Beta
RETSINFO 9519/2024
RETSINFO 9519/2024 — Rigsadvokatmeddelelsen, afsnittet: Chikane, trusler og vold mod offentligt ansatte mv. (straffelovens §§ 119 - 119 b, 121 mv.)
Beta. Juridisk information, ikke juridisk rådgivning. Tjek den officielle kilde for den gældende tekst.
Analysér denne lov med AITekst
1.
Overblik og tjekliste
I sager om chikane, trusler og vold mod offentligt ansatte mv. skal politiet og anklagemyndigheden bl.a. være opmærksomme på følgende bestemmelser:
-
Straffelovens § 119 og § 119 b (pkt. 4.1.1.)
-
Straffelovens § 119 a (pkt. 4.1.2.)
-
Straffelovens § 121 (pkt. 4.1.3.)
-
Straffelovens § 291, stk. 4, 2. pkt. (pkt. 4.1.4.)
-
Ordensbekendtgørelsens § 3, stk. 1 (pkt. 4.1.5.)
-
Reglerne om tilhold og opholdsforbud (pkt. 4.1.6.)
-
Straffelovens § 264 d (pkt. 4.1.7.)
-
Straffelovens § 266 (pkt. 4.1.8.)
-
Straffelovens § 267 og § 268 (pkt. 4.1.9.)
-
Retsplejelovens § 791 d (pkt. 4.1.10.)
-
Straffelovens § 242 (pkt. 4.1.11.)
Politiet og anklagemyndigheden skal endvidere være opmærksomme på følgende:
-
Habilitetsspørgsmålet ved håndteringen af sager om chikane, trusler og vold mod offentligt ansatte mv. (pkt. 2.2.).
-
Om der skal ske forelæggelse for statsadvokaten:
-
Sager om overtrædelse af straffelovens § 119, stk. 1, § 119 a, § 119, § 121 mv., hvor der er rejst sigtelse, og hvor forurettede er ansat som anklager eller chargeret polititjenestemand i politikredsen, skal forelægges for statsadvokaten, inden der rejses tiltale eller opgives påtale.
Se nærmere under pkt. 3.1.1.
-
Sager, hvor der opstår spørgsmål om at blokere en hjemmeside efter retsplejelovens § 791 d, fordi der er grund til at antage, at der fra hjemmesiden begås en overtrædelse af straffelovens §§ 119-119 a, skal forelægges for statsadvokaten som vurderer, om der er grundlag for at blokere hjemmesiden.
Se nærmere under pkt. 3.1.3.
-
Fængselsbetjentes identifikationsoplysninger og hvordan disse skal fremgå af sagen.
Se nærmere under pkt. 2.3. og pkt. 3.3.
2.
Politiets efterforskning og sagsbehandling
2.1.
Vejledning af den forurettede
Politiet skal også i sager, hvor forurettede er omfattet af den beskyttede personkreds i straffelovens § 119 mv. vejlede om reglerne om beskikkelse af bistandsadvokat, adgangen til at få påkendt erstatningskrav mv. under straffesagen og om muligheden for at få erstatning og godtgørelse fra staten.
Det fremgår af § 1, stk. 1, i bekendtgørelse nr. 1108 af 21. september 2007 om politiets og anklagemyndighedens pligt til at vejlede og orientere forurettede i straffesager og til at udpege en kontaktperson for forurettede.
Se i øvrigt retningslinjerne for politiets og anklagemyndighedens vejledning af forurettede i Rigsadvokatmeddelelsen, afsnittet om Vejledning af forurettede mv.
2.2.
Behandling af sager, hvor polititjenestemænd er forurettede (habilitetsspørgsmål)
2.2.1.
Overtrædelse af straffelovens § 119, stk. 1, § 119 a og § 119 b
En polititjenestemand, der i tjenesten eller i anledning af tjenesten trues eller udsættes for vold, jf. straffelovens § 119, stk. 1, angreb efter § 119 b, eller udsættes for fredskrænkelse, jf. straffelovens § 119 a, vil være inhabil i behandling af sagen, idet den pågældende er forurettet i sagen.
Det gælder også sager om blokering af hjemmesider, hvorfra der er grund til at antage, at der begås en overtrædelse af straffelovens § 119 eller § 119 a, jf. retsplejelovens § 791 d, hvis den pågældende polititjenestemand er forurettet i sagen om overtrædelse af § 119 eller § 119 a.
Se nærmere om blokering af hjemmesider under pkt. 4.1.10.
Behandlingen af sagen skal derfor foretages af en anden polititjenestemand end forurettede.
Modtagelsen af anmeldelsen, afhøringer af sigtede, forurettede og eventuelle vidner skal enten foretages af en chargeret polititjenestemand eller af en polititjenestemand fra en anden politiafdeling i politikredsen.
Hvis sagen efterfølgende forelægges for statsadvokaten med indstilling om tiltalerejsning (se nærmere under pkt. 3.1.1.) skal det anføres i indstillingen, hvilken anden politiafdeling den afhørende polititjenestemand er tilknyttet.
På gerningsstedet vil den forurettede polititjenestemand dog efter omstændighederne i situationer, hvor andre polititjenestemænd ikke er til stede eller ikke har mulighed for at udføre politiforretningen, eller hvor samtlige tilstedeværende polititjenestemænd er forurettede, kunne foretage uopsættelige efterforskningsskridt.
Et ”uopsætteligt efterforskningsskridt” er bl.a. sikring af identiteten på den person, der har fremsat trusler, udøvet vold eller angreb mod den pågældende, jf. straffelovens § 119, stk. 1, eller § 119 b, eller udsat den pågældende for fredskrænkelse, jf. straffelovens § 119 a, sigtelse og eventuelt en helt kort afhøring om sigtedes stillingtagen til sigtelsen samt nødvendige visitationer/besigtigelser eller nødvendig anholdelse.
Disse dispositioner bør dog som udgangspunkt alene finde sted, hvor bestemmelsen i straffelovens § 119, stk. 1, § 119 a eller § 119 b, utvivlsomt skønnes overtrådt, og hvis det ikke inden for rimelig tid er muligt at tilkalde en anden patrulje.
Se nærmere om straffelovens §§ 119 og 119 b under pkt. 4.1.1. og § 119 a under pkt. 4.1.2.
2.2.2.
Overtrædelse af straffelovens § 121
En polititjenestemand, der i tjenesten overfaldes med hån, skældsord eller anden fornærmelig tiltale, jf. straffelovens § 121, er som udgangspunkt inhabil i forhold til behandling af sagen, idet denne er forurettet.
Behandlingen af sagen, herunder optagelsen af anmeldelse, skal derfor foretages af en anden polititjenestemand end forurettede.
Dog kan den pågældende polititjenestemand efter omstændighederne – hvor sagen behandles på gerningsstedet, og hvor der ikke sker anholdelse – sikre identiteten på den person, der har fremsat udtalelsen mv., rejse sigtelse samt foretage en helt kort afhøring (stillingtagen til sigtelsen) af den pågældende.
Hvis det konkret skønnes, at der kan tages stilling til tiltalespørgsmålet på det foreliggende grundlag, dvs. på baggrund af den forurettede polititjenestemands rapport (hvor sigtelsen og den pågældendes iagttagelser fremgår) samt sigtedes helt korte forklaring til sigtelsen, er der som udgangspunkt ikke noget krav om, at den forurettede polititjenestemand genafhøres.
Er der imidlertid behov for at foretage yderligere efterforskning, herunder genafhøring af den forurettede polititjenestemand, skal dette ske ved en chargeret polititjenestemand eller en polititjenestemand fra en anden politiafdeling i politikredsen.
Det samme gælder, hvis der skal ske genafhøring af den sigtede og/eller afhøres vidner i sagen.
Hvis sagen efterfølgende skal forelægges for statsadvokaten med indstilling om tiltalerejsning (se nærmere under pkt. 3.1.1.), skal det anføres i indstillingen, hvilken anden politiafdeling i politikredsen den afhørende polititjenestemand er tilknyttet.
I tilfælde, hvor en anden polititjenestemand har været til stede på gerningsstedet i forbindelse med episoden, skal denne som udgangspunkt foretage sigtelse og afhøring.
Dette forudsætter selvsagt, at udtalelsen ikke er rettet mod samtlige tilstedeværende polititjenestemænd.
I en sådan situation kan de ovenfor anførte retningslinjer efter omstændighederne anvendes.
Se nærmere om straffelovens § 121 under pkt. 4.1.3.
2.2.3.
Øvrige overtrædelser, hvor en politiansat er forurettet
Samme habilitetsovervejelser og forholdsregler som anført ovenfor under pkt. 2.2.1. og pkt. 2.2.2., gør sig gældende i andre sager, hvor en polititjenestemand eller politiansat er forurettet.
2.3.
Behandling af sager, hvor fængselsbetjente er forurettede eller vidner (identifikationsoplysninger)
Ved lov nr. 709 af 8. juni 2018 (L 158 af 28. februar 2018) om ændring af retsplejeloven (øget beskyttelse af vidner) blev der indført nye regler om identifikationsoplysninger på fængselsbetjente i retsplejeloven.
De nye regler trådte i kraft den 1. juli 2018.
Efter retsplejelovens § 837, stk. 4, kan fængselsbetjente opføres på bevisfortegnelsen ved angivelse af fornavn, tjenestested og det identifikationsnummer, der er knyttet til ansættelsen (medarbejder-ID), men uden angivelse af efternavn eller privat bopæl.
Endvidere følger det af retsplejelovens § 856, stk. 7, at en fængselsbetjent, der afgiver forklaring som vidne, kan undlade at oplyse sit fulde navn og bopæl, men i stedet blive betegnet ved sit fornavn, tjenestested og medarbejder-ID.
Betegnelsen ”fængselsbetjent” forudsættes efter forarbejderne at omfatte personer med denne stillingsbetegnelse såvel som andet uniformeret personale i kriminalforsorgen, der indgår i sikkerheden i institutionen og har tilsvarende magtbeføjelser i forhold til de indsatte.
Det kan f.eks. være tilfældet for værkmestre, der arbejder med de indsatte i institutionernes værksteder og lign., og for personale, der arbejder med transport af indsatte.
Reglerne om beskyttelse af fængselsbetjentes identitet anvendes i alle sager, hvor en fængselsbetjent i kraft af sit erhverv er vidne, altså ikke kun i sager om overtrædelse af straffelovens § 119, § 119 a, § 119 b og § 121, hvor en fængselsbetjent selv eller hans eller hendes kollega er forurettet, men f.eks. også i en sag, hvor en fængselsbetjent er vidne til vold eller trusler begået af en indsat mod en anden indsat.
Derimod finder reglerne ikke anvendelse i sager, der ikke har sammenhæng med fængselsbetjentens professionelle virke, f.eks. en sag hvor en fængselsbetjent er vidne til et færdselsuheld i sin fritid.
Rigspolitiet har udsendt ´Vejledning om oprettelse i POLSAS af fængselsbetjente som vidner’, som beskriver ændringerne og den fremtidige håndtering af fængselsbetjente som vidner.
Vejledningen ligger på POLintra.
I lyset af ovenstående regler skal politiet endvidere være opmærksom på, hvordan man henviser til fængselsbetjente i rapportmaterialet, f.eks. i selve sigtelsen eller i en afhøringsrapport, hvor en fængselsbetjent omtaler en anden fængselsbetjent.
Selvom politiet er bekendt med fængselsbetjentens efternavn, og dette måske bliver nævnt i en afhøring, skal efternavnet ikke fremgå af sagens materiale.
I sigtelsen skal en forurettet fængselsbetjent angives med fornavn, tjenestested og medarbejder-ID.
Samtidig skal politiet i de sager, hvor der ikke skal anvendes identitetsbeskyttelse, f.eks. som ovenfor nævnt en sag, hvor en fængselsbetjent i sin fritid er vidne til et færdselsuheld, være opmærksom på, at der ikke henvises til, at pågældende arbejder som fængselsbetjent.
Kriminalforsorgen er ligeledes orienteret om, at en eventuel skriftlig anmeldelse af f.eks. en sag om vold eller trusler mod en fængselsbetjent alene bør indeholde oplysninger om fængselsbetjentens fornavn, tjenestested og medarbejder-ID, da den skriftlige anmeldelse vil indgå som et bilag i sagen.
3.
Forberedelse
3.1.
Forelæggelse for statsadvokaten
3.1.1.
Tiltalespørgsmålet i sager, hvor den forurettede er anklager eller chargeret polititjenestemand
I sager, hvor der er rejst sigtelse, og hvor den forurettede er ansat som anklager eller chargeret polititjenestemand i politikredsen (f.eks. sager om overtrædelse af straffelovens § 119, stk. 1, § 119 a, § 119 b og § 121), skal der ske forelæggelse for statsadvokaten med en indstilling om tiltalespørgsmålet.
Hvis det indstilles, at der rejses tiltale, skal der tillige udarbejdes et udkast til anklageskrift eller bødeforelæg.
Ved ”chargeret polititjenestemand” forstås politikommissærer og polititjenestemænd med højere rang end politikommissærer.
Forelæggelsesordningen gælder også for så vidt angår polititjenestemænd, der alene fungerer i en chargeret stilling.
Forelæggelsesordningen gælder ikke i sager, hvor politiet finder, at en anmeldelse om overtrædelse af straffelovens § 119, stk. 1, § 119 a, § 119 b eller § 121 skal afvises efter retsplejelovens § 749, stk. 1, eller efterforskningen standses efter retsplejelovens § 749, stk. 2, 1. pkt. Der skal dog ske forelæggelse, hvis der er tale om en situation, hvor en person med rette har kunnet anse sig som sigtet, og der derfor skal træffes afgørelse om påtaleopgivelse efter retsplejelovens § 721.
Hvis statsadvokaten beslutter at opgive påtale, udfærdiger statsadvokaten en afgørelse om påtaleopgivelse og underretter sigtede og andre, der må antages at have en rimelig interesse heri, om påtaleopgivelsen, jf. retsplejelovens § 724, stk. 1, 1. pkt.
3.1.2.
Tiltalespørgsmålet i andre sager, hvor der kan rejses tvivl om habilitet
Politikredsene vil ud over de nævnte tilfælde skulle forelægge tiltalespørgsmålet for den regionale statsadvokat, hvis konkrete habilitetshensyn i sagen bevirker, at politikredsen er eller kan være inhabil.
Det kan i den forbindelse aftales med den regionale statsadvokat, at behandlingen af sagen overdrages til en anden kreds, hvis det skønnes hensigtsmæssigt.
3.1.3.
Sager om blokering af hjemmesider
Sager om blokering af hjemmesider efter retsplejelovens § 791 d, hvor der er mistanke om, at der fra hjemmesiden begås en overtrædelse af straffelovens § 119 eller § 119 a, skal forelægges for statsadvokaten.
Politikredsens indstilling skal fremgå af forelæggelsen.
Se nærmere om blokering af hjemmesider under pkt. 4.1.10.
3.2.
Påtaleregler
I sager om overtrædelse af straffelovens § 264 d, § 267 og § 268 skal anklagemyndigheden være opmærksomme på påtalereglerne i straffelovens § 275.
Se nærmere herom under pkt. 4.1.7. og pkt. 4.1.8.
3.3.
Identifikationsoplysninger på fængselsbetjente i anklageskriftet og på bevisfortegnelsen
Som nævnt ovenfor under pkt. 2.3. er der med virkning fra den 1. juli 2018 indført regler i retsplejeloven om identifikationsoplysninger på fængselsbetjente.
Reglerne blev indført ved lov nr. 709 af 8. juni 2018 (L 158 af 28. februar 2018) om ændring af retsplejeloven (øget beskyttelse af vidner).
Efter retsplejelovens § 837, stk. 4, kan fængselsbetjente opføres på bevisfortegnelsen ved angivelse af fornavn, tjenestested og det identifikationsnummer, der er knyttet til ansættelsen (medarbejder-ID), men uden angivelse af efternavn eller privat bopæl.
Efter retsplejelovens § 856, stk. 7, kan en fængselsbetjent, der afgiver forklaring som vidne, undlade at oplyse sit fulde navn og bopæl, men i stedet blive betegnet ved sit fornavn, tjenestested og medarbejder-ID.
Efter forarbejderne til ovennævnte bestemmelser vil det således være udgangspunktet, at fængselsbetjente vidner uden at skulle oplyse deres fulde navn og bopæl, medmindre det konkret vurderes, at oplysningerne ikke kan hemmeligholdes uden betydning for tiltaltes forsvar.
En sådan afgørelse (om at en fængselsbetjents fulde navn eller bopæl skal oplyses) skal træffes af retten ved kendelse og kan kæres.
Der er endvidere i retsplejelovens § 845, stk. 1, nr. 9, indsat hjemmel til, at retten kan træffe forhåndsafgørelse om dette.
Betegnelsen ”fængselsbetjent” forudsættes efter forarbejderne at omfatte personer med denne stillingsbetegnelse såvel som andet uniformeret personale i kriminalforsorgen, der indgår i sikkerheden i institutionen og har tilsvarende magtbeføjelser i forhold til de indsatte.
Det kan f.eks. være tilfældet for værkmestre, der arbejder med de indsatte i institutionernes værksteder og lign., og for personale, der arbejder med transport af indsatte.
Lovændringen ændrer ikke ved fængselsbetjentes muligheder for at afgive vidneforklaring under fuldstændig anonymitet i tilfælde, hvor hemmeligholdelse af efternavnet findes utilstrækkeligt, og betingelserne i § 856, stk. 2, nr. 2, er opfyldt.
Reglerne om beskyttelse af fængselsbetjentes identitet skal anvendes i alle sager, hvor en fængselsbetjent i kraft af sit erhverv er vidne, altså ikke kun i sager om overtrædelse af § 119, § 119 a, § 119 b og § 121, hvor en fængselsbetjent selv eller hans eller hendes kollega er forurettet, men f.eks. også i en sag, hvor en fængselsbetjent er vidne til vold eller trusler begået af en indsat mod en anden indsat.
Derimod finder reglerne ikke anvendelse i sager, der ikke har sammenhæng med fængselsbetjentens professionelle virke, f.eks. en sag hvor en fængselsbetjent er vidne til et færdselsuheld i sin fritid.
Anklagemyndigheden skal i sager, hvor en fængselsbetjent skal vidne, sørge for, at det alene er fængselsbetjentens navn, tjenestested og medarbejder-ID, der fremgår af bevisfortegnelsen.
I sager, hvor en fængselsbetjent er forurettet, skal angivelsen af fængselsbetjenten i anklageskriftet ligeledes ske med fornavn, tjenestested og medarbejdernummer.
4.
Jura
4.1.
Regler, der kan finde anvendelse i sager om chikane, trusler og vold mod offentligt ansatte mv.
4.1.1.
Straffelovens § 119 og § 119 b
Efter straffelovens § 119, stk. 1, straffes den, som øver vold, truer med at øve vold eller offentligt eller med forsæt til udbredelse i en videre kreds fremsætter trussel om vold mod nogen, hvem det påhviler at handle i medfør af offentlig tjeneste eller hverv, under udførelsen af tjenesten eller hvervet eller i anledning af samme, eller som på lige måde søger at hindre en sådan person i at foretage en lovlig tjenestehandling eller at tvinge ham til at foretage en tjenestehandling.
Bestemmelsen fik sin nuværende formulering ved lov nr. 1728 af 27. december 2016, der trådte i kraft den 29. december 2016.
Ved lovændringen blev anvendelsesområdet for straffelovens § 119, stk. 1, udvidet til også at omfatte indirekte trusler og trusler, der fremsættes offentligt eller med forsæt til udbredelse i en videre kreds.
Samtidig hermed blev strafskærpelsesreglen i straffelovens § 119, stk. 1, 2. pkt., indsat.
Se nærmere herom under pkt. 4.1.1.2.
Straffelovens § 119, stk. 3 blev indsat ved lov nr. 82 af 30. januar 2019 (L 94 af 14. november 2018), der trådte i kraft den 1. februar 2019.
Formålet med stk. 3 er en generel forhøjelse af strafniveauet for trusler mod offentligt ansatte og personer, der varetager offentlige hverv.
Se nærmere herom under pkt. 5.1.1.
Ved lov nr. 2601 af 28. december 2021 (L 14 af 6. oktober 2021), der trådte i kraft den 1. januar 2022, blev der indsat et nyt punktum i straffelovens § 119, stk. 3, hvoraf det fremgår, at det ved fastsættelse af straffen skal betragtes som en skærpende omstændighed, at en trussel om vold efter stk. 1 har baggrund i forurettedes lovlige ytringer i den offentlige debat eller i øvrigt har til formål at forhindre forurettede i at gøre brug af sin ytringsfrihed i den offentlige debat.
Se nærmere herom under pkt. 4.1.1.2.
Ved lov nr. 893 af 21. juni 2022 (L 180 af 27. april 2022), der trådte i kraft den 1. juli 2022, blev der indsat et nyt stk. 5 i straffelovens § 119, som angiver, at hvis der øves vold, som er omfattet af § 119, stk. 1, mod en ansat i en af kriminalforsorgens institutioner, kan straffen forhøjes indtil det dobbelte.
Se nærmere herom under pkt. 4.1.1.4.
Ved lov nr. 1832 af 8. december 2020 (L 23 af 7. oktober 2020), der trådte i kraft den 15. december 2020, blev bestemmelsen i straffelovens § 119 b, om angreb med genstande på nogen af de i straffelovens § 119 nævnte personer, indsat.
Herefter skal angreb med genstande på den i § 119 nævnte personkreds henføres under § 119 b i stedet for straffelovens § 119.
Samtidig skal straffen efter denne bestemmelse forhøjes med omkring en tredjedel i forhold til den straf, der hidtil har været fastsat af domstolene for tilsvarende overtrædelser af § 119, stk. 1.
Se nærmere herom under pkt. 4.1.1.3.
Ved lov nr. 893 af 21. juni 2022 (L 180 af 27. april 2022), der trådte i kraft den 1. juli 2022, blev der indsat et nyt stk. 2 i straffelovens § 119 b, som angiver, at hvis der øves vold, som er omfattet af § 119 b, mod en ansat i en af kriminalforsorgens institutioner, kan straffen forhøjes indtil det dobbelte.
Se nærmere herom under pkt. 4.1.1.4.
Der kan i det hele henvises til lov nr. 665 af 11. juni 2024, der trådte i kraft den 1. juli 2024.
Om strafpåstanden i sager om overtrædelse af straffelovens § 119, stk. 1, henvises i øvrigt til pkt. 5.1.
4.1.1.1.
Den beskyttede personkreds
Straffelovens § 119 yder personer, der handler i medfør af offentlig tjeneste eller hverv, en særlig strafferetlig beskyttelse mod eksempelvis trusler og vold.
Begrundelsen for den særlige beskyttelse er bl.a., at personer, der optræder som repræsentanter for offentlige myndigheder, er særligt udsatte for angreb og derfor har behov for et ekstra værn mod den risiko for vold og trusler, som denne funktion medfører, herunder således at de uhindret kan udføre deres opgaver som offentligt ansatte.
Den beskyttede personkreds omfatter bl.a.:
-
Polititjenestemænd og anklagere
-
Ansatte ved afsonings- og behandlingsinstitutioner (f.eks. fængselsfunktionærer, faglærere, sundhedspersonale og pædagoger)
-
Ansatte ved kommunale institutioner (f.eks. lærere, socialrådgivere, sagsbehandlere, ansatte ved skoler, fritids- og plejehjem)
-
Ansatte i den offentlige befordring (f.eks. togpersonale, buschauffører)
-
Sundhedspersonale ansat i offentlige institutioner (f.eks. læger, sygeplejersker og præhospitalt personale, herunder ambulancepersonale, redningsberedskabet og syge- og plejepersonale)
-
Parkeringsvagter
-
Politikere
Bestemmelsen anvendes endvidere i forhold til ansatte i private virksomheder, der efter aftale udfører opgaver på det offentliges vegne.
Der henvises bl.a. til U 2002.1644Ø (buschauffør, der var ansat ved det private busselskab Arriva A/S) og TfK2008.
526V (ansat ved en selvejende institution, der blev drevet for offentlige midler).
4.1.1.2.
Anvendelsesområdet for straffelovens § 119
Straffelovens § 119 omfatter tilfælde, hvor de pågældende personer udsættes for vold (uden brug af genstande, jf. § 119 b), trusler eller fysiske blokader, der hindrer eller besværliggør de pågældendes tjeneste eller hverv
-
i arbejdstiden under udførelsen af tjenesten,
-
uden for arbejdstiden, hvor den pågældende må anses for at være trådt i tjeneste, samt
-
uden for arbejdstiden i anledning af tjenesten.
Bestemmelsen omfatter trusler om alle former for vold.
I modsætning til straffelovens § 266 om trusler omfatter straffelovens § 119, stk. 1, således også trusler om simpel vold.
Trusler fremsat direkte til den beskyttede person:
Straffelovens § 119, stk. 1, omfatter trusler fremsat direkte til den beskyttede person.
Det udgør efter retspraksis en overtrædelse af straffelovens § 119, stk. 1, at true en person omfattet af den beskyttede personkreds med vold, uanset om truslen fremsættes til den pågældende personligt, i en telefonsamtale, i et brev, en e-mail, en sms eller lignende.
Se f.eks. TfK 2011.1027Ø (telefoniske trusler mod medarbejder hos SKAT), TfK 2011.690V (trusler indtalt på politiassistents telefonsvarer) og TfK 2011.647Ø (trusler fremsat i en e-mail sendt til et folketingsmedlem).
Trusler fremsat via tredjemand:
Det er ikke en betingelse, at truslen er fremsat direkte over for den beskyttede person.
Bestemmelsen omfatter også trusler, der er fremsat via tredjemand, hvis der er forsæt til, at truslen bliver viderebragt til den beskyttede person.
Det må i almindelighed antages, at der er forsæt til, at truslen viderebringes til den beskyttede person, hvis truslen fremsættes over for den beskyttede persons kollegaer eller personens nærmeste, herunder normalt personens ægtefælle, faste samlevende, forældre, børn og søskende.
Efter omstændighederne vil også fjernere slægtninge, nært besvogrede og mindre faste samlivsforhold kunne være omfattet, jf. forarbejderne til lov nr. 1728 af 27. december 2016 (L 73 af 9. november 2016 de almindelige bemærkninger, afsnit 2.3.3. og de specielle bemærkninger til § 1, nr. 4).
Trusler fremsat offentligt eller med forsæt til udbredelse i en videre kreds:
Bestemmelsen omfatter herudover trusler, der fremsættes offentligt eller med forsæt til udbredelse i en videre kreds.
Det kan f.eks. være tilfældet med trusler på internettet, sociale medier, i pressen eller på offentlige møder, jf. forarbejderne til lov nr. 1728 af 27. december 2016 (L 73 af 9. november 2016 de almindelige bemærkninger, afsnit 2.3.3. og de specielle bemærkninger til § 1, nr. 4).
Trusler, der fremsættes i en lukket kreds af personer, vil derimod som udgangspunkt ikke være omfattet af bestemmelsen.
Afgrænsningen af, hvornår en trussel er fremsat offentligt eller med forsæt til udbredelse i en videre kreds, skal forstås i overensstemmelse med den tilsvarende afgrænsning heraf i straffelovens § 266 b, jf. forarbejderne til lov nr. 1728 af 27. december 2016 (L 73 af 9. november 2016 de almindelige bemærkninger, afsnit 2.3.3. og de specielle bemærkninger til § 1, nr. 4).
Trusler fremsat på offentlige møder, i aviser, radio og tv og i elektroniske udgaver af disse medier må således anses for at være fremsat offentligt.
Endvidere må trusler fremsat i offentlige debatfora på hjemmesider og i udtalelser på blogs på internettet som hovedregel anses for at være fremsat offentligt eller med forsæt til udbredelse i videre kreds.
Trusler, som fremsættes på lukkede profiler eller sider på sociale medier, blogs, fora eller lignende med få følgere, venner, forbindelser mv., må typisk betragtes som fremsat i så privat en kreds, at de ikke kan anses for fremsat med forsæt til udbredelse i en videre kreds.
Omvendt kan der på en lukket profil eller side være så mange følgere, venner, forbindelser mv., at en trussel omfattes af bestemmelsen og dermed må anses for fremsat med forsæt til udbredelse i en videre kreds.
Det vil bero på en konkret vurdering i den enkelte sag, om en trussel på en lukket profil eller side må anses for fremsat med forsæt til udbredelse i en videre kreds.
Hvis en trussel, der er fremsat på en lukket profil eller side på et socialt medie uden forsæt til udbredelse i en videre kreds, efterfølgende videreformidles af en anden person til den pågældende offentligt ansatte eller videreformidles offentligt eller med forsæt til udbredelse i en videre kreds, forudsættes det i forarbejderne, at den rene videreformidling af truslen ikke vil være omfattet af bestemmelsen.
Hvis videreformidlingen af truslen derimod har karakter af fremsættelse af en ny trussel om vold, vil en sådan trussel være omfattet af bestemmelsen.
Om en videreformidling som den nævnte er strafbar, vil således bero på en konkret vurdering af videreformidlingens karakter og sagens øvrige omstændigheder.
Trusler, der fremsættes i en lukket kreds af personer, f.eks. i en bestyrelse, i en forening eller lignende, kan som udgangspunkt ikke anses for at være fremsat offentligt eller med forsæt til udbredelse i en videre kreds.
Det vil dog også her bero på en konkret vurdering i den enkelte sag, om en sådan trussel må anses for fremsat med forsæt til udbredelse i en videre kreds.
Særligt om skærpelse af straffen for trusler mod ytringsfriheden:
Ved lov nr. 2601 af 28. december 2021 (L 14 af 6. oktober 2021), der trådte i kraft den 1. januar 2022, blev der indsat et nyt punktum i straffelovens § 119, stk. 3, hvoraf det fremgår, at det ved fastsættelse af straffen skal betragtes som en skærpende omstændighed, at en trussel om vold efter stk. 1 har baggrund i forurettedes lovlige ytringer i den offentlige debat eller i øvrigt har til formål at forhindre forurettede i at gøre brug af sin ytringsfrihed i den offentlige debat.
Det fremgår af forarbejderne til bestemmelsen (L 14 af 6. oktober 2021 de almindelige bemærkninger pkt. 2.2.3. og de specielle bemærkninger til § 1, nr. 4), at ændringen for det første indebærer, at det ved fastsættelse af straffen skal betragtes som en skærpende omstændighed, at en trussel har baggrund i forurettedes lovlige ytringer i den offentlige debat, hvorved forstås tilfælde, hvor en forbrydelse begås som reaktion på den forurettedes ytringer i den offentlige debat i overensstemmelse med straffelovens § 81, nr. 7.
Ændringen indebærer for det andet, at det ved fastsættelse af straffen skal betragtes som en skærpende omstændighed, hvis truslen i øvrigt har til formål at forhindre forurettede i at gøre brug af sin ytringsfrihed i den offentlige debat.
Herved forstås bl.a. tilfælde, hvor gerningsmanden forud for forurettedes deltagelse i den offentlige debat fremsætter en trussel over for forurettede med det formål at forhindre forurettede i at ytre sig.
På denne måde fanges også de tilfælde, hvor truslen ikke udgør en reaktion på en allerede fremsat ytring, men i stedet fremsættes for at forhindre forurettede i at ytre sig.
Strafskærpelsen medfører, at der som udgangspunkt skal ske en fordobling af strafniveauet i forhold til den straf, der ellers ville være fastsat af domstolene i overensstemmelse med gældende praksis for tilsvarende trusler.
Se nærmere nedenfor om strafpåstanden under punkt 5.1.1.
Straffelovens § 119, stk. 3, 2. pkt., finder alene anvendelse på tilfælde af trussel om vold efter straffelovens § 119, stk. 1.
Der er ikke herved tilsigtet en tilsvarende skærpelse af straffen for vold efter straffelovens § 119, stk. 1.
Det bemærkes, at det følger af straffelovens § 81, nr. 7, at det ved straffens fastsættelse i almindelighed skal indgå som en skærpende omstændighed, at gerningen har baggrund i den forurettedes lovlige ytringer i den offentlige debat.
Denne bestemmelse finder ikke anvendelse i forhold til overtrædelser af straffelovens § 119 for så vidt angår trusler, idet specialbestemmelsen i straffelovens § 119, stk. 3, anvendes i stedet.
Det bemærkes endvidere, at en trussel, der har til formål at forhindre forurettede i at gøre brug af sin ytringsfrihed i den offentlige debat, efter omstændighederne vil kunne indeholde et element af tvang omfattet af straffelovens § 260, stk. 1, nr. 1.
Straffelovens § 119, stk. 3, 2. pkt., finder anvendelse i tilfælde, hvor truslen er fremsat med henblik på at afskære forurettede fra at ytre sig i en given sammenhæng i den offentlige debat.
I sådanne tilfælde vil der skulle straffes i medfør af bestemmelsen, selv om forholdet efter omstændighederne også ville kunne straffes efter straffelovens § 260.
Der vil således kunne straffes i sammenstød mellem de to bestemmelser.
Strafskærpelsen omfatter den beskyttede personkreds efter straffelovens § 119, der deltager i den offentlige debat, herunder politikere, politibetjente mv. Strafskærpelsen gælder også for digitale trusler.
Ved digitale trusler forstås trusler fremsat gennem internettet, herunder hvor digitale medier som e-mail, sociale medier, blogs og hjemmesider bruges til at true nogen.
Bestemmelsen omfatter både tilfælde, hvor forurettede allerede har taget del i debatten og modtager trusler som en reaktion herpå, samt tilfælde, hvor forurettede forud for en mulig ytring trues til at tie.
Bestemmelsen finder anvendelse for trusler, der har til formål at afholde forurettede fra at deltage i den offentlige debat.
Udenfor falder tilfælde, hvor truslen har til formål at forhindre den forurettede i at ytre sig under rent private former.
Bestemmelsen omfatter f.eks. tilfælde, hvor politikere udtaler sig med henblik på at deltage i debatten og i den forbindelse bliver udsat for trusler som reaktion på ytringen.
Den omfatter endvidere tilfælde, hvor eksempelvis en politibetjent eller sygeplejerske tager del i debatten og udsættes for trusler.
Bestemmelsen gælder også, hvor en trussel fremsættes over for en person omfattet af den beskyttede personkreds, der har en bestemt politisk eller religiøs overbevisning, og hvor truslen har til formål at forhindre vedkommende i at udtale sig offentligt herom.
Strafskærpelsen vil således f.eks. kunne omfatte tilfælde, hvor en trussel har til formål at forhindre forurettede i at ytre sig offentligt om f.eks. den pågældendes tilknytning til eller frafald fra en religion, et meningsfællesskab eller en politisk overbevisning.
Der henvises i det hele til forarbejderne til lov nr. 2601 af 28. december 2021 (L 14 af 6. oktober 2021 de almindelige bemærkninger pkt. 2.2.3. og de specielle bemærkninger til § 1, nr. 4) og til pkt. 5.1.1. nedenfor vedrørende strafpåstanden.
Det bemærkes, at der med lov nr. 2601 af 28. december 2021 tillige er indsat et nyt stk. 2 i straffelovens § 266, som er enslydende med formuleringen i straffelovens § 119, stk. 3, 2. pkt. Se nærmere herom neden for under pkt. 4.1.8.
Særligt om de strafskærpende omstændigheder i straffelovens § 119, stk. 1, 2. pkt.:
Ifølge straffelovens § 119, stk. 1, 2. pkt., er det en strafskærpende omstændighed, at forholdet - vold eller trussel om vold - er begået, mens eller i umiddelbar forlængelse af, at der i området foregår grov forstyrrelse af ro og orden på offentligt sted, eller at forholdet er begået mod en person omfattet af den beskyttede personkreds i den pågældendes fritid.
Bestemmelsen blev indsat ved lov nr. 1728 af 27. december 2016 (L 73 af 9. november 2016).
Se nærmere om strafudmålingen under pkt. 5.1.1. og pkt. 5.1.2.
Første led af bestemmelsen (”mens eller i umiddelbar forlængelse af, at der i området foregår grov forstyrrelse af ro og orden på offentligt sted”) sigter til en sådan forstyrrelse af den offentlige orden, som er nævnt i straffelovens § 134 a (deltagelse i slagsmål eller i anden grov forstyrrelse af ro og orden på offentligt sted efter aftale eller i forening), jf. L 49 af 29. oktober 2009.
Der kan eksempelvis være tale om uroligheder i forbindelse med fodboldkampe, optøjer i forbindelse med demonstrationer, tumult i større personkredse mv.
Det er en betingelse, at gerningsmanden har haft forsæt med hensyn til, at der foregik en sådan forstyrrelse af den offentlige ro og orden.
Bestemmelsen kan anvendes, selvom den pågældende ikke har været egentlig deltager i urolighederne og dermed ikke kan straffes for overtrædelse af straffelovens § 134 a.
Hvis dette imidlertid er tilfældet, forudsættes det, at der straffes i sammenstød for overtrædelse af begge bestemmelser, jf. straffelovens § 88.
Der vil i så fald skulle fastsættes en frihedsstraf, der både omfatter overtrædelsen af straffelovens § 134 a og § 119/§ 119 b.
Det er endvidere en betingelse, at der er en tidsmæssig og geografisk sammenhæng mellem overtrædelsen og den grove forstyrrelse af den offentlige ro og orden.
Overtrædelsen skal således begås samtidig med eller i umiddelbar forlængelse af, at der i det pågældende område foregår grove forstyrrelser af den offentlige ro og orden omfattet af straffelovens § 134 a.
Dette omfatter også tilfælde, hvor forholdet begås, inden der er opstået sådanne uroligheder, og hvor forholdet fortsat begås, mens der i området foregår grov forstyrrelse af den offentlige ro og orden.
Omfattet er desuden forhold, der begås i umiddelbar forlængelse af sådanne uroligheder, f.eks. hvis personer på vej væk fra stedet, hvor urolighederne er blevet opløst af politiet, øver vold mod politiet i tilstødende gader mv.
Der skal endvidere være tale om, at overtrædelsen er begået ”i området”, hvor den grove forstyrrelse af den offentlige ro og orden foregår.
Den nærmere fastlæggelse af området, hvor der i en given situation foregår uroligheder, beror på en konkret vurdering bl.a. af urolighedernes omfang og udstrækning og af de geografiske forhold det pågældende sted.
Bestemmelsen omfatter ikke kun de gader, pladser, torve mv., hvor der foregår uroligheder, men også gader mv., som støder op til det sted, hvor urolighederne foregår, og som f.eks. kan anvendes som adgangs- eller flugtveje til og fra stedet.
Bestemmelsen omfatter således f.eks. tilfælde, hvor en gruppe personer i en gade, som støder op til en plads, hvor der foregår omfattende uroligheder, fremsætter trusler mod politiet, som er på vej op mod pladsen.
I nogle tilfælde flytter urolighederne sig løbende – afhængigt af, hvor uromagerne bevæger sig hen – inden for et bestemt område, f.eks. inden for et bestemt kvarter, omkring nogle boligblokke eller omkring et bestemt bygningskompleks.
I sådanne tilfælde vil som udgangspunkt hele området omkring f.eks. boligblokkene eller bygningskomplekset være omfattet af bestemmelsen.
Bestemmelsen omfatter derimod ikke andre overtrædelser, der sker i samme by eller bydel uden en nær geografisk sammenhæng med det sted, hvor urolighederne foregår, uanset hvad motivet måtte være for overtrædelsen.
Som eksempel på opførsel, der rammes af strafskærpelsesreglen i straffelovens § 119, stk. 1, 2. pkt., kan blandt andet nævnes følgende situation: Efter en fodboldkamp opstår der slagsmål blandt to fangrupperinger, og da politiet stopper urolighederne, fremsætter en af de anholdte trusler mod to politibetjente.
Endvidere omfatter skærpelsesreglen i straffelovens § 119, stk. 1, 2. pkt., vold eller trussel om vold begået mod den beskyttede person ”i dennes fritid”.
Med udtrykket sigtes til, at volden udøves eller truslen fremsættes mod den beskyttede person uden for arbejdstiden eller i en privat sfære.
Det fremgår af forarbejderne til bestemmelsen (de almindelige bemærkninger, pkt. 2.4.3.1. og de specielle bemærkninger til § 1, nr. 5), at strafskærpelsen i almindelighed omfatter trusler fremsat mod den beskyttede person ved dennes private bopæl, på vej til og fra arbejde, i forbindelse med en privat indkøbssituation, på en privat gåtur mv.
Bestemmelsen omfatter herudover i almindelighed også trusler fremsat til den beskyttede persons private telefon, postadresse, e-mailadresse eller profil på et socialt medie eller lignende, idet sådanne trusler må anses for fremsat inden for den beskyttede persons private sfære, uanset om de fremsættes inden for eller uden for arbejdstiden.
Det er i den forbindelse forudsat i forarbejderne til bestemmelsen (de almindelige bemærkninger, pkt. 2.4.3.1.), at det også er omfattet af strafskærpelsen, hvis truslen fremsættes over for den beskyttede persons nærmeste, herunder ægtefælle eller barn, f.eks. fordi denne person åbner døren til bopælen eller besvarer en privat telefon.
Derimod vil trusler, der fremsættes offentligt, men ikke imod den beskyttede person, f.eks. på internettet, i pressen eller lignende i almindelighed ikke være omfattet af strafskærpelsen, idet sådanne trusler ikke kan anses for fremsat mod den beskyttede person i dennes fritid.
Der er i forarbejderne til bestemmelsen (de specielle bemærkninger til § 1, nr. 5) givet følgende eksempler på tilfælde, der er omfattet af strafskærpelsen:
-
En fængselsbetjent bliver udsat for et voldeligt overfald på vej hjem fra sit arbejde af en tidligere indsat, der har fulgt efter ham.
-
En politibetjent, der arbejder med rocker- og bandemiljøet, bliver i sin fritid passet op på parkeringspladsen uden for et supermarked og truet af et bandemedlem, som den pågældende tidligere har været med til at arrestere.
-
En socialrådgiver modtager på sin private mobiltelefon sms-beskeder, hvori en borger fremsætter trusler, fordi borgeren er utilfreds med kommunens behandling af sin sag.
4.1.1.3.
Anvendelsesområdet for straffelovens § 119 b
Efter straffelovens § 119 b straffes med fængsel indtil 8 år den, der med genstande angriber nogen af de i straffelovens § 119 nævnte personer.
Ved fastsættelsen af straffen skal det indgå som en skærpende omstændighed, at forholdet er begået, mens eller i umiddelbar forlængelse af at der i området foregår grov forstyrrelse af ro og orden på offentligt sted, eller at forholdet er begået mod den pågældende i dennes fritid.
Bestemmelsen blev indsat i straffeloven ved lov nr. 1832 af 8. december 2020 (L 23 af 7. oktober 2020).
Det fremgår af forarbejderne til loven (de almindelige bemærkninger pkt. 2.1.2), at formålet med et selvstændigt strafferetligt værn mod angreb med genstande på personer i offentlig tjeneste er, at straffelovens skal afspejle samfundets syn på den type utryghedsskabende forbrydelser.
Bestemmelsen indebærer ikke en nykriminalisering i forhold til det, der hidtil har været strafbart efter straffelovens § 119, men med loven forudsættes det, at straffen i sager, hvor personer i offentlig tjeneste angribes med f.eks. sten og fyrværkeri, forhøjes med omkring en tredjedel i forhold til den straf, der hidtil har været fastsat af domstolene for tilsvarende overtrædelser af straffelovens § 119.
Den beskyttede personkreds:
Bestemmelsen omfatter de i straffelovens § 119 nævnte personer, jf. ovenfor under pkt. 4.1.1.
Særligt om ordet ”genstande”:
Med ordet ”genstande” forstås ifølge forarbejderne til loven (de almindelige bemærkninger, pkt. 2.1.3. og de specielle bemærkninger til § 1, nr. 3) enhver rørlig ting.
Eksempler herpå er sten, fyrværkeri, våben af enhver art og væsker såsom vand, maling eller urin.
Omfattet af bestemmelsen er eksempelvis, at der affyres romerlys eller kastes med sten efter betjente, der er ved at forsøge at dæmme op for optøjer eller efter brandmænd under en brandslukning, at en togkonduktør angribes med en peberspray, eller at der affyres fyrværkeri eller kastes med sten efter pleje- eller sygepersonale, der er på vej ud for at tilse en borger.
Slag og spark og andre angreb, hvor gerningsmanden alene gør brug af sin egen krop, falder derimod uden for bestemmelsens anvendelsesområde.
Vold uden brug af genstande, trusler eller fysiske blokader, der hindrer eller besværliggør de pågældendes tjeneste eller hverv, vil fortsat skulle henføres til straffelovens § 119.
Strafansvar efter bestemmelsen i straffelovens § 119 b absorberer strafansvar efter straffelovens § 244, men ikke efter straffelovens §§ 245 og 246, hvor der vil kunne straffes i sammenstød.
Der vil ligeledes kunne straffes i sammenstød med straffelovens § 252.
Der henvises til de almindelige bemærkninger, pkt. 2.1.3. og de specielle bemærkninger til § 1, nr. 3.
Særligt om straffelovens § 119 b, 2. pkt. – Strafskærpende omstændigheder:
Det følger af straffelovens § 119 b, 2. pkt., at det på samme måde som efter straffelovens § 119, stk. 1, ved fastsættelse af straffen skal indgå som en skærpende omstændighed, at forholdet er begået, mens eller i umiddelbar forlængelse af at der i området foregår grov forstyrrelse af ro og orden på offentligt sted, eller at forholdet er begået mod den pågældende i dennes fritid.
Fsva.
udtrykket ”grov forstyrrelse af ro og orden på offentligt sted” henvises til gennemgangen under pkt. 4.1.1.2.
Der er i forarbejderne til straffelovens § 119 b, 2. pkt., (de specielle bemærkninger til § 1, nr. 3) givet følgende eksempler på tilfælde, der er omfattet af strafskærpelsen:
-
En gruppe unge spærrer en befærdet gade med nogle containere, som de sætter ild til, og da brandvæsenet rykker ud for at slukke den påsatte brand, kaster en af de unge en flaske efter brandmændene.
-
En større gruppe maskerede personer går i forbindelse med en demonstration til angreb på politiet ved at kaste sten og affyre kanonslag.
-
Efter en fodboldkamp opstår der slagsmål blandt to fangrupperinger, og da politiet stopper urolighederne, skydes der romerlys efter dem.
Fsva.
udtrykket ”i dennes fritid” henvises til gennemgangen under pkt. 4.1.1.2.
Som eksempel på en situation, der er omfattet af strafskærpelsen, nævnes i forarbejderne til straffelovens § 119 b, 2. pkt. (de specielle bemærkninger til § 1, nr. 3), at en fængselsbetjent bliver udsat for et voldeligt overfald med genstand, f.eks. stenkast, på vej hjem fra sit arbejde af en tidligere indsat, der har fulgt efter ham.
Hvis der er tale om et forhold begået mens eller i umiddelbar forlængelse af, at der i samme område foregår grov forstyrrelse af ro og orden på offentligt sted, eller om et forhold begået mod en person tilhørende den beskyttede persongruppe i den pågældendes fritid, forudsættes det med bestemmelsen, at der skal ske en yderligere forhøjelse af straffen med omkring en tredjedel i forhold til den frihedsstraf, der ellers vil blive fastsat efter straffelovens § 119 b, stk. 1.
Om strafpåstanden i sager om overtrædelse af straffelovens § 119 b henvises til pkt. 5.1.3.
4.1.1.4.
Særligt om skærpelse af straffen for vold mod ansatte i kriminalforsorgens institutioner
Ved lov nr. 893 af 21. juni 2022 (L 180 af 27. april 2022), der trådte i kraft den 1. juli 2022, blev der indsat et nyt stk. 5 i straffelovens § 119 og et nyt stk. 2 i straffelovens § 119 b, som angiver, at hvis der øves vold omfattet af § 119, stk. 1, eller § 119 b, mod en ansat i en af kriminalforsorgens institutioner, kan straffen forhøjes indtil det dobbelte.
Det fremgår af forarbejderne til loven (L 180 af 27. april 2022, de specielle bemærkninger til § 2, nr. 2 og 3), at strafskærpelsen omfatter alle tilfælde, hvor en ansat i en af kriminalforsorgens institutioner udsættes for vold under udførelsen af tjenesten eller hvervet eller i anledning af samme.
Ansatte i f.eks. arresthusene, transport- og bevogtningsenhederne, fængslerne samt pensionerne er således omfattet af den beskyttede personkreds.
Modsat er ansatte i f.eks. Kriminalforsorgen i Frihed (KiF) ikke omfattet.
Ud over tilfælde, hvor volden begås i kriminalforsorgens institutioner, finder strafskærpelsen f.eks. også anvendelse ved vold begået i forbindelse med transport af indsatte til og fra retten, i forbindelse med bevogtning af den indsatte under en hovedforhandling, ved ledsaget udgang af indsatte eller ved andre situationer, hvor den ansatte på grund af de fysiske forhold eller sin funktion, ikke blot kan fjerne sig fra voldelige indsatte og på den måde undgå konflikt, når der opstår farlige situationer.
Det bemærkes, at den beskyttede personkreds i straffelovens § 119, stk. 5, er personale ansat i kriminalforsorgens institutioner, som er beskyttet efter straffelovens § 119, stk. 1.
Derimod er ansatte i kriminalforsorgens institutioner, som alene falder inden for beskyttelsen i straffelovens § 119, stk. 2 (overordnet fængselspersonale), ikke omfattet.
Om strafpåstanden i sager omfattet af straffelovens §§ 119, stk. 5, og 119 b, stk. 2, henvises til pkt. 5.1.4.
4.1.2.
Straffelovens § 119 a
Efter straffelovens § 119 a straffes med bøde eller fængsel indtil 2 år den, som krænker en af de i straffelovens § 119 nævnte personers fred ved at kontakte, forfølge eller på anden måde chikanere den pågældende under udførelsen af tjenesten eller hvervet eller i anledning af samme.
Bestemmelsen er indsat i straffeloven ved lov nr. 1728 af 27. december 2016.
Det fremgår af forarbejderne til bestemmelsen (L 73 af 9. november 2016, de almindelige bemærkninger, pkt. 2.5.2.), at formålet med bestemmelsen er at opretholde et rimeligt beskyttelsesniveau og at sikre, at personer i offentlig tjeneste eller hverv upåvirket kan udføre deres arbejde.
Straffelovens § 119 a, stk. 2, blev indsat ved lov nr. 82 af 30. januar 2019 (L 94 af 14. november 2018), der trådte i kraft den 1. februar 2019.
Formålet med stk. 2 er en generel forhøjelse af strafniveauet for chikane mod offentligt ansatte og personer, der varetager offentlige hverv.
Læs mere om § 119 a, stk. 2, under pkt. 5.2.
Den beskyttede personkreds:
Bestemmelsen omfatter den samme personkreds som straffelovens § 119, stk. 1, jf. forarbejderne til bestemmelsen (de almindelige bemærkninger, pkt. 2.5.3.1. og de specielle bemærkninger til § 1, nr. 6).
Se under pkt. 4.1.1.
Bestemmelsens anvendelsesområde:
Bestemmelsen omfatter tilfælde, hvor den pågældende udsættes for fredskrænkelse ved kontakt, forfølgelse eller anden form for chikane.
Ved chikanøs ”kontakt” forstås ifølge forarbejderne til bestemmelsen (de almindelige bemærkninger, pkt. 2.5.3.1. og de specielle bemærkninger til § 1, nr. 6) blandt andet mundtlige eller skriftlige henvendelser.
Henvendelser, der sker via elektronisk kommunikation, det vil sige ved anvendelse af telefon og internet mv., er også omfattet.
Sådanne henvendelser vil f.eks. kunne være e-mails, sms eller beskeder via sociale netværk (f.eks. Facebook, Instagram eller Twitter (nu X)) eller apps (Whatsapp eller Skype).
Kontakt kan imidlertid forekomme på forskellig måde, og det er efter bestemmelsen afgørende, om den pågældende adfærd reelt har karakter af en henvendelse eller kontakt fra gerningsmanden til den beskyttede person.
Det er derimod ikke afgørende, om kontakten sker direkte.
Det forhold, at en meddelelse gennem f.eks. Facebook, blogs, debatfora mv. på internettet ikke direkte er adresseret til den beskyttede person, er således ikke afgørende.
Det er dog et krav, at meddelelsen må kunne anses for reelt rettet også mod den beskyttede person, ligesom gerningsmanden må have forsæt til, at meddelelsen virker som en henvendelse til den beskyttede person.
Bestemmelsen omfatter også andre former for henvendelser (kontakt), herunder f.eks. henvendelser i form af ophold uden for den beskyttede persons bolig, aflevering eller tilsendelse af objekter mv. Kontakt kan også bestå i, at en person går til et sted, som den pågældende ved, at den beskyttede person er på vej til.
Ved chikanøs ”forfølgelse” forstås ifølge forarbejderne til bestemmelsen (de almindelige bemærkninger, pkt. 2.5.3.1. og de specielle bemærkninger til § 1, nr. 6) blandt andet det tilfælde, hvor den pågældende person følger, iagttager eller overvåger en beskyttet person uden helt at nærme sig, således at adfærden ikke eller ikke med sikkerhed kan betegnes som kontakt.
Udtrykket ”anden form for chikane” skal ifølge forarbejderne til bestemmelsen (de almindelige bemærkninger, pkt. 2.5.3.1. og de specielle bemærkninger til § 1, nr. 6) forstås bredt og kan omfatte alle typer af handlinger, herunder fysisk ageren og forskellige former for kommunikation.
Der kan eksempelvis være tale om videooptagelse eller fotografering af den beskyttede person i private sammenhænge eller videregivelse, herunder offentliggørelse, af private oplysninger mv.
Det er en forudsætning, at kontakten, forfølgelsen mv. udgør en ”fredskrænkelse” af den beskyttede person, og at der er tale om en adfærd af en sådan karakter og grovhed, at det ud fra en objektiv vurdering kan betegnes som chikane af den pågældende.
Det er forudsat i forarbejderne (de almindelige bemærkninger, pkt. 2.5.3.1. og de specielle bemærkninger til § 1, nr. 6), at bestemmelsen omfatter handlinger, der generelt er egnet til at udgøre en krænkelse af den beskyttede persons fred.
Det indebærer, at der ikke stilles krav om, at den beskyttede persons fred i det konkrete tilfælde er blevet krænket.
Kerneområdet for bestemmelsen er efter forarbejderne de tilfælde, hvor der ud fra sagens oplysninger, f.eks. stedet og tidspunktet for samt indholdet af henvendelserne mv., ikke er tvivl om, at gerningsmanden har til formål at chikanere den pågældende.
En fredskrænkelse kan f.eks. bestå i hyppige, uønskede henvendelser eller i andre handlinger, der er ubehagelige, utryghedsskabende eller forstyrrende på grund af deres antal, deres indhold eller et udtrykt ønske om at være fri for yderligere kontakt.
En enkeltstående henvendelse kan efter omstændighederne have en sådan grovhed, at den vil kunne udgøre en krænkelse af den beskyttede persons fred og dermed være omfattet af bestemmelsen.
Eksempelvis vil en personlig henvendelse på bopælen, hvor gerningsmanden kommer med krænkende udtalelser i almindelighed være af en sådan grovhed, at det er omfattet af bestemmelsen.
Andre tilfælde af personlig kontakt mv. til den beskyttede person, f.eks. ved dennes private bopæl og på vej til og fra arbejde, vil efter omstændighederne ligeledes kunne udgøre en fredskrænkelse.
En enkeltstående chikanøs opringning eller besked vil i almindelighed ikke være omfattet af bestemmelsen, men såfremt de chikanøse opringninger eller beskeder gentager sig, vil forholdet stille sig anderledes.
Desto mere chikanøs opringningen eller beskeden er, desto færre chikanøse opringninger eller beskeder skal der til, før forholdet omfattes af bestemmelsen.
For eksempel vil hyppige opringninger eller offentliggørelse af privat telefonnummer med en opfordring til andre om at skabe en ”sms-storm” eller lignende mod den beskyttede person kunne udgøre en fredskrænkelse omfattet af bestemmelsen.
Det samme gælder en enkeltstående chikanøs handling, hvis gerningspersonen har viden om, at den beskyttede person også bliver chikaneret af lignende adfærd fra andre.
En enkeltstående chikanøs opringning om natten vil efter sit indhold og formål kunne udgøre en fredskrænkelse omfattet af bestemmelsen.
Meddelelse af urigtige oplysninger om eksempelvis alvorlige ulykker overgået en persons nærtstående eller lignende vil i almindelighed også udgøre en fredskrænkelse omfattet af bestemmelsen.
For så vidt angår oprettelse af eller bidrag til en hjemmeside eller en side på et socialt medie bemærkes det, at bestemmelsen navnlig er tiltænkt at skulle finde anvendelse på såkaldte ”hadsider” eller lignende sider på internettet.
Disse sider er kendetegnet ved, at deres indhold har til formål mere systematisk at forfølge, udstille eller krænke de pågældende, eksempelvis ved offentliggørelse af private personoplysninger, herunder private billeder, privat-telefonnummer eller privatadresser og eventuelt i kombination med en nedsættende eller krænkende omtale af den pågældende.
Det vil derimod i almindelighed ikke være omfattet af bestemmelsen, hvis der alene er tale om gengivelse af oplysninger om eksempelvis en offentligt ansats hverv, f.eks. navnet på en embedsmand, der har truffet en administrativ afgørelse, eller en neutral gengivelse af andre offentligt tilgængelige oplysninger, f.eks. offentligt tilgængelige telefonnumre.
Enkeltstående eller et begrænset antal opslag på sociale medier eller på internettet i øvrigt, hvor der ikke er tale om en systematisk og gentagen forfølgelse mv. af en eller flere personer, vil som udgangspunkt ikke være en fredskrænkelse omfattet af bestemmelsen.
Et enkeltstående opslag vil dog i særlige tilfælde kunne have en sådan grovhed, at det omfattes af bestemmelsen.
Det beror på en konkret vurdering af opslagets indhold og karakter samt omstændighederne i øvrigt, om opslaget har en sådan grovhed.
Opslaget skal som ovenfor nævnt under alle omstændigheder være egnet til at udgøre en krænkelse af den beskyttede persons fred, hvilket blandt andet vil kræve, at et opslag på f.eks. Facebook må anses for reelt rettet også mod den beskyttede person.
Der skal generelt lægges vægt på, om et tilfælde af kontakt, forfølgelse mv. sker i en ikke-arbejdsmæssig sammenhæng eller en arbejdsmæssig sammenhæng, idet der i den sidstnævnte situation typisk vil skulle noget mere til, før der er tale om en fredskrænkelse i bestemmelsens forstand.
Det skal navnlig ses i sammenhæng med, at en person i offentlig tjeneste som en naturlig del af sit hverv i mange situationer vil være i kontakt med borgere, herunder hvor der kan opstå uoverensstemmelser.
Det gælder navnlig, når der sker myndighedsudøvelse.
Herudover skal der – også som følge af Danmarks internationale forpligtelser, herunder særligt EMRK artikel 10 – være vide rammer for at kritisere offentlige myndigheder og personer i offentlig tjeneste.
Tålegrænsen må derfor for en generel betragtning være højere, når den beskyttede person er i tjeneste.
Forfølgelse, overvågning eller observation, herunder ved brug af kamera, af den beskyttede person i en ikke-arbejdsmæssig situation, det vil sige i fritiden, vil i almindelighed udgøre en fredskrænkelse omfattet af bestemmelsen, idet der typisk aldrig vil være nogen saglig grund til at foretage sådan en handling.
Derimod vil forfølgelse, overvågning eller observation, herunder ved brug af kamera, af den beskyttede person i en arbejdsmæssig situation normalt ikke være omfattet af bestemmelsen.
For eksempel vil det i almindelighed ikke være en overtrædelse af den foreslåede bestemmelse at videofilme politibetjente, parkeringsvagter mv. i forbindelse med deres arbejde i det offentlige rum.
Der kan dog være tilfælde, som omfattes af bestemmelsen.
Det vil blandt andet kunne være tilfældet, hvis der samtidig fremsættes udtalelser af chikanøs karakter, herunder f.eks. om den pågældendes børn mv. eller om private personoplysninger såsom privat adresse eller telefonnummer mv.
Den efterfølgende offentliggørelse af en videooptagelse kan i overensstemmelse med det anførte udgøre en selvstændig fredskrænkelse.
Særligt om forholdet til ytringsfriheden:
Straffelovens § 119 a finder ikke anvendelse, hvis den pågældende adfærd har karakter af en ytring, der er beskyttet af artikel 10 i Menneskerettighedskonventionen (EMRK), sådan som denne bestemmelse fortolkes af Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol (EMD).
Anklagemyndigheden skal derfor i forbindelse med tiltalespørgsmålet foretage en konkret vurdering af, om hensynet til ytringsfriheden – om navnlig emner af samfundsmæssig interesse – fører til, at der ikke skal rejses tiltale.
Efter EMRK artikel 10, stk. 1, har enhver ret til ytringsfrihed.
Artikel 10, stk. 1, omfatter såvel ytringer i form af oplysninger om faktiske forhold som tilkendegivelser af personlige meninger.
Beskyttelsen af ytringsfriheden efter artikel 10, stk. 1, er ikke ubegrænset.
Der kan foretages indgreb i ytringsfriheden, hvis indgrebet er foreskrevet ved lov og er nødvendigt i et demokratisk samfund af hensyn til den nationale sikkerhed, territorial integritet eller offentlig tryghed, for at forebygge uorden eller forbrydelse, for at beskytte sundheden eller sædeligheden, for at beskytte andres gode navn og rygte eller rettigheder, for at forhindre udspredelse af fortrolige oplysninger eller for at sikre domsmagtens autoritet, jf. artikel 10, stk. 2.
Det centrale spørgsmål vil typisk være, om indgrebet kan anses for nødvendigt i et demokratisk samfund.
EMD har i sin praksis slået fast, at der – i lyset af, at ytringsfriheden udgør en helt grundlæggende rettighed i et demokratisk samfund – skal være et presserende samfundsmæssigt behov for at anse denne betingelse for opfyldt.
EMD anlægger i den forbindelse en konkret helhedsvurdering af den pågældende sag, hvor ikke blot indholdet af de omhandlende ytringer, men også den kontekst, som de er fremsat i, og hvem de er fremsat overfor, tillægges betydning.
EMD har i sin praksis slået fast, at personer i offentlig tjeneste i deres hverv er underlagt vide rammer for acceptabel kritik og således må tåle mere end private, hvilket har sammenhæng med, at der i et demokratisk samfund skal være vide rammer for at kritisere myndighederne.
Det bemærkes i den forbindelse, at EMRKs artikel 10 efter EMDs praksis også omfatter ytringer, der fornærmer og chokerer samfundet eller dele heraf.
EMD har dog også i flere sager slået fast, at det kan være nødvendigt at beskytte personer i offentlig tjeneste mod fornærmelige og ydmygende verbale angreb tiltænkt at påvirke dem i udførelsen af deres hverv eller for at skade offentlighedens tillid til dem og den myndighed, som de arbejder for, jf. eksempelvis dom af 21. januar 1999, Janowski mod Polen, dom af 21. marts 2002, Nikula mod Finland, og dom af 21. december 2004, Busuioc mod Moldova.
I forhold til udtalelser i aviser eller andre lignende medier er der efter EMD praksis en videre adgang til at fremkomme med skarpe polemiske udtalelser.
Der er således forskel på, om ytringerne fremsættes generelt over for offentligheden (f.eks. som led i en igangværende debat om et emne af samfundsmæssig interesse), eller om der sættes ind over for en embedsmand i funktion, jf. blandt andet sagen Busuioc mod Moldova.
Der gælder endnu videre adgang til at fremkomme med skarpe og polemiske udtalelser, hvis udtalelserne rettes mod en offentlig institution som sådan og ikke mod en navngiven embedsmand, jf. dom af 25. juni 1992, Thorgeirsen mod Island.
Der gælder efter EMDs praksis en særlig vid adgang til at ytre sig skarpt og polemisk om politikere, jf. blandt andet dom af 8. juli 1986, Lingens mod Østrig, dom af 23. maj 1991, Oberschlick mod Østrig (nr. 1), dom af 1. juli 1997, Oberschlick mod Østrig (nr. 2), og dom af 25. februar 2010, Renaud mod Frankrig, herunder særligt når sådanne udtalelser fremsættes som led i en igangværende politisk debat.
Efter EMDs praksis er der også en videre adgang til at kritisere embedsmænd end private.
EMD har imidlertid udtalt, at embedsmænd ikke i samme omfang som politikere kan siges bevidst at udsætte sig selv for, at alle deres udtalelser og handlinger kritisk bliver undersøgt, jf. blandt andet dom af 17. december 2004, Pedersen og Baadsgaard mod Danmark.
Der henvises til forarbejderne til lov nr. 1728 af 27. december 2016 (L 73 af 9. november 2
Teksten fortsætter i den officielle kilde.
