Beta
RETSINFO 9094/2024
RETSINFO 9094/2024 — Vejledning til lov om miljøvurdering af planer og programmer og af konkrete projekter (VVM) Planer og programmer
Beta. Juridisk information, ikke juridisk rådgivning. Tjek den officielle kilde for den gældende tekst.
Analysér denne lov med AITekst
Indledning
Den 16. maj 2017 fik Danmark en ny miljøvurderingslov.
Loven, der samler reglerne for miljøvurdering af planer/programmer med reglerne om miljøvurdering af konkrete projekter (VVM) i én lov, kaldes miljøvurderingsloven.
Loven afløser lov om miljøvurdering af planer og programmer
1)
Bekendtgørelse af lov nr. 1533 af 10. december 2015 om miljøvurdering af planer og programmer.
.
Loven er en hovedlov, og i forhold til planer/programmer den eneste lov, der regulerer plan- og programbegrebet, som det er fastsat i EU’s miljøvurderingsdirektiv
2)
Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2001/42/EF af 27. juni 2001 om vurdering af bestemte planers og programmers indvirkning på miljøet, EF-Tidende 2001, nr. L 197, side 30.
.
Denne vejledning henvender sig til kommunale, regionale og statslige myndigheder, som arbejder med screening og miljøvurdering af planer/programmer, herunder bekendtgørelser og lovforslag.
Processen for gennemførelsen af en screening eller miljøvurdering af en bekendtgørelse eller et lovforslag fremgår af nærværende vejledning.
Vejledningen er en juridisk vejledning og bygger på lovens forarbejder, dansk nævns- og domspraksis, de EU-direktiver, som loven implementerer, EU-Domstolens praksis og EU-Kommissionens vejledninger til direktiverne.
Der udarbejdes en separat vejledning for miljøvurdering af konkrete projekter.
En vigtig forudsætning for at gennemføre en screening eller miljøvurdering af planer/programmer er inddragelsen af berørte myndigheder og offentligheden.
Derfor er beskrivelserne i denne vejledning også udarbejdet med henblik på at lette disses arbejde og bidrage til de oplysninger, som er nødvendige for en aktiv og kvalificeret deltagelse.
Med denne vejledning bortfalder Miljøministeriets gældende vejledning nr. 9664 af 18. juni 2006 om miljøvurdering af planer og programmer.
For en god ordens skyld bemærkes tillige, at Miljøvurdering af lovforslag, Studie i strategisk miljøvurdering og 2 eksempler, ISBN 87-601-2015-0, ligeledes bortfalder som vejledning.
Den anvendte terminologi
I denne vejledning kaldes miljøvurderingsloven
3)
Bekendtgørelse nr. 1976 af 27. oktober 2021 af lov om miljøvurdering af planer og programmer og af konkrete projekter (VVM).
for ’loven’.
Miljøvurderingsbekendtgørelsen
4)
Bekendtgørelse nr. 1376 af 21. juni 2021 om miljøvurdering af planer og programmer og af konkrete projekter.
kaldes for ’bekendtgørelsen’.
Dette gør sig også gældende i de citerede klagenævnsafgørelser.
EU-Domstolen er konsekvent omtalt som sådan, selvom den rettelig indtil 1. december 2009 hed EF-Domstolen.
Afsnit 1: Indledende bemærkninger og vejledningens struktur 7
1.1.
Lovens formål 7
1.2.
Det brede miljøbegreb 7
1.3.
Terminologi og begreber for miljøvurdering af planer/programmer 8
1.3.1.
Flowchart for miljøvurdering/screening af planer/programmer og af konkrete projekter 10
1.4.
Overblik over fremgangsmåde og procestrin 11
1.4.1.
Er en plan/et program omfattet af loven?
11
1.4.2.
Skal en plan/et program miljøvurderes eller screenes?
11
1.4.3.
Hvordan foretages en miljøvurdering eller en screening af en plan/et program?
11
1.4.4.
Oplysninger, høringer og offentliggørelse 12
1.4.5.
Klage over miljøvurdering eller screening af en plan/et program 13
1.5.
Miljøvurderingens sammenhæng med andre vurderinger 13
Afsnit 2: Hvornår er en plan/et program omfattet af loven?
14
2.1.
Lovens betingelser 14
2.1.1.
Første betingelse: fastlægger rammerne for fremtidige anlægstilladelser til projekter 15
2.1.1.1.
”… fastlægger rammerne for fremtidige anlægstilladelser…” 15
2.1.1.2.
” … til projekter…” 18
2.1.1.3.
”… eller medfører krav om en vurdering af virkningen på et internationalt naturbeskyttelsesområde under hensyntagen til områdets bevaringsmålsætninger…” 20
2.1.2.
Anden betingelse: udarbejdes eller vedtages af en myndighed, udarbejdes med henblik på Folketingets vedtagelse af planer/programmer via en lovgivningsprocedure samt udarbejdes i henhold til love, administrative retsforskrifter eller administrative beslutninger 21
2.1.2.1.
”… udarbejdes eller vedtages…” 21
2.1.2.2.
”… af en myndighed…” 24
2.1.2.3.
”… love, administrative forskrifter eller administrative beslutninger.
” 24
2.2.
Andre forhold, der skal tages i betragtning 24
2.2.1.
Ændringer til en plan 24
2.2.2.
Nationalt forsvarsformål eller civilt beredskabsformål?
25
2.3.
Eksempler på planer/programmer, der konkret kan være omfattet af loven 26
Afsnit 3: Skal planen/programmet miljøvurderes eller screenes?
28
3.1.
Obligatorisk miljøvurdering 28
3.1.1.
Betingelserne efter lovens § 8, stk. 1, nr. 1 28
3.1.2.
Betingelserne efter lovens § 8, stk. 1, nr. 2 30
3.1.2.1.
Eksempler på klagenævnenes praksis kan 31
3.1.3.
Betingelsen efter § 8, stk. 1, nr. 3 31
3.2.
Screening 32
3.2.1.
Betingelserne efter § 8, stk. 2, nr. 1 32
3.2.2.
Betingelserne efter § 8, stk. 2, nr. 2 36
3.3.
Kriterier og bagatelgrænser 36
Afsnit 4: Miljøvurdering eller screening af en plan/et program 38
4.1.
Opmærksomhedspunkter ved tilrettelæggelsen af processen 38
4.1.1.
Inhabilitet 38
4.1.2.
Forskellige vurderinger (one stop shop) og sammenskrivning af vurderinger 40
4.1.2.1.
Forskellige vurderinger (one stop shop) 40
4.1.2.2.
Sammenskrivning af vurderinger (plan, program, konkret projekt) 42
4.1.3.
Væsentlighedsbegrebet 43
4.1.4.
Planer/programmer i sammenhængende hierarkier 46
4.1.5.
Ændringer under udarbejdelse af planen eller programmet 47
4.2.
Miljøvurdering af en plan/et program 49
4.2.1.
Overordnede krav til miljøvurdering og miljørapport 49
4.2.1.1.
Eksempler på klagenævnenes praksis 50
4.2.2.
Det brede miljøbegreb 52
4.2.3.
Afgrænsning af miljørapporten 54
4.2.3.1.
Afgrænsning af alternativer 55
4.2.3.2.
Fleksibel afgrænsning 57
4.2.3.3.
Afgrænsningsrapport/-notat og høring 57
4.2.4.
Miljørapportens indhold 57
4.2.4.1.
Inddragelse af konsekvensvurdering efter habitatbekendtgørelsen 58
4.2.4.2.
Miljøstatus, miljøproblemer og miljømål 59
4.2.4.3.
Vurdering af konsekvenser 60
4.2.4.4.
Sekundære, kumulative og synergistiske virkninger 60
4.2.4.5.
Planlagte foranstaltninger til at imødegå væsentlig negativ indvirkning 62
4.2.4.6.
Alternativer 63
4.2.4.7.
Forslag til overvågningsprogram 65
4.2.4.8.
Ikke-teknisk resume 65
4.2.5.
Sammenfattende redegørelse 66
4.2.6.
Afgørelse som afslutning på miljøvurderingsprocessen?
67
4.3.
Screening af plan/program 67
4.3.1.
Særligt om planer der kan påvirke Natura 2000-områder 67
4.3.2.
Myndighedens screening af planen/programmet 68
4.3.3.
Screeningskriterierne i bilag 3 70
4.3.3.1.
Planernes/programmernes karakteristika, jf. lovens bilag 3 71
4.3.3.2.
Kendetegn ved indvirkningen og det område, som kan blive berørt, jf. lovens bilag 3 72
4.3.3.3.
Eksempler på klagenævnenes praksis 73
4.3.4.
Screeningsafgørelsen 74
4.3.4.1.
Screeningsafgørelse om at der ikke skal gennemføres en miljøvurdering 75
4.3.4.2.
Screeningsafgørelse om at der skal gennemføres en miljøvurdering 76
Afsnit 5: Oplysninger, høringer og offentliggørelse 77
5.1.
Hvem har ret til at modtage oplysninger og deltage i høringer?
77
5.1.1.
Offentligheden 77
5.1.2.
Parter 78
5.1.3.
Berørte myndigheder 79
5.1.4.
Berørte stater og deres inddragelse i miljøvurderingsprocessen 81
5.1.4.1.
Hvem er berørte stater 82
5.1.4.2.
Point of Contact (PoC) og Focal Point (FP) 82
5.1.4.3.
Hvordan inddrages stater i miljøvurderingen?
83
5.1.4.4.
Notifikation af berørte stater 84
5.1.4.5.
Konsultationsbrevet til berørte stater ved høring over miljørapporten 85
5.1.4.6.
Høringsfristen for berørte stater 86
5.1.4.7.
Hvem foretager høringen af de berørte stater?
86
5.1.4.8.
Afholdelse af samråd/dialog og den videre proces 86
5.1.4.9.
Tvistløsningsmuligheder 87
5.2.
Hvad er forskellen på oplysninger og høringsmateriale?
88
5.2.1.
Hvad er oplysninger?
88
5.2.2.
Hvad er høringsmateriale?
89
5.2.2.1.
Screening 89
5.2.2.2.
Miljøvurdering 89
5.3.
Hvad er høringsfristerne?
91
5.4.
Hvor skal materialet offentliggøres?
92
Afsnit 6: Klage og søgsmål og konsekvenser af manglende miljøvurdering 93
6.1.
Klage og søgsmål 93
6.1.1.
Hvilke klageregler skal der anvendes?
93
6.1.2.
Hvad kan der klages over?
94
6.1.3.
Hvor kan der klages til?
95
6.1.4.
Hvordan beregnes klagefristen?
95
6.1.5.
Hvem er klageberettigede?
95
6.1.5.1.
Særlige klageregler for visse kystbeskyttelsesprojekter 96
6.1.6.
Har en klage opsættende virkning?
96
6.2.
De retlige konsekvenser af ingen eller mangelfuld miljøvurdering 100
6.2.1.
Hvad sker der med miljørapporten?
101
6.3.
Planer/programmer fra før 27. juni 2004 102
Bilag 1: Forslag til klagevejledning 103
Afsnit 1: Indledende bemærkninger og vejledningens struktur
1.1.
Lovens formål
Lovens formålsbestemmelse i § 1 er en implementering af miljøvurderingsdirektivets artikel 1.
Formålet med loven er således
at sikre et højt miljøbeskyttelsesniveau og at bidrage til integrationen af miljøhensyn under udarbejdelsen og vedtagelsen af planer/programmer med henblik på at fremme en bæredygtig udvikling, ved at der – inden vedtagelse eller godkendelse – gennemføres en miljøvurdering af planer/programmer, som kan få en væsentlig indvirkning på miljøet.
Af lovens § 1, stk. 2, fremgår endvidere, hvad en miljøvurdering er.
Der er tale om proces, hvor såvel offentligheden, berørte myndigheder som berørte stater inddrages så tidligt som muligt for at sikre, at de væsentlige indvirkninger inden for det brede miljøbegreb identificeres, beskrives og vurderes.
Dette sker med henblik på at undgå, forebygge eller begrænse og om muligt kompensere væsentlige skadelige virkninger.
Endvidere skal rimelige alternativer til hele eller dele af planen eller programmet beskrives, herunder baggrunden for til- og fravalg af alternativer.
Hermed tilvejebringes et miljømæssigt oplyst grundlag for myndighedens beslutning om enten at vedtage eller afslå at vedtage planen eller programmet.
Overordnet set bidrager miljøvurderinger af planer/programmer derfor til inddragelse af miljøhensyn på et tidligt tidspunkt i planlægningen/udviklingen og til et højt niveau af miljøbeskyttelse og til fremme af en bæredygtig udvikling, som bl.a. er til gavn for menneskers sundhed og biologisk mangfoldighed.
1.2.
Det brede miljøbegreb
Det brede miljøbegreb i lovens § 1, stk. 2, afspejler EU-rettens overordnede målsætninger for EU’s miljøpolitik, som er »bevarelse, beskyttelse og forbedring af miljøkvaliteten, beskyttelse af menneskers sundhed, en forsigtig og rationel udnyttelse af naturressourcerne, og fremme på internationalt plan af foranstaltninger til løsning af de regionale og globale miljøproblemer, og navnlig bekæmpelse af klimaændringer«, jf. Lissabontraktatens artikel 191.
De miljøfaktorer, der er omtalt i lovens § 1, stk. 2, er:
-
den biologiske mangfoldighed,
-
befolkningen,
-
menneskers sundhed,
-
flora, fauna,
-
jordbund,
-
jordarealer,
-
vand,
-
luft,
-
klimatiske faktorer,
-
materielle goder,
-
landskab,
-
kulturarv, herunder kirker og deres omgivelser samt arkitektonisk og arkæologisk arv,
-
større menneske- og naturskabte katastroferisici og ulykker og
-
ressourceeffektivitet samt
-
det indbyrdes forhold mellem disse faktorer.
Den nærmere beskrivelse af de enkelte emner inden for det brede miljøbegreb fremgår af afsnit 4.2, som omhandler indholdet af den miljørapport, der skal udarbejdes i forbindelse med en miljøvurdering.
For så vidt angår screening, henvises der til afsnit 4.3.
1.3.
Terminologi og begreber for miljøvurdering af planer/programmer
Til beskrivelsen af processen for miljøvurdering og screening af planer/programmer omfattet af loven anvendes en række centrale begreber.
Dele af den terminologi, som anvendes, er opdateret i forhold til tidligere lovgivning, hvorfor der her nedenfor bringes en liste over de centrale begreber.
Se i øvrigt denne vejlednings forord om den anvendte terminologi.
Begreb
Forklaring
Afgrænsning af miljørapporten
(tidligere omtalt som scoping proces.)
Proces til afklaring og afgrænsning af miljørapportens indhold, herunder høring af berørte myndigheder.
Se også lovens § 11.
Berørt myndighed
En myndighed, som på grund af dens specifikke miljøansvar eller lokale og regionale kompetencer kan forventes at blive berørt af planen/programmets indvirkning på miljøet.
Se også definitionen i lovens § 5, nr. 2.
Kumulativ(e) påvirkning(er)
Påvirkninger (ændringer i det fysiske miljø og menneskers sundhed), der kan opstå som følge af en plans/programs vedtagelse og som virker i forening med andre planers, herunder fremsatte planforslags indhold.
Miljøet/miljøbegrebet
Miljøbegrebet er sammensat af en række miljøfaktorer, som fremgår af lovens § 1, stk. 2.
Disse er:
-
den biologiske mangfoldighed,
-
befolkningen,
-
menneskers sundhed,
-
flora, fauna,
-
jordbund,
-
jordarealer (arealanvendelse, arealinddragelse),
-
vand,
-
luft,
-
klimatiske faktorer,
-
materielle goder,
-
landskab,
-
kulturarv, herunder kirker og deres omgivelser samt arkitektonisk og arkæologisk arv,
-
større menneske- og naturskabte katastroferisici og ulykker og
-
ressourceeffektivitet samt
-
det indbyrdes forhold mellem disse faktorer
Miljørapport
Myndighedens beskrivelse af planen/programmet med de relevante oplysninger, rimelige alternativer, foranstaltninger, vurderinger mv., som fremgår af lovens § 12, bilag 4, og eventuelt afgrænsning af miljørapportens indhold.
Miljøvurdering af planer/programmer
En proces, der består af udarbejdelse af en miljørapport, gennemførelse af høringer, hensyntagen til miljørapporten og til resultaterne af høringerne ved beslutningstagning samt underretning om afgørelsen.
Se også nedenfor om den sammenfattende redegørelse.
Se definitionen i lovens § 5, nr. 3.
Myndighed/den planlæggende myndighed
Den myndighed, der udarbejder planen/programmet og efter loven er ansvarlig for udførelsen af de forpligtelser, som loven indeholder.
Se definition i bekendtgørelsens § 2, nr. 2.
Offentligheden
Dette omfatter to grupper:
For det første den brede offentlighed: en eller flere fysiske eller juridiske personer eller foreninger, organisationer eller grupper.
For det andet den berørte offentlighed: Den del af offentligheden, som er berørt af, kan blive berørt af eller har en interesse i planen/-programmet.
Dette omfatter også ikkestatslige organisationer og foreninger, som har beskyttelse af miljøinteresser mv. som formål i deres vedtægter og repræsenterer mindst 100 medlemmer.
Se også definitionen i lovens § 5, nr. 1.
Parter
Fysiske eller juridiske personer, som vil være væsentligt, individuelt berørt af planen/programmet.
Rettighederne for disse er reguleret i forvaltningsloven og praksis herom.
Planer/programmer
Lovens plan/program-begreb forudsætter, at der er tale om en formel beskrivelse af et påtænkt fremtidigt handlingsforløb, men dokumentets navn ("plan", "program", "strategi", "retningslinjer" osv.) er underordnet.
Derudover indeholder lovens § 2, stk. 1, kun følgende hovedkarakteristika, som planen/programmet skal opfylde for at være omfattet af loven:
Fastlægge rammer for fremtidige anlægstilladelser, udarbejdes/eller vedtages af en myndighed, og udarbejdes (kræves) ifølge love og administrative bestemmelser.
Se også lovens § 2, stk. 1.
Projekt
(Tidligere omtalt som anlæg)
Gennemførelsen af anlægsarbejder eller andre installationer eller arbejder, herunder nedrivning, og andre indgreb i det naturlige miljø eller i landskaber, herunder dem, der tager sigte på udnyttelse af ressourcer i undergrunden.
Se også lovens § 5, nr. 6
Screening
En proces, hvorved den mulige væsentlige indvirkning på miljøet af visse planer/programmer omfattet af lovens § 8, stk. 2, fastlægges.
Det bemærkes, at klagenævnet betegner en screening for ’miljøscreening’ i afgørelserne med henblik på at kunne differentiere mellem de forskellige screeninger efter anden lovgivning.
Screeningsafgørelse
Myndighedens afgørelse, jf. lovens § 10, om hvorvidt en plan/et program omfattet af lovens § 8, stk. 2, kan forventes at få væsentlige indvirkninger på miljøet og dermed, om planen/programmet skal miljøvurderes eller ej.
Sammenfattende redegørelse
Myndighedens redegørelse for hvorledes den gennemførte miljøvurdering har indvirket på planens indhold og vedtagelse, herunder hvorledes indkomne høringssvar er taget i betragtning.
Se lovens § 13, stk. 2.
Væsentlige virkninger på miljøet
Væsentlige ændringer i det fysiske miljø og menneskers sundhed som muliggøres af realiseringen af en vedtaget plan (se afsnit 4.1.3. for en nærmere beskrivelse heraf).
1.3.1.
Flowchart for miljøvurdering/screening af planer/programmer og af konkrete projekter
1.4.
Overblik over fremgangsmåde og procestrin
1.4.1.
Er en plan/et program omfattet af loven?
Det er langt fra alle planer/programmer, som er omfattet af loven.
Det betyder, at inden miljøvurdering eller screening overvejes, skal det afklares, om den konkrete plan eller det konkrete program er omfattet af lovens anvendelsesområde.
Denne fremgangsmåde anvendes ligeledes af EU-Domstolen, når den skal vurdere, om en plan/et program skulle have været miljøvurderet.
5)
Se f.eks. afgørelse af 17. juni 2010 Terre wallonne ASB og Inter-Environnement Wallonie ASBL i de forenede sager C-105 og 110/09, EU:C:2010:355, præmis 34.
Hverken miljøvurderingsdirektivet eller loven indeholder en liste over de planer/programmer, der er omfattet af miljøvurderingsreglerne.
Det er ikke en forglemmelse men et bevidst valg, som blev truffet, da miljøvurderingsdirektivet blev forhandlet og vedtaget i EU.
Det er ikke afgørende for at anse indholdet af et konkret dokument for omfattet af miljøvurderingsreglerne, at ordet plan, program, strategi, retningslinje eller andre synonymer indgår i overskriften eller omtalen af dokumentet.
Det betyder også, at ophævelse af planer eller programmer kan være omfattet af miljøvurdering eller screening.
Betingelserne for, at et dokument udgør en plan/et program, som er omfattet af loven, er fastsat i lovens § 2, stk. 1.
Hvordan det nærmere bestemmes, om en plan/et program er omfattet af loven, er beskrevet i afsnit 2.
1.4.2.
Skal en plan/et program miljøvurderes eller screenes?
Når det er fastslået, at et dokument udgør en plan/et program omfattet af loven, skal der tages stilling til, om planen eller programmet skal screenes eller miljøvurderes.
Til bestemmelsen af dette er der igen en række betingelser, som skal være opfyldt, jf. lovens § 8.
Hvordan det bestemmes, om en plan/et program skal miljøvurderes eller screenes, er beskrevet i afsnit 3.
1.4.3.
Hvordan foretages en miljøvurdering eller en screening af en plan/et program?
Når det er afklaret, om der skal foretages en miljøvurdering eller en screening, skal processen for dette tilrettelægges og gennemføres.
Tidligt i tilrettelæggelsen af processen skal risikoen for inhabilitet gives en særlig opmærksomhed, da rollen som berørt myndighed kan give udfordringen i forhold til tilrettelæggelsen af processen, jf. lovens § 40 og bekendtgørelsens § 15, se hertil afsnit 4.1.1.
Det fremgår af definitionen på en miljøvurdering af en plan/et program, jf. lovens § 5, stk. 1, hvilke processkridt der skal foretages.
Indholdet af de enkelte procestrin er skematisk beskrevet nedenfor og mere udførligt under afsnit 4.
1.4.4.
Oplysninger, høringer og offentliggørelse
Kravene til formidling af oplysninger, gennemførelse af høringer samt offentliggørelse af afgørelse og oplysninger i øvrigt er beskrevet selvstændigt i afsnit 5.
1.4.5.
Klage over miljøvurdering eller screening af en plan/et program
Endelig er der spørgsmålet om klageadgang, herunder hvad der kan klages over, hvem der kan klage og hvornår der kan klages over en miljøvurdering eller en screeningsafgørelse.
Dertil kommer spørgsmålet om, hvad der sker, hvis der ikke foretages en miljøvurdering eller en screening i strid med loven.
Dette beskrives i afsnit 6.
1.5.
Miljøvurderingens sammenhæng med andre vurderinger
Miljøvurdering af planer/programmer er langt fra den eneste vurdering, som efter EU-miljølovgivning skal foretages, før udkastet til en plan/et program sendes i høring og eventuelt godkendes eller vedtages.
En plan/et program kan påvirke dele af miljøet, hvor der i medfør af EU-lovgivningen skal gennemføres en vurdering af, hvorledes planen eller programmet forventes at påvirke miljøet.
Her tænkes særligt på habitatdirektivet
6)
Rådets direktiv 92/43/EØF af 21. maj 1992 om bevaring af naturtyper samt vilde dyr og planter.
, fugledirektivet
7)
Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2009/147/EF af 30. november 2009 om beskyttelse af vilde fugle.
, vandrammedirektivet
8)
Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2000/60/EF af 23. oktober 2000 om fastlæggelse af en ramme for Fællesskabets vandpolitiske foranstaltninger.
og oversvømmelsesdirektivet
9)
Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2007/60/EF af 23. oktober 2007 om vurdering og styring af risikoen for oversvømmelser.
, men efter omstændighederne kan også VVM-direktivet
10)
Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2011/92/EU af 13. december 2011 om vurdering af visse offentlige og private projekters indvirkning på miljøet (VVM-direktivet), og Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2014/52/EU af 16. april 2014 om ændring af direktiv 2011/92/EU af 13. december 2011 om vurdering af visse offentlige og private projekters indvirkning på miljøet.
være relevant.
Lovens § 6 fastslår, at en miljøvurdering af en plan/et program ikke kan erstatte vurderinger efter anden lovgivning eller flere miljøvurderinger af samme plan/program.
Der kan være flere fordele ved at sammentænke eller strømline flere vurderinger (one stop shop), herunder en mere effektiv udnyttelse af ressourcer og koordinering af godkendelsesprocesser.
Med one stop shop er der mulighed for at lette processen for håndteringen af andre vurderinger.
Det kræver imidlertid forståelse for, hvordan de respektive vurderinger spiller sammen, hvor de adskiller sig fra hinanden og om der er særlige krav til beskrivelsen af de respektive vurderingers indhold.
Dette beskrives nærmere i afsnit 4.1.2.
Afsnit 2: Hvornår er en plan/et program omfattet af loven?
En plan/et program er et samlebegreb i loven for vidt forskellige dokumenter og beslutninger.
Det er ikke afgørende for spørgsmålet om, hvorvidt indholdet af et konkret dokument skal anses for omfattet af miljøvurderingsreglerne, at ordet plan, program, strategi, retningslinje eller andre synonymer indgår i overskriften eller omtalen af dokumentet.
Derimod er det indholdet af planen eller programmet, som er bestemmende herfor.
Plan/program-begrebet spænder bredt – det kan derfor være alt fra planer/programmer, som udarbejdes i kommuner og regioner som f.eks. planer, der udarbejdes i medfør af planloven, og trafikplaner, men også regionale råstofplaner, og statslige planer udarbejdet i medfør af miljølovgivningen, nationale handleplaner, eller generel regulering, herunder bekendtgørelser udstedt i medfør af lov, og love, der gennemfører EU-retlige og/eller internationale forpligtelser.
Vær opmærksom på, at nogle plantyper er ”født” til at være omfattet af lovens plan/programbegreb Det gælder for det første handlingsplaner udarbejdet efter nitrathandlingsdirektivet, affaldsplaner og luftkvalitetsplaner og for det andet de plantyper, der er nævnt i lovens § 8, stk. 1, nr. 1, og 2.
Det gælder for dem som for andre planer/programmer, at den konkrete plan/det konkrete program også skal opfylde betingelsen om at fastlægge rammer for fremtidige anlægstilladelser.
2.1.
Lovens betingelser
Efter lovens § 2, stk. 1, er en plan/et program omfattet af loven, såfremt planen eller programmet
a)
enten
fastlægger rammerne for fremtidige anlægstilladelser til projekter
eller
medfører krav om en vurdering af virkningen på et internationalt naturbeskyttelsesområde under hensyntagen til områdets bevaringsmålsætninger,
og
b)
udarbejdes eller vedtages af en myndighed, udarbejdes med henblik på Folketingets vedtagelse af planer/programmer via en lovgivningsprocedure samt udarbejdes i henhold til love, administrative retsforskrifter eller administrative beslutninger
Betingelsen a) indeholder to betingelser, som ikke skal være opfyldt samtidig.
11)
Sprogligt er sætningen i loven også udformet som et 'enten-eller' og ikke 'enten-og/eller'.
Dette er også EU-Domstolens fortolkning af miljøvurderingsdirektivet, jf. nedenfor i afsnit 2.1.1. og navlig 2.1.1.3.
Det betyder, at en plan/program, som medfører krav om en vurdering af virkningen på et internationalt naturbeskyttelsesområde under hensyntagen til områdets bevaringsmålsætninger ikke samtidigt skal fastlægge rammerne for fremtidige anlægstilladelser til projekter.
Til gengæld er der ikke noget i vejen for, at
en konkret plan/program er udarbejdet
således at der fastsættes rammer for fremtidige anlægstilladelser og samtidig medfører krav om en vurdering af virkningen på et internationalt naturbeskyttelsesområde under hensyntagen til områdets bevaringsmålsætninger.
Dog skal begge betingelser – a) og b) – skal være opfyldt før plan/program-beslutningen er omfattet af lovens regler.
2.1.1.
Første betingelse: fastlægger rammerne for fremtidige anlægstilladelser til projekter
2.1.1.1.
”… fastlægger rammerne for fremtidige anlægstilladelser…”
Her har EU-Domstolen fastsat, at betingelsen ikke indeholder en henvisning til national ret og er derfor et selvstændigt begreb i EU-retten, som skal fortolkes ensartet på Unionens område.
12)
EU-Domstolens afgørelse af 25. juni 2020, A m.fl., C-24/19, EU:C:2020:503, præmis 75.
Det betyder, at der ikke kan fastsættes nationale fortolkninger af betingelsen, der vil være i strid med EU-Domstolens retspraksis.
I lovens bilag 3 illustreres vejledende og ikke udtømmende, hvordan rammen kan fastsættes.
Her nævnes placering (en geografisk afgrænsning), art, størrelse eller driftsbetingelser for projekter og tildeling af ressourcer.
EU-Domstolen har følgende overvejelser, som kan indgå i den nærmere forståelse af, hvad der menes med at fastlægge rammerne for fremtidige anlægstilladelser:
-
Der fastlægges en betydningsfuld helhed af kriterier og fremgangsmåder for tilladelse og iværksættelse af et eller flere projekter
13)
C-24/19, præmis 67.
-
Den betydningsfulde helhed skal forstås kvalitativt og ikke kvantitativt
14)
C-24/19, præmis 70
-
Helheden må ikke søges omgået ved bevidst at opdele den (salami)
15)
C-24/19, præmis 70
-
Helheden behøver ikke at være udtømmende, men den skal være tilstrækkeligt betydningsfuld til at fastlægge betingelserne for udstedelse af tilladelser til projekterne
16)
C-24/19, præmis 71
-
Kriterierne kan være udformet for at bevare visse egenskaber ved det pågældende område.
-
Kriterierne kan indgå i et hierarki af foranstaltninger, der har til formål at beskytte miljøet, hvor der indgår en beføjelse til at fravige de pågældende foranstaltninger.
17)
C-160/17, præmis 67.
En betydningsfuld helhed
behøver ikke at være udtømmende eller at udgøre det tilstrækkelige hjemmelsgrundlag for en tilladelse eller afvisning.
En betydningsfuld helhed kan således bidrage til eksisterende eller fremtidige planer/programmer.
En betydningsfuld helhed skal forstås som krav til indholdet dvs. af kvalitativ karakter og ikke til antallet af kriterier, procedurer eller retningslinjer, der har betydning for navnlig de miljømæssigt begrundede valg
18)
C-24/19, præmis 72.
for projekters beliggenhed, art, størrelse og eventuelle øvrige driftsbetingelser.
Det er med andre ord ikke et krav, at en plan/et program skal indeholde udtømmende rammer for den fremtidige anlægstilladelse.
EU-Domstolens Store Afdeling har endvidere udtalt,
19)
EU-Domstolens afgørelse af 22. februar 2022, Bund Naturschutz in Bayern eV, C-300/20, ECLI:EU:C:2022:102.
at en national foranstaltning [bekendtgørelse], som havde til formål at beskytte natur og landskab, og som med henblik herpå fastsatte generelle forbud og krav om tilladelse uden at indføre tilstrækkeligt detaljerede bestemmelser om indholdet, udarbejdelsen og iværksættelsen af de projekter, der var omhandlet i bilag I og II i VVM-direktivet, fastsatte ikke en betydningsfuld helhed af kriterier og fremgangsmåder for tilladelse og iværksættelse af et eller flere af de projekter, der er omhandlet i VVM-direktivets bilag I og II og derfor heller ikke en ramme for fremtidige anlægstilladelser.
20)
C-300/20, præmis 69-70.
For så vidt angår ’tildeling af ressourcer’, er dette ikke defineret og kan være økonomiske eller naturlige måske også menneskelige).
Tildelingen skal være på en bestemt, identificerbar måde og knytte sig til beskrivelsen af fremgangsmåde eller begrænse de typer af løsninger, som er tilgængelige.
I EU-Kommissionens vejledning om gennemførelse af direktiv 2001/42 om vurdering af bestemte planers og programmers indvirkning på miljøet
21)
https://ec.europa.eu/environment/archives/eia/pdf/030923 sea guidance da.pdf
fremgår følgende bemærkninger om ’tildeling af ressourcer:
”3.25.
Som det hedder i bilag II [i miljøvurderingsdirektivet], kan en måde at "danne grundlag" på være gennem den måde, hvorpå midlerne tildeles, idet man dog bør være opmærksom på undtagelserne i artikel 3, stk. 8.
22)
Disse undtagelser fremgår af lovens § 3.
Direktivet definerer ikke betydningen af "midler", og i princippet kan de være finansielle eller naturlige (eller eventuelt menneskelige).
En generel tildeling af finansielle midler vil ikke forekomme at være tilstrækkelig til at "danne grundlag";
der kunne f.eks. være tale om en bred tildeling til en hel aktivitet (såsom hele tildelingen af midler til et lands boligprogram).
Det er nødvendigt, at der ved tildelingen af midler på en specifik, identificerbar måde fastsættes betingelser for meddelelsen af tilladelse (f.eks. ved at fastlægge en fremtidig fremgangsmåde (som ovenfor) eller ved at begrænse antallet af løsningsmodeller).
”
”3.51.
Jo præcisere grundlag en plan/et program fastlægger, jo større er sandsynligheden for, at der er behov for en vurdering i henhold til direktivet.
Således vil planer eller programmer, der f.eks. ikke alene beskriver det område, hvor der skal opføres huse eller iværksættes kommercielle aktiviteter, men også husenes eller aktiviteternes art, størrelse og (eventuelt) driftsbetingelser, sandsynligvis fastlægge et mere detaljeret grundlag for projekter end planer eller programmer, der afstikker målene uden at give en detaljeret beskrivelse af de rammer, inden for hvilke de skal realiseres.
Planer eller programmer, der er retligt bindende, fastsætter antageligvis strammere grundlag end ikke-bindende planer eller programmer.
Planer eller programmer, hvis eneste mål eller hovedformål er at fastlægge grundlaget for projekter, fastlægger formentlig også strammere grundlag end planer eller programmer, som har flere forskellige formål og problemstillinger.
”
PKN afgørelse af 12. marts 2020, j.nr. 18/06439,18/05802 og 18/05839
Beboerne i kommunen havde påklaget kommunens vedtagelse af tillæg til planstrategi om udpegning af udviklingsområder i kystnærhedszonen og anførte bl.a., at en generel henvisning til den tidligere miljøvurdering af kommuneplanforslaget ikke var tilstrækkelig, samt at miljøvurderingen var utilstrækkelig.
Tillægget til planstrategien havde til formål at sikre, at eventuel kommende vedtagelse af et landsplandirektiv, hvorved områderne kunne blive udpeget, ville sikre den fremtidige udmøntning af udpegningen i landsplandirektivet.
Nævnet fandt, at en udpegning af et område i kystnærhedszonen til udviklingsområde indebærer, at planlovens mere restriktive regler for kystnærhedszonen ikke længere gælder.
Anlægsprojekter vil således lettere kunne gennemføres, og de retlige rammer for anlægsprojekter i sådanne områder ændres dermed.
Nævnet fandt derfor, at en plan, som udpeger områder som udviklingsområder, indeholder en betydningsfuld helhed af kriterier og fremgangsmåder for tilladelse og iværksættelse af et eller flere projekter, der kan have væsentlige indvirkninger på miljøet.
Nævnet bemærker dog, at planstrategitillægget i den konkrete sag ikke i sig selv bevirker, at der gælder andre retlige rammer for fremtidige anlægstilladelser, end før planen blev vedtaget, da det først er ved vedtagelsen af et landsplandirektiv, at udpegningen får gyldighed.
Der er heller ikke ved vedtagelsen af en planstrategi nogen garanti for, at området rent faktisk bliver udpeget i et landsplandirektiv, og i den konkrete sag blev kun det ene område fra planstrategitillægget udpeget i landsplandirektivet.
Disse forhold taler umiddelbart imod, at tillægget skal anses for en plan, der fastlægger rammerne for fremtidige anlægstilladelser.
På den anden side indebærer betingelsen om, at planen skal fastlægge rammerne for fremtidige anlægstilladelser, ikke et krav om, at planen udgør en umiddelbar hjemmel for sådanne tilladelser.
En generel/overordnet plan, som f.eks. forudsætter en mere detaljeret planlægning eller andre tilladelser, før det er muligt at etablere anlæg, vil således også kunne være omfattet af lovens plan/programbegreb.
I den konkrete sag var planen desuden en forudsætning for, at arealerne kunne ændre status til udviklingsområder.
Det bemærke, at det i den konkrete sag var det ligeledes et spørgsmål, om planen skulle screenes.
Mere om dette i afsnit 3.2. og 4.3.
MFKN afgørelse af 8. september 2020, j.nr. 19/00675
En kommune havde udarbejdet og vedtaget en støjhandlingsplan i overensstemmelse med bekendtgørelsen om kortlægning af ekstern støj og udarbejdelse af støjhandlingsplaner.
Efter bekendtgørelsen skal en støjhandlingsplan bl.a. indeholde
-
et resumé af støjkortene,
-
en vurdering af samlede antal personer, der udsættes for støj i de kortlagte intervaller, og en indkredsning af de problemer, der skal forbedres,
-
en beskrivelse af allerede gennemførte foranstaltninger,
-
foranstaltninger, som kommunen agter at træffe de kommende år, herunder alle foranstaltninger til beskyttelse af stilleområder,
-
skøn over den forventede nedbringelse af antal støjbelastede personer,
-
strategi på lang sigt.
I den udstrækning, der er udpeget stilleområder, skal foranstaltninger til beskyttelse heraf indgå i støjhandlingsplanen.
Nævnet fandt, at den konkrete Trafikstøjhandlingsplan ikke indeholdte nogen form for kriterier, der satte grænser for, hvilken type aktivitet eller virksomhed, der kunne tillades i et bestemt område, eller indeholdte betingelser, som en ansøger skulle opfylde, for at få en tilladelse.
Det blev endvidere bemærket, at planen på daværende tidspunkt ikke havde udpeget stilleområder, men alene havde nævnt områder, som mulige kandidater til senere udpegning.
Da planen derover alene indeholdte en helt overordnet oplistning af en række konkrete tiltag, der var gennemført, og som kommunen agtede at fortsætte med generelt i byen, fandt nævnet, at planen ikke fastsatte rammer for fremtidige anlægstilladelser, jf. loven § 2, stk. 1, første led, og derfor ikke udgjorde en plan/et program i lovens forstand.
MFKN af 31. august 2020, j.nr. 20/10588
En klager havde anmodet nævnet om at genoptage behandlingen af en klagesag, hvor klagenævnet havde stadfæstet en styrelses afgørelse om at nægte dispensation.
Som begrundelse for anmodningen om genoptagelse anførte klageren bl.a., at nævnet i den første sag burde have prøvet, om styrelsens administrationsgrundlag var omfattet af krav om miljøvurdering.
Til dette punkt bemærkede nævnet, at den manglende prøvelse af, om styrelsens administrationsgrundlag skulle have været miljøvurderet i medfør af miljøvurderingsloven, ikke var om en fejl, der kunne begrunde genoptagelse af sagen.
Nævnet lagde vægt på, at nævnet alene kan prøve den konkrete påklagede afgørelse om afslag på retlig lovliggørelse, og at nævnet har vurderet, at den prøvelse styrelsen har foretaget er korrekt og tilstrækkelig, herunder at de kriterier m.v. styrelsen har lagt til grund er saglige.
Nævnet har således ikke lagt særligt vægt på styrelsens administrationsgrundlag eller på formuleringen om bådes naturlige placering på vandet, men på styrelsens undersøgelse af sagen og vurdering af de konkrete omstændigheder.
Derudover bemærkede nævnet, at administrationsgrundlaget var at betragte som en generel sagsbehandlingsvejledning og at afsnittet vedrørende bådlifte ikke var en plan, der fastlagde rammerne for fremtidige anlægstilladelser.
2.1.1.2.
” … til projekter…”
Efter lovens § 5, nr. 6, defineres ”et projekt” omfattet af loven som følgende:
En gennemførelse af anlægsarbejder eller andre installationer eller arbejder, herunder nedrivning eller
Andre indgreb i det naturlige miljø eller i landskaber, der tager sigte på udnyttelse af ressourcer i undergrunden.
Det er dette projektbegreb, der danner grundlag for omtalen af ’projekter’ i sammenhæng med fastsættelsen af plan/programbegrebet.
EU-Domstolen har forholdt sig til, hvad der nærmere ligger i projektbegrebet, idet
”… forlængelsen af en eksisterende godkendelse til drift af en lufthavn hverken kan kvalificeres som et »projekt« eller som et »nyanlæg« som omhandlet i disse bestemmelser, eftersom der ikke er tale om arbejder eller indgreb, som ændrer områdets fysiske karakteristika…”
23)
Afgørelse af 17. marts 2010, Brussels Hoofdstedelijk Gewest, C-275/09, EU:C:2011:154, præmis 38.
Et projekt skal med andre ord medføre arbejder eller indgreb, som ændrer områdets fysiske karakter og ikke blot være en administrativ forlængelse af en eksisterende gældende tilladelse, i hvilken forbindelse, der ikke gennemføres arbejder eller indgreb relateret til projektet eller andre projekter.
EU-Domstolen har også haft anledning til at vurdere, hvorvidt aktiviteter som græsning af kvæg og tilførsel af gødning på eller i jorden er arbejder eller indgreb, som ændrer områdets fysiske karakteristika.
EU-Domstolen vurderede, at tilførsel af gødning kan forandre jordens egenskaber ved at tilføre den næringsstoffer, hvilket er at sammenligne med og hvad angår græsning af kvæg kunne etableringen af et græsningsareal svare til gennemførelse af anlægsarbejder eller andre installationer eller arbejder, navnlig hvis det indebærer en uundgåelig eller planlagt udvikling af et sådant græsningsareal.
EU-Domstolen fandt derfor, at det ikke udelukkes, at de nævnte under alle omstændigheder er omfattet af projektbegrebet i VVM-direktivet.
24)
Afgørelse af 7. november 2018, Coöperatie Mobilisation for the Environment and Vereniging Leefmilieu, de forenede sager C-293/17 og 294/17, ECLI:EU:C:2018:882, præmis 71 og 72.
EU-Domstolen har yderligere taget stilling til, at mekanisk fiskeri efter hjertemuslinger udgør et projekt, da der er tale om ’andre indgreb i det naturlige miljø eller i landskaber, der tager sigte på udnyttelse af ressourcer i undergrunden’.
25)
Afgørelse af 7. september 2004, Landelijke Vereniging tot Behoud van de Waddenzee, C-127/02, ECLI:EU:C:2004:482, præmis 25.
Det bemærkes, at det generelle projektbegreb indsnævres, såfremt der er tale om en obligatorisk miljøvurdering efter lovens § 8, stk. 1, nr. 1, idet der her vil være tale om projekter omfattet af lovens bilag 1 og 2, se mere herom i afsnit 3.1.1.
Til gengæld er det det generelle projektbegreb, som finder anvendelse ved fastlæggelsen af projekter omfattet af screeningsbestemmelsen i lovens § 8, stk. 2, nr. 2.
Med hensyn til fortolkningen af, hvilket indhold de enkelte projekttyper omfattet af lovens bilag 1 eller 2 har, fremgår det af EU-Domstolens retspraksis, at der er tale om EU-retlige begreber, som skal fortolkes selvstændigt.
26)
Afgørelse af 25. juli 2008, Ecologistas en Acción-CODA, C-142/07, ECLI:EU:C:2008:445, præmis 29, og afgørelse af 8. august Prenninger, C-329/17, ECLI:EU:C:2018:640, præmis 30.
MFKN afgørelse af 23. juni 2020, j.nr. 19/07253
Nævnet fandt, at et fredningsforslag ikke fastlagde rammer for nogen af projekttyperne på lovens bilag 1 eller 2.
Derimod ansås forslaget for at fastlægge rammer for visse mindre anlægsarbejder, navnlig sådanne, der vil kræve byggetilladelse, og derfor var forslaget omfattet af lovens § 8, stk. 2, nr. 2.
Det bemærkes, at selvom VVM-direktivets projekttyper for intensiv husdyravl, statslige vej-, jernbane- og havneprojekter samt miljøvurderingsprocessen for anlægslove er implementeret i anden lovgivning end loven, finder lovens bestemmelser for planer/programmer og hermed også projektbegrebet anvendelse for disse særskilt implementerede projekttyper.
2.1.1.3.
”… eller medfører krav om en vurdering af virkningen på et internationalt naturbeskyttelsesområde under hensyntagen til områdets bevaringsmålsætninger…”
Pligten til at foretage en miljøvurdering en sådan plan eller et sådant program afhænger af habitatdirektivets krav om udarbejdelse af en konsekvensvurdering, herunder betingelsen om, at planen kan få væsentlig indflydelse på det pågældende sted, er opfyldt med hensyn til planen/programmet.
Dette fremgår af EU-Domstolens praksis, hvorefter der skal foretages en miljøvurdering, hver gang der kræves en konsekvensvurdering i henhold til habitatdirektivets artikel 6 og 7.
27)
Afgørelse af 21. juni 2021, Sillogos Ellinon Poleodomon kai Khorotakton, C-177/11, EU:C:2012:378, præmis 19.
Denne betingelse er også omtalt under afsnit 3.1.2. i forbindelse med beskrivelsen af miljøvurdering af planer/programmer efter lovens § 8, stk. 1, nr. 2.
Det skal bemærkes, at det fremgår af lovens § 2, stk. 1, litra a, en plan eller et program
enten
skal fastlægge rammer for fremtidige anlægstilladelser (1. led)
eller
medføre krav om en vurdering af virkningen på et internationalt naturbeskyttelsesområde under hensyntagen til områdets bevaringsmålsætninger (2. led).
Det betyder, at planer/programmer, der er omfattet af lovens § 2, stk. 1, litra a), 2. led, ikke samtidig skal opfylde betingelsen i 1. led om at fastlægge rammer for fremtidige anlægstilladelser.
Se også Generaladvokatens forslag til afgørelse til C-24/19.
28)
Forslag til afgørelse af 3. marts 2020, ECLI:EU:C:2020:143, punkt 84, note 41, 2. afsnit: "For at være udtømmende bør det bemærkes, at der findes mindst én yderligere forpligtelse til at gennemføre en strategisk miljøvurdering af planer og programmer, som ikke afhænger af, at de fastlægger en ramme for tilladelser til projekter.
Det drejer sig om SMV-direktivets artikel 3, stk. 2, litra b), hvorefter der skal foretages en vurdering af planer og programmer, som er underlagt den specifikke vurdering af virkninger på lokaliteten i artikel 6, stk. 3, i Rådets direktiv 92/43/EØF af 21.5.1992 om bevaring af naturtyper samt vilde dyr og planter (EFT 1992, L 206, s.
7), som kun omfatter en del af indvirkningen på miljøet."
Som eksempel på klagenævnenes praksis i forhold til bestemmelsen, henvises der til PKN afgørelse af 14. december 2021, j.nr. 21/03709, 21/03708, 21/03706 og 21/03705 (Amager Fælled byggeri)
2.1.2.
Anden betingelse: udarbejdes eller vedtages af en myndighed, udarbejdes med henblik på Folketingets vedtagelse af planer/programmer via en lovgivningsprocedure samt udarbejdes i henhold til love, administrative retsforskrifter eller administrative beslutninger
Denne anden betingelse er en samlet implementering af miljøvurderingsdirektivets artikel 2, litra a, og skønt den delvist har en lidt anden formulering, fremgår det af lovens forarbejder til bestemmelsen, at bestemmelsen skal fortolkes i overensstemmelse med EU-Domstolen retspraksis.
2.1.2.1.
”… udarbejdes eller vedtages…”
Denne betingelse er den danske implementering af ordet ’kræves’ i miljøvurderingsdirektivets artikel 2, litra a.
Betingelsen ’kræves’ er af EU-Domstolen
29)
Den første afgørelse om dette var 22. marts 2012, Inter-Environnement Bruxelles ASBL m.fl., C-567/ 10, EU:C:2012:159, præmis 31.
Den af Domstolen anvendte definition, der senest er bekræftet i C-300/20, præmis 37, er endvidere omtalt i C-24/19, præmis 52, og i afgørelserne af 12. juni 2019 Terre wallonne ASBL, C-321/18, ECLI:EU:C:2019:484, præmis 34, og 7. juni.
2018, Thybaut m.fl., C-160/17, EU:C:2018:401, præmis 43.
givet det udvidende indhold, at planer/programmer,
hvis vedtagelse er reguleret ved nationale love og administrative bestemmelser, som fastlægger, hvilke myndigheder der har beføjelse til at vedtage dem, samt proceduren for deres udarbejdelse
, opfylder betingelsen om at være ’kræves’.
Baggrunden for Domstolens fortolkning er, at formålet med miljøvurderingsdirektivets artikel 1 er at sikre et højt miljøbeskyttelsesniveau og at bidrage til integrationen af miljøhensyn under udarbejdelsen og vedtagelsen af planer/programmer med henblik på at fremme bæredygtig udvikling,
30)
C-24/19, præmis 45.
jf. således også lovens § 1.
Direktivets formål afspejler Unionens politik på miljøområdet, som efter artikel 3, stk. 3 TEU og artikel 191 TEU er at arbejde for et højt niveau for beskyttelse og forbedring af miljøkvaliteten.
31)
C-24/19, præmis 47.
Til opfyldelse af disse formål fremgår det derfor af miljøvurderingsdirektivet, at planer og programmer, der kan få væsentlig indvirkning på miljøet, skal underlægges en miljøvurdering i forbindelse med deres udarbejdelse og inden deres vedtagelse.
32)
C-24/19, præmis 46.
Varetagelsen af disse hensyn kunne lide skade, hvis definitionen af plan/program-begrebet i miljøvurderingsdirektivets artikel 2, litra a, (og lovens § 2, stk. 1), kun omfattede planer/programmer, hvis vedtagelse var obligatorisk.
Herved ville der alene være tale om en definition med en marginal rækkevidde og en nem mulighed for medlemsstaterne til at omgå forpligtelsen til miljøvurdering ved forsætligt at afstå fra foreskrive, at de kompetente myndigheder har pligt til at vedtage sådanne planer eller programmer.
33)
C-24/19, præmis 48 og 50.
Denne udvidende fortolkning anser EU-Domstolen ligeledes for at være i overensstemmelse med Unionens internationale forpligtelser, som de bl.a. følger af Espookonventionens artikel 2, stk. 7.
34)
C-24/19, præmis 48 og 50.
Endelig lægger EU-Domstolen også vægt på, at miljøvurderingsdirektivet ikke indeholder særlige bestemmelser om politikker eller generel lovgivning, som i givet fald ville kræve en afgrænsning i forhold til planer og programmer som omfattet af direktivet.
35)
C-24/19, præmis 61.
EU-Domstolen uddyber ikke, hvad der nærmere skal forstås ved
hvis vedtagelse er reguleret ved nationale love og administrative bestemmelser, som fastlægger, hvilke myndigheder der har beføjelse til at vedtage dem, samt proceduren for deres udarbejdelse
, men det er vigtigt at lægge mærke til, at uanset formuleringen er der ikke tale om planer/programmer, hvor der er pligt til at udarbejde dem eller pligt til at vedtage dem.
Baggrunden for dette er – ifølge EU-Domstolen – at netop ændringer til eksisterende planer eller – som beskrevet neden for – ophævelse af planer ikke altid vil kræve en vedtagelse og derfor er frivillige planer og programmer også omfattet.
Efter Domstolens gennemgang af de konkrete retsakter (en bekendtgørelse og et cirkulære) i den konkrete sag, jf. C-24/19, må ’kræves’ forstås som indeholdende de ovenfor kursiverede kumulative kriterier.
Til gengæld mener Domstolen, at det sidste led ”… samt proceduren for deres udarbejdelse” kan rummes inden for de administrative procedurer, som tilrettelægges i forvaltningen, jf. således Domstolens gennemgang i C-24/19, præmis 53-56, og 63:
”53.
Hvad angår spørgsmålet om, hvorvidt bekendtgørelsen og 2006-cirkulæret opfylder denne betingelse [’kræves’], fremgår det af anmodningen om præjudiciel afgørelse, at Vlarem II er en bekendtgørelse vedtaget af en belgisk føderal enheds udøvende magt, nemlig den flamske regering, til gennemførelse af trinhøjere regler, der hidrører fra samme enheds lovgivende magt, nemlig det flamske parlament.
Det følger af den forelæggende rets forklaringer om det flamske parlaments dekret om miljøgodkendelse samt det flamske parlaments dekret om almindelige bestemmelser vedrørende miljøforvaltning, at disse dekreter regulerede den flamske regerings vedtagelse af Vlarem II ved bl.a. at give denne regering kompetence til at vedtage en sådan retsakt, og idet de anførte, at de sektorspecifikke betingelser, der var fastsat heri, tilsigtede at forebygge og begrænse de gener og risici fra de pågældende anlæg og aktiviteter, som var acceptable for miljøet.
54.
Hvad angår 2006-cirkulæret fremgår det af den nævnte anmodning, at dette cirkulære i denne sag er udstedt af den flamske regering og er underskrevet af ministerpræsidenten og af to ministre med kompetence på området.
55.
Den forelæggende ret har i denne forbindelse anført, at 2006-cirkulæret, der ganske som Vlarem II bidragede til gennemførelsen af formålene og af de standarder, der skulle opfyldes, som følger af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2009/28/EF af 23. april 2009 om fremme af anvendelsen af energi fra vedvarende energikilder og om ændring og senere ophævelse af direktiv 2001/77/EF og 2003/30/EF (EUT 2009, L 140, s.
16), har retsgrundlag i de forvaltningskompetencer og skønsbeføjelser, som myndighederne har i medfør af den relevante nationale lovgivning, med henblik på at udstede de såkaldte »miljøgodkendelser« i denne lovgivnings forstand.
56.
2006-cirkulærets eksistensberettigelse findes således i denne føderale enheds ministerielle myndigheders valg af at begrænse deres egen skønsbeføjelse ved at forpligte sig til at følge de regler, som de herved fastlægger for dem selv.
Det ses således, at vedtagelsen af 2006-cirkulæret er en del af de beføjelser, som sådanne ministerielle myndigheder har i medfør af belgisk ret, med forbehold for den efterprøvelse, der i denne sag skal foretages af den forelæggende ret hvad angår den præcise juridiske art af et sådant cirkulære i denne medlemsstats retsorden.
”
63.
Henset til de ovenstående betragtninger skal det første spørgsmål og det andet spørgsmål, litra a)-d), besvares med, at artikel 2, litra a), i direktiv 2001/42 skal fortolkes således, at en bekendtgørelse og et cirkulære, som er vedtaget af en føderal enheds regering i en medlemsstat, og som begge indeholder forskellige bestemmelser om opførelse og drift af vindmøller, er omfattet af begrebet »planer og programmer«.
”
I forhold til spørgsmålet, om generelle retsakter skal miljøvurderes, henvises der til den danske stats holdning hertil i notat af februar 2018 om Miljøvurdering af generel regulering – miljøvurderings-direktivets plan- og programbegreb i lyset af EU-dommen i sag C-290/15, D’Oultremont, Miljø- og Fødevareudvalget 2017/18, MOF, Alm. del Bilag 293.
Ophævelse af en plan/et program
Det skal bemærkes, at såvel EU-Domstolens som Planklagenævnets praksis viser, at ophævelse af en plan/et program også kan være omfattet.
I EU-Domstolens retspraksis
36)
EU-Domstolens afgørelse af 22. marts 2012, Inter-Environnement Bruxelles ASBL m.fl., C-567/10, EU:C:2012:159, præmis 41-43.
lægger Domstolen til grund, at en procedure til hel eller delvis ophævelse af en plan for arealanvendelse, […], i princippet falder ind under anvendelsesområdet og formålet for miljøvurderingsdirektivet.
Såfremt den ophævede retsakt indgår i et hierarki af arealanvendelsesretsakter, idet disse retsakter fastlægger tilstrækkeligt præcise arealanvendelsesbestemmelser og i sig selv har været genstand for en miljøvurdering, må det med rimelighed kunne antages, at der inden for disse rammer er taget tilstrækkeligt hensyn til de interesser, som miljøvurderingsdirektivet tilsigter at sikre.
PKN afgørelse af 15. april 2020, j.nr. 18/05952
Nævnet lagde til grund, at den retlige konsekvens af ophævelsen af lokalplan nr. 71 vil være, at opstilling af vindmøller, som tidligere både skulle behandles efter lokalplanens regler og landzonereglerne, fremover kun skal håndteres efter landzonereglerne.
Der vil således ikke efter planloven være fuldt sammenfald mellem den hidtidige regulering og den fremtidige regulering i forhold til opstilling af vindmøller i området.
Herunder ville kommunen efter lokalplan nr. 71 kunne vælge at give afslag på dispensation til en vindmølle, som ellers ville kunne tillades efter landzonereglerne.
Lokalplanen, som ophæver lokalplan nr. 71, indgår heller ikke i et hierarki af planer, som sikrer, at denne ændring af reguleringen for området har været genstand for en screening eller miljøvurdering.
Med vedtagelsen af lokalplanen, der ophæver lokalplan nr. 71, sker sådanne ændringer i rammerne for fremtidige anlægstilladelser til vindmøller i området, at lokalplanen er omfattet af lovens regler om screening og miljøvurdering.
2.1.2.2.
”… af en myndighed…”
I overensstemmelse med EU-Domstolens retspraksis anvendes der i loven et bredt myndighedsbegreb.
I første omgang er naturligvis offentlige myndigheder som stat, region eller kommune omfattet.
Lovens regler omfatter nu enhver beslutning truffet af myndigheder og/eller selskaber ejet af offentlige myndigheder.
Det betyder som udgangspunkt, at enhver myndighed, som planlægger eller træffer beslutninger i form af vedtagelse af en plan, vil være omfattet af bestemmelserne i loven.
Fysiske eller juridiske personer, der er adskilt fra den traditionelle myndighedsstruktur, men som i medfør af lov eller bekendtgørelse er pålagt at udføre en række opgaver eller pligter, som normalt vil være myndighedsopgaver, vil også være omfattet af myndighedsbegrebet.
Som eksempel herpå kan nævnes planer, som udarbejdes i medfør af den pålagte opgave som f.eks. offentligt eller privat ejede forsyningsselskaber.
Uanset hvem, der udarbejder selve miljørapporten eller foretager screeningen, forudsættes det efter lovens § 9, at det er den eller én af de myndigheder, der udarbejder/vedtager planen/programmet, som også træffer afgørelse ved screeningen, jf. lovens § 10, eller foretager miljøvurderingen af planen/programmet, jf. lovens § 12.
Hermed sikres det, at den vurdering/afgørelse, som foretages med screeningen eller den færdige miljørapport med den sammenfattende redegørelse afspejles og indarbejdes i den endeligt godkendte/vedtagne plan.
Der er ikke i loven hjemmel til, at en myndighed kan pålægge en privat fysisk/juridisk person at udføre myndighedens opgaver i forbindelse med en miljøvurdering.
2.1.2.3.
”… love, administrative forskrifter eller administrative beslutninger.
”
Det fremgår af lovens forarbejder, at begreberne »administrative retsforskrifter og administrative beslutninger« skal fortolkes på samme måde, som det i miljøvurderingsdirektivets artikel 2, litra a, anvendte begreb »administrative bestemmelser«.
Det medfører, at planer/programmer, der udarbejdes i henhold til en bekendtgørelse, et cirkulære, en vejledning og lignende kan være omfattet af lovens plan/program-begreb.
Med hensyn til vejledningsbegrebet er udgangspunktet, at sådanne retsakter alene er vejledende, men der udarbejdes vejledninger, som har en bindende karakter som f.eks. Miljøstyrelsens vejledning nr. 14018 af 1. november 1984 om ekstern støj fra virksomheder.
2.2.
Andre forhold, der skal tages i betragtning
2.2.1.
Ændringer til en plan
Loven sondrer ikke mellem ’hele’ planer og ’ændring’ af planer.
Ændringer af planer/programmer er derfor omfattet, jf. lovens § 2, stk. 2.
Derfor skal en ændring af en plan/et program behandles på samme måde som alle andre planer/programmer, herunder om de konkret er omfattet af loven.
Om ændring af en plan/et program, som blev vedtaget før miljøvurderingsdirektivet trådte i kraft den 21. juni 2004, se afsnit 6.3.
Såkaldte ’mindre ændringer’ omfattet af lovens § 8, stk. 2, nr. 1, behandles under afsnit 3.2.1., mens ændringer af planforslag under behandlingen af forslaget beskrives under afsnit 4.1.5.
Nedenfor beskrives, i hvilke to andre betydninger en ændring af en plan/et program kan forekomme, hvorved ændringen skal behandles som en ’hel’ plan eller et ’helt’ program:
-
Ændringer af hele planen/programmet, hvor hele planen/programmet erstattes af en ny: Der kan være tale om ændringer af hele planen eller programmet pga.
forældelse, ophør eller bortfaldt.
Et andet eksempel kan være vedtagelse af en ny lokalplan, som fuldt ud erstatter en tidligere lokalplan eller byplanvedtægt, og som har et andet indhold end den tidligere plan.
-
Ændringer af dele af en plan/et program: Dvs. ændringer af et eller flere forhold i planen/programmet uden, at der er tale om, at hele planen eller programmet derved ændres.
Et eksempel herpå er vedtagelsen af kommuneplantillæg nødvendiggjort af tilkomsten af et projekt, som forudsætter tilvejebringelsen af f.eks. nye rammebestemmelser i den eksisterende kommuneplan.
Andre eksempler er tillæg til spildevandsplaner og vandforsyningsplaner, som typisk rummer mindre vidtgående ændringer af den eksisterende spildevandsplan eller vandforsyningsplan og tillæg til råstofplanen.
2.2.2.
Nationalt forsvarsformål eller civilt beredskabsformål?
Efter lovens § 3, stk. 1, finder loven ikke anvendelse på planer/programmer, der alene tjener et nationalt forsvarsformål eller et civilt beredskabsformål.
Undtagelsesbestemmelsen skal fortolkes indskrænkende, da der er tale om en afgrænset undtagelse, som ikke er behæftet med krav om meddelelse til Kommissionen.
37)
Jf. den parallelle fortolkning af undtagelsesbestemmelsen i VVM-direktivet efter EU-Domstolens afgørelse af 16. september 1999, WWF m.fl., C-435/97, EU:C:1999:418, præmis 65, hvor Domstolen fastslog følgende vedrørende artikel 1, stk. 4, i direktiv 85/337/ EF (nationale forsvarsformål): »Hermed indfører bestemmelsen en undtagelse fra direktivets hovedregel om, at der skal foretages en forudgående vurdering af projektets indvirkning på miljøet, som følgelig skal fortolkes indskrænkende«.
Det er således anvendelsen af miljøvurderingsprocessen, herunder screeningsprocessen efter loven, som i det konkrete tilfælde vil kunne skade det nationale forsvarsformål eller det civile beredskabsformål.
EU-Kommissionen har i forlængelse af ændringen af VVM-direktivet i 2014 udgivet en vejledning
38)
Meddelelse fra Kommissionen af 14. november 2019 C 386/05.
om fortolkning af undtagelserne i henhold til artikel 1, stk. 3, og artikel 2, stk. 4 og 5, i direktivet om vurdering af indvirkningen på miljøet (Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2011/92/EU som ændret ved direktiv 2014/52/EU).
VVM-direktivets parallelle bestemmelse om fritagelse af konkrete projekter, som tjener nationale forsvarsformål og civile beredskabsformål blev ændret, således at formuleringen – og dermed rækkevidden – blev enslydende med miljøvurderingsdirektivets artikel 3, stk. 8.
Forsvarsformål dækker formål, som er direkte relateret til landets forsvar og beskyttelse, mens de sekundære virkninger ikke inddrages i afgrænsningen.
Som eksempel kan nævnes, at en kaserne kan som ene formål have at indgå i landets forsvar, men selv om den også lokalt kan være med til at styrke beskæftigelsen i området, er det hovedformålet – det nationale forsvar –, der tæller.
Nationalt forsvar dækker også allierede styrker.
Er der tale om blandede forsvarsmæssige og civile formål, anses de ikke for omfattet af formålet med landets forsvar, hvis det civile aspekt udgør en så væsentlig del af den aktivitet, der foregår på flyvepladsen eller hospitalet, at det ikke alene tjener til landets forsvar.
Som eksempler på sådanne blandede forsvarsmæssige og civile formål kan nævnes flyvepladser med delvis offentlig adgang på grund af civil flyvning, brug af hangarer mv., eller hospitaler til behandling af sårede eller genoptræning af såvel militærpersonel som civile.
Civile beredskabsformål omfatter såvel naturlige som menneskeskabte begivenheder såsom jordskælv og terrorhandlinger.
Der er ikke krav til, hvornår sådanne planer/programmer skal udarbejdes i forhold til begiven
Teksten fortsætter i den officielle kilde.
