LEGALDIGMLEGALDIGM
    ← Danmark
    Beta
    RETSINFO 10331/2025

    RETSINFO 10331/2025 — Rigsadvokatmeddelelsen, afsnittet: Seksualforbrydelser

    Beta. Juridisk information, ikke juridisk rådgivning. Tjek den officielle kilde for den gældende tekst.

    Analysér denne lov med AI
    Tekst 1. Overblik og tjekliste Politiet skal under efterforskningen af en sag om seksualforbrydelser være særligt opmærksom på følgende: - I sager om voldtægt og voldtægtslignende forhold - Rigspolitiet har fastsat nationale retningslinjer for politiets behandling af sager om voldtægt og voldtægtslignende forhold (Vejledning om politiets behandling af sager om voldtægt eller voldtægtslignende forhold). Vejledningen kan findes på POLintra. - Traumereaktioner hos ofre for seksuelle overgreb - Justitsministeriet har i 2020 efter anbefaling fra Ekspertpanelet vedrørende voldtægtssager, fået udarbejdet en traumepsykologisk materialesamling, som indeholder et katalog over de typiske reaktioner og eftervirkninger hos ofre for seksuelle overgreb. Materialesamlingen, der er et redskab til at øge viden om de særlige psykologiske forhold, som er af betydning for behandlingen af voldtægtsofre hos politiet og i retssystemet, er udarbejdet af psykologer fra henholdsvis Syddansk og Aarhus Universitet samt Rigshospitalet. Materialesamlingen ”Psykiske følger efter voldtægt” kan findes her. - Forurettede - At vejlede forurettede/et vidne om reglerne om vidnefritagelse i retsplejelovens § 171 i sager, hvor den mistænkte er forurettede/vidnets nærmeste (børn, stedbørn, søskende, ægtefæller, samlevere og forældre), se Rigsadvokatmeddelelsen afsnittet om Samlivsrelaterede personfarlige forbrydelser, pkt. 2.4.2. - At vejlede forurettede om muligheden for beskikkelse af en bistandsadvokat i medfør af retsplejelovens § 741 a, stk. 1, i sager om blandt andet straffelovens §§ 216-223. Der skal dog altid beskikkes en bistandsadvokat i medfør af § 741 a, stk. 2, i sager om blandt andet straffelovens § 216, medmindre den forurettede efter vejledningen frabeder sig dette, se Rigsadvokatmeddelelsen afsnittet om Vejledning af forurettede mv., pkt. 2.1.1. - At vejlede forurettede om muligheden for at blive afhørt til video, se Rigsadvokatmeddelelsen afsnittet om Videoafhøring i voldtægtssager. - At overveje, om der skal udpeges en kontaktperson for forurettede, se Rigsadvokatmeddelelsen afsnittet om Vejledning af forurettede mv., pkt. 2.2. - Når forurettede/vidner er under 18 år - At overveje om afhøring af børn og unge under 18 år skal ske ved videoafhøring, se Rigsadvokatmeddelelsen afsnittet om Videoafhøring af børn, pkt. 2.2. - I sager om seksuelt materiale med børn - Ved anmeldelser på baggrund af NCMEC-indberetninger at forelægge sagen for statsadvokaten, hvis politikredsen er uenig i NSK’s vurdering af materialet og på den baggrund vurderer, at der ikke skal indledes efterforskning, se pkt. 4.6. - At foretage en optælling af antallet af billeder/film med kategori-inddeling i sager om seksuelle fremstillinger af børn, se pkt. 2.2. - I sager om digitale krænkelser i øvrigt - At sagen efterforskes ved rette værneting, se Rigsadvokatmeddelelsen, afsnittet om Digitale sexkrænkelser pkt. 2.1. - At anvende de tvangsindgreb, der kan anvendes ved it-kriminalitet, se Rigsadvokatmeddelelsen, afsnittet om Digitale sexkrænkelser pkt. 2.2. - At foretage en indledende bevissikring, se Rigsadvokatmeddelelsen, afsnittet om Digitale sexkrænkelser pkt. 2.3. - Om sagen eller dele af sagen omhandler grænseoverskridende/international kriminalitet, se Rigsadvokatmeddelelsen, afsnittet om Digitale sexkrænkelser pkt. 2.5. - At dokumentere, om billeder i sagen er slettet, og hvis dette ikke er tilfældet, hvem der har rådighed over billedmaterialet, se Rigsadvokatmeddelelsen, afsnittet om Digitale sexkrænkelser pkt. 3.4. Anklagemyndigheden skal i forbindelse med behandlingen af en sag om seksualforbrydelser være særligt opmærksom på: - Særlige påstande - Om der skal nedlægges påstand om betinget dom med vilkår om sexologisk behandling, herunder om der skal ske forelæggelse for visitationsudvalget m.v., se pkt. 3.2.1. - Om der skal nedlægges påstand om rettighedsfrakendelse efter straffelovens § 79, se pkt. 3.2.2. - Om der skal nedlægges påstand om forbud efter straffelovens § 236, se pkt. 3.2.3. og Rigsadvokatmeddelelsen afsnittet om Forbud til seksualforbrydere. - Om der skal nedlægges påstand om arveretsfrakendelse efter arvelovens § 48, se pkt. 3.2.4. - Om der skal nedlægges påstand om konfiskation i sager om seksuelle fremstillinger af børn, se pkt. 3.2.5. - Om der skal nedlægges påstand om udvisning efter udlændingeloven, se Rigsadvokatmeddelelsen om Udvisning ved dom. - Særlige hensyn til den forurettede, herunder - forhåndsafgørelse om dørlukning mv. efter retsplejelovens § 845, stk. 1, se pkt. 3.2.6. - Strafskærpelsesgrunde mv. - Om der er grundlag for, at en strafskærpelsesgrund mv. finder anvendelse og skal citeres i anklageskriftet - Voldtægt, jf.straffelovens § 216, stk. 3 og 5, se pkt. 5.1.1. og pkt. 5.1.6. - Samleje med et barn under 12 år, jf. straffelovens § 216, stk. 2, 1. pkt., se pkt. 5.1.4. - Samleje med et barn under 15 år, når gerningspersonen er fyldt 22 år, jf. straffelovens § 216, stk. 2, 2. pkt., se pkt. 5.1.5. - Samleje med et barn under 15 år, når gerningspersonen er under 22 år, jf. straffelovens § 222, stk. 1, se pkt. 5.3. - Samleje med et barn under 15 år skaffet ved brug af tvang eller fremsættelse af trusler, jf. straffelovens § 222, stk. 2, se pkt. 5.3.1. - Samleje med et barn under 15 år skaffet ved udnyttelse af fysisk eller psykisk overlegenhed, jf. straffelovens § 222, stk. 3, se pkt. 5.3.1. - Efter dom - At underrette forsikringsselskaber, pensionskasser m.v. samt skifteretten om rettighedsfrakendelse efter arvelovens § 48, se pkt. 6.2. 2. Politiets efterforskning og sagsbehandling 2.1. Lægeundersøgelse af et barn I sager om seksuelle overgreb mod børn skal politiet overveje, om der er grundlag for en undersøgelse af barnet. Betingelserne for at foretage legemsindgreb over for en person, der ikke er sigtet, fremgår af retsplejelovens § 792 d. Politiet kan foretage legemsbesigtigelse af barnet, der ikke kræver afklædning, - hvis der foreligger et samtykke (samtykket skal så vidt muligt skal være skriftligt, jf. § 792 d, stk. 1) eller - efter rettens bestemmelse, hvis betingelserne i retsplejelovens § 792 d, stk. 2, er opfyldt. Optagelse af fotografier, aftryk og lignende af legemet og visitation af tøj er også en legemsbesigtigelse. Politiet kan alene foretage en legemsundersøgelse af barnet, hvis der foreligger et samtykke, der så vidt muligt skal være skriftligt, jf. retsplejelovens § 792 d, stk. 1. Et samtykke kan som udgangspunkt kun gives af forældremyndighedsindehaveren. For større børn – det vil sige børn på omkring 12 år og derover – bør barnets holdning dog også indgå ved vurderingen af, om der skal foretages legemsindgreb, jf. herved betænkning nr. 1420/2002, afsnit 8.3.2. Hvis forældremyndighedsindehaveren ikke vil give samtykke til en legemsundersøgelse af barnet, kan anklagemyndigheden overveje følgende muligheder: - Efter servicelovens § 63 kan anklagemyndigheden anmode børn og unge-udvalget i kommunen om at bestemme, at barnet skal undersøges mod forældremyndighedsindehaverens vilje. Dette forudsætter, at der er risiko for, at barnet vil blive udsat for yderligere overgreb eller anden form for vanrøgt. - Efter værgemålslovens § 47 kan anklagemyndigheden anmode statsforvaltningen om at beskikke en særlig værge (ad hoc værge) for barnet. Den særlige værge vil kunne tage stilling til spørgsmålet om at give samtykke til en undersøgelse. 2.2. Opgørelsen af antallet af billeder og filmsekvenser mv. i sager om seksuelt materiale med børn efter straffelovens § 235 Det har betydning for straffastsættelsen, hvilke typer af fotografier, film eller lignende med seksuelle fremstillinger af børn sagen angår, jf. pkt. 5.7. Politiet skal derfor i sager, hvor der rejses sigtelse for overtrædelse af straffelovens § 235, foretage en optælling af antallet af billeder/film, så det fremgår, hvor mange fremstillinger der er omfattet af følgende kategorier, som er udarbejdet efter drøftelse med Nationalt IT-Efterforskningscenter (nu NSK): 1) Fremstillinger uden seksuel aktivitet (kategori 1) - Omfatter fotografier, filmsekvenser og andre visuelle gengivelser af børn, der fremstår som under 18 år, hvor barnet er alene på billedet, og hvor der ikke foregår seksuel aktivitet med andre, herunder billeder med fokusering på kønsdelene, onani og anden egen seksuel berøring, jf. dog nedenfor under kategori 2, sidste punktum. 2) Fremstillinger med seksuel aktivitet (kategori 2) - Omfatter fotografier, filmsekvenser og andre visuelle gengivelser af børn, der fremstår som under 18 år, hvor der er to eller flere aktører på billedet, og hvor der er seksuel aktivitet, herunder samleje og andet seksuelt forhold end samleje, jf. straffelovens §§ 216, stk. 2, 222 eller 225, samt tilfælde, hvor barnet udsættes for berøringer omfattet af straffelovens § 232. Fremstillinger, hvor barnet er alene på billedet, og hvor barnet indfører fingre eller redskaber i egne kønsåbninger (vaginalt/analt), er tillige omfattet. 3) Fremstillinger af særligt grove seksuelle forhold (kategori 3) - Omfatter fotografier, filmsekvenser og andre visuelle gengivelser af børn, der fremstår som under 18 år, hvor barnet fremstilles som udsat for voldtægt, tvang, trusler eller lignende, eller hvor barnets liv fremstilles som udsat for fare eller fremstilles som udsat for grov vold eller som udsat for alvorlig skade. Tilfælde, hvor barnet fremstilles som udsat for seksuel omgang med dyr, og tilfælde, hvor den seksuelle aktivitet involverer et barn, der fremstår som mellem 0-3 år, er ligeledes omfattet. Politiet skal angive varigheden af filmsekvenser med seksuelle fremstillinger af børn inden for de nævnte typer. 2.3. Vejledning af forurettede Politiet eller anklagemyndigheden skal i tilknytning til anmeldelse af en lovovertrædelse eller umiddelbart herefter vejlede forurettede om reglerne om beskikkelse af bistandsadvokat, muligheden for erstatning, offerrådgivning og om forurettedes rettigheder og pligter som eventuelt vidne i sagen, herunder muligheden for videoafhøring i sager om voldtægt og voldtægtslignende forhold, jf. Rigsadvokatmeddelelsen afsnittet om videoafhøring i voldtægtssager. I sager om grovere overtrædelser af straffeloven, hvor vold, trusler eller anden personfarlig kriminalitet indgår, og i sager om seksualforbrydelser, skal forurettede desuden vejledes og informeres om sagens gang og forventede forløb. Herudover skal der som udgangspunkt udpeges en kontaktperson for forurettede. Dette følger af bekendtgørelse nr. 1108 af 21. september 2007 om politiets og anklagemyndighedens pligt til at vejlede og orientere forurettede i straffesager og til at udpege en kontaktperson for forurettede. Der henvises til Rigsadvokatmeddelelsen, afsnittet om vejledning af forurettede mv. og til afsnittet om Samlivsrelaterede personfarlige forbrydelser, pkt. 2.4. 3. Forberedelse 3.1. Vurdering af tiltalespørgsmålet 3.1.1. Fonetisk afhøring Det følger af Rigspolitiets vejledning om politiets behandling af sager om voldtægt eller voldtægtslignende forhold, at sigtedes og forurettedes forklaring i videst muligt omfang skal optages fonetisk. Det kan være en stor hjælp for anklageren at lytte til de fonetiske optagelser, bl.a. i forbindelse med vurderingen af tiltalespørgsmålet, som supplement til afhøringsrapporterne. 3.1.2. Underretning af forurettede ved henlæggelse af sagen Når en straffesag, herunder en sag om voldtægt, henlægges efter retsplejelovens § 749, skal der som altovervejende hovedregel ske skriftlig underretning af forurettede om, at sagen henlægges. Det samme gælder andre, der måtte have en rimelig interesse i at blive underrettet om henlæggelsen, jf. retsplejelovens § 749, stk. 3. Anklagemyndigheden skal endvidere ifølge retsplejelovens § 724, stk. 1, underrette forurettede eller, hvis forurettede er afgået ved døden, forurettedes nære pårørende om afgørelser om påtaleopgivelse eller tiltalefrafald. Underretning om disse afgørelser skal ske skriftligt og skal indeholde en begrundelse for afgørelsen samt klagevejledning. Der henvises til Rigsadvokatmeddelelsen, afsnittet om Vejledning af forurettede mv., pkt. 3.2. og til Rigsadvokatens retningslinjer om underretning ved henlæggelser af straffesager – retsplejelovens § 749, stk. 3. Se endvidere Den gode begrundelse i voldtægtssager. 3.2. Tiltalerejsning 3.2.1. Forelæggelse for visitationsudvalget ved påstand om betinget dom med vilkår om sexologisk behandling Der er i visse sager om overtrædelser af straffelovens § 216, stk. 2, § 219, nr. 1 og 3, og §§ 222, 223, 231, 232 og 235 a, mulighed for at dømme den tiltalte til sexologisk behandling som alternativ til frihedsstraf. Anklagemyndigheden skal i disse sager hurtigst muligt indhente en personundersøgelse fra kriminalforsorgen og iværksætte en ambulant mentalundersøgelse. Når mentalundersøgelsen er foretaget, skal anklagemyndigheden sende erklæringen til kriminalforsorgen, der straks videresender mentalerklæringen til visitationsudvalget. Se nærmere i Rigsadvokatmeddelelsen afsnittet om Seksualforbrydelser – Betinget dom med vilkår om behandling af personer der har begået visse seksualforbrydelser. 3.2.2. Påstand om rettighedsfrakendelse efter straffelovens § 79 Anklagemyndigheden skal være opmærksom på muligheden for at nedlægge påstand om rettighedsfrakendelse efter straffelovens § 79. Det vil ofte være relevant i situationer, hvor det strafbare forhold, som påberåbes som grundlag for frakendelse af stillingen, er begået i forbindelse med varetagelse af denne. Det er dog ingen betingelse, at det strafbare forhold er begået under arbejdet. Dog synes praksis at vise, at forhold, der ikke er begået under varetagelsen af stillingen, skal være af en betydelig grovhed for at medføre frakendelse, jf. Kommenteret straffelov, almindelig del, 11. udgave, side 494. I sager, hvor den tiltalte erhvervsmæssigt eller i forbindelse med fritidsaktiviteter beskæftiger sig med børn eller unge under 18 år, skal anklagemyndigheden altid overveje, om der er grundlag for at nedlægge påstand om rettighedsfrakendelse efter straffelovens § 79. Det vil altid bero på en konkret vurdering, om der skal nedlægges påstand om rettighedsfrakendelse. Som eksempel på en sag, hvor Højesteret ikke fandt grundlag for at idømme rettighedsfrakendelse, kan nævnes U 2007.404H. I den pågældende sag blev tiltalte fundet skyldig i besiddelse af 140 billeder med seksuelle fremstillinger af børn, som ikke var billeder af børn i samlejesituationer eller af lignende grovhed. Tiltalte blev samtidig frikendt for en påstand om frakendelse af retten til at beskæftige sig med børn og unge under 18 år. Den pågældende havde i mange år været medlem af spejderbevægelsen, men i de senere år kun med begrænset aktivitet, og han havde som følge af sagen meldt sig ud af spejderbevægelsen. Højesteret udtalte i den forbindelse, at tiltaltes overtrædelse af straffelovens § 235 ikke var af en sådan karakter, at den giver grundlag for at fastslå, at der består en nærliggende fare for, at den tiltalte vil misbruge adgangen til at beskæftige sig med børn og unge under 18 år, jf. straffelovens § 79, stk. 2, jf. stk. 1. Modsat resultat nåede landsretten til i TfK2009. 264, hvor den tiltalte blev fundet skyldig i besiddelse af 60 billeder og 15 videoer af børn i samlejesituationer. I forbindelse med sagen havde den tiltalte opsagt sin stilling som forstander for en akutinstitution, der tager sig af udsatte børn og unge under 18 år, der er afvist eller bortvist fra andre institutioner, herunder kriminelle. Tiltalte, der blev idømt 20 dages fængsel, frakendtes retten til erhvervsmæssigt eller i forbindelse med fritidsaktiviteter at beskæftige sig med børn og unge under 18 år i en periode på 5 år, jf. straffelovens § 79, stk. 2, 1. pkt., jf. stk. 1, jf. stk. 3. 3.2.3. Påstand om forbud efter straffelovens § 236 Hvis personer tiltales for seksuelt misbrug, skal anklagemyndigheden overveje, om der er grundlag for at nedlægge påstand om et forbud efter straffelovens § 236. Efter denne bestemmelse kan der i forbindelse med dommen gives den dømte opholds-, bolig-, besøgs-, kontakt- og/eller udrejseforbud. Der henvises til Rigsadvokatmeddelelsen, afsnittet om Forbud til seksualforbrydere. Se derudover nærmere om forbud efter straffelovens § 236 i Rigsadvokatens praksisoversigt ”Sager om rettighedsfrakendelse i relation til børn og pålæg efter § 236”. 3.2.4. Påstand om arveretsfrakendelse efter arvelovens § 48 Hvis personer tiltales for voldtægt efter straffelovens § 216 eller samleje med et barn under 15 år efter straffelovens § 222, skal anklagemyndigheden overveje, om der er grundlag for at nedlægge påstand om arveretsfrakendelse efter arvelovens § 48, stk. 1 og 2. Efter arvelovens § 48, stk. 1, kan det ved dom bestemmes, at en person, der har begået en forsætlig overtrædelse af straffeloven, som har medført en andens død, fortaber retten til at få arv, forsikringssummer, pensioner eller andre ydelser, der var afhængig af den dræbtes død. Efter arvelovens § 48, stk. 2, kan den, der har forsøgt at dræbe en slægtsarving, øvet vold mod eller groft krænket den pågældende eller truet vedkommende på en strafbar måde, efter den forurettedes anmodning fradømmes retten til arv, forsikringssummer, pensioner eller andre ydelser, der er afhængige af den pågældendes død. Udtrykket ”groft krænket” omfatter f.eks. voldtægt efter straffelovens § 216 og overtrædelse af straffelovens § 222. Se nærmere i Rigsadvokatmeddelelsen, afsnittet om Drab (§ 237), pkt. 3. ”Nedlæggelse af påstand om rettighedsfrakendelse efter arvelovens § 48”. 3.2.5. Konfiskation Anklagemyndigheden skal i sager om besiddelse og udbredelse af seksuelt materiale med børn nedlægge påstand om konfiskation af det seksuelle materiale, som den sigtede/tiltalte besidder. Det samme gør sig gældende i sager om digitale sexkrænkelser, hvor sigtede/tiltalte er i besiddelse af materiale af forurettede, der optræder nøgen eller i intime situationer. I sager om digitale sexkrænkelser skal anklagemyndigheden som udgangspunkt nedlægge påstand om konfiskation af den/de enheder (computer, mobiltelefoner, tablet mv.), der har været anvendt til at begå den digitale sexkrænkelse eller til at modtage eller udbrede materiale, som indeholder seksuelt materiale med børn, hvis det findes påkrævet for at forebygge yderligere lovovertrædelser, jf. straffelovens § 75, stk. 2. I sager, hvor der alene er tale om besiddelse af seksuelt materiale med børn, hvor besiddelsen kun omfatter få fremstillinger, og hvor strafpåstanden er bøde, kan det efter en konkret vurdering være tilstrækkeligt at påstå konfiskation af det eller de lagringsmedier (f.eks. en harddisk), der har været anvendt til modtagelsen/lagringen af materialet. 3.2.6. Forhåndsafgørelse om dørlukning mv. Anklagemyndigheden skal overveje, om retten i medfør af retsplejelovens § 845, stk. 1, skal anmodes om forud for hovedforhandlingen at træffe afgørelse om f.eks.: - Dørlukning, jf. retsplejelovens § 29 og § 29 a, - Referatforbud, jf. retsplejelovens § 30, - Navneforbud, jf. retsplejelovens § 31, - At tiltalte skal forlade retslokalet, mens et vidne afhøres, jf. retsplejelovens § 856, og - Hvordan og ved hvem afhøringen af et barn under 15 år eller en person, der er blevet videoafhørt, jf. reglerne i retsplejelovens § 745 e, skal ske, jf. retsplejelovens § 183, stk. 3. Anklagemyndigheden skal hurtigst muligt – og senest samtidig med indlevering af bevisfortegnelsen – underrette forsvareren og retten, hvis der foreligger spørgsmål som nævnt i § 845, stk. 1, jf. stk. 2. Til afklaring heraf kan anklagemyndigheden på forhånd undersøge spørgsmålene ved at rette henvendelse til f.eks. bistandsadvokaten. 3.2.7. Voldtægter begået før den 1. januar 2021 til pådømmelse efter den 1. januar 2021 Ved lov nr. 2208 af 29. december 2020, der trådte i kraft den 1. januar 2021, blev straffelovens bestemmelse om voldtægt i § 216, stk. 1, nyaffattet. Ændringen indebar en udvidelse af det strafbare område, således at samleje med en person, som ikke samtykker heri, er voldtægt. Det følger af straffelovens § 3, at handlinger begået før lovens ikrafttræden og pådømt efter lovens ikrafttræden skal bedømmes efter de nye regler, men gerningspersonen kan kun pålægges straf, hvis handlingen også var strafbar efter de hidtil gældende regler, og straffen må ikke være strengere end efter de hidtil gældende regler. Det betyder, at hvis der efter den 1. januar 2021 rejses tiltale for forhold begået før den 1. januar 2021 som var strafbare efter den hidtil gældende bestemmelse i straffeloven om voldtægt, skal tiltalen rejses efter § 216, stk. 1. Forhold omfattet af det udvidede strafbare område straffes derimod kun, hvis de er begået efter lovens ikrafttræden. 3.2.8. Forelæggelse af sager om grooming og visse sager om sextortion inden tiltalerejsning Grooming Grooming er pr. 1. juli 2023 udpeget som et anklagerfagligt fokusområde i retspraksis. Politikredsene skal inden tiltalerejsning forelægge alle sager om overtrædelse af straffelovens § 231, for statsadvokaten med udkast til anklageskrift og strafpåstand. Sextortion Udvidelsen af § 225 vedrørende seksuelle handlinger, som gerningspersonen formår forurettede til at udføre på sig selv, er pr. 1. juli 2023 udpeget som et anklagerfagligt fokusområde i retspraksis. Politikredsene skal inden tiltalerejsning forelægge alle sager om overtrædelse af straffelovens § 225, ved at gerningspersonen har formået forurettede til at udføre seksuelle handlinger på sig selv, for statsadvokaten, med udkast til anklageskrift og strafpåstand. 4. Jura 4.1. Straffelovens § 216 – voldtægt Straffelovens § 216 omhandler voldtægt. Begrebet ”samleje” i bestemmelsen omfatter såvel vaginalt som analt samleje, ligesom også samleje mellem personer af samme køn er omfattet af bestemmelsen. Bestemmelsen finder tilsvarende anvendelse ved andet seksuelt forhold end samleje, jf. straffelovens § 225, jf. i det hele forarbejderne til lov nr. 633 af 12. juni 2013 (L 141 af 6. februar 2013, de specielle bemærkninger til § 1, nr. 8). Ved lov nr. 741 af 13. juni 2023 blev der tilføjet et nyt punktum i straffelovens § 216, stk. 1, hvorefter den, der tilsniger sig samleje med en person, der forveksler gerningspersonen med en anden, på samme måde som efter den samtykkebaserede bestemmelse, straffes for voldtægt med fængsel indtil 8 år. Straffelovens § 221 blev ved samme lov ophævet, idet gerningsindholdet efter den dagældende § 221 fremover vil være omfattet af straffelovens § 216, stk. 1, 2. pkt. Se nærmere om straffelovens § 216, stk. 1, 2. pkt. under pkt. 4.1.2. Ved samme lov blev det endvidere vedtaget, at straffelovens § 216 finder tilsvarende anvendelse på seksuelle handlinger, som gerningsmanden formår forurettede til at udføre på sig selv, herunder såkaldt sextortion, se nedenfor under pkt. 4.3. 4.1.1. Straffelovens § 216, stk. 1, 1. pkt. Efter straffelovens § 216, stk. 1, 1. pkt., straffes for voldtægt med fængsel indtil 8 år den, der har samleje med en person, der ikke har samtykket heri. Bestemmelsen blev nyaffattet ved lov nr. 2208 af 29. december 2020. Ændringen indebar en udvidelse af det strafbare område, således at samleje med en person, som ikke samtykker heri, er voldtægt. Ved lov nr. 741 af 13. juni 2023 blev der indføjet et nyt 2. punktum i straffelovens § 216, stk. 1, hvorefter samtykkebestemmelsen blev til stk. 1, 1. pkt. De forhold, som før indførelsen af den samtykkebaserede voldtægtsbestemmelse var strafbare som voldtægt, dvs. hvor gerningspersonen tiltvinger sig samleje ved vold eller trussel om vold, eller skaffer sig samleje ved anden ulovlig tvang, jf. straffelovens § 260, eller med en person, som befinder sig i en tilstand eller situation, i hvilken den pågældende er ude af stand til at modsætte sig handlingen, er omfattet af det udvidede strafbare område. Der vil under disse omstændigheder ikke kunne foreligge et samtykke, som er givet frivilligt. Se nærmere nedenfor. Samtykke I forarbejderne til lov nr. 2208 af 29. december 2020 (lovforslag nr. L85 af 11. november 2020, de almindelige bemærkninger, pkt. 2.1.3.2) findes følgende fortolkningsbidrag til, hvordan samtykke skal forstås i relation til sager om voldtægt: ”Et samtykke skal gives frivilligt og være udtryk for den pågældendes frie vilje, bedømt ud fra omstændighederne ved den konkrete situation. Voldtægt handler ikke om tvang eller pligt til at sige fra. Tværtimod handler det om, hvorvidt parterne af egen fri vilje samtykker i en seksuel aktivitet. Begge parter skal samtykke, og samtykket skal foreligge under hele samlejet. Ellers er det voldtægt, og det gælder også i parforhold. Samtykke kan komme til udtryk gennem ord eller handling. Der stilles ikke krav om, at samtykke skal være udtrykt direkte eller i øvrigt på nogen bestemt måde. Samtykke efter voldtægtsbestemmelsen skal således vurderes uformaliseret og ud fra en konkret og samlet vurdering. Samtykke i seksuelle relationer kan komme til udtryk på forskellige måder og i forskellige former. Der må som udgangspunkt være en formodning for, at en person, der samtykker i et samleje, ikke blot forholder sig helt passivt, men deltager i et eller andet omfang. Handlinger, der kan være udtryk for et samtykke til samleje, vil f.eks. kunne være kys, berøringer, nydende lyde eller relevante bevægelser, f.eks. at man vender sig mod den anden person, selv hjælper til med at tage sit undertøj af, udfører samlejebevægelser eller lignende. Det forekommer, at en person, der udsættes for f.eks. et seksuelt overgreb, agerer ud fra en ubevidst frygtbetinget tilstand, hvor vedkommende ikke gør modstand (”fryser”). Dette kan give sig udslag i f.eks. dissociation eller tonisk immobilitet, hvor vedkommende ikke vil kunne tale eller bevæge sig, men der ses også eksempler på, at forurettedes krop er i en sådan frygttilstand (kører på ”autopilot”), så vedkommende fysisk kan fungere (f.eks. vende sig om eller foretage seksuelle handlinger, hvis forurettede bliver bedt om det), uden at dette er udtryk for forurettedes frie vilje. Dette vil både kunne forekomme før og under et samleje. I en sådan tilstand er passivitet fra den forurettedes side således ikke et udtryk for samtykke eller for en bevidst strategi eller handling fra forurettedes side, men et udtryk for frygt. I sådanne tilfælde foreligger der aldrig samtykke. Når der ses bort fra ovennævnte situationer, vil der ved total passivitet forstås den situation, hvor den ene person ikke foretager sig nogen form for handling, der kan indikere samtykke eller manglende samtykke til samleje. I de situationer, hvor der er udvist total passivitet fra den ene persons side, er der en formodning for, at vedkommende ikke samtykker, og derfor må den person, der ønsker samleje gennemført, gøre noget for at sikre sig, at vedkommende samtykker. Også ved total passivitet må det dog afhænge af en konkret og samlet vurdering, om deltagelse i samlejet kan anses for at være sket med samtykke. Der vil – også ved total passivitet – efter en konkret og samlet vurdering kunne foreligge samtykke. Her vil det naturligt kunne indgå i vurderingen, om parterne tidligere har haft samleje gennemført med samtykke, der er foregået på samme måde, uden at der har været tale om indirekte trusler eller psykisk vold mv., eller om parterne ikke tidligere har haft nogen seksuel relation. Der må som udgangspunkt være en formodning for, at en person, der samtykker i et samleje, ikke blot forholder sig helt passivt, men deltager i et eller andet omfang. I de situationer, hvor samtykke på den ene eller anden måde er kommet til udtryk, men hvor der undervejs udvises passivitet, og der derfor er anledning til at overveje rækkevidden af samtykket, f.eks. om samtykket kun gælder vaginalt samleje, men ikke analt samleje, eller om det kun gælder oralt seksuelt forhold, men ikke vaginalt samleje, vil der ligeledes skulle foretages en konkret og samlet vurdering af, om der af den konkrete situation og sammenhæng fremgår et samtykke til de seksuelle forhold. I den forbindelse vil hensynene, som er nævnt ovenfor, ligeledes kunne indgå i vurderingen. Om der er samtykket i et samleje beror på, om personen deltager i samlejet af egen fri vilje. Det afgørende er, at personen har haft mulighed for at tage stilling til, om vedkommende vil deltage i samlejet. Det skal i den forbindelse understreges, at det er personens adfærd umiddelbart i sammenhæng med og på tidspunktet for samlejet, som er afgørende for vurderingen af, om der foreligger samtykke. Flirtende adfærd, kys tidligere på aftenen, eller det forhold, at en person er gået med en anden person hjem, kan ikke i sig selv anses som samtykke til et samleje. Samtykke skal foreligge under hele samlejet. Det forhold, at en person har givet udtryk for, at den pågældende samtykker i samleje, udelukker ikke, at vedkommende senere trækker sit samtykke tilbage. Et samtykke må – navnlig ud fra retssikkerhedsmæssige hensyn – vurderes objektivt ud fra oplysningerne om personens deltagelse i samlejet, herunder personens ord og handlinger, og ikke ud fra personens indre overbevisning. Dette indebærer f.eks., at en person, som efter sin indre overbevisning ikke ønsker et samleje, men som alligevel vælger at gå med til samlejet, vil skulle anses for at have samtykket i samlejet. ” Efter lovforslaget skal samtykke efter voldtægtsbestemmelsen således vurderes uformaliseret og ud fra en samlet vurdering af omstændighederne ved den konkrete situation. Om et samtykke er givet frivilligt og er udtryk for den pågældendes frie vilje, må bedømmes objektivt ud fra omstændighederne ved den konkrete situation. Det er afgørende, at den pågældende har haft mulighed for at tage stilling til, om vedkommende vil deltage i samlejet. Der er tale om et særligt samtykkebegreb for voldtægtsbestemmelsen. Om der foreligger samtykke i sager om voldtægt, må således navnlig afgøres ud fra de kriterier, som fremgår af forarbejderne til bestemmelsen. Se mere om begrebet samtykke i den juridiske litteratur i Rigsadvokatens notat om samtykke her. For så vidt angår samleje med børn under 15 år, gælder der et absolut forbud herimod efter straffelovens § 216, stk. 2, og § 222. Det fremgår af forarbejderne til lov nr. 2208 af 29. december 2020 (lovforslag nr. L85 af 11. november 2020, de almindelige bemærkninger, pkt. 2.1.3.6), at kriminaliseringen i bl.a. disse bestemmelser bør opretholdes ved siden af den foreslåede nyaffattelse af § 216, stk. 1, og at der således, hvis gerningsindholdet i bestemmelserne er opfyldt, og hvis det seksuelle forhold er gennemført uden samtykke, efter omstændighederne kan blive tale om, at der skal straffes i sammenstød med § 216, stk. 1. Dette indebærer efter Rigsadvokatens opfattelse, at den omstændighed, at en person er under 15 år, ikke i sig selv medfører, at den pågældende ikke kan give et gyldigt samtykke i relation til straffelovens § 216, stk. 1. Samleje med en person under 15 år vil i sig selv være strafbart efter § 216, stk. 2, eller § 222, men om forholdet tillige udgør voldtægt efter § 216, stk. 1, 1. pkt., som følge af manglende samtykke, må bedømmes objektivt ud fra omstændighederne ved den konkrete situation, herunder om personen i øvrigt har været i stand til at tage stilling til, om vedkommende vil deltage i samlejet. Om straffelovens § 216, stk. 2, og § 222 henvises i øvrigt til pkt. 4.1.2 og 4.2 nedenfor. Forsæt og bevisvurdering Det er en forudsætning for anvendelse af straffelovens § 216, stk. 1, 1. pkt., at gerningspersonen har handlet forsætligt i relation til alle led i gerningsindsholdet i § 216, stk. 1, 1. pkt. Det betyder, at gerningspersonen skal have forsæt til at have samleje med en person, der ikke samtykker. Det er ikke tilstrækkeligt, at gerningspersonen burde vide, at forurettede ikke samtykkede. Det er anklagemyndigheden, der skal føre bevis for, at gerningspersonen havde samleje med forurettede, at foruttede ikke havde samtykket, og at gerningspersonen havde forsæt til, at forurettede ikke deltog med samtykke. Om der er ført tilstrækkeligt bevis for de objektive og subjektive forhold i tiltalen, må afgøres af retten efter en samlet vurdering af alle omstændigheder i den konkrete situation. Ved vurderingen af, om gerningspersonen havde forsæt til at have samleje med en person, der ikke samtykker, vil det kunne have betydning, om gerningspersonen havde grund til at tro, at forurettede samtykkede eller ikke samtykkede i samlejet. Det følger af de specielle bemærkninger til § 1, nr. 1 (i lovforslag nr. L85 af 11. november 2020), at i tilfælde, hvor der ikke er andre beviser end tiltaltes og offerets forklaringer, og hvor tiltalte og offeret forklarer forskelligt om forløbet, må afgørelsen i første række bero på en bedømmelse af troværdigheden af forklaringerne. Hvis de modstridende forklaringer af retten vurderes at være lige troværdige, må der ske frifindelse. Det kræves i den forbindelse, at beviset skal have en sådan styrke, at der ikke er nogen rimelig tvivl om, at tiltalte er skyldig. Det kan herunder tages i betragtning, om der er omstændigheder, der ud fra en generel betragtning kan tale imod, at en part samtykker, hvis den pågældende ikke har givet udtrykkeligt samtykke til de pågældende handlinger, og hvor omstændighederne ikke i øvrigt taler for, at der er samtykket. I sådanne tilfælde kan der argumenteres for, at den handlende part må skærpe sin opmærksomhed på, om den anden part samtykker i handlingerne. Blandt omstændigheder, der kan give anledning til, at den handlende part må skærpe sin opmærksomhed på, om den anden part frivilligt samtykker, hvis dette ikke klart fremgår af situationen, kan formentlig peges på følgende omstændigheder (eller kombinationer heraf): - Situationer, hvor flere personer på den initiativtagende side er sammen om det seksuelle forhold med én person på den anden side, herunder hvis andre tilstedeværende uden forudgående aftale optager billeder eller film af samlejet eller andre seksuelle handlinger. Dette gælder ikke mindst, hvis der forud for forholdet alene har været en seksuelt betonet optakt mellem to af parterne. - Seksuelle forhold, der efter begrænset forudgående kontakt mellem parterne foregår på usædvanlige steder (toiletbås, baggård mv.). - Situationer, hvor de deltagende personer har begrænset/ingen forudgående kendskab til hinanden eller ikke tidligere har haft et (ligeværdigt) seksuelt forhold til hinanden, og hvor der ikke har været en seksuelt betonet optakt umiddelbart før det seksuelle forhold. - Situationer, hvor den ene part i særlig grad er påvirket af træthed og/eller alkohol/medicin/stoffer, og hvor der kan være tvivl om, hvorvidt den pågældende er i stand til at give et gyldigt samtykke. - Situationer, hvor der er risiko for, at eksempelvis en pludselig opstart på det seksuelle forhold kan have fremkaldt frygt hos den anden part, som gør, at den pågældende f.eks. adlyder opfordringer til at afklæde sig, uden at dette er udtryk for den pågældendes frie vilje. - Situationer, hvor den ene part er meget ung, og der er stor aldersforskel mellem parterne, eller hvor der på anden måde er et væsentligt (udviklingsmæssigt) misforhold mellem parterne. Som eksempler på, hvor der som udgangspunkt ikke foreligger samtykke, og der derfor er tale om voldtægt efter nyaffattelsen af straffelovens § 216, stk. 1, ved lov nr. 2208 af 29. december 2020, kan nævnes: a) F og T2 havde danset og kysset til en halfest og gik sammen mod et skurvognstoilet. På vejen derhen sluttede T2’s venner T1 og T3, som F ikke kendte, sig til dem, og de gik alle fire ind i samme toiletbås. F kom ind bagerst i båsen, og T2 låste døren. T1 tog F’s strømpebukser og trusser af hende og stak en finger op i hendes skede, hvorefter T2 og T3 gennemførte oralsex og samleje med F, selv om hun sagde ”nej, det kan jeg ikke, det her” o.lign. Selv om T1-T3 ikke anvendte vold eller trusler, og F ikke satte sig til modværge, kan hun ikke siges at have givet et samtykke til de seksuelle handlinger, som var udtryk for hendes egen frie vilje. Eksemplet er bygget på betænkning nr. 1574/2020, bilag 1, afsnit 2.9. b) F og T havde indledningsvis kysset, og F havde frivilligt givet T oralsex. T vendte herefter F rundt og gennemførte samleje med F, selv om F sagde, at hun ikke havde lyst. Selv om F frivilligt havde deltaget i seksuelt forhold (oralsex) med T, trak hun sit samtykke til yderligere seksuelt forhold (samleje) med ham tilbage, og fortsættelsen af det seksuelle forhold skete derfor ikke med F’s vilje. Eksemplet er bygget på betænkning nr. 1574/2020, bilag 1, afsnit 1.4. c) F var efter en bytur påvirket af alkohol og træt. Efter midnat mødtes hun med T2, som hun kendte i forvejen. T2 var sammen med T1, T3 og T4, som F ikke kendte, og de tog alle hen til T4’s lejlighed. I lejligheden foretog T1-T4 skiftevis forskellige seksuelle handlinger på F, bl.a. ved at hælde energidrik i hendes skridt og føre håndtaget af en hårbørste ind og ud af hendes endetarm med blødning til følge, imens T1-T4 hver især optog film og billeder af forløbet. På nogle af videoerne fremtrådte F aktiv og på andre passiv. Da der var flere personer på den initiativtagende side om at være sammen med F, som de først lige havde mødt og var sammen med på et for F ukendt sted, da F var beruset og træt og fra tid til anden passiv, og da der bl.a. blev foretaget usædvanlige og nedværdigende seksuelle handlinger mod F, mens T1-T4 filmede det, kunne T1-T4 ikke uden nærmere undersøgelser have forudsat, at F samtykkede i de seksuelle handlinger, og at F’s deltagelse derfor var udtryk for hendes frie vilje. Eksemplet er bygget på betænkning nr. 1574/2020, bilag 1, afsnit 1.16. d) F og T havde spillet computerspil sammen og var meget berusede efter indtagelse af betydelige mængder alkohol. F faldt i søvn og vågnede, da T havde klædt hende af og flyttede rundt på hendes ben, hvorefter han indledte samleje med hende. Selv om F var bevidst om, hvad der foregik, og ikke sagde fra over for T verbalt eller kropsligt, havde hun ikke givet samtykke til de seksuelle handlinger, som T foretog. Eksemplet er bygget på betænkning nr. 1574/2020, bilag 1, afsnit 1.14. Vold eller trussel om vold Der vil ikke kunne foreligge et gyldigt samtykke i tilfælde, hvor samlejet tiltvinges ved vold eller trussel om vold. Vold omfatter fysisk magtanvendelse både i form af mekanisk tvang (hvor gerningspersonen i kraft af større fysisk styrke gennemtvinger samleje, eller hvor en eller flere holder offeret, mens en anden gennemfører samleje) og i form af kompulsiv tvang (hvor slag eller anden magtanvendelse bevirker, at offeret opgiver videre modstand). Den blotte fastholdelse af offeret udgør således vold omfattet af bestemmelsen. Vold omfatter også generelt mildere former for vold, herunder handlinger, som ikke nødvendigvis falder under straffelovens § 244 (simpel vold). Som eksempler på denne form for vold kan nævnes det at fastholde eller gribe fat om forurettede, at tvinge forurettedes ben fra hinanden og at lægge sig på forurettede. Det er således ikke en betingelse, at der er anvendt omfattende vold eller trusler, ligesom der også kan være tale om mere eller mindre stiltiende trusler. Anden ulovlig tvang Der vil ikke kunne foreligge et gyldigt samtykke i tilfælde, hvor samlejet skaffes ved anden ulovlig tvang end vold eller trussel om vold, jf. straffelovens § 260. De tvangsmidler, der er nævnt i straffelovens § 260 – ud over vold og trussel om vold – er bl.a. trussel om betydelig skade på gods, om frihedsberøvelse eller om at fremsætte usand sigtelse for strafbart eller ærerørigt forhold eller om at åbenbare privatlivet tilhørende forhold. Udnyttelse af forurettedes hjælpeløse tilstand eller situation (overrumpling) Der vil ikke kunne foreligge et gyldigt samtykke i tilfælde, hvor offeret befinder sig i en tilstand eller situation, i hvilken pågældende er ude af stand til at modsætte sig handlingen. ”Tilstande” forstås ifølge forarbejderne til lov nr. 2208 af 29. december 2020 (lovforslag nr. L85 af 11. november 2020, de specielle bemærkninger til § 1, nr. 1), i overensstemmelse med den hidtil gældende retstilstand som søvn, bevidstløshed, stærk beruselse, hypnotisk trance, fysisk lammelse og lignende. Der henvises herom til forarbejderne til lov nr. 633 af 12. juni 2013 (lovforslag nr. L 141 af 6. februar 2013, de almindelige bemærkninger, pkt. 4.1.1). ”Situationer” kan betegnes som overrumplingstilfælde. Bestemmelsen tager sigte på konkrete situationer, hvor gerningspersonen har mulighed for at overrumple forurettede og begynde et samleje (eller andet seksuelt forhold, jf. § 225), før offeret kan nå at reagere. Det drejer sig i praksis navnlig om tilfælde, hvor offeret er afklædt, og hvor gerningspersonen har en legitim anledning til forholdsvis intime berøringer, men hvor gerningspersonen overskrider grænsen for, hvad der er fagligt begrundet i situationen. Som eksempler på sådanne situationer kan nævnes bistand til personlig hygiejne, lægeundersøgelse og massage. Med ”situation” sigtes således til en konkret fysisk situation og ikke en eventuel særligt sårbar situation i øvrigt, eksempelvis i form af økonomisk afhængighed, jf. forarbejderne til lov nr. 633 af 12. juni 2013 (lovforslag nr. L 141 af 6. februar 2013, de specielle bemærkninger til § 1, nr. 8). Er et samleje ikke udslag af en persons frie vilje som følge af gerningspersonens udnyttelse af, at den pågældende er i en særligt sårbar situation, f.eks. som udslag af psykisk vold efter straffelovens § 243, foreligger der ikke samtykke, og der vil derfor som udgangspunkt være tale om voldtægt. Sager om voldtægt omfattet af nykriminaliseringen blev fra ikrafttrædelsen af den nye samtykkebaserede voldtægtsbestemmelse udpeget som et anklagerfagligt fokusområde med henblik på at afklare anvendelsesområdet og rækkevidden af den nye samtykkebaserede voldtægtsbestemmelse i retspraksis samt afklare strafniveauet i sagerne. Man kan læse nærmere om resultaterne her. 4.1.2. Straffelovens § 216, stk. 1, 2. pkt. Ved lov nr. 741 af 13. juni 2023 blev der tilføjet et nyt punktum i straffelovens § 216, stk. 1, hvorefter den, der tilsniger sig samleje med en person, der forveksler gerningspersonen med en anden, på samme måde som efter den samtykkebaserede bestemmelse, straffes for voldtægt med fængsel indtil 8 år. Den nye bestemmelse indebærer, at tilsnigelse af samleje med en person, der forveksler gerningspersonen med en anden, sidestilles med voldtægt efter den samtykkebaserede bestemmelse, således at tilsnigelse af samleje fremover karakteriseres som voldtægt. Med den foreslåede ændring er der ikke tilsigtet nogen ændring i gerningsindholdet for tilsnigelse af samleje efter den dagældende § 221, der blev ophævet ved samme lov. Det fremgår af forarbejderne til bestemmelsen (jf. lovforslag nr. L 50 af 22. februar 2023, de almindelige bemærkninger, pkt. 2.6 og de specielle bemærkninger til § 1, nr. 2.), at straffen for tilsnigelse af samleje skærpes til det dobbelte af, hvad der efter retspraksis blev fastsat for tilsnigelse af samleje og tilsnigelse af andet seksuelt forhold end samleje efter dagældende straffelovs §§ 221 og 221, jf. 225. Det betyder f.eks., at en person, der efter dagældende praksis efter straffelovens § 221 ville blive idømt en fængselsstraf på 6 måneder, med lovændringen fremover vil skulle idømmes en fængselsstraf på 1 år for overtrædelse af straffelovens § 216, stk. 1, 2. pkt. 4.1.3. Straffelovens § 216, stk. 2, 1. pkt. Efter straffelovens § 216, stk. 2, 1. pkt., straffes den, der har samleje med et barn under 12 år. Bestemmelsen indebærer et absolut forbud mod samleje med et barn under 12 år, når gerningspersonen har forsæt med hensyn til, at barnet var under 12 år. Hvis gerningspersonen ikke har haft forsæt med hensyn til, at barnet var under 12 år, kan forholdet i stedet være omfattet af straffelovens § 222 om samleje med et barn under 15 år. Om straffelovens § 222, se nedenfor under pkt. 4.2. Det har ikke betydning for strafbarheden, om barnet har været indforstået, og om det er den ene eller den anden part, der har taget initiativ til samlejet. Efter straffelovens § 225 finder bestemmelsen tilsvarende anvendelse med hensyn til andet seksuelt forhold end samleje, herunder seksuelle handlinger, som gerningspersonen formår forurettede til at udføre på sig selv, for så vidt angår forhold begået efter den 1. juli 2023. Der vil kunne straffes i sammenstød for overtrædelse af straffelovens § 216, stk. 1, 1. pkt., og straffelovens § 216, stk. 2, 1. pkt., hvis det seksuelle forhold (med et barn under 12 år) er gennemført uden samtykke, jf. forarbejderne til lov nr nr. 2208 af 29. december 2020 (lovforslag nr. L85 af 11. november 2020, de specielle bemærkninger til § 1, nr. 1). Der henvises i øvrigt til ovenfor under pkt. 4.1.1 (afsnittet om samtykke). 4.1.4. Straffelovens § 216, stk. 2, 2. pkt. Ved lov nr. 226 af 15. februar 2022 er der indført et 2. pkt. i straffelovens § 216, stk. 2. Bestemmelsen finder anvendelse på forhold begået efter lovens ikrafttræden den 1. marts 2022. Efter straffelovens § 216, stk. 2, 2. pkt., straffes den, som er fyldt 22 år og har samleje med et barn under 15 år. Bestemmelsen indebærer et absolut forbud mod samleje med et barn under 15 år (men over 12 år), hvis gerningspersonen er fyldt 22 år, når gerningspersonen har forsæt med hensyn til, at barnet var under 15 år. Hvis gerningspersonen ikke har haft forsæt med hensyn til, at barnet var under 15 år, men har handlet uagtsomt med hensyn til barnets alder, kan forholdet i stedet være omfattet af straffelovens § 222, jf. § 228, evt. under skærpende omstændigheder efter § 222, stk. 3. Aldersgrænsen på 22 år er sammenfaldende med reglerne om tiltalefrafald, hvorefter der i sager om fuldt ud frivillige seksuelle forhold med børn under 15 år meddeles tiltalefrafald, hvis forurettede er over 12 år, og sigtede ikke er fyldt 22 år, jf. § 1, stk. 1, nr. 3, i bekendtgørelse nr. 792 af 18. juni 2018 om politidikretørernes og statsadvokaternes adgang til at frafalde tiltale. Efter straffelovens § 225 finder bestemmelsen tilsvarende anvendelse med hensyn til andet seksuelt forhold end samleje, herunder seksuelle handlinger, som gerningspersonen formår forurettede til at udføre på sig selv, for så vidt angår forhold begået efter den 1. juli 2023. Det fremgår af forarbejderne til loven (lovforslag nr. L 78 af 10. november 2021, de almindelige bemærkninger, pkt. 2.1.3.), at der vil kunne straffes i sammenstød for overtrædelse af straffelovens § 216, stk. 1, og straffelovens § 216, stk. 2, 2. pkt., hvis det seksuelle forhold (med et barn under 15 år) er gennemført uden samtykke, jf. forarbejderne til lov nr. 2208 af 29. december 2020 (lovforslag nr. L 85 af 11. november 2020, de specielle bemærkninger til § 1, nr. 1). Hvis gerningspersonen har skaffet sig det seksuelle forhold ved udnyttelse af sin fysiske eller psykiske overlegenhed ved brug af tvang eller fremsættelse af trusler, ville forholdet efter de tidligere regler kunne straffes efter straffelovens § 222, stk. 1, jf. stk. 2, jf. nedenfor under pkt. 4.2. Det bemærkes i den forbindelse, at udgangspunktet for et enkeltstående fuldbyrdet samleje omfattet af straffelovens § 222, stk. 2, er 3 år og 6 måneders fængsel (lovforslag nr. L 98 af 16. december 2015, de almindelige bemærkninger pkt. 2.2.3.), hvilket svarer til udgangspunktet for et enkeltstående fuldbyrdet samleje med et barn under 12 år efter straffelovens § 216, stk. 2. Det følger imidlertid af straffelovens § 222, stk. 1, at § 222 ikke finder anvendelse, hvis forholdet er strafbart efter straffelovens § 216, stk. 2. Som det fremgår nedenfor under pkt. 5.1.3. og 5.1.4. lægges der op til et væsentligt lavere strafniveau for overtrædelse af straffelovens § 216, stk. 2, 2. pkt., end for overtrædelse af straffelovens § 216, stk. 2, 1. pkt., om samleje med et barn under 12 år. Det kan ikke lægges til grund, at der hermed er tilsigtet et lavere strafniveau for overtrædelse af forhold, der tidligere var omfattet af § 222, stk. 2. Der bør således i tilfælde, hvor der kan føres bevis for, at et samleje omfattet af § 216, stk. 2, 2. pkt. er sket under udnyttelse af gerningspersonens fysiske eller psykiske overlegenhed ved brug af tvang eller fremsættelse af trusler, henvises til principperne bag udgangspunktet for strafudmåling efter § 222, stk. 2, således at der også i disse tilfælde bør straffes med fængsel i 3 år og 6 måneder. 4.1.5. Betydningen af parforhold Det har ingen betydning for den strafferetlige subsumption, om et seksuelt forhold finder sted inden for eller uden for parforhold. Det er tilsvarende uden betydning for strafudmålingen, om de personer, der har haft et seksuelt forhold, efterfølgende indgår ægteskab eller parforhold, eller tidligere har været i et sådant. Det vil dog efter almindelige strafudmålingsprincipper kunne tillægges betydning i formildende retning, at gerningspersonen og forurettede er blevet forsonet og har genoptaget eller fortsat deres samliv. Der henvises til Straffelovrådets betænkning nr. 1434/2012 om seksualforbrydelser, pkt. 3.1.4. og i forarbejderne til lov nr. 633 af 12. juni 2013 (lovforslag nr. L 141 af 6. februar 2013, de specielle bemærkninger til § 1, nr. 8, nr. 10, og nr. 21) og til lov nr. 2208 af 29. december 2020 (lovforslag nr. L85 af 11. november 2020, de almindelige bemærkninger, pkt. 2.1.3.2). 4.1.6. Straffelovens § 217 Ved lov nr. 735 af 20. juni 2025 blev straffelovens § 217 om stealthing indført. Bestemmelsen finder anvendelse på forhold begået efter lovens ikrafttræden den 1. juli 2025. Efter straffelovens § 217 straffes den, som har samleje med en person uden at anvende et præventionsmiddel mod seksuelt overførbare infektioner og uønsket graviditet, når anvendelse af et sådant præventionsmiddel var en forudsætning for personens deltagelse i samlejet, med fængsel indtil 2 år. Det følger af forarbejderne til bestemmelsen (jf. lovforslag nr. L 220 af 25. april 2025, de specielle bemærkninger til § 2, nr. 4), at begrebet ”samleje” skal forstås på samme måde som i straffelovens § 216, stk. 1. Det indebærer, at bestemmelsen omfatter såvel vaginalt som analt samleje, ligesom også samleje mellem personer af samme køn er omfattet af bestemmelsen. Ved bestemmelsen forstås, at der enten ikke gøres brug af et præventionsmiddel, eller at samlejet sker ved brug af et præventionsmiddel, der åbenlyst ikke længere beskytter mod seksuelt overførbare infektioner og uønsket graviditet. Det er uden betydning, om der i det konkrete tilfælde faktisk er en risiko for seksuelt overførbare infektioner og for uønsket graviditet. At der ikke gøres brug af et præventionsmiddel omfatter det tilfælde, hvor der allerede ved samlejets påbegyndelse ikke anvendes et præventionsmiddel, eller hvor præventionsmidlet først anvendes, men herefter fjernes under samlejet, hvorefter samlejet fortsættes uden anvendelse af præventionsmidlet. At præventionsmidlet åbenlyst ikke længere beskytter mod seksuelt overførbare infektioner og uønsket graviditet omfatter eksempelvis det tilfælde, at der inden samlejet prikkes hul i præventionsmidlet med en nål. Bestemmelsen omfatter endvidere det tilfælde, at gerningspersonen under samlejet opdager, at præventionsmidlet er beskadiget, men hvor den pågældende alligevel fortsætter samlejet. Bestemmelsen finder også anvendelse, hvor det er den anden part end personen, der er iført præventionsmidlet, der har påført skaden. Dette omfatter eksempelvis situationen, hvor en af parterne prikker hul i præventionsmidlet, inden den anden part tager det på, og hvor samlejet gennemføres, uden at parten, der har iført sig præventionsmidlet, er bekendt med, at det er beskadiget. Det er en betingelse, at præventionsmidlet både skal give en generel beskyttelse mod uønsket graviditet og samtidig beskyttet mod seksuelt overførebare infektioner. Et kondom og et femidom er eksempelvis omfattet af bestemmelsen. Omvendt er præventionsmidler såsom p-piller, pessar, p-stav eller p-ring ikke omfattet af bestemmelsen, da disse præventionsmidler ikke yder beskyttelse mod seksuelt overførbare infektioner, men alene mod uønsket graviditet. Udtrykket ”deltager i” skal forestås sådan, at det er tilstrækkeligt, at et samleje er påbegyndt. Der gælder ikke et generelt udgangspunkt om, at et samleje altid skal være beskyttet. At anvendelse af præventionsmidlet var ”en forudsætning for” forurettedes deltagelse i samlejet indebærer, at anvendelsen af præventionsmidlet skal kunne anses for at have været af afgørende betydning for forurettedes deltagelse, hvilket gerningspersonen skal have været vidende om. Det kræves, at denne forudsætning etableres gennem ord eller handling. Spørgsmålet om tilstedeværelsen af en sådan forudsætning hos forurettede skal vurderes objektivt ud fra oplysningerne om parternes deltagelse i det ubeskyttede samleje, herunder parternes ord og handlinger, og ikke ud fra forurettedes indre overbevisning. Dette indebærer, at der ikke kan straffes i tilfælde, hvor forurettede, som efter sin indre overbevisning ikke ønsker et ubeskyttet samleje, alligevel deltager i ubeskyttet samleje, uden at der er etableret en forudsætning om beskyttet samleje. Forudsætningen om det beskyttede samleje må antages typisk at blive etableret før samlejet. Bestemmelsen omfatter efter omstændighederne også tilfælde, hvor spørgsmålet om beskyttelse bringes op under samlejet, hvorefter forudsætningen om anvendelse af præventionsmiddel bliver etableret, og hvor gerningspersonen herefter fortsætter samlejet uden at anvende præventionsmiddel. Det er en forudsætning for straf, at gerningspersonen har handlet forsætligt. Gerningspersonen skal således have forsæt til at have ubeskyttet samleje på trods af, at anvendelse af et præventionsmiddel mod seksuelt overførbare infektioner og uønsket graviditet var en forudsætning for den anden part deltagelse i samlejet. Det vil f.eks. være tilfældet, hvis gerningspersonen har haft et ubeskyttet samleje på trods af at have været bevidst om, at beskyttelse var en forudsætning for den anden persons deltagelse i samlejet. Straffelovens § 217 finder tilsvarende anvendelse ved andet seksuelt forhold end samleje, jf. straffelovens § 225. Det vil efter omstændighederne eksempelvis kunne være ved oralt samleje, f.eks. hvor der benyttes et kondom, der er prikket hul i. 4.2. Straffelovens § 222 - samleje med et barn under 15 år Efter straffelovens § 222, stk. 1, straffes den, som har samleje med et barn under 15 år. Straffelovens § 222 indebærer et absolut forbud mod samleje med et barn under 15 år. Det har ikke betydning for strafbarheden, om barnet har været indforstået med handlingen, og om det er den ene eller den anden part, der har taget initiativ til samlejet. Efter straffelovens § 225 finder bestemmelsen tilsvarende anvendelse med hensyn til andet seksuelt forhold end samleje, herunder seksuelle handlinger, som gerningspersonen formår forurettede til at udføre på sig selv for så vidt angår forhold begået efter den 1. juli 2023. For at straffe for overtrædelse af straffelovens § 222 skal gerningspersonen have haft forsæt til at have samleje med et barn under 15 år. Det betyder, at gerningspersonen også skal have haft forsæt til, at den forurettede var under 15 år på gerningstidspunktet. Det følger dog af straffelovens § 228, at en person kan straffes for overtrædelse af straffelovens § 222, hvis gerningspersonen har handlet uagtsomt i forhold til barnets alder. Straffelovens § 222 er subsidiær i forhold til straffelovens § 216, stk. 2. Det betyder, at der skal straffes for overtrædelse af straffelovens § 216, stk. 2, og ikke for overtrædelse af straffelovens § 222, når barnet er under 12 år eller under 15 år og gerningspersonen er fyldt 22 år, hvis gerningspersonen har haft forsæt i forhold til barnets alder. Hvis det seksuelle forhold (med et barn under 15 år) – begået af en gerningsperson under 22 år – er gennemført uden samtykke, jf. straffelovens § 216, stk. 1, vil der kunne straffes i sammenstød mellem § 222 og § 216, stk. 1. Efter straffelovens § 222, stk. 2, hæves strafferammen til fængsel indtil 12 år, hvis gerningspersonen har skaffet sig samlejet ved udnyttelse af sin fysiske eller psykiske overlegenhed ved brug af tvang eller fremsættelse af trusler. Der kan straffes i sammenstød mellem § 222, stk. 2, og § 216, stk. 1, jf. forarbejderne til lov nr. 633 af 12. juni 2013 (lovforslag nr. L 141 af 6. februar 2013, de specielle bemærkninger til § 1, nr. 17-19). Efter straffelovens § 222, stk. 3, skal det indgå som en skærpende omstændighed ved fastsættelsen af straffen efter straffelovens § 222, stk. 1, at gerningspersonen har skaffet sig samleje ved udnyttelse af sin fysiske eller psykiske overlegenhed. Det vil bero på de konkrete omstændigheder i den enkelte sag, om gerningspersonen har udnyttet en fysisk eller psykisk overlegenhed til at skaffe sig samleje. Der skal i den forbindelse blandt andet lægges vægt på: - aldersforskellen mellem gerningspersonen og forurettede, - barnets alder, - om forurettede som følge af en særlig familiemæssig eller anden tilknytning til gerningspersonen har haft vanskeligt ved at sige fra eller på anden måde modsætte sig overgrebet, og - om gerningspersonen har opsøgt forurettede og taget initiativet til overgrebet. 4.3. Straffelovens § 225, andet led – herunder sager om såkaldt sextortion Ved lov nr. 741 af 13. juni 2023 om ændring af straffeloven og retsplejeloven (initiativer mod digitale krænkelser, herunder forbud mod grooming, sidestilling af tilsnigelse af samleje med voldtægt, religiøse lederes udnyttelse af religiøs afhængighed med henblik på at skaffe sig samleje m.v.) er anvendelsesområdet for straffelovens § 225 udvidet, således at bestemmelsen også finder anvendelse i de tilfælde, hvor gerningspersonen under samme omstændigheder som i bestemmelserne i § 216-224 formår forurettede til at udføre seksuelle handlinger på sig selv - såkaldt sextortion. Det følger af forarbejderne (jf. lovforslag nr. L 50 af 22. februar 2023, de almindelige bemærkninger, pkt. 2.3.3, og de specielle bemærkninger til § 1, nr. 7), at bestemmelsen bl.a. omfatter situationer, hvor gerningspersonen under trussel om at dele nøgenbilleder eller materiale af seksuel karakter af forurettede får den forurettede til at udføre seksuelle handlinger på sig selv. Som eksempel på tilfælde, der efter omstændighederne vil kunne være omfattet af § 225, nævnes, at gerningspersonen, f.eks. under trussel om at udbrede nøgenbilleder af forurettede, formår forurettede til at indføre fingre eller genstande i egen kønsdel eller endetarm eller foretage manipulation af lem. Bestemmelsen gælder, uanset om gerningspersonen befinder sig i samme fysiske rum som forurettede, eller om gerningspersonen instruerer forurettede i at udføre de pågældende handlinger via f.eks. videochat. Anvendelse af bestemmelsen forudsætter imidlertid som det klare udgangspunkt, at gerningspersonen overværer eller modtager et foto, en video eller lignende af den seksuelle handling, jf. de specielle bemærkninger til § 1, nr. 7. Rigsadvokaten bemærker, at andre tilfælde af afpresning, f.eks. afpresning for penge ved brug af nøgenbilleder mv. efter Rigsadvokatens opfattelse ikke er omfattet af lovændringen, men kan efter omstændighederne straffes efter straffelovens bestemmelser om afpresning efter § 281, ulovlig tvang efter § 260 eller blufærdighedskrænkelse jf. § 232. Kravet om at formå forurettede til at udføre en seksuel handling Det er efter bestemmelsen en betingelse, at gerningspersonen har formået den forurettede til at udføre en handling omfattet af straffelovens §§ 216-224 på sig s

    Teksten fortsætter i den officielle kilde.

    Relaterede guides, FAQ og kontraktskabeloner