Beta
RETSINFO 10199/2024
RETSINFO 10199/2024 — Vejledning om anvendelse af Haagerbørnebeskyttelseskonventionen på det sociale område
Beta. Juridisk information, ikke juridisk rådgivning. Tjek den officielle kilde for den gældende tekst.
Analysér denne lov med AITekst
Indholdsfortegnelse
1.
Indledning
1.1.
Konventionens formål
1.2.
Lovvalg
1.3.
Centralmyndigheden
1.4.
Anvendelse af fremmedsprog
2.
Målgruppe og anvendelsesområde for konventionen
2.1.
Målgruppe for konventionen
2.2.
Anvendelsesområde for konventionen
2.3.
Hvad er en beskyttelsesforanstaltning efter konventionen?
2.4.
Hvilke typer af indsatser, undersøgelser mv. efter bl.a. barnets lov er omfattet af konventionen?
2.5.
Uden for konventionens anvendelsesområde
2.6.
Adoption af børn og unge anbragt uden for hjemmet
2.7.
Ufødte børn
2.8.
Anbringelser på baggrund af strafferetlige forhold
3.
Forholdet til barnets lov og lov om retssikkerhed og administration på det sociale område
3.1.
Barnets lov og Haagerbørnebeskyttelseskonventionen
3.2.
Målgruppen for barnets lov i forhold til konventionen
3.3.
Krav om lovligt ophold i Danmark
3.3.1.
Udenlandske børn og unges opholdsgrundlag i Danmark
3.3.2.
Undtagelser til kravet om lovligt ophold i Danmark ved anmodning om kompetenceoverførsel efter konventionens artikel 8 og 9
3.4.
De danske kommuners tilsynsforpligtelse
3.5.
Lov om retssikkerhed og administration på det sociale område
3.5.1.
Handlekommune for et barn eller en ung ved anmodning om kompetenceoverførsel efter konventionens artikel 8 og 9
3.5.2.
Bestemmelse om handlekommune for et barn eller en ung, når der er uklarhed om barnets eller den unges tilknytning
3.5.3.
Bestemmelse af handlekommune for et barn eller en ung, der kommer til Danmark ved danske myndigheders medvirken
4.
Anerkendelse af udenlandske beskyttelsesforanstaltninger på det sociale område
4.1.
Særligt om anerkendelse af udenlandsk forældremyndighed i sociale sager
5.
International kompetence
5.1.
Udgangspunktet for international kompetence
5.2.
Sædvanligt opholdssted og barnets eller den unges bopæl
5.2.1.
Vurdering af bopælsstatus
5.2.2.
Barnet eller den unge flytter under behandlingen af en sag
5.3.
Flygtningebørn og børn, der er internationalt fordrevne
5.4.
Særlige kompetenceregler for bortførte børn og unge
5.5.
Mulighed for at træffe afgørelse om beskyttelsesforanstaltninger i hastetilfælde
6.
Overførsel af kompetence til at træffe afgørelse om beskyttelsesforanstaltninger for et barn eller en ung, herunder anbringelse
6.1 Hvornår kan kompetenceoverførsel være relevant?
6.1.1.
Hvilken artikel finder anvendelse?
6.2.
Betingelser for anvendelse af artikel 8 og 9
6.2.1.
En kompetent myndighed anmoder en ikke-kompetent myndighed i et andet konventionsland om at overføre kompetence til at træffe afgørelse vedrørende en anbringelse af et barn eller en ung uden for hjemmet (artikel 8)
6.2.1.1.
Hvornår kan det være relevant, at en dansk kommune anvender artikel 8?
6.2.2.
En ikke-kompetent myndighed i et andet konventionsland ønsker at overtage kompetence til at træffe afgørelse vedrørende en anbringelse af et barn eller en ung uden for hjemmet (artikel 9)
6.2.2.1 Hvornår kan det være relevant, at en dansk kommune anvender artikel 9?
6.3.
Behandling af anmodninger om overførsel af kompetence efter artikel 8 og 9
6.3.1.
Samarbejde mellem myndigheder og udveksling af oplysninger i sager om kompetenceoverførsel efter artikel 8 og 9
6.3.2.
Anmodninger efter artikel 8 og 9 fra et andet konventionsland til en dansk kommune
6.3.3.
Anmodninger efter artikel 8 og 9 fra en dansk kommune til et andet konventionsland
6.3.4.
Inddragelse af barnet eller den unge ved anmodninger efter artikel 8 og 9
6.3.5.
Inddragelse af forældremyndighedsindehaveren i sager om overførsel af kompetence efter artikel 8 og 9
6.4.
Klageadgang i sager om kompetenceoverførsel efter artikel 8 og 9
7.
Udenlandske myndigheders anbringelse af børn og unge uden for hjemmet i Danmark efter artikel 33
7.1.
Generelt om konventionens artikel 33
7.1.1.
Høringsproceduren i artikel 33
7.2.
Anvendelsesområde for artikel 33
7.3.
Behandling af sager om udenlandske myndigheders anbringelse af børn og unge uden for hjemmet i Danmark efter artikel 33
7.3.1.
Vurdering af barnets bedste i sager efter artikel 33
7.3.2.
Inddragelse af barnet eller den unge i sager efter artikel 33
7.3.3.
Inddragelse af forældremyndighedsindehaveren i sager efter artikel 33
7.4.
Klageadgang i sager efter artikel 33
7.5.
Barnets eller den unges opholdsgrundlag
7.6.
Når barnet eller den unge er ankommet til Danmark
7.7.
Dækning af udgifter
8.
Udveksling og indhentelse oplysninger ved hjælp af konventionen
8.1.
Anmodninger efter konventionens artikel 32, litra a, om tilvejebringelse af en rapport om barnets eller den unges situation
8.1.1.
Behandling af sager efter konventionens artikel 32, litra a, om tilvejebringelse af en rapport om barnets eller den unges situation
8.2.
Anmodninger efter konventionens artikel 34 om fremsendelse af oplysninger af betydning for beskyttelse af barnet eller den unge
8.2.1.
Behandling af sager efter konventionens artikel 34
8.3.
Begrænsninger fastsat i konventionen i forhold til udveksling af oplysninger
9.
Anmodninger efter konventionens artikel 35
9.1.
Anmodninger efter konventionens artikel 35, stk. 1, om myndighedernes bistand til gennemførsel af beskyttelsesforanstaltninger, herunder i forhold til udøvelse af samvær
9.2.
Anmodninger efter konventionens artikel 35, stk. 2-4, om udarbejdelse af en udtalelse til brug for samvær m.v.
10.
Mellemstatslig underretning og anmodning om beskyttelse af et barn eller en ung i udlandet
10.1.
Mellemstatslig underretning - underretningspligten efter konventionens artikel 36
10.1.1.
Mellemstatslig underretning efter artikel 36 til lande, som ikke har tiltrådt konventionen
10.1.2.
Behandling af mellemstatslige underretninger efter artikel 36 fra en dansk kommune til et andet land
10.1.3.
Behandling af mellemstatslige underretninger efter artikel 36 fra et andet land til en dansk kommune
10.2.
Anmodninger efter konventionens artikel 32, litra b, om overvejelse af beskyttelsesforanstaltninger for et barn eller en ung i et andet konventionsland
10.2.1.
Behandling af sager efter artikel 32, litra b, om overvejelse af beskyttelsesforanstaltninger for et barn eller en ung i et andet konventionsland
10.3.
Forholdet mellem underretning efter artikel 36 og anmodning efter artikel 32, litra b
11.
Anmodninger om lokalisering af et barn eller en ung efter konventionens artikel 31, litra c
11.1.
Behandling af anmodninger om lokalisering af et barn eller en ung efter konventionens artikel 31,
litra c
12.
Databeskyttelsesforordningen og databeskyttelseslovgivningen m.v.
12.1.
Princippet om dataminimering og oplysninger om tredjeparter
13.
Forholdet til andre konventioner
13.1.
Børnekonventionen
13.2.
Wienerkonventionen om konsulære forbindelser
1.
Indledning
1.
Formålet med denne vejledning er at beskrive reglerne om international anbringelse af børn og unge uden for hjemmet og reglerne for det internationale samarbejde vedrørende beskyttelse af børn og unge på det socialretlige område.
Baggrunden for vejledningen er Haagerkonventionen af 19. oktober 1996 om kompetence, lovvalg, anerkendelse, fuldbyrdelse og samarbejde vedrørende forældreansvar og foranstaltninger til beskyttelse af børn (Haagerbørnebeskyttelseskonventionen, herefter konventionen), der trådte i kraft for Danmark den 1. oktober 2011.
Konventionen gælder umiddelbart her i landet, jf. § 1, stk. 1, i lovbekendtgørelse nr. 777 af 7. august 2019 om Haagerbørnebeskyttelseskonventionen (herefter Haagerbørnebeskyttelseskonventionsloven).
2.
Konventionen er gennemført i dansk ret ved inkorporering, jf. lov nr. 434 af 8. maj 2006 om Haagerbørnebeskyttelseskonventionen.
Konventionens bestemmelser er derfor umiddelbart anvendelige.
Det betyder, at konventionen finder anvendelse på alle sociale sager, hvor der er tale om beskyttelse af børn og unge i internationale situationer.
Det kan f.eks. være, hvis et barn eller en ung flytter fra Danmark til udlandet, og en dansk kommune er bekymret for barnet eller den unge.
Det kan også være, hvis et barn eller en ung, som er anbragt uden for hjemmet her i landet, har netværk i udlandet, som efter den danske kommunes vurdering bedre kan tage vare på barnet eller den unge.
3.
Bekendtgørelse om anvendelse af Haagerbørnebeskyttelseskonventionen på det sociale område, jf. bekendtgørelse nr. 458 af 13. maj 2024 (herefter Haagerbørnebeskyttelsesbekendtgørelsen) fastsætter nærmere regler for de danske kommuners behandling af sager på det sociale område, der behandles efter barnets lov, jf. lovbekendtgørelse nr. 890 af 19. juni 2024 (barnets lov), og som er omfattet af konventionen.
4.
Den 18. december 2003 nedsatte Justitsministeriet et udvalg til gennemførelse af Haagerkonventionen af 19. oktober 1996 om kompetence, lovvalg, anerkendelse, fuldbyrdelse og samarbejde vedrørende forældreansvar og foranstaltninger til beskyttelse af børn.
Udvalget afgav betænkning nr. 1467, herefter omtalt som Haag 96-betænkningen.
1.1.
Konventionens formål
5.
Det fremgår af konventionens artikel 1, stk. 1, at konventionen har til formål:
a) at afgøre, hvilken stats myndigheder der har kompetence til at træffe foranstaltninger med henblik på beskyttelse af et barns person eller formue;
b) at afgøre, hvilken lov der skal anvendes af de pågældende myndigheder under udøvelsen af deres kompetence;
c) at afgøre, hvilken lov der skal anvendes på forældreansvar;
d) at sikre anerkendelse og fuldbyrdelse af sådanne beskyttelsesforanstaltninger i alle kontraherende stater;
e) at etablere det samarbejde mellem myndighederne i de kontraherende stater, der måtte være nødvendigt for at opfylde denne konventions formål.
6.
Formålet med konventionen er at sikre, at børn og unge med tilknytning til flere lande er lige så effektivt beskyttede som børn og unge, der kun har tilknytning til et land.
I indledningen til konventionen bekræfter de lande, der tiltræder den, at barnets bedste skal være det overordnede hensyn.
Med henblik herpå indeholder konventionen bl.a. regler om:
• overførsel af kompetence til at træffe afgørelse om beskyttelsesforanstaltninger mellem myndigheder (artikel 8 og 9)
• beskyttelsesforanstaltninger i hastetilfælde (artikel 11 og 12)
• behandling af anmodninger fra myndigheder i et andet konventionsland om en rapport om barnet eller den unge (artikel 32)
• international anbringelse af børn og unge i et andet konventionsland (artikel 33)
• behandling af anmodninger om oplysninger til brug for en sag om beskyttelse af barnet eller den unge (artikel 34)
• internationalt samvær i relation til anbragte børn og unge (artikel 35).
• mellemstatslige underretninger (artikel 36)
7.
Konventionen udbygger desuden det internationale samarbejde om beskyttelse af børn og unge, der blev etableret ved Haagerkonventionen af 25. oktober 1980 om de civilretlige aspekter af internationale børnebortførelser (Haagerbørnebortførelseskonventionen) og ved Europarådskonventionen af 20. maj 1980 om anerkendelse og fuldbyrdelse af forældremyndighedsafgørelser (Europarådskonventionen af 1980).
Konventionen finder dog også anvendelse på andre sagsområder end børnebortførelse.
8.
Konventionen indeholder ikke materielle børnebeskyttelsesregler, men skal supplere allerede gældende nationale og internationale regler om beskyttelse af børn og unge.
I Danmark er foranstaltninger til beskyttelse af børn og unge (i dansk ret ”indsatser”), herunder anbringelse af børn og unge uden for hjemmet, reguleret i bl.a. barnets lov.
Læs nærmere om konventionens brug af begrebet ”beskyttelsesforanstaltninger” under afsnit 2.3.
9.
En liste over de lande, der har tiltrådt konventionen, findes på www.hcch.net.
Det skal dog bemærkes, at reglerne om mellemstatslig underretning efter konventionens artikel 36 også gælder for underretninger til ikke-konventionslande.
Læs mere under afsnit 10.1.1.
Konventionen gælder i Grønland, mens Færøerne ikke har tiltrådt konventionen.
Denne vejledning gælder dog alene for internationale sociale sager i Danmark og således hverken for Grønland eller Færøerne.
Vejledningen omfatter udvalgte relevante artikler, som finder anvendelse i internationale sociale sager.
Konventionen finder også anvendelse på værgemål, repræsentanter for uledsagede mindreårige udlændinge og forældreansvar, jf. konventionens artikel 3.
Denne vejledning omfatter ikke disse sagsområder.
I forhold til sager, der behandles efter forældreansvarsloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 1768 af 30. november 2020 (forældreansvarsloven), og er omfattet af konventionen, kan der henvises til vejledning om anvendelsen af Haagerbørnebeskyttelseskonventionen i sager efter forældreansvarsloven, jf. vejledning nr. 9257 af 20. marts 2019.
Der kan også henvises til ministeriets hjemmeside, hvor der kan findes kort vejledning om kompetencereglerne efter konventionen og behandlingen af internationale sociale sager.
Der er desuden udarbejdet et ansøgningsskema på forskellige sprog, der kan anvendes bl.a. til internationale underretninger.
Materialet kan findes her: https://www.boernebortfoerelse.dk/internationale-sociale-sager
1.2.
Lovvalg
10.
Det fremgår af artikel 15, stk. 1, i konventionen, at de kontraherende staters myndigheder under udøvelsen af deres kompetence efter bestemmelserne i kapitel II skal anvende loven i deres egen stat.
11.
Det fremgår videre af artikel 15, stk. 2, at de dog undtagelsesvist, for så vidt dette måtte være påkrævet for at beskytte barnets person eller formue, kan anvende eller tage hensyn til loven i en anden stat, som sagen har en væsentlig tilknytning til.
12.
Af artikel 15, stk. 3, fremgår, at hvis barnets sædvanlige opholdssted flyttes til en anden kontraherende stat, er vilkårene for gennemførelsen af de foranstaltninger, der er truffet i den stat, hvor barnet tidligere havde sit sædvanlige opholdssted, undergivet loven i denne anden stat fra flytningstidspunktet.
13.
Konventionens artikel 15 indeholder således et grundlæggende princip i relation til lovvalgsregler om, at de kompetente myndigheder i konventionslandene skal anvende deres egen lov.
Artiklen indebærer, at danske myndigheder bl.a. træffer afgørelse om anbringelse af børn og unge uden for hjemmet efter dansk ret.
Det vil således som oftest være barnets lov, der finder anvendelse.
Dette gælder uanset barnets eller den unges statsborgerskab eller anden tilknytning til udlandet.
En dansk kommune kan dog undtagelsesvist, hvis det er påkrævet for at sikre beskyttelse af barnet eller den unge, tage hensyn til lovgivningen i det land, som barnet eller den unge har en særlig tilknytning til.
Hvis der er tale om anbringelsesformer eller forældreansvar, der ikke er kendt efter dansk ret, kan det være relevant at tage hensyn til dette.
Læs mere om anerkendelse af udenlandsk forældremyndighed i sociale sager under afsnit 4.1.
1.3.
Centralmyndigheden
14.
Social- og Boligministeriet er udpeget som centralmyndighed for konventionen ved bekendtgørelse nr. 705 af 18. juni 2013 om centralmyndigheden for Haagerbørnebeskyttelseskonventionen.
Efter denne bekendtgørelse skal centralmyndigheden:
• Give information om Haagerbørnebeskyttelseskonventionen.
• Modtage og videresende anmodninger m.v. efter konventionen.
• Samarbejde med centralmyndighederne i de øvrige stater, der har tiltrådt konventionen.
• Udføre de opgaver, som ifølge konventionen i øvrigt påhviler centralmyndigheden.
Hvis en dansk kommune ønsker at sende en underretning eller en anmodning efter konventionen til udlandet, kan dette gøres via Social- og Boligministeriet.
Kontaktoplysninger på og information om centralmyndigheden kan findes på hjemmesiden: https://boernebortfoerelse.dk
Kommunerne kan ligeledes få generel vejledning om anvendelsen af Haagerbørnebeskyttelseskonventionen hos centralmyndigheden.
15.
En dansk kommune kan anvende centralmyndigheden til at videresende anmodninger efter konventionen til udlandet, men det er ikke et krav.
Dog kan lande tage forbehold for, at anmodninger efter artikel 8, 9 og 33 skal sendes gennem den udpegede centralmyndighed.
Dette har Danmark gjort, hvorfor en dansk kommune skal sende disse anmodninger gennem centralmyndigheden.
Man kan finde en liste over alle konventionslandes centralmyndigheder på hjemmesiden: https://www.hcch.net/en/instruments/conventions/authorities1/?
cid=70
1.4.
Anvendelse af fremmedsprog
16.
Det fremgår af artikel 54 i konventionen, at enhver meddelelse til centralmyndigheden eller en anden myndighed i en kontraherende stat affattes på originalsproget og ledsages af en oversættelse til det officielle sprog eller et af de officielle sprog i den pågældende stat, eller, hvis dette ikke er muligt, af en oversættelse til fransk eller engelsk.
Det fremgår ligeledes af artikel 43 i konventionen, at alle dokumenter, som fremsendes efter konventionen, er fritaget for legalisering eller andre tilsvarende formaliteter.
Det betyder, at alle dokumenter m.v., den danske kommune sender til udlandet efter reglerne i konventionen, som udgangspunkt skal oversættes til det sprog, der anvendes i modtagerlandet.
Hvis kommunen f.eks. vil fremsende en anmodning om oplysninger til Tyskland, skal alle dokumenter m.v. oversættes til tysk.
Der skal dog hertil gøres opmærksom på, at i visse lande er der flere officielle sprog.
Hvis der er tvivl om, hvilket sprog, der skal anvendes, kan der rettes henvendelse til Social- og Boligministeriet, der er dansk centralmyndighed.
17.
Konventionen indeholder ikke en forpligtelse for danske myndigheder, herunder danske kommuner, til at oversætte dokumenter m.v., når der er tale om sager, hvor en udenlandsk myndighed anmoder om oplysninger efter reglerne i konventionen.
Hvis en dansk kommune modtager en anmodning fra udlandet, er den danske kommune derfor ikke forpligtet til at oversætte svaret og kan fremsende alle oplysningerne på dansk.
18.
Det bemærkes dog, at ved anmodninger m.v. mellem myndigheder i de nordiske lande skal anmodninger og dokumenter m.v. på svensk, norsk, finsk eller islandsk også accepteres, jf. artikel 1 i den nordiske konvention af 17. juni 1981 om nordiske statsborgeres ret til at anvende deres eget sprog i et andet nordisk land, jf. bekendtgørelse nr. 16 af 10. marts 1987 af nordisk konvention af 17. juni 1981 om nordiske statsborgeres ret til at anvende deres eget sprog i et andet nordisk land.
Det betyder, at kommunen kan fremsende alle dokumenter mv. på dansk, hvis de skal sendes til et nordisk land, ligesom den danske kommune ikke kan kræve, at dokumenter affattet på et af de nordiske sprog skal oversættes til dansk.
19.
Det er kommunen selv, som skal sørge for oversættelserne og afholde udgifterne til oversættelse.
20.
Hvis der er tale om en akut situation, såsom en akut underretning efter konventionens artikel 36 vedrørende et barn eller en ung, som er i livsfare, kan underretningen sendes på engelsk til den udenlandske myndighed, ligesom en dansk kommune kan modtage en underretning på engelsk fra udlandet i akutte situationer.
Læs mere om underretninger efter artikel 36 under afsnit 10.1.
På hjemmesiden: https://boernebortfoerelse.dk/internationale-sociale-sager ligger et vejledende ansøgningsskema tilgængeligt på en række forskellige sprog.
Kommunen kan udfylde dette og indsende det til Social- og Boligministeriet som dansk centralmyndighed.
Ansøgningsskemaet bør anvendes af kommunen for herved at sikre, at de oplysninger der typisk er behov for, indsendes til ministeriet til brug for internationale sager efter konventionen.
2.
Målgruppe og anvendelsesområde for konventionen
21.
I det følgende gennemgås, hvilken personkreds der er omfattet af konventionen og Haagerbørnebeskyttelsesbekendtgørelsen samt reglernes anvendelsesområde, herunder hvilke indsatser, undersøgelser mv. efter dansk ret, der er omfattet af konventionen.
2.1.
Målgruppe for konventionen
22.
Det fremgår af konventionens artikel 2, at den finder anvendelse på børn fra tidspunktet for deres fødsel, indtil de er fyldt 18 år.
23.
Med artikel 2 fastsættes det således, at konventionen ikke finder anvendelse på ufødte børn.
Læs mere herom under afsnit 2.7.
2.2.
Anvendelsesområde for konventionen
24.
Det fremgår af konventionens artikel 3, at de i artikel 1 omhandlede foranstaltninger navnlig kan vedrøre:
a) tildeling, udøvelse, hel eller delvis frakendelse af forældreansvar samt delegation heraf;
b) forældremyndighed, herunder retten til at drage omsorg for barnets person og navnlig retten til at bestemme, hvor barnet skal bo, samt samvær, herunder retten til at bringe barnet til et andet sted end dets sædvanlige opholdssted for et begrænset tidsrum;
c) værgemål, samværgemål og lignende retsinstitutter;
d) udpegelse af en person eller myndighed, der skal tage sig af barnets person eller formue, og som skal repræsentere eller bistå barnet, samt fastlæggelse af en sådan person eller myndigheds opgaver;
e) anbringelse af barnet hos en plejefamilie eller på en institution eller i et kafala-plejeforhold eller lignende plejeforhold;
f) en offentlig myndigheds tilsyn med den omsorg for et barn, der varetages af enhver person, der har barnet i sin varetægt;
g) forvaltning eller bevarelse af et barns formue eller disponering herover.
25.
Det fremgår af Haagerbørnebeskyttelsesbekendtgørelsen, at bekendtgørelsen finder anvendelse ved behandling af sager på det sociale område, der er omfattet af Haagerkonventionen af 19. oktober 1996 om kompetence, lovvalg, anerkendelse, fuldbyrdelse og samarbejde vedrørende forældreansvar og foranstaltninger til beskyttelse af børn (Haagerbørnebeskyttelseskonventionen).
26.
Konventionens overordnede anvendelsesområde på det sociale område er alle sager, hvor der er tale om beskyttelse af børn i internationale situationer, jf. dog afsnit 2.5.
Det overordnede formål med konventionen er således at sikre, at børn med tilknytning til flere lande er lige så effektivt beskyttet, som børn med en utvetydig tilknytning til kun ét land.
Derfor fastsætter konventionen regler om, hvilket land der har kompetence til at træffe afgørelser om beskyttelsesforanstaltninger for et barn eller ung, og hvordan landene skal samarbejde med hinanden.
Konventionen sigter på den måde mod at forebygge, at der opstår konflikter mellem forskellige lande om, hvilket land og dermed hvilke myndigheder der har ansvaret for beskyttelsen af et barn eller ung.
27.
Hvis en sag falder inden for konventionens anvendelsesområde, og barnet eller den unge har væsentlig tilknytning til et andet konventionsland, eller der i øvrigt indgår et relevant grænseoverskridende element i sagen, skal myndighederne sørge for, at konventionens regler overholdes.
28.
Når en dansk kommune behandler en sag efter barnets lov, og denne er omfattet af konventionen, finder reglerne i Haagerbørnebeskyttelsesbekendtgørelsen anvendelse.
Bekendtgørelsen fastsætter bl.a. regler for, hvilken kommune der er handlekommune i sociale sager efter konventionen og regler for sagsbehandlingen i denne type sager.
Læs mere om reglerne for bestemmelse af handlekommune for et barn eller en ung under afsnit 3.5.
2.3.
Hvad er en beskyttelsesforanstaltning efter konventionen?
29.
Konventionen anvender begrebet ”beskyttelsesforanstaltninger”, hvilket ikke er et almindeligt begreb i dansk lovgivning.
Dette bemærkes også i Haag 96-betænkningen, hvor det fremgår, at overordnet set anvendes terminologien ”beskyttelsesforanstaltninger” normalt i forbindelse med f.eks. sikkerhedsforskrifter m.v. til forebyggelse af skade på personer eller materiel.
30.
Konventionen indeholder ikke en nærmere definition af begrebet ”beskyttelsesforanstaltninger”, men artikel 3 og 4 indeholder en beskrivelse af konventionens anvendelsesområde.
Artikel 3 indeholder således en ikke-udtømmende opregning over foranstaltninger, der er omfattet af konventionen.
På det socialretlige område nævner artikel 3 bl.a. anbringelse uden for hjemmet og en offentlig myndigheds tilsyn med den omsorg for et barn, der varetages af enhver person, der har barnet i sin varetægt.
Artikel 4 indeholder derimod en opregning af spørgsmål mv., der ikke er omfattet af konventionen.
Læs nærmere om artikel 4 under afsnit 2.5.
31.
Fordi artikel 3 ikke indeholder en udtømmende opregning af beskyttelsesforanstaltninger, kan alle afgørelser og regler, som er rettet mod beskyttelse af børn, og som ikke fremgår af opregningen i artikel 4, efter omstændighederne være omfattet af konventionen.
Dette betyder dog ikke, at konventionen omfatter alle sager, som børn er direkte eller indirekte involveret i, og som ikke er omfattet af undtagelserne i artikel 4.
Det fremgår af Haag 96-betænkningen, at på det sociale område skal der være tale om beskyttelsesforanstaltninger over for børn i relation til deres trivsel og udvikling.
32.
Konventionens artikel 3 er formuleret forholdsvis bredt.
Dette betyder, at nye typer af beskyttelsesforanstaltninger for børn, der indføres i national og international ret, vil kunne blive omfattet af konventionen.
33.
Det skal endvidere bemærkes, at konventionens definition af beskyttelsesforanstaltninger skal forstås bredere end særlig støtte efter barnets lov.
Beskyttelsesforanstaltninger i konventionens forstand omfatter bl.a. også de sagsbehandlingsskridt, der skal tages med henblik på at iværksætte en indsats, og de afgørelser, der træffes med tilknytning til en indsats, ligesom tilsyn med barnets eller den unges forhold også er indeholdt i begrebet.
2.4.
Hvilke typer indsatser, undersøgelser mv. efter bl.a. barnets lov er omfattet af konventionen?
34.
I forhold til dansk socialret, navnlig barnets lov, omfatter konventionens beskyttelsesforanstaltninger som minimum:
• kommunernes tilsyn med børn og unge efter § 9 i barnets lov
• screening efter § 18 i barnets lov
• afdækning efter § 19 i barnets lov
• børnefaglig undersøgelse efter §§ 20-23 i barnets lov
• lægelige undersøgelse og behandling uden samtykke efter § 40 i barnets lov
• anbringelse med og uden samtykke efter §§ 46 og 47 i barnets lov
• foreløbige afgørelser om anbringelse uden samtykke efter § 143 i barnets lov
• underretningspligt for personer, der udøver offentlig tjeneste eller offentligt hverv efter § 133 i barnets lov
• samvær under anbringelse efter §§ 103-106 i barnets lov
• § 107 i barnets lov om samvær og kontakt, herunder afbrydelse af samvær i forbindelse med gennemførsel af en børnefaglig undersøgelse efter § 23 i barnets lov eller en ungefaglig undersøgelse efter § 32 i lov om bekæmpelse af ungdomskriminalitet under ophold på en institution, indlæggelse på et sygehus eller ved benyttelse af det børnehus, som kommunen er tilknyttet
• anbringelse på sikrede institutioner efter § 62 i barnets lov
• brev- og telefonkontrol efter § 15 i lov om voksenansvar (voksenansvarsloven)
• tilbageholdelse af et barn eller en ung, der er anbragt uden for hjemmet, efter § 11 i voksenansvarsloven.
Konventionen dækker dermed en række bestemmelser efter barnets lov og enkelte bestemmelser om magtanvendelse efter voksenansvarsloven.
Ovennævnte er dog en ikke-udtømmende opregning, og der vil derfor efter omstændighederne kunne være andre indsatser, undersøgelser mv., der er omfattet af konventionens anvendelsesområde.
Dette vil derfor afhænge af en konkret vurdering i den enkelte sag.
Læs i øvrigt nærmere om forholdet til barnets lov under afsnit 3.1.
2.5.
Uden for konventionens anvendelsesområde
35.
Konventionen finder ikke anvendelse på alle sagsområder, og med henblik på afgrænsning af konventionens anvendelsesområde indeholder artikel 4 en udtømmende opregning af sagstyper, der ikke er omfattet af konventionen.
36.
Det fremgår således af artikel 4, at konventionen ikke finder anvendelse på spørgsmål vedrørende:
a) fastlæggelse eller anfægtelse af forældre-barn-forhold;
b) afgørelser om adoption, adoptionsforberedende foranstaltninger, omstødelse af adoption eller ophævelse af adoptivforhold;
c) barnets for- og efternavne;
d) myndighed;
e) underholdspligt;
f) trusts og arv;
g) social sikring;
h) offentligretlige foranstaltninger af generel karakter vedrørende uddannelse og sundhed;
i) foranstaltninger, der er truffet som følge af strafbare handlinger begået af børn;
j) afgørelser om retten til asyl og om indvandring.
37.
Konventionen finder ud over situationerne, som er opregnet i artikel 4, som hovedregel ikke anvendelse i sociale sager, hvor barnet eller den unge har tilknytning til et land, som Danmark ikke samarbejder med efter konventionen.
Det betyder, at hvis barnet eller den unge opholder sig i et land, som Danmark ikke samarbejder med efter konventionen, så kan kommunen f.eks. ikke anmode om oplysninger om barnet eller den unge efter konventionen.
Dog gælder reglerne om lovvalg i konventionens kapitel III også for ikke-konventionslande, jf. artikel 20.
Læs mere om lovvalg i afsnit 1.2.
Det skal også bemærkes, at kommunen, uagtet om barnet eller den unge opholder sig i et konventionsland eller ikke-konventionsland, har en pligt til at underrette udlandet efter artikel 36 i konventionen, hvis barnet eller den unge er udsat for alvorlig fare.
Læs nærmere herom under afsnit 10.1.
2.6.
Adoption af børn og unge anbragt uden for hjemmet
38.
Det fremgår af konventionens artikel 4, litra b, at konventionen ikke finder anvendelse på spørgsmål vedrørende afgørelser om adoption, adoptionsforberedende foranstaltninger, omstødelse af adoption eller ophævelse af adoptivforhold.
39.
Når et barn er anbragt uden for hjemmet, og en dansk kommune overvejer at søge barnet bortadopteret med eller uden samtykke, er der fortsat tale om en anbringelsessag, der er omfattet af konventionen.
Det betyder, at hvis kommunen har brug for oplysninger om barnet til brug for oplysning af anbringelsessagen, så kan kommunen f.eks. anvende konventionens artikel 34 til at anmode en udenlandsk myndighed herom.
Derimod er der ved kommunens behandling af adoptionsspørgsmålet tale om adoptionsforberedende foranstaltninger, der ikke er omfattet af konventionen.
Kommunen kan derfor f.eks. ikke anvende konventionens artikel 34 til at anmode en udenlandsk myndighed om oplysninger til brug for behandlingen af adoptionsspørgsmålet.
Kommunen kan læse mere om frigivelse af børn, herunder anbragte børn, til adoption i VEJ nr. 10083 af 11. december 2023, Vejledning om frigivelse af børn til national adoption (https://www.retsinformation.dk/eli/retsinfo/2023/10083).
2.7.
Ufødte børn
40.
Det fremgår af konventionens artikel 2, at konventionen finder anvendelse på børn fra tidspunktet for deres fødsel, indtil de er fyldt 18 år.
Det betyder, at konventionen ikke finder anvendelse på ufødte børn eller indsatser, undersøgelser m.v., som kommunen igangsætter over for kommende forældre.
Selvom der kan være tale om en beskyttelsesforanstaltning efter dansk ret, f.eks. en underretning vedrørende kommende forældre efter § 132 i barnets lov, så kan bestemmelsen i barnets lov ikke anvendes til at underrette udlandet, fordi der er tale om et ufødt barn, jf. afsnit 2.7.
Konventionens bestemmelser om f.eks. udveksling af oplysninger forudsætter ligeledes, at konventionen finder anvendelse, herunder at barnet er født.
Læs mere om underretninger til udlandet under afsnit 10.1.
41.
Konventionen finder ikke anvendelse ved en afgørelse om undersøgelse af kommende forældre efter § 26 i barnets lov.
Endvidere finder konventionen ikke anvendelse ved en afgørelse om anbringelse af et ufødt barn efter fødslen efter § 49, stk. 1, i barnets lov.
Det betyder, at i tilfælde, hvor kommende forældre flytter til et andet land efter, at en dansk kommune har truffet afgørelse om anbringelse, men inden barnet er født, kan kommunen ikke anvende konventionen til f.eks. at anmode om overførsel af kompetence eller fremsende en underretning og oplysninger.
Dette kan først gøres, når barnet er blevet født.
Hvis kommunen har grund til at antage, at et barn umiddelbart efter fødslen kan få behov for særlig støtte, kan kommunen således, når barnet er født, f.eks. fremsende en bekymringsskrivelse til brug for en anmodning efter artikel 32 i konventionen eller en underretning efter artikel 36 i konventionen.
2.8.
Anbringelser på baggrund af strafferetlige forhold
42.
Det fremgår af konventionens artikel 4, stk. 1, litra i, at foranstaltninger, der er truffet som følge af strafbare handlinger begået af børn, ikke er omfattet af konventionen.
Det betyder, at strafferetlige anbringelser m.v. af unge mellem 15 og 17 år på en sikret døgninstitution som led i varetægtsfængsling, som led i en idømt foranstaltning eller afsoning, jf. barnets lov § 62, stk. 2, nr. 1-3, i barnets lov, ikke er omfattet af konventionen.
Det afgørende for, om en anbringelse falder uden for konventionens anvendelsesområde, er, om den konkrete anbringelse af barnet eller den unge er en direkte følge af, at barnet eller den unge har begået et strafbart forhold.
Hvorvidt en anbringelse er omfattet af konventionen eller ej, må derfor bero på en konkret og individuel vurdering i den enkelte sag.
Der henvises også til punkt 43.
43.
Anbringelse uden for hjemmet efter lov om bekæmpelse af ungdomskriminalitet, jf. lov nr. 1705 af 12. december 2018, sker efter de samme betingelser som anbringelse efter barnets lov.
Lov om bekæmpelse af ungdomskriminalitet, finder anvendelse på børn og unge i alderen 10 til 17 år, der er mistænkt for eller har begået personfarlig kriminalitet eller er mistænkt for eller har begået anden alvorlig kriminalitet, og som samtidig vurderes at være i særlig risiko for at begå yderligere kriminalitet.
En sags behandling i Ungdomskriminalitetsnævnet vil således altid have baggrund i barnets eller den unges kriminalitet eller mistanke herom.
Det er efter lov om bekæmpelse af ungdomskriminalitet en betingelse, at barnet eller den unge har fast, lovligt ophold i Danmark.
En anbringelse uden for hjemmet uden samtykke efter lov om bekæmpelse af ungdomskriminalitet er dog ikke en retslig anbringelse.
Nævnet tager ikke stilling til, om et barn eller en ung er skyldig i at have begået en bestemt strafbar handling, og nævnet idømmer ikke barnet eller den unge en sanktion som en direkte følge af en kriminel handling.
Ungdomskriminalitetsnævnets afgørelse om anbringelse beror altid på en samlet vurdering af socialfaglige hensyn til, hvad der er bedst for barnet eller den unge, idet anbringelsens formål er at hjælpe barnet eller den unge tilbage i trivsel.
Nævnets foranstaltninger bygger på barnets eller den unges ressourcer og tilrettelægges på baggrund af en konkret vurdering af barnets eller den unges og familiens forhold.
Formålet med og betingelserne for at anbringe et barn eller en ung uden for hjemmet efter ungdomskriminalitetsloven er således de samme som betingelserne på det sociale område.
Ungdomskriminalitetsnævnet skal således på baggrund af kommunens indstilling til nævnet træffe afgørelse om et forbedringsforløb for barnet eller den unge, som kan indeholde en anbringelse uden for hjemmet.
Kommunens indstilling vil bygge på de samme betingelser, som gør sig gældende ved anbringelse efter bestemmelserne i barnets lov.
Dette er tilfældet, fordi kommunen ikke kan træffe afgørelse om en anbringelse af et barn eller en ung uden for hjemmet efter reglerne i barnets lov, når barnet eller den unge er henvist til Ungdomskriminalitetsnævnet, fordi barnet eller den unge er mistænkt for eller har begået personfarlig kriminalitet eller er mistænkt for eller har begået anden alvorlig kriminalitet.
En afgørelse om anbringelse vil således altid skulle træffes af Ungdomskriminalitetsnævnet for denne målgruppe, uanset om kommunen ville have truffet samme afgørelse begrundet i sociale årsager, hvis kommunen havde kompetencen.
Ungdomskriminalitetsnævnet skal i sager om grovere personfarlig kriminalitet overveje, om der er behov for at anbringe barnet eller den unge uden for hjemmet.
Nævnet vil i sagens natur kun kunne træffe afgørelse herom, hvis betingelserne for at anbringe den unge uden for hjemmet er opfyldt.
Nævnet har imidlertid samme mulighed for at træffe afgørelse om anbringelse uden for hjemmet i sager om simpel vold, hvis det konkret vurderes at være relevant, og betingelserne for anbringelse er opfyldt.
Det betyder, at det afgørende for, om sagen er omfattet af konventionen er, om selve anbringelsen er begrundet i strafferetlige forhold (varetægtsfængsling, afsoning, eller som led i idømt foranstaltning).
3.
Forholdet til barnets lov og lov om retssikkerhed og administration på det sociale område
44.
I det følgende afsnit gennemgås en række bestemmelser i barnets lov, som er relevante for behandlingen af internationale sociale sager vedrørende børn og unge, der er omfattet konventionen, og som jf. afsnit 1.2. om lovvalg skal behandles efter barnets lov.
3.1.
Barnets lov og Haagerbørnebeskyttelseskonventionen
45.
Barnets lov udgør rammen for de regler, som regulerer hjælp og støtte på det sociale område til børn og unge i Danmark.
I anvendelsen af samarbejdsmulighederne i konventionen vil en dansk kommune derfor som udgangspunkt træffe de relevante afgørelser efter barnets lov.
Når et barn eller en ung befinder sig i Danmark, men har tilknytning til mere end et land, skal en dansk kommune både have hjemmel i konventionen og i barnets lov for at kunne træffe en afgørelse med henblik på beskyttelse af barnet eller den unge.
Det betyder, at den danske kommune både skal have international kompetence efter reglerne i konventionen, jf. kapitel 5 om international kompetence, og samtidig skal barnet eller den unge have ret til hjælp og støtte efter barnets lov, jf. afsnit 3.2 og afsnit 3.3.
I konventionen tales primært om et barn eller en ungs ”væsentlige tilknytning” til et konventionsland.
Der er tale om en fleksibel formulering af kriteriet, hvilket giver mulighed for at foretage en konkret vurdering af, hvilket lands myndigheder der aktuelt på den bedste måde vil kunne varetage barnets eller den unges interesser.
Det kan f.eks. være et land, hvor barnet eller den unge tidligere havde bopæl.
Det kan også være et land, hvor barnet eller den unge har familie og/eller netværk, der vil tage sig af barnet eller er væsentlige at sikre barnets eller den unges samvær med.
Barnets eller den unges tilknytning til et andet land kan også være ”væsentlig” på baggrund af den kulturelle og sproglige tilknytning til landet.
Når en dansk kommune skal vurdere barnets eller den unges tilknytning, bør kommunen afveje tilknytningen til det pågældende andet land over for barnets eller den unges tilknytning til Danmark.
I denne afvejning kan kommunen bl.a. afdække, hvor barnet eller den unges familie bor, hvad barnets eller den unges sprog er, hvordan barnets eller den unges kultur kommer til udtryk, hvilket skolebehov barnet eller den unge har, samt hvor længe barnet har boet i Danmark eller i det pågældende andet land.
Andre tilknytningsfaktorer kan inddrages efter omstændighederne i den enkelte sag.
I langt de fleste sager om hjælp og støtte til børn og unge vil barnet eller den unge kun have tilknytning til Danmark, og i denne type sager er konventionen ikke relevant, hvorfor den danske kommune alene skal forholde sig til reglerne i barnets lov eller anden relevant dansk lovgivning, som omhandler støtte til børn og unge.
46.
Der henvises i øvrigt til vejledningerne til barnets lov:
• Vejledning om generelle bestemmelser i barnets lov (Delvejledning 1 af 6 til barnets lov)
• Vejledning om sagsbehandling og kommunernes opgaver efter barnets lov (Delvejledning 2 af 6 til barnets lov)
• Vejledning om støttende indsatser til børn og deres familier efter barnets lov (Delvejledning 3 af 6 til barnets lov)
• Vejledning om anbringelse efter barnets lov (Delvejledning 4 af 6 til barnets lov)
• Vejledning om ungestøtte efter barnets lov (Delvejledning 5 af 6 til barnets lov)
• Vejledning om hjælp og støtte til børn og unge med funktionsnedsættelse efter barnets lov (Delvejledning 6 af 6 til barnets lov)
3.2.
Målgruppen for barnets lov i forhold til konventionen
47.
Målgruppen for barnets lov er børn og unge, der har behov for hjælp og støtte ud over den hjælp og støtte, som gives i almenområdet – uanset om støttebehovet har afsæt i sociale problemer, en fysisk eller psykisk funktionsnedsættelse eller andre sociale udfordringer.
Det fremgår af § 1, stk. 1, i barnets lov, at formålet med loven er 1) at tilbyde børn og unge og deres familier rådgivning, hjælp og støtte for at forebygge sociale problemer og 2) at tilgodese særlige behov, der følger af nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne eller særlige sociale problemer hos et barn eller en ung.
48.
I barnets lov forstås børn og unge som udgangspunkt som 0-17-årige, medmindre andet fremgår af bestemmelserne.
Enkelte bestemmelser omhandler børn, der endnu ikke er født.
I den forbindelse skal kommunen være opmærksom på, at konventionen ikke gælder for ufødte børn.
Derfor kan konventionen i visse internationale situationer, hvor der er tale om et barn, der endnu ikke er født, ikke anvendes, selvom den danske kommune efter dansk ret har pligt til at handle.
Dette gælder bl.a. mht.
underretningspligten efter artikel 36, læs nærmere under afsnit 10.1. om mellemstatslige underretninger og afsnit 2.7. om konventionens anvendelsesområde i forhold til ufødte børn.
3.3.
Krav om lovligt ophold i Danmark
49.
Det fremgår af § 4, stk. 1, i barnets lov, at enhver, der opholder sig lovligt i Danmark og er omfattet af § 1 i loven, har ret til hjælp og støtte efter loven.
Børn og unge, der opholder sig lovligt i Danmark, har ret til hjælp efter barnets lov, uanset om barnets eller den unges forældremyndighedsindehaver ikke har lovligt ophold.
Bestemmelsen i § 4, stk. 1, i barnets lov betyder, at en dansk kommune for at kunne træffe afgørelse om hjælp og støtte efter barnets lov skal sikre, at barnet eller den unge har lovligt ophold i Danmark.
Dette gælder dog ikke i hastetilfælde.
Det skyldes, at ydelser efter barnets lov kun kan gives til personer, der lovligt opholder sig i Danmark og gælder uanset nationalitet.
En dansk statsborger vil dog altid have lovligt ophold i Danmark.
50.
Barnets lovs § 4, stk. 1, 2. pkt., fastsætter derudover, at børn og unge, der opholder sig lovligt i Danmark, har ret til hjælp efter barnets lov, uanset at barnets eller den unges forældremyndighedsindehaver ikke har lovligt ophold i Danmark.
Det forhold, at forældremyndighedsindehaveren ikke har lovligt ophold i Danmark, kan således ikke i sig selv medføre, at barnets lov ikke finder anvendelse over for barnet eller den unge.
Det er dog nødvendigt, at afgørelser, der træffes uden forældremyndighedsindehavers samtykke, også træffes over for forældremyndighedsindehaver, idet afgørelsen kan udgøre et indgreb i dennes rettigheder, herunder retten til privat- og familieliv.
Dette indebærer, at forældremyndighedsindehaver er part i sagen.
Den danske kommune skal derfor forsøge at indhente samtykke fra forældremyndighedsindehaveren, selvom vedkommende ikke har lovligt ophold i Danmark eller opholder sig uden for Danmark.
Det betyder også, at den danske kommune skal partshøre vedkommende og skal sørge for, at vedkommende får besked om en afgørelse og dertilhørende klagevejledning.
Herudover skal den danske kommune sikre, at forældremyndighedsindehaverens holdning til og syn på sagen er belyst tilstrækkeligt, og at vedkommendes oplysninger om barnet eller den unge så vidt muligt indgår i sagen.
Til brug for dette kan den danske kommune f.eks. anvende konventionens regler om udveksling og indhentelse af oplysninger, som gennemgås i denne vejlednings kapitel 8.
Bestemmelsen i § 4, stk. 1, 2. pkt., i barnets lov betyder, at en dansk kommune har mulighed for at træffe afgørelse om hjælp og støtte til et barn eller en ung, der opholder sig lovligt i Danmark uden sine forældre.
Det kan f.eks. være relevant, hvis et barn eller en ung er på ferie i Danmark, og en dansk kommune bliver opmærksom på, at barnet eller den unge har akut behov for støtte.
Her vil den danske kommune have hjemmel til at træffe de fornødne afgørelser efter § 4, stk. 1, 2. pkt., i barnets lov, ligesom den danske kommune vil have pligt til at handle i kraft af sin generelle tilsynsforpligtelse over for børn og unge, der opholder sig i den danske kommune, jf. § 9, stk. 1, i barnets lov.
Læs nærmere om danske kommuners tilsynsforpligtelse under afsnit 3.4.
Læs i øvrigt nærmere om muligheden for at træffe afgørelse om beskyttelsesforanstaltninger i hastetilfælde under afsnit 5.5.
51.
Bestemmelsen i § 4, stk. 1, barnets lov betyder, at afgørelser efter barnets lov har territorial afgrænsning.
En kommune kan således kun træffe afgørelse efter barnets lov, hvis barnet eller den unge fysisk befinder sig i Danmark.
Derfor kan der være situationer, hvor der er hjemmel i konventionen til at samarbejde med et andet konventionsland, men hvor barnets lov ikke indeholder hjemmel til at træffe de fornødne afgørelser, fordi barnet eller den unge befinder sig uden for Danmark.
Dette gælder navnlig hastetilfælde, hvor et barn eller en ung er blevet ført ud af Danmark.
Her kan en dansk kommune ikke træffe afgørelse vedrørende barnet eller den unge, men hvis barnet eller den unge befinder sig i et konventionsland, kan dette land træffe afgørelse om beskyttelsesforanstaltninger i hastetilfælde efter konventionens artikel 11.
Læs nærmere herom under afsnit 5.5.
Læs i øvrigt nærmere om muligheden for at anmode om at få overført kompetence og behandlingen af sådanne anmodninger under afsnit 6.2. og 6.3.
3.3.1.
Udenlandske børn og unges opholdsgrundlag i Danmark
52.
Ved vurderingen af, om en mindreårig udlænding i forhold til barnets lov har lovligt ophold i Danmark, skal den danske kommune lægge vægt på, om det pågældende barn eller unge har lovligt ophold efter udlændingelovgivningen.
Det betyder bl.a., at udlændinge, der efter reglerne i navnlig udlændingeloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 1009 af 2. september 2024 (udlændingeloven), har ret til at opholde sig i Danmark, har lovligt ophold i forhold til barnets lov.
53.
En udlænding med opholdstilladelse (tidsbegrænset eller tidsubegrænset) eller visum, eller som opholder sig visumfrit i Danmark, har i forhold til barnets lov lovligt ophold.
Det gælder uanset opholdsgrundlagets karakter og varighed.
Nordiske statsborgere kan efter udlændingelovens § 1 uden tilladelse indrejse og opholde sig her i landet og har derfor lovligt ophold i forhold til barnets lov.
Børn og unge, der har ret til ophold i Danmark i medfør af EU-reglerne, der er fastsat i bekendtgørelse nr. 1457 af 6. oktober 2020 om ophold i Danmark for udlændinge, der er omfattet af Den Europæiske Unions regler om fri bevægelighed (EU-opholdsbekendtgørelsen) er også omfattet af personkredsen.
Bekendtgørelsen gennemfører direktiv 2004/38/EF af 29. april 2004 om unionsborgeres og deres familiemedlemmers ret til at færdes og opholde sig frit på medlemsstaternes område (opholdsdirektivet) i dansk ret.
Udlændinge omfattet af EU-reglerne har en umiddelbar ret til ophold, hvis betingelserne herfor er opfyldt.
Det gælder, selvom de ikke har fået udstedt et EU-opholdsdokument i henhold til bekendtgørelsen.
54.
Udlændinge med processuelt ophold, jf. udlændingelovens § 33 a, er også omfattet af bestemmelsen i § 4, stk. 1, i barnets lov.
Disse børn og unge kan dog samtidig være omfattet af Udlændingestyrelsens forsørgelsesforpligtelse, i hvilke tilfælde der gælder en særlig procedure for iværksættelse af foranstaltninger, hjælp eller støtte.
55.
Endvidere indeholder udlændingelovens § 33 b regler om opsættende virkning.
Opsættende virkning indebærer, at en udlænding i forbindelse med en klage over en afgørelse bevarer hidtil opnåede rettigheder, og at en fastsat udrejsefrist suspenderes.
Hvis udlændingen ikke har opnået rettigheder, får den opsættende virkning samme retsvirkning for udlændingen som processuelt ophold.
En udlænding, der mister sit opholdsgrundlag, f.eks. ved afslag på forlængelse eller inddragelse af opholdstilladelsen, har ikke lovligt ophold i barnets lovs forstand.
Har den pågældende imidlertid ret til at opholde sig her i landet, mens en klage over en sådan afgørelse behandles (opsættende virkning), er udlændingen omfattet af barnets lovs anvendelsesområde.
Der vil også være opsættende virkning i den situation, hvor en forlængelsesansøgning strækker sig ud over tidspunktet for den tidligere opholdstilladelses udløb.
56.
Endelig er udlændinge, der opholder sig i Danmark på et opholdsgrundlag, der kan sidestilles med et lovligt ophold efter udlændingelovgivningen, herunder processuelt ophold, omfattet af bestemmelsen i § 4, stk. 1, i barnets lov.
Dette kan f.eks. være udlændinge med ret til ophold efter særlovene om midlertidig opholdstilladelse til visse personer fra Afghanistan eller personer, der er fordrevet fra Ukraine, efter lov om midlertidig opholdstilladelse til personer, der i Afghanistan har bistået danske myndigheder m.v., jf. lov nr. 2055 af 16. november 2021 med senere ændringer, og lov om midlertidig opholdstilladelse til personer, der er fordrevet fra Ukraine, jf. lov nr. 324 af 16. marts 2022 med senere ændringer.
57.
En udlænding, der er idømt frihedsstraf og udvist med den følge, at den pågældendes opholdsgrundlag er bortfaldet, har ikke lovligt ophold i barnets lovs forstand.
En udlænding har heller ikke lovligt ophold i forhold til barnets lov, hvis den pågældende er udelukket fra at opnå opholdstilladelse.
Det kan f.eks. være på grund af kriminalitet, hvor udlændingen opholder sig her i landet på et såkaldt tålt ophold under henvisning til, at den pågældende ikke kan udsendes på grund af udlændingelovens refoulementsforbud (forbud mod udsendelse af en udlænding til et land, hvor den pågældende risikerer forfølgelse eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7).
Børn og unge, der opholder sig lovligt i Danmark, har ret til hjælp efter denne lov, uanset om barnets eller den unges forældremyndighedsindehaver ikke har lovligt ophold.
58.
Det bemærkes, at efter udlændingelovens § 42 a, stk. 1, jf. dog stk. 3 og 4, og efter udlændingelovens § 43, stk. 1, får en udlænding, der opholder sig i Danmark som asylansøger, udgifterne til underhold og nødvendige sundhedsmæssige ydelser dækket af Udlændingestyrelsen, indtil udlændingen meddeles opholdstilladelse, udrejser eller udsendes.
Udlændingestyrelsens forsørgelsesforpligtelse dækker ligeledes nødvendige sociale indsatser, herunder indsatser efter barnets lov.
Hjælpen og støtten bliver ydet i indkvarteringssystemet, hvis en udlænding er under Udlændingestyrelsens forsørgelsesforpligtelse, og vedkommendes behov for hjælp og støtte kan imødekommes inden for indkvarteringssystemet.
I det omfang der er behov for yderligere hjælp eller støtte efter barnets lov, er det Udlændingestyrelsen, der godkender og afholder udgiften hertil.
Hjælp eller støtte, der iværksættes af de danske kommuner eller kommunernes børne- og ungeudvalg til en udlænding efter barnets lov, skal være afpasset den midlertidige karakter, som den pågældende udlændings opholdsgrundlag måtte have.
For så vidt angår anbringelse af uledsagede mindreårige udlændinge bemærkes, at i det omfang indsatser er omfattet af udlændingelovens kapitel 9 b, er det reglerne i dette kapitel og ikke reglerne i barnets lov, der finder anvendelse over for den pågældende.
59.
Det bemærkes hertil, at konventionen ikke finder anvendelse på sager om retten til asyl og indvandring, jf. konventionens artikel 4, litra j.
Konventionen gælder dog bredt set i forhold til beskyttelse af børn og unge i internationale situationer.
Derfor er et barn eller en ung, der har en sag i udlændingesystemet, omfattet af konventionens for så vidt angår beskyttelsen af barnet eller den unge, mens vedkommendes sag i udlændingesystemet behandles.
Læs nærmere om konventionens anvendelsesområde under afsnit 2.2.
3.3.2.
Undtagelser til kravet om ophold i Danmark ved anmodninger om kompetenceoverførsel efter konventionens artikel 8 og 9
60.
Det fremgår af § 4, stk. 2, i barnets lov, at når en dansk myndighed efter artikel 8 og 9 i Haagerkonventionen af 19. oktober 1996 om kompetence, lovvalg, anerkendelse, fuldbyrdelse og samarbejde vedrørende forældreansvar og foranstaltninger til beskyttelse af børn, er tillagt kompetence til at behandle en sag om anbringelse uden for hjemmet her i landet af et barn eller en ung, der opholder sig i udlandet, har barnet eller den unge ret til hjælp og støtte efter barnets lov kapitel 5.
61.
Med § 4, stk. 2, i barnets lov har en dansk kommune eller et børne- og ungeudvalg hjemmel til i helt særlige tilfælde at kunne træffe afgørelse forud for barnets eller den unges ankomst til Danmark efter bestemmelserne i barnets lov kapitel 5 om anbringelse af børn og unge uden for hjemmet.
Bestemmelsen kan dog kun anvendes, når en udenlandsk myndighed, som led i overførsel af kompetencen efter artikel 8 eller 9 i konventionen til en dansk kommune stiller krav om, at der træffes afgørelse om anbringelse af barnet eller den unge forud for udlevering og flytning til Danmark.
Bestemmelsen giver således danske kommuner mulighed for i særlige tilfælde at afvige fra kravet i § 4, stk. 1, i barnets lov om, at barnet eller den unge skal opholde sig i Danmark.
Dette er kun tilfældet i sager, hvor der er tale om overførsel af kompetence til at træffe afgørelser om en anbringelse af et barn eller en ung i Danmark, og hvor den udenlandske myndighed stiller krav om, at der er truffet afgørelse om anbringelse af barnet eller den unge i Danmark.
62.
Efter konventionens artikel 8 og 9 kan myndighederne i et land, der er omfattet af konventionen, således aftale med den kompetente myndighed i Danmark (den danske kommune), at spørgsmålet om anbringelse uden for hjemmet i Danmark af et barn eller en ung, der opholder sig i det pågældende land, men som har en nær tilknytning til Danmark, skal behandles af danske myndigheder (den danske kommune).
Hvis en udenlandsk myndighed stiller som krav for udlevering af barnet eller den unge, at der forud for udleveringen er truffet afgørelse om anbringelse uden for hjemmet i Danmark, skal denne afgørelse træffes efter de samme regler som danske anbringelsessager, dvs. efter kapitel 5 i barnets lov om anbringelse uden for hjemmet.
Dette er der således hjemmel til i § 4, stk. 2, i barnets lov.
Hvis det andet land ikke stiller et sådant krav, skal den danske kommune behandle sagen efter de almindelige regler om overførsel af kompetence efter artikel 8 og 9 og dermed først træffe de fornødne afgørelser efter barnets lov, herunder om anbringelse uden for hjemmet, når barnet eller den unge er ankommet i Danmark.
Læs nærmere om kompetenceoverførsel til at træffe afgørelser i bl.a. anbringelsessager under kapitel 6.
3.4.
De danske kommuners tilsynsforpligtelse
63.
Det fremgår af § 9, stk. 1, i barnets lov, at kommunalbestyrelsen skal føre tilsyn med de forhold, hvorunder alle børn og unge under 18 år og kommende forældre i kommunen lever.
64.
Det følger videre af § 9, stk. 2, i barnets lov, at kommunalbestyrelsen fører sit tilsyn efter stk. 1 på en sådan måde, at kommunen så tidligt som muligt kan få kendskab til tilfælde, hvor der må antages at være behov for støtte til et barn eller en ung under 18 år, eller hvor det må antages, at der kan opstå et behov for støtte til et barn umiddelbart efter fødslen.
65.
Tilsynsforpligtelsen i § 9 indebærer, at kommunalbestyrelsen i enhver dansk kommune efter § 9 i barnets lov skal føre tilsyn med de forhold, hvorunder børn og unge under 18 år og kommende forældre i kommunen lever.
Tilsynspligten har også en mere konkret karakter, idet den danske kommune specielt bør være opmærksom på omstændigheder, der giver grund til at antage, at et barn eller en ung under 18 år har behov for støtte, jf. § 9, stk. 2, i barnets lov.
Dette tilsyn bør føres på en sådan måde, at der kan sættes ind med en tidlig indsats i de tilfælde, hvor et barn eller en ung må formodes at have behov for særlig hjælp og støtte, herunder også som følge af nedsat funktionsevne.
De danske kommuners tilsynspligt gælder alle børn og unge under 18 år uanset deres opholdsgrundlag, og dermed uanset om barnet eller den unge har lovligt ophold eller ej.
Tilsynspligten gælder også børn og unge, der opholder sig på et asylcenter, eller som opholder sig midlertidigt i den danske kommune, f.eks. på ferie, lejrskole mv.
66.
Med artikel 3, litra f, i konventionen følger, at de foranstaltninger, der nævnes i artikel 1 som omfattet af konventionens formål omfatter en offentlig myndigheds tilsyn med den omsorg for et barn eller en ung, der varetages af enhver person, der har barnet eller den unge i sin varetægt.
De danske kommuners tilsyn med de forhold, hvorunder børn og unge lever i kommunen efter barnets lov § 9, stk. 2, bør derfor anses som værende omfattet af konventionens anvendelsesområde.
Dermed skal tilsynspligten tages i betragtning, når danske kommuner samarbejder med andre lande i kraft af konventionen.
En række artikler etablerer et samarbejde, der skal ses i tæt sammenhæng med de danske kommuners tilsynsforpligtelse.
Tilsynet er således en forudsætning for, at danske kommuner kan opfylde underretningspligten efter artikel 36, og at danske kommuner er i stand til at besvare anmodninger fra andre konventionslande efter artikel 32-35, jf. kapitel 8-11.
3.5.
Lov om retssikkerhed og administration på det sociale område
67.
Lov om retssikkerhed og administration på det sociale område, jf. lovbekendtgørelse nr. 261 af 13. marts 2024 (retssikkerhedsloven) fastsætter bl.a., hvilken dansk kommune der har ansvar for at handle i forhold til et konkret barn eller en konkret ung (handlekommune).
I Haagerbørnebeskyttelsesbekendtgørelsen refereres til reglerne i retssikkerhedslovens § 9 a for så vidt angår, hvilken dansk kommune der kan sende anmodninger mv. til et andet konventionsland vedrørende et barn eller en ung.
Bekendtgørelsen fastsætter ligeledes, hvilken dansk kommune der skal modtage anmodninger mv. vedrørende et barn eller ung, der sendes fra et andet konventionsland.
68.
Bestemmelserne i retssikkerhedslovens § 9 a fastsætter, hvilken dansk kommune der er handlekommune for et barn eller en ung under 18 år.
Som udgangspunkt følger det af § 9 a, stk. 1, at handlekommunen for et barn under 18 år er den kommune, der er handlekommune for forældremyndighedsindehaveren i sager efter lov om social service, jf. dog bestemmelsens stk. 2-4, 6, 8, 9 og 11.
Nedenfor gennemgås reglerne for bestemmelse af et barns eller en ungs handlekommune i særlige tilfælde, hvor barnet eller den unge har tilknytning til mere end et land, hvilket ofte vil være relevant for spørgsmål vedrørende et barn eller ung, som behandles efter konventionen.
3.5.1.
Handlekommune for et barn eller en ung ved anmodninger om kompetenceoverførsel efter konventionens artikel 8 og 9
69.
Konventionens artikel 8 og 9 indeholder mulighed for, at en dansk kommune kan anmode om at overføre kompetencen til at træffe afgørelser vedrørende et barn eller en ung til en myndighed i et andet konventionsland.
Læs nærmere i kapitel 6.
Retssikkerhedslovens § 9 a, stk. 5, fastsætter, hvilken kommune der er handlekommune ved en sådan anmodning efter konventionens artikel 8 eller 9, hvis barnet eller den unge befinder sig i et andet konventionsland end Danmark.
70.
Det fremgår således af retssikkerhedslovens § 9 a, stk. 5, at hvis et barn har fået sædvanligt ophold i udlandet, er den kommune, der senest var handlekommune for barnet forud for barnets ophold i udlandet, handlekommune for barnet i sager om overførsel af kompetence vedrørende beskyttelse af børn efter artikel 8 og 9 i konventionen.
For børn, der er født i udlandet, gælder dog, at handlekommunen er den kommune, der e
Teksten fortsætter i den officielle kilde.
