LEGALDIGMLEGALDIGM
    ← Danmark
    Beta
    RETSINFO 10038/2025

    RETSINFO 10038/2025 — Nedlukningserstatning til minkavler – udtagning af alle aktiver – beskatning af genvundne afskrivninger og avancer

    Beta. Juridisk information, ikke juridisk rådgivning. Tjek den officielle kilde for den gældende tekst.

    Analysér denne lov med AI
    Tekst Spørger havde ansøgt om fuldstændig erstatning og kompensation til minkvirksomheder som følge af det midlertidige forbud mod hold af mink (nedlukningserstatning). Spørger havde søgt erstatning efter den "skemalagte model", men havde ikke modtaget en afgørelse endnu. Spørger ønskede, at "udtage" (beholde) alle minkvirksomhedens anlægsaktiver. Det var Skatterådets opfattelse, at spørger i første omgang ville modtage fuld erstatning for alle de erstatningsberettigede aktiver. Derefter ville der blive foretaget et fradrag i den samlede erstatning, for værdien på afgørelsestidspunktet af de udtagne aktiver. Resultatet var dermed, at spørger ville modtage erstatning for de udtagne aktiver (fuld erstatning minus et fradrag), uanset at de ikke blev overdraget til staten. Skatterådet kunne derfor ikke bekræfte, at spørger ikke skulle henføre nogen del af nedlukningserstatningen til anlægsaktiverne. Efter Skatterådets opfattelse skulle erstatningsbeløbet for de udtagne driftsmidler fradrages i driftsmiddelsaldoen ved årets udgang, på samme måde som en salgssum. Erstatningsbeløbet for de udtagne driftsbygninger og installationer skulle behandles som salgssummer ved opgørelse af genvundne afskrivninger efter afskrivningsloven og ved opgørelse af fortjeneste efter ejendomsavancebeskatningsloven. Skatterådsmøde 26. august 2025 - SKM2025. 511. SR Spørgsmål 1. Kan det bekræftes, at hvis Spørger tilvælger og modtager erstatning efter den skematiske model i §§ 4-10 i bekendtgørelse nr. 2463 af 11. december 2021 ("Nedlukningsbekendtgørelsen"), og Spørger i den forbindelse udtager alle minkvirksomhedens anlægsaktiver efter bekendtgørelsens § 20, stk. 3, skal Spørger ikke ved opgørelsen af sin skattepligtige indkomst henføre nogen del af den samlede erstatning efter den skematiske model til de nævnte anlægsaktiver? 2. Hvis spørgsmål 1 besvares benægtende, kan det da bekræftes, at den del af den samlede erstatning omtalt i spørgsmål 1, der henføres til de udtagne driftsmidler, ikke skal fradrages ved opgørelse af Spørgers driftsmiddelsaldo efter afskrivningslovens § 5, stk. 2, og at denne del af erstatningen dermed er skattefri? 3. Hvis spørgsmål 1 besvares benægtende, kan det da bekræftes, at den del af den samlede erstatning omtalt i spørgsmål 1, der henføres til de udtagne bygninger og installationer, ikke omfattes af afskrivningslovens regler? 4. Hvis spørgsmål 1 besvares benægtende, kan det da bekræftes, at den del af den samlede erstatning omtalt i spørgsmål 1, der henføres til udtagne bygninger og installationer, ikke omfattes af ejendomsavancebeskatningslovens regler? 5. Hvis spørgsmål 3 og 4 besvares bekræftende, kan det da bekræftes, at den del af den samlede erstatning omtalt i spørgsmål 1, der henføres til udtagne bygninger og installationer, er skattefri? Svar 1. Nej 2. Nej 3. Nej 4. Nej 5. Bortfalder Beskrivelse af de faktiske forhold Spørger har drevet en minkvirksomhed, der bestod af en række bygninger (minkhaller), installationer, produktionsanlæg, driftsmidler samt minkbesætning. Minkbesætningen var i 2020 før aflivningen på samlet 10.830 mink fordelt på 1.800 avlstæver og 9.030 hvalpe (inkl. hanner). Minkvirksomhedens nettoomsætning i 2019 var på ca. 2 mio. kr. Udover minkvirksomheden drev Spørger bl.a. virksomhed med opdræt af slagtesvin. I forlængelse af, at regeringen den 4. november 2020 traf beslutning om aflivning af alle danske mink, blev Spørgers minkbesætning aflivet. I forlængelse heraf blev der den 25. januar 2021 indgået et politisk forlig om erstatning til bl.a. minkavlerne ("Aftalen"). På denne baggrund blev lovgrundlaget for aflivningen og udbetaling af erstatning etableret med vedtagelsen af lov om aflivning af og midlertidigt forbud mod hold af mink ("Loven"). Denne lov indeholder i § 8, stk. 3, en bemyndigelse til, at ministeren for fødevarer, landbrug og fiskeri kan fastsætte regler om fuldstændig erstatning og kompensation til bl.a. de danske minkavlere. Denne bemyndigelse er udnyttet med bekendtgørelse nr. 2463 af 11. december 2021 ("Nedlukningsbekendtgørelsen"). Loven indeholder et forbud mod hold af mink, der gælder frem til og med den 31. december 2021, der ved senere lovændring er forlænget til 31. december 2022. I Nedlukningsbekendtgørelsen er der fastsat regler om, at minkavlere, der ansøger herom, kan modtage "fuldstændig erstatning og kompensation" for minkvirksomhedens aktiver under forudsætning af, at staten erhverver ret over de aktiver, der ydes erstatning eller kompensation for. Dette indebærer ifølge Nedlukningsbekendtgørelsen, at minkvirksomheden nedlukkes permanent i perioden fra den 1. januar 2021 til den 31. december 2030, og at staten erhverver ret til løsøre og bygninger. Minkavlere, der vælger at nedlukke permanent, kan vælge mellem erstatning efter en skematisk model eller erstatning efter almindelige ekspropriationsretlige principper. Hvis en minkavler vælger erstatning efter almindelige ekspropriationsretlige principper, fastsætter en erstatnings- og taksationskommission erstatningen efter en samlet vurdering af værdien opgjort efter de principper, der gælder for opgørelse af ekspropriationserstatning. Vælges i stedet erstatning efter den skematiske model, gælder i hovedtræk følgende: - Erstatning for tabt fremtidig indtjening ved produktion af minkskind fastsættes som de estimerede fremtidige indtægter pr. produceret minkskind fratrukket de estimerede årlige omkostninger (før afskrivninger, renter og skat) pr. produceret minkskind ganget med det estimerede antal årligt producerede minkskind for en 9-årig periode. Den opgjorte erstatning tilbagediskonteres for en 8,5-årig periode med en årlig diskonteringsfaktor på 5,14%. - Der fastsættes erstatning for anlægsaktiver tilhørende minkvirksomheden den 4. november 2020. Erstatningen fastsættes pr. 31. december 2029 på grundlag af aktivernes restværdi den 4. november 2020 afskrevet lineært over aktivets estimerede restlevetid. Restværdien pr. 31. december 2029 forskydes til den 31. december 2030 og tilbagediskonteres herefter fra den 30. juni 2030 til den 31. december 2021 ved anvendelse af en årlig diskonteringsfaktor på 5,14%. Erstatnings- og taksationskommissionen vurderer et anlægsaktivs restværdi og restlevetid ud fra en konkret vurdering af det enkelte aktivs stand og i henhold til standardværdier fastlagt af kommissionerne. - Værdien af virksomhedens avlsdyr den 31. december 2029 opgøres separat som en del af værdien af anlægsaktiver og erstattes som den tilbagediskonterede værdi fra 30. juni 2030 til den 31. december 2021 ved anvendelse af en årlig diskonteringsfaktor på 5,14%. - Erstatning omfatter ikke værdien af jord. - Tildeling og udbetaling af erstatning sker med vilkår om, at staten erhverver den fulde ret over de aktiver eller den virksomhed, der bliver ydet erstatning for. - Minkvirksomheder kan ansøge om, at erstatnings- og taksationskommissionen træffer afgørelse om, at staten ikke erhverver ret til visse aktiver mod, at de pågældende aktivers realiserede salgsværdi, dog mindst den aktuelle markedsværdi af aktivet, fradrages i opgørelsen af erstatningen. Det gælder særligt for staldbygninger og/eller bure, at hvis staten ikke erhverver ret hertil, skal det fastsættes som vilkår, at der tinglyses en deklaration på ejendommen, hvorefter der for den angivne periode ikke kan drives minkproduktion og pelseri på ejendommen. Spørger valgte at udnytte retten til kompensation via den skematiske model og anmodede om kompensation i henhold til Nedlukningsbekendtgørelsen. Erstatnings- og taksationskommissionen har på tidspunktet for denne anmodning endnu ikke truffet afgørelse i sagen, men Skattestyrelsen kan lægge tallene i ansøgningsskemaet samt det nedenfor beskrevne til grund for det bindende svar. Ifølge ansøgningsskemaet er Spørgers erstatning og kompensation for "Bygninger, maskiner og andet driftsmateriel" opgjort til DKK 3.862.230. Dette beløb udgøres af såvel bygninger inkl. installationer samt driftsanlæg. Bygningernes restværdi pr. 4. november 2020 udgør DKK 11.538.458, og restværdien pr. 31. december 2029 udgør DKK 4.562.383. Den tilbagediskonterede værdi udgør DKK 2.979.641, hvilket er det beløb, Spørger har anmodet om at blive tilkendt i erstatning/kompensation for bygningerne. For så vidt angår driftsanlæg, er restværdien pr. 4. november 2020 DKK 3.729.479, og restværdien pr. 31. december 2029 udgør DKK 1.351.407. Den tilbagediskonterede værdi udgør DKK 882.589, hvilket er det beløb, som Spørger har anmodet om at blive tilkendt i erstatning/kompensation. Spørger indgiver snarest en indikativ tilkendegivelse om, at han ønsker at udtage alle minkvirksomhedens anlægsaktiver og ønsker som følge heraf at opnå sikkerhed for konsekvenserne af at udtage samtlige driftsmidler, bygninger og installationer i sin minkvirksomhed efter Nedlukningsbekendtgørelsens § 20, stk. 3. Spørger har oplyst, at det kan lægges til grund, at alle anlægsaktiver er anvendt 100% erhvervsmæssigt i Spørgers minkvirksomhed. Spørgers opfattelse og begrundelse Ad. Spørgsmål 1: Kan det bekræftes, at hvis Spørger tilvælger og modtager erstatning efter den skematiske model i §§ 4-10 i bekendtgørelse nr. 2463 af 11. december 2021 ("Nedlukningsbekendtgørelsen"), og Spørger i den forbindelse udtager alle minkvirksomhedens anlægsaktiver efter bekendtgørelsens § 20, stk. 3, skal Spørger ikke ved opgørelsen af sin skattepligtige indkomst henføre nogen del af den samlede erstatning efter den skematiske model til de nævnte anlægsaktiver? Når Spørger vælger erstatning efter den skematiske model, er det vores opfattelse, at den erstatning og kompensation, der efter Nedlukningsbekendtgørelsens bestemmelser fastsættes for det enkelte aktiv/element, skal anses for erstatning for det pågældende aktiv/element i skattemæssig henseende. Erstatning og kompensation, der fastsættes for anlægsaktiver, jf. Nedlukningsbekendtgørelsens § 5, er således den konkret fastsatte erstatning for anlægsaktiver, mens den erstatning og kompensation, der fastsættes efter Nedlukningsbekendtgørelsens § 4, er den konkret fastsatte erstatning for tabt fremtidig indtjening. Da erstatningssummer skattemæssigt skal behandles som det, der erstattes, skal erstatning og kompensation fastsat efter Nedlukningsbekendtgørelsens § 5 skattemæssigt anses som en afståelsessum for anlægsaktiver, mens erstatning og kompensation fastsat efter Nedlukningsbekendtgørelsens § 4 skattemæssigt skal behandles som erstatning for tabt fremtidig indtjening. Skatterådet har i tre bindende svar (SKM2024. 376. SR. SKM2024. 377. SR og SKM2024. 378. SR) fundet, at erstatning og kompensation efter de forskellige bestemmelser i Nedlukningsbekendtgørelsen skal lægges sammen og anses for en samlet erstatning efter en “modificeret DCF-model". Den samlede erstatning skal ifølge de bindende svar fordeles på aktivtyper med udgangspunkt i de såkaldte takserede værdier, hvorved erstatning for tabt indtjeningsgrundlag opgøres som en residual (den del af den samlede erstatning, der ikke er henført til andre aktiver efter takserede værdier mv.). Det er vores opfattelse, at de nævnte bindende svar fra Skatterådet er forkerte. Denne opfattelse begrunder vi bl.a. med følgende: - En erstatning eller kompensation skal skattemæssigt behandles som det, der erstattes - Nedlukningsbekendtgørelsen fastlægger helt præcist, hvilke beløb der ydes som erstatning/kompensation for de enkelte aktivtyper/elementer - Skatterådets opfattelse strider mod Nedlukningsbekendtgørelsens klare ordlyd og skatteretlig praksis i øvrigt - Skatterådets opfattelse indebærer, at erstatningsbeløb, der er fastsat på ét grundlag, skal fordeles på et helt andet grundlag. Ingen af disse grundlag har afsæt i markedsværdier. Dette fører til uforståelige og inkonsekvente resultater, herunder bl.a., at helt ens anlægsaktiver værdiansættes væsentligt forskelligt, og at det beløb, der henføres til tabt fremtidig indtjening, varierer særdeles markant afhængig af, om drift og anlægsaktiver er placeret hos samme skattesubjekt, eller om virksomheden f.eks. drives personligt, mens anlægsaktiverne ejes af et selskab - Skatterådets opfattelse fører til, at der skal lægges forskellige erstatningsbeløb til grund moms- og skattemæssigt Vores argumenter er nærmere underbygget i de anmodninger om bindende svar, der er indsendt i de tre ovennævnte sager. Skatterådets bindende svar i de tre sager er påklaget til Skatteankestyrelsen den 24. september 2024. Allerede som følge af, at Nedlukningsbekendtgørelsen direkte angiver hvilket beløb, der ydes i erstatning eller kompensation for hver enkelt aktivtype/element, skal spørgsmål 1 besvares bekræftende. Spørger skal således ikke henføre nogen del af sin samlede erstatning til anlægsaktiver, når samtlige anlægsaktiver udtages, og Spørger derfor ikke får fastsat nogen erstatning efter Nedlukningsbekendtgørelsens § 5. Særligt om udtagning af aktiver Vi kan konstatere, at Skatterådet i de tre ovennævnte bindende svar har tiltrådt indstillinger fra Skattestyrelsen, hvor følgende tilkendegives i relation til nogle opstillede eksempler, hvor en minkavler forudsættes at udtage samtlige anlægsaktiver: “Vedrørende udtagning af aktiver, har Spørger anført, at Skattestyrelsen anser minkavleren for først at afstå sine aktiver til staten og derefter får bygninger og driftsmidler tilbage. Skattestyrelsen er ikke enig heri. Det fremgår ikke noget sted, at Skattestyrelsen anser udtagne aktiver for afstået og tilbagekøbt - tværtimod. Minkavleren beholder således ejendomsretten til aktiverne frem til det tidspunkt, hvor erstatnings- og taksationskommissionen har truffet afgørelse om nedlukningserstatning (eller der er indgået et forlig), jf. Minklovens § 8 a, stk. 2 og 3. Taksationskommissionen kan efter ansøgning træffe afgørelse om, at staten ikke erhverver ret til visse aktiver, mod et fradrag i erstatningen, jf. samme bekendtgørelses § 20, stk. 3. Minkavleren beholder dermed de “udtagne" aktiver. De er således ikke afstået og generhvervet. Dette ændrer imidlertid ikke ved, at der er ydet erstatning for alle minkvirksomhedens aktiver (erstatning efter § 4 og 5 er uændret ved udtagning), men dog med et fradrag i erstatningen, som følge af at minkavleren beholder aktivet. Dette har Skattestyrelsen illustreret med et simpelt eksempel med en totalskadet bil, som ejeren beholder, men får erstatning for. Skattestyrelsen bemærker, at det er helt normalt, at der ydes erstatning vedrørende aktiver, som ejeren beholder. Typisk er aktivet kun delvist beskadiget. Som eksempel kan også nævnes erstatninger ved forbud mod brug af sprøjtemidler på en landmands jord. Her erstattes værdinedgangen på jorden, som følge af forbuddet. Erstatningssummen behandles i den situation som salgssum for jorden, jf. Ejendomsavancebeskatningslovens § 2, stk. 1. " Dette synspunkt har Skatterådet efterfølgende lagt til grund i et bindende svar, der direkte vedrører udtagning af bygninger og installationer (SKM2024. 509. SR). I dette bindende svar har Skatterådet erklæret sig enig i, at de udtagne aktiver ikke skal anses for afstået til staten i skattemæssig henseende, men at den konkrete spørger skal anses for at have opretholdt ejendomsretten til disse. Det må således konstateres, at Skatterådet har lagt sig fast på, at en del af den samlede erstatning til en minkavler efter Nedlukningsbekendtgørelsen kan henføres til anlægsaktiver, som minkavleren har beholdt. Skatterådets synspunkt er efter vores opfattelse i direkte strid med Nedlukningsbekendtgørelsens ordlyd og dermed det juridiske grundlag for erstatningen. Følgende fremgår af Nedlukningsbekendtgørelsens § 20: “Tildeling og udbetaling af erstatning og kompensation efter denne bekendtgørelse sker med vilkår om, at staten erhverver den fulde ret over de aktiver eller den virksomhed, der bliver ydet erstatning eller kompensation for , efter § 8 a, § 8 b og § 8 e i lov om aflivning af og midlertidigt forbud mod hold af mink, jf. dog stk. 3." [vores understregning] Denne del af Nedlukningsbekendtgørelsen har hjemmel i Minklovens § 8 a, stk. 1, der er affattet som følger: “Ved fastsættelse af erstatning eller kompensation efter regler fastsat i medfør af § 8, stk. 3, for minkavl, opdræt af mink med henblik på videresalg af levende dyr, pelseri, som har været drevet i tilknytning til en minkvirksomhed, eller udlejning af stald- og burkapacitet er det et vilkår for erstatningen eller kompensationen, at staten erhverver ret som nævnt i stk. 2 og 3 over de aktiver, der er ydet erstatning eller kompensation for." [vores understregning] Af Minklovens § 8 a, stk. 3, fremgår endvidere: “ved erstatning eller kompensation for løsøre, herunder driftsmateriel og driftsinventar, immaterielle rettigheder og alle øvrige aktiver er det et vilkår for erstatningen eller kompensationen, at staten erhverver ejendomsret til aktiverne. " [vores understregning] Endelig fremgår følgende af Minklovens § 8 a, stk. 4: “. . . Ministeren kan endvidere fastsætte regler om, at staten ikke erhverver ret til visse aktiver som nævnt i stk. 2 og 3, herunder efter anmodning fra den enkelte minkavler eller følgeerhvervsvirksomhed, og om fradrag i opgørelsen af erstatningen eller kompensationen som følge heraf." Det fremgår således klart af ordlyden af disse bestemmelser, at der efter Minkloven og Nedlukningsbekendtgørelsen alene kan ydes erstatning for aktiver, som staten erhverver ret over - og staten erhverver netop ikke ret over aktiver, der udtages. Som nævnt påtænker Spørger at udtage alle minkvirksomhedens anlægsaktiver. Hvis Spørger udtager alle anlægsaktiver, kan der således ikke henføres nogen del af Spørgers erstatning efter Nedlukningsbekendtgørelsen (herunder dennes § 4) til anlægsaktiver. Sammenfattende er det vores opfattelse, at det stillede spørgsmål skal besvares bekræftende. Spørgers supplement af 25. april 2025 vedrørende spørgsmål 1 Ved brev af 31. marts 2025 har Skattestyrelsen anmodet om svar på følgende spørgsmål: " Er I enige i, at der vil blive opgjort et erstatningsbeløb efter nedlukningsbekendtgørelsens § 5, uanset at Spørger udtager alle driftsmidler, bygninger og installationer? " Spørgsmålet vedrører den juridiske fortolkning af bestemmelserne i nedlukningsbekendtgørelsens §§ 5 og 20, stk. 3. Det er vores opfattelse, at Minkloven ikke indeholder hjemmel til at yde erstatning for aktiver, som staten ikke erhverver ejendomsretten til. Erstatning opgjort efter den skematiske model i nedlukningsbekendtgørelsen, der er udstedt med hjemmel i Minkloven, kan derfor alene vedrøre aktiver, som den enkelte minkavler ikke opretholder sit ejerskab af. Denne konstatering giver efter vores opfattelse ikke anledning til problemer, når der ikke udtages aktiver. Ved udtagning af aktiver indebærer "regnemekanismerne" i den skematiske model efter vores opfattelse, at der først opgøres erstatningsbeløb på ét grundlag for anlægsaktiver efter nedlukningsbekendtgørelsens § 5, og derefter foretages fradrag på et helt andet grundlag efter nedlukningsbekendtgørelsens § 20, stk. 3, hvis selvsamme anlægsaktiver udtages. Forskelsværdien har ingen sammenhæng med konkrete værdier af anlægsaktiver. I vores spørgsmål 1 beder vi alene om en bekræftelse på, at ingen del af den samlede erstatning skal henføres til anlægsaktiver, når Spørger beholder ejendomsretten til alle anlægsaktiver, og vi spørger således ikke til, hvordan den nævnte forskelsværdi skal behandles. Den skattemæssige behandling af forskelsværdien aktualiseres dog, hvis der svares benægtende på spørgsmål 1, således at de efterfølgende spørgsmål skal besvares. I brevet af 31. marts 2025 henviser Skattestyrelsen til en formulering på side 4 i den indsendte anmodning om bindende svar. Formuleringen er rettet mod situationer, hvor alle anlægsaktiver udtages, og har alene til formål at præcisere, at der i sådanne situationer, hvor alle anlægsaktiver udtages, ikke skattemæssigt kan henføres nogen erstatning efter nedlukningsbekendtgørelsens § 5 til anlægsaktiver. Det har ikke været hensigten at tilkendegive, at selve beregningsprincipperne i den skematiske model, herunder nedlukningsbekendtgørelsens §§ 5 og 20, stk. 3, ikke skal anvendes. Ad. Spørgsmål 2: Kan det bekræftes, at den del af den samlede erstatning omtalt i spørgsmål 1, der henføres til de udtagne driftsmidler, ikke skal fradrages ved opgørelse af Spørgers driftsmiddelsaldo efter afskrivningslovens § 5, stk. 2, og at denne del af erstatningen dermed er skattefri? Da spørgsmål 1 efter vores opfattelse bør besvares bekræftende, bør svaret på spørgsmål 2 være “bortfalder". Hvis spørgsmål 1 besvares benægtende, lægger vi til grund, at Skatterådet opretholder det synspunkt, at en del af den samlede erstatning til Spørger skal henføres til anlægsaktiver, selvom Spørger beholder ejendomsretten til samtlige minkvirksomhedens anlægsaktiver. Skatterådet må i givet fald - i direkte strid med det juridiske grundlag - antages at lægge til grund, at Spørger modtager erstatning for anlægsaktiver alene af den grund, at Spørgers anlægsaktiver er faldet i værdi som følge af beslutningen om aflivning af alle mink i Danmark. Det er vores opfattelse, at der ikke findes hjemmel i afskrivningsloven til, at et erstatningsbeløb, som under disse omstændigheder henføres til anlægsaktiver, der 1) opfylder den skattemæssige definition af driftsmidler, som 2) Spørger på intet tidspunkt har afhændet eller afgivet rettigheder over, og som 3) ikke har været beskadigede eller lignende, skal fragå Spørgers driftsmiddelsaldo. Vi henviser i den forbindelse til afskrivningslovens § 5, stk. 2, der har følgende ordlyd: “Indkomstårets afskrivninger foretages på grundlag af den afskrivningsberettigede saldoværdi ved indkomstårets udgang. Denne værdi opgøres som saldoværdien ved indkomstårets begyndelse med tillæg af anskaffelsessummen for driftsmidler og skibe, der er anskaffet i indkomståret, og med fradrag af salgssummen for driftsmidler og skibe, der er solgt og leveret i indkomstårets løb." [vores understregning] Formuleringen "solgt og leveret" blev indsat i afskrivningsloven i 1998. Følgende fremgår af bemærkningerne til lovforslag nr. L 102, folketingsåret 1997-98 (2. samling): "Til § 5 (…) Stk. 2, 2. pkt., i den foreslåede bestemmelse indeholder endvidere reglen om, at salgssummen for driftsmidler og skibe, der er solgt i indkomstårets løb, fradrages saldoværdien. Af bestemmelsen fremgår, at salgssummen fradrages på det tidspunkt, hvor der er sket levering . Dette indebærer en ændring i forhold til gældende ret, hvor der lægges vægt på det tidspunkt, hvor salget er aftalt. Herved fjernes det »hul« i afskrivningerne, der efter gældende ret kan opstå, hvor hverken sælger eller køber kan afskrive på driftsmidlet, fordi salgssummen for solgte driftsmidler og skibe fradrages saldoværdien allerede i aftaleåret, uanset om driftsmidlet eller skibet først måtte blive leveret til køberen i det følgende indkomstår. Ved »levering« forstås levering i købelovens forstand som omtalt ovenfor i bemærkningerne til den foreslåede § 3. En negativ saldoværdi behandles i overensstemmelse med bestemmelsen i forslagets § 8." [vores understregning] I relation til en erstatning, der måtte blive henført til, at driftsmidler, som Spørger på intet tidspunkt afgiver ejerskab eller rettigheder over, som ikke beskadiges eller lignende, og som uomtvisteligt på intet tidspunkt leveres (til staten) i købelovens forstand, er der således ikke hjemmel til at lade erstatningsbeløbet fragå driftsmiddelsaldoen efter afskrivningslovens § 5. Det bemærkes i den forbindelse, at bestemmelsen i afskrivningslovens § 48, der fastslår, at forsikrings- og erstatningssummer skal behandles som salgssummer, ikke ændrer herpå. Afskrivningslovens § 48 er således efter sin klare ordlyd alene relevant, “hvor andet ikke er særskilt fastsat", og i øvrigt kun, hvis der som krævet i afskrivningslovens § 47 overhovedet foreligger en afståelse eller noget, der sidestilles hermed. Hverken den gældende afskrivningslov eller tidligere gældende udformninger heraf indeholdt hjemmel til, at erstatningsbeløb eller lignende vedrørende driftsmidler, der hverken afstås eller undergår nogen form for ændring, skal fragå driftsmiddelsaldoen eller for den sags skyld indgå i en skattemæssig avanceopgørelse. Der er heller ikke bestemmelser i skattelovgivningen i øvrigt, der giver hjemmel til reduktion af driftsmiddelsaldoen eller til direkte beskatning af erstatningsbeløb, der henføres til driftsmidler, der hverken afstås eller beskadiges. Dette ville da også være stærkt ulogisk henset til, at anskaffelsessummerne for de omhandlede driftsmidler netop indgår i driftsmiddelsaldoen efter afskrivningsloven. Vi skal i denne forbindelse understrege, at driftsmidlerne ikke på nogen måde kan anses for beskadigede aktiver efter afskrivningsloven, da de hverken økonomisk eller fysisk bliver uanvendelige som konsekvens af, at der ikke længere kan drives minkvirksomhed på Spørgers ejendom. Der er intet til hinder for, at driftsmidlerne kan anvendes i andre virksomheder, og det er åbenbart, at en række aktiver helt uden problemer kan anvendes uden for minkerhvervet. Herefter må beløbet være omfattet af statsskattelovens § 5 a. Vi henviser i den forbindelse til Betænkning nr. 171/1957, hvor retsstillingen forud for indsættelse af særlige bestemmelser i ligningsloven (der i sagens natur for længst er ophævet), og vedtagelsen af afskrivningsloven i 1957 er beskrevet på betænkningens side 18. Retsstillingen var, at der i mangel af specielle regler ikke var hjemmel til beskatning af avancer ud over, hvad der følger af statsskattelovens § 5 a vedrørende aktiver erhvervet som led i næring eller spekulation. Hvis spørgsmål 1 besvares benægtende, bør spørgsmål 2 således besvares bekræftende. Ad. Spørgsmål 3: Kan det bekræftes, at den del af den samlede erstatning omtalt i spørgsmål 1, der henføres til de udtagne bygninger og installationer, ikke omfattes af afskrivningslovens regler? Da spørgsmål 1 efter vores opfattelse bør besvares bekræftende, bør svaret på spørgsmål 3 være “bortfalder". Hvis spørgsmål 1 besvares benægtende, lægger vi til grund, at Skatterådet opretholder det synspunkt, at en del af den samlede erstatning til Spørger skal henføres til anlægsaktiver, selvom Spørger beholder ejendomsretten til samtlige minkvirksomhedens anlægsaktiver. Skatterådet må i givet fald i direkte strid med det juridiske grundlag antages at lægge til grund, at Spørger modtager erstatning for anlægsaktiver alene af den grund, at Spørgers anlægsaktiver er faldet i værdi som følge af beslutningen om aflivning af alle mink i Danmark og/eller som følge af, at der i tilfælde af udtagelse af særligt staldbygninger og/eller bure skal vedtages (og eventuelt tinglyses) en deklaration på Spørgers ejendom, hvorefter der i en periode ikke kan drives minkproduktion og pelseri på Spørgers ejendom. Det er vores opfattelse, at der ikke findes hjemmel i afskrivningsloven til, at et erstatningsbeløb, som under disse omstændigheder henføres til anlægsaktiver, der 1) opfylder den skattemæssige definition af bygninger og installationer, som 2) Spørger på intet tidspunkt har afhændet eller afgivet væsentlige rettigheder over, og som 3) ikke har været beskadigede eller lignende, skal indgå i en opgørelse af genvundne afskrivninger efter reglerne i afskrivningsloven. Afskrivningslovens § 21 indeholder bestemmelsen om genvundne afskrivninger ved salg af bygninger og installationer. Bestemmelsens stk. 1 har følgende ordlyd: “Genvundne afskrivninger eller tab ved salg af bygninger eller installationer, hvorpå der er afskrevet efter § 14 eller § 15, medregnes i den skattepligtige indkomst for salgsåret efter reglerne i stk. 2-6, medmindre § 24 finder anvendelse." [vores understregning] Henvisningen til § 24 er i relation til det stillede spørgsmål uden relevans, idet bestemmelsen indeholder særregler for tilfælde, hvor der modtages en erstatnings- eller forsikringssum ved en skade på en ejendom og foretages genopførelse eller ombygning. Erstatning efter Nedlukningsbekendtgørelsens § 5 dækker ikke skader på ejendomme, og der foretages ingen genopførelse. Vi skal understrege, at der netop ikke sker skader på Spørgers bygninger og installationer. Det kan ikke anses for en skade på bygninger og installationer, at der pålægges en begrænsning på, hvad jorden kan bruges til. Afskrivningslovens § 24 omhandler fysiske skader, og i øvrigt er grunden ikke en del af erstatningsopgørelsen. Afskrivningslovens §§ 21 og 24 er de eneste bestemmelser i denne lov, der regulerer afståelser af bygninger og installationer. Beskatning af genvundne afskrivninger udenfor skadestilfælde forudsætter således, at der foreligger et salg. Til afgørelse heraf suppleres afskrivningslovens § 21 af to bestemmelser i afskrivningslovens kapitel 6, Almindelige bestemmelser: “§ 47. Med salg sidestilles i denne lov andre former for afhændelse og afståelse." “§ 48. Hvor andet ikke er særskilt fastsat, behandles forsikrings- og erstatningssummer, herunder ekspropriationserstatninger, som salgssummer." Disse bestemmelser kan kun læses således, at der skal foreligge en disposition, der enten er et salg eller en anden form for afhændelse eller afståelse, jf. afskrivningslovens § 47, før det overhovedet er relevant at forholde sig til, hvad der er eller behandles som salgssum, jf. afskrivningslovens § 48. Der foreligger således ikke et salg eller anden form for afhændelse eller afståelse, blot fordi der modtages en erstatningssum. Denne forståelse understøttes af følgende: - Hvis modtagelse af en erstatningssum i sig selv skulle være at sidestilles med et salg mv., ville/skulle dette have fremgået af afskrivningslovens § 47. - Sondringen mellem selve salget mv. og det beløb, der skal anses for salgssum, tydeliggøres i afskrivningslovens § 49, 1. pkt., der har følgende ordlyd: “Erhvervelse og afståelse af aktiver ved gave, arv eller arveforskud sidestilles i denne lov med køb henholdsvis salg. Som anskaffelsessum eller salgssum betragtes i disse tilfælde det beløb, der er lagt til grund ved beregningen af gaveafgift boafgift eller indkomstskat af den pågældende erhvervelse.". - Ifølge de enkelte bemærkninger til afskrivningslovens §§ 47 og 48 i lovforslag nr. L 102 (folketingsåret 1997- 98 (2.samling)) erstatter disse bestemmelser en række bestemmelser i den hidtidige afskrivningslov, der er gennemført i 1957. Afskrivningsloven fra 1957 indeholdt bl.a. visse bestemmelser, hvor det direkte anføres, at udbetaling af forsikrings- eller erstatningssum “betragtes som salg" og “sidestilles med afhændelse", og indeholdt samtidig andre bestemmelser, hvor det direkte anføres, at forsikrings- eller erstatningssummer “sidestilles med salgssummer". Med vedtagelsen af lovforslag nr. L 102 (folketingsåret 1997-98 (2. samling)) er denne type af bestemmelser netop samlet i generelle bestemmelser gældende for hele afskrivningsloven og opdelt i to paragraffer, således at det tydeligt fremgår, at afgørelsen af, hvorvidt der foreligger et salg, og fastlæggelsen af, hvordan salgssummer opgøres, er to forskellige ting. - Der eksisterer ingen praksis, der understøtter, at den blotte erstatning for en værdinedgang på en bygning, hvor erstatningen er helt uden sammenhæng med ejerskab til, dispositionsret over eller skader på bygningen som sådan, skulle have hjemmel i afskrivningsloven. Når henførelsen af et erstatningsbeløb til bygninger og installationer således ikke i sig selv kan indebære en afståelse efter afskrivningsloven, er spørgsmålet alene, om det forhold, at Spørger som betingelse for at modtage erstatning efter Nedlukningsbekendtgørelsen får fastsat som vilkår, at der vedtages en deklaration på Spørgers ejendom, hvorefter der for den angivne periode ikke kan drives minkproduktion og pelseri på ejendommen, skal sidestilles med et salg af Spørgers bygninger og installationer efter afskrivningslovens § 47. I en situation, hvor Spørger forventer at udtage samtlige minkvirksomhedens driftsmidler, bygninger og installationer, fastsættes deklarationen konkret som vilkår for, at Spørger kan modtage erstatning for tabt indtjening ved produktion af mink efter Nedlukningsbekendtgørelsens § 4. Deklarationen er i det væsentlige et tidsbegrænset forbud mod en helt konkret virksomhedsdrift på ejendommen, dvs. på grunden/jorden, som der slet ikke ydes erstatning for, jf. Nedlukningsbekendtgørelsens § 7. Spørger modtager derfor ingen erstatning for den jord, som deklarationen lyses på, og hvis jorden skulle anses for afstået som følge af deklarationen, er den altså afstået for 0 kr. Der er intet grundlag for at anse vedtagelsen af deklarationen som et salg af Spørgers bygninger mv. I den forbindelse bemærkes, at f.eks. en udtaget minkhal uanset deklarationen i princippet kan flyttes til en anden grund og anvendes til minkproduktion og pelseri. I øvrigt er typen af deklaration slet ikke af en karakter, der kan anses for en afståelse af middelbare rettigheder. Dette gælder, selvom man måtte lægge det udvidede afståelsesbegreb efter ejendomsavancebeskatningsloven til grund i relation til afskrivningsloven, jf. nærmere argumentationen nedenfor under ad. spørgsmål 4. Den del af erstatningen, der henføres til Spørgers bygninger og installationer, kan således ikke føre til beskatning af genvundne afskrivninger efter afskrivningsloven og er herefter skattefri efter Statsskattelovens § 5 a. Vi henviser i den forbindelse til bemærkningerne til Lovforslag nr. L 81, fremsat 27. marts 1957 (afskrivningslovens indførelse), hvor følgende fremgår: “Avance eller tab ved afhændelse af bygninger er efter de gældende regler normalt den skattepligtige indkomst uvedkommende. Såfremt den skattepligtige har det som erhverv at handle med faste ejendomme, eller såfremt en ejendom er erhvervet i spekulationsøjemed, skal avance dog beskattes fuldt ud, ligesom et eventuelt tab kan fradrages i sin helhed. I lovforslaget foreslås de gældende bestemmelser om beskatning af avance og om fradragsret for tab i nærings- og spekulationstilfælde opretholdt for bygninger såvel som for andre driftsaktiver." Spørger er ikke næringsdrivende med fast ejendom og har ikke erhvervet sine ejendomme og installationer i spekulationshensigt. Hvis Spørgsmål 1 besvares benægtende, bør Spørgsmål 3 således besvares bekræftende. Ad Spørgsmål 4: Kan det bekræftes, at den del af den samlede erstatning omtalt i spørgsmål 1, der henføres til udtagne bygninger og installationer, ikke omfattes af ejendomsavancebeskatningslovens regler? Da spørgsmål 1 efter vores opfattelse bør besvares bekræftende, bør svaret på spørgsmål 4 være “bortfalder". Hvis spørgsmål 1 besvares benægtende, lægger vi til grund, at Skatterådet opretholder det synspunkt, at en del af den samlede erstatning til Spørger skal henføres til anlægsaktiver, selvom Spørger beholder ejendomsretten til samtlige minkvirksomhedens anlægsaktiver. Skatterådet må i givet fald i direkte strid med det juridiske grundlag antages at lægge til grund, at Spørger modtager erstatning for anlægsaktiver alene af den grund, at Spørgers anlægsaktiver er faldet i værdi som følge af beslutningen om aflivning af alle mink i Danmark og/eller som følge af, at der i tilfælde af udtagelse af staldbygninger og/eller bure skal vedtages (og eventuelt tinglyses) en deklaration på Spørgers ejendom, hvorefter der i en periode ikke kan drives minkproduktion og pelseri på Spørgers ejendom. Det er vores opfattelse, at der ikke findes hjemmel i ejendomsavancebeskatningsloven til, at et erstatningsbeløb, som under disse omstændigheder henføres til anlægsaktiver, der 1) opfylder den skattemæssige definition af bygninger og installationer, som 2) Spørger på intet tidspunkt har afhændet eller afgivet væsentlige rettigheder over, og som 3) ikke har været beskadigede eller lignende, skal indgå i en opgørelse af ejendomsavance efter reglerne i ejendomsavancebeskatningsloven. Ejendomsavancebeskatningslovens § 1, stk. 1 er affattet således: “§1. Fortjeneste ved afståelse af fast ejendom medregnes til den skattepligtige indkomst efter reglerne i denne lov." Af ejendomsavancebeskatningslovens § 2 fremgår følgende: “§2. Erstatnings- og forsikringssummer sidestilles med salgssummer, jf. dog §§ 10 og 11. Stk. 2. Overdragelse af fast ejendom som gave eller arveforskud sidestilles med salg. Erhvervelse af fast ejendom ved gave eller arveforskud sidestilles med køb." Disse bestemmelser indeholder på samme måde som de ovenfor omtalte bestemmelser i afskrivningsloven en klar sondring mellem selve salget og den tilhørende salgssum. Der skal således foreligge et salg, før det er relevant at overveje, hvordan en salgssum opgøres. Dette understreges yderligere, når der henses til, hvorledes disse begreber anvendes i hhv. stk. 1 og stk. 2 i ejendomsavancebeskatningslovens § 2. Hvis erstatnings- og forsikringssummer i sig selv skulle kunne sidestilles med salg og ikke med salgssummer, skulle modtagelse af erstatnings- og forsikringssummer naturligvis være sidestillet med salg i stk. 2. I den forbindelse bemærkes, at indholdet af ejendomsavancebeskatningslovens § 2, stk. 1, beskrives således i afsnit C. H. 2.1.6.5., Erstatnings- og Forsikringssummer i Juridisk Vejledning 2024-2: “ Regel En modtagen erstatning behandles skattemæssigt som det tab, erstatningen ydes for. Når en ejer modtager erstatnings- og forsikringssummer i forbindelse med skader på fast ejendom, sidestilles det med salgssummer i ejendomsavancebeskatningsloven, og fortjenesten beskattes efter lovens regler. Se EBL § 2, stk. 1." I Juridisk Vejledning lægges det således til grund, at erstatnings- og forsikringssummer alene sidestilles med salgssummer i ejendomsavancebeskatningsloven, hvis erstatnings- eller forsikringssummerne udbetales i anledning af en skade på ejendommen. Denne fortolkning går endnu videre end den, vi har lagt til grund ovenfor, men understreger yderligere, at en erstatning, der henføres til fast ejendom, hvor der ikke sker ændringer vedrørende selve ejendommen, ikke i sig selv udgør en afståelse. Det er således udelukket, at den blotte henførelse af et erstatningsbeløb til bygninger og installationer, som Spørger på intet tidspunkt overdrager ejendomsretten til eller beføjelserne over, og som ikke beskadiges, i sig selv kan indebære en afståelse efter ejendomsavancebeskatningsloven. Dermed er spørgsmålet alene, om det forhold, at Spørger som betingelse for at modtage erstatning efter Nedlukningsbekendtgørelsen får fastsat som vilkår, at der vedtages en deklaration på Spørgers ejendom, hvorefter der for en periode ikke kan drives minkproduktion og pelseri på ejendommen, skal sidestilles med et salg af Spørgers bygninger og installationer efter ejendomsavancebeskatningslovens § 1, stk. 1. I en situation, hvor Spørger forventer at udtage samtlige minkvirksomhedens driftsmidler, bygninger og installationer, fastsættes deklarationen konkret som vilkår for, at Spørger kan modtage erstatning for tabt indtjening ved produktion af mink efter Nedlukningsbekendtgørelsens § 4. Deklarationen er i det væsentlige et tidsbegrænset forbud mod en helt konkret virksomhedsdrift på ejendommen, dvs. på grunden/jorden, som der slet ikke ydes erstatning for, jf. Nedlukningsbekendtgørelsens § 7. Spørger modtager derfor ingen erstatning for den jord, som deklarationen vedtages på, og hvis jorden skulle anses for afstået som følge af deklarationen, er den altså afstået for 0 kr. Der er intet grundlag for at anse påtagelsen af deklarationen som et salg af Spørgers bygninger mv. I den forbindelse bemærkes, at f.eks. en minkhal uanset deklarationen i princippet kan flyttes til en anden grund og anvendes til minkproduktion og pelseri. I øvrigt er typen af deklaration slet ikke af en karakter, der efter praksis kan anses for en afståelse af middelbare rettigheder over fast ejendom. Det følger ganske vist af praksis, at erstatning som følge af en værdiforringelse af en ejendom eller et forudset tab på ejendommen, uden at værdiforringelsen eller tabet har direkte tilknytning til en handling, der kan sidestilles med afståelse af den faste ejendom, kan være omfattet af ejendomsavancebeskatningslovens udvidede afståelsesbegreb i lovens § 1, stk. 1. Betingelsen herfor er beskrevet som følger i Juridisk Vejledning 2024-2, afsnit C. H. 2.1.6.5: “Det er dog en forudsætning, at det tab, som erstatningen skal kompensere for, har relation til ejendommen som sådan og ikke til driften af ejendommen". I Spørgers tilfælde er denne forudsætning ikke opfyldt, idet den deklaration, der vedtages på Spørgers ejendom, netop vedrører driften på ejendommen. Hertil kommer, at den grundlæggende forudsætning om, at en ulempe skal være varig, ikke er opfyldt. Der er således tale om, at den deklaration, der vedtages på Spørgers ejendom, ikke er varig men alene midlertidig. Selve typen af deklaration på Spørgers ejendom opfylder således ikke kravene for at bringe erstatningen ind under ejendomsavancebeskatningslovens udvidede afståelsesbegreb. Den del af erstatningen til Spørger, der henføres til Spørgers bygninger og installationer, kan således ikke føre til beskatning efter ejendomsavancebeskatningsloven og er herefter skattefri efter Statsskattelovens § 5 a. På denne baggrund er det vores opfattelse, at spørgsmål 4 skal besvares bekræftende. Ad. spørgsmål 5: Kan det bekræftes, at den del af den samlede erstatning omtalt i spørgsmål 1, der henføres til udtagne bygninger og installationer, er skattefri? Det er vores opfattelse, at der skal svares bekræftende på spørgsmål 1, hvorfor svaret på spørgsmål 5 bør være “bortfalder". Hvis der svares benægtende på spørgsmål 1 og bekræftende på spørgsmål 3 og 4, er det vores opfattelse, at der skal besvares bekræftende på spørgsmål 5. Hvis spørgsmål 1 besvares benægtende, lægger vi til grund, at Skatterådet opretholder det synspunkt, at en del af den samlede erstatning til spørger skal henføres til bygninger og installationer, selvom Spørger beholder ejendomsretten til disse. Skatterådet må i givet fald - og i direkte strid med det juridiske grundlag - lægge til grund, at Spørger modtager erstatning for bygninger og installationer alene af den grund, at disse er faldet i værdi som følge af beslutningen om aflivning af alle mink i Danmark. Er spørgsmål 3 og 4 samtidig besvaret bekræftende, er konsekvensen efter vores opfattelse, at den del af den samlede erstatning, der henføres til bygninger og installationer, omfattes af statsskattelovens § 5 a. Der er intet grundlag for at anse erstatningen for at træde i stedet for indtægter ud fra betragtningerne i SKM2005. 93. LSR, idet Nedlukningsbekendtgørelsen netop fastsætter erstatninger i en nedlukningssituation, og idet et surrogat synspunkt under alle omstændigheder vil føre til, at erstatningen (helt i overensstemmelse med det juridiske grundlag) alene har sammenhæng med Spørgers erstatning efter Nedlukningsbekendtgørelsens § 4. Den midlertidige deklaration, der vedtages på Spørgers ejendom, er i øvrigt kendetegnet ved, at dens eventuelle værdi er meget begrænset, at ikke som i SKM2005. 93. LSR hindrer Spørger i at disponere over grund og bygninger (f.eks. ved udlejning), og at den ikke har noget specifikt med Spørgers bygninger at gøre, men alene udgør en forudsætning for erstatning efter den nævnte § 4 i Nedlukningsbekendtgørelsen. Dermed er den omhandlede del af erstatningen skattefri, jf. Statsskattelovens § 5 a, idet bygningerne og installationerne ikke er erhvervet i Spørgers næringsvirksomhed, og idet Spørger ikke har erhvervet disse i spekulationshensigt. Vi henviser til bemærkningerne til Lovforslag nr. L 81, fremsat 27. marts 1957, Betænkning nr. 171/1957, side 18, der findes omtalt ovenfor. Spørgers høringssvar af 4. juli 2025 Vi har i anmodningen om bindende svar citeret bestemmelser i minkloven, hvoraf det efter vores opfattelse klart følger, at der alene kan ydes erstatning for aktiver, som staten erhverver ret over. Der er tale om følgende bestemmelser i minkloven: Minklovens § 8a, stk. 1: “ Ved fastsættelse af erstatning eller kompensation efter regler fastsat i medfør af § 8, stk. 3, for minkavl, opdræt af mink med henblik på videresalg af levende dyr, pelseri, som har været drevet i tilknytning til en minkvirksomhed, eller udlejning af stald- og burkapacitet er det et vilkår for erstatningen eller kompensationen, at staten erhverver ret som nævnt i stk. 2 og 3 over de aktiver, der er ydet erstatning eller kompensation for . " [vores understregning] Minklovens § 8, stk. 3: “ ved erstatning eller kompensation for løsøre, herunder driftsmateriel og driftsinventar, immaterielle rettigheder og alle øvrige aktiver er det et vilkår for erstatningen eller kompensationen, at staten erhverver ejendomsret til aktiverne. " [vores understregning] Minklovens § 8a, stk. 4: “ . . . Ministeren kan endvidere fastsætte regler om, at staten ikke erhverver ret til visse aktiver som nævnt i stk. 2 og 3, herunder efter anmodning fra den enkelte minkavler eller følgeerhvervsvirksomhed, og om fradrag i opgørelsen af erstatningen eller kompensationen som følge heraf. " Skattestyrelsen bemærker i indstillingen (side 21), at den citerede bestemmelse i minklovens § 8a, stk. 4, giver hjemmel til at yde erstatning for aktiver, som staten ikke overtager. Vi er helt uenige i, at dette fremgår af bestemmelsen, der alene giver hjemmel til, at ministeren kan fastsætte regler om, at staten ikke erhverver ret til visse aktiver, og i givet fald fastsætte regler om reduktion i opgørelsen af erstatningen. Vi bemærker i den forbindelse, at den måde, hvorpå bemyndigelsen er udnyttet i nedlukningsbekendtgørelsens § 20, stk. 3, herunder at fradraget i opgørelsen af erstatningen for udtagne aktiver udgør et andet beløb end det, der i første omgang fastsættes for aktivet, naturligvis ikke kan indebære en "omskrivning" af minklovens bestemmelser. Det forhold, at bestemmelsen i nedlukningsbekendtgørelsens § 20, stk. 3, efterlader forskelsværdier, er med andre ord ikke et forhold, der kan ændre ved, at minkloven ikke hjemler erstatning for aktiver, som staten ikke overtager, og når staten i den konkrete sag ikke overtager anlægsaktiver overhovedet, kan ingen del af erstatningen efter den skematiske model være erstatning for anlægsaktiver. Spørger afgiver alene én rettighed som betingelse for at få nedlukningserstatning efter den skematiske model, og det er retten til at drive minkavl i en 9-årig periode. Der er intet grundlag for at henføre erstatningsbeløb til andre tænkte eller forudsatte afståelser eller opgivelser af rettigheder. Overordnet om spørgsmål 2-5 Skattestyrelsens indstilling vedrørende spørgsmål 2-5 er grundlæggende udtryk for følgende: - Der kan ske beskatning efter afskrivningsloven og ejendomsavancebeskatningsloven i tilfælde, hvor der ikke foreligger nogen form for overdragelse, indskrænkning af rettigheder, skade eller lignende med direkte forbindelse til det pågældende aktiv. Det grundlæggende realisationsprincip i dansk skatteret skulle altså være irrelevant i forhold til, om der foreligger afståelse i disse loves forstand. - Der kan ses bort fra ordlyden af helt grundlæggende bestemmelser i afskrivningsloven og ejendomsavancebeskatningsloven. Vi er helt uenige i Skattestyrelsens synspunkter på disse områder, hvilket uddybes i det følgende. Specifikke bemærkninger til Skattestyrelsens indstilling og begrundelse vedrørende spørgsmål 2 Vi har under henvisning til lovteksten i afskrivningslovens § 5, stk. 2, fremført, at Spørgers afskrivningssaldo alene kan nedbringes med salgssummen for driftsmidler og skibe, der er solgt og leveret i indkomstårets løb. Ifølge forarbejderne til bestemmelsen indebærer kravet om levering en ændring i forhold til hidtidig ret, hvor der blev lagt vægt på, hvornår salget blev aftalt. Kravet om levering er en udtrykkelig og specifik regel, der fastlægger tidspunktet, hvor en transaktion, der efter loven er eller kan sidestilles med et salg, skal føre til et fradrag i saldoen. Denne specifikke regel kan ikke - som anført af Skattestyrelsen - tilsidesættes af en generel regel (konkret afskrivningslovens § 48). Det er desuden misvisende, når Skattestyrelsen anfører, at formuleringen i afskrivningslovens § 48 om, at erstatningssummer behandles som salgssummer, ifølge bemærkningerne til bestemmelsen alene gælder i relation til tre konkrete regler i afskrivningsloven. Det fremgår utvetydigt af bemærkningerne til § 48 i L102, FT 1997/98, at der er tale om eksempler . Henvisningen til bemærkningerne støtter således ikke Skattestyrelsens synspunkt. Af afskrivningslovens § 47 fremgår, at andre former for afhændelse og afståelse sidestilles med salg. Afståelsesbegrebet i afskrivningsloven omfatter således ifølge lovens § 47 mere end rene salgsaftaler, men det er givet, at der ikke kan foreligge en afståelse af et aktiv i lovens forstand, når aktivet hverken har skiftet ejer, er beskadiget eller er undergået nogen form for fysisk eller juridisk baseret forandring, men blot ikke kan anvendes i en konkret afgrænset virksomhedsdrift. End ikke i forhold til det udvidede afståelsesbegreb i ejendomsavancebeskatningsloven, jf. nærmere herom i indstillingen (side 15), vil der foreligge en afståelse, blot fordi et aktiv ikke kan anvendes i en konkret afgrænset virksomhedsdrift, jf. nedenfor. Skattestyrelsens synspunkt om, at bestemmelsen i afskrivningslovens § 48, hvorefter erstatningssummer sidestilles med salgssummer, i sig selv skulle føre til et andet resultat, er i strid med bestemmelsens ordlyd, uforeneligt med afskrivningslovens § 47 og uden støtte i praksis. Skattestyrelsen argumenterer for, at der ville være et hul i afskrivningsloven, hvis afskrivningslovens § 48 ikke skulle fortolkes som påstået af Skattestyrelsen, idet erstatningssummer for aktiver, der ikke var beskadiget, aldrig ville føre til en reduktion af driftsmiddelsaldoen. Vi er ikke enige i Skattestyrelsens synspunkt. Det er Skattestyrelsen, der selv skaber et problem ved at henføre en erstatningssum til aktiver i en situation, hvor der ikke foreligger et salg, en skade, indskrænkning af rettigheder eller en værdireducerende handling med direkte forbindelse til aktiverne. Problemet er særligt tydeligt i relation til driftsmidler, der uden videre kan anvendes uden for minkerhvervet. Når alle aktiver udtages, modtager Spørger alene erstatning, fordi Spørger forpligter sig til ikke at drive minkvirksomhed på sin ejendom i en 9-årig periode. Denne erstatning har intet med Spørgers driftsmidler at gøre, men vedrører alene med virksomhedsaktiviteten. Vi bemærker i den forbindelse, at Skattestyrelsens henvisning til SKM2008. 622. ØLR ikke støtter Skattestyrelsens synspunkt i Spørgers sag. I Østre Landsretsdommen var der en klar forbindelse mellem en erstatningssum og konkrete (leverede) aktiver. Landsretten henviser i præmisserne direkte til Landsskatterettens begrundelse i sagen, hvor der lægges afgørende vægt på, at erstatningen er udbetalt til dækning af den anskaffelsessum, som køber havde erlagt for aktiverne. Erstatningen var med andre ord udtryk for en købesumregulering. Desuden bemærker vi vedrørende Skattestyrelsens henvisninger til SKM2024. 376. SR, SKM2024. 377. SR og SKM2024. 378. SR, at disse afgørelser ikke vedrører situationer, hvor alle anlægsaktiver udtages. Specifikke bemærkninger til Skattestyrelsens indstilling og begrundelse vedrørende spørgsmål 3 Vores bemærkninger om anvendelsesområdet for afskrivningslovens §§ 47 og 48 gælder også i relation til udtagne bygninger. Der eksisterer ingen praksis, der understøtter, at den blotte henførelse af et erstatningsbeløb til en værdinedgang på en bygning, hvor erstatningen er helt uden sammenhæng med ejerskab til, dispositionsret over eller skader på bygningen som sådan skulle have hjemmel i afskrivningsloven. Specifikke bemærkninger til Skattestyrelsens indstilling og begrundelse vedrørende spørgsmål 4 Skattestyrelsen erklærer sig i indstillingen enig i, at vedtagelsen af deklarationen (det tidsbegrænsede forbud mod en konkret virksomhedsdrift på Spørgers ejendom) som vilkår for, at Spørger kan modtage erstatning efter nedlukningsbekendtgørelsen, ikke skal sidestilles med et salg i ejendomsavancebeskatningslovens forstand. Spørgsmålet er herefter alene, om ejendomsavancebeskatningslovens § 2 skal fortolkes således, at der foreligger en afståelse omfattet af loven, blot fordi Skattestyrelsen henfører et erstatningsbeløb til bygninger på Spørgers grund, når bygningerne hverken afstås, beskadiges eller pålægges indskrænkninger i udnyttelsesmulighederne udover, at der ikke kan drives minkvirksomhed på Spørgers ejendom. Det er vores opfattelse, at der alene foreligger en afståelse omfattet af ejendomsavancebeskatningsloven, hvis en modtagen erstatning dækker et tab med relation til ejendommen som sådan og ikke til driften af ejendommen. Dette krav fremgår i øvrigt utvetydigt af SKM2009. 446. SR og af afsnit C. H. 2.1.6.5 i Den juridiske vejledning 2025-1, som Skattestyrelsen henviser til i indstillingen. Skattestyrelsen omtaler/forholder sig imidlertid slet ikke til kravet, selvom Skattestyrelsen på side 20 i indstillingen netop tilkendegiver, at der ydes erstatning for de af Spørger udtagne aktiver, fordi de ikke kan anvendes til minkavl: "Efter Skattestyrelsens opfattelse skal det ses i sammenhæng med, at den tidligere minkavler ikke længere kunne anvende aktiverne til minkavl, og at aktivernes værdi derved var reduceret, sammenholdt med værdien i en igangværende virksomhed." Skattestyrelsen henviser i stedet til SKM2009. 446. SR, SKM2010. 229. SR og SKM2009. 623. SR. Ingen af disse afgørelser forklarer dog, hvorfor der i Spørgers tilfælde skulle foreligge en afståelse omfattet af ejendomsavancebeskatningsloven. SKM2010. 229. SR og SKM2009. 623. SR vedrører situationer, hvor en erstatning ydes for en varig værdiforringelse, der påføres en ejendom. Der ydes dermed erstatning, fordi en handling foretaget af en part (hhv. opførelse af en vindmølle på nabogrunden og pålæg af indskrænkninger i dyrkningsrettigheder på et jordareal) medfører en varig værdiforringelse af en konkret ejendom. I disse situationer giver det sig selv, at erstatningen vedrører ejendommen som sådan. SKM2009. 446. SR vedrører en erstatning, som ejeren af en ejendom modtager, fordi en køber af ejendommen uberettiget ophæver handlen. I sagen foretager Skatterådet netop en vurdering af, om erstatningen har relation til ejendommen som sådan eller til driften af virksomheden i ejendommen. Da erstatningen blev ydet som følge af misligholdelse af en købsaftale vedrørende selve ejendommen, fandt Skatterådet, at erstatningssummen var omfattet af ejendomsavancebeskatningsloven. Det bemærkes, at SKAT (nu Skattestyrelsen) i sagen var af den opfattelse, at beløbet ikke trådte i stedet for en forringelse af ejendommens værdi og dermed ikke var omfattet af ejendomsavancebeskatningsloven. Nedlukningserstatningen til Spørger, der udtager samtlige anlægsaktiver, forudsætter ingen begrænsninger overhovedet, bortset fra, at Spørger ikke kan drive minkvirksomhed på ejendommen, og dette er en klar begrænsning i forhold til driften på ejendommen - og ikke ejendommen som sådan. Vi er overraskede over, at Skattestyrelsen i indstillingen lægger op til en besvarelse, der ligger så langt fra lovtekst, forarbejder og praksis. Spørger opgiver alene sin minkvirksomhed som betingelse for at få nedlukningserstatning, og der er ingen relevant kobling til spørgers bygninger. Vi bemærker i den forbindelse, at det er direkte forkert, når Skattestyrelsen på side 31 i indstillingen anfører, at den deklaration, der vedtages på Spørgers ejendom, er en betingelse for, at Spørger kan modtage nedlukningserstatning for de aktiver, som Spørger beholder . Nedlukningsbekendtgørelsen indeholder ingen bestemmelser om en sådan henføring af nedlukningserstatning til aktiver, som Spørger beholder . Skattestyrelsens indstilling og begrundelse Spørgsmål 1 Det ønskes bekræftet, at hvis Spørger tilvælger og modtager erstatning efter den skematiske model i §§ 4-10 i bekendtgørelse nr. 2463 af 11. december 2021 ("Nedlukningsbekendtgørelsen"), og Spørger i den forbindelse udtager alle minkvirksomhedens anlægsaktiver efter bekendtgørelsens § 20, stk. 3, skal Spørger ikke ved opgørelsen af sin skattepligtige indkomst henføre nogen del af den samlede erstatning efter den skematiske model til de nævnte anlægsaktiver. Begrundelse Spørger har søgt om erstatning ved permanent nedlukning ("nedlukningserstatning") efter den "skemalagte model" i §§ 4-10 i nedlukningsbekendtgørelsen (bekendtgørelse nr. 2463 af 11. december 2021). Tildelingen og udbetaling af nedlukningserstatning sker som udgangspunkt med vilkår om, at staten erhverver ret over de aktiver, der bliver ydet erstatning eller kompensation for. For fast ejendom betyder det retten til bortskaffelse af bygninger og bygningsinstallationer mv., og for løsøre og øvrige aktiver betyder det ejendomsretten til aktiverne, jf. minklovens § 8 a, stk. 2 og 3. Minkavleren kan dog ansøge om at "udtage" aktiver efter reglerne i nedlukningsbekendtgørelsens § 20, stk. 3, der er affattet således: "Erstatnings- og taksationskommissionen kan efter ansøgning fra minkvirksomheden eller følgeerhverv træffe afgørelse om, at staten ikke erhverver ret til visse aktiver eller virksomhed som nævnt i stk. 1 mod, at de pågældende aktivers realiserede salgsværdi, dog mindst den aktuelle markedsværdi af aktivet, fradrages i opgørelsen af erstatningen eller kompensationen." Spørger har oplyst, at han ønsker at udtage alle minkvirksomhedens aktiver. Det lægges herefter til grund for svaret, at Spørger beholder alle minkvirksomhedens aktiver og de således ikke kan anses for afstået og generhvervet. Der henvises til SKM2024. 509. SR, hvor Skatterådet bekræftede, at minkavleren havde beholdt de udtagne aktiver, og at de dermed ikke var afstået og generhvervet. I SKM2024. 378. SR fandt Skatterådet, at en minkavlers nedlukningserstatning skulle fordeles på de erstattede aktiver ud fra de værdier pr. 4. november 2020, som erstatnings- og taksationskommissionen havde fastsat. Dette gjaldt også for de bygninger og driftsmidler, som minkavleren havde udtaget. Dog var erstatningen for bygningerne og driftsmidlerne reduceret med det beløb, som var fradraget i erstatningen, som følge af udtagningen. I SKM2024. 378. SR fremgår bl.a. følgende om beskatningen ved udtagning af aktiver: "Skattestyrelsen bemærker hertil, at Spørgers valg, om at beholde de nævnte aktiver, ikke har nogen betydning for den opgjorte “DCF-erstatningen" (§ 4) og “restværdierstatningen" (§ 5). Spørger modtager således i udgangspunktet samme erstatning for minkvirksomhedens aktiver. Der foretages blot et fradrag for det pågældende aktivs værdi på afgørelsestidspunktet (evt. salgssummen), hvor minkavleren opnår de fulde rettigheder til aktivet igen. Efter Skattestyrelsens opfattelse indebærer dette ikke nogen forskelsbehandling, men understøtter derimod, at minkavleren også i denne situation opnår fuld erstatning for aktivernes værdi pr. 4. november 2020, dog med fradrag af værdien på “udtagningstidspunktet"." og "Skattestyrelsen bemærker hertil, at erstatningerne efter nedlukningsbekendtgørelsens §§ 4-10 fastsættes helt ens for minkavlere, der henholdsvis udtager og ikke udtager aktiver. Der sker dog herefter en reduktion af den samlede erstatning, for den minkavler, der udtager aktiver. Det er derfor Skattestyrelsens opfattelse, at den samlede erstatning (efter §§ 4-10) i første omgang fordeles som beskrevet ovenfor. Det vil sige ens, uanset om der sker udtagning eller ej. Herefter reduceres erstatningen for bygninger og/eller dri

    Teksten fortsætter i den officielle kilde.

    Relaterede guides, FAQ og kontraktskabeloner