt samtykker i undersøgelsen - når sigtede er tilbageholdt eller - når sigtede skal mentalundersøges under indlæggelse, se pkt. 3.1.3. - Følgende akter/oplysninger skal sendes med anmodningen om mentalundersøgelse: - Sagsmaterialet - mappe med personlige oplysninger - straffeattest - udskrift fra cpr. - eventuel samtykkeerklæring fra sigtede til, at der kan indhentes personoplysninger fra andre myndigheder - oplysning om beskikket forsvarer, se pkt. 3.1.6. - oplysning om evt. kontaktperson, se pkt. 2.2.1. - Eventuel forelæggelse af mentalundersøgelsen for Retslægerådet, se pkt. 3.2. - Forelæggelse af påstande om særforanstaltning eller forvaring for Statsadvokaten i København, se pkt. 3.3. - Beskikkelse af bistandsværge og underretning om retsmøder, se pkt. 3.5. - I tilfælde, hvor der er spørgsmål om en særforanstaltning, der indebærer tilsyn af Kriminalforsor-gen, skal der indhentes en udtalelse fra Kriminalforsorgen om tilsynspligten og vilkår, se pkt. 3.6. - Eventuel høring af de grønlandske sundhedsmyndigheder, se pkt. 3.7.1. - Høring af Socialstyrelsen hvis der er spørgsmål om en særforanstaltning over for personer, der er mentalt retarderede mv., se pkt. 3.7.2. - Hvis tiltalte allerede er idømt en foranstaltning efter kriminallovens kapitel 33, eller har uafsonede foranstaltninger, se pkt. 3.4. samt pkt. 5.6. om kriminalitet begået forud for eller under en igang-værende foranstaltning efter kriminallovens kapitel 33 eller dom til forvaring. Umiddelbart efter dom skal du være opmærksom på følgende sagsbehandlingsskridt: - Eventuel forelæggelse af dom for Statsadvokaten i København, se pkt. 7.1. - Fremsendelse af kopi af dom til den institution/mindighed, der står for fuldbyrdelse, se pkt. 7.1. og pkt. 7.2. - Fremsendelse af kopi af dom til Kriminalforsorgen med anmodning om iværksættelse af eventu-elt tilsyn, se pkt. 7.1. Efter dom skal du i øvrigt være opmærksom på følgende sagsbehandlingsskridt: - Anklagemyndigheden ved Grønlands Politi skal som udgangspunkt årligt indhente en erklæring om behov for opretholdelse af foranstaltningen fra den afdeling/tilsynsførende myndighed, der varetager fuldbyrdelsen, se pkt. 7.3. - Anklagemyndighedens anmodning om forlængelse af foranstaltninger med længstetid skal ind-bringes for retten i god tid inden udløbet af længstetiden, se pkt. 7.3.2. - Anklagemyndigheden skal på eget initiativ indbringe spørgsmål om ændring eller ophævelse af foranstaltninger uden længstetid for retten i god tid inden 3 år efter afgørelsen, og herefter mindst hvert andet år, se pkt. 7.3.3. - Sager, hvor der rejses spørgsmål om ophævelse af foranstaltningen, skal forelægges for Statsad-vokaten i København, hvis statsadvokaten fører kontrol med foranstaltningen, se pkt. 7.3.5. - Politidirektøren indbringer den idømte foranstaltning for retten, se pkt. 7.3.6. - Statsadvokaten i København gennemgår årligt forvaringssagerne for at vurdere, om der er behov for at ændre, ophæve eller opretholde forvaringen, se pkt. 7.4. - Statsadvokaten i København tager stilling til spørgsmål om ændringer af forvaringsdomme. Politi-direktøren indbringer sagen for retten. Se pkt. 7.4. - Der skal afsiges beslutning om udvisning af udlændinge i forbindelse med udskrivning, se pkt. 7.5. 2. Politiets efterforskning og sagsbehandling 2.1. Forsvarerbeskikkelse Mentale afvigelser hos sigtede kan give anledning til, at politiet også i de tilfælde, hvor forsvarerbeskik-kelse ikke er obligatorisk efter retsplejelovens § 321, stk. 1, tager initiativ til at fremsætte begæring om forsvarerbeskikkelse på efterforskningsstadiet, herunder forud for afhøringer. Se herom pkt. 2.2. Det fremgår således af retsplejelovens § 321, stk. 2, at forsvarer kan beskikkes, når retten under henvisning til sigtedes person anser det for ønskeligt. Selv om sigtede er mentalt afvigende, vil der dog i almindelighed ikke være anledning til, at politiet frem-sætter begæring om forsvarerbeskikkelse, såfremt sagen vedrører mindre betydningsfulde lovovertræ-delser, og der utvivlsomt er et sikkert bevisgrundlag for sigtedes skyld. Som eksempler på sådanne lov-overtrædelser kan nævnes visse særlovsovertrædelser (f.eks. overtrædelse af færdselslov for Grønland, Inatsisartutlov om euforiserende stoffer, og Våbenlov for Grønland) og mindre alvorlige overtrædelser af kriminalloven (f.eks. butikstyveri, brugstyveri og hærværk). Politiet skal vejlede sigtede om adgangen til at begære en forsvarer beskikket, jf. retsplejelovens § 320, stk. 2, 1. pkt. Det skal fremgå af politirapporten, at den sigtede har modtaget behørig vejledning, jf. rets-plejelovens § 320, stk. 2, 2. pkt. 2.2. Afhøring Retsplejeloven indeholder ikke særlige regler om afhøring af sigtede eller tiltalte, der må antages at være omfattet af kriminallovens § 156. Mentalt afvigende, der bør bistås af en forsvarer, må ikke afhøres til politirapport, før retten har taget stilling til spørgsmålet om forsvarerbeskikkelse, eller en forsvarer i øvrigt er til stede. Dette gælder dog ikke i tilfælde, hvor uopsættelige efterforskningsskridt, f.eks. af hensyn til offeret for en kriminel handling, gør det nødvendigt straks at få oplysninger fra sigtede. I tilfælde, hvor sigtede f.eks. er taget på fersk gerning, kan det ligeledes være nødvendigt at foretage en række indledende efter-forskningsskridt, som forudsætter afhøringer af sigtede. Når en forsvarer er beskikket, må afhøring til politirapport, påhør af diktat til politirapport, gennemgang af den nedskrevne politirapport eller gennemlæsning og eventuel underskrift af politirapporten ikke finde sted uden forsvarerens tilstedeværelse. Det skal af politirapporten fremgå, hvornår afhøringen er påbegyndt og tilendebragt, samt at forsvareren har været til stede. Det kan efter omstændighederne være hensigtsmæssigt med fonetisk optagelse af afhøringen. Afhørte skal i så fald gøres bekendt med optagelsen, jf. herved retsplejelovens § 346, stk. 4. 2.2.1. Kontaktperson I forbindelse med afhøringen af en sigtet, der skønnes at være mentalt afvigende, skal politiet spørge den sigtede, om der eventuelt er en pårørende, bekendt eller anden person, der kan være den sigtedes kontaktperson i forbindelse med indkaldelse til mentalundersøgelse mv. Hvis den sigtede peger på en kontaktperson, skal politiet samtidig få sigtedes samtykke til, at politiet må kontakte den pågældende, og at kontaktpersonen må få oplysninger om tidspunkt og sted for mentalun-dersøgelsen. Hvis sigtede giver samtykke, skal politiet herefter kontakte personen og høre, om denne vil være kon-taktperson. Politiet skal samtidig oplyse, at det arbejde, der udføres som kontaktperson, er ulønnet. Poli-tiet skal notere kontaktpersonens kontaktoplysninger (adresse, e-mail, telefonnummer mv.) i sagen. Anklageren skal videreformidle kontaktoplysningerne til den retspsykiatriske afdeling, der skal foretage mentalundersøgelsen. Det bemærkes, at en kontaktperson ikke er det samme som en bistandsværge, der først beskikkes sene-re i forløbet. Se herom i pkt. 3.5. 2.3. Indenretlig afhøring Under tilbageholdelse i surrogat, f.eks. på psykiatrisk afdeling i Danmark, vil reglerne om besøgs- og brev-kontrol i retsplejelovens §§ 379 og 380 ikke kunne iagttages i samme omfang, som det er tilfældet under tilbageholdelse i anstalt/detention, jf. pkt. 2.4. I sager vedrørende alvorlig kriminalitet, hvor sigtede må forventes at blive tilbageholdt i surrogat, og hvor der efter sagens omstændigheder kan være bestemte grunde til at antage, at sigtede vil vanskeliggøre forfølgningen af sagen, navnlig ved at fjerne spor eller advare eller påvirke andre, bør anklagemyndighe-den derfor overveje at foretage en indenretlig afhøring af vidner og sigtede på et tidligt tidspunkt under sagens efterforskning. Det følger af retsplejelovens § 343, stk. 2, nr. 1-3, at der efter anmodning afholdes retsmøde inden ho-vedforhandlingen, når det er påkrævet for at sikre bevis, som det ellers må befrygtes vil gå tabt, eller som ikke uden væsentlig ulempe eller forsinkelse vil kunne føres umiddelbart for den dømmende ret (nr. 1), eller må antages at være af betydning for efterforskningen (nr. 2) eller af hensyn til en offentlig interesse (nr. 3). 2.4. Tilbageholdelse i surrogat - retsplejelovens § 361 Er betingelserne for anvendelse af tilbageholdelse til stede, men tilbageholdelsens øjemed kan opnås ved mindre indgribende foranstaltninger, træffer retten, hvis sigtede samtykker heri, i stedet for tilbage-holdelsen bestemmelse herom, jf. retsplejelovens § 361, stk. 1. Retten kan undtagelsesvist træffe afgø-relse herom uden sigtedes samtykke, jf. § 361, stk. 1, 2. pkt. Det følger videre af retsplejelovens § 361, stk. 2, nr. 3 og 4, at retten bl.a. kan bestemme, at sigtede skal tage ophold i egnet hjem eller institution (nr. 3), eller at sigtede skal undergive sig psykiatrisk behandling eller afvænningsbehandling for misbrug af alkohol, narkotika eller lignende, om fornødent på hospital eller særlig institution (nr. 4). Det bemærkes i den forbindelse, at tilbageholdelse i surrogat på en psykiatrisk afdeling på nuværende tidspunket ikke kan finde sted i Grønland, idet der ikke findes en lukket psykiatrisk afdeling i Grønland, og idet Psykiatrisk Afdeling A1 på Dronning Ingrids Hospital i Nuuk ikke har de sikkerhedsmæssige rammer, der er påkrævet. Tilbageholdelse vil normalt ske på Aarhus Universitetshospital, Retspsykiatrisk Afdeling i Skejby, R3. Tilba-geholdelsen sker i så fald i medfør af retsplejelovens §361, stk. 1 og stk. 2, nr. 3 og evt. 4. Der findes på nuværende tidspunkt ikke sikrede institutioner i Grønland, der kan anvendes som surrogat-tilbageholdelsesplads for mentalt retarterede. En surrogattilbageholdelsesplads kan imidlertid tilvejebrin-ges efter konkrete drøftelser med Socialstyrelsen. Der vil i konkrete tilfælde være mulighed for surrogattilbageholdelse på en egnet institution i Danmark. Det er i så fald Socialstyrelsen, der er ansvarlig for at finde en egnet surrogattilbageholdelsesplads. Det bemærkes i den forbindelse, at den eneste institution for mentalt retarderede, der i øjeblikket har en sikret afdeling, er Kofoedsminde i Lolland Kommune. På den sikrede afdeling modtager Kofoedsminde bl.a. arrestanter i medfør af den danske retsplejelovs § 765. I forbindelse med tilbageholdelse af frihedsberøvende karakter i medfør af retsplejelovens § 361, stk. 2, nr. 3 og 4, kan politiet efter Rigsadvokatens opfattelse træffe bestemmelse om besøgs- og brevkontrol i medfør af en analogi af retsplejelovens § 379 og § 380, jf. UfR 1999.933Ø (vedrørende de tilsvarende be-stemmelser i den danske retsplejelov). Det kan dog være vanskeligt for den enkelte institution eller den enkelte afdeling at sikre, at den tilbageholdte ikke modtager besøg udenom besøgskontrollen, ligesom det kan være vanskeligt at hindre, at den tilbageholdte ikke afsender eller modtager breve udenom brevkontrollen. Om muligheden for indenretlig afhøring med henblik på bevissikring, se pkt. 2.3. Surrogatanbringelse bør bringes til ophør, såfremt der ikke længere er et psykiatrisk behandlingsbehov eller en mentalundersøgelse anbefaler almindelig foranstaltning. I sådanne situationer skal den retspsyki-atriske afdeling eller institution have mulighed for direkte at kontakte anklagemyndigheden, således at den surrogatanbragte kan blive fremstillet for domstolene med henblik på tilbageholdelse i en almindelig detention eller anstalt. En tilbageførsel skal således ikke afvente en kommende fristforlængelse, men skal fremmes hurtigst mu-ligt. Såfremt en sådan information måtte tilgå politisøjlen, skal informationen overgives til anklagemyndighe-den hurtigst muligt med henblik på iværksættelse af ovennævnte. Udgangstilladelse mv. for personer anbragt i surrogat på hospital eller institution i medfør af retsplejelo-vens § 361, stk. 2, nr. 3 og 4, reguleres i praksis efter princippet i § 7 i bekendtgørelse nr. 200 af 25. marts 2004 om udgangstilladelse mv. til personer, der er anbragt i hospital eller institution i henhold til straffe-retlig afgørelse eller i medfør af farlighedsdekret. 2.4.1. Håndtering af flugt- og befrielsestruede personer, herunder bandemedlemmer, hvor der opstår spørgsmål om overførsel til surrogat Anklagemyndigheden skal altid være opmærksom på, om øjemedet med tilbageholdelsen vil forspildes ved overførsel til surrogat og eventuelt protestere imod, at retten træffer afgørelse herom. Det skal til enhver tid sikres, at der er en løbende dialog mellem anklagemyndigheden og den afdeling, hvor den pågældende er tilbageholdt i surrogat i situationer, hvor en flugt- og befrielsestruet person, herunder et bandemedlem er blevet tilbageholdt i surrogat på en retspsykiatrisk afdeling, og hvor det sundhedsfaglige personale på afdelingen efterfølgende vurderer, at der ikke er et psykiatrisk behand-lingsbehov. I sådanne situationer skal den retspsykiatriske afdeling have mulighed for direkte at kontakte anklage-myndigheden, således at den surrogatanbragte kan blive fremstillet for domstolene med henblik på tilba-geholdelse i en almindelig detention eller anstalt. En tilbageførsel skal således ikke afvente en kommende fristforlængelse, men skal fremmes hurtigst mu-ligt. Såfremt en sådan information måtte tilgå politisøjlen, skal informationen overgives til anklagemyndighe-den hurtigst muligt med henblik på iværksættelse af ovennævnte. 2.5. Påstandens udformning, hvis der ikke er plads i surrogatinstitutionen Hvis der på tidspunktet for tilbageholdelsen ikke foreligger oplysning om, hvorvidt der er – eller hvornår der vil være – plads på psykiatrisk afdeling mv., kan der nedlægges påstand om tilbageholdelse i surrogat, når plads haves. Man skal i den forbindelse være opmærksom på, om frihedsberøvelsen vil komme til at stå i misforhold til den forvoldte forstyrrelse af sigtedes forhold, sagens karakter og grovhed og den foranstaltning, som kan ventes, hvis sigtede findes skyldig, jf. retsplejelovens § 359, stk. 3. Der kan i den forbindelse henvises til U 2011.796H, hvor Højesteret udtalte, at manglende mulighed for varetægtsfængsling i surrogat efter den danske retsplejelovs § 765, hvor dette er indiceret, så varetægts-fængsling i givet fald må ske i arrest, kan være et forhold, som kan indgå i proportionalitetsvurderingen efter den danske retsplejelovs § 762, stk. 3. Efter en samlet vurdering fandt Højesteret imidlertid ikke, at varetægtsfængslingen af T, der var sigtet for overtrædelse af straffelovens § 119, stk. 1, og som havde været varetægtsfængslet i mere end tre måneder, var i strid med § 762, stk. 3. Der kan endvidere henvises til U 2011.1114/1H, hvor Højesteret stadfæstede byrettens kendelse om va-retægtsfængsling i surrogat på en lukket psykiatrisk afdeling, når plads haves, indtil afsigelse af dom. Der var på fængslingstidspunktet rejst tiltale i sagen, og hovedforhandlingen var berammet til ca. 3 måneder herefter. Højesteret udtalte dog, at byretten burde have sikret sig muligheden for løbende at vurdere, om eventuel manglende overførsel af T til psykiatrisk afdeling kunne gøre opretholdelse af varetægts-fængslingen betænkelig, jf. proportionalitetsprincippet i den danske retsplejelovs § 762, stk. 3. Der burde derfor have været fastsat en fængslingsfrist i medfør af § 767, stk. 1, i stedet for bestemmelsen om fængsling indtil afsigelse af dom i sagen. Endelig kan der henvises til U 2022.2963H, hvor Højesteret fandt, at fortsat varetægtsfængsling i surrogat på psykiatrisk afdeling ikke var uproportional, jf. den danske retsplejelovs § 762, stk. 3. 2.6. Midlertidig anbringelse af helbredsmæssige grunde i medfør af retsplejelo-vens § 370, stk. 3 Tilbageholdte kan i medfør af retsplejelovens § 370, stk. 3, af helbredsmæssige grunde anbringes i eller overføres til hospitaler, herunder psykiatriske afdelinger, uden for Kriminalforsorgen. En anbringelse eller overførsel i medfør af retsplejelovens § 370, stk. 3, er en lægelig beslutning og sker således uden rettens medvirken. Anstalten bør rette henvendelse til politiet og forsvareren, inden overførslen iværksættes, idet politiet kan være i besiddelse af oplysninger om den tilbageholdtes farlighed mv., der kan have betydning for vurderingen af, om anbringelsen er hensigtsmæssig. Sundhedsvæsenet bør ligeledes inddrages i relevant omfang for at sikre, at den nødvendige kapacitet til eventuelt at tage imod den tilbageholdte er tilstede. Bliver opholdet af længere varighed, bør anbringelsen ske i medfør af retsplejelovens § 361 med eller uden samtykke fra den tilbageholdte. Udgangstilladelse er reguleret i retsplejelovens § 379, stk. 2, hvorefter institutionens ledelse med politi-ets samtykke kan give en tilbageholdt udgangstilladelse med ledsager for et kortere tidsrum. 3. Forberedelse 3.1. Mentalundersøgelse 3.1.1. I hvilke tilfælde skal der iværksættes en mentalundersøgelse? Sigtede skal efter retsplejelovens § 436, stk. 2, underkastes mentalundersøgelse, når dette findes at væ-re af betydning for sagens afgørelse, og den ulempe eller de omkostninger, der er forbundet med under-søgelsen, ikke står i misforhold til sagens karakter og grovhed. Hvis sigtede er tilbageholdt eller ikke ud-trykkeligt giver samtykke til undersøgelsen, kan denne kun finde sted efter rettens afgørelse. Afgørelsen træffes ved en beslutning, der skal begrundes. Om mentalundersøgelse skal foretages, beror på en samlet vurdering, der foruden det umiddelbare ind-tryk af sigtede under afhøringerne og hans eller hendes adfærd under en eventuel tilbageholdelse om-fatter den aktuelle sag, tidligere sager, oplysningerne om hans eller hendes personlige forhold f.eks. i en personundersøgelse efter retsplejelovens § 436, eller en vejledende distriktslægeerklæring og oplysnin-ger om tidligere psykiatrisk behandling eller sociale hjælpeforanstaltninger. Om en mentalundersøgelse er af betydning for sagens afgørelse, vil normalt afklares ved indhentelsen af en vejledende distriktslægeerklæring, der efterfølgende forelægges for overlægen ved Psykiatrisk Afde-ling A1 på Dronning Ingrids Hospital i Nuuk, med henblik på en vurdering af, om en mentalundersøgelse skønnes relevant. Indhentelse af en personundersøgelse med henblik på vurderingen af behovet for en mentalundersøgelse – som det sker i Danmark – er ikke mulig i Grønland. Indhentelse af en vejledende distriktslægeerklæring kan eventuelt undlades, hvis der er enighed herom imellem politi og overlægen ved Psykiatrisk Afdeling A1 på Dronning Ingrids Hospital i Nuuk. Mentalundersøgelse vil navnlig være indiceret i nedennævnte tilfælde: 1) Hvis sigtede tidligere har modtaget psykiatrisk behandling, eller der i øvrigt kan være grund til at formode, at sigtede er sindssyg eller mentalt retarderet, jf. kriminallovens § 156. 2) Når der i øvrigt, f.eks. på grund af de kriminelle handlingers art og/eller grovhed, er grund til at formode, at sigtedes mentale tilstand afviger fra det normale. Mentalundersøgelse bør normalt ske, når sigtelsen angår - drab eller forsøg herpå, - grovere meningsløs eller særegen form for vold, herunder særligt i gentagelsestilfælde, - grovere voldtægt og voldtægt i gentagelsestilfælde eller forsøg herpå, - grovere eller gentagne seksualforbrydelser over for børn, - forsætlig brandstiftelse uden økonomisk motiv eller forsøg herpå. 3) Når kriminalitetsbetingelserne for anvendelse af forvaring efter kriminallovens § 161 er opfyldt, herunder f.eks. gentagen voldtægt, røveri mv. Denne opregning er ikke bindende og ikke udtømmende. Også i andre tilfælde kan mentalundersøgelse efter en konkret vurdering være formålstjenlig. Det gælder f.eks. med hensyn til 1) lovovertrædere, hvis kriminalitet må antages at være begrundet i, at stof- eller alkoholmisbrug har ført til alvorlig psykisk forstyrrelse, 2) unge lovovertrædere, som frembyder tegn på psykisk afvigelse eller mental retardering, hvis der er spørgsmål om anvendelse af ubetinget anstaltsanbringelse, og med hensyn til 3) lovovertrædere over 60 år, der ikke tidligere er foranstaltet, og nu sigtes for en overtrædelse, der skønnes at ville medføre ubetinget anstaltsanbringelse, hvis der kan være grund til at formode, at kriminaliteten står i forbindelse med en aldersbetinget sjælelig svækkelsestilstand. Hvis anklagemyndigheden forventer, at sagen skal afgøres med en bøde: Mentalundersøgelse skal ikke iværksættes, når der ikke er spørgsmål om anden retsfølge end bøde. Andre tilfælde, hvor der ikke skal iværksættes mentalundersøgelse: Oplysningerne fra en tidligere mentalundersøgelse vil efter omstændighederne kunne gøre en mental-undersøgelse upåkrævet, hvis der kun er gået få år fra den sidste undersøgelse, eller hvis der ikke er tvivl om, at sigtede er mentalt retarderet. I kriminalsager, hvor den tiltalte er undergivet en foranstaltning i henhold til en tidligere kriminaldom, skal der ikke sendes en anmodning til en retspsykiatrisk afdeling om foretagelse af mentalundersøgelse. I disse tilfælde skal der i stedet anmodes om en udtalelse fra det behandlingssted, der har ansvaret for den pågældende foranstaltning. Indhentelse af en supplerende erklæring om sigtedes psykiske tilstand kræver ikke rettens beslutning eller samtykke fra sigtede, hvis sigtede ikke skal underkastes yderligere undersøgelser i anledning heraf. Hvis udarbejdelse af erklæringen kræver, at sigtede skal undergives yderligere undersøgelser, følges reglerne i retsplejelovens § 436, stk. 2. Ved afgørelsen af, om mentalundersøgelse skal finde sted, må det tillige tages i betragtning, at undersø-gelsen kan være en belastning for sigtede og vil kunne medføre en forsinkelse af sagen. Mentalundersø-gelse skal derfor kun iværksættes, når undersøgelsen må antages at kunne få betydning for sagens afgø-relse. Mentalundersøgelse kan endvidere eventuelt undlades, hvis der i sagen alene er spørgsmål om betinget dom, og at sagen på den baggrund eventuelt kan afgøres med en dom til tilsyn efter kriminallovens kapi-tel 28, f.eks med vilkår om at undergive sig psykiatrisk/sexologisk behandling, jf. § 135. Hvis anklagemyndigheden vurderer, at sagen skal afgøres med et tiltalefrafald, skal der ikke iværksættes mentalundersøgelse. Der henvises til pkt. 5.6. og pkt. 6. 3.1.2. På hvilket tidspunkt skal mentalundersøgelsen iværksættes? Behovet for mentalundersøgelse skal afklares så tidligt som muligt under efterforskningen. Formålet hermed er at sikre, at undersøgelsen af den sigtede kan iværksættes uden at forsinke kriminalsagen væ-sentligt. Som udgangspunkt skal mentalundersøgelsen således iværksættes sideløbende med efterforsk-ningen. Det kan dog efter en konkret vurdering være hensigtsmæssigt først at iværksætte undersøgelsen af sigtede efter, at hovedparten af efterforskningen er afsluttet. Dette vil navnlig være tilfældet, hvis det må forudses, at den sigtede skal deltage i en række politiafhøringer med henblik på at få afklaret sagens nærmere omstændigheder. I sådanne tilfælde vil det således ud fra en lægelig vurdering kunne være uhensigtsmæssigt, hvis den sigtede skal deltage i politiafhøringer sideløbende med de samtaler, prøver mv., som sigtede deltager i som en del af mentalundersøgelsen. Anklagemyndigheden afgør, om der skal fremsættes begæring om mentalundersøgelse, og tager stilling til begæringer herom fra anden side, herunder fra forsvareren. Retten afgør ved beslutning tvistigheder om begæringer fra forsvareren eller sigtede om foretagelsen af mentalundersøgelse, jf. retsplejelovens § 341. Hvis anklagemyndigheden først bliver bekendt med behovet for mentalundersøgelse kort tid før – eller under – hovedforhandlingen, kan det være relevant, at der tages stilling til skyldsspørgsmålet forud for, at mentalerklæringen indhentes. Det følger af retsplejelovens § 473, stk. 1, 2. pkt., at retten undtagelsesvist kan bestemme, at spørgsmå-let, om tiltalte er skyldig, skal behandles og afgøres først. Anklagemyndigheden skal i situationer, hvor det er relevant – f.eks. af hensyn til eventuelle vidner, der er tilsagt til hovedforhandlingen, og/eller af ressourcemæssige hensyn – som udgangspunkt fremsætte begæring om, at der tages stilling til skyldsspørgsmålet, inden sagen udsættes på mentalundersøgelse, medmindre særlige omstændigheder taler imod. 3.1.3. Beslutning/ikke beslutning? Rettens beslutning er altid påkrævet - når sigtede ikke udtrykkeligt samtykker i undersøgelsen, jf. retsplejelovens § 436, stk. 2, - når sigtede er tilbageholdt, jf. retsplejelovens § 436, stk. 2, eller - når sigtede skal mentalundersøges under indlæggelse, jf. retsplejelovens § 436, stk. 3, eller - når sigtede ikke samtykker i, at der indhentes oplysninger om dennes personlige forhold fra pårø-rende eller andre privatpersoner, jf. retsplejelovens § 436, stk. 4. Der er i retsplejelovens § 436, stk. 3, hjemmel til at frihedsberøve sigtede alene med henblik på gennem-førelse af en mentalundersøgelse under indlæggelse. Frihedsberøvelsen kan dog ikke udstrækkes længe-re, end hvad der er nødvendigt af hensyn til mentalundersøgelsen, jf. principperne i U 1999.1117Ø vedrø-rende den tilsvarende bestemmelse i den danske retsplejelov. Der fastsættes en frist for frihedsberøvel-sen, jf. retsplejelovens § 436, stk. 3, jf. § 364. Det er en forudsætnig for, at retten ved beslutning kan træffe afgørelse efter retsplejelovens § 436, stk. 4, at der foreligger oplysninger om, hvem af sigtedes pårørende og hvilke andre privatpersoner der skal rettes henvendelse til, og hvilke oplysninger der herved ønskes tilvejebragt fra disse til brug for mental-undersøgelsen, jf. principperne i Højesterets kendelse af 25. februar 2022 (U 2022.1845H) vedrørende den tilsvarende bestemmelse i den danske retsplejelov. Såfremt den institution, der forestår udarbejdelsen af mentalundersøgelsen, bliver opmærksom på, at det er nødvendigt for udarbejdelsen af denne, at der indhentes oplysninger om sigtedes personlige for-hold fra sigtedes pårørende eller andre privatpersoner – og sigtede ikke ønsker at samtykke til dette – så skal institutionen rette henvendelse til anklagemyndigheden med anmodning om, at der indhentes be-slutning herom, jf. retsplejelovens § 436, stk. 4. Det er vigtigt, at det af anmodningen fremgår, hvem af sigtedes pårørende og/eller hvilke andre privatpersoner der skal rettes henvendelse til, og hvilke oplys-ninger om sigtedes personlige forhold der herved ønskes tilvejebragt fra disse til brug for mentalunder-søgelsen f.eks. oplysninger om helbred, opvækst, parforhold/samliv, skolegang eller lignende. Anklage-myndigheden skal herefter hurtigst muligt anmode retten om at træffe afgørelse, jf. retsplejelovens § 436, stk. 4. For sigtede på fri fod, der er uden fast bopæl, eller som af andre grunde er vanskelige at træffe, bør an-klagemyndigheden fra sigtede få oplysning om en person, der kan bistå med kontakten til sigtede i for-bindelse med gennemførelse af mentalundersøgelsen. Oplysning herom sendes til den institution, der skal foretage mentalundersøgelsen. Se også pkt. 2.2.1 og pkt. 3.1.6. 3.1.4. Ambulant mentalundersøgelse Mentalundersøgelse sker som udgangspunkt ambulant, dvs. uden indlæggelse på psykiatrisk afdeling eller ophold på institution. Både arrestanter og personer på fri fod kan undersøges ambulant. I praksis foretages ambulante mentalundersøgelser i Grønland under de undersøgelsesrejser, der flere gange årligt foretages af Aarhus Universitetshospital, Retspsykiatrisk Afdeling i Skejby, R3. Ambulante mentalundersøgelser skal gennemføres hurtigst muligt efter, at anklagemyndigheden har rekvireret en ambulant mentalundersøgelse. Grønlands Politi følger løbende op på udestående mental-erklæringer. 3.1.5. Mentalundersøgelse under indlæggelse Mentalundersøgelse under indlæggelse kan være indiceret, hvis - den undersøgende læge anbefaler, at undersøgelsen skal ske under indlæggelse, - sigtede i forvejen er indlagt/tilbageholdt i surrogat på psykiatrisk afdeling, - sigtede opholder sig på en institution for mentalt retarderede, eller - sigtede nægter at medvirke til en ambulant mentalundersøgelse. Mentalundersøgelse under indlæggelse foretages i prakis på Aarhus Universitetshospital, Retspsykiatrisk Afdeling i Skejby, R3, idet det på nuværende tidspunkt ikke er muligt at gennemføre mentalundersøgel-ser under indlæggelse i Grønland. Hvis der er et klart misforhold til sagens betydning og den forventede foranstaltning, kan der ikke ske mentalundersøgelse under indlæggelse. Der henvises til principperne i Højesterets kendelse i U 2011.2643/2 om mentalundersøgelse under indlæggelse efter reglerne i den danske retsplejelov. I denne sag var sigtede, der ikke tidligere var dømt af betydning for sagen, sigtet for trusler mod sin tidligere æg-tefælle, jf. straffelovens § 266. Kriminalforsorgen havde anbefalet, at sigtede skulle mentalundersøges. I april 2010 afsagde byretten på skriftligt grundlag og mod sigtedes protest kendelse om, at sigtede skulle underkastes ambulant mentalundersøgelse. Da sigtede ikke ønskede at medvirke hertil, afsagde byret-ten i januar 2011 kendelse om, at sigtede i stedet skulle underkastes mentalundersøgelse under indlæg-gelse, jf. den danske retsplejelovs § 809, stk. 2, hvilket landsretten stadfæstede. Højesteret udtalte, at det var tvivlsomt, om det i april 2010 var tilstrækkeligt indiceret at træffe afgørelse om ambulant mental-undersøgelse. Herefter, og da en mentalundersøgelse under indlæggelse ville indebære en længere fri-hedsberøvelse, som ville stå i klart misforhold til sagens betydning og den straf, som kunne forventes, hvis sigtede fandtes skyldig, fandt Højesteret, at sigtede ikke skulle mentalundersøges under indlæggel-se. Mentalundersøgelse under indlæggelse på psykiatrisk afdeling må som udgangspunkt forventes at kunne gennemføres på 3 måneder, men det kan i nogle tilfælde være nødvendigt med en lidt længere hospitals-indlæggelse, hvilket kan medføre en forsinkelse af erklæringen. 3.1.6. Hvilke akter skal vedlægges en anmodning om mentalundersøgelse? Anmodningen om mentalundersøgelse stiles til den institution/læge, der skal forestå undersøgelsen, som normalt er Aarhus Universitetshospital, Retspsykiatrisk Afdeling i Skejby, R3. Forsvareren skal have til-sendt kopi af anmodningen. Hjemlen til Grønlands Politis behandling og videregivelse af personoplysninger, herunder oplysninger om kriminelle forhold og helbredsoplysninger, findes i retshåndhævelsesloven, som sat i kraft 1. juli 2023 ved anordning om ikrafttræden for Grønland af lov om retshåndhævende myndigheders behandling af per-sonoplysninger. Ved fremsendelsen af en anmodning om mentalundersøgelse skal følgende akter som udgangspunkt være vedlagt i kopi: - Hele sagsmaterialet (rapporter mv.) inkl. alle retsbogsudskrifter, herunder en eventuel beslutning om mentalundersøgelse. I omfangsrige sager kan behovet for fremsendelse af bilag aftales med den ansvarlige overlæge på den institution, der skal foretage undersøgelsen. For sigtede på fri fod, der har samtykket i mentalundersøgelsen, vedlægges samtykkeerklæring - Mappe med personlige oplysninger (herunder eventuel tidligere indhentet personundersøgelse efter retsplejelovens § 436, en vejledende distriktslægeerklæring og eller en udtalelse om indika-tion for mentalundersøgelse) samt kopi af tidligere domme - Aktuel straffeattest - Aktuel udskrift fra Det Centrale Personregister, evt. vedlagt historiske adresser - Eventuel samtykkeerklæring fra sigtede til, at der kan indhentes personoplysninger fra andre myndigheder - Oplysninger om beskikket forsvarer - Oplysninger om eventuel kontaktperson, jf. pkt. 2.2.1. Samtykkeerklæringen skal ledsage anmodningen om mentalundersøgelse, således at institutionen eller afdelingen umiddelbart efter modtagelsen kan indhente relevante oplysninger, samtidig med at sigtede indkaldes til den første samtale. Institutionen eller afdelingen kan – under nærmere betingelser – indhente personoplysninger fra andre myndigheder, selvom sigtede ikke har givet samtykke til det. I den forbindelse skal der indledningsvis tages stilling til, om oplysningerne skal indhentes fra en sundhedsperson eller fra en anden forvaltnings-myndighed. Det bemærkes, at indhentelse af oplysninger fra offentlige myndigheder falder uden for rammerne af retsplejelovens § 436, stk. 4. Spørgsmålet om videregivelse af helbredsoplysninger og andre fortrolige oplysninger fra sundhedsperso-ner i Grønland er reguleret af kapitel 5 i landstingsforordning nr. 6 af 31. maj 2001 om patienters retsstil-ling. Adgangen til at videregive personoplysninger mellem forskellige forvaltningsmyndigheder i øvrigt er i Grønland reguleret af reglerne om persondata i persondataloven, som er sat i kraft for Grønland den 1. december 2016. Den reguleres endvidere af forvaltningsloven, som for rigsmyndighedernes sagsbehand-ling er sat i kraft ved anordning nr. 1188 af 27. december 1994, og af landstingslov nr. 8 af 13. juni 1994 om sagsbehandling i den offentlige forvaltning for så vidt angår den offentlige forvaltning under Grønlands hjemmestyre og kommunerne. For manuel videregivelse af personoplysninger (papirbaseret), herunder oplysninger om helbredsforhold og kriminelle forhold, findes hjemlen til videregivelse til en anden forvaltningsmyndighed i forvaltnings-/landstingslovens § 28, stk. 2. Efter stk. 2, nr. 1, kan oplysningerne videregives, hvis observanden har givet samtykke. Uden samtykke kan oplysningerne videregives efter stk. 2, nr. 3, jf. retsplejelovens § 436, stk. 2. Ved videregivelse af oplysninger til en anden forvaltningsmyndighed, som helt eller delvist foretages ved hjælp af elektronisk databehandling (f.eks. e-mail), findes hjemlen til videregivelse i både forvaltnings-/landstingslovens § 28, stk. 1 og 2, og persondatalovens §§ 6-8. Når sundhedspersoner i Danmark behandler og videregiver oplysninger, f.eks. til brug for en mentalun-dersøgelse, er forholdet reguleret i sundhedslovens kapitel 9. Se nærmere herom i Rigsadvokatmeddel-sen, afsnittet om psykisk afvigende kriminelle pkt. 3.1.7. 3.1.7. Indholdet af mentalerklæringer En mentalerklæring skal som udgangspunkt indeholde følgende oplysninger: 1. Indledning - Kort præsentation af sagen - Væsentlige oplysninger om observanden (alder, etnicitet, køn, tidligere kriminalitet, aktuel sigtel-se) - Erkender/nægter sig skyldig - Tilbageholdt/tilbageholdt i surrogat/på fri fod 2. Sygdomme, kriminalitet mv. i slægten - Somatisk sygdom (medtages kun, hvis det har betydning for erklæringen) - Psykiatrisk sygdom - Eventuel genetisk disposition - Misbrug og kriminalitet i familien (medtages kun, hvis det har betydning for erklæringen) 3. Levnedsbeskrivelsen - Social anamnese, herunder: - Barndomshjem - Skolegang - Erhvervsforløb - Ægteskabelige forhold - Økonomi 4. Tidligere kriminalitet - Tidligere domme af relevans for den foreliggende sag - Observandens egne bemærkninger til tidligere kriminalitet 5. Den nu påsigtede kriminalitet - Kort omtale af sigtelse, herunder gerningstidspunkt - Kort resumé af kriminalsagen baseret på sagens akter - Observandens eventuelle egne bemærkninger til den påsigtede kriminalitet 6. Andres oplysninger om observandens psykiske udvikling og tilstand - Eventuelle oplysninger fra psykiatere, psykologer, familiemedlemmer, personundersøgelse efter retsplejelovens § 436, mv. med angivelse af observandens alder i forbindelse med de enkelte op-lysninger 7. Tidligere mentalundersøgelser - Konklusioner fra eventuel tidligere mentalerklæringer citeres kronologisk (eller vedlægges) 8. Observandens egne oplysninger om sin psykiske udvikling og tilstand - Observandens oplysninger om psykiske udvikling af betydning for den konkrete kriminalsag - Detaljeret psykiatrisk anamnese og en grundig psykopatologisk udspørgen eventuelt ved hjælp af relevant psykometri, f.eks. det semistrukturerede interview PSE 9. Fysisk helbred, misbrug, aktuel behandling - Somatisk anamnese, herunder: - Alvorlige legemlige sygdomme (medtages kun, hvis det har betydning for erklæringen) - Psykosomatiske symptomer og sygdomme af psykiatrisk relevans, herunder neuroinfek-tioner, epilepsi eller alvorlige hovedtraumer. - Relevante oplysninger fra sundhedsvæsenet resumeres. - Observandens egne oplysninger om sit fysiske helbred - Misbrugsanamnese, inklusiv eventuelle behandlingsforsøg - Aktuel medicinsk behandling eller anden behandling mod legemlig sygdom 10. Observandens forhold under observationen - Beskrivelse af observandens forhold i perioden fra observation, f.eks. hvorfra og hvordan han el-ler hun møder, eller hvordan tilbageholdelsen er forløbet - Beskrivelse af observandens evne/vilje til at samarbejde ved undersøgelsen og eventuelle ude-blivelser 11. Psykologisk undersøgelse - Angivelse af de anvendte psykologiske tests med disses konklusioner samt diskussion af eventu-elle uoverensstemmelser mellem resultaterne af den psykologiske og den psykiatriske undersø-gelse. (Undersøgelsen vedlægges som bilag) - Hvis ikke der er fundet indikation for psykologisk undersøgelse, skal baggrunden fremgå her 12. Klinisk vurdering - Undersøgerens objektive indtryk af observanden, herunder beskrivelse af eventuelle ændringer i observandens tilstand under forløbet af undersøgelsen, omfanget af observandens medvirken ved undersøgelsen mv. 13. Diskussion - I vanskelige sager resumeres og diskuteres undersøgelsens væsentligste elementer, oplysninger, observationer og resultater 14. Konklusion og begrundelse - Kort konklusion med overskuelige og utvetydige og klare udsagn - Egnet til fremlæggelse under sagens behandling for retten - Opbygges i følgende afsnit: - Et indledende afsnit hvor det beskrives, hvorvidt observanden er sindssyg, og om han eller hun må antages at have været det på gerningstidspunktet, om han eller hun var påvirket af rusmidler, og om der er tegn på, at en abnorm rustilstand kunne have foreligget, begavelses-niveau og eventuel organisk hjernelidelse - Kort om opvækstforhold, uddannelse og social status - Kort om misbrug - Kort om eventuel psykiatrisk anamnese - Fund ved aktuelle undersøgelse - Et helt præcist afsluttende afsnit indeholdende reference til relevante paragraffer i kriminal-loven og eventuelt begrundet foranstaltningsforslag i overensstemmelse med Rigsadvokat-meddelelsen, Afsnittet om psykisk afvigende kriminelle - Grønland - Eventuelt stillingtagen til tidsubestemt forvaring 3.1.8. Alternativer til fuld mentalerklæring I visse tilfælde kan Aarhus Universitetshospital, Retspsykiatrisk Afdeling i Skejby, R3, eller Psykiatrisk Af-deling A1 på Dronning Ingrids Hospital i Nuuk beslutte, at der ikke skal udarbejdes en fuld mentalerklæ-ring. Såfremt anklagemyndigheden er bekendt med, at sigtede/tiltalte allerede er undergivet en foranstalt-ning, skal anmodningen om en erklæring (der træder i stedet for en mentalundersøgelse) sendes direkte til den behandlingsansvarlige overlæge. Der henvises til pkt. 3.1.1. Følgende typer erklæringer kan udfærdiges som alternativ til almindelig/fuld mentalerklæring: 1. Supplerende mentalerklæring Sigtede er (endnu) ikke dømt. Der er udarbejdet en egentlig mentalerklæring, men på grund af ændrede omstændigheder, f.eks. nye forhold, anmoder anklagemyndigheden om en ny vurdering af sigtede. Der skal som udgangspunkt alene udarbejdes et supplement til den allerede foreliggende mentalerklæ-ring. Den, der underskriver erklæringen, skal vurdere, om den foreliggende erklæring er for gammel til, at et supplement er tilstrækkeligt. Der tages udgangspunkt i den allerede udarbejdede mentalundersøgelse. Der skal alene indhentes op-lysninger for den periode, der ikke er omfattet af mentalundersøgelsen. Kun hvis der er ændringer til de enkelte punkter i den oprindelige erklæring, skal dette anføres/beskrives i den supplerende erklæring. Den supplerende erklæring skal indeholde konklusion, hvori det anføres, om sigtede er omfattet af kri-minallovens § 156, og om der kan peges på en egnet foranstaltning efter kriminallovens § 157. Findes sigtede omfattet af den udvidede fortolkning af personkredsen omfattet af kriminallovens § 156, stk. 1, jf. Retten i Grønlands dom af 10. august 2010 (KS 56/10), som omtalt i afsnit 5.3, skal der tages stil-ling til, om en særforanstaltning efter kriminallovens kapitel 33 eller 34 – og i givet fald hvilken – findes mere formålstjenlig end de almindelige foranstaltningstyper. Konklusionen dækker ”alle forhold” og afløser konklusionen i den oprindelige erklæring. Den suppleren-de mentalerklæring hæftes oven på den oprindelige erklæring. 2. Retspsykiatrisk udtalelse fra den behandlingsansvarlige overlæge I de tilfælde, hvor sigtede allerede er undergivet foranstaltning efter kriminallovens kapitel 33 eller 34, kan der som alternativ til en fuld mentalerklæring udarbejdes en retspsykiatrisk udtalelse af den behand-lingsansvarlige overlæge på enten Psykiatrisk Afdeling A1 på Dronning Ingrids Hospital i Nuuk eller Aarhus Universitetshospital, Retspsykiatrisk Afdeling i Skejby, R3. I udtalelsen skal forløbet af den igangværende foranstaltning beskrives, og i konklusionen anføres det, om sigtede (stadig) er omfattet af kriminallovens § 156, og om der kan peges på en egnet foranstaltning efter kriminallovens kapitel 33. Findes sigtede omfattet af den udvidede fortolkning af personkredsen omfattet af kriminallovens § 156, stk. 1, jf. Retten i Grønlands dom af 10. august 2010 (KS 56/10), som omtalt i pkt. 5.3, skal der tages stilling til, om en særforanstaltning efter kriminallovens kapitel 33 eller 34 – og i givet fald hvilken – findes mere formålstjenlig end de almindelige foranstaltningstyper. Hvis det på ny anbefales, at der idømmes en sær-foranstaltning, skal udtalelsen indeholde en redegørelse for, hvilke nye behandlingsmæssige tiltag der forventes taget i brug og som skønnes at indebære, at den anbefalede særforanstaltning er mere for-målstjenlig end de almindelige foranstaltningstyper til at forebygge ny kriminalitet. Der kan være situationer, hvor der er behov for en ny mentalobservation af sigtede. Udtalelsen bør udformes i overenstemmelse med afsnittet i Retslægerådets Årsberetning 2021, side 71ff. 3. Mentalerklæring, kort version (minimentalerklæring) I de tilfælde, hvor sigtede er kendt med en psykiatrisk diagnose i det psykiatrisk behandlingssystem, eller de tilfælde, hvor sigtede ikke allerede er undergivet foranstaltning efter kriminallovens kapitel 33, men er underkastet psykiatrisk behandling eller hjælpeforanstaltninger, kan der udarbejdes en kortere retspsy-kiatrisk erklæring, en såkaldt minimentalerklæring. Det kan også være tilfældet, hvor sigtede har været idømt en foranstaltning efter kriminallovens kapitel 33 eller 34, der er blevet ophævet eller er udløbet, eller hvor sigtede åbenlyst er omfattet af kriminallo-vens § 156. Minimentalerklæringen udarbejdes af Psykiatrisk Afdeling A1 på Dronning Ingrids Hospital i Nuuk og er et alternativ til, at undersøgelsen udføres af Aarhus Universitetshospital, Retspsykiatrisk Afdeling i Skejby, R3, under en undersøgelsesrejse. Politiet indhenter forinden en vejledende distriktslægeerklæring, som indeholder oplysninger om den pågældendes personlige forhold samt en umiddelbar vurdering af sigtedes tilstand, og om der efter di-striktslægens opfattelse er behov for mentalundersøgelse. Anklagemyndigheden sender den vejledende distriktslægeerklæring, sagens akter og anmodning om minimentalerklæringen til Psykiatrisk Afdeling A1 på Dronning Ingrids Hospital i Nuuk, som vurderer, om der er tilstrækkelige oplysninger til, at der kan udfærdiges en minimentalerklæring. Erklæringen skal som minimum indeholde: 1. Indledning 2. Påsigtet kriminalitet 3. Kort levnedsbeskrivelse 4. Resumé af psykiatrisk anamnese (sygehistorie) 5. Rusmiddelmisbrug 6. Medicinsk status 7. Aktuelt psykiatrisk 8. Konklusion I konklusionen anføres, om sigtede er omfattet af kriminallovens § 156, og om der kan peges på en egnet særforanstaltning efter kriminallovens kapitel 33. En minimentalerklæring kan som udgangspunkt ikke anvendes, når der er tale om grov personfarlig krimi-nalitet, eller hvis der er spørgsmål om forvaring eller anbringelse efter kriminallovens § 157. 3.2. Forelæggelse for Retslægerådet Mentalundersøgelsen forelægges som regel for Retslægerådet 1. når sigtelsen angår alvorlig personfarlig kriminalitet, og den sigtede ifølge mentalerklæringen er sindssyg eller mentalt retarderet, 2. når mentalerklæringen anbefaler dom til anbringelse efter kriminallovens § 157, stk. 1, 3. når der er rejst spørgsmål om anvendelse af forvaring, jf. kriminallovens § 161, 4. når der er spørgsmål om at anvende foranstaltninger for personer omfattet af kriminallovens § 156, stk. 2, 5. når der er tvivl om, hvilken foranstaltning der er bedst egnet til at forebygge lovovertrædelser, el-ler der i øvrigt er andre tvivlsspørgsmål vedrørende sanktionsspørgsmålet, eller 6. når der i øvrigt foreligger særlig anledning til, at rådets erklæring om sanktionsspørgsmålet ind-hentes. En særlig anledning kan foreligge, når der ikke i mentalerklæringen anbefales en særfor-anstaltning, men hvor der i sagen er oplysninger om, enten at sigtede tidligere har været indlagt på psykiatrisk afdeling, eller at der tidligere har været iværksat foranstaltninger over for sigtede. Retslægerådet har i Retslægerådets Årsberetning 1994, side 61 ff., som er opdateret i Retslægerådets Årsberetning 2021, bemærket, at den skriftlige behandling i Retslægerådet forudsætter grundige og fag-ligt kompetente speciallægeerklæringer. Hvis der er spørgsmål om en foranstaltning, der efter sin ordlyd kan fuldbyrdes såvel i Danmark som i Grønland, bør der være vedlagt en udtalelse om fuldbyrdelsesmulighederne i Grønland. Politikredsen forelægger mentalundersøgelsen for Retslægerådet. Hvis der er beskikket en forsvarer for sigtede, skal politikredsen sende en kopi af forelæggelsen til forsvareren med oplysning om muligheden for at stille yderligere spørgsmål. Eventuelle spørgsmål fra forsvareren stilles via kredsen. 3.3. Forelæggelse af påstanden om særforanstaltning eller forvaring for Statsad-vokaten i København Hvis der bliver tale om at dømme en tiltalt til anbringelse eller behandling i Danmark, jf. kriminallovens § 157, eller forvaring, jf. § 161, skal politidirektøren forelægge anklagemyndighedens påstand for Statsad-vokaten i København, inden påstanden nedlægges. Det drejer sig om sager, hvor der nedlægges påstand om: - Dom til anbringelse (type A. 1. og A. 2.), jf. pkt. 5.1.1. - Dom til behandling i Danmark (Type B), jf. pkt. 5.1.2. - Dom om foranstaltninger over for mentalt retarderede (type I-II samt type III, når foranstaltnin-gen fuldbyrdes eller giver mulighed for fuldbyrdelse i Danmark), jf. pkt. 5.2. - Forvaringsdom, jf. pkt. 5.5. Det gælder tilsvarende, hvor påstanden fremsættes i forbindelse med en ændring af en allerede idømt foranstaltning. Se herom pkt. 7.3. Hvis der bliver tale om at idømme en almindelig foranstaltning (anstalt, tilsyn eller bøde) til en person, der allerede er undergivet en af ovenstående særforanstaltninger eller forvaring, skal påstanden også fore-lægges for statsadvokaten. Det er i disse tilfælde derfor statsadvokaten, der afgør, hvilken foranstaltning anklagemyndigheden skal nedlægge påstand om. Ved vurderingen af, hvilken foranstaltning der bør nedlægges påstand om, indgår en afvejning af sikker-heds- og behandlingsmæssige hensyn, men også proportionalitetsbetragtninger under hensyntagen til kriminalitetens art og grovhed. I U 2004.970H ændrede Højesteret således landsrettens dom, idet en dom til behandling på psykiatrisk hospital for overtrædelse af straffelovens § 232 om blufærdighedskrænkelse blev ændret af Højesteret til en dom til ambulant behandling bl.a. under henvisning til den dømtes personlige forhold og risikoen for fremtidig kriminalitet vurderet i lyset af de begåede lovovertrædelser. Retningslinjer for udformningen af påstande om særforanstaltninger eller forvaring fremgår af pkt. 5. og pkt. 4.2. om længstetid. 3.4. Hvis tiltalte allerede er idømt en foranstaltning efter kriminallovens kapitel 33, eller har uafsonede foranstaltninger Hvis den dømte begår ny lovovertrædelse under foranstaltningens fuldbyrdelse, fastsætter retten en samlet foranstaltning for dette forhold og for den tidligere pådømte lovovertrædelse, medmindre retten anser den tidligere foranstaltning for tilstrækkelig. Retten kan i stedet fastsætte en foranstaltning alene for det nye forhold, jf. kriminallovens § 160. Efter kriminallovens § 147, stk. 2, fastsætter retten, hvis den dømte begår ny lovovertrædelse under op-hold i anstalt, en samlet foranstaltning for dette forhold og for den tidligere pådømte lovovertrædelse, medmindre retten anser den tidligere foranstaltning for tilstrækkelig. Retten kan i stedet fastsætte en foranstaltning alene for det nye forhold. Efter kriminallovens § 147, stk. 3, finder § 147, stk. 2, tilsvarende anvendelse, hvis den dømte begår ny lovovertrædelse efter at være dømt til anbringelse i anstalt, men inden anbringelse i anstalt er iværksat. Grønlands Landsret har den 13. marts 2023 i en ankesag anvendt princippet i kriminallovens § 147, stk. 3, jf. stk. 2, på en situation, hvor tiltalte i 2017 var idømt en foranstaltning på 5 måneders anstaltsanbringel-se, som ikke var iværksat, og i 2019 var idømt forvaring på ubestemt tid. Landsretten udtalte, at den for-anstaltning, som tiltalte blev idømt i 2019, burde have været en samlet foranstaltning og ophævede for-anstaltningen på 5 måneder anstaltsanbringelse og idømte tiltalte forvaring i Grønland på ubestemt tid. Se endvidere pkt. 5.6. om kriminalitet begået forud for eller under en igangværende foranstaltning efter kriminallovens kapitel 33 eller dom til forvaring. 3.5. Beskikkelse af bistandsværge 3.5.1. Hvem skal have beskikket en bistandsværge? Hvis der bliver tale om at idømme en tiltalt foranstaltninger efter kriminallovens § 157, eller forvaring ef-ter kriminallovens § 161, kan retten beskikke en bistandsværge for den pågældende efter kriminallovens § 163, stk. 1, således at bistandsværgen kan bistå tiltalte under sagen. Er tiltalte idømt en særforanstaltning efter kriminallovens § 157, eller forvaring efter kriminallovens § 161, skal retten i forbindelse med dommen eller efterfølgende beskikke en bistandsværge for den pågælden-de, jf. § 163, stk. 2. Bistandsværgen skal holde sig underrettet om den dømtes tilstand og sørge for, at opholdet og andre indgreb ikke udstrækkes længere end nødvendigt. Justitsministeriet har i bekendtgø-relse nr. 366 af 19. april 2016 om bistandsværger beskikket i medfør af kriminal for Grønland fastsat regler om bistandsværger. 3.5.2. Hvornår skal beskikkelse ske? Når politiet skønner, at der kan blive tale om at beskikke en bistandsværge for en sigtet eller tiltalt, skal spørgsmålet rejses over for retten på så tidligt et tidspunkt, at den, der eventuelt beskikkes, får mulighed for at være tilstede under sagens behandling, jf. § 4, stk. 1, i bekendtgørelse nr. 366 af 19. april 2016. Hvis der skal beskikkes en bistandsværge for en dømt, som ikke har haft en sådan værge beskikket under sagens behandling, skal politiet om fornødent henlede rettens opmærksomhed på spørgsmålet, når dommen er afsagt, jf. bekendtgørelsens § 4, stk. 2. Hvis der ikke er beskikket en bistandsværge forud for hovedforhandlingen i kredsretten, jf. kriminallo-vens § 163, skal der som udgangspunkt beskikkes en bistandsværge i umiddelbar forlængelse af domsaf-sigelsen, således at oplysning om bistandsværgen, herunder relevante kontaktoplysninger, kan medsen-des i forbindelse med, at dommen sendes til fuldbyrdelse, jf. pkt. 7.1. om fuldbyrdelse af foranstaltnings-domme. Hvis domfældte ikke har fået beskikket en bistandsværge forud for hovedforhandlingen i en eventuel ankesag, skal dette ske snarest muligt inden sagens behandling i landsretten. Politiet skal samtidig med beskikkelsen orientere bistandsværgen om den sigtedes, tiltaltes eller dømtes folkeregisteradresse og sidst kendte opholdssted, jf. bekendtgørelsens § 10, stk. 3. Reglerne om ophør af beskikkelse og fratagelse af hvervet som bistandsværge følger af bekendtgørel-sens kapitel 4. 3.5.3. Hvem kan beskikkes som bistandsværge? Ifølge § 5, stk. 1, i bekendtgørelse nr. 366 af 19. april 2016, skal politiet bistå retten med at finde en per-son, der kan beskikkes som bistandsværge. Den sigtede, tiltalte eller dømte skal forud for beskikkelsen spørges, om der er en bestemt person, som vedkommende ønsker at få beskikket. Som bistandsværge skal så vidt muligt beskikkes en af den sigtedes, tiltaltes eller dømtes nærmeste pårø-rende, jf. bekendtgørelsens § 3, og kriminallovens § 163, stk. 1. Politiet skal forud for beskikkelsen af en pårørende som bistandsværge informere den pågældende om, hvad opgaven som bistandsværge indebærer, jf. pkt. 3.5.4. Hvis den sigtede, tiltalte eller dømte ikke selv foreslår en person, ikke har nære pårørende, eller ingen af de pågældende er villige eller egnede til at blive beskikket, indstiller politiet en bistandsværge, jf. be-kendtgørelsens § 5, stk. 2. Politiet indstiller den bistandsværge, der står for tur på fortegnelserne over bistandsværger i henholdsvis Danmark og Grønland, jf. pkt. 3.5.3.1. og pkt. 3.5.3.2. Hvis den dømte skal anbringes i Grønland, beskikkes en bistandsværge med bopæl i Grønland, og hvis den dømte skal anbringes i Danmark, beskikkes en bistandsværge med bopæl i Danmark, jf. bekendtgø-relsens § 4, stk. 2, 2. pkt. For at sikre at den sigtedes, tiltaltes eller dømtes interesser varetages bedst muligt, følger det af be-kendtgørelsens § 1, stk. 4, at personer, der er ansat på psykiatrisk sygehus eller sygehusafdeling, institu-tion for personer med vidtgående psykiske handicap mv., ikke må antages som bistandsværger med virke for personer på samme sygehus eller afdeling eller på samme institution mv. Det samme gælder for per-soner, der i øvrigt har med driften eller administrationen af det pågældende institution at gøre. Ansatte i anklagemyndigheden, politiet eller kriminalforsorgen bør desuden ikke antages som bistandsværger. Ved antagelsen af en ny bistandsværge vil politiet i øvrigt foretage en vandelsvurdering, hvorfor ansøge-ren eller den pårørende skal afgive skriftligt samtykke til indhentelse af oplysninger i Det Centrale Krimi-nalregister, jf. bekendtgørelsens § 1, stk. 5. Der skal desuden så vidt muligt antages bistandsværger, der taler både grønlandsk og dansk, jf. bekendt-gørelsens § 1, stk. 3, sidste pkt. Sigtede, tiltalte eller domfældte kan til hver en tid fremsætte begæring om at få en allerede beskikket bistandsværge udskiftet med en anden uden nærmere begrundelse. I så fald indbringer anklagemyndig-heden spørgsmålet for den ret, som har pådømt sagen i første instans, jf. bekendtgørelsens § 6. 3.5.3.1. Bistandsværger for foranstaltningsdømte, hvor foranstaltningen fuldbyrdes i Grønland Politiet skal ifølge bekendtgørelsens § 1, stk. 1, 1. pkt., efter indstilling fra de kommunale myndigheder antage et antal bistandsværger med bopæl i Grønland. Politiet udarbejder på den baggrund en fortegnelse over de antagne bistandsværger med bopæl i Grøn-land, jf. bekendtgørelsens § 2, stk. 1, 1. pkt., ligesom politiet forestår udbetaling af vederlag og øvrig godtgørelse til bistandsværgerne med bopæl i Grønland, jf. bekendtgørelsens § 18. Hvis den sigtede, tiltalte eller dømte ikke selv foreslår en person eller har nære pårørende, der er villige eller egnede til at blive beskikket, og der ikke er indstillet personer til en bistandsværgefortegnelse af den pågældende kommune, anmoder politiet konkret de sociale myndigheder om at udpege en person, der kan beskikkes som bistandsværge. Der skal ved beskikkelsen tages hensyn til de særlige geografiske forhold i Grønland såvel som sprogfor-skelle. Det skal således overvejes, om beskikkelsen er uhensigtsmæssig på grund af bistandsværgens bopæl eller på grund af sproglige forhold, jf. bekendtgørelsens § 5, stk. 3, 2. led. Hvis en person, der er dømt til anbringelse i Grønland, administrativt overføres til anbringelse i Danmark, beskikkes en ny bistandsværge med bopæl i Danmark, jf. bekendtgørelsens § 4, stk. 4, 2. pkt. 3.5.3.2. Bistandsværger for foranstaltningsdømte, hvor foranstaltningen fuldbyrdes i Danmark Direktoratet for Kriminalforsorgen skal ifølge bekendtgørelsens § 1, stk. 1, 2. pkt., efter indstilling fra Det Grønlandske Hus i København (Kalaallit Illuutaat) antage et antal bistandsværger med bopæl i Danmark. Direktoratet udarbejder en fortegnelse over de antagne bistandsværger, som sendes til anklagemyndig-heden ved Grønlands Politi, jf. bekendtgørelsens § 2, stk. 1, 2. pkt., og § 2, stk. 2. Af fortegnelsen bør det fremgå, om bistandsværgen taler øst-, vest- eller nordgrønlandsk. Det Grønlandske Hus i København forestår udbetaling af vederlag og øvrig godtgørelse til bistandsvær-gerne med bopæl i Danmark, jf. bekendtgørelsens § 19. Hvis en person, der er dømt til anbringelse i Danmark, administrativt overføres til anbringelse i Grønland, beskikkes en ny bistandsværge med bopæl i Grønland, jf. bekendtgørelsens § 4, stk. 4, 1. pkt. 3.5.4. Orientering og underretning af bistandsværgen Når en person beskikkes som bistandsværge for en sigtet, tiltalt eller domfældt, orienterer politiet den pågældende om, hvad hvervet indebærer. Nærmere vejledning om bistandsværgens rettigheder og plig-ter henhører dog under Retten i Grønland, jf. bekendtgørelsens § 12. Det fremgår af § 7 i bekendtgørelse nr. 366 af 19. april 2016 bl.a., at bistandsværgen så vidt muligt skal handle i samråd med den sigtede, tiltalte eller dømte. Ifølge bekendtgørelsens § 8 har en bistandsværge, som beskikkes under kriminalsagens behandling, i første række til opgave sammen med den beskikkede forsvarer at bistå den sigtede eller tiltalte under sagens behandling, jf. herved kriminallovens § 163, stk. 1. Efter dommen er det ifølge § 163, stk. 2, bistandsværgens opgave at holde sig underrettet om den døm-tes tilstand og at drage omsorg for at opholdet på sygehuset eller sygehusafdelingen, i institutionen eller anstalten og andre foranstaltninger ikke udstrækkes længere end nødvendigt. Ifølge bekendtgørelsens § 8, stk. 2, skal bistandsværgen rådgive og vejlede den sigtede, tiltalte eller dømte om klageadgang, herun-der i henhold til Inatsisartutlov nr. 11 af 12. juni 2019 om frihedsberøvelse og anden tvang i psykiatrien, samt om muligheden for at søge en idømt foranstaltning ændret eller ophævet, jf. kriminallovens §§ 159 og 162. Bistandsværgen skal endvidere bistå den pågældende med at udforme eventuelle klageskrivelser og anmodninger om foranstaltningsændring eller -ophævelse samt yde bistand ved behandlingen af disse sager. Det følger direkte af kriminallovens § 159, stk. 3, 1. pkt., at anmodning om retlig prøvelse af særforan-staltningen kan ske efter anmodning fra bistandsværgen. Bistandsværgen skal snarest muligt efter beskikkelsen besøge den sigtede, tiltalte eller dømte og til sta-dighed holde sig i forbindelse med denne. Besøg skal ud over første besøg finde sted efter beh

    Teksten fortsætter i den officielle kilde.

    Relaterede guides, FAQ og kontraktskabeloner