LEGALDIGMLEGALDIGM
    ← Danmark
    Beta
    RETSINFO 9803/2024

    RETSINFO 9803/2024 — Rigsadvokatmeddelelsen, afsnittet: Straffens fastsættelse

    Beta. Juridisk information, ikke juridisk rådgivning. Tjek den officielle kilde for den gældende tekst.

    Analysér denne lov med AI
    Tekst 1. Overblik og tjekliste Straffen fastsættes i det enkelte tilfælde inden for den normalstrafferamme, der er fastsat for den pågældende forbrydelse, med anvendelse af eventuelle sidestrafferammer og på grundlag af reglerne i straffelovens §§ 80-89 a. 2. Politiets efterforskning og sagsbehandling 3. Forberedelse 4. Jura 5. Straf og andre retsfølger 5.1. Generelt om fastsættelse af bøder De almindelige regler om strafudmåling i straffelovens §§ 80-82 suppleres bl.a. af straffelovens § 51 vedrørende bødestraf. Sanktionspåstande i bødesager skal således udformes i overensstemmelse med de generelle retningslinjer for fastsættelse af bødestraffe samt de nærmere retningslinjer for bødernes størrelse, som fremgår af Rigsadvokatmeddelelsens enkelte afsnit. For så vidt angår tillægsbøder henvises i øvrigt til Rigsadvokatmeddelelsen, afsnittet om færdsel – generelle retningslinjer for sanktionspåstande i færdselssager, pkt. 5.3.3.-5.3.5., idet disse retningslinjer også gælder i sager om overtrædelse af straffeloven. 5.1.1. Nedsættelse af bøder Der er indført en ordning med nedsættelse af bøder til det halve for personer med særligt lav betalingsevne, hvilket dels omfatter personer mellem 15 og 18 år (uanset indtægtsforholdene) og personer med en særlig lav indtægt, dvs. en indtægt der er mindre end ¾ af dagpengebeløbet for en fuldtidsansat. Det er derfor vigtigt, at anklagemyndigheden er opmærksom på, om der i en konkret sag kan være grundlag for nedsættelse af bøden. Det er forholdene på gerningstidspunktet, der er afgørende for en eventuel nedsættelse både i forhold til den sigtedes alder og indtægt. Se med hensyn til sigtede under 18 år og sigtede med særlig lav indtægt f.eks. U 1994.783 Ø. I forhold til nedsættelse af bøder til personer med særlig lav betalingsevne henvises i øvrigt til Rigsadvokatmeddelelsen, afsnittet om færdsel – generelle retningslinjer for sanktionspåstande i færdselssager pkt. 5.2.2., idet disse retningslinjer også gælder i sager om overtrædelse af straffeloven. 5.1.1.1. Unge under 18 år Bøder til unge under 18 år skal generelt nedsættes til det halve beløb, dog mindst 500 kr. Der foretages således ikke en konkret vurdering af indtægtsforholdene for så vidt angår denne persongruppe. Nedsættelsen af bøden skal ske ved anklagemyndighedens foranstaltning i forbindelse med udsendelse af bødeforelæg eller ved nedlæggelse af påstand om bøde. Dette gælder dog ikke, hvis andet følger af retningslinjerne for bødens fastsættelse vedrørende de enkelte lovovertrædelser. Der henvises i øvrigt til Rigsadvokatmeddelelsen, afsnittet om behandlingen af sager om unge lovovertrædere. 5.1.1.2. Personer med særlig lav indtægt Bøder til personer med særlig lav indtægt kan nedsættes til det halve beløb, dog mindst 500 kr. Ved beregningen af sigtedes indtægt skal der ikke tages hensyn til sigtedes eventuelle formue, herunder likvid formue. En indtægt anses for særlig lav, når den er væsentlig mindre end dagpengebeløbet for en fuldtidsbeskæftiget. Dagpengebeløbet for en fuldtidsbeskæftiget er fra den 1. januar 2024 ca. 244.400 kr. pr. år, svarende til ca. 20.367 kr. pr. måned. Hvis sigtedes indtægt udgør mindre end ca. ¾ af dette beløb, dvs. ca. 183.300 kr. pr. år/15.275 kr. pr. måned, skal bøden som udgangspunkt nedsættes til det halve beløb, dog mindst 500 kr. Indtægtsgrænsen reguleres årligt, og den angivne indtægtsgrænse finder anvendelse for overtrædelser, der begås efter den 1. januar 2024. Dagpengebeløbet reguleres årligt i medfør af lov om arbejdsløshedsforsikring, og det aktuelle beløb er tilgængeligt i vejledning nr. 10007 af 12. december 2022 om satser mv. på arbejdsløshedsforsikringens område 2024 1 Beløbene er opgjort på baggrund af den teknisk beregnede dagpengesats for fuldtidsbeskæftigede. . Når indtægten skal opgøres, skal der tages udgangspunkt i den sigtedes bruttoindtægt. Hele den sigtedes indtægt skal efter Rigsadvokatens opfattelse medregnes, herunder f.eks. pensionsudbetalinger og udbetalinger fra ATP, og der skal ikke fratrækkes skat, arbejdsmarkedsbidrag eller andre fradrag. Der må ikke ske nedsættelse af en bøde blot under henvisning til, at den sigtede er pensionist, studerende, kontanthjælpsmodtager eller lignende, uden at der foreligger konkrete oplysninger om den pågældendes indtægt. Det påhviler den sigtede at fremlægge den fornødne dokumentation for, at han eller hun har en særlig lav indtægt, eksempelvis ved fremlæggelse af årsopgørelser eller lignende. Foreligger der ikke sådan dokumentation på tidspunktet for udstedelse af bødeforelæg mv., fastsættes bøden til normaltaksten. 5.1.1.2.1. Anmodning om bødenedsættelse fremsat inden udenretlig vedtagelse af bøden Det følger af bødebekendtgørelsens § 3, stk. 1, at politet skal opkræve bl.a. idømte, vedtagne eller pålagte bøder, så snart afgørelsen herom kan fuldbyrdes. Efter bestemmelsens stk. 2, sker opkrævningen ved, at politiet skriftligt opfordrer skyldneren til inden 20 dage at indbetale beløbet til politiet. Såfremt en anmodningen om nedsættelse af bøden eller dokumentationen for indtægtsforholdene modtages inden 20-dages fristen, kan politikredsen nedsætte bøden. Er politikredsen af den opfattelse, at der ikke er grundlag for at nedsætte bøden, skal sagen indbringes for retten, medmindre sigtede alligevel ønsker at vedtage bøden. Hvis sagen indbringes for retten, skal det fremgå af sagen, at sigtede ønsker bøden nedsat, og at politikredsen ikke har fundet grundlag for at imødekomme anmodningen. Dette gælder, uanset om sagen skal behandles i et retsmøde eller ej. 5.1.1.2.2. Anmodning om bødenedsættelse fremsat efter udenretlig vedtagelse af bøden Såfremt en anmodning om nedsættelse af bøden fremsættes efter, at bøden er udenretligt vedtaget, kan politikredsen i overensstemmelse med hidtidig praksis genoptage sagsbehandlingen og ændre bødens størrelse. Hvis politikredsen afviser at imødekomme en anmodning om nedsættelse af en vedtaget bøde, kan afgørelsen påklages til den overordnede anklagemyndighed efter reglerne i retsplejeloven. Det skal således fremgå af afgørelsen, at afgørelsen kan påklages til statsadvokaten, jf. retsplejelovens § 101, stk. 2, 1. pkt. Endvidere skal det fremgå, at fristen for at klage er 4 uger efter, at klageren har fået meddelelse om afgørelsen, jf. retsplejelovens § 102, stk. 1. Om bødenedsættelse efter dom henvises i øvrigt til pkt. 6.1. nedenfor. 5.2. Straffelovens § 80 – Almindelige principper for straffastsættelsen Efter straffelovens § 80, stk. 1, skal der, under hensyntagen til ensartethed i retsanvendelsen, ved straffens fastsættelse lægges vægt på lovovertrædelsens grovhed og på oplysninger om gerningsmanden. Det indebærer, at der bl.a. skal tages hensyn til den med lovovertrædelsen forbundne skade, fare eller krænkelse, og hvad gerningsmanden indså eller burde have indset herom, samt til gerningsmandens personlige og sociale forhold, dennes forhold før og efter gerningen samt dennes bevæggrunde til gerningen, jf. stk. 2. Det kan ved straffens fastsættelse ikke indgå som en formildende omstændighed, at gerningen har baggrund i tro, kulturelle forhold eller lignende, jf. straffelovens § 80, stk. 3, der trådte i kraft den 1. april 2019. Det gælder både i situationer, hvor gerningen har baggrund i gerningsmandens egen kulturelle baggrund mv., men også i situationer, hvor gerningen har baggrund i forurettedes overtrædelse af kulturelle, religiøse, sociale eller traditionsbundne normer eller sædvaner for passende adfærd. Det fremgår bl.a. af forarbejderne til bestemmelsen (L 149 af 6. februar 2019, de specielle bemærkninger til § 1, nr. 1), at der ved ”tro” forstås bevæggrunde, der har baggrund i den pågældendes trosretning, herunder bevæggrunde betinget af en fælles trosretning, f.eks. kristendom, jødedom eller islam. Det fremgår endvidere af forarbejderne til bestemmelsen, at der ved ”kulturelle forhold” forstås, at gerningen har baggrund i f.eks. normer for opførsel hos en bestemt befolkningsgruppe. Det kan bl.a. være handlinger eller udtalelser, som af én befolkningsgruppe tilhørende én kultur accepteres som værende i overensstemmelse med faste normer, men som af en anden befolkningsgruppe tilhørende en anden kultur anses for at være forkerte eller strafbare, f.eks. brugen af vold mod børn som en del af opdragelsen. Endelig fremgår det af forarbejderne, at der ved ”eller lignende” sigtes til, at også kulturelle eller religiøse sædvaner, traditioner, normer og æresbergeber er omfattet af bestemmelsen. Straffelovens § 80 suppleres af straffelovens §§ 81 og 82, hvori der er redegjort for, hvad der i almindelighed skal indgå som henholdsvis skærpende og formildende omstændigheder i forbindelse med straffastsættelsen, jf. nærmere under pkt. 5.3. og pkt. 5.9. nedenfor. 5.3. Straffelovens § 81 – Skærpende omstændigheder Straffelovens § 81 indeholder en række omstændigheder, som i almindelighed skal indgå i skærpende retning ved straffastsættelsen inden for den foreskrevne strafferamme. Opregningen i bestemmelsen er ikke udtømmende. Straffelovens § 81, nr. 1-6, 8-9 og 11-13, blev indført ved lov nr. 218 af 31. marts 2004 om ændring af straffeloven og retsplejeloven (Ændring af strafferammer og bestemmelser om straffastsættelse mv.), og trådte i kraft den 2. april 2004. Straffelovens § 81, nr. 7, 10, 14 og 15, er indført senere. Se nærmere herom under de relevante afsnit. 5.3.1. Straffelovens § 81, nr. 1 Straffeloven indeholder både i § 81, nr. 1, og i § 84 bestemmelser om, hvilken betydning det i forbindelse med straffens fastsættelse kan tillægges, at gerningsmanden tidligere er straffet af betydning for sagen. Efter straffelovens § 81, nr. 1, skal det i almindelighed indgå som en skærpende omstændighed, at gerningsmanden tidligere er straffet af betydning for sagen, mens straffelovens § 84 alene vedrører situationer, hvor lovgivningen indeholder bestemmelser om eksempelvis forhøjet straf i gentagelsestilfælde, f.eks. straffelovens § 247, stk. 1. Bestemmelsen i straffelovens § 81, nr. 1, vedrører således skærpet strafudmåling i gentagelsestilfælde inden for de gældende strafferammer (normalstrafferammen), hvor spørgsmålet om den skærpede strafudmåing ikke følger af en særlig lovbestemmelse om forhøjet straf i gentagelsestilfælde. Bestemmelsen opstiller ingen faste tidsmæssige betingelser for, hvornår tidligere kriminalitet kan medføre skærpet strafudmåling inden for den normale strafferamme. Dermed adskiller bestemmelsen sig fra straffelovens § 84, hvorefter gentagelsesvirkningen ophører, når der, førend den nye strafbare handling blev begået, er forløbet 10 år efter, at den tidligere straf er udstået, endeligt eftergivet eller bortfaldet. Det betyder, at der under hovedforhandlingen kan henvises til alle tidligere afgørelser af betydning for sagen, også selvom det er mere end 10 år siden, at den tidligere straf er udstået, eller den tidligere straf ikke længere fremgår af den offentlige straffeattest. Det må dog forventes, at tidsfristen i § 84 vil kunne få en vis betydning for den vægt, som domstolene i forbindelse med strafudmålingen vil tillægge en afgørelse, hvor det er mere end 10 år siden, at straffen er udstået, eller hvor den tidligere afgørelse vedrører forhold, der er begået, før den pågældende fyldte 18 år. Som eksempel på en afgørelse, der blev tillagt gentagelsesvirkning, uagtet at den tidligere idømte straf var udstået for mere end 10 år siden, kan henvises til Højesterets dom i sagen U 2018.3737, hvor tiltalte var fundet skyldig i drab, berigelseskriminalitet og brandstiftelse begået i 2015. Tiltalte var tilbage i 1997 ligeledes dømt for et drab begået i 1996. Han blev prøveløsladt i 2004 efter at have afsonet 2/3 af straffen. Højesteret udtalte i sagen, at straffen for drab i gentagelsestilfælde som udgangspunkt fastsættes til fængsel på livstid, og at der ikke var grundlag for at fravige udgangspunktet om fængsel på livstid, selvom det tidligere begåede drab lå flere år tilbage i tiden. Højesteret bemærkede i den forbindelse også, at tiltalte samtidig var dømt for berigelseskriminalitet og brandstiftelse med betydelige ødelæggelser til følge. 5.3.2. Straffelovens § 81, nr. 2 Efter straffelovens § 81, nr. 2, skal det i almindelighed indgå som en strafskærpende omstændighed, at forholdet er begået af flere i forening. 5.3.3. Straffelovens § 81, nr. 3 Efter straffelovens § 81, nr. 3, skal det i almindelighed indgå som en strafskærpende omstændighed, at gerningen er særligt planlagt eller led i en mere omfattende virksomhed. Der vil typisk være tale om systematisk eller professionel kriminalitet begået af flere personer. Som eksempel kan nævnes narkotikakriminalitet, økonomisk kriminalitet, hælerivirksomhed eller menneskesmugling. Det er ikke en betingelse, at gerningsmanden har haft en særlig vigtig rolle ved planlægningen eller udførelsen af kriminaliteten – en underordnet funktion i den kriminelle organisation kan være tilstrækkelig. Det er ligeledes ikke udelukket at anvende bestemmelsen, selvom kriminaliteten er begået af én person alene. Der kan eksempelvis henvises til TfK 2019.10 Ø, hvor den tiltalte blev fundet skyldig i bl.a. et seksuelt overgreb af særlig farlig karakter, drab og efterfølgende usømmelig behandling af liget. Landsretten lagde ved strafudmålingen vægt på, at kriminaliteten var særlig planlagt i detaljer, jf. straffelovens § 81, nr. 3. Der kan herudover henvises til TfK 2010.34 Ø, hvor retten i forbindelse med strafudmålingen lagde vægt på, at den tiltalte med henblik på sin konfrontation med forurettede skaffede sig et skarpladt, kraftigt håndvåben, hvorfor retten anså forholdet for særlig planlagt. 5.3.4. Straffelovens § 81, nr. 4 Efter straffelovens § 81, nr. 4, skal det i almindelighed indgå som strafskærpende omstændighed, at gerningsmanden tilsigtede, at gerningen skulle have betydeligt alvorligere følger, end den fik. Det er i den forbindelse vigtigt at være opmærksom på, at ordet ”tilsigtede” ikke indebærer et skærpet forsætskrav, jf. forarbejderne til bestemmelsen (L 99 af 26. november 2003, de specielle bemærkninger). Som eksempel på tilfælde, hvor bestemmelsen kunne overvejes anvendt, kan nævnes ildspåsættelse på fremmed ejendom, jf. straffelovens § 181, stk. 1, hvor gerningsmanden har haft forsæt til, at hele ejendommen brændte ned, men hvor ildspåsættelsen alene førte til, at en mindre del af ejendommen blev ødelagt. 5.3.5. Straffelovens § 81, nr. 5 Efter straffelovens § 81, nr. 5, skal det i almindelighed indgå som en strafskærpende omstændighed, at gerningsmanden har udvist en særlig hensynsløshed, dvs. en hensynsløshed, der rækker videre end den hensynsløshed, der normalt indgår i forbrydelsen. Som eksempel på ”særlig hensynsløshed”, der går ud over selve forbrydelsen, kan nævnes, at der afgives skarpe varselsskud under et røveri, eller ødelæggelser under et indbrud, der går ud over hvad der sædvanligvis forbindes med at bryde ind og lede efter værdigenstande. Fra praksis kan henvises til TfK 2012.891/2 Ø, hvor de tiltalte udviste særlig hensynsløshed, jf. § 81, nr. 5, ved under voldsudøvelsen at skubbe den forurettede ned på nogle togskinner, hvor han – mens han blev fastholdt – blev udsat for yderligere grov vold i form af bl.a. spark, alt imens et tog nærmede sig. 5.3.6. Straffelovens § 81, nr. 6 Efter straffelovens § 81, nr. 6, skal det i almindelighed indgå som en strafskærpende omstændighed, at gerningen har baggrund i andres etniske oprindelse, tro, handicap, seksuelle orientering eller lignende. Bestemmelsen sigter på tilfælde, hvor forbrydelsens motiv helt eller delvis kan tilskrives disse forhold. Fortolkningen af ordene ”etniske oprindelse, tro, seksuelle orientering eller lignende” skal ske med udgangspunkt i straffelovens § 266 b, der bl.a. kriminaliserer udtalelser, hvorved en gruppe af personer trues, forhånes eller nedværdiges på grund af race, hudfarve, nationale eller etniske oprindelse, tro, handicap, seksuelle orientering, kønsidentitet, kønsudtryk eller kønskarakteristika. Ved lov nr. 709 af 26. april 2021 blev ordet ”handicap” føjet til straffelovens § 81, nr. 6. Formålet med tilføjelsen var, at forbrydelser, der har baggrund i andres handicap, dvs. hvor forbrydelsens motiv helt eller delvis kan tilskrives dette forhold, bør anses for hadforbrydelser på lige fod med kriminelle gerninger, der har baggrund i andres etniske oprindelse, tro, seksuelle orientering eller lignende. Begrebet handicap skal forstås i overensstemmelse med definitionen i FN's konvention om rettigheder for personer med handicap, som trådte i kraft for Danmark den 23. august 2009. Det følger af konventionens artikel 1, at personer med handicap omfatter personer, der har en langvarig fysisk, psykisk, intellektuel eller sensorisk funktionsnedsættelse, som i samspil med forskellige barrierer kan hindre dem i fuldt og effektivt at deltage i samfundslivet på lige fod med andre. Ved lov nr. 2591 af 28. december 2021 blev ”kønsidentitet, kønsudtryk, kønskarakteristika” føjet til bestemmelsen. Begrebet kønsidentitet dækker over en persons indre og individuelle oplevelse af sit køn. Begrebet kønsudtryk dækker over måden, hvorpå man udtrykker sit køn, f.eks. valg af tøj, frisure, makeup, adfærd, bevægelser og tale. Begrebet kønskarakteristika dækker over de legemlige egenskaber, der kendetegner og differentierer kønnet, f.eks. antallet af X- og Y-kromosomer, typen af indre og ydre kønsorganer, endokrine forhold, skægvækst og brystudvikling. Der kan fra retspraksis bl.a. henvises til U 2017.3171 Ø, hvor den tiltalte blev fundet skyldig i at have tilskyndet til forbrydelse efter straffelovens § 136, stk. 1, idet tiltalte på en offentligt tilgængelig Facebook-side havde skrevet: ”Smid svineblod over hele grunden, så vil de nemlig ikke bygge på den… . Men gør som Svensken, og brand den muslimske bygning ned, som ligger på kristen jord”. Byretten lagde vægt på, at kommentaren ikke kunne forstås på anden måde, end at den var rettet direkte mod muslimer, hvilket blev tiltrådt af landsretten. Den tiltalte blev idømt 60 dages betinget fængsel under henvisning til straffelovens § 81, nr. 6. Der henvises i øvrigt til Rigsadvokatmeddelelsen, afsnittet om hadforbrydelser. 5.3.7. Straffelovens § 81, nr. 7 Efter straffelovens § 81, nr. 7, skal det i almindelighed indgå som en strafskærpende omstændighed, at overtrædelsen er begået med bagrund i den forurettedes lovlige ytringer i den offentlige debat. Formålet med bestemmelsen er at styrke det strafferetlige værn mod overgreb, der er rettet mod borgernes brug af retten til frit at ytre sig offentligt. Bestemmelsen blev indført ved lov nr. 1400 af 21. december 2005 om ændring af straffeloven (Skærpede regler om strafudmåling for forbrydelser begået med baggrund i den forurettedes lovlige ytringer i den offentlige debat), der trådte i kraft den 23. december 2005. Ved ”ytringer” forstås ethvert udtryk, der har karakter af en meningstilkendegivelse. Det er uden betydning, om udtryksformen er mundtlig, skriftlig eller f.eks. udgøres af et billede eller en film. Udtrykket ”ytringer i den offentlige debat” omfatter ytringer, der fremsættes eller gengives i et eller flere massemedier eller på internettet, samt ytringer der fremsættes over for en videre kreds, f.eks. i forbindelse med foredrag eller undervisning, ligesom den meningstilkendegivelse, der ligger i at deltage i en demonstration, er omfattet. Ytringer, der er fremsat under rent private former, omfattes ikke af bestemmelsen. Det er ikke en betingelse, at gerningen har baggrund i én bestemt ytring fremsat af den forurettede. Også gerninger med baggrund i flere forskellige ytringer – eventuelt fremsat i flere forskellige situationer – er omfattet. I praksis vil det som regel fremgå af sagens omstændigheder, at den strafbare handling har baggrund i den forurettedes lovlige ytringer, f.eks. i kraft af gerningsmandens udtalelser eller adfærd i øvrigt. Anvendelse af bestemmelsen forudsætter, at forurettedes ytringer er ”lovlige”. Det indebærer, at § 81, nr. 7, ikke omfatter lovovertrædelser, der er sket som reaktion på ytringer, der i sig selv er i strid med f.eks. straffelovens § 266 b om fremsættelse af udtalelser mv., ved hvilke en gruppe af personer trues, forhånes eller nedværdiges på grund af deres race, hudfarve, nationale eller etniske oprindelse, tro eller seksuelle orientering. Spørgsmålet om, hvorvidt en ytring er lovlig eller ej, må afgøres konkret af domstolene – det er således ikke gerningsmandens opfattelse af ytringens lovlighed, der er afgørende. For så vidt angår trusler mv. rettet mod politikere, hvor der ved straffastsættelsen er henvist til straffelovens § 81, nr. 7, kan der bl.a. henvises til U 2023.323 Ø, TfK 2023.92 V, TfK 2020.464 Ø, TfK 2019.453 V, TfK 2018.321 V, U 2017.2246 V og TfK 2016.577 Ø. 5.3.8. Straffelovens § 81, nr. 8 Efter straffelovens § 81, nr. 8, skal det i almindelighed indgå som en strafskærpende omstændighed, at gerningen er begået som led i udførelsen af offentlig tjeneste eller hverv eller under misbrug af stilling eller særligt tillidsforhold i øvrigt. Bestemmelsen er ikke begrænset til bestemte forbrydelsestyper, men straffelovens § 81, nr. 8, forudsættes alene anvendt, når det strafbare forhold har en sådan tilknytning til udførelsen af tjenesten eller hvervet, at det kan karakteriseres som misbrug. Der kan eksempelvis være tale om berigelseskriminalitet begået ved misbrug af offentlig eller privat stilling. Bestemmelsen vil efter omstændighederne også kunne anvendes i situationer, hvor gerningen er udført ved gerningsmandens misbrug af et særligt tillidsforhold, f.eks. ved vold mod et barn, der af forældrene er overladt i gerningsmandens varetægt. Fra retspraksis kan der f.eks. henvises til Højesterets dom af 15. april 2008 (U 2008.1607), hvor en tidligere borgmester blev idømt 2 års ubetinget fængsel for mandatsvig. Højesteret tillagde det en væsentligt betydning i skærpende retning, at den tiltalte ved sin handling groft havde misbrugt sin stilling som borgmester, jf. straffelovens § 81, nr. 8. Der kan endvidere henvises til TfK 2012.1089 V, hvor to fængselsbetjente under udførelsen af deres arbejde i forening havde udøvet vold mod en indsat, der var ilagt håndjern. De tiltalte blev straffet med fængsel i 4 måneder, idet landsretten bl.a. lagde vægt på, at forholdet var begået af tjenestegørende fængselsbetjente i forening og under udførelsen af deres arbejde, jf. straffelovens § 81, nr. 8. Der henvises i øvrigt til Rigsadvokatmeddelelsen, afsnittet om sager mod offentligt ansatte, jf. pkt. 5.1.1. 5.3.9. Straffelovens § 81, nr. 9 Efter straffelovens § 81, nr. 9, skal det i almindelighed indgå som en skærpende omstændighed, at gerningsmanden har fået en anden til at medvirke til gerningen ved tvang, svig eller udnyttelse af dennes unge alder eller betydelige økonomiske eller personlige vanskeligheder, manglende indsigt, letsind eller et bestående afhængighedsforhold. Bestemmelsen skal ses i sammenhæng med § 82, nr. 6, hvorefter det i almindelighed skal indgå som formildende omstændighed, at gerningen er begået som følge af tvang mv. Med ”tvang” sigtes til tilfælde, hvor gerningsmanden får en anden til at medvirke til gerningen under anvendelse af f.eks. trusler om vold. Bestemmelsen vil typisk omfatte de former for tvang, som er kriminaliseret i straffelovens § 260, men efter forarbejderne vil også anden tvang, f.eks. trusler om skade på gods af et omfang, der ikke opfylder kravet i § 260 om ”betydelig skade”, kunne føre til skærpelse. Ved ”svig” sigtes til, at gerningsmanden formår en anden til at medvirke til gerningen ved mod bedre vidende at fremsætte urigtige udtalelser eller fortie sandheden. Den udviste svig kan både angå faktiske forhold, f.eks. lyve om værdien af effekter, som gerningsmanden ønsker den anden persons bistand til at stjæle, og retlige forhold, f.eks. at gerningen ikke er strafbar. I kravet om ”udnyttelse” af ung alder (under 18 år på gerningstidspunktet), betydelige økonomiske eller personlige vanskeligheder mv. ligger, at der skal være årsagssammenhæng mellem tilstanden hos den anden person og dennes medvirken til at begå den strafbare handling. Hvornår der er tale om ”betydelige økonomiske eller personlige vanskeligheder, manglende indsigt, letsind eller et bestående afhængighedsforhold” beror på en konkret vurdering, men der kan findes vejledning i den praksis, som knytter sig til straffelovens § 282 om åger. 5.3.10. Straffelovens § 81, nr. 10 Efter straffelovens § 81, nr. 10, skal det i almindelighed indgå som en strafskærpende omstændighed, at gerningsmanden har medvirket til kriminalitet udført af et barn under den kriminelle lavalder, dvs. 15 år. Bestemmelsen blev indført ved lov nr. 711 af 25. juni 2010 (Ungdomskriminalitet), der trådte i kraft den 1. juli 2010, og er senere ændret ved lov nr. 158 af 28. februar 2012 (Forhøjelse af den kriminelle lavalder), der trådte i kraft den 1. marts 2012. Omfattet af strafskærpelsen er eksempelvis tilfælde, hvor gerningsmanden ved trusler, løfter om belønning, opfordring, rådgivning eller ved at stille redskaber til rådighed har medvirket til en kriminel handling foretaget af et barn under den kriminelle lavalder. Det er i den forbindelse en betingelse, at gerningsmanden har forsæt til, at den unge var under den kriminelle lavalder. 5.3.11. Straffelovens § 81, nr. 11 Efter straffelovens § 81, nr. 11, skal det i almindelighed indgå som en skærpende omstændighed, at gerningsmanden har udnyttet forurettedes værgeløse stilling. Bestemmelsen sigter navnlig til kriminalitet, som begås over for udsatte persongrupper, f.eks. børn, handicappede personer eller ældre personer. Den kan f.eks. tænkes anvendt i sager om vold mod spædbørn, tricktyveri eller lignende over for eksempelvis ældre eller svagtseende personer, og når omstændighederne i øvrigt bevirker, at forurettede er ”værgeløs”. Der kan fra retspraksis bl.a. henvises til U 2018.624 Ø, hvor den tiltalte blev fundet skyldig i drab efter straffelovens § 237, idet han ved omsnøring af forurettedes hals bagfra kvalte forurettede, der var lam i højre side og sad i rullestol. Landsretten hævede under henvisning til straffelovens § 81, nr. 11, straffen fra 12 til 13 års fængsel. Der kan endvidere henvises til f.eks. TfK 2019.576/2 V, hvor den tiltalte blev fundet skyldig i voldtægt efter straffelovens § 216, stk. 1, nr. 1, ved i to tilfælde at have tiltvunget sig analt og vaginalt samleje med forurettede, der led af sclerose. Den tiltalte blev idømt 5 år og 6 måneders fængsel, og der blev ved straffastsættelsen bl.a. lagt vægt på, at voldtægterne var begået over for et værgeløst offer, jf. straffelovens § 81, nr. 11. Derudover henvises til Rigsadvokatmeddelelsen, afsnittet om vold mod børn (§§ 244-246) og afsnittet om samlivsrelaterede personfarlige forbydelser, jf. pkt. 5. 5.3.12. Straffelovens § 81, nr. 12 og 13 Efter straffelovens § 81, nr. 12 og 13, skal det i almindelighed indgå som en strafskærpende omstændighed, at forholdet er begået af en person, der er varetægtsfængslet eller afsoner, eller – hvis forholdet er begået over for institutionen eller en ansat ved institutionen – har været varetægtsfængslet eller afsonet en straf. Bestemmelsernes anvendelsesområde blev udvidet væsentligt med lov nr. 1728 af 27. december 2016 om ændring af straffeloven mv. (Øget respekt for det offentlige rum, offentlige myndigheder mv.), der trådte i kraft den 29. december 2016. Formålet med udvidelsen var, at også nuværende eller tidligere varetægtsfængslede personer blev omfattet af bestemmelserne. Bestemmelserne omfatter følgende persongrupper: - Personer, der udstår eller har udstået fængselsstraf eller forvaring i fængsel eller arresthus, - Personer, der er eller har været frihedsberøvet i medfør af straffelovens §§ 68-69 (foranstaltningsdomme) eller § 74 a (ungdomssanktion), - Personer, der er eller har været varetægtsfængslet eller undergivet foranstaltning, der træder i stedet herfor, jf. retsplejelovens kapitel 70, - Personer, der er eller har været varetægtsfængslet mv. efter lignende regler i anden lovgivning, herunder bl.a. militær retsplejelovs § 11, lov om international fuldbyrdelse af straf mv. § 8 samt udlændingelovens §§ 35-35 b, - Personer, der efter reglerne i udgangsbekendtgørelsen udstår og har udstået fængselsstraf under udstationering fra fængsel eller arresthus, - Personer, der udstår eller har udstået straf på bopælen i et indkvarteringssted under intensiv overvågning og kontrol efter straffuldbyrdelseslovens kapitel 13 b og - Personer, der udstår eller har udstået straf i kriminalforsorgens pensioner eller institutioner mv. uden for kriminalforsorgen, jf. straffuldbyrdelseslovens § 78. Straffelovens § 81, nr. 12 Efter straffelovens § 81, nr. 12, skal det almindeligvis indgå som en strafskærpende omstændighed, at gerningen er begået af en person, der er varetægtsfængslet eller undergivet en foranstaltning, der træder i stedet herfor, eller af en person, der udstår straf eller anden strafferetlig retsfølge af frihedsberøvende karakter, eller af en person under undvigelse herfra. Modsat straffelovens § 81, nr. 13, omfatter straffelovens § 81, nr. 12, også personer som udstår straf på bopælen under intensiv overvågning og kontrol (fodlænkeafsonere), jf. straffuldbyrdelseslovens kapitel 13 a. Bestemmelsen kan anvendes på alle typer af overtrædelser, der bliver begået forud for den pågældendes løsladelse, herunder overtrædelser begået under udgang fra institutionen samt overtrædelser, der er begået under undvigelse fra pågældendes varetægtsfængsling, afsoning mv. Straffelovens § 81, nr. 13 Efter straffelovens § 81, nr. 13, skal det almindeligvis indgå som en skærpende omstændighed, at gerningen er begået af en person, der har været varetægtsfængslet eller undergivet en foranstaltning, der træder i stedet herfor, eller af en person, der har udstået straf eller anden strafferetlig retsfølge af frihedsberøvende karakter, over for institutionen eller en person med ansættelse ved institutionen. Det er en forudsætning for anvendelse af bestemmelsen, at personen som led i varetægtsfængslingen eller foranstaltningen, der træder i stedet herfor, udståelsen af straf eller anden strafferetlig retsfølge af frihedsberøvende karakter har været anbragt i fængsel, arresthus eller institution i øvrigt. Bestemmelsen omfatter således i modsætning til straffelovens § 81, nr. 12, ikke personer, som har udstået straf på bopælen under intensiv overvågning og kontrol (fodlænkeafsonere), jf. straffuldbyrdelseslovens kapitel 13 a. Bestemmelsen gælder dog for personer, der har udstået straf på bopælen i et indkvarteringssted under intensiv overvågning og kontrol efter straffuldbyrdelseslovens kapitel 13 b, idet disse personers bopæl har været i indkvarteringsstedet. Det er endvidere en forudsætning, at den pågældende har været varetægtsfængslet, afsonet eller lignende i den institution, som den nye overtrædelse retter sig imod. Der henvises i øvrigt til bemærkningerne til lov nr. 1728 af 27. december 2016 (L 73 af 9. november 2016). Der henvises herudover til Rigsadvokatmeddelelsen, afsnittet om chikane, trusler og vold mod offentligt ansatte mv. (straffelovens §§ 119-119 b, 121 mv.), pkt. 4.4. 5.3.13. Straffelovens § 81, nr. 14 Efter straffelovens § 81, nr. 14, skal det i almindelighed indgå som en skærpende omstændighed, at gerningen har baggrund i den forurettedes eller dennes nærmestes udførelse af offentlig tjeneste eller hverv. Bestemmelsen blev indført ved lov nr. 1728 af 27. december 2016, der trådte i kraft 29. december 2016. Udtrykket ”offentlig tjeneste eller hverv” skal forstås i overensstemmelse med det tilsvarende udtryk i straffelovens § 119, stk. 1, dvs. personer ansat i den offentlige forvaltning (statslige, regionale og kommunale institutioner) og andre personer, der handler i medfør af offentlig tjeneste eller hverv. Afgrænsningen af begrebet den forurettedes ”nærmeste” skal foretages i overensstemmelse med det tilsvarende begreb i retsplejelovens § 171 om, hvem der er fritaget for den almindelige pligt til at afgive forklaring i retten. Der henvises i øvrigt til Rigsadvokatmeddelelsen, afsnittet om chikane, trusler og vold mod offentligt ansatte mv. (straffelovens §§ 119-119 b, 121 mv.), pkt. 4.4. 5.3.14. Straffelovens § 81, nr. 15 Efter straffelovens § 81, nr. 15, skal det i almindelighed indgå som en skærpende omstændighed, at gerningen har ydmygende karakter. Bestemmelsen blev indført ved lov nr. 665 af 11. juni 2024, der trådte i kraft den 1. juli 2024. Bestemmelsen vil omfatte gerninger, der har ydmygende elementer, som ligger ud over den ydmygelse, der i almindelighed er forbundet med at blive udsat for en forbrydelse. Den foreslåede bestemmelse vil således omfatte ydmygende elementer, der ikke er en almindelig del af gerningsindholdet i den straffebestemmelse, som gerningspersonen har overtrådt. Eksempelvis vil vold i form af slag og spark omfattet af straffelovens § 244, stk. 1, ikke i sig selv skulle anses for at have særskilt ydmygende karakter, da den ydmygelse, der måtte ligge heri, må anses som en almindelig del af gerningsindholdet i straffelovens § 244. Udøves volden i forbindelse med andre ydmygende elementer, f.eks. at forurettede tvinges til at kysse gerningspersonens sko, gø som en hund eller tvinges ned på knæ for at sige undskyld, vil der være tale om ydmygende elementer, som ligger ud over den ydmygelse, der er en almindelig del af gerningsindholdet. Det ydmygende element kan efter omstændighederne også knytte sig til den konkrete strafbare handling, hvis handlingens ydmygende element ligger ud over den ydmygelse, der må anses som en almindelig del af gerningsindholdet. Det vil eksempelvis være tilfældet ved legemsangreb, hvor den forurettede overhældes med urin. Det forudsættes, at straffen for vold, jf. straffelovens §§ 119, 244 og 245, og ulovlig tvang, jf. straffelovens § 260, af ydmygende karakter skærpes med 50 pct. i forhold til, hvad straffen er i dag. Skærpelsen vil således skulle fastsættes i forhold til det gældende niveau, hvor domstolene allerede i dag ved straffastsættelsen har tillagt ydmygelsen vægt som en skærpende omstændighed. Det indebærer, at f.eks. en sag om vold af ydmygende karakter, der efter gældende ret ville blive straffet med fængsel i 60 dage, fremover som udgangspunkt vil skulle straffes med fængsel i 3 måneder. For andre forbrydelser end vold og ulovlig tvang er der ikke forudsat en tilsvarende skærpelse. For sådanne forbrydelser forudsættes det således, at straffen skærpes i overensstemmelse med det gældende niveau for strafskærpelser i forbindelse med pådømmelse af forbrydelser med ydmygende elementer. Baggrunden herfor er navnlig, at det antages, at et særskilt ydmygende element oftere indgår i overtrædelser af §§ 119, 244, 245 og 260 end øvrige forbrydelser. Fastsættelsen af straffen vil fortsat bero på domstolenes konkrete vurdering i det enkelte tilfælde af samtlige omstændigheder i sagen, og det angivne strafniveau vil kunne fraviges i op- og nedadgående retning, hvis der i den konkrete sag foreligger skærpende eller formildende omstændigheder, jf. herved de almindelige regler om straffens fastsættelse i straffelovens kapitel 10. 5.4. Straffelovens § 81 a Straffelovens § 81 a blev indsat i straffeloven ved lov nr. 501 af 12. juni 2009 om ændring af straffeloven, retsplejeloven, våbenloven, lov om politiets virksomhed, lov om fuldbyrdelse af straf mv. og forvaltningsloven (Styrket indsats mod bandekriminalitet mv.), der trådte i kraft den 15. juni 2009. Efter bestemmelsens stk. 1 kan straffen for en række specifikke forbrydelser forhøjes indtil det dobbelte, hvis lovovertrædelsen har baggrund i eller er egnet til at fremkalde en konflikt mellem grupper af personer, hvor der som led i konflikten enten anvendes skydevåben eller anvendes våben eller eksplosivstoffer, som på grund af deres særdeles farlige karakter er egnet til at forvolde betydelig skade, eller begås brandstiftelse efter straffelovens § 180. Ved lov nr. 665 af 11. juni 2024 om ændring af straffeloven, retsplejeloven og forskellige andre love (Gennemførelse af dele af bandepakke IV), der trådte i kraft den 1. juli 2024, er anvendelsesområdet udvidet til også at omfatte konflikter – eller potentielle konflikter – hvor der anvendes knive og blankvåben mv. omfattet af knivlovens §§ 1 og 2. Efter straffelovens § 81 a, stk. 2, skal det ved fastsættelsen af straffen indgå som en særdeles skærpende omstændighed, hvis lovovertrædelsen: - omhandler straffelovens §§ 180, 183, stk. 2, eller § 237, og - har baggrund i eller er egnet til at fremkalde en konflikt som nævnt i stk. 1. Endelig er bestemmelsen som en del af Bandepakke IV, jf. lov nr. 665 af 11. juni 2024 om ændring af straffeloven, retsplejeloven og forskellige andre love (Gennemførelse af dele af bandepakke IV), der trådte i kraft den 1. juli 2024, udvidet med et nyt stk. 3, hvorefter straffen for visse former for økonomisk kriminalitet også kan forhøjes indtil det dobbelte. Denne del af bestemmelsen forudsætter dog – modsat stk. 1 og 2 – ikke, at der foreligger en konfliktsituation, jf. nærmere nedenfor under punkt 5.4.3. 5.4.1. Strafskærpelse efter straffelovens § 81 a Straffen for overtrædelser omfattet af straffelovens § 81 a, stk. 1 eller stk. 3, skal som udgangspunkt fordobles i forhold til den straf, der normalt ville blive fastsat af domstolene. I de tilfælde, hvor domstolene ellers eksempelvis ville udmåle en straf på 1 år og 6 måneder, bør der som udgangspunkt udmåles en straf på fængsel i 3 år, når forholdet er omfattet af straffelovens § 81 a, stk. 1 eller stk. 3. Er forholdet omfattet at straffelovens § 81 a, stk. 2, skal det i stedet indgå som en særdeles skærpende omstændighed, hvis lovovertrædelsen har baggrund i eller er egnet til at fremkalde en konflikt som nævnt i bestemmelsens stk. 1. Fra retspraksis kan bl.a. henvises til Højesterets dom af 24. juni 2021 (U 2021.4345), hvor fem tiltalte var fundet skyldige i grov vold og forsøg herpå efter straffelovens § 245, stk. 1, jf. til dels § 21, jf. § 81 a, stk. 1. Højesteret henviste til, at det i forarbejderne til straffelovens § 81 a, stk. 1, var forudsat, at straffen i sager omfattet af bestemmelsen som udgangspunkt fordobles i forhold til den straf, der ellers ville blive fastsat af domstolene. Højesteret tiltrådte herefter, at tre af de tiltalte skulle straffes med 6 års fængsel. En af de tiltalte blev idømt fængsel i 6 år og 6 måneder, hvoraf 246 dage udgjorde en reststraf, mens en tiltalt ikke fik udmålt en tillægsstraf, jf. straffelovens § 89, idet han samtidig ved Højesterets dom i en anden sag blev idømt fængsel på livstid. I de situationer, hvor den forhøjede straf udmåles i tid, kan der højst udmåles en frihedsstraf på 20 års fængsel, jf. straffelovens § 33, stk. 2. I tilfælde, hvor domstolene normalt ville udmåle en straf på mere end 10 års fængsel, er det i forarbejderne forudsat, at der som udgangspunkt straffes med fængsel på livstid. Der henvises til forarbejderne til lov nr. 501 af 12. juni 2009 (L 211 af 29. april 2009, de almindelige bemærkninger, pkt. 2.2.5). Dette udgangspunkt er lagt til grund i Højesterets dom af 24. juni 2021 (gengivet i anklagemyndighedens vidensbase som AM2021. 06.24H2), hvor to tiltalte var fundet skyldige i drab og drabsforsøg begået i forening under anvendelse af en halvautomatisk pistol på offentligt tilgængeligt sted. Forholdet var begået som led i en verserende bandekonflikt, jf. straffelovens § 81 a, stk. 1. Højesteret stadfæstede landsrettens dom, hvorefter begge tiltalte blev straffet med fængsel på livstid, idet Højesteret henviste til forarbejderne til straffelovens § 81 a. Højesteret udtalte derudover, at det forhold, at en af de tiltalte var 18 år på gerningstidspunktet og ikke tidligere var straffet af betydning for sagen, efter forholdenes karakter og grovhed ikke kunne føre til, at der blev fastsat en tidsbestemt straf. Fastsættelsen af straffen for overtrædelse af straffelovens § 81 a vil fortsat bero på domstolenes konkrete vurdering i det enkelte tilfælde, og straffelovens almindelige regler om straffens fastsættelse mv. vil fortsat finde anvendelse i disse sager, herunder § 81 om skærpende omstændigheder, § 82 om formildende omstændigheder og § 83 om fastsættelse af straffen under den angivne strafferamme eller strafbortfald. Straffelovens § 81 a omfatter også tilfælde, hvor der foreligger forsøg på og/eller medvirken til de pågældende lovovertrædelser, jf. straffelovens §§ 21 og 23. Det fremgår bl.a. af forarbejderne til lov nr. 501 af 12. juni 2009 (L 211 af 29. april 2009, de almindelige bemærkninger, pkt. 2.2.4). Det bemærkes i forhold til eventuelle overtrædelser af straffelovens § 81 a, stk. 3, at der ikke med strafskærpelsen er tilsigtet en ændring af niveauet for udmåling af tillægsbøder efter straffelovens § 50, stk. 2, i medfør af straffelovens § 289, stk. 3. Der kan i den forbindelse henvises til forarbejderne til lov nr. 665 af 11. juni 2024 (L 150 af 10. april 2024, de specielle bemærkninger til § 1, nr. 13). 5.4.2. Overtrædelser omfattet af straffelovens § 81 a, stk. 1 og 2 Anvendelse af straffelovens § 81 a, stk. 1 og 2, forudsætter: - at der foreligger en overtrædelse af en af de i bestemmelsen nævnte bestemmelser, - at lovovertrædelsen enten ”har baggrund i en konflikt” eller ”er egnet til at fremkalde en konflikt”, - at der er tale om en konflikt (eller en potentiel konflikt) mellem ”grupper af personer”, og - at der som led i konflikten (eller som led i en potentiel konflikt) enten anvendes skydevåben eller anvendes våben eller eksplosivstoffer, som på grund af deres særdeles farlige karakter er egnet til at forvolde betydelig skade, eller begås brandstiftelse efter straffelovens § 180. For overtrædelser begået efter den 1. juli 2024 gælder det også, hvis der som led i konflikten – eller den potentielle konflikt – anvendes knive og blankvåben mv. omfattet af knivlovens §§ 1 og 2, jf. ovenfor. Der stilles ikke krav om: - at konflikten har en vis udstrækning eller intensitet, eller - at der mindst én gang forud for den aktuelle forbrydelse har været anvendt skydevåben eller lignende i konflikten. 5.4.2.1. Baggrund i en konflikt Det er uden betydning for vurderingen af, om et forhold er omfattet af straffelovens § 81 a, hvad årsagen til konflikten er, eller hvad konflikten omhandler. Konflikten kan således bl.a. vedrøre kontrollen over et kriminelt marked, et ideologisk modsætningsforhold eller tidligere hændelser, som af en af grupperne anses for ærekrænkende. Konflikten kan også udspringe af personlige uoverensstemmelser, herunder sammenstød mellem to personer om eksempelvis en kæreste, som herefter medfører en konflikt mellem grupper af personer. En konflikt mellem to grupper kan både være begrundet i enkeltstående eller flere forhold. For at anvende straffelovens § 81 a kræves det ikke, at det kan fastslås, hvilket af flere forhold, som har motiveret gerningsmanden. Det afgørende er, at det kan bevises, at der er en konflikt, og at gerningsmanden er helt eller delvist motiveret af at ville deltage i eller reagere på konflikten. Det fremgår af forarbejderne til lov nr. 501 af 12. juni 2009 (L 211 af 29. april 2009, de almindelige bemærkninger, pkt. 2.2.4) , at bestemmelsen også kan omfatte lovovertrædelser, der begås over for andre personer end dem, der tilhører eller har tilknytning til en gruppe, der er involveret i konflikten, hvis overtrædelsen har baggrund i konflikten. Det vil f.eks. gælde, hvis der i forbindelse med politiets anholdelse af en gerningsmand til en forbrydelse, der er begået med baggrund i konflikten, eksempelvis udøves vold mod en politibetjent for at få denne til at undlade at gennemføre anholdelsen, eller hvis der fremsættes trusler mod et vidne til et angreb, der er foretaget med baggrund i en konflikt. Der henvises i øvrigt til forarbejderne til lov nr. 733 af 25. juni 2014 (L 112 af 15. januar 2014, de almindelige bemærkninger, pkt. 2.2.2.1). 5.4.2.2. Egnet til at fremkalde en konflikt Ved vurderingen af, hvorvidt en lovovertrædelse er egnet til at fremkalde en konflikt, hvor der vil blive anvendt skydevåben eller lignende, skal det bl.a. tillægges betydning, om en eller begge grupper i almindelighed er kendt for at besidde skydevåben mv., og om de har et kendt reaktionsmønster ved konflikter med andre grupper, hvor der anvendes skydevåben mv. eller begås brandstiftelse. Endvidere bør det tillægges betydning, om gerningspersonen – eller andre personer fra en af grupperne – eksempelvis er eller har været i besiddelse af ulovlige skydevåben, skudsikre veste eller lignende genstande, der understøtter, at de pågældende er forberedte på en konflikt, og herunder at anvende skydevåben mv. eller regner med at møde modstandere, som er i besiddelse af skydevåben mv. Er en lovovertrædelse begået efter den 1. juli 2024 vil der endvidere bl.a. kunne lægges vægt på, om en eller flere af grupperne i almindelighed er kendt for at anvende knive eller blankvåben m.v., herunder om de har et kendt reaktionsmønster ved konflikter med andre grupper, hvori det bl.a. indgår, at der anvendes knive mv. Endvidere vil det kunne tillægges betydning, om gerningspersonen eller andre personer fra en af grupperne er eller tidligere har været i ulovlig besiddelse af eller har anvendt knive eller blankvåben m.v. omfattet af knivlovens §§ 1 og 2, der kan tyde på, at de pågældende er beredte på en konflikt med anvendelse af kniv eller lignende eller regner med at kunne møde modstandere, som er i besiddelse af kniv mv. Der henvises til forarbejderne til lov nr. 665 af 11. juni 2024 (L 150 af 10. april 2024, de almindelige bemærkninger, pkt. 3.4.2.3.1.). Der kan ligeledes lægges vægt på den aktuelle situation i grupperne, herunder om der eksempelvis er en anspændt stemning grupperne imellem, en uenighed om kriminelle markeder mv. eller en aggressiv adfærd i øvrigt. Der henvises til forarbejderne til lov nr. 672 af 8. juni 2017 (L 190 af 26. april 2017, de almindelige bemærkninger, pkt. 2.2.3). Det fremgår af forarbejderne, at visse lovovertrædelser ud fra en generel betragtning vil være mere egnede til at fremkalde en konflikt i bestemmelsens forstand end andre. Som eksempler nævnes drab, drabsforsøg, grov vold eller frihedsberøvelse, der som udgangspunkt vil skulle anses for egnet til at fremkalde en konflikt, når de begås af en person fra eksempelvis en rocker- eller bandegruppering mod en person fra en rivaliserende gruppe, medmindre der foreligger ganske særlige forhold, der taler for et andet resultat. Omvendt vil andre af lovovertrædelserne i § 81 a ifølge forarbejderne ikke ud fra en generel betragtning alene være egnede til at fremkalde en konflikt omfattet af straffelovens § 81 a. Dette gælder f.eks. vold mod personer i offentlig tjeneste, jf. straffelovens § 119, og ulovlig våbenbesiddelse under særligt skærpende omstændigheder, jf. straffelovens § 192 a. I disse tilfælde vil det afhænge af en nærmere vurdering af, om den pågældende lovovertrædelse opfylder betingelserne i § 81 a. En overtrædelse af straffelovens § 192 a kan bl.a. have baggrund i en konflikt omfattet af straffelovens § 81 a, hvis en person fra en gruppe ulovligt besidder en pistol med henblik på at kunne forsvare sig selv eller andre mod angreb fra en anden gruppe, eller hvis en person fra en gruppe ulovligt besidder en pistol med henblik på at kunne angribe en person fra en anden gruppe. Bestemmelsen vil ligeledes kunne finde anvendelse på ulovlig indførsel af skydevåben, ulovlig handel med våben og ulovlige våbenlagre, der helt eller delvist har baggrund i en konflikt med en anden gruppe. Det indebærer, at straffen for besiddelse mv. af bl.a. enkeltskudsvåben, halvautomatiske våben, repetervåben, fuldautomatiske skydevåben, panserværnsraketter, morterer, håndgranater, bomber, miner, eksplosivstoffer, springknive og faldknive vil kunne forhøjes i medfør af straffelovens § 81 a, hvis betingelserne i øvrigt er opfyldt. Fraværet af en konflikt betyder ikke, at en lovovertrædelse dermed ikke er egnet til at fremkalde en konflikt, men det vil kunne indgå i vurderingen, om den pågældende lovovertrædelse – eksempelvis på tidspunktet for pådømmelsen heraf – rent faktisk har fremkaldt en konflikt. Det afgørende vil under alle omstændigheder være de oplysninger, der bl.a. foreligger om grupperne og deres medlemmer mv., sammenholdt med den konkrete forbrydelse, som afgør, om en lovovertrædelse efter en konkret vurdering må anses for at være egnet til at fremkalde en konflikt mellem de pågældende grupperinger. Det bemærkes, at det er uden betydning, om der tillige er andre motiver for lovovertrædelsen, herunder personlige uoverensstemmelser, hævn for tidligere krænkelser, fornærmelser eller lignende. Der henvises i øvrigt til forarbejderne til lov nr. 501 af 12. juni 2009 (L 211 af 29. april 2009, de almindelige bemærkninger, pkt. 2.2.4). 5.4.2.3. Krav om grupper af personer Det er en betingelse, at lovovertrædelsen udføres i tilknytning til en konflikt eller potentiel konflikt mellem ”grupper af personer”. Det fremgår af forarbejderne, at der ved definitionen af grupper ikke kun forstås formaliserede og navngivne grupper med en fast struktur og rollefordeling, som har et fast tilholdssted eller lignende. Det er heller ikke en betingelse, at gruppen har en vis størrelse eller medlemstal, blot at der optræder mere end én person på hver side af konflikten. Definitionen dækker også over mere løse grupperinger, hvor gruppen virker med et fælles sigte eller mål og/eller har et fast reaktionsmønster i bestemte situationer. Det kan eksempelvis være tilfældet, hvor personerne i gruppen bliver alarmeret og instrueret via telefon- eller sms-kæder i forbindelse med bestemte voldelige eller truende begivenheder, som indtræffer. Se f.eks. TfK 2011.904 V, hvor landsretten i forbindelse med vurderingen af, om der var tale om en gruppe af personer efter straffelovens § 81 a bl.a. lagde vægt på, at den tiltalte havde sendt en gruppe-sms til flere andre personer med tilknytning til gruppen med opfordring til, at de skulle mødes. Det forudsættes dog, at gruppen ikke alene er opstået og fungerer i anledning af de forhold, der er til pådømmelse under den konkrete straffesag. En familiegruppe vil efter omstændighederne kunne anses for en gruppe af personer omfattet af bestemmelsen. Overtrædelser, hvor en gerningsmand fejlagtigt tror, at offeret havde tilknytning til en rivaliserende gruppe, vil også kunne være omfattet af bestemmelsen. Der henvises i øvrigt til forarbejderne til lov nr. 501 af 12. juni 2009 (L 211 af 29. april 2009), de almindelige bemærkninger, pkt. 2.2.3) samt forarbejderne til lov nr. 1402 af 5. december 2017 (L 35 af 4. oktober 2017, de almindelige bemærkninger, pkt. 2.1.3.3, samt de specielle bemærkninger). Se i øvrigt mere om begrebet ”tilknytning til en gruppe” i Rigsadvokatmeddelelsen, afsnittet om opholdsforbud - straffelovens § 79 a, pkt. 4.2.2.2. 5.4.2.4. Intet krav til konfliktens udstrækning eller intensitet Det fremgår af forarbejderne til straffelovens § 81 a, at der ikke stilles krav til konfliktens udstrækning, herunder at den skal have stået på i en vis periode, ligesom det ikke er en betingelse for anvendelsen af straffelovens § 81 a, at konflikten skal være aktiv eller have en bestemt intensitet på tidspunktet for lovovertrædelsen. Straffelovens § 81 a kan eksempelvis anvendes ved alvorlige forbrydelser, der har baggrund i en konflikt, men hvor der ikke har været angreb i flere år. Fraværet af angreb kan eksempelvis skyldes, at medlemmerne af de involverede grupper i en periode har været frihedsberøvede eller har haft indgået en fredsaftale, hvorefter en person på et senere tidspunkt, herunder flere år senere, begår en forbrydelse som opregnet i straffelovens § 81 a, og som har baggrund i konflikten. Der kan i den forbindelse bl.a. henvises til Østre Landsrets dom af 27. januar 2020 (gengivet i anklagemyndighedens vidensbase som AM2020. 01.27Ø), hvor landsretten fandt, at de tiltaltes overtrædelse af straffelovens § 192 a, stk. 1, nr. 1, jf. stk. 3, jf. § 21, havde baggrund i en konflikt og derfor var omfattet af straffelovens § 81 a, stk. 1. Spørgsmålet for landsretten angik særligt, om der på tidspunktet for lovovertrædelsen fortsat verserede en konflikt. Landsretten henviste i præmisserne til forarbejderne til straffelovens § 81 a og anførte, at ”formålet med den skærpede straftrussel er at bidrage til at mindske risikoen for yderligere optrapning af en verserende konflikt, og at mindske risikoen for at en tilsyneladende afsluttet voldelig konflikt blusser op igen”. Se desuden mere i forarbejderne til lov nr. 733 af 25. juni 2014 (L 112 af 15. januar 2014, de almindelige bemærkninger, pkt. 2.2.2.3). 5.4.2.5. Ikke krav om gensidigt opgør eller forudgående våbenanvendelse Det er ikke længere et krav, at der forud for tidspunktet for en lovovertrædelse omfattet af straffelovens § 81 a, skal foreligge et ”gensidigt opgør”, ligesom der ikke længere stilles krav om, at der mindst én gang forud for den aktuelle forbrydelse har været anvendt skydevåben mv. Bestemmelsen finder derfor også anvendelse i tilfælde, hvor der ikke på gerningstidspunktet er anvendt skydevåben, kniv mv. eller begået brandstiftelse, men hvor de pågældende overtrædelser er egnede til at fremkalde en konflikt mellem grupper af personer, hvor der som led i konflikten enten kan eller vil blive anvendt skydevåben, kniv mv. eller blive begået brandstiftelse. Endvidere kan allerede den første lovovertrædelse i en konflikt være omfattet af § 81 a, hvis betingelserne i øvrigt er opfyldt. Der henvises i den forbindelse til Højesterets dom af 17. november 2020 (U 2021.617), hvor den tiltalte i landsretten var fundet skyldig i at have forsøgt at dræbe en person med seks skud. I landsretten blev forholdet ikke henført under straffelovens § 81 a, idet det blev lagt til grund, at der ikke tidligere havde været anvendt skydevåben mv. under konflikten. Højesteret udtalte, at det efter lovændringen i 2017 ikke længere er en betingelse for at anvende straffelovens § 81 a, at der mindst én gang tidligere er anvendt skydevåben mv. Højesteret fandt herefter, at betingelserne for at forhøje straffen i medfør af straffelovens § 81 a var opfyldt og idømte den tiltalte 14 års fængsel. Der henvises i øvrigt til forarbejderne til lov nr. 672 af 8. juni 2017 (L 190 af 26. april 2017, de almindelige bemærkninger, pkt. 2.2.2 og 2.2.3). 5.4.3. Overtrædelser omfattet af straffelovens § 81 a, stk. 3 Ved lov nr. 665 af 11. juni 2024 om ændring af straffeloven, retsplejeloven og forskellige andre love (Gennemførelse af dele af bandepakke IV), der trådte i kraft den 1. juli 2024, er der indsat et nyt stk. 3 i straffelovens § 81 a, hvorefter økonomisk kriminalitet i visse tilfælde også omfattes af bestemmelsen. Bestemmelsen indebærer således, at straffen for overtrædelse af straffelovens § 289, stk. 1 (særligt grove overtrædelser af skatte-, told-, afgifts- eller tilskudslovgivningen eller af § 289 a om EU-svig m.v.), § 290, stk. 2 (hæleri af særligt grov beskaffenhed) og § 290 a, stk. 2 (hvidvask af særligt grov beskaffenhed) kan forhøjes indtil det dobbelte, hvis den dømte på gerningstidspunktet har tilknytning til en gruppe af personer, der tilsammen står bag omfattende og alvorlig kriminalitet, og overtrædelsen har relation til den dømtes tilknytning til gruppen. Begrebet »gruppe af personer« skal forstås i overensstemmelse med begrebets anvendelse i straffelovens § 81 a, stk. 1, jf. ovenfor under punkt 5.4.2.3. For så vidt angår betingelserne om, at den pågældende skal have »tilknytning« til den pågældende gruppe af personer, at denne gruppe »tilsammen står bag omfattende og alvorlig kriminalitet«, og at overtrædelsen skal have »relation til den dømtes tilknytning til gruppen«, skal disse begreber forstås i overensstemmelse med anvendelsen af begreberne i straffelovens § 79 a, stk. 1, 2. pkt. Se nærmere herom i Rigsadvokatmeddelelsens afsnit om opholdsforbud - straffelovens § 79 a. I forarbejderne fremgår det, at der bl.a. kan lægges vægt på, om det økonomiske udbytte fra lovovertrædelsen er tilfaldet eller på anden måde anvendes af personer med tilknytning til samme gruppe, som den dømte, eller om udbyttet på anden vis understøtter det økonomiske grundlag for gruppens aktiviteter. Endvidere kan der lægges vægt på, om lovovertrædelsen er begået af flere personer med tilknytning til den samme gruppe. Uden for bestemmelsens anvendelsesområde falder omvendt lovovertrædelser, som, uanset den dømtes tilknytning til den pågældende gruppe af personer, ud fra en konkret vurdering af sagens samlede omstændigheder vurderes ikke at have nogen sammenhæng med den pågældendes tilknytning til gruppen. Der henvises i øvrigt til forarbejderne til lov nr. 665 af 11. juni 2024 (L 150 af 10. april 2024, de almindelige bemærkninger, pkt. 3.4.2.3.2., og de specielle bemærkninger til lovforslagets § 1, nr. 13). 5.4.4. Før tiltalerejsning Anklagemyndigheden skal sikre, at der i alle sager, hvor anvendelse af straffelovens § 81 a kan være relevant, indhentes de fornødne oplysninger til afgørelse af, om der er grundlag for at rejse tiltale i medfør af bestemmelsen. Hvilke oplysninger, det er relevant at indhente i den konkrete sag, vil afhænge af, om det er straffelovens § 81 a, stk. 1 og/eller stk. 2 – der forudsætter en igangværende eller potentiel konflikt – eller straffelovens § 81 a, stk. 3, der påberåbes. Vurderingen af, om eksempelvis en person har tilknytning til en kriminel gruppe, beror i første række på et politifagligt skøn. Anklagemyndigheden skal derfor senest i forbindelse med tiltalerejsning, når straffen påstås skærpet i medfør af straffelovens § 81 a, stk. 1 og 2, fra politiets Efterretnings- og Analyseenhed (EAE) indhente oplysninger om, hvorvidt: - det er Efterretnings- og Analyseenhedens vurdering, at der på gerningstidspunktet verserede en voldelig konflikt (Dokumentationsrapport – Konflikt) - det er Efterretnings- og Analyseenhedens vurdering, at gerningsmanden – og eventuelt forurettede – har tilknytning til eller er medlem af en af de konfliktende grupper (Dokumentationsrapport – Person) samt - oplysninger som dokumenterer de kriminelle gruppers eksistens (Dokumentationsrapport – Gruppe). Såfremt straffelovens § 81 a, stk. 3, påberåbes, skal anklagemyndigheden sikre, at sagen indeholder oplysninger, der kan belyse og i givet fald anvendes som bevis for, at den tiltalte på gerningstidspunktet havde tilknytning til en gruppe af personer, som tilsammen står bag omfattende og alvorlig kriminalitet, og at overtrædelsen har relation til den pågældendes tilknytning til gruppen. Anklagemyndigheden skal generelt være opmærksom på Højesterets kendelse af 15. januar 2021 (gengivet i anklagemyndighedens vidensbase som AM2021. 01.15H2), hvor Højesteret slog fast, at forsvarets adgang til aktindsigt efter retsplejelovens § 729 a, stk. 3, 1. pkt., også omfatter det underliggende materiale til de personrapporter, som politiet udarbejder til brug for rettens vurdering af, om de tiltalte er tilknyttet en bandegruppering. I tilfælde hvor politiets Efterretnings- og Analyseenhed ikke med den fornødne sikkerhed kan fastslå, om en gerningsmand er tilknyttet en given gruppering, eksempelvis fordi gerningsmanden kun har været tilknyttet den pågældende gruppe i kort tid, eller fordi der er tale om en nyligt opstået gruppe, skal anklagemyndigheden anmode politiet om at undersøge, om der er øvrige oplysninger, som taler for, at gerningsmanden er tilknyttet en bandegruppering. Det er vigtigt at være opmærksom på, at der ikke er krav om, at anvendelse af straffelovens § 81 a, st

    Teksten fortsætter i den officielle kilde.

    Relaterede guides, FAQ og kontraktskabeloner