Beta
RETSINFO 9964/2023
RETSINFO 9964/2023 — Vejledning om lovkvalitet
Beta. Juridisk information, ikke juridisk rådgivning. Tjek den officielle kilde for den gældende tekst.
Analysér denne lov med AITekst
Forord
Vejledning om lovkvalitet, der i dag er det vigtigste redskab ved udarbejdelsen af lovforslag, foreligger hermed i en ny udgave.
Den nye udgave bygger på den seneste udgave af vejledningen fra 2018, men er på en række områder udbygget og revideret, og strukturen er ændret.
Vejledningen dækker hele arbejdet med et lovforslag – fra vurdering af, om der bør lovgives, til opfølgning på det vedtagne lovforslag.
Vejledningen omfatter således bl.a. udarbejdelsen af bidrag til lovprogrammet, udformningen af forslaget, bedømmelsen af forslaget i forhold til de retlige grænser for lovgivningsmagten og almindelige retsprincipper, forelæggelsen for andre ministerier, offentlig høring, behandlingen af forslaget i regeringen og i Folketinget, stadfæstelsen af det vedtagne forslag og kundgørelsen af loven samt udarbejdelsen af lovbekendtgørelser.
Vejledningen skal ses i sammenhæng med vejledning om administrative forskrifter, som omfatter den efterfølgende udmøntning af loven ved bekendtgørelser, kongelige anordninger, cirkulærer og vejledninger.
Vejledning om lovkvalitet og vejledning om administrative forskrifter udgør således til sammen en beskrivelse af alle dele af lovgivningsarbejdet.
Det er håbet, at de to vejledninger vil være til nytte og inspiration i det daglige lovgivningsarbejde og være med til at fastholde og udbygge en høj kvalitet i love og administrative forskrifter i Danmark.
Vejledning nr. 9539 af 26. juni 2018 om lovkvalitet bortfalder.
Justitsministeriet, den 23. november 2023
Peter Hummelgaard
/ Morten Holland Heide
Indholdsfortegnelse
1.
Tilrettelæggelse af lovgivningsarbejdet
1.1.
Bør der lovgives?
1.2.
Retningslinjer for afviklingen af folketingsårets lovforslag
1.3.
Lovprogrammet
1.3.1.
Indkaldelse af bidrag til lovprogrammet
1.3.2.
Retlige grænser og almindelige retsprincipper
1.3.3.
Koordinering med andre ministerier
1.3.4.
Behandlingen af ministeriernes bidrag og godkendelsen af lovprogrammet
1.3.5.
Offentliggørelsen af lovprogrammet
1.3.6.
Efterfølgende ændringer og status for afviklingen af lovprogrammet
1.4.
Behovet for flerårig planlægning af lovgivningsarbejdet
1.5.
Lovforberedelse i udvalg eller i ministeriet
1.6.
Tidsplan for det enkelte lovforslag
2.
Sproget i lovforslag
3.
Lovteksten
3.1.
Valget mellem ændringslov og ny hovedlov
3.2.
Valget mellem ét eller flere lovforslag
3.3.
Forslag til hovedlove
3.3.1.
Titel
3.3.2.
Lovtekstens systematik
3.3.3.
Lovtekstens opstilling
3.3.3.1.
Kapitler, paragraffer, stykker m.v.
3.3.3.2.
Opregninger
3.4.
Forslag til ændringslove
3.4.1.
Titel
3.4.2.
Undertitel
3.4.3.
Lovtekstens systematik og opstilling
3.4.4.
Indledningen til de enkelte ændringsparagraffer
3.4.5.
Udformningen af de enkelte ændringer
3.4.5.1.
Eksempel med ofte forekommende ændringer
3.4.5.2.
Rækkefølge
3.4.5.3.
Præciser mest muligt
3.4.5.4.
Nyaffattelse
3.4.5.5.
Ophævelser
3.4.5.6.
Indsættelse af nye bestemmelser
3.4.5.7.
Rykning
3.4.5.8.
Flere ens ændringer
3.4.5.9.
Indsættelse af nyt afsnit eller kapitel
3.4.5.10.
Indsættelse eller ændring af bilag
3.4.5.11.
Ændringer af tegn
3.4.5.12.
Konsekvensændringer
3.4.5.13.
Ressortændringer, overførsel af opgaver mellem myndigheder m.v.
3.4.5.14.
Ændring af ikke-ikrafttrådte ændringslove
3.5.
Ikrafttræden og virkning
3.5.1.
Ikrafttrædelsesbestemmelser
3.5.1.1.
Ikrafttræden på en bestemt dato
3.5.1.2.
Ikrafttræden dagen efter bekendtgørelsen i Lovtidende
3.5.1.3.
Ikrafttræden ved bekendtgørelsen i Lovtidende
3.5.1.4.
Ikrafttræden på et tidspunkt, som ministeren fastsætter
3.5.2.
Ikrafttræden af erhvervsrettet regulering
3.5.2.1.
Fælles ikrafttrædelsesdatoer
3.5.2.2.
Vedtagelse eller udstedelse mindst 4 uger før ikrafttrædelsestidspunktet
3.5.2.3.
Beslutningsproceduren ved fravigelse
3.5.2.4.
Offentliggørelse på Virk.dk
3.5.3.
Virkningsbestemmelser
3.6.
Ophævelse af love
3.7.
Overgangsregler
3.8.
Territorialbestemmelser og særlige love for Færøerne eller Grønland
3.8.1.
Oversigt
3.8.2.
Hovedlovforslag
3.8.2.1.
Loven skal ikke gælde for Færøerne eller Grønland
3.8.2.2.
Loven skal gælde direkte for Færøerne eller Grønland
3.8.2.3.
Loven skal kunne sættes i kraft med ændringer eller sættes i kraft senere
3.8.2.4.
Særlig lov for Færøerne eller Grønland
3.8.3.
Ændringslovforslag
3.8.3.1.
Hovedloven gælder ikke for Færøerne eller Grønland og indeholder ikke en anordningshjemmel
3.8.3.2.
Hovedloven gælder direkte for Færøerne eller Grønland
3.8.3.3.
Hovedloven er sat i kraft ved kongelig anordning
3.8.3.4.
Hovedloven indeholder en anordningshjemmel, der ikke er udnyttet
3.8.4.
Samlelovforslag
3.8.5.
Særligt om EU-retsakter
3.9.
Bilag til loven
4.
Lovforslagets bemærkninger
4.1.
Overordnet
4.2.
Almindelige bemærkninger
4.2.1.
Opstilling
4.2.2.
Indholdsfortegnelse
4.2.3.
Indledning
4.2.4.
Baggrund
4.2.5.
Lovforslagets hovedpunkter
4.2.5.1.
Inddeling og overordnet om indholdet
4.2.5.2.
Gældende ret
4.2.5.3.
Eventuelle bestemmelser i et EU-direktiv m.v.
4.2.5.4.
Eventuelle overvejelser i udvalg m.v.
4.2.5.5.
Fagministeriets overvejelser
4.2.5.6.
Den foreslåede ordning
4.2.6.
Konsekvenser ud over de obligatoriske konsekvensvurderinger
4.2.6.1.
Overordnet
4.2.6.2.
Forholdet til grundloven, Danmarks internationale forpligtelser eller databeskyttelsesforordningen og databeskyttelsesloven
4.2.6.3.
Ligestillingsmæssige konsekvenser
4.2.6.4.
Regionale konsekvenser, herunder for landdistrikter
4.2.6.5.
Konsekvenser for nordisk samarbejde
4.2.6.6.
Konsekvenser for rigsfællesskabet
4.2.6.7.
Konsekvenser for opfyldelsen af FN’s verdensmål
4.2.7.
Økonomiske konsekvenser og implementeringskonsekvenser for det offentlige
4.2.7.1.
Økonomiske konsekvenser for det offentlige
4.2.7.2.
Implementeringskonsekvenser for det offentlige
4.2.8.
Økonomiske og administrative konsekvenser for erhvervslivet m.v.
4.2.9.
Administrative konsekvenser for borgerne
4.2.10.
Klimamæssige konsekvenser
4.2.11.
Miljø- og naturmæssige konsekvenser
4.2.12.
Forholdet til EU-retten
4.2.12.1.
EU-retlige aspekter
4.2.12.2.
Principperne for implementering af EU-regulering
4.2.12.3.
Særligt om statsstøtte
4.2.13.
Hørte myndigheder og organisationer m.v.
4.2.14.
Sammenfattende skema
4.3.
Specielle bemærkninger
4.4.
Bilag til lovforslaget
4.4.1.
Paralleltekster
4.4.2.
Andre bilag
5.
Retlige grænser for lovgivningsmagten
5.1.
Indledning
5.2.
Grundloven
5.2.1.
Grundlovens § 43 om beskatning
5.2.1.1.
Delegationsforbuddet
5.2.1.2.
Nærmere om afgrænsningen af grundlovens skattebegreb
5.2.1.3.
Nærmere om gebyrer
5.2.2.
Grundlovens § 73 om ejendomsrettens ukrænkelighed (ekspropriation)
5.3.
EU-retten
5.4.
Internationale menneskerettighedskonventioner
5.4.1.
Overordnet om menneskerettighedskonventioner
5.4.2.
Forbuddet mod selvinkriminering
5.4.3.
Forbuddet mod straf med tilbagevirkende kraft
5.4.4.
Retten til respekt for privatliv og familieliv m.v.
5.4.5.
Forbud mod diskrimination
6.
Almindelige retsprincipper
6.1.
Principper, der bygger på grundloven
6.1.1.
»Singulær« lovgivning
6.1.2.
Endelighedsbestemmelser
6.1.3.
Kontrolbestemmelser
6.2.
Tilbagevirkende kraft
6.3.
Tilbagekaldelse af autorisationer m.v.
6.4.
Udpantningsret
6.5.
Områder, der er reguleret af uskrevne retsregler
6.6.
Forholdet til centrale tværgående love og retsgrundsætninger
6.7.
Regeludstedelse i forhold til kommuner og regioner
7.
Særlige bestemmelser og emner
7.1.
Definitionsbestemmelser
7.2.
Bemyndigelsesbestemmelser
7.3.
Bestemmelser om behandling af personoplysninger
7.3.1.
Overordnet om de databeskyttelsesretlige regler
7.3.2.
Anvendelsesområdet for databeskyttelsesforordningen og databeskyttelsesloven
7.3.3.
Kategorier af personoplysninger
7.3.4.
Behandlingshjemler i databeskyttelsesforordningen og databeskyttelsesloven
7.3.5.
De generelle principper for behandling af personoplysninger
7.3.6.
Udarbejdelse af nationale særregler for behandling af personoplysninger inden for databeskyttelsesforordningens anvendelsesområde
7.3.6.1.
Databeskyttelsesforordningens råderum for fastsættelse af nationale særregler om behandling af personoplysninger
7.3.6.2.
Tjekliste ved udarbejdelse af nationale særregler for behandling af almindelige personoplysninger
7.3.6.3.
Tjekliste for udarbejdelse af nationale særregler for behandling af følsomme personoplysninger
7.3.7.
Bestemmelser, der etablerer offentliggørelsesordninger
7.3.8.
Øvrige bestemmelser inden for databeskyttelseslovgivningens område
7.3.8.1.
Konsekvensanalyse
7.3.8.2.
Samkøring
7.4.
Implementering af EU-regulering
7.4.1.
Generelt om implementering af EU-regulering
7.4.2.
Principperne for implementering af erhvervsrettet EU-regulering
7.4.3.
Implementeringsplaner for erhvervsrettet EU-regulering
7.4.4.
Implementering af ikke-erhvervsrettet EU-regulering
7.4.5.
Notehenvisninger i love, der gennemfører EU-retsakter
7.4.5.1.
Direktiver m.v.
7.4.5.2.
Forordninger
7.4.5.3.
Notifikation efter informationsproceduredirektivet
7.5.
Henvisninger
7.5.1.
Henvisninger til love og EU-retsakter i lovteksten
7.5.2.
Henvisninger til Folketingstidende og domme m.v. i lovforslagets bemærkninger
7.6.
Straffebestemmelser
7.6.1.
Anvendelse af straffebestemmelser
7.6.2.
Strafferammer
7.6.3.
Regulering af strafniveauet
7.6.4.
Tilregnelse
7.6.5.
Forsøg
7.6.6.
Juridiske personer
7.6.7.
Objektivt individualansvar
7.7.
Administrative sanktioner
7.7.1.
Administrative bødeforelæg
7.7.2.
Administrative tvangsbøder
7.7.3.
Administrative bøder
7.8.
Alternative kundgørelsesordninger
7.9.
Straksstadfæstelse
7.10.
Lovovervågning og revisions- og udløbsbestemmelser
7.10.1.
Lovovervågning
7.10.2.
Revisionsbestemmelser
7.10.3.
Udløbsbestemmelser (ophørsklausuler)
7.11.
Særlige kompetenceregler
7.12.
Folketingets samtykke efter grundlovens § 19
7.13.
Dommeres medlemskab af offentlige råd og nævn
7.14.
Digitaliseringsklar lovgivning
7.15.
Innovations- og iværksættertjek for erhvervsrettet regulering
7.16.
Geografi i lovgivningen
8.
Forelæggelse for andre ministerier, Europa-Kommissionen m.v.
8.1.
Forelæggelse for andre ministerier m.v.
8.1.1.
Finansministeriet
8.1.2.
Erhvervsministeriet
8.1.3.
Klima-, Energi- og Forsyningsministeriet og Miljøministeriet
8.1.4.
Datatilsynet
8.1.5.
Rigsrevisor
8.1.6.
Justitsministeriet
8.1.7.
Øvrige ministerier
8.2.
Forelæggelse for de færøske og grønlandske myndigheder
8.3.
Forelæggelse for Europa-Kommissionen m.v.
9.
Fra offentlig høring til fremsættelse
9.1.
Offentlig høring
9.1.1.
Om offentlig høring
9.1.2.
Høringsfrist
9.1.3.
Høringsparter
9.1.4.
Orientering af Folketingets udvalg
9.1.5.
Høringsportalen
9.1.6.
Høringssvar og høringsnotat
9.2.
Lovteknisk gennemgang
9.2.1.
Lovteknisk gennemgang i eget ministerium
9.2.2.
Lovteknisk gennemgang i Justitsministeriet
9.3.
Forelæggelse for regeringens koordinationsudvalg
9.4.
Forelæggelse på ministermøde
9.5.
Forelæggelse i Statsrådet før fremsættelsen for Folketinget
9.6.
Fremsættelsestale
9.7.
Lovforslaget sendes til Folketingets Lovsekretariat
9.8.
Fremsættelsen
10.
Folketingsbehandlingen
10.1.
Folketingets Lovsekretariat
10.2.
1. behandling
10.3.
Udvalgsbehandling mellem 1. og 2. behandling
10.4.
Spørgsmål til ministeren
10.5.
Betænkning
10.6.
Ændringsforslag til fremsatte lovforslag
10.6.1.
Den tekniske fremgangsmåde m.v.
10.6.2.
Identitetsprincippet
10.6.3.
Bemærkninger til ændringsforslag
10.6.4.
Høring m.v. over ændringsforslag
10.7.
2. behandling
10.8.
Udvalgsbehandling mellem 2. og 3. behandling
10.9.
Tillægsbetænkning
10.10.
3. behandling
10.11.
Hastebehandling
11.
Efter vedtagelsen
11.1.
Orientering af ministerier, organisationer m.v.
11.2.
Stadfæstelse
11.3.
Kundgørelse og offentliggørelse
11.3.1.
Kundgørelse i Lovtidende
11.3.2.
Særligt om kundgørelse på Færøerne og i Grønland
11.3.3.
Retsinformation
11.3.4.
Offentlighedsportalen
11.3.5.
Offentliggørelse af erhvervsrettede love på Virk.dk
11.4.
Håndhævelse
11.5.
Efterfølgende notifikation af Europa-Kommissionen
11.6.
Forelæggelse af loven for de færøske og grønlandske myndigheder
11.7.
Opfølgning på loven
11.8.
Udarbejdelse af lovbekendtgørelser
11.8.1.
Om lovbekendtgørelser
11.8.2.
Hvilke ændringer kan der foretages?
11.8.3.
Den praktiske fremgangsmåde
1.
Tilrettelæggelse af lovgivningsarbejdet
1.1.
Bør der lovgives?
I en række tilfælde vil det uden videre være klart, at der på et givet område er behov for lovgivning.
Et behov for lovgivning kan f.eks. følge af EU-retlige eller andre traktatmæssige forpligtelser eller politiske aftaler.
Desuden kan lovgivning undertiden skabe større klarhed over retstilstanden og dermed bl.a. give borgere, virksomheder m.v. bedre mulighed for at kende deres retsstilling, ligesom den kan medføre forenkling af forvaltningens og domstolenes arbejde.
Disse hensyn kan tale for lovgivning.
Imidlertid kan det forhold, at et retsområde ikke er nærmere reguleret i lovgivningen, også rumme betydelige fordele og lovgivning derfor rumme tilsvarende ulemper.
Det kan således give bedre muligheder for løbende justeringer og nuanceringer, at det bl.a. er domstolene, som i konkrete sager og under hensyntagen til den almindelige samfundsudvikling m.v. normerer retstilstanden på området.
En sådan hensigtsmæssig smidighed vil ofte gå tabt, hvis et område mere detaljeret normeres i lovgivningen.
Afgørelsen af, om der bør lovgives på områder, der ikke hidtil har været lovreguleret, må bero på en afvejning af bl.a. de anførte hensyn.
Det må herved også komme i betragtning, om det er teknisk muligt at give den ønskede retstilstand en sådan sproglig udformning, at den er egnet til at blive fastsat ved lov.
Der henvises i øvrigt til pkt. 6.5 om områder, der er reguleret af uskrevne regler.
Det bør endvidere overvejes, om andre reguleringsformer end lovgivning kan være mere hensigtsmæssige.
For at kunne vurdere dette må det problem, der giver anledning til at overveje lovgivning, nøje defineres:
●
Hvori består problemet?
●
Hvor stort er dets omfang?
●
Er der relevante erfaringer fra udlandet?
I den forbindelse må det overvejes, om det er realistisk, at et lovindgreb vil kunne løse problemet eller ændre situationen i en ønsket retning.
F.eks. kan problemet være af en sådan beskaffenhed, at det ikke realistisk kan forventes, at en eventuel lovgivning vil kunne håndhæves tilstrækkeligt effektivt eller uden uforholdsmæssigt store omkostninger.
Det er vigtigt at overveje de forventede effekter af eventuel lovgivning og i den forbindelse sikre sig, at de forventede positive effekter står i rimeligt forhold til de negative effekter, som kan forudses.
Dette gælder navnlig, hvis et eventuelt forslag f.eks. vil medføre store omkostninger for det offentlige eller borgerne, virksomhederne m.v.
Et led i overvejelserne om, hvorvidt og hvordan der bør lovgives, er, om der kan anvises alternativer til traditionel »regelstyring«.
Sådanne alternativer kan f.eks. være:
1)
Økonomiske incitamenter: Markedet bruges som reguleringsinstrument, så borgere, virksomheder m.v. tilskyndes til en bestemt adfærd ved hjælp af økonomiske incitamenter.
Der kan f.eks. være tale om tilskudsordninger.
2)
Egenkontrol: Certificering og anden form for egenkontrol kan være en fordel både for det offentlige, som skal bruge færre ressourcer på kontrol, og for virksomhederne m.v., som lettes for en række administrative byrder i forbindelse med den offentlige kontrol.
Virksomhederne m.v. kan desuden bruge en eventuel certificering i markedsføringsøjemed.
3)
Frivillige aftaler: Aftaler mellem det offentlige og f.eks. virksomheder m.v. forpligter virksomhederne m.v. til at indfri de aftalte målsætninger, men overlader det til virksomhederne m.v. selv at vælge, hvilke midler de vil tage i brug for at nå målet.
Dette kan give fleksibilitet i opgavetilrettelæggelsen i den enkelte virksomhed m.v. og kan dermed reducere de økonomiske byrder m.v. for både det offentlige og virksomhederne m.v.
4)
Procesregulering: Det besluttes, hvilken proces der skal føre frem til et endeligt resultat, i stedet for på forhånd at fastlægge et bestemt resultat.
Der kan f.eks. være tale om krav om, at forskellige parter skal deltage i processen, og at resultatet skal være opnået i enighed.
Et eksempel på denne type regulering er paritetisk sammensatte råd, nævn og udvalg, hvor arbejdsmarkedets parter er ligeligt repræsenterede.
5)
Information: På områder som f.eks. sundhed, energi og færdsel er der tradition for at bruge oplysning og information for at ændre eller påvirke borgernes adfærd i en ønsket retning.
Nogle af de nævnte »alternative« reguleringsformer forudsætter i sig selv lovgivning, mens andre, f.eks. frivillige aftaler og information, ofte kan iværksættes uden særlig lovhjemmel.
Det er et grundlæggende princip i dansk ret, at lovgivningen ikke bør indeholde overflødigt stof.
En lov bør derfor alene være en samling af retsregler.
En lovtekst bør eksempelvis hverken indeholde begrundelser for lovgivningen eller rene informationer.
Det betyder, at lovformen som udgangspunkt alene bør anvendes, hvis man ønsker at fastsætte regler, som skal normere retsstillingen mellem borgere, virksomheder m.v. indbyrdes, pålægge borgere, virksomheder m.v. pligter over for det offentlige eller tillægge borgere, virksomheder m.v. rettigheder over for det offentlige.
Mål, der ikke kan håndhæves med loven, eller som ikke har direkte virkning over for borgere, virksomheder m.v., bør normalt heller ikke gøres til genstand for lovgivning.
En bestemmelse, hvorefter en myndighed f.eks. hvert 5. år skal udarbejde målsætninger på et givet område, der ikke vil være bindende, har ikke en normerende karakter i forhold til borgere, virksomheder m.v. Vil Folketinget knytte en sådan forudsætning til loven, er det fuldt tilstrækkeligt, at dette fremgår af bemærkningerne til lovforslaget.
Det bemærkes, at vurderingen af, om et bestemt forhold bør reguleres i selve lovteksten, eller om det alene bør omtales i lovforslagets bemærkninger, vil bero på en konkret vurdering i det enkelte tilfælde.
Det bemærkes også, at der gælder særlige regler for implementering af EU-direktiver.
Det følger således af EU-Domstolens praksis, at det ikke er tilstrækkeligt at regulere et spørgsmål, der er fastsat i et direktiv, i bemærkningerne til et lovforslag.
Der henvises nærmere til pkt. 7.4.1.
Endelig bemærkes det, at grundlovens § 43 indeholder et delegationsforbud, således at reguleringen af skatter kun kan ske umiddelbart ved lov og altså ikke administrativt i henhold til bemyndigelse i lov.
Der henvises nærmere til pkt. 5.2.1.
1.2.
Retningslinjer for afviklingen af folketingsårets lovforslag
Ministeriernes tilrettelæggelse af lovgivningsarbejdet for et folketingsår skal ske inden for de overordnede retningslinjer og hensyn, som Folketinget og regeringen i samarbejde har udviklet.
Retningslinjerne tager især sigte på at give Folketinget den nødvendige tid til at foretage en grundig behandling af forslagene.
Samtidig er overholdelsen af retningslinjerne også en vigtig forudsætning for, at Folketinget kan planlægge lovgivningsarbejdet på en hensigtsmæssig måde.
Retningslinjerne fremgår bl.a. af bestemmelser i Folketingets forretningsorden (bekendtgørelse nr. 9578 af 4. juli 2023) og af forslag og betænkninger i forbindelse med forretningsordensændringer.
Retningslinjerne for lovgivningsarbejdet er endvidere nærmere behandlet i Håndbog i folketingsarbejdet, som kan findes på Folketingets hjemmeside, ft.dk, under »Håndbog i folketingsarbejdet« eller på:
https://www.ft.dk/da/haandbog-i-folketingsarbejdet
.
Regeringen har også i lyset af de praktiske erfaringer med tilrettelæggelsen af lovgivningsarbejdet suppleret de rammer, som direkte fremgår af Folketingets forretningsorden, eller som er aftalt med Folketinget.
Hovedparten af de lovforslag, som regeringen påtænker at fremsætte i løbet af folketingsåret, bør fremsættes ved folketingsårets begyndelse, jf. § 10, stk. 3, i Folketingets forretningsorden.
Mindst halvdelen af regeringens lovforslag bør fremsættes inden medio november.
Der lægges vægt på, at der kan fremsættes et betydeligt antal lovforslag allerede i Folketingets åbningsuge.
Som nærmere beskrevet i pkt. 3.5.2 skal erhvervsrettede love som udgangspunkt træde i kraft enten den 1. januar eller den 1. juli, og lovforslaget skal som udgangspunkt være vedtaget senest 4 uger før ikrafttrædelsesdatoen.
Folketinget har tilkendegivet, at det er vigtigt, at ordningen med de fælles ikrafttrædelsesdatoer ikke hindrer en fyldestgørende folketingsbehandling.
For at sikre den nødvendige tid til en ordentlig folketingsbehandling skal lovforslag, der ønskes vedtaget senest 4 uger før den 1. januar, som klar hovedregel fremsættes i Folketingets åbningsuge.
Lovforslag, der fremsættes efter medio november, bør fremsættes kontinuerligt frem til udgangen af februar.
Der skal foreligge en særlig begrundelse, hvis et forslag fremsættes efter udgangen af februar.
Denne »februar-frist« er især fastsat for at give Folketinget mulighed for at foretage en grundig behandling af lovforslagene.
I en række situationer vil det imidlertid ikke være muligt at overholde fristen.
Der kan f.eks. være et særligt politisk ønske om at fremsætte et givet lovforslag.
Der kan også være tale om, at gennemførelsen af finanslovsaftalen eller andre politiske aftaler forudsætter hurtig lovgivning.
Ligeledes kan der f.eks. være tale om særlige bindinger i forhold til EU.
Om der foreligger en sådan særlig begrundelse for, at et lovforslag fremsættes efter udløbet af »februar-fristen«, drøftes konkret mellem det pågældende fagministerium og Statsministeriet, herunder i forbindelse med udarbejdelsen af de løbende statusredegørelser til Folketinget, som statsministeren afgiver i henholdsvis december, februar, marts og april.
Der henvises om disse statusredegørelser til pkt. 1.3.6.
Lovforslag bør normalt fremsættes senest den 1. april, for at de kan påregnes gennemført i det pågældende folketingsår, jf. § 10, stk. 3, i Folketingets forretningsorden.
Senere fremsatte forslag bør i fremsættelsestalen indeholde en begrundelse for den sene fremsættelse og en angivelse af, om forslaget ønskes gennemført i det pågældende folketingsår.
Fremsættes et forslag efter den 1. april, skal der, hvis 17 medlemmer af Folketinget forlanger det, foretages afstemning om, hvorvidt 1. behandling kan finde sted.
Forud for en sådan afstemning kan Folketingets formand sætte spørgsmålet til særskilt forhandling.
Denne »april-frist« skal normalt betragtes som det absolut seneste tidspunkt for fremsættelse af lovforslag.
Der skal foreligge helt særlige omstændigheder, hvis et forslag fremsættes efter den 1. april.
Hverken »februar-fristen« eller »april-fristen« tager sigte på lovforslag, der fremsættes med henblik på genfremsættelse i det følgende folketingsår.
En række hensyn, herunder til lovkvalitet og til offentlighedens inddragelse, kan i nogle tilfælde tale for, at et lovforslag fremsættes til »præsentation«, men først forudsættes undergivet en samlet folketingsbehandling i det følgende folketingsår.
Som nærmere beskrevet i pkt. 8 gælder der en række regler og retningslinjer om forelæggelse af udkast til lovforslag for andre ministerier, Europa-Kommissionen m.v. Der lægges endvidere stor vægt på, at lovgivningsarbejdet tilrettelægges, så der sikres tid til rimelige høringsfrister (se pkt. 9.1 om offentlig høring).
Herudover skal udkast til lovforslag bl.a. forelægges for regeringen og behandles i Statsrådet, jf. nærmere pkt. 9.3-9.5.
De ovenfor omtalte rammer for tilrettelæggelsen af lovgivningsarbejdet stiller betydelige krav til ministerierne, herunder om en grundig planlægning af det samlede lovgivningsarbejde, specielt i forbindelse med udarbejdelsen af bidraget til lovprogrammet, samt en stram styring af gennemførelsen af programmet.
1.3.
Lovprogrammet
Lovprogrammet offentliggøres samtidig med, at statsministeren holder sin åbningstale i Folketinget den første tirsdag i oktober.
Lovprogrammet kan findes på Statsministeriets hjemmeside (stm.dk).
De lovforslag og beslutningsforslag, som regeringen forventer at fremsætte i løbet af et folketingsår, samt redegørelser, som regeringen forventer at afgive, skal optages på lovprogrammet, der udarbejdes af Statsministeriet på baggrund af bidrag fra fagministerierne.
Formålet med lovprogrammet er at give Folketinget et overblik over de lovforslag m.v., som regeringens politik vil udmønte sig i.
Lovprogrammet giver endvidere Folketinget et grundlag for planlægningen af Folketingets arbejde i det pågældende folketingsår, herunder i udvalgene.
Endelig anvendes lovprogrammet som et styringsinstrument i regeringsarbejdet.
1.3.1.
Indkaldelse af bidrag til lovprogrammet
Statsministeriet indkalder ministeriernes bidrag til brug for udarbejdelsen af lovprogrammet.
Indkaldelsen sker normalt før vinterferien med afleveringsfrist medio maj.
Ministeriernes bidrag til udarbejdelsen af lovprogrammet omfatter bl.a. en beskrivelse af de enkelte lovforslag, beslutningsforslag og redegørelser udarbejdet efter skabeloner, der vedlægges indkaldelsen.
Herudover skal bidraget ledsages af et notat med udkast til korte tekster (3-6 linjer) om hvert lovforslag, som skal fremgå af selve lovprogrammet, der offentliggøres (se herom pkt. 1.3.5).
Beskrivelsen af lov- og beslutningsforslag omfatter bl.a. følgende:
●
Forslagets titel og tidspunktet for fremsættelse for Folketinget anført i 14-dages intervaller (Okt I, Okt II osv.).
●
Et resumé af forslaget på 3-6 linjer.
I resuméet indsættes desuden oplysning om ikrafttrædelsestidspunkt, hvis forslaget er omfattet af ordningen med de fælles ikrafttrædelsestidspunkter for erhvervsrettet lovgivning (se herom pkt. 3.5.2).
Erhvervsrettede lovforslag markeres desuden med en stjerne i oversigten over forslag, hvis forslaget ønskes vedtaget senest 4 uger før den 1. januar.
●
En uddybende beskrivelse af forslaget, herunder baggrunden for forslaget (f.eks. opfølgning på regeringsgrundlag, udvalgsrapport og politisk situation), forslagets formål og hovedpunkterne af forslagets indhold.
Hvis der er tale om en genfremsættelse eller fremsættelse på baggrund af en revisionsbestemmelse m.v., angives dette.
●
En beskrivelse af forslagets økonomiske konsekvenser og implementeringskonsekvenser for det offentlige, økonomiske og administrative konsekvenser for erhvervslivet, administrative konsekvenser for borgerne, klimamæssige konsekvenser, miljø- og naturmæssige konsekvenser samt forholdet til EU-retten.
Herudover beskrives bl.a. forslagets ligestillingsmæssige konsekvenser, konsekvenser for opfyldelsen af FN’s verdensmål, regionale konsekvenser, herunder for landdistrikterne, samt eventuelle yderligere konsekvenser (f.eks. i forhold til rigsfællesskabet, sundhed og frivilligt arbejde).
Der henvises om vurderingen af disse konsekvenser nærmere til pkt. 4.2.6-4.2.12.
●
Oplysninger om eventuelle konsekvensændringer inden for andre ministerområder og om eventuel sammenhæng med andre forslag, herunder forslag fra andre ministerier, og om forslaget er en del af lovpakke eller lignende.
●
En vurdering af, om lovgivning er nødvendig, herunder om det er muligt at anvende andre former for regulering.
Det forudsættes, at finansieringen af eventuelle merudgifter i forbindelse med lovprogrammet som altovervejende hovedregel sker i forbindelse med udarbejdelsen af finanslovforslaget.
Det er således som udgangspunkt ikke muligt at foretage nye prioriteringer efter færdiggørelsen af finanslovforslaget medio juni.
I helt særlige tilfælde kan der aftales en alternativ proces med Finansministeriet, så finansieringen aftales med Finansministeriet eller besluttes i regeringens økonomiudvalg senest i august.
Den tætte koordinering mellem lovprogramprocessen og udarbejdelsen af forslaget til finanslov kræver, at bidragene til lovprogrammet, der sendes til Statsministeriet medio maj, som altovervejende udgangspunkt er endelige.
Eventuelle nye forslag til lovprogrammet – eksempelvis i løbet af august – bør således være en undtagelse.
Med hensyn til afviklingsprofilen for lovprogrammet forudsættes det, at hvert enkelt ministeriums bidrag til lovprogrammet som udgangspunkt efterlever, at mindst halvdelen af forslagene kan fremsættes inden medio november, heraf et betydeligt antal i Folketingets åbningsuge.
Forslag, der ønskes fremsat efter medio november, bør fremsættes kontinuerligt frem til udgangen af februar.
Endelig skal der foreligge en særlig begrundelse, hvis der medtages forslag, der først kan fremsættes efter udgangen af februar, og det forudsættes, at der ikke planlægges fremsat forslag efter »april-fristen« i Folketingets forretningsorden (bekendtgørelse nr. 9578 af 4. juli 2023).
Der henvises i øvrigt til pkt. 1.2, hvor retningslinjerne for afviklingen af et folketingsårs lovforslag er nærmere beskrevet.
Lovprogrammets værdi som planlægningsinstrument er naturligvis afhængig af, at programmet med hensyn til forslagene og tidsangivelserne er så »komplet« som muligt.
Det er afgørende, at der sker en grundig forberedelse af bidrag til lovprogrammet i ministerierne, ligesom det er vigtigt, at de oplysninger, der gives til Folketinget omkring afviklingen af lovprogrammet, også kan efterleves.
Beskrivelsen af redegørelserne omfatter redegørelsens titel, tidspunktet for afgivelse i Folketinget i 14-dages intervaller samt en kort beskrivelse af redegørelsens indhold samt baggrunden for og formålet med redegørelsen.
1.3.2.
Retlige grænser og almindelige retsprincipper
I forbindelse med udarbejdelsen af et lovforslag er det nødvendigt at være opmærksom på de retlige grænser, der gælder for lovgivningsmagten, og på en række almindelige retsprincipper.
Allerede i forbindelse med udarbejdelsen af bidrag til lovprogrammet bør der udvises opmærksomhed over for disse retlige grænser og almindelige retsprincipper.
Der henvises om de retlige grænser og almindelige retsprincipper til pkt. 5 og 6.
Hvis et lovforslag, som påtænkes optaget på lovprogrammet, efter fagministeriets opfattelse rejser mere vanskelige spørgsmål om forholdet til f.eks. grundloven, EU-retten, Den Europæiske Menneskerettighedskonvention eller almindelige retsprincipper, vil det ofte være hensigtsmæssigt at forelægge disse spørgsmål særskilt for Justitsministeriet, så vidt muligt inden forslaget sendes i offentlig høring.
1.3.3.
Koordinering med andre ministerier
Lovgivningsarbejdet i de enkelte ministerier forudsætter altid i større eller mindre omfang en vis koordinering med andre ministerier m.v. Det er vigtigt på et så tidligt tidspunkt som muligt at overveje det konkrete behov for denne koordinering og planlægning heraf.
Efter omstændighederne må disse overvejelser og en eventuel koordinering allerede foretages i forbindelse med udarbejdelsen af bidrag til lovprogrammet.
Hvis et lovforslag, der søges optaget på lovprogrammet, har berøring til et andet ministeriums ressort, er det vigtigt allerede på et tidligt tidspunkt at tage kontakt til dette ministerium, så der sker den fornødne koordinering.
Der kan også i øvrigt være behov for at drøfte et påtænkt bidrag til lovprogrammet med andre ministerier m.v.
Som det fremgår af pkt. 8, skal et udkast til lovforslag i en række tilfælde forelægges for andre ministerier m.v. eller behandles i regeringsudvalg.
Det kan være relevant at inddrage bl.a. disse ministerier allerede i forbindelse med udarbejdelsen af det påtænkte bidrag til lovprogrammet.
Det bemærkes herudover, at flere ministerier m.v. med ansvar for konsekvensvurderinger eller andre tværgående problemstillinger i lovgivningsarbejdet har indført screeningsordninger, hvor de gennemgår de andre ministeriers bidrag til lovprogrammet og tager kontakt til relevante ministerier med henblik på at blive inddraget i arbejdet med bestemte lovforslag.
1.3.4.
Behandlingen af ministeriernes bidrag og godkendelsen af lovprogrammet
Ministeriernes bidrag til lovprogrammet behandles normalt af en særlig departementschefgruppe om lovkvalitet under Statsministeriet.
Behandlingen foretages med udgangspunkt i beskrivelserne af forslagene og på baggrund af drøftelser med ministerierne.
Møderne i departementschefsgruppen om lovkvalitet finder normalt sted før sommerferien og har bl.a. til formål at give mulighed for en tværgående drøftelse af bidragene og identificere forslag, hvor der er politiske, juridiske eller økonomiske udeståender, herunder om der er behov for en særskilt forelæggelse af et udkast til lovforslag for regeringens koordinationsudvalg eller regeringens økonomiudvalg.
Det samlede udkast til lovprogram udarbejdes af Statsministeriet på baggrund af ministeriernes bidrag, drøftelserne i departementschefgruppen for lovkvalitet, eventuelle særskilte drøftelser i regeringsudvalg samt løbende kontakt med ministerierne.
Udkastet til lovprogram behandles normalt i regeringens koordinationsudvalg i juni eller august og ultimo september.
Hertil kommer, at udvalgte lovforslag bliver genstand for særskilt drøftelse i regeringens økonomiudvalg eller regeringens koordinationsudvalg i løbet af august og september.
Lovprogrammet forelægges endeligt på ministermødet umiddelbart inden Folketingets åbning den første tirsdag i oktober.
De overordnede linjer i lovprogrammet drøftes efter fast praksis mellem statsministeren og Folketingets Udvalg for Forretningsordenen ved et møde umiddelbart inden folketingsårets start.
Mødet vedrører især de generelle aspekter af lovgivningsarbejdet, bl.a. antallet af lovforslag og den forventede afviklingsprofil over folketingsåret.
Herudover er mødet en anledning til at drøfte andre generelle spørgsmål i relation til lovgivningsarbejdet m.v.
1.3.5.
Offentliggørelsen af lovprogrammet
Lovprogrammet offentliggøres samtidig med, at statsministeren holder sin åbningstale i Folketinget den første tirsdag i oktober.
Lovprogrammets hoveddel består af en kortfattet beskrivelse af de lovforslag og forslag til folketingsbeslutninger, som regeringen forventer at fremsætte i løbet af det kommende folketingsår.
Ud for hvert forslag angives et forventet fremsættelsestidspunkt fordelt på 14-dages intervaller (f.eks. Okt I eller Okt II).
Forslagene grupperes ministervis, og ministrene opføres i alfabetisk rækkefølge.
Under hver minister opføres forslagene efter forventet fremsættelsestidspunkt.
Der kan i lovprogrammet også være en kort omtale af mere generelle emner, bl.a. om sammenhængen mellem lovprogrammet og regeringens generelle politiske målsætninger.
Beskrivelsen af et lov- eller beslutningsforslag i lovprogrammet er kort – normalt 3-6 linjer – og fremhæver det politisk centrale i forslaget.
I nogle tilfælde – bl.a. ved meget tekniske forslag – vil den mest dækkende beskrivelse kunne gives ved at beskrive formålet med forslaget.
I andre tilfælde vil en kort indholdsbeskrivelse eller en kombination af en indholds- og formålsbeskrivelse være det mest hensigtsmæssige.
Hvis et forslag er en opfølgning på regeringsgrundlaget eller en politisk aftale, anføres dette til sidst i beskrivelsen.
Det samme gælder, hvis et forslag har væsentlig sammenhæng med andre forslag i lovprogrammet, herunder forslaget til finanslov.
Det anføres også, hvis der er tale om en genfremsættelse af et forslag.
Det bør endvidere anføres, hvis et lovforslag bygger på større udvalgsarbejder m.v.
I en række tilfælde kan der ved offentliggørelsen af lovprogrammet ikke gives en nærmere beskrivelse af et forslags indhold.
I sådanne tilfælde udarbejdes en overordnet tekst, der f.eks. angiver, at der vil blive fremsat et forslag på det pågældende område.
1.3.6.
Efterfølgende ændringer og status for afviklingen af lovprogrammet
Lovprogrammets værdi som planlægningsinstrument er som nævnt afhængig af, at programmet med hensyn til forslagene og tidsangivelserne er så »komplet« som muligt.
Erfaringen er imidlertid, at der løbende i et folketingsår kan opstå behov for yderligere lovgivning, typisk i forbindelse med større politiske aftaler, bl.a. om finansloven, og at nogle af de bebudede forslag ikke fremsættes.
Der kan også ske justeringer af fremsættelsestidspunkterne.
Justeringer af fremsættelsestidspunkter og nye forslag m.v. skal meldes ind til Statsministeriet i forbindelse med udarbejdelsen af de løbende statusredegørelser til Folketinget om afviklingen af lovprogrammet.
Statsministeren sender således i begyndelsen af henholdsvis december, februar, marts og april redegørelser til Folketingets Udvalg for Forretningsordenen om status for afviklingen af lovprogrammet.
Redegørelserne kan også findes på Statsministeriets hjemmeside (stm.dk).
Redegørelserne er et vigtigt instrument til at justere forventningerne til lovgivningsarbejdet i forhold til forudsætningerne i lovprogrammet og dermed til at give Folketinget det mest aktuelle grundlag for den videre planlægning af folketingsårets lovgivningsarbejde.
Redegørelserne er udformet således, at de viser udestående forslag (titler) med forventet fremsættelsestidspunkt.
Eventuelle nye forslag medtages også med forventet fremsættelsestidspunkt og angivelsen »[Nyt]«.
Forslag, der er udgået af lovprogrammet, fremgår ikke af redegørelserne.
Redegørelserne om status for afviklingen af lovprogrammet udarbejdes af Statsministeriet på grundlag af bidrag fra ministerierne.
Det er forudsat, at ministerierne i forbindelse med nye forslag udarbejder en beskrivelse af forslagene efter den samme skabelon, som anvendes i forbindelse med bidrag til lovprogrammet, ligesom det forudsættes, at finansieringen af eventuelle merudgifter er aftalt med Finansministeriet.
Dog kan beskrivelsen efter skabelonen, som anvendes i forbindelse med bidrag til lovprogrammet, som udgangspunkt udelades ved forslag, der følger op på politiske aftaler, og som har været genstand for tværministeriel koordination.
Det er ligeledes forudsat, at ministerierne ved eventuelle justeringer af fremsættelsestidspunktet for forslag giver en begrundelse herfor.
1.4.
Behovet for flerårig planlægning af lovgivningsarbejdet
Ministeriernes planlægning af lovgivningsarbejdet i forbindelse med lovprogrammet har typisk en etårig horisont.
Det kan imidlertid være en fordel – på områder, hvor det er muligt – internt i ministerierne at betragte lovgivningsarbejdet i et længere tidsperspektiv.
Dette vil styrke realismen i lovprogrammet og medvirke til, at der kan fremsættes flere forslag tidligt i folketingsåret.
Samtidig vil lovgivningsarbejdet i ministerierne kunne tilrettelægges mere hensigtsmæssigt, bl.a. således at de »pukler«, der er i forbindelse med det enkelte folketingsårs lovgivningsarbejde, i et vist omfang kan udjævnes.
1.5.
Lovforberedelse i udvalg eller i ministeriet
Skal et lovgivningsspørgsmål tages op, må der tages stilling til, under hvilke organisatoriske former lovforberedelsen bør finde sted.
Der tales ofte om, at der består to muligheder: Lovgivningsarbejdet udføres alene i det pågældende fagministerium, eller der nedsættes et lovforberedende udvalg (eller en kommission eller arbejdsgruppe m.v.) med efterfølgende ministeriel behandling.
Det er imidlertid væsentligt at fremhæve, at der også findes mellemformer.
I almindelighed kommer det alene på tale at nedsætte lovforberedende udvalg, hvis der er tale om lovgivning af mere omfattende eller principiel karakter.
Lovforslag, der sagligt og politisk må anses for ukomplicerede, vil normalt alene blive forberedt i fagministerierne, herunder i styrelser.
Også i andre tilfælde kan det være påkrævet, at lovforberedelsen alene sker i det pågældende fagministerium.
Det gælder f.eks. ved lovgivning af hastende karakter, f.eks. i forbindelse med opfølgning på politiske aftaler.
Der er imidlertid væsentlige fordele forbundet med nedsættelse af lovforberedende udvalg.
Først og fremmest sikres det – hvis udvalget er hensigtsmæssigt sammensat – at de berørte myndigheders og organisationers interesser er repræsenteret, og at den nødvendige og relevante sagkundskab er til stede.
Det indebærer bl.a., at de synspunkter m.v., der bør tages hensyn til ved lovforberedelsen, fra begyndelsen kan blive lagt åbent frem og gennemdrøftet i stedet for, at udkastet til lovforslag i forbindelse med den offentlige høring måske bliver udsat for væsentlig kritik.
Der kan imidlertid også være ulemper forbundet med nedsættelse af lovforberedende udvalg.
I praksis er et væsentligt argument mod nedsættelse af lovforberedende udvalg ofte, at det er tidskrævende.
Det er en generel erfaring, at udvalgsarbejde jævnligt strækker sig over en længere periode, bl.a. på grund af udvalgenes størrelse og det forhold, at det ofte er vanskeligt for medlemmerne at mødes tilstrækkeligt hyppigt.
Det er også en almindelig erfaring, at udvalgsarbejde lægger beslag på betydelige ressourcer hos de implicerede, ikke mindst hos formanden og udvalgets sekretariat.
Disse ulemper må i muligt omfang afbødes ved en hensigtsmæssig sammensætning af udvalget og ikke mindst ved en gennemtænkt og fleksibel tilrettelæggelse af udvalgets og sekretariatets arbejde.
Der er grund til at fremhæve, at de skitserede fremgangsmåder – forberedelse alene i fagministerierne eller nedsættelse af lovforberedende udvalg – ikke er de eneste.
I tilfælde, hvor der er grunde, som taler for nedsættelse af et udvalg, men hvor f.eks. tidsmæssige hensyn taler imod, bør det således overvejes, om de fordele, der er forbundet med nedsættelse af udvalg, helt eller delvis kan opnås ved en anden og administrativt mindre tung fremgangsmåde.
Som eksempel kan nævnes, at der – før udarbejdelsen af egentlige udkast til lovforslag – kan udarbejdes notater eller lignende med bl.a. en nærmere redegørelse for problemstillingen og skitsering af forskellige løsningsmodeller, som herefter eventuelt sendes i høring hos berørte myndigheder og organisationer m.v. På den måde vil en række centrale synspunkter og argumenter være fremme allerede på det tidspunkt, hvor de første egentlige udkast til lovforslag udarbejdes.
Der kan også nedsættes mere uformelle arbejdsgrupper m.v., som efter behov kan mødes med henblik på drøftelse af spørgsmål af betydning for arbejdet med udkastet til lovforslag.
I særlige tilfælde kan det desuden komme på tale at afholde mundtlige høringer med henblik på belysning af de spørgsmål, der påtænkes lovgivet om.
1.6.
Tidsplan for det enkelte lovforslag
De fleste lovforslag, der fremsættes for Folketinget, fremgår af lovprogrammet.
Det er i den forbindelse anført, hvornår lovforslaget påtænkes fremsat.
Det er vigtigt, at dette fremsættelsestidspunkt så vidt muligt overholdes.
Den nærmere proces i lovforberedelsen, indtil udkastet til lovforslag er klar til fremsættelse for Folketinget, består af en lang række led.
Der skal f.eks. tilvejebringes de nødvendige faktuelle og retlige oplysninger til brug for udarbejdelsen af udkastet, der skal eventuelt udarbejdes et nærmere baggrundsnotat m.v., de første udkast til lovforslag skal udarbejdes, udkastene skal drøftes internt i fagministeriet, herunder med ministeren, og herefter rettes til og justeres, andre ministerier m.v. skal inddrages, og udkastet skal sendes i offentlig høring.
Udkastet skal drøftes med ordførere m.fl., gennemgås lovteknisk i Justitsministeriet, opsættes med henblik på fremsættelse for Folketinget og forelægges på regeringsmøder og i Statsrådet.
Endelig skal der udarbejdes fremsættelsestale m.v.
Det er en almindelig erfaring, at det har afgørende betydning for et lovforslags kvalitet, at der afsættes tilstrækkelig tid til det lovforberedende arbejde.
Bl.a. derfor kan det ofte være hensigtsmæssigt så tidligt som muligt i forløbet at udarbejde en tidsplan for det samlede arbejde med lovforslaget – herunder for den interne, mere praktisk orienterede proces – således at de enkelte faser og ekspeditioner m.v. frem til fremsættelsen for Folketinget er tidsfikserede.
En sådan tidsplan er velegnet til at sikre, at der – inden for den samlede tidsramme, der er til rådighed – afsættes tilstrækkelig tid til de enkelte led i processen.
2.
Sproget i lovforslag
Der gælder en række regler og principper om, hvordan lovforslag affattes, herunder hvordan lovforslag udformes sprogligt.
Dette er vigtigt af hensyn til både borgerne, virksomhederne m.v., Folketinget, medierne og de retsanvendende myndigheder.
Borgere, virksomheder m.v. er lovenes principielle og centrale adressater.
Det er deres forhold, som hovedparten af lovgivningen har til formål at regulere.
Det er derfor et grundlæggende retssikkerhedsmæssigt princip, at borgere, virksomheder m.v. skal være i stand til at forstå – og dermed indrette sig efter – lovene.
Folketinget behandler hvert år ofte mere end 200 lovforslag, der angår meget forskellige retsområder.
Medlemmerne skal ofte i løbet af kort tid kunne danne sig et overblik over lovforslagets indhold og bl.a. opnå forståelse af, på hvilke punkter den hidtidige retstilstand ændres.
En række lovforslag bliver efter fremsættelsen genstand for debat i medierne.
Denne debat er ofte af væsentlig betydning både for lovforslagets behandling i Folketinget og for offentlighedens indstilling til forslaget og dermed til den senere lov.
Kvaliteten af debatten beror i vidt omfang på, om medierne sættes i stand til at overskue – og dermed videreformidle – lovforslagets indhold.
Når lovforslaget er vedtaget og stadfæstet, og loven er kundgjort, anvendes loven ofte i praksis bl.a. af advokater, dommere, forvaltningsmyndigheder og andre med juridisk uddannelse eller træning.
Også hensynet til disse stiller væsentlige krav til lovgivningens affattelse.
Der må ikke slækkes på kravene til lovgivningens forståelighed m.v. i tillid til, at læserens juridiske uddannelse eller træning vil klare de fortolkningsvanskeligheder, som en uklar eller i øvrigt dårlig lovgivning uundgåeligt medfører.
Bl.a. af de anførte grunde må det understreges, at det er vigtigt, at lovforslag affattes klart, systematisk, let læseligt og pædagogisk.
Det gælder først og fremmest selve lovteksten, men også bemærkningerne bør affattes efter disse retningslinjer.
Det gælder navnlig, hvor loven giver myndighederne mulighed for at foretage indgreb over for borgere, virksomheder m.v. i form af f.eks. straf, konfiskation, tvangsindgreb, tilbagekaldelse af offentligretlige tilladelser, opkrævning af skatter og afgifter m.v., og hvor der derfor er et særligt behov for forudsigelighed i retstilstanden.
Også i øvrigt er det et grundlæggende element i lovkvalitet, at enhver, som lovteksten henvender sig til, så vidt muligt let skal kunne læse og forstå den.
En godt og klart affattet lov er en nødvendig forudsætning for en ensartet retsanvendelse og dermed for forudsigelighed og retssikkerhed.
Det er vanskeligt mere generelt at give præcise retningslinjer for lovsproget.
Det helt centrale er, at formen er enkel, kort og præcis med hensyn til såvel ordvalg som sprogstil, og at sætningerne er korte og klare.
F.eks. bør »den ordning, der er nævnt i stk. 1« anvendes i stedet for »den i stk. 1 nævnte ordning«.
Derudover bør lange og indskudte sætninger undgås.
Der bør navnlig ikke indskydes led, der lige så godt kan anbringes sidst i sætningen, og hovedudsagnet bør anbringes så tidligt som muligt i sætningen.
Et begreb bør overalt i lovteksten betegnes med samme udtryk, og anvendte udtryk bør så vidt muligt være almindeligt kendte (og bruges i deres normale betydning).
Heri ligger også, at udtryk, der ofte forekommer i lovgivningen (f.eks. »den offentlige forvaltning«), så vidt muligt bør anvendes i samme betydning som i anden lovgivning.
Definitioner, der er væsentligt forskellige fra den almindelige opfattelse af et ord eller udtryk, bør ikke forekomme, medmindre definitionen følger af eksempelvis et EU-direktiv, som loven implementerer (se om definitioner nærmere pkt. 7.1).
En sådan harmoni i begreberne er egnet til at undgå misforståelser og uklarheder i retsanvendelsen, ligesom det vil indebære væsentlige fordele i forhold til at tilvejebringe den fornødne it-understøttelse (der henvises i øvrigt til pkt. 7.14 om digitaliseringsklar lovgivning).
Der bør tilstræbes en brug af kønsneutrale betegnelser for personer i lovgivningen, i det omfang dette kan lade sig gøre på en sprogligt hensigtsmæssig måde.
Tankestreger virker meget iøjnefaldende i en lovtekst og bør undgås.
De henleder opmærksomheden særligt på det indskud, som de omgiver, hvad der normalt ikke er hensigten i lovtekster, og de bryder sammenhængen i sætningen.
Er der tale om et kort indskud i en ret enkelt opbygget sætning, kan indskuddet i stedet afgrænses ved komma.
Er sætningen så kompliceret, at tankestregerne er nødvendige for forståelsen, bør sætningen opdeles i flere punktummer.
Tankestreger kan derimod anvendes i lovforslagets bemærkninger, hvis det i det konkrete tilfælde vurderes mest hensigtsmæssigt.
Der bør ikke anvendes fremmedord, hvis et almindeligt kendt dækkende udtryk findes, og tekniske udtryk, det vil sige udtryk, som er udviklet og overvejende anvendes inden for en snæver fagkreds, bør så vidt muligt undgås.
Sådanne udtryk bør i hvert fald ikke uden nærmere forklaring bruges i love, der henvender sig til en bredere kreds.
Teksten kan i sådanne tilfælde eventuelt skrives på almindeligt dansk, hvorefter fagudtrykket angives i parentes.
Herudover bør udenlandske ord og udtryk, typisk engelske ord og udtryk, i videst muligt omfang undgås.
Semikolon bør ikke anvendes i lovteksten, da det ved citering kan forveksles med et punktum.
Derimod kan semikolon godt anvendes i lovforslagets bemærkninger.
Formen »og/eller« bør ikke anvendes.
Denne formulering kan altid erstattes med ét af ordene.
Man bør også undgå at bruge skråstreger eller formuleringen »A henholdsvis B«.
Flertydige og overflødige ord bør tillige undgås.
Det samme gælder kancelliudtryk.
Meget lange ord bør i almindelighed omskrives til flere ord (f.eks. bør »foranstaltninger til byggemodning« anvendes i stedet for »byggemodningsforanstaltninger«).
Der anvendes den retskrivning, som er fastlagt af Dansk Sprognævn i Retskrivningsordbogen.
På flere områder giver Retskrivningsordbogen valgfrihed mellem flere korrekte skrivemåder.
Retskrivningen bør i disse tilfælde så vidt muligt følge de retningslinjer, som anvendes af Folketinget.
Der henvises til Folketingets Administrations elektroniske opslagsværk, Sprogbasen, som kan findes på Folketingets hjemmeside, ft.dk, under »Organisation«/»Folketingets Administration«/»Sprogbasen« eller på:
https://sprogbasen.ft.dk/
.
Eksempler på godt sprog i lovteksten:
»redskaberne kan konfiskeres« bør anvendes i stedet for »der kan foretages konfiskation af redskaberne«.
»personer, der bor i kommunen« bør anvendes i stedet for »i kommunen bosiddende personer«.
»betingelserne i loven« bør anvendes i stedet for »de i loven angivne betingelser«.
»må anses for at stride mod« bør anvendes i stedet for »må anses for stridende mod«.
»overtræder den prøveløsladte vilkårene« bør anvendes i stedet for »skulle den prøveløsladte overtræde vilkårene«.
»hvis det bliver nødvendigt« bør anvendes i stedet for »måtte det vise sig nødvendigt«.
»ministeren kan pålægge tjenestemænd at« bør anvendes i stedet for »det kan af ministeren pålægges tjenestemænd at«.
3.
Lovteksten
3.1.
Valget mellem ændringslov og ny hovedlov
Det første spørgsmål, som rejser sig, når der er behov for at ændre i en gældende lov, er, om der skal udarbejdes et ændringslovforslag, eller om der i stedet bør udarbejdes forslag til en helt ny hovedlov.
Der kan ikke angives noget fast princip for, hvilken af de to former – ændringslov eller ny hovedlov – der bør vælges.
Generelt kan det siges, at en ny hovedlov bør vælges, hvis de foreslåede ændringer bygger på principielle synspunkter, som er nye i forhold til den hidtidige lovgivning, og ændringerne berører et større antal af den gældende lovs bestemmelser.
Er der derimod tale om mindre ændringer uden en sådan principiel betydning, er det i almindelighed rigtigst at udforme forslaget som et ændringslovforslag.
Udarbejdelse af forslag til en ny hovedlov kan indebære fordele.
Folketinget får typisk et bedre og mere overskueligt grundlag at vurdere retsområdet (og dermed de foreslåede ændringer) på, og fremgangsmåden kan være egnet til at forbedre lovgivningen på området.
Skal der fremsættes et forslag til en ny hovedlov, tvinges der således til en gennemgang også af de bestemmelser i den gældende lov, som i og for sig ikke ønskes ændret, men som nu skal indeholdes i lovforslaget.
Herved bliver der bl.a. lejlighed til at gøre op med eventuelle fortolkningsspørgsmål m.v., som den hidtidige administration af loven har givet anledning til.
De nævnte fordele må bl.a. afvejes over for det ofte væsentligt større tids- og ressourceforbrug, som er forbundet med udarbejdelse af forslag til en ny hovedlov frem for forslag til en ændringslov.
Fører de anførte hensyn til, at der udarbejdes et forslag til ændringslov, må det understreges, at der bør udvises meget betydelig omhu ved affattelsen, idet der erfaringsmæssigt er stor risiko for fejl.
Sådanne fejl giver ofte anledning til væsentlige problemer, når loven efterfølgende skal anvendes i praksis, herunder når der skal udarbejdes en lovbekendtgørelse.
En mangel, som jævnligt ses særligt i forslag til ændringslove, er, at der ikke er foretaget de konsekvensændringer i lovens øvrige bestemmelser eller i andre love, som de foreslåede ændringer nødvendiggør.
Der må således foretages en grundig gennemgang af hele den gældende lov og andre love for at undersøge, hvilke yderligere ændringer af teknisk eller indholdsmæssig karakter de foreslåede bestemmelser eventuelt nødvendiggør.
Dette er i praksis særligt vigtigt, når der indsættes eller ophæves stykker, punktummer, numre eller litraer i lovteksten med den virkning, at lovens bestemmelser forrykkes.
Det kan ikke forventes, at Justitsministeriet undersøger sådanne spørgsmål i forbindelse med den lovtekniske gennemgang.
3.2.
Valget mellem ét eller flere lovforslag
Er der behov for at ændre flere love eller for at ændre reguleringen af flere forskellige emner inden for samme lov, opstår spørgsmålet, om disse ændringer kan gennemføres ved ét og samme ændringslovforslag, eller om der bør udarbejdes flere ændringslovforslag.
Det skal i den forbindelse understreges, at det af hensyn til navnlig Folketinget og høringsparter er vigtigt, at spørgsmålet overvejes grundigt.
Hvor der er behov for at ændre flere love, kan det på den ene side anføres, at et ændringslovforslag i almindelighed ikke bør indeholde ændringer af forskellige love (samlelovforslag), hvis der ingen indholdsmæssig sammenhæng er mellem disse ændringer.
Det gælder også, selv om der for en umiddelbar betragtning måtte synes at være administrative og praktiske fordele forbundet med at samle de pågældende lovændringer i ét ændringslovforslag i stedet for at fremsætte et ændringslovforslag for hver lov, som ønskes ændret.
På den anden side både kan og bør ændringer af flere love samles i ét lovforslag, hvis der er tale om ensartede ændringer (f.eks. ændring af et udtryk), hvis de foreslåede lovændringer har samme indholdsmæssige baggrund (f.eks. tilvejebringelse af grundlaget for, at regeringen indgår eller tiltræder en traktat eller konvention, eller ændringer som følge af en samtidig foreslået hovedlov), eller hvis der i øvrigt er en nær emnemæssig sammenhæng mellem lovændringerne (f.eks. ændringer som opfølgning på en politisk aftale).
Hertil kommer, at vedkommende fagministerium – i forlængelse af den ovennævnte vurdering af lovændringernes indholdsmæssige sammenhæng – også bør foretage en vurdering af, om en samling af de forskellige ændringer i samme lovforslag vil kunne vanskeliggøre en hensigtsmæssig behandling af lovforslaget i Folketinget.
Må det eksempelvis forudses, at der kan være folketingsmedlemmer, som ønsker at differentiere stemmeafgivningen, så der kan stemmes for nogle af lovændringerne, men ikke for andre lovændringer, taler dette for at opsplitte emnerne i flere ændringslovforslag, så det undgås, at lovforslaget vil skulle deles i forbindelse med Folketingets behandling af lovforslaget.
Dette kan f.eks. være tilfældet, hvis ændringer, som følger op på en politisk aftale, samles med andre ændringer.
Det kan i den forbindelse oplyses, at det af flere årsager kan være problematisk at dele lovforslag i forbindelse med folketingsbehandlingen.
Det bliver bl.a. vanskeligere senere at finde de rette forarbejder til lovgivningen, ligesom delingen i nogle tilfælde rent lovteknisk kan have en sådan karakter, at den øger risikoen for fejl i de vedtagne lovforslag.
Der henvises endvidere til pkt. 2.3.2 i betænkning og indstilling om ændring af forretningsorden for Folketinget (Ændring af forskellige arbejdsformer og forretningsgange m.v.), jf. Folketingstidende 2017-18, tillæg A, B 147 som fremsat (i betænkning), side 10.
Det fremgår bl.a. heraf, at Udvalget for Forretningsordenen finder, at regeringen bør undgå, at der i lovforslag, som udmønter politiske forlig og aftaler, medtages andre elementer, som regeringen ikke er sikker på kan støttes af alle forligspartier, samt at hvis et bestemt lovgivningsinitiativ er meget omstridt, bør det overvejes at lade det udgøre et særskilt lovforslag frem for at samle det med mindre kontroversielt stof.
Hvor der er behov for at ændre reguleringen af flere forskellige emner inden for samme lov, må der ligeledes foretages en vurdering af den indholdsmæssige sammenhæng mellem de enkelte emner i lovforslaget.
Fagministerierne bør i den forbindelse være opmærksomme på, om en samling af de forskellige emner i samme lovforslag vil kunne vanskeliggøre en hensigtsmæssig behandling af lovforslaget i Folketinget.
Det skal for en god ordens skyld understreges, at fagministerierne bør foretage de ovennævnte overvejelser løbende og allerede i forbindelse med udarbejdelsen af lovprogrammet.
Der henvises i øvrigt til afsnit 2.1.1 i Håndbog i folketingsarbejdet, som kan findes på Folketingets hjemmeside, ft.dk, under »Håndbog i folketingsarbejdet« eller på:
https://www.ft.dk/da/haandbog-i-folketingsarbejdet
.
3.3.
Forslag til hovedlove
3.3.1.
Titel
Titlen på et forslag til en hovedlov skal i første række i en overskuelig form give information til den, der søger oplysninger om retsregler vedrørende et givet emne.
Titlen bør derfor være dækkende for indholdet af loven eller i hvert fald dens hovedindhold.
Samtidig bør titlen være kortfattet af hensyn til overskueligheden.
Titlen på lovforslaget indledes som udgangspunkt således:
»Forslag
til
Lov om …«.
Titlen kan dog efter omstændighederne også udformes sådan, at emnet for loven står først i titlen, det vil sige i formen »x-lov« eller »x-loven«.
Som eksempel kan nævnes lov nr. 515 af 6. juni 2007, der har titlen »arvelov«.
Overflødige ord bør undgås.
F.eks. bør »Lov om ekspropriation af …« anvendes i stedet for »Lov om bemyndigelse for ministeren for … til ekspropriation af …«.
Man bør i videst muligt omfang anvende korte ord frem for lange.
Eksempelvis bør »om« anvendes i stedet for »vedrørende« eller »angående«.
Der anføres – i modsætning til forslag til ændringslove – ingen undertitel ved forslag til en ny hovedlov.
Det gælder også, selv om forslaget til hovedloven indeholder ændringer af andre love.
Er det ikke muligt at udforme en titel, der er dækkende og samtidig kortfattet, kan hovedindholdet nævnes med tilføjelsen »m.v.« som en orientering til læseren om, at loven rummer mere, end titlen umiddelbart angiver.
En for udbredt anvendelse af tilføjelsen »m.v.« medfører imidlertid, at den generelle overs
Teksten fortsætter i den officielle kilde.
