LEGALDIGMLEGALDIGM
    ← Danmark
    Beta
    RETSINFO 9473/2025

    RETSINFO 9473/2025 — Pressenævnets kendelse i sag nr. 2024-11274

    Beta. Juridisk information, ikke juridisk rådgivning. Tjek den officielle kilde for den gældende tekst.

    Analysér denne lov med AI
    Tekst FinansWatch får ikke kritik for omtale af erhvervsmand I artikler bragt i august 2024 omtalte FinansWatch en persons erhvervsaktiviteter og rolle i forbindelse med en række selskabers konkurser, herunder en tidligere straffedom mod personen for økonomisk kriminalitet. Den omtalte person klagede til Pressenævnet blandt andet over, at artiklerne indeholdt ukorrekte og skadelige oplysninger, og at FinansWatch havde omtalt den tidligere straffedom. Nævnet fandt ikke grundlag for at udtale kritik. Nævnet lagde blandt andet vægt på, at oplysningerne havde dækning i de faktiske forhold, og at omtalen af den tidligere dom havde en sådan relevant sammenhæng med artiklernes omtale af personens aktuelle erhvervsaktiviteter. [Klager] har klaget til Pressenævnet over artiklerne ”Pantebrevshandler lånte millioner til firma styret af svindeldømt forretningsmand” og ”Pantebrevsselskab udbetalte firmalån til stråmandsdirektørs privatkonto” , som blev bragt af FinansWatch henholdsvis den 29. august 2024 og den 30. august 2024 på finanswatch.dk, idet han mener, at god presseskik er tilsidesat. [Klager] har navnlig klaget over, at artiklerne indeholder ukorrekte og skadelige oplysninger, som ikke er efterprøvet tilstrækkeligt. 1 Sagsfremstilling De påklagede artikler FinansWatch bragte den 29. august 2024 artiklen ”Pantebrevshandler lånte millioner til firma styret af svindeldømt forretningsmand” på finanswatch.dk. Artiklen har følgende underrubrik: ”[Banken] fik sikkerhed i tre pantebreve udstedt til konkursramt firma, som svindeldømt forretningsmand stod bag. Pantebrevsselskab afviser at have kendt til stråmandskonstruktion. ” Af artiklen fremgik følgende: ”En virksomhed styret af forretningen [Klagers tidligere navn] blev finansieret af pantebrevshandleren [Finansieringsselskabet], selvom erhvervsmanden var frakendt retten til at drive virksomhed som følge af en fængselsdom for svindel. Det kan FinansWatch og EjendomsWatch nu fortælle i samarbejde med Jyllands-Posten. [Finansieringsselskabet], der selv er finansieret af [Banken], har således udstedt pantebreve for knap 7 mio. kr. i en nordsjællandsk ejendom tilhørende [Selskabet], der gik konkurs i 2022 med en tocifret milliongæld. Ejendommen har også været bopæl for [Klager] og hans hustru [Ægtefællen]. Som beskrevet i EjendomsWatch var [Klager] dog ikke selv registeret som ejer og direktør i [Selskabet]. Det var derimod [Klager]s hustru, [Ægtefællen], som ifølge kurator havde overladt driften af virksomheden til sin mand i perioden 2019 til 2021. Der var ifølge kurator således tale om en stråmandskonstruktion, og Retten i Helsingør nåede frem til samme konklusion, da den i april 2024 pålagde [Ægtefællen] tre års konkurskarantæne som følge af ”groft uforsvarlig forretningsførelse”. Afgørelsen, som [Ægtefællen] har kæret til landsretten, betyder, at hun i den periode ikke må drive virksomhed. Hos [Finansieringsselskabet] afviser adm. direktør og ejer [Direktøren], at hun vidste, at det i virkeligheden var [Klager], der kontrollerede det selskab, hun finansierede. ”Vi har ikke i forbindelse med etablering af de pågældende lån haft opfattelse af, at der skulle være tale om en stråmandskonstruktion. Vi har haft både møder og dialog med selskabets ejer og registrerede direktør,” skriver [Direktøren] i et mailsvar. [Klager] blev i 2017 frakendt retten til at deltage i ledelsen af virksomheder med begrænset hæftelse, som for eksempel aktie- og anpartsselskaber. Frakendelsen fik han i forbindelse med en fængselsdom for svindel. [Klager] giver udtryk for, at rettighedsfrakendelsen fra 2017 siden skulle være blevet ophævet, dog uden at oplyse, hvornår dette skulle være sket. Redaktionen har forsøgt at efterprøve denne påstand og bedt [Klager] om at fremlægge dokumentation for dette, hvilket han dog ikke har gjort. Retsdokumenter, som redaktionen har fået aktindsigt i, viser, at han i forbindelse med en konkurskarantænesag fra 2023 – som blev ophævet – havde fået afslag på at generhverve rettighederne. Underpant til [Banken] Som FinansWatch og EjendomsWatch har beskrevet i serien ”Bankens hemmelige niche”, har [Banken] opbygget en milliardforretning på finansiering af pantebrevsselskaber. Det vil sige private selskaber, der udlåner penge mod sikkerhed i form af pant i låntagers ejendom. Blandt [Banken]s største kunder i dette segment er det [Bynavn]-baserede [Finansieringsselskabet], der gennem datterselskabet [Datterselskabet] har lånt mere end 400 mio. kr. af banken. Til sikkerhed for bankgælden har [Banken] fået underpant i selskabets ca. 600 mio. kr. store pantebrevsbeholdning, som blandt andet omfatter pantebrevene i [Selskabet]s ejendom i Nordsjælland, hvor [Klager] og [Ægtefællen] som nævnt også har haft privat adresse. Det fremgår af tinglysningen, at [Selskabet] købte ejendommen i april 2021 for 4,1 mio. kr., og at der samme måned blev udstedt to pantebreve i ejendommen på henholdsvis 4,2 mio. kr. og 1 mio. kr. fra [Finansieringsselskabet]. I de efterfølgende måneder blev der udstedt yderligere to pantebreve i ejendommen: Ét på 1 mio. kr. i juni 2021 og ét på 750.000 kr. i november 2021. I alle tilfælde har [Klager] kautioneret personligt for lånene, fremgår det af pantebrevene. [Direktøren] fra [Finansieringsselskabet] fastholder, at hun ikke var bekendt med, at der var tale om en stråmandskonstruktion i [Selskabet], men hun bekræfter, at hun kendte til [Klager]s involvering som kautionist. ”Vi modtager ofte supplerende kautioner fra ægtefælle eller samlever, når vi yder lån. Det er ikke specielt i denne sag,” skriver [Direktøren] i et mailsvar. Lån er indfriet [Selskabet] gik konkurs i august 2022, efter at Erhvervsstyrelsen havde sendt selskabet til tvangsopløsning året forinden. Årsagen var, at det ikke kunne dokumenteres, at selskabet var lovligt stiftet, fremgår det af Erhvervsstyrelsens afgørelse fra december 2021. [Ægtefællen] oplyser, at hun forsøger at få tvangsopløsningen omgjort i en sag mod Erhvervsstyrelsen, der angiveligt stadig verserer. Kurator [Kurator] fra [Advokatfirmaet] indstillede efterfølgende [Klager] og [Ægtefællen] til konkurskarantæne med påstand om ”groft uforsvarlig forretningsførelse” i [Selskabet]. Under konkursbehandlingen har kurator solgt selskabets ejendom, og i den forbindelse er pantebrevene fra [Finansieringsselskabet] blevet indfriet. Det bekræfter [Direktøren]. ”Ejendommen er solgt i 2022 i en fri handel med fuld dækning til vores pant,” skriver hun i et mailsvar. Hos [Finansieringsselskabet]s egen långiver, [Banken], bekræfter markedschef [Markedschefen], at pantebrevene har været underpantsat til banken, men han afviser, at banken har været mere involveret. ”Vi kan oplyse, at vi ikke har været kontoførende pengeinstitut i forbindelse med etablering og afregning af de pågældende pantebreve,” udtaler han i et skriftligt svar og afviser at kommentere sagen yderligere. Redaktionen har været i kontakt med [Klager] og [Ægtefællen], der i det hele erklærer sig uenige i fremstillingen af sagen, herunder at [Ægtefællen] har været indsat som stråmandsdirektør for [Klager] i [Selskabet]. De har ikke ønsket at udtale sig til artiklen på nuværende tidspunkt. ” FinansWatch bragte den 30. august 2024 artiklen ”Pantebrevsselskab udbetalte firmalån til stråmandsdirektørs privatkonto” på finanswatch.dk. Artiklen har følgende underrubrik: ”Ifølge direktøren er låneprovenu gået til finansiering af selskabets drift, hvilket dog er blevet afvist af retten. ”Ulovlige kapitalejerlån” mener kurator. ” Af artiklen fremgår følgende: ”Pantebrevshandleren [Finansieringsselskabet] udbetalte pengene til den forkerte konto, da selskabet i 2021 lånte et millionbeløb til tagdækningsvirksomheden [Selskabet], der efterfølgende er gået konkurs. Det kan EjendomsWatch og FinansWatch nu fortælle i serien ”Bankens hemmelige niche”. Da [Finansieringsselskabet] udbetalte lånet, gik pengene således ikke ind på [Selskabet]s erhvervskonto. I stedet blev pengene udbetalt til en personlig konto tilhørende selskabets direktør og ejer, [Ægtefællen]. Det fremgår af en redegørelse fra kurator i [Selskabet], der gik konkurs i sensommeren 2022. ”Låneprovenuerne fra de af selskabet optagne lån blev udbetalt direkte til [Ægtefællen]s private bankkonto,” skriver kurator [Kurator] fra [Advokatfirmaet], også kendt som [Advokatfirmaet]. Som tidligere beskrevet i EjendomsWatch var [Ægtefællen] desuden ikke den reelle direktør i tækkevirksomheden, idet hun i perioden 2019 til 2021 ifølge både kurator og Retten i Helsingør blot har ageret stråmand for sin ægtefælle, den svindeldømte forretningsmand og tidligere ejendomsinvestor [Klager]. [Finansieringsselskabet]s udbetaling til [Ægtefællen] er åbenlyst problematisk, vurderer [Professor B], der er professor i selskabs- og kapitalmarkedsret på Københavns Universitet. ”Efter kurators oplysninger tyder det på, at noget er helt galt i den konkrete sag. For hvis man indgår en låneaftale med et selskab, så er det selvfølgelig selskabets konto, man skal sætte pengene ind på,” siger [Professor B], der vurderer, at udbetalingen derfor kan være ulovlig. ”Det følger af, at et selskab ifølge juraen - ligesom en fysisk person - er det, man kalder en juridisk person med egen økonomi adskilt fra alle andre, også ejerne,” siger [Professor B]. Og det er ikke uvæsentligt, om lån, som et selskab optager, udbetales til selskabets konto eller til en selskabsdeltagers private konto. Det har blandt andet betydning for, hvem långivere, investorer, skattemyndigheder og andre kreditorer har penge til gode hos. Dertil kommer, at det skal underrettes til Hvidvasksekretariatet, hvis penge trækkes ulovligt ud af en virksomhed. Penge, der tilhører et selskab, skal derfor blive i selskabet. Selv mener [Direktøren], adm. direktør og ejer i [Finansieringsselskabet], ikke, at pantebrevsselskabet har gjort noget galt. ”Pengene er udbetalt til den konto, som selskabets tegningsberettigede har oplyst,” skriver [Direktøren] i et mailsvar. [Ægtefællen] har ikke ønsket at udtale sig til artiklen på nuværende tidspunkt. Pantebreve for millioner [Klager] blev ved Østre Landsret i 2017 idømt tre år og seks måneders fængsel for bedrageri, underslæb og skyldnersvig for knap 20 mio. kr. Han blev i samme ombæring frakendt retten til at deltage i ledelsen af virksomheder med begrænset hæftelse, som for eksempel aktie- og anpartsselskaber. Efter at have afsonet sin fængselsstraf genoptog [Klager] dog, som nævnt, iværksætteriet, men denne gang i konens navn. Hans hustru [Ægtefællen] blev således formelt indsat som direktør i tækkerfirmaet [Selskabet] i december 2019. Men der var tale om stråmandskonstruktion, konkluderede Retten i Helsingør i april i år, da den idømte hende tre års konkurskarantæne for blandt andet at have overladt driften af selskabet til [Klager]; en afgørelse, som [Ægtefællen] har kæret. [Selskabet] købte i april 2021 en ejendom i Nordsjælland til 4,1 mio. kr., og i de efterfølgende måneder optog selskabet pantebrevslån for i alt knap 7 mio. kr. hos [Finansieringsselskabet], hvoraf en del altså blev udbetalt direkte til [Ægtefællen]. ”Pengene er brugt til renovering af [Selskabet]s ejendom, som jeg har besigtiget flere gange i forbindelse med renoveringen,” skriver pantebrevsselskabets adm. direktør, [Direktøren], i et mailsvar. Pantebrevene var placeret i [Finansieringsselskabet]s datterselskab [Datterselskabet], der har lån for mere end 400 mio. kr. i [Banken]. Til sikkerhed for det samlede engagement har banken underpant i selskabets ca. 600 mio. kr. store pantebrevsportefølje. Banken fik også tinglyst underpant i ejendommen i Nordsjælland, bekræfter markedschef [Markedschefen] fra [Banken]. ”Det er korrekt, at de pågældende pantebreve efterfølgende har været underpantsat til banken. Vi kan øvrigt henvise til tingbogen hvor det fremgår, at de pågældende ejendomme er solgt i frie handler i 2022 med fuld dækning til panthaver,” skriver han i et mailsvar. Havde ingen bankkonto [Selskabet] blev sendt til tvangsopløsning i december 2021, da Erhvervsstyrelsen ikke kunne finde dokumentation for, at selskabskapitalen havde været til stede på stiftelsestidspunktet. [Ægtefællen] oplyser, at hun forsøger at få tvangsopløsningen omgjort i en sag mod Erhvervsstyrelsen, der angiveligt stadig verserer. I august 2022 gik [Selskabet] konkurs med gæld for over 12 mio. kr. Konkursboet kunne i den forbindelse konstatere, at [Selskabet] helt frem til Erhvervsstyrelsens indgriben ikke havde haft egen bankkonto. I stedet havde tækkerfirmaet brugt en konto tilknyttet et andet selskab, hvor [Klager] ifølge kurator har ageret ”partner”, fremgår det af kurators redegørelse fra december 2022. Kurator har desuden konstateret, at låneprovenu fra pantebreve, der blev udstedt i [Selskabet]s ejendom, slet ikke er udbetalt til selskabet, idet selskabet altså slet ikke havde en bankkonto. I stedet har [Finansieringsselskabet] udbetalt låneprovenu for samlet 2,75 mio. kr. til en konto tilhørende selskabets registrerede direktør og ejer, [Ægtefællen]. Ifølge kurator udgør dette ”ulovlige kapitalejerlån”, der skal tilbagebetales til selskabet. ”[Selskabet] stod anført som debitor i henhold til de nævnte låneaftaler, ligesom der ved de optagne lån blev stillet sikkerhed i [Selskabet]s faste ejendom. Konkursboet har som følge heraf rettet et krav mod [Ægtefællen],” skriver kurator i sin redegørelse fra december 2022. [Ægtefællen] afviser overfor redaktionen, at der skulle være tale om ulovlige kapitalejerlån, men hun ønsker ikke at udtale sig til artiklen på nuværende tidspunkt. Er gået personlig konkurs Konkursboet indgav i november 2022 en konkursbegæring mod [Ægtefællen] personligt på baggrund af krav om tilbagebetaling af i alt 3,9 mio. kr. Kravet var – foruden tilbagebetaling af lånene fra [Finansieringsselskabet] – også opgjort af en række fakturerede betalinger, som ligeledes var tilgået [Ægtefællen], selvom de ifølge kurator burde være blevet indbetalt til [Selskabet], fremgår det af konkursbegæringen mod [Ægtefællen], som redaktionen har fået aktindsigt i. [Ægtefællen] argumenterede over for retten for, at pengene var gået til at finansiere selskabets drift, herunder til renovering af selskabets ejendom, og at der derfor ikke var noget udestående. Det blev dog afvist af skifteretten, der derfor erklærede hende personlig konkurs. ”Da [Ægtefællen] ikke var i stand til at fremlægge fakturaer eller lignende, som dokumenterede, hvilke beløb der var anvendt til istandsættelsen, fandt skifteretten ikke, at [Ægtefællen] havde løftet bevisbyrden for, at konkursfordringen var indfriet,” fremgår det af kendelsen fra Retten i Helsingørs fra februar 2023, hvor [Ægtefællen] blev taget under personlig konkursbehandling. [Ægtefællen] kærede efterfølgende skifterettens afgørelse til Østre Landsret, der stadfæstede konkursdekretet i marts 2023. Redaktionen har korresponderet over mail med [Ægtefællen], der fastholder, at pengene er blevet brugt på selskabets drift, men hun ønsker ikke at udtale sig. Det gør til gengæld långiveren, [Direktøren] fra [Finansieringsselskabet], der fastholder, at lånet er brugt til at finansiere renoveringen af [Selskabet]s ejendom. ”Vores lån er anvendt til renovering af selskabets ejendom, og vi har løbende ført tilsyn og besigtiget den pantsatte ejendom for at sikre, at arbejdet på ejendommen er udført,” skriver [Direktøren] i et mailsvar. Kan være kriminelt Uanset, hvad pengene bruges til, og hvem der kontrollerer selskabet, bør låneprovenu dog altid udbetales til selskabets konto, når lån er optaget af selskabet, lyder det fra juraprofessor [Professor B]. Han peger på tre generelle mulige forklaringer på, at et lån kan ende med at blive udbetalt til den forkerte konto alligevel. ”Det kan være en fejltagelse, hvor den, der udbetaler lånet, har klokket i det og er kommet til at sende pengene den forkerte vej. Det har jeg dog svært ved at tro, da en långiver er forpligtet til at overføre lånet til den rigtige juridiske person og normalt er professionel nok til at gøre det rigtigt,” siger [Professor B]. Han tilføjer, at der i mere alvorlige tilfælde kan være tale om, at en låntager snyder långiver ved at opgive en forkert konto, og som den sidste mulighed, at en låntager og en långiver bevidst lader pengene gå ind på den forkerte konto. ”Hvis man har vidst, hvad man gjorde, kan det være kriminelt,” siger [Professor B]. [Direktøren] afviser, at [Finansieringsselskabet] har handlet forkert i forbindelse med udbetaling af lånet. ”Ejendommen er for øvrigt solgt, og vi er fuldt indfriet,” skriver [Direktøren] i et mailsvar. Det er konkursboet efter [Selskabet], der har solgt ejendommen og i den forbindelse indfriet panthaverne. [Klager] og [Ægtefællen] erklærer sig i det hele uenige i fremstillingen af sagen, men de ønsker ikke at udtale sig til artiklen på nuværende tidspunkt. ” Efter offentliggørelsen FinansWatch rettede den 2. september 2024 [Klager]s tidligere navn ”[Klagers tidligere navn]” i artiklen ”Pantebrevshandler lånte millioner til firma styret af svindeldømt forretningsmand” . FinansWatch indsatte endvidere følgende opdatering øverst ved artiklens brødtekst fremhævet med kursiv: ”[Klager]s navn er rettet i artiklen, så hans tidligere mellemnavn [Mellemnavnet] ikke længere fremgår. ” [Klager]s klage er modtaget i Pressenævnet den 31. august 2024. 2 Parternes synspunkter 2.1 [Klager]s synspunkter [Klager] har i klagen til Pressenævnet anført blandt andet: ”Indklagede har den 29. august 2024, klokken 12.00 udgivet en artikel med følgende overskrift: “ Pantebrevshandler lånte millioner til firma styret af svindeldømt forretningsmand [Banken] fik sikkerhed i tre pantebreve udstedt til konkursramt firma, som svindeldømt forretningsmand stod bag. Pantebrevsselskab afviser at have kendt til stråmandskonstruktion. ” Artiklen er vedlagt som bilag 1 og linkes tillige herunder: [Link A] Ad påstand om stråmandskonstruktion Indklagede omtaler i overskriften, et firma der påstås at have været “styret af svindeldømt forretningsmand”. Indklagede henviser til klager som “svindeldømt forretningsmand”. Indklagede skriver videre i artiklens brødtekst: “Det [Bynavn]-baserede [Finansieringsselskabet] lånte penge til et selskab ledet af en stråmandsdirektør . ” “ En virksomhed styret af forretningsmanden [Klagers tidligere navn] blev finansieret af pantebrevshandleren [Finansieringsselskabet], selvom erhvervsmanden var frakendt retten til at drive virksomhed som følge af en fængselsdom for svindel . ” (min indtegning) Indklagede fremkommer i artiklens overskrift såvel som brødtekst med en påstand om, at klager - der omtales som en “svindeldømt forretningsmand” - skulle have styret en virksomhed i en stråmandskonstruktion. Denne påstand er ikke bevist, endsige sandsynliggjort. Klager er hverken dømt, sigtet eller sagsøgt i et forhold som det omtalte, og der er ingen anden dokumentation for, at klager skulle have “ledet” eller “styret” det omhandlede selskab, som var låntager. Indklagedes fremførte giver udtryk for en faktisk oplysning, der er bevist, og det er ikke i tilstrækkelig grad gjort klart, at der ikke er tale om faktiske oplysninger, men alene vurderinger og udokumenterede påstande fra indklagede. Det gøres gældende, at overskriften og brødteksten, som indsat ovenfor, er ukorrekt, misvisende og fremstår som en faktisk oplysning, der er bevist, til trods for at der alene er tale om indklagedes egen holdning og udtalelse. Det gøres gældende, at både overskriften og brødteksten er skadelig for klager, krænkende eller agtelsesforringende. Det gøres gældende, at indklagede i forhold til overskriftens formulering, har overskredet rammerne for mediets redigeringsret. Det følger af retningslinjer for god presseskik, at det er mediernes opgave at bringe korrekt information. Så langt det er muligt, skal det kontrolleres, om de oplysninger, der gives eller gengives, er korrekte. Oplysninger, som kan være skadelige, krænkende eller virke agtelsesforringende for nogen, skal efterprøves i særlig grad, inden de bringes. Det skal gøres klart, hvad der er faktiske oplysninger, og hvad der er kommentarer eller vurderinger. Indklagede støtter formodentlig sin påstand på det forhold, at tredjemand, der er direktøren i låntager-selskabet, er blevet pålagt konkurskarantæne - en kendelse der dog er kæret til Østre Landsret og som derfor endnu ikke er endelig. Det bemærkes, at kendelsen vedrørende direktøren - som er kæret til Landsretten - er uvedkommende for klager. Klager gør gældende, at en kendelse hvor tredjemand er blevet dømt for et forhold, ikke kan danne grundlag for en antagelse om, at hvad der fremgår af en retsbog for så vidt tredjemand, kan gøres gældende over for klager, der er tredjemand for så vidt den omhandlede sag, da klager ikke er part i sagen og således ikke har haft lejlighed til at føre proces i sagen. Klager kan af samme grund ikke dømmes i et forhold, som klager ikke er part i. En påstand som klager gør gældende skal være begrundet i faktiske forhold, herunder at klager skulle være dømt i forholdet. Det gøres gældende, at indklagede ikke har overholdt retningslinjerne for god presseskik, idet indklagede ingen dokumentation har for, at klager skulle have gjort sig skyldig i de påstande, der beskrives, herunder at klager skulle have “ledet” eller “styret” det omhandlede selskab, som var låntager. Det gøres gældende, at artiklen indeholder ukorrekte og udokumenterede oplysninger om klagers rolle i virksomheden. I to øvrige afsnit fremfører indklagede, at påstanden er udtryk for en kildes/kurators vurdering: “Som beskrevet i EjendomsWatch var [Klager] dog ikke selv registreret som ejer og direktør i [Selskabet]. Det var derimod [Klager]s hustru, [Ægtefællen], som ifølge kurator havde overladt driften af virksomheden til sin mand i perioden 2019 til 2021. Der var ifølge kurator således tale om en stråmandskonstruktion, og Retten i Helsingør nåede frem til samme konklusion, da den i april 2024 pålagde [Ægtefællen] tre års konkurskarantæne som følge af ”groft uforsvarlig forretningsførelse”. (Min indtegning) Indklagede fremfører alene i to afsnit i brødteksten, at der er tale om en kildes/kurators vurdering, hvorimod der er tre afsnit som anført ovenfor, herunder særligt overskriften, som ikke i tilstrækkelig grad udtrykker, at der er tale om kommentarer eller vurderinger. Det gøres gældende, at det ikke i tilstrækkelig grad er gjort klart, hvad der er faktiske oplysninger, og hvad der er kommentarer eller vurderinger igennem artiklen. De i artiklen fremsatte – udokumenterede – påstande om klagers ledelse af selskabet og antydningerne af en form for svindel, kan således ikke dokumenteres og er åbenlyst grundløse. Dermed er den præmis, der er bærende for store dele af artiklen, ikke eksisterende. Omtale af tidligere straffedom Indklagede beskriver i sin artikel en tidligere straffedom. Dette fremgår af såvel overskriften, hvor klager omtales som “svindeldømt forretningsmand” og af brødteksten, hvor følgende fremgår: “[Banken] fik sikkerhed i tre pantebreve udstedt til konkursramt firma, som svindeldømt forretningsmand stod bag . Pantebrevsselskab afviser at have kendt til stråmandskonstruktion. ” “[Klager] blev i 2017 frakendt retten til at deltage i ledelsen af virksomheder med begrænset hæftelse, som for eksempel aktie- og anpartsselskaber. Frakendelsen fik han i forbindelse med en fængselsdom for svindel . Som ovenfor anført lægger indklagede udokumenteret til grund, at selskabet skulle være styret af klager, i en stråmandskonstruktion. Jeg henviser i det hele til det ovenfor anførte. Indklagede benytter ganske tydeligt sin udokumenterede påstand til at kæde sagen sammen med en tidligere straffedom, vedrørende klager. Omtalen af en tidligere straffedom som klager har været involveret i, findes at være i strid med retningslinjerne for god presseskik, da en mod en person tidligere rejst straffesag som regel ikke bør omtales medmindre berettigede hensyn varetages. Indklagede har ingen dokumentation for, at klager skulle have gjort sig skyldig i de forhold der beskrives og bør således ikke omtale en tidligere dom, der vedrører forhold tilbage fra 2009-2011 og pådømt i 2017 og som er uvedkommende for disse påståede udokumenterede forhold, der alene er udtryk for en kildes vurderinger og udtalelser og ikke begrundet i faktiske oplysninger. Klager gør gældende, at klager ikke er dømt, tiltalt eller sagsøger i et forhold som indklagede beskriver og der er således er tale om rene antagelser fra indklagedes side i et forsøg på at kæde forholdene sammen, og opnå læsertal, hvilket er i strid med retningslinjerne for god presseskik. Det gøres gældende, at det ingenlunde er bevist, at klager skulle have gjort sig skyldig i de forhold som indklagede beskriver, og omtale af en tidligere straffedom bør således ikke søges at kædes sammen med den udokumenterede påstand. Ad manglende mulighed for genmæle Hertil kommer, at indklagede ikke har givet klager mulighed for at komme med genmæle i de af indklagede fremsatte anklager. Klager har konsekvent og gennemgående ved hver henvendelse gjort gældende, at klager ønskede at udtale sig til citat, under den helt rimelige forudsætning, at der blev bragt en historie renset for faktuelle fejl og at der fremlagdes dokumentation for påstandene. Det er en umulighed for klager, at udtale sig om forhold som er faktuelt forkerte og klager har derfor flere gange søgt at bringe indklagede ud af de vildfarelser som indklagede har befundet sig i, under alle stadier af forelæggelsen. Mediet har ikke taget tiltag i forhold til artiklens ukorrekte og udokumenterede påstande, da mediet blev gjort bekendt med fejlene. Som eksempel herpå, henvises til det af indklagede fremførte: “[Klager] giver udtryk for, at rettighedsfrakendelsen fra 2017 siden skulle være blevet ophævet, dog uden at oplyse, hvornår dette skulle være sket. Redaktionen har forsøgt at efterprøve denne påstand og bedt [Klager] om at fremlægge dokumentation for dette, hvilket han dog ikke har gjort. ” Journalisten [Journalisten] anmodede den 27. august 2024 om at modtage dokumentation med en 24 timers frist. Klager fremsendte inden for fristen sin rene straffeattest. Klager har endvidere ved hver henvendelse anmodet om at blive sat i besiddelse af en tilrettet forelæggelse og den påståede bagvedliggende dokumentation herfor, for at kunne udtale sig til citat på et rimeligt og oplyst grundlag. Indklagede har på trods heraf ikke fremsendt det tilrettede, færdige materiale, således at klager kunne fremkomme med citat og har på intet tidspunkt fremlagt dokumentation for sine påstande. Klager har gentagne gange opfordret indklagede til at fremlægge den dokumentation, heraf den aktindsigt, som indklagede har oplyst at være i besiddelse af. Klager har som argument for ikke at fremlægge aktindsigten og dokumentationen fremført, at klager selv formodes at være i besiddelse af materialet. Som det tidligere er gjort gældende, er klager ikke part i sagerne om de omtalte konkurskarantænesager og er derfor selvsagt ikke i besiddelse af materialet. Klager er endvidere ikke part i en eventuel sag der har verseret eller verserer vedrørende kilden/kommentatoren, som indklagede bygger din historie på, og derfor er klager selvsagt heller ikke i besiddelse af oplysninger desangående. Klager har således ikke under forelæggelsen fået fremlagt et eneste dokument, som indklagede henviser til og citerer fra. Ad misvisende formulering I første afsnit under overskriften fremgår følgende: “[Banken] fik sikkerhed i tre pantebreve udstedt til konkursramt firma , som svindeldømt forretningsmand stod bag. ” (min indtegning) Formuleringen leder læseren til at tro, at [Banken] fik sikkerhed i tre pantebreve udstedt til et konkursramt firma, akkurat som står beskrevet. Dette er fejlagtigt fremført. [Banken] har ikke fået sikkerhed i pantebreve der var udstedt til konkursramt firma. [Banken] fik sikkerhed i tre pantebreve, udstedt da selskabet var i drift. Indklagede får det til at fremstå som om, at selskabet var konkursramt på tidspunktet for de udstedte pantebreve, hvilket er er faktuelt forkert. Indklagede fremfører selv i artiklen, med henvisning til tinglysningen, at de omtalte pantebreve blev udstedt fra april til november 2021; altså før konkursen i august 2022. Det kan derfor lægges ubestridt til grund, at selskabet ikke var konkursramt på tidspunktet og indklagedes fremførte er dermed faktuelt forkert og misvisende. Indklagedes fremførte leder læseren til at tro, at der er udstedt pantebreve til et konkursramt selskab - da indklagede netop formulerer sætningen som sådan. En sådan disposition er ulovlig og indklagedes formulering tilskynder til opfattelsen af, at der skulle være noget fordækt ved dispositionen, som ikke er tilfældet - og som indklagedes selv har dokumenteret og beskriver længere nede i brødteksten. Det gøres gældende, at beskrivelsen er skadelig for klager, krænkende eller agtelsesforringende. Det gøres gældende, at indklagede i forhold til afsnittets formulering, har overskredet rammerne for mediets redigeringsret. Det gøres gældende, at artiklen indeholder ukorrekte og udokumenterede oplysninger, og at artiklen tegner et fejlagtigt billede. Det gøres gældende, at artiklens centrale indhold udelukkende er baseret på FinansWatch’s og kurators egne generelle opfattelse af sagen og ikke på dokumentation for de i artiklen fremsatte påstande. Det gøres gældende at mediet var bekendt med den manglende dokumentation, og at det således var et bevidst valg, at mediet både inden og efter artiklens offentliggørelse så bort fra den manglende dokumentation, hvilket må anses for en skærpende omstændighed. Nærværende klagepunkter er ikke udtømmende og der tages forbehold for supplerende. Indklagede opfordres til straks at berigtige disse fejl af egen vilje eller nedtage disse online artikler som indeholder fejlagtige oplysninger. Såfremt indklagede ikke nedtager artiklen, opfordres indklagede til uden ophold at give klager mulighed for at få bragt sit genmæle, efter de er rettet for faktuelle fejl. ” [Klager] har supplerende anført blandt andet: ”Indklagede har den 30. august 2024, klokken 11.00 udgivet en artikel med følgende overskrift: “Pantebrevshandler udbetalte firmalån til stråmandsdirektørs privatkonto Ifølge direktøren er låneprovenu gået til finansiering af selskabets drift, hvilket dog er blevet afvist af retten. ”Ulovlige kapitalejerlån” mener kurator. ” Artiklen er vedlagt som bilag 1 og linkes tillige herunder: [Link B] Ad påstand om stråmandskonstruktion Indklagede omtaler i overskriften, et firmalån der påstås udbetalt til “stråmandsdirektørs privatkonto”. Indklagede skriver videre i artiklens brødtekst: “Pantebrevshandleren [Finansieringsselskabet] udbetalte pengene til den forkerte konto, da selskabet i 2021 lånte et millionbeløb til tagdækningsvirksomheden [Selskabet], der efterfølgende er gået konkurs” “Som tidligere beskrevet i EjendomsWatch var [Ægtefællen] desuden ikke den reelle direktør i tækkevirksomheden, idet hun i perioden 2019 til 2021 ifølge både kurator og Retten i Helsingør blot har ageret stråmand for sin ægtefælle, den svindeldømte forretningsmand og tidligere ejendomsinvestor [Klager]” Indklagede fremkommer i artiklens overskrift såvel som brødtekst med en påstand om, at klager - der omtales som en "stråmandsdirektør" - skulle have styret en virksomhed i en stråmandskonstruktion. Denne påstand er ikke bevist, endsige sandsynliggjort. Det gøres gældende, at overskriften og brødteksten, som indsat ovenfor, er ukorrekt, misvisende og fremstår som en faktisk oplysning, der er bevist, til trods for at der alene er tale om indklagedes egen holdning og udtalelse. Det gøres gældende, at både overskriften og brødteksten er skadelig for klager, krænkende eller agtelsesforringende. Det gøres gældende, at indklagede i forhold til overskriftens formulering, har overskredet rammerne for mediets redigeringsret. Det følger af retningslinjer for god presseskik, at det er mediernes opgave at bringe korrekt information. Så langt det er muligt, skal det kontrolleres, om de oplysninger, der gives eller gengives, er korrekte. Oplysninger, som kan være skadelige, krænkende eller virke agtelsesforringende for nogen, skal efterprøves i særlig grad, inden de bringes. Det skal gøres klart, hvad der er faktiske oplysninger, og hvad der er kommentarer eller vurderinger. Indklagede støtter formodentlig sin påstand på det forhold, at tredjemand, der er direktøren i låntager-selskabet, er blevet pålagt konkurskarantæne - en kendelse der dog er kæret til Østre Landsret og som derfor endnu ikke er endelig. Det bemærkes, at kendelsen vedrørende direktøren - som er kæret til Landsretten - er uvedkommende for klager. Klager gør gældende, at en kendelse hvor tredjemand er blevet dømt for et forhold, ikke kan danne grundlag for en antagelse om, at hvad der fremgår af en retsbog for så vidt tredjemand, kan gøres gældende over for klager, der er tredjemand for så vidt den omhandlede sag, da klager ikke er part i sagen og således ikke har haft lejlighed til at føre proces i sagen. Klager kan af samme grund ikke dømmes i et forhold, som klager ikke er part i. En påstand som klager gør gældende skal være begrundet i faktiske forhold, herunder at klager skulle være dømt i forholdet. Det gøres gældende, at indklagede ikke har overholdt retningslinjerne for god presseskik, idet indklagede ingen dokumentation har for, at klager skulle have gjort sig skyldig i de påstande, der beskrives, herunder at klager skulle have “ledet” eller “styret” det omhandlede selskab, som var låntager. Det gøres gældende, at artiklen indeholder ukorrekte og udokumenterede oplysninger om klagers rolle i virksomheden. Ad påstand om ulovligt kapitalejerlån. Indklagede skriver videre i artiklens brødtekst: “Pantebrevshandleren [Finansieringsselskabet] udbetalte pengene til den forkerte konto, da selskabet i 2021 lånte et millionbeløb til tagdækningsvirksomheden [Selskabet], der efterfølgende er gået konkurs” ”Efter kurators oplysninger tyder det på, at noget er helt galt i den konkrete sag. For hvis man indgår en låneaftale med et selskab, så er det selvfølgelig selskabets konto, man skal sætte pengene ind på,” siger [Professor B], der vurderer, at udbetalingen derfor kan være ulovlig” Indklagede fremkommer i artiklens overskrift såvel som brødtekst med en påstand om, at klager - der omtales som en "stråmand-direktørens private konto, som skulle udgøre et ulovligt kapitalejerlån". Denne påstand er ikke bevist, sandsynliggjort af indklaget. Det gøres gældende, at overskriften og brødteksten, som indsat ovenfor, er ukorrekt, misvisende og fremstår som en faktisk oplysning, der er bevist, til trods for at der alene er tale om indklagedes egen holdning og udtalelse. Det gøres gældende, at både overskriften og brødteksten er skadelig for klager, krænkende eller agtelsesforringende. Det gøres gældende, at indklagede i forhold til overskriftens formulering, har overskredet rammerne for mediets redigeringsret. Det følger af retningslinjer for god presseskik, at det er mediernes opgave at bringe korrekt information. Så langt det er muligt, skal det kontrolleres, om de oplysninger, der gives eller gengives, er korrekte. Oplysninger, som kan være skadelige, krænkende eller virke agtelsesforringende for nogen, skal efterprøves i særlig grad, inden de bringes. Det skal gøres klart, hvad der er faktiske oplysninger, og hvad der er kommentarer eller vurderinger. Kort sagsfremstilling; Selskabet er tvangsopløst grundet Erhvervsstyrelsens sagsbehandlingsfejl, hvilket forhold der er indledt retssag mod Erhvervsstyrelsen om, som fortsat er verserende, at der i forbindelse med genoptagelse af et selskab der er oversendt til tvangsopløsning, er indhentet revisorerklæring, der erklærer, at selskabets egenkapital på tidspunktet for kapitalejernes beslutning om selskabets genoptagelse, den 28. december 2021, mindst svarer til selskabskapitalen, og at der ikke er ydet lån mv. til selskabsdeltagerne i strid med selskabslovens kapitel 13. Af det seneste regnskab udarbejdet af statsautoriseret revisor kan konstateres, at der ikke er ydet aktionærlån til direktøren i selskabet, som derimod på tidspunktet for det senest udarbejdede årsregnskab pr. 30.09.2021 (altså 2 måneder før selskabet tages under tvangsopløst grundet Erhvervsstyrelsens sagsbehandlingsfejl) havde et tilgodehavende på 883.064,00 kr. Dette fremgår også af konkursboets gældbog, hvor det anføres, at jeg havde et tilgodehavende mod selskabet på 1.084.342,00 kr. Som indklaget påstår at have fået aktindsigt i. Det fremgår endvidere af retsbogen ligesom direktøren fra husejernes kredit har oplyst til indklaget at [Finansieringsselskabet] først udbetalte pengene i henhold til formidler aftalerne, efter der er udført forbedringerne på ejendommen. Dette fremgår af kommentaren fra [Finansieringsselskabet] til indklaget i andre artikler og dette fremgår også af lån vurderingerne som ligger til grund for bevillingen - som indklaget er henvist til. Direktøren har dermed lagt ud for enhver forbedring, og fået beløbet tilbagebetalt, når [Finansieringsselskabet] havde gennemgået arbejderne. Det er helt normalt at når en direktør udlåner så store beløb til en virksomhed, der foreligger en aftale eller en transporterklæring som sikre direktøren en tilbagebetaling - dette er fremført under vidneafhøringer i retsbøger samt under rekonstruktion behandlingen og dennes retsbøger - alt sammen noget indklagede har adgang til iht. Deres oplyste aktindsigt de har modtaget. Derudover er der fremlagt en erklæring fra forenede danske revisorer efterfølgende FDR hvor formanden for FDR udtaler i et brev at den erklæring som er udarbejder af to uafhængige revisionshuse er afgivet med højeste sikkerhed til en myndighed og derfor ikke kan tilsidesættes - denne udtalelse og erklæringerne findes ligeledes af aktindsigt indklaget påstår at være i besiddelse af, og som både direktøren og klager har henvist til i utallige henvendelser til indklagede i over en 8 måneders periode. Det kan derfor lægge til grund at direktøren brugte egne midler til at finansiere ombygningen/renoveringen og de er tilbagebetalte til direktøren når hun fik godkendt og udbetalt disse lån. Igen er der ikke ydet aktionærlån til direktøren. Klager er hverken dømt, sigtet eller sagsøgt i et forhold som det omtalte, og der er ingen anden dokumentation for, at klager skulle have overtaget ledelsen “ledet” eller “styret” det omhandlede selskab, som var låntager til udbetaling af lån direktøren privat konto. Indklagedes fremførte giver udtryk for en faktisk oplysning, der er bevist, og det er ikke i tilstrækkelig grad gjort klart, at der ikke er tale om faktiske oplysninger, men alene vurderinger og udokumenterede påstande fra indklagede. Ad påstand om direktøren skulle have overladt styringen Som tidligere beskrevet i EjendomsWatch var [Ægtefællen] desuden ikke den reelle direktør i tækkevirksomheden, idet hun i perioden 2019 til 2021 ifølge både kurator og Retten i Helsingør blot har ageret stråmand for sin ægtefælle, den svindeldømte forretningsmand og tidligere ejendomsinvestor [Klager]. I nedenstående afsnit fremfører indklagede, at “Som tidligere beskrevet i EjendomsWatch var [Ægtefællen] desuden ikke den reelle direktør i tækkevirksomheden, idet hun i perioden 2019 til 2021 ifølge både kurator og Retten i Helsingør blot har ageret stråmand for sin ægtefælle, den svindeldømte forretningsmand og tidligere ejendomsinvestor [Klager]” Indklagede fremfører i brødteksten, tækkevirksomheden har perioden 2019 til 2021 ifølge både kurator og Retten i Helsingør blot har ageret stråmand for sin ægtefælle, den svindeldømte forretningsmand og tidligere ejendomsinvestor [Klager]. Denne påstand er ikke bevist eller sandsynliggjort tværtimod påstår mediet jeg skulle have afsonet en fængselsdom på 3,5 år som blev afsagt i landsretten i medio 2017 - begge ting er kan jo ikke lade sig gøre: Hvis jeg har afsonet en fængselsstraf på 3.5 år - skulle være blevet løsladt i 2021 – men - hvordan kan jeg så fremsende en ren straffeattest til indklaget? - Hvordan kan man styre et selskab hvis man er i fængsel? Det gøres gældende, at brødteksten, som indsat ovenfor, er ukorrekt, misvisende og fremstår som en faktisk oplysning, der er bevist, til trods for at der alene er tale om indklagedes egen holdning og udtalelse. Det gøres gældende, at både brødteksten er skadelig for klager, krænkende eller agtelsesforringende. Det gøres gældende, at indklagede i forhold til overskriftens formulering, har overskredet rammerne for mediets redigeringsret. Det følger af retningslinjer for god presseskik, at det er mediernes opgave at bringe korrekt information. Så langt det er muligt, skal det kontrolleres, om de oplysninger, der gives eller gengives, er korrekte. Oplysninger, som kan være skadelige, krænkende eller virke agtelsesforringende for nogen, skal efterprøves i særlig grad, inden de bringes. Det skal gøres klart, hvad der er faktiske oplysninger, og hvad der er kommentarer eller vurderinger. Indklagede støtter formodentlig sin påstand på det forhold, at tredjemand, der er direktøren i låntager-selskabet, er blevet pålagt konkurskarantæne - en kendelse der dog er kæret til Østre Landsret og som derfor endnu ikke er endelig. Det bemærkes, at kendelsen vedrørende direktøren - som er kæret til Landsretten - er uvedkommende for klager. Klager gør gældende, at en kendelse hvor tredjemand er blevet dømt for et forhold, ikke kan danne grundlag for en antagelse om, at hvad der fremgår af en retsbog for så vidt tredjemand, kan gøres gældende over for klager, der er tredjemand for så vidt den omhandlede sag, da klager ikke er part i sagen og således ikke har haft lejlighed til at føre proces i sagen. Klager kan af samme grund ikke dømmes i et forhold, som klager ikke er part i. En påstand som klager gør gældende skal være begrundet i faktiske forhold, herunder at klager skulle være dømt i forholdet. Det gøres gældende, at indklagede ikke har overholdt retningslinjerne for god presseskik, idet indklagede ingen dokumentation har for, at klager skulle have gjort sig skyldig i de påstande, der beskrives, herunder at klager skulle have “ledet” eller “styret” det omhandlede selskab, som var låntager. Det gøres gældende, at artiklen indeholder ukorrekte og udokumenterede oplysninger om klagers rolle i virksomheden. Det gøres gældende, at det ikke i tilstrækkelig grad er gjort klart, hvad der er faktiske oplysninger, og hvad der er kommentarer eller vurderinger eller retskendelser igennem artiklen. De i artiklen fremsatte - udokumenterede - påstande om klagers ledelse af selskabet og antydningerne af en form for svindel, kan således ikke dokumenteres og er åbenlyst grundløse. Dermed er den præmis, der er bærende for store dele af artiklen, ikke eksisterende. Pantebreve for millioner og omtale af tidligere straffedom Indklagede beskriver i sin artikel en tidligere straffedom. Dette fremgår af såvel overskriften, hvor klager omtales som “svindeldømt forretningsmand” og af brødteksten, hvor følgende fremgår: “[Banken] fik sikkerhed i tre pantebreve udstedt til konkursramt firma, som svindeldømt forretningsmand stod bag . Pantebrevsselskab afviser at have kendt til stråmandskonstruktion. ” “[Klager] blev i 2017 frakendt retten til at deltage i ledelsen af virksomheder med begrænset hæftelse, som for eksempel aktie- og anpartsselskaber. Frakendelsen fik han i forbindelse med en fængselsdom for svindel . “Efter at have afsonet sin fængselsstraf genoptog [Klager] dog, som nævnt, iværksætteriet, men denne gang i konens navn. Hans hustru [Ægtefællen] blev således formelt indsat som direktør i tækkefirmaet [Selskabet] i december 2019” Som ovenfor anført lægger indklagede udokumenteret til grund, at selskabet skulle være styret af klager, i en stråmandskonstruktion. Jeg henviser i det hele til det ovenfor anførte. Indklagede benytter ganske tydeligt sin udokumenterede påstand til at kæde sagen sammen med en tidligere straffedom vedrørende klager. Indklaget benytter teksten “ som for eksempel aktie- og anpartsselskaber” så det fremstår som der findes andre selskaber klager ikke være ledelsen af - såfremt man er rettigheds frakendt jf. Straffelovens § 79 . 2.2 er det kun disse to selskabstyper man ikke må udgør ledelsen af, uagtet indklaget både har fremsendt kopi af justitsministeriets brev fra 2018 til klager, hvor han spørg om betydningen af dommen fra 2018 som senere omgøres i EMRK samt klager har fremsendt kopi af hans rene straffeattest til indklaget - alligevel fremføres disse påstande. Omtalen af en tidligere straffedom som klager har været involveret i, findes at være i strid med retningslinjerne for god presseskik, da en mod en person tidligere rejst straffesag som regel ikke bør omtales medmindre berettigede hensyn varetages. Indklagede har ingen dokumentation for, at klager skulle have gjort sig skyldig i de forhold der beskrives og bør således ikke omtale en tidligere dom, der vedrører forhold tilbage fra 2009-2011 og pådømt i medio 2017 og som er uvedkommende for disse påståede udokumenterede forhold, der alene er udtryk for en kildes vurderinger og udtalelser og ikke begrundet i faktiske oplysninger. Klager gør gældende, at klager ikke er dømt, tiltalt eller sagsøger i et forhold som indklagede beskriver og der er således er tale om rene antagelser fra indklagedes side i et forsøg på at kæde forholdene sammen, og opnå læsertal, hvilket er i strid med retningslinjerne for god presseskik. Det gøres gældende, at det ingenlunde er bevist, at klager skulle have gjort sig skyldig i de forhold som indklagede beskriver, og omtale af en tidligere straffedom bør således ikke søges at kædes sammen med den udokumenterede påstand. Havde ingen bankkonto Dette er på ingen måder korrekt, på det første retsmøde under rekonstruktionen i primo 2022, fremgår det af en retsbog som indklagede har oplyst os at have aktindsigt i hvor selskabet havde bank konto. Det er derfor faktuelt forkert at fremkomme med denne påstand, som klager eller direktøren endvidere aldrig er blevet adspurgt om de ønsker at udtale sig om. Påstand om [Selskabet] Indklagede skriver videre i artiklens brødtekst: “I august 2022 gik [Selskabet] konkurs med gæld for over 12 mio. kr.” Såfremt at indklagede havde forsøgt at oplyse sagen som både klager og direktøren har opfordret til, ville indklagede kunne konstatere, at kurator kun har opgjort gælden, men ikke modregnet indtægterne fra salget af ejendommen, eller aktiverne i konkursboet – ligesom lejeindtægter mv. ikke er medtaget. Det giver derfor ikke læserne et korrekt og oplyst billede af hvilken gæld selskabet reelt havde og det er fortsat ikke opgjort – det kan derfor lægges til grund, at indklaget i deres mikrofonholderi for kurator – blot har fremført tal som ikke er efterprøvet trods gentagende opfordringer. Denne påstand er ikke bevist, sandsynliggjort eller efter prøvet ved undersøgende journalistik. Det gøres gældende, at brødteksten, som indsat ovenfor, er ukorrekt, misvisende og fremstår som en faktisk oplysning, der er bevist, til trods for at der alene er tale om indklagedes egen holdning og udtalelse. Det gøres gældende, at både brødteksten er skadelig for klager og direktøren, krænkende eller agtelsesforringende. Det gøres gældende, at indklagede i forhold til overskriftens formulering, har overskredet rammerne for mediets redigeringsret. Det følger af retningslinjer for god presseskik, at det er mediernes opgave at bringe korrekt information. Så langt det er muligt, skal det kontrolleres, om de oplysninger, der gives eller gengives, er korrekte. Oplysninger, som kan være skadelige, krænkende eller virke agtelsesforringende for nogen, skal efterprøves i særlig grad, inden de bringes. Det skal gøres klart, hvad der er faktiske oplysninger, og hvad der er kommentarer eller vurderinger. Indklagede støtter formodentlig sin påstand på det forhold, at tredjemand, der er direktøren i låntager-selskabet, er blevet pålagt konkurskarantæne - en kendelse der dog er kæret til Østre Landsret og som derfor endnu ikke er endelig. Det bemærkes, at kendelsen vedrørende direktøren - som er kæret til Landsretten - er uvedkommende for klager. Klager gør gældende, at en kendelse hvor tredjemand er blevet dømt for et forhold, ikke kan danne grundlag for en antagelse om, at hvad der fremgår af en retsbog for så vidt tredjemand, kan gøres gældende over for klager, der er tredjemand for så vidt den omhandlede sag, da klager ikke er part i sagen og således ikke har haft lejlighed til at føre proces i sagen. Klager kan af samme grund ikke dømmes i et forhold, som klager ikke er part i. En påstand som klager gør gældende skal være begrundet i faktiske forhold, herunder at klager skulle være dømt i forholdet. Ad manglende mulighed for genmæle Hertil kommer, at indklagede ikke har givet klager mulighed for at komme med genmæle i de af indklagede fremsatte anklager. Klager har konsekvent og gennemgående ved hver henvendelse gjort gældende, at klager ønskede at udtale sig til citat, under den helt rimelige forudsætning, at der blev bragt en historie renset for faktuelle fejl og at der fremlagdes dokumentation for påstandene. Det er en umulighed for klager, at udtale sig om forhold som er faktuelt forkerte og klager har derfor flere gange søgt at bringe indklagede ud af de vildfarelser som indklagede har befundet sig i, under alle stadier af forelæggelsen. Mediet har ikke taget tiltag i forhold til artiklens ukorrekte og udokumenterede påstande, da mediet blev gjort bekendt med fejlene. Det gøres gældende, at beskrivelsen er skadelig for klager, krænkende eller agtelsesforringende. Det gøres gældende, at indklagede i forhold til afsnittets formulering, har overskredet rammerne for mediets redigeringsret. Det gøres gældende, at artiklen indeholder ukorrekte og udokumenterede oplysninger, og at artiklen tegner et fejlagtigt billede. Det gøres gældende, at artiklens centrale indhold udelukkende er baseret på FinansWatch’s og kurators egne generelle opfattelse af sagen og ikke på dokumentation for de i artiklen fremsatte påstande. Det gøres gældende at mediet var bekendt med den manglende dokumentation, og at det således var et bevidst valg, at mediet både inden og efter artiklens offentliggørelse så bort fra den manglende dokumentation, hvilket må anses for en skærpende omstændighed. Nærværende klagepunkter er ikke udtømmende og der tages forbehold for supplerende. Indklagede opfordres til straks og uden unødigt ophold at berigtige disse fejl af egen vilje eller nedtage disse online artikler som indeholder faktuelle og fejlagtige oplysninger. Såfremt indklagede ikke nedtager eller redigerer artiklen, opfordres indklagede til uden ophold at give klager mulighed for at få bragt et genmæle, efter indklagede har rettet artiklen for faktuelle fejl. ” [Klager] har afslutningsvis anført blandt andet: ”Medier indtager en særlig rolle i samfundet, hvilket indebærer en saglighedsforpligtelse. Med den betydelige indflydelse medier har i så henseende, indebærer dette tillige, at et medie er underlagt en række ansvarsregler, når den vælger at fremsætte udsagn, som kan have skadevirkning for andre. Mediers ytringsfrihed er ikke absolut. Den er underlagt en række begrænsninger af hensyn til bl.a. privatlivets fred, forbud mod uberettigede ærekrænkelser og den enkeltes øvrige rettigheder. I kerneområdet af disse begrænsninger ligger naturligvis, når et medie beskylder fysiske eller juridiske personer for at have udført strafbare eller i øvrigt stærkt bebrejdelsesværdige handlinger, uden at have den fornødne dækning herfor. Det påhviler således medierne at have et tilstrækkeligt faktuelt grundlag for beskyldninger, der måtte blive rejst imod navngivne personer (eller i øvrigt identificerbare individer), jf. f.eks. U 1999.560 H. Medierne skal således tage udgangspunkt i uskyldsformodningen og udelukkende basere egne udsagn på pålidelige og præcise oplysninger og dokumentation for fremsatte beskyldninger, et medie vælger at fremkomme med. Klager gør overordnet gældende, at indklagede ikke har haft det fornødne faktuelle grundlag for at præsentere sagerne som konkret er sket, herunder fordi sagens faktum er blevet præsenteret på en ufyldestgørende og usaglig måde, og at dette tidligere i løbet af den mange måneder lange proces, hvorunder parterne har kommunikeret, er blevet påpeget adskillige gange. Udsagnene i artiklerne må af den almindelige læser netop forstås som en faktuel beskyldning om de pågældende forhold, således som artiklerne er formuleret. Disse indeholder hovedsageligt faktuelle beskyldninger om strafbare forhold, rettet imod klager, ved brug af udtryk som ”Svindeldømt forretningsmand” o.lign. Faktuelle beskyldninger kan gøres til genstand for egentlige krav om bevis, i modsætning til værdidomme som er udtryk for en begrundet holdning. Dette har Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol fastslået ganske tidligt, i dom af 8. juli 1986 i sagsnr. 9815/82, i sagen Lingens mod Østrig, som fortsat anses for den ledende dom på området: ”. . . In the Court’s view, a careful distinction needs to be made between facts and value- judgments. The existence of facts can be demonstrated, whereas the truth of value-judgments is not susceptible of proof. . . . ” Samtlige de udsagn, nærværende klage omhandler, kan i princippet be- eller afkræftes, og udgør således faktuelle beskyldninger. Det gør ikke nogen forskel herfor, at der i de pågældende beskyldninger indgår et mindstemål af afvejninger, jf. herunder Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols admissibilitetskendelse af 16. oktober 2001 i sagsnr. 45710/99 (Aase og Verdens Gang mod Norge), hvor de af et norsk medie rejste beskyldninger gik på, at en læge skulle have forbrudt sig imod sit erhvervs etiske regler: ”The assertion that Dr Dillerud was prepared to carry out liposuction whilst being aware of Ms J. ’s health condition is a statement of fact. Such conduct would, as was undisputed in the national proceedings, clearly be regarded as contrary to the ethics of the profession and the suggestion that Dr Dillerud was capable of this could seriously affect his professional and personal reputation. ” Tilsvarende kan henvises til Østre Landsrets dom i U 2015.1813 Ø, hvori det bl.a. blev statueret, at udsagn såsom ”dyremishandling” og ”grov mishandling” udgjorde faktuelle beskyldninger om strafbare forhold. Det gøres gældende, at der er tale om faktuelle beskyldninger, som indklagede ikke har haft rimelig anledning til at fremkomme med. Det gøres gældende, at indklagede ikke har haft det fornødne faktuelle grundlag for at præsentere sagerne som det konkret er sket og der dermed er tale om retsstridige udtalelser. Ad beskyldningerne om, at klager skulle have været den reelle direktør for en virksomhed, hvori klagers hustru var direktør. I artiklerne udgivet den 29. august 2024 klokken 12.00 (artikel A) med følgende overskrifter: “Pantebrevshandler lånte millioner til firma styret af svindeldømt forretningsmand” og artikel af 30. august 2024 klokken 11.00 med følgende overskrift: “Pantebrevshandler udbetalte firmalån til stråmandsdirektørs privatkonto” bruges udtryk som ”stråmandsdirektør” om klagers hustru og “ styret af svindeldømt forretningsmand”, “som svindeldømt forretningsmand stod bag”, “efter at have afsonet sin fængselsstraf genoptog [Klager] dog, som nævnt, iværksætteriet, men denne gang i konens navn” mv. som udtryk for, at klager skulle have udgjort den reelle ledelse i et selskab, der nu er under konkursbehandling. Der henvises som grundlag herfor til en kendelse om konkurskarantæne fra Retten i Helsingør, samt hvad der må forstås som kurators anbringender til støtte for, at retten burde nå dette resultat. For så vidt angår kurators anbringender er dette ikke uden videre et tilstrækkeligt grundlag til at fremkomme med udsagn som de fremførte, der muligt ville kunne medføre straf og erstatningsansvar for klager, hvis udsagnene var sande. I sådanne tilfælde gælder der en skærpet forpligtelse for pressen til at sikre sig, at de fremsatte beskyldninger er tilstrækkeligt underbyggede, ligesom det påhviler pressen at give den beskyldte effektiv, frem for selektiv, adgang til genmæle. Hertil bemærkes, at indklagede ikke på noget tidspunkt har fremsendt klager kopi af den dokumentation der henvises til, med henblik på, at klager kan udtale sig på baggrund af det samme materiale, som indklagede har. Indklagede henviser til “et omfattende sagsmateriale, som redaktionen er i besiddelse af, herunder af kurators redegørelser i forbindelse med et affilieret konkursramt rådgivningsselskab samt indstilling til konkurskarantæne til dette selskabs direktør, samt af Sø- og Handelsrettens afgørelse i en sag, hvor det også findes bevist, at klager har varetaget den reelle ledelse i [Selskabet]. ” og videre, at “der er således fremført klar dokumentation for påstanden og med tydelig kildehenvisning i artiklen” . Klager er på intet tidspunkt blevet sat i besiddelse af hverken hele eller dele af denne omfattende dokumentation der henvises til. Dette i strid med pressens forpligtelser, ikke alene i henhold til presseetiske regler, men også i forhold til injurielovgivningen. Det påhviler medierne selv at kunne dokumentere, at man har fremsendt den pågældende afgørelse i kopi til klager, hvilken hermed imødeses, inkl. dokumentation for fremsendelses- og modtagelsestidspunktet. Endvidere imødeses oplysning om samt dokumentation for, hvilket materiale indklagede i øvrigt har forelagt klager. Tillige imødeses oplysning om samt dokumentation for, hvorledes det pågældende materiale er tilgået indklagede. Klager fastholder sit tidligere anførte og bemærker, at hvad end Retten i Helsingør lægger til grund i en konkret sag, hvor klager aldrig har været part eller på nogen måde har haft lejlighed til at udøve partsbeføjelser, ikke kan udvises til at dømme tredjemand, som klager er i den omhandlende sag. Klager har gentagne gange gjort gældende, at klager ikke har været part i sagen, og klager kan således ikke dømmes for et forhold, som det beskrevne, ved Retten i Helsingør. Klager har gentagne gange over for indklagede gjort gældende, at der ikke foreligger nogen dokumentation for, at klager har deltaget i den reelle ledelse i det konkursramte selskab, og at der derfor er tale om en udokumenteret påstand, der fremføres som sandhed i artiklen. Indklagede mener at have dokumenteret, at klager skulle have deltaget i den reelle ledelse af selskabet, med henvisning til kurators redegørelser til kreditorerne i konkursboet, kurators indstilling til direktørens konkurskarantæne, samt en anden konkurskarantænesag. Indklagede anfører herefter, at to retsinstanser har taget stilling til, hvem der har udgjort den reelle ledelse i selskabet og på denne baggrund mener indklagede at have dokumentation for sine beskyldninger. Synspunktet bestrides i sin helhed. Indklagede har intet belæg for at lægge til grund, at to retsinstanser har taget stilling til, hvem der har udgjort den reelle ledelse, allerede af den grund, at klager aldrig har været part eller blevet dømt i et forhold herom. Indklagede beskylder således klager for at have udgjort den reelle ledelse i et selskab, uden at der dog på noget tidspunkt har verseret en sag mod klager herom. Hvad angår selve kendelserne er det intet steds oplyst i de trykte artikler, at det forholder sig således: - Klager var ikke part i retssagerne, og afgørelserne har derfor ikke bindende virkning for klager, - klager blev ikke vidneafhørt und

    Teksten fortsætter i den officielle kilde.

    Relaterede guides, FAQ og kontraktskabeloner