Beta
RETSINFO 9990/2025
RETSINFO 9990/2025 — Udenlandsk selskab udbyttebeskattes, jf. SEL § 2C, stk. 1, jf. stk. 7 ved udlodning af midler fra dansk filial
Beta. Juridisk information, ikke juridisk rådgivning. Tjek den officielle kilde for den gældende tekst.
Analysér denne lov med AITekst
En koncern ønsker at foretage en udlodning fra en dansk filial, der er ejet af et selskab, der er hjemmehørende i en stat udenfor EU og uden dobbeltbeskatningsoverenskomst med Danmark.
Udbytteudlodningen skal strømme op gennem strukturen og ende hos koncernens ultimative moderselskab, der er hjemmehørende i X-land.
Skatterådet kunne ikke bekræfte, at udlodningen kan ske uden dansk beskatning, idet den umiddelbare ejer hverken kan støtte ret på moder-/datterselskabsdirektivet eller en dobbeltbeskatningsoverenskomst.
Endvidere kunne Skatterådet ikke tiltræde, at selskabsskattelovens § 2 C er i strid med EØS-aftalens artikel 31 om etableringsfrihed.
Skatterådsmøde 26. august 2025 - SKM2025.
523.
SR
Spørgsmål:
1.
Kan det bekræftes, at H2 ikke vil blive udbyttebeskattet i medfør af selskabsskattelovens § 2C, stk. 1, jf. stk. 7, hvis selskabet foretager en udbytteudlodning til dets moderselskab (H3) med midler, som overføres direkte fra H2’s danske filial til moderselskabet?
Svar:
1.
Nej
Beskrivelse af de faktiske forhold
1.
Faktiske oplysninger
Selskabet H2 er registreret og skattemæssigt hjemmehørende i Liechtenstein.
Selskabet ejes af selskabet, H3, som er registreret og skattemæssigt hjemmehørende på V-land.
Begge selskaber er datterselskaber i H-koncernen, som har hovedsæde i X-land.
H3 er registreret som et "Limited Partnership".
Selskabstypen svarer i al væsentlighed til et dansk kommanditselskab og må derfor anses for at være skattemæssigt transparent selskab under dansk skatteret.
Selskabet, H7, der er registreret og skattemæssigt hjemmehørende i X-land, er registreret som "General Partner" (Komplementar) i H3.
Det ultimative moderselskab i H-koncernen, M1, er børsnoteret i X-land.
Ingen aktionær besidder mere end 12,75% af ejerandele i M1.
Det ultimative moderselskab ejer H3 gennem tre mellemliggende selskaber: H6;
H5;
og H4.
Både det ultimative moderselskab og de tre mellemliggende selskaber er registreret og skattemæssigt hjemmehørende i X-land.
Skattestyrelsen har forstået den del af koncernens struktur, der er relevant for sagen således:
[Illustration af koncernens struktur udeladt ifm.
anonymisering]
På nuværende tidspunkt har H2 ingen forretningsmæssig aktivitet i Liechtenstein;
selskabet udøver alene forretningsmæssig aktivitet gennem dets to filialer i henholdsvis Danmark og Z-land.
Af CVR fremgår, at den danske filial af H2 blev etableret den [dato udeladt].
Ingen i den nuværende ledelse i H-koncernen kender til baggrunden for, at koncernen valgte at placere de danske aktiviteter i et selskab, som er registreret og skattemæssigt hjemmehørende i Liechtenstein.
Den danske filial af H2 udgør et fast driftssted, og H2 har derfor betalt selskabsskat i Danmark (og gør det fortsat) af alt overskud, som filialen har genereret.
Filialen sambeskattes på nuværende tidspunkt med x-antal andre danske selskaber.
Der har gennem tiden været visse ændringer i sambeskatningskredsen, idet det i øvrigt bemærkes, at filialen blev etableret længe før ikrafttræden af reglerne om obligatorisk national sambeskatning.
H2 er endvidere underlagt selskabsskat i Liechtenstein, som på nuværende tidspunkt beregnes på grundlag af en skattesats på [udeladt].
For god ordens skyld bemærkes, at hjemmehørende selskaber ikke er skattepligtige af indkomst fra udenlandske faste driftssteder i henhold til selskabsskatteloven i Liechtenstein (på samme måde som dansk hjemmehørende selskaber ikke er skattepligtige af indkomst fra udenlandske faste driftssteder i medfør af selskabsskattelovens § 8, stk. 2).
Gennem årene har H2’s danske filial genereret betydelige overskud, og koncernen ønsker derfor nu at lade H2 udlodde disse overskud.
Det skal derfor lægges til grund for afgivelsen af det bindende svar, at det overskud, som den danske filial har genereret, overføres direkte fra den danske filial af H2 til H3 i kraft af en udbytteudlodning fra H2 til H3, og at overskuddet derfor ikke på noget tidspunkt vil blive overført til H2 hovedkontor i Liechtenstein.
Det skal endvidere lægges til grund for afgivelsen af det bindende svar,
at
H3 videreudlodder det modtagne udbytte til H4,
at
H4 videreudlodder det modtagne udbytte til H5,
at
H5 videreudlodder det modtagne udbytte til H6, og
at
H6 videreudlodder det modtagne udbytte til M1 (det ultimative moderselskab).
Endelige skal det lægges til grund, at alle disse udbytteudlodninger vil ske i umiddelbar forlængelse af hinanden, og at ingen af selskaberne under M1 (det ultimative moderselskab) på nogen måde disponerer over midlerne inden de videreudloddes.
M1 vil anvende de modtagne midler dels som arbejdskapital i den løbende drift og dels til at afdrage gæld til koncerneksterne långivere.
2.
Overordnet regelgrundlag og -systematik
2.1 Selskabsskattelovens § 2, stk. 1, litra C - Begrænset skattepligtig på udbytteindtægter
Selskaber, som ikke er skattemæssigt hjemmehørende i Danmark, er begrænset skattepligtige til Danmark af udbytte modtaget fra danske selskaber i medfør af selskabsskattelovens § 2, stk. 1, litra C, 1. pkt. Sådanne udbytter er dog skattefri i medfør af selskabsskattelovens § 2, stk. 1, litra C, 4. pkt., hvis udbytterne er modtaget fra datterselskabsaktier eller koncernselskabsaktier, jf. aktieavancebeskatningslovens §§ 4A og 4B, og beskatningen af udbyttet fra det danske datterselskab skal frafaldes eller nedsættes i medfør af Moder-datterselskabsdirektivet eller i medfør af en dobbeltbeskatningsoverenskomst indgået med den stat, hvor det udbyttemodtagende selskab er skattemæssigt hjemmehørende.
Aktieselskabslovens § 4A, stk. 1, fastslår, at aktier, som ejes af et selskab, der ejer mindst 10 pct. af aktiekapitalen i datterselskabet, jf. dog stk. 2, 3 og 7, udgør datterselskabsaktier.
Aktieavancebeskatningslovens § 4B fastslår, at aktier, hvor ejeren og det selskab, hvori der ejes aktier, er sambeskattede efter selskabsskattelovens § 31 eller kan sambeskattes efter selskabsskattelovens § 31 A, udgør koncernselskabsaktier.
På grundlag af ovenstående kan det derfor
udledes, at når et ikke-hjemmehørende selskab modtager udbytte fra et dansk selskab, vil udbyttet være skattefrit for det ikke-hjemmehørende selskab, hvis det ikke-hjemmehørende selskab i) ejer mindst 10% af kapitalen i det danske et selskab, og ii) Danmark er forpligtet til at frafalde eller nedsætte beskatningen af udbyttet i medfør af Moder-datterselskabsdirektivet eller i medfør af den dobbeltbeskatningsoverenskomst, som er indgået med den stat, hvor det udbyttemodtagende moderselskab er skattemæssigt hjemmehørende.
Udbytter, som et hjemmehørende selskab udbetaler til et ikke-hjemmehørende selskab, er dog alene skattefri, hvis situationen ikke omfattes af ligningslovens § 3.
En nærmere gennemgang af bestemmelserne i ligningslovens § 3 fremgår nedenfor af afsnit 2.2.
Hvis et dansk selskab udlodder udbytter til et ikke-hjemmehørende selskab, og det ikke-hjemmehørende selskab ikke opfylder betingelserne for at modtage skattefrit udbytte i henhold til selskabsskattelovens § 2, stk. 1, litra C, vil det danske selskab være forpligtet til at indeholde kildeskat på 27% i medfør af kildeskattelovens § 65, stk. 1.
2.2 Ligningslovens § 3 - Generalklausulen
Ligningslovens § 3, stk. 1, fastslår, at skattepligtige selskaber ved indkomstopgørelsen og skatteberegningen skal se bort fra arrangementer eller serier af arrangementer, der er tilrettelagt med det hovedformål, eller der som et af hovedformålene har at opnå en skattefordel, som virker mod formålet og hensigten med skatteretten, og som ikke er reelt under hensyntagen til alle relevante faktiske forhold og omstændigheder.
Af ligningslovens § 3, stk. 2, fremgår, at arrangementer eller serier af arrangementer betragtes som ikke-reelle, i det omfang de ikke er tilrettelagt af velbegrundede kommercielle årsager, der afspejler den økonomiske virkelighed.
Det fremgår endvidere af ligningslovens § 3, stk. 5, at skattepligtige ikke kan drage fordel af en dobbeltbeskatningsoverenskomst, hvis det er rimeligt at fastslå under hensyn til alle relevante faktiske forhold og omstændigheder, at opnåelsen af fordelen er et af de væsentligste formål i ethvert arrangement eller enhver transaktion, som direkte eller indirekte medfører fordelen, medmindre det godtgøres, at indrømmelsen af fordelen under disse omstændigheder vil være i overensstemmelse med indholdet af og formålet med den pågældende bestemmelse i overenskomsten.
Ved vurderingen af, om en skattepligtig er udelukket fra fordelen i en dobbeltbeskatningsoverenskomst med et land, der er medlem af EU, har bestemmelserne i ligningslovens § 3, stk. 1-4, forrang i forhold til bestemmelsen i ligningslovens § 3, stk. 5.
Hvis der i en given situation skal ses bort arrangementer eller serier af arrangementer i medfør af ligningslovens § 3, stk. 1, vil indkomstopgørelsen og skatteberegningen skulle foretages på baggrund af det reelle arrangement eller serie af arrangementer, jf. ligningslovens § 3, stk. 3.
2.3 Retspraksis vedrørende selskabsskattelovens § 2, stk. 1, litra c og ligningslovens § 3 - Retmæssig ejer
Bestemmelsen i selskabsskattelovens § 2, stk. 1, litra C, fastslår - som beskrevet overfor i afsnit 2.1 - at udbyttebetalinger til ikke-hjemmehørende moderselskaber er begrænset skattepligtige i Danmark, medmindre Danmark er forpligtet til at frafalde eller nedsætte beskatningen af udbyttet i medfør af Moder-datterselskabsdirektivet eller i medfør af den dobbeltbeskatningsoverenskomst, som er indgået med den stat, hvor det udbyttemodtagende moderselskab er skattemæssigt hjemmehørende.
Hvis et dansk selskab (Selskab A) udlodder udbytte til et udenlandsk selskab (Selskab B), som hverken kan støtte ret på en dobbeltbeskatningsoverenskomst eller på Moder-datterselskabsdirektivet, vil det udenlandske selskab (Selskab B) derfor være begrænset skattepligtigtig af udbytterne i Danmark.
Det følger imidlertid af praksis, at hvis det selskab, som udgør den retmæssige ejer af udbytterne (Selskab C), ville have kunnet modtage udbytterne skattefrit, hvis udbytterne var udloddet direkte fra det danske selskab (Selskab A) til den retmæssige ejer (Selskab C), vil udbytterne også være skattefri for det selskab, som umiddelbart modtager udbytterne (Selskab B).
Dette kan for eksempel udledes af Højesterets afgørelse af den 9. januar 2023 (UfR2023.
1575).
I afgørelsen tog Højesteret stilling til, om et cypriotisk selskab (Selskab B) var begrænset skattepligtig af to udbytteudlodninger på henholdsvis DKK 565 mio. og DKK 92 mio., som det cypriotiske selskab (Selskab B) havde modtaget fra et dansk selskab (Selskab A).
Den første udbytteudlodning (DKK 565 mio.) blev udloddet til det cypriotiske selskab (Selskab B) den 28. september 2005.
Det cypriotiske selskab anvendte kort efter midlerne til nedbringelse af dets gæld til dets bermudianske moderselskab (Selskab C), og den 22. marts 2006 udloddede det bermudianske selskab midlerne til dets amerikanske moderselskab (Selskab D).
Den anden udbytteudlodning (DKK 92 mio.) blev udloddet til det cypriotiske moderselskab (Selskab B) i løbet af regnskabsåret 2005/06, som udløb den 30. april 2006 (det præcise tidspunkt for udlodningen kan ikke udledes af afgørelsen).
Det cypriotiske moderselskab anvendte kort efter midlerne til at nedbringe dets gæld til dets bermudianske moderselskab (Selskab C), og den 3. april 2006 udloddede det bermudianske selskab (Selskab C) midlerne til dets amerikanske moderselskab (Selskab D).
Indledningsvis fastslog Højesteret, at det cypriotiske selskab (Selskab B) udgjorde et gennemstrømningsselskab og derfor ikke var udbytternes retmæssige ejer.
Danmark var derfor hverken forpligtet til at frafalde eller nedsætte beskatningen i medfør af Moder-datterselskabsdirektivet eller i medfør af en dobbeltbeskatningsoverenskomst mellem Danmark og Cypern.
I forhold til den første udbytteudlodning (DKK 565 mio.) bemærkede Højesteret, at det amerikanske moderselskab (Selskab D) heller ikke kunne anses for at være udbytternes retmæssige ejer, idet den endelige beslutning om hjemtagning af udbyttet fra det bermudianske selskab (Selskab C) til det amerikanske moderselskab (Selskab D) første blev truffet den 22. marts 2006, og idet midlerne forud for dette tidspunkt havde henstået 5 måneder i det bermudianske selskab (Selskab C), som i løbet af denne periode havde investeret midlerne i obligationer.
I lyset af disse bemærkninger må det derfor lægges til grund, at Højesteret anså det bermudianske selskab (Selskab C) for udbytternes retmæssige ejer.
Da det bermudianske selskab (Selskab C) hverken kunne støtte ret på en dobbeltbeskatningsoverenskomst eller Moder-datterselskabsdirektivet fandt Højesteret, at det cypriotiske selskab (Selskab B) var begrænset skattepligtig af udbytteudbetalingerne.
I forhold til den anden udbytteudlodning (DKK 92 mio.) fastslog Højesteret, at det amerikanske selskab (Selskab D) måtte anses for at være udbytternes retmæssige ejer.
Da det amerikanske selskab (Selskab D) kunne støtte ret på dobbeltbeskatningsoverenskomsten mellem Danmark og USA, og Danmark dermed var forpligtet til at frafalde eller nedsætte beskatningen, fandt Højesteret, at det cypriotiske selskab (Selskab B) ikke var begrænset skattepligtige af udbytterne.
De principper, som er anvendt i Højesterets afgørelse af den 9. januar 2023 (UfR2023.
1575), er endvidere anvendt i en række administrative afgørelser.
Der kan i den forbindelse eksempelvis henvises til Skatterådets afgørelser af den 25. oktober 2022 (SKM2022.
555.
SR) og den 19. december 2023 (SKM2024.
198.
SR), som på samme måde omhandlede situationer, hvor danske selskaber havde udloddet udbytte til et udenlandske selskab, som hverken havde ret til lempelse i medfør af en dobbeltbeskatningsoverenskomst eller i medfør af Moder-datterselskabsdirektivet.
I begge afgørelser fastslog Skatterådet imidlertid, at udbytterne ikke var skattepligtige for de selskaber, som umiddelbart ville modtage udbytterne, hvis det selskab, der udgjorde udbytternes retmæssige ejer, kunne have modtaget udbytterne skattefrit, hvis udbytterne var udloddet direkte fra det danske selskab til det selskab, der udgjorde udbytternes retmæssige ejer.
Begrebet "retmæssig ejer" har været behandlet i en række afgørelser, herunder SKM2022.
555.
SR og SKM2024.
198.
SR.
Af disse afgørelser fremgår blandt andet, at den umiddelbare modtager af udbytte ikke skal anses for at være den retmæssig ejer, hvis udbytterne rettelig er bestemt til at blive ført videre igennem det pågældende selskab, herunder hvis det af de foreliggende kontrakter og faktuelle omstændigheder fremgår, at den umiddelbare modtager af udbytterne har en juridisk forpligtelse til at lade midlerne strømme videre til bagvedliggende selskaber eller personer.
Det fremgår endvidere, at vurderingen er transaktionsbestemt;
det skal derfor for hver enkelt udbytteudlodning vurderes, hvem der har dispositionsretten over midlerne.
Endelig fremgår det, at den umiddelbare modtager af udbytte eksempelvis ikke skal anses for at være den retmæssig ejer i) når den umiddelbare modtager er en mellemmand eller repræsentant eller ii) når der foreligger misbrug af en dobbeltbeskatningsoverenskomst eller Moder-datterselskabsdirektivet.
Praksis vedrørende selskabsskattelovens § 2, stk. 1, litra C, kan derfor sammenfattes således, at hvis et hjemmehørende selskab (Selskab A) udlodder udbytte til et ikke-hjemmehørende selskab (Selskab B), som blot viderefører de modtagne beløb til det overliggende moderselskab (Selskab C), vil Selskab B i udgangspunktet være skattepligtig af de modtagne udbytter.
Udbytterne vil dog ikke være skattepligtige for Selskab B, hvis Selskab C udgør den retmæssige ejer af udbytterne, og Selskab C ville være berettiget til at modtage udbytterne skattefrit, hvis Selskab C havde modtaget udbytterne direkte fra Selskab A (i stedet for at modtage dem via Selskab B).
I relation til udbytteudlodninger, der modtages af ikke-hjemmehørende selskaber, skal det endvidere bemærkes, at analysen af om det selskab, der udgør den retmæssige ejer (Selskab C) af udbytterne, ville have kunnet modtage udbyttet skattefrit, hvis udbyttet var modtaget direkte fra det danske selskab (Selskab A), ligeledes har afgørende betydning for, om situationen omfattes af ligningslovens § 3.
Dette kan illustreres med følgende eksempel:
Hvis et dansk selskab (Selskab A) udlodder udbytte til et ikke-hjemmehørende selskab (Selskab C), som er beliggende i et land, som hverken udgør en EU-medlemsstat eller har indgået en dobbeltbeskatningsoverenskomst med Danmark, vil Selskab C være skattepligtig af udbytterne i Danmark.
Hvis Selskab C indskyder et nyt selskab (Selskab B) mellem selskab A og Selskab C, og Selskab B er skattemæssigt hjemmehørende i en stat, der har indgået en dobbeltbeskatningsoverenskomst med Danmark eller udgør en EU-medlemsstat, vil udbytter, som udloddes fra Selskab A til Selskab B være skattefri i Danmark.
Hvis Selskab B efterfølgende udlodder udbytterne til Selskab C, vil Selskab C altså opnå nøjagtig det samme resultat, som hvis midlerne var udloddet direkte fra Selskab A til Selskab C;
ved at indskyde selskab B opnår Selskab C dog den fordel, at udbytteudlodningerne fra Selskab A bliver skattefrie i Danmark.
Bestemmelsen i ligningslovens § 3 finder - som beskrevet overfor i afsnit 2.2 - alene anvendelse, såfremt der foreligger et arrangement eller en serie af arrangementer, der er tilrettelagt med det hovedformål, eller der som et af hovedformålene har at
opnå en skattefordel
, som virker mod formålet og hensigten med skatteretten, og som ikke er reelt under hensyntagen til alle relevante faktiske forhold og omstændigheder.
I ovenstående eksempel opnår Selskab C en skattefordel ved at indskyde Selskab B.
Da Selskab C opnår en skattefordel, vil bestemmelsen i ligningslovens § 3 potentielt kunne finde anvendelse.
Hvis Selskab C derimod havde været beliggende i en stat, som var medlem af EU eller havde indgået en dobbeltbeskatningsoverenskomst med Danmark, ville udbytteudlodningerne fra Selskab A til Selskab C i udgangspunktet være skattefri.
I en sådan situation ville Selskab C altså ikke opnå nogen skattefordel ved at lade udbytterne gå gennem Selskab B.
Da selskab C ikke ville opnå nogen skattefordel, ville bestemmelsen i ligningslovens § 3 ikke kunne finde anvendelse.
Vurderingen af, om ligningslovens § 3 vil kunne finde anvendelse, afhænger derfor i vid udstrækning af, om Selskab C ville have kunnet modtage udbytterne skattefrit fra Selskab A, hvis Selskab C havde modtaget udbytterne direkte fra Selskab A.
Da Selskab C i sidste ende modtager udbytterne, vil Selskab C udgøre den retmæssige ejer af udbytterne.
Vurderingen af, om den retmæssige ejer (Selskab C) af udbytterne, ville have kunnet modtage dem skattefrit, hvis de var modtaget direkte fra det danske selskab (Selskab A), har derfor ligeledes afgørende betydning for, om situationen er omfattet af ligningslovens § 3.
Dette kan endvidere udledes af afgørelsen i SKM2022.
555.
SR og SKM2024.
198, hvor Skatterådet netop henviser til den tidligere analyse af, om den retmæssige ejer kunne have modtaget udbytterne skattefrit, i selve begrundelsen for at ligningslovens § 3 ikke fandt anvendelse.
2.4 Selskabsskattelovens § 2C - Omkvalificering af et fast driftssted
Selskaber, som ikke er skattemæssigt hjemmehørende i Danmark, er skattepligtige af overskud, som genereres gennem et fast driftssted i Danmark (selskabsskattelovens § 2, stk. 1, litra a, jf. stk. 7).
I store træk medfører dette, at overskud, der genereres af et dansk fast driftssted af et
ikke-hjemmehørende
selskab, beskattes på samme måde som overskud, der genereres af et
hjemmehørende
selskab (selskabsskattelovens § 8, stk. 1).
Fra et skatteretligt perspektiv udgør en filial en del af det selskab/den person, som udøver erhvervsaktivitet gennem filialen;
overførsel af midler mellem konti eller forretningsenheder (filialer) tilhørende det samme selskab/den samme person har derfor ingen skatteretlig relevans.
Dette gælder eksempelvis overførsel af beskattede midler fra en dansk filial til et udenlandsk hovedkontor for det selskab, som driver forretning gennem filialen.
Hvis et ikke-hjemmehørende selskab udøver erhvervsaktiviteter i Danmark gennem en filial, der udgør et fast driftssted, vil det ikke-hjemmehørende selskab derfor kun blive selskabsbeskattet af det, som filialen genererer;
overførsel af overskud efter skat fra den danske filial til det udenlandske hovedkontor vil som udgangspunkt kunne overføres skattefrit, idet sådanne overførsler ikke har nogen skatteretlig relevans.
I medfør af selskabsskattelovens § 2C, stk. 1 skal en dansk filial af et ikke-hjemmehørende selskab dog i visse situationer behandles som et hjemmehørende selskab.
Overordnet fastslår bestemmelsen i selskabsskattelovens § 2C, stk. 1, at registreringspligtige filialer af udenlandske virksomheder skal behandles som et hjemmehørende selskab, hvis en (eller flere) af ejerne, som i alt, direkte eller indirekte ejer mindst 50 pct. af stemmerettighederne, aktiekapitalen eller retten til andel af overskuddet,
1.
er hjemmehørende i en eller flere fremmede stater, hvor enheden henholdsvis filialen skattemæssigt behandles som et selvstændigt skattesubjekt,
eller
2.
er hjemmehørende i en eller flere fremmede stater, der ikke udveksler oplysninger med de danske myndigheder efter en dobbeltbeskatningsoverenskomst, en anden international overenskomst eller konvention eller en administrativt indgået aftale om bistand i skattesager,
eller
3.
er direkte ejer og er hjemmehørende i en eller flere fremmede stater, som ikke har en dobbeltbeskatningsoverenskomst med Danmark, hvorefter kildeskatter på udbytter til selskaber skal frafaldes eller nedsættes, og som ikke er medlem af EU.
Rent praktisk medfører bestemmelsen i selskabsskattelovens § 2C, stk. 1, at en dansk filial skal behandles som et hjemmehørende selskab, hvis det selskab, der driver filialen, er hjemmehørende i en stat, der ikke udgør en EU-medlemsstat og ikke har en dobbeltbeskatningsaftale med Danmark, hvorefter kildeskat af udbytte til selskaber skal frafaldes eller nedsættes.
Når en filial af et ikke-hjemmehørende selskab skal behandles som et hjemmehørende selskab, skal alle pengeoverførsler fra filialen til hovedkontoret for det selskab, der driver filialen, behandles som udbytteudlodninger (selskabsskattelovens § 2C, stk. 7).
Dette indebærer, at alle pengeoverførsler fra filialen vil blive udbyttebeskattet, idet udbytteudlodninger til ikke-hjemmehørende selskaber er skattepligtige, hvis det modtagende selskab er hjemmehørende i en stat, der ikke udgør en EU-medlemsstat og ikke har indgået en dobbeltbeskatningsaftale med Danmark (selskabsskattelovens § 2, stk. 1, litra c).
På denne baggrund kan det udledes, at når en dansk filial af et ikke-hjemmehørende selskab skal behandles som
et
fast driftssted
, vil
overskud, der genereres af filialen og efterfølgende overføres fra filialen til det udenlandske hovedkontor, i udgangspunktet kun pålægges
selskabsskat
i Danmark
.
Hvis en dansk filial af et ikke-hjemmehørende selskab derimod skal karakteriseres som et
hjemmehørende selskab
i medfør af selskabsskattelovens § 2 C, vil overskud, der genereres af filialen og efterfølgende overføres til det udenlandske hovedkontor, både pålægges
selskabsskat
og
udbytteskat
i Danmark.
Bestemmelsen i selskabsskattelovens § 2 C blev vedtaget i 2008 (Lov 2008-06-17 nr. 530 om ændring af aktieavancebeskatningsloven, selskabsskatteloven og forskellige andre love).
Af forarbejderne fremgår, at bestemmelsen havde til formål at forhindre muligheden for dobbelt ikke-beskatning som følge af, at en juridisk enhed kvalificeres anderledes i en anden stat.
Forarbejderne henviser i den forbindelse blandt andet til, at kommanditselskaber ikke udgør skattepligtige enheder i Danmark, og at udenlandske selskaber, som driver virksomhed gennem et kommanditselskab i Danmark, derfor ikke beskattes af kommanditselskabets overskud i nogen stat, hvis den anden involverede stat anser kommanditselskabet for at udgøre et selvstændigt skattesubjekt, og kommanditselskabets virksomhed ikke skaber et fast driftssted i Danmark.
Da hverken Danmark eller den anden involverede stat vil beskatte overskuddet, når dette genereres i kommanditselskabet, vil overskuddet først komme til beskatning i den anden stat, når overskuddet (hvis nogensinde) udloddes som udbytte (Lovforslag 2008-04-15 nr. 181 om ændring af aktieavancebeskatningsloven, selskabsskatteloven og forskellige andre love, Bemærkninger til lovforslaget, pkt. 1.2).
2.5 Dobbeltbeskatningsoverenskomsten mellem Danmark og X-land
[AD1]
Dobbeltbeskatningsoverenskomsten mellem Danmark og X-land (herefter "Overenskomsten") blev indgået den [dato udeladt].
Af Overenskomstens artikel 1 fremgår, at Overenskomsten finder anvendelse på personer, der er hjemmehørende i en af eller begge de kontraherende stater.
Af Overenskomstens artikel 3, stk. 1, litra a-b, fremgår, at udtrykket "person" blandt andet omfatter et selskab, og at udtrykket "selskab" omfatter enhver juridisk person eller enhver enhed, der i skattemæssig henseende behandles som en juridisk person i henhold til lovgivningen i den stat, i hvilken den er oprettet.
I medfør af Overenskomstens artikel 4 omfatter udtrykket "en person, der er hjemmehørende i en kontraherende stat" enhver person, som i henhold til lovgivningen i denne stat er skattepligtig dér på grund af hjemsted, bopæl, statsborgerskab, ledelsens sæde, registrering eller ethvert andet lignende kriterium.
Udtrykket omfatter dog ikke en person, som er skattepligtig i denne stat udelukkende af indkomst fra kilder i eller formue, der beror i denne stat.
Af Overenskomstens artikel 10, stk. 1-2, fremgår, at udbytte, som udbetales af et selskab, der er hjemmehørende i en kontraherende stat, til en person, der er hjemmehørende i den anden kontraherende stat, kan beskattes i denne anden stat.
Sådant udbytte kan dog også beskattes i den kontraherende stat, hvor det selskab, der udbetaler udbyttet, er hjemmehørende, og efter lovgivningen i denne stat, men hvis den retmæssige ejer af udbyttet er hjemmehørende i den anden kontraherende stat, må den skat, der pålignes, ikke overstige: a) 5 pct. af bruttobeløbet af udbyttet, såfremt den retmæssige ejer er et selskab, der direkte ejer mindst 10 pct. af aktiekapitalen i det selskab, der udbetaler udbyttet;
og b) 15 pct. af bruttobeløbet af udbyttet i alle andre tilfælde.
På grundlag af ovenstående kan det derfor udledes, at Overenskomsten mellem Danmark og X-land medfører, at Danmark er forpligtet til at nedsætte kildeskatten på udbytte til 15%, når et X-landsk selskab modtager udbytte fra et dansk selskab.
Dette forudsætter dog, at det X-landske selskab udgør den retmæssige modtager af udbyttet.
2.6 EØS-aftalens artikel 31 - Etableringsfriheden
Aftalen om Det Europæiske Økonomiske Samarbejdsområde (EØS) trådte i kraft i 1994 og medførte, at det indre marked blev udvidet til tre af de fire EFTA-medlemsstater (Norge, Island og Liechtenstein).
Dette betød blandt andet, at bestemmelserne om fri bevægelighed for personer, varer, tjenesteydelser og kapital (de grundlæggende friheder) nu også finder anvendelse i situationer, der involverer disse tre EFTA-medlemsstater (EU-medlemsstaterne og de tre EFTA-medlemsstater vil i det følgende blive omtalt som "EØS-medlemsstater").
EØS-aftalens artikel 31 og 34 giver selskaber ret til at etablere sig i andre EØS-medlemsstater (etableringsfriheden).
Overordnet fastslår artikel 31, at statsborgere i en EØS-medlemsstat frit kan etablere sig på en hvilken som helst anden EØS-stats område, mens artikel 34 fastslår, at selskaber, der er stiftet i overensstemmelse med lovgivningen i en EØS-medlemsstat, skal behandles på samme måde som statsborgere i en EØS-medlemsstat.
Dette kræver imidlertid, at selskabets vedtægtsmæssige hjemsted, hovedkontor eller hovedforretningssted er beliggende på en EØS-medlemsstats område.
EU-Domstolen ("Domstolen") har fastslået, at bestemmelsen i EØS-aftalens artikel 31 er identisk med bestemmelsen i EUF-traktatens artikel 49 og den tidligere bestemmelse i EF-traktatens artikel 43 (se for eksempel C-471/04,
Keller Holding
, præmis 49;
C-157/07,
Krankenheim Ruhesitz am Wannsee-Seniorenheimstatt
, præmis 24;
og C-48/11,
A
, præmis 21).
Domstolen har endvidere fastslået, at forbuddet mod restriktioner for etableringsfriheden i EØS-aftalen og forbuddet mod restriktioner for etableringsfriheden i EUF-traktaten skal fortolkes ensartet (se for eksempel sag C-452/01,
Ospelt og Schlössle Weissenberg
, præmis 29;
C-286/02,
Bellio F.lli,
præmis 34;
C-157/07,
Krankenheim Ruhesitz am Wannsee-Seniorenheimstatt
, præmis 24;
og C-261/11,
Kommissionen mod Danmark
, præmis 42).
Dette betyder, at retsvirkningen af EØS-aftalens forbud mod restriktioner for etableringsfriheden kan udledes på grundlag af Domstolens praksis vedrørende EUF-traktatens forbud mod restriktioner for etableringsfriheden.
For så vidt angår national lovgivning om direkte beskatning, anser Domstolen etableringsfriheden (og de øvrige grundlæggende friheder) for at udgøre et forbud mod diskrimination af grænseoverskridende aktivitet.
Dette betyder, at etableringsfriheden forbyder EØS-medlemsstaterne at diskriminere nationale selskaber (selskaber stiftet i henhold til lovgivning i den pågældende EØS-medlemsstat), som etablerer sig i andre EØS-medlemsstater (udadgående grænseoverskridende aktivitet), og at etableringsfriheden forbyder EØS-medlemsstaterne at diskriminere udenlandske selskaber (selskaber stiftet i henhold til lovgivningen i andre EØS-medlemsstater), der etablerer sig i den pågældende EØS-medlemsstat (indadgående grænseoverskridende aktivitet) (se for eksempel C-264/96,
Imperial Chemical Industries mod Colmer
, præmis 20-21;
C-418/07,
Société Papillon
, præmis 15-16 og C-9/02,
de Lasteyrie du Saillant
, præmis 42).
Sidstnævnte form for forskelsbehandling (diskrimination af indadgående grænseoverskridende aktivitet) kaldes også nationalitetsdiskrimination.
Etableringsfriheden forbyder direkte diskrimination (åbenlys diskrimination) og indirekte diskrimination (skjult diskrimination).
Direkte diskrimination opstår, når en forskelsbehandling opstår som følge af, at en medlemsstats lovgivning sondrer på grundlag af nationalitet, mens indirekte diskrimination opstår, når anvendelsen af andre kriterier end nationalitet i praksis medfører samme resultat (se for eksempel C-279/93,
Finanzamt Köln-Altstadt mod Schumacker,
præmis 26;
og C-152/73,
Sotgiu mod Deutsche Bundespost
, præmis 11).
Domstolen har fastslået, at en national bestemmelse diskriminerer, i) når sammenlignelige situationer behandles forskelligt, eller
ii) når usammenlignelige situationer behandles på samme måde (se for eksempel C-279/93,
Finanzamt Köln-Altstadt mod Schumacker
, præmis 30, og C-80/94,
Wielockx mod inspektøren for direkte beskatning
, præmis 17).
I praksis vedrører alle Domstolens afgørelser imidlertid den førstnævnte form for diskrimination (sammenlignelige situationer behandles forskelligt).
Det er også denne form for diskrimination, der er relevant i den foreliggende situation.
Den anden type diskrimination (usammenlignelige situationer, der behandles på samme måde) vil derfor ikke blive behandlet yderligere.
Domstolen har - som forklaret ovenfor - fastslået, at etableringsfriheden udgør et forbud mod diskrimination af grænseoverskridende situationer, og at diskrimination (blandt andet) foreligger, når sammenlignelige situationer behandles forskelligt.
For at fastslå om en national bestemmelse udgør en overtrædelse af etableringsfriheden, skal det derfor vurderes, om den pågældende bestemmelse medfører, at grænseoverskridende situationer (sammenligningssubjektet) behandles mindre gunstigt end andre situationer (sammenligningsobjektet).
På grundlag af Domstolens praksis kan det udledes, at sammenligningsobjektet enten kan være en rent national situation (se for eksempel C-315/02,
Lenz
, præmis 20-21;
og C-9/02,
de Lasteyrie du Saillant
, præmis 45-46) eller en anden grænseoverskridende situation (se for eksempel sag C-376/03,
D.
, præmis 44-63;
og C-196/04,
Cadbury Schweppes og Cadbury Schweppes Overseas
, præmis 44).
Den førstnævnte form for diskrimination betegnes normalt som
vertikal
diskrimination, mens sidstnævnte form for diskrimination normalt betegnes som
horisontal
diskrimination.
Hvis en national bestemmelse behandler en grænseoverskridende situation mindre fordelagtigt end en sammenlignelig rent national situation, medfører bestemmelsen, at den grænseoverskridende situation diskrimineres.
Selv om en bestemmelse medfører diskrimination, udgør bestemmelsen dog ikke nødvendigvis en overtrædelse af etableringsfriheden, idet Domstolen anerkender, at diskriminerende nationale bestemmelser kan retfærdiggøres af tvingende almene hensyn (se for eksempel C-446/03,
Marks & Spencer
, præmis 35;
C-250/95,
Futura Participations og Singer mod Administration des contributions
, præmis 26;
og C-9/02, d
e Lasteyrie du Saillant
, præmis 49).
På denne baggrund kan det derfor udledes, at en national bestemmelse er i strid med etableringsfriheden, hvis:
1.
bestemmelsen medfører, at grænseoverskridende situationer behandles mindre gunstigt end rent nationale situationer (ulempetesten);
2.
de to situationer er sammenlignelige (sammenlignelighedstesten);
og
3.
den pågældende bestemmelse ikke kan retfærdiggøres i et tvingende alment hensyn (justifikationstesten).
I de følgende underafsnit vil hver af disse tre tests blive uddybet.
2.6.1 Ulempetesten - Behandles grænseoverskridende situationer mindre fordelagtigt end rent nationale situationer?
Ved ulempetesten (den første test) afgøres det, om den nationale bestemmelse behandler den grænseoverskridende situation mindre fordelagtigt end den rent nationale situation/en anden grænseoverskridende situation.
Hvis den nationale bestemmelse behandler den grænseoverskridende situation mindre fordelagtigt, kan bestemmelsen udgøre en overtrædelse af etableringsfriheden.
Når Domstolen vurderer, om en national bestemmelse behandler grænseoverskridende situationer mindre fordelagtigt, vurderer Domstolen, om den skattemæssige behandling ville have været mere fordelagtig, hvis den aktivitet, der har genereret den skattepligtige indkomst i den grænseoverskridende situation, var blevet udøvet i) i en situation, der ikke involverede et grænseoverskridende element (en rent national situation), eller ii) i en grænseoverskridende situation, der involverede en anden EØS-medlemsstat (en anden grænseoverskridende situation).
Hvis behandlingen ville have været mere gunstig i den rent nationale situation eller i en anden
grænseoverskridende situation, medfører den nationale bestemmelse, at den grænseoverskridende situation behandles mindre fordelagtigt, og at den nationale bestemmelse derfor kan udgøre en overtrædelse af etableringsfriheden.
Det er vigtigt at bemærke, at omfanget af forskelsbehandlingen ikke har nogen betydning for, om en national bestemmelse udgør en forskelsbehandling (se for eksempel C-270/83,
Kommissionen mod Frankrig
, præmis 21).
Derudover er det vigtigt at bemærke, at forskelsbehandling ikke kan neutraliseres af andre fordele.
Dette betyder for det første, at en national bestemmelse, der i ét indkomstår medfører en mindre fordelagtig behandling af en grænseoverskridende situation, skaber en forskelsbehandling, der kan udgøre en overtrædelse af etableringsfriheden, selv om den selv samme bestemmelse medfører en mere fordelagtig behandling i andre indkomstår (se for eksempel C-10/14,
Miljoen
, præmis 51;
og C-575/17,
Sofina
, præmis 30).
For det andet betyder dette, at en bestemmelse, som medfører en mindre fordelagtig behandling af en grænseoverskridende situation, ikke kan neutraliseres ved, at andre bestemmelser i det samme skattesystem medfører, at den grænseoverskridende situation behandles mere fordelagtigt (se for eksempel C-387/11,
Kommissionen mod Belgien
, præmis 53;
og C-284/09,
Kommissionen mod Tyskland
, præmis 71).
2.6.2 Sammenlignelighedstesten
Ved sammenlignelighedstesten (den anden test) afgøres det, om den grænseoverskridende situation og den rent nationale situation/den anden grænseoverskridende situation er sammenlignelige.
Denne test udgør den vanskeligste del af Domstolens procedure for vurdering af nationale skattebestemmelser.
Af Domstolens praksis kan det udledes, at sammenligneligheden af to situationer i udgangspunktet skal fastslås under hensyntagen til det formål, som den omtvistede nationale bestemmelse forfølger (se for eksempel sag C-337/08,
X Holding
, præmis 22;
C-39-41/13,
SCA Group Holding m.fl.
, præmis 28;
og C-20/16,
Bechtel
, præmis 53).
Vurderingen af, hvorvidt to situationer er sammenlignelige under hensyntagen til det formål, som bestemmelsen forfølger, vil blive uddybet nedenfor i afsnit 3.1.2.2.
Det kan dog udledes af Domstolens praksis, at det ikke er nødvendigt at hense til bestemmelsens formål, hvis den pågældende medlemsstat har sidestillet de to situationer i kraft af sin skattelovgivning, idet de to situationer i sådanne tilfælde er sammenlignelige allerede af den grund.
Vurderingen af, hvorvidt to situationer er sammenlignelige som følge af, at medlemsstaten har sidestillet de to situationer i kraft af dets lovgivning, vil blive uddybet nedenfor i afsnit 3.1.2.1.
Inden den nærmere behandling af sammenlignelighedstesten skal det dog bemærkes, at Domstolen - blandt de hundreder af domme vedrørende nationale skatteregler - kun i ganske få tilfælde har fundet, at den grænseoverskridende situation ikke var sammenlignelig med den rent nationale situation.
Det er derfor særdeles sjældent, at den grænseoverskridende situation og den rent indenlandske situation ikke findes at være sammenlignelige.
Det bemærkes endvidere, at Domstolen - så vidt Spørgeren er orienteret - i alle sager, hvor den omtvistede lovgivning vedrørte direkte beskatning af indkomst opnået fra specifikke indkomstkilder, alene ses at have fundet, at situationerne er usammenlignelige, hvor medlemsstaten har frasagt sig retten til at beskatte indkomst opnået fra den pågældende indkomstkilde.
2.6.2.1 Medlemsstaten har sidestillet de to situationer i kraft af dets lovgivning
På grundlag af Domstolens praksis kan det udledes, at to situationer er sammenlignelige, hvis den pågældende medlemsstat har sidestillet de to situationer i kraft af sin lovgivning, og at det i sådanne tilfælde ikke er nødvendigt at hense til bestemmelsens formål for at afklare sammenligneligheden.
Det forhold, at den grænseoverskridende situation og den rent nationale situation er sammenlignelige, hvis den pågældende medlemsstat har sidestillet de to situationer i kraft af dets lovgivning, er en praksis, som Domstolen har fulgt siden 1983, hvor den for første gang blev anvendt i afgørelsen C-270/83,
Kommissionen mod Frankrig.
I C-270/83, Kommissionen mod Frankrig tog Domstolen stilling til de franske regler om "skattegodtgørelse".
I henhold til den daværende franske lovgivning skulle franske selskaber og faste driftssteder af udenlandske selskaber medregne udbytte modtaget fra franske selskaber ved opgørelsen af den skattepligtige indkomst.
For at lempe den kumulative beskatning, som ellers ville følge af, at overskuddet først ville blive selskabsbeskattet i det udbyttebetalende selskab og dernæst indkomstbeskattet hos det udbyttemodtagende selskab, gav lovgivningen imidlertid ret til en såkaldt "skattegodtgørelse".
Skattegodtgørelsen udgjorde et beløb svarende til halvdelen af det modtagne udbytte og neutraliserede dermed den skattebetaling, som udbyttet gav anledning til for det udbyttemodtagende selskab.
Det fulgte imidlertid af den franske lovgivning, at faste driftssteder af udenlandske selskaber ikke havde ret til skattegodtgørelse for udbytte modtaget af aktier, som var indehavet af det faste driftssted.
Domstolen fastslog indledningsvis, at den franske lovgivning medførte en forskelsbehandling, idet faste driftssteder af udenlandske selskaber ikke havde ret til skattegodtgørelse.
Den franske lovgivning behandlede dermed udenlandske selskaber, som udøvede erhvervsvirksomhed i Frankrig gennem et fast driftssted, mindre fordelagtigt end franske selskaber, som udøvede den samme aktivitet i Frankrig.
Herefter vurderede Domstolen, om situationen for et udenlandsk selskab med et fransk fast driftssted og situationen for et fransk selskab var sammenlignelige.
I den forbindelse fastslog Domstolen følgende:
"
19.
Selv om det ikke helt kan udelukkes, at en sondring på grundlag af et selskabs hjemsted, eller en sondring på grundlag af en fysisk persons bopæl under visse betingelser kan være berettiget inden for det skatteretlige område, bemærkes med hensyn til den foreliggende sag, at der for så vidt angår fastlæggelsen af skattegrundlaget med henblik på opgørelsen af selskabsskat ikke i fransk skatteret sondres mellem selskaber med hjemsted i Frankrig og filialer og agenturer i Frankrig af selskaber med hjemsted i udlandet.
I henhold til artikel 209 i lov om indkomstskat er begge former for selskaber skattepligtige af det overskud, de har realiseret i virksomheder, de driver i Frankrig, bortset fra overskud, der er realiseret i udlandet eller for hvilke beskatningsretten er tillagt Frankrig ved en dobbeltbeskatningsoverenskomst.
20.
Når det forholder sig således, at den omtvistede beskatningsordning behandler selskaber med hjemsted i Frankrig og filialer og agenturer i Frankrig af selskaber med hjemsted i udlandet ens med hensyn til beskatning af deres overskud, kan de to grupper af selskaber ikke inden for samme beskatningsordning behandles forskelligt med hensyn til en skattemæssig fordel som for eksempel en skattegodtgørelse, uden at der er tale om forskelsbehandling.
Når de to former for etablering i indkomstskattemæssig henseende behandles ens, er det i fransk lovgivning dermed anerkendt, at der med hensyn til de nærmere regler og vilkår for den nævnte beskatning ikke består nogen objektivt forskellig situation mellem de to etableringsformer, som kan begrunde en forskellig behandling
.
"
(Spørgerens understregning)
Domstolen fastslog således, at situationerne var sammenlignelige, idet medlemsstaten havde sidestillet de to situationer i kraft af dets lovgivning;
medlemsstaten beskattede overskud på samme måde i de to situationer.
Det er i den forbindelse værd at bemærke, at Domstolen fuldstændig ignorerer hensynet bag den omhandlede lovgivning og dermed fandt, at situationerne var sammenlignelige allerede som følge af, at medlemsstaten havde sidestillet de to situationer i kraft af dets lovgivning.
I det følgende gennemgås Domstolens afgørelser i C-48/13,
Nordea Bank Danmark A/S;
C-388/14,
Timac Agro Deutschland GmbH
;
og C-650/16,
Bevola og Jens W.
Trock.
Baggrunden for at vælge netop disse afgørelser er grundlæggende, at afgørelserne viser, at det ikke er nødvendigt at vurdere sammenligneligheden under hensyntagen til det formål, som de relevante bestemmelser forfølger, når den pågældende medlemsstat har sidestillet den grænseoverskridende situation og den rent nationale situation i kraft af dets lovgivning, idet de to situationer i sådanne tilfælde er sammenlignelige, allerede fordi den pågældende medlemsstat har sidestillet situationerne i kraft af dets lovgivning.
I
C-48/13,
Nordea Bank Danmark
,
tog Domstolen stilling til de danske regler om beskatning af danske selskaber med udenlandske faste driftssteder.
I henhold til den daværende danske skattelovgivning blev danske selskaber i udgangspunktet beskattet på grundlag af globalindkomstprincippet.
Dette indebar, at danske selskaber skulle medtage al indkomst, som var genereret af udenlandske fast driftssteder.
Et dansk selskab kunne således fradrage underskud, som var generet af et udenlandsk fast driftssted.
Sådanne underskud blev dog genbeskattet, såfremt det danske selskab afhændede det faste driftssted til et koncernforbundet selskab, i det omfang underskuddet ikke modsvaredes af senere års overskud.
Domstolen fastslog indledningsvis, at den danske lovgivning medførte en forskelsbehandling, idet bestemmelsen om genbeskatning af underskud alene fandt anvendelse for udenlandske faste driftssteder.
Den danske lovgivning behandlede dermed danske selskaber, som udøvede erhvervsvirksomhed i udlandet gennem et fast driftssted, mindre fordelagtigt end danske selskaber, som udøvede den samme aktivitet i Danmark.
Herefter vurderede Domstolen, om situationen for et dansk selskab med et udenlandsk fast driftssted og situationen for et dansk selskab var sammenlignelig.
I den forbindelse fastslog Domstolen følgende:
"24.
Hvad angår sammenligneligheden mellem situationerne bemærkes, at med hensyn til de foranstaltninger, der er truffet i en medlemsstat med henblik på at forhindre eller formindske dobbeltbeskatning af et hjemmehørende selskabs overskud, befinder de faste driftssteder, der er beliggende i en anden medlemsstat eller i en anden stat, som er part i EØS-aftalen, sig i princippet ikke i en situation, der er sammenlignelig med situationen for hjemmehørende faste driftssteder.
Ved imidlertid at opkræve dansk skat af overskud i de faste driftssteder beliggende i Finland, Sverige og Norge har Kongeriget Danmark for så vidt angår fradrag for underskud ligestillet sidstnævnte med hjemmehørende faste driftssteder
(jf. analogt dom Denkavit Internationaal og Denkavit France, C-170/05, EU:C:2006:783, præmis 34 og 35)."
(Spørgerens understregning)
Domstolen fastslog således, at situationerne var sammenlignelige, idet Danmark havde sidestillet situationerne i kraft af dets lovgivning;
Danmark beskattede overskud opnået af faste driftssteder beliggende i udlandet på samme måde som overskud opnået i danske selskaber.
I
C-388/14,
Timac Agro Deutschland GmbH
tog Domstolen stilling til en tysk lovgivning, der lignede den lovgivning, som var til bedømmelse i C-48/13,
Nordea Bank Danmark A/S.
I medfør af den tyske lovgivning var hjemmehørende selskaber ikke skattepligtige af indkomst oppebåret af udenlandske faste driftssteder, men havde - i kraft af en særskilt bestemmelse - ret til at fratrække underskud, som var lidt i udenlandske fast driftssteder.
Sådanne underskud blev dog i visse situationer genbeskattet, såfremt selskabet afhændede det faste driftssted til et koncernforbundet selskab.
Domstolen fastslog indledningsvis, at genbeskatningen af de tidligere fratrukne underskud medførte en forskelsbehandling, idet bestemmelsen om genbeskatning af underskud alene fandt anvendelse for udenlandske faste driftssteder.
Den nationale lovgivning behandlede dermed tyske selskaber, som udøvede erhvervsvirksomhed gennem et udenlandsk fast driftssted, mindre fordelagtigt end tyske selskaber, som udøvede den samme aktivitet i Tyskland.
Herefter vurderede Domstolen, om situationen for et hjemmehørende selskab med
et
udenlandsk fast driftssted
og situationen for et hjemmehørende selskab var sammenlignelig.
I den forbindelse fastslog Domstolen følgende:
"27.
Hvad angår sammenligneligheden mellem situationerne skal det bemærkes, at med hensyn til de foranstaltninger, der er truffet i en medlemsstat med henblik på at forhindre eller formindske dobbeltbeskatning af et hjemmehørende selskabs fortjeneste, befinder de faste driftssteder, der er beliggende i en anden end den nævnte medlemsstat, sig i princippet ikke i en situation, der er sammenlignelig med situationen for hjemmehørende faste driftssteder (dom Nordea Bank Danmark, C-48/13, EU:C:2014:2087, præmis 24 og den deri nævnte retspraksis).
28.
Ved imidlertid at indrømme fradrag for tab i et fast driftssted i Østrig har Forbundsrepublikken Tyskland indrømmet en skattefordel til det hjemmehørende selskab, som dette faste driftssted tilhørte, på samme måde, som hvis dette faste driftssted havde været beliggende i Tyskland, og har derfor ligestillet sidstnævnte med hjemmehørende faste driftssteder for så vidt angår fradrag for tab
(jf. i denne retning domme Krankenheim Ruhesitz am Wannsee-Seniorenheimstatt, C-157/07, EU:C:2008:588, præmis 35, og Nordea Bank Danmark, C-48/13, EU:C:2014:2087, præmis 24).
Under disse omstændigheder er situationen for et hjemmehørende selskab med et fast driftssted i Østrig derfor sammenlignelig med situationen for et hjemmehørende selskab med et fast driftssted i Tyskland
." (Spørgerens understregning)
Domstolen fastslog således endnu engang, at situationerne var sammenlignelige, idet medlemsstaten havde sidestillet situationerne i kraft af dets lovgivning;
medlemsstaten tillod fradrag for underskud lidt i udenlandske fast driftssteder (den grænseoverskridende situation) på samme måde, som hvis den underskudsskabende erhvervsaktivitet, der blev udøvet gennem det udenlandske faste driftssted, var blevet udøvet i medlemsstaten (den rent nationale situation).
I
C-650/16,
Bevola og Jens W.
Trock
tog Domstolen stilling til, hvorvidt de danske regler for beskatning af hjemmehørende selskabers udenlandske faste driftssteder.
I medfør af den danske selskabsskattelovgivning havde hjemmehørende selskaber ikke mulighed for at fradrage tab i et udenlandsk fast driftssted, medmindre det hjemmehørende selskab havde valgt international sambeskatning (den grænseoverskridende situation).
Det hjemmehørende selskab ville dog have ret til at fradrage et tab, hvis det faste driftssted havde været beliggende i Danmark (den rent nationale situation).
Domstolen fastslog indledningsvis, at den danske lovgivning medførte en forskelsbehandling.
Herefter vurderede Domstolen, om situationen for et dansk selskab med et udenlandsk fast driftssted og situationen for et dansk selskab var sammenlignelig.
I den forbindelse fastslog Domstolen følgende:
"32.
I denne henseende bemærkes det, at sammenligneligheden af en grænseoverskridende situation med en national situation ifølge Domstolens praksis skal vurderes under hensyntagen til, hvilket formål der forfølges med de omhandlede nationale bestemmelser (dom af 18.7.2007, Oy AA, C-231/05, EU:C:2007:439, præmis 38, af 25.2.2010, PX Holding, C-337/08, EU:C:2010:89, præmis 22, og af 12.6.2014, SCA Group Holding m.fl., C-39/13 - C-41/13, EU:C:2014:1758, præmis 28).
33.
I modsætning til, hvad Kommissionen har gjort gældende, er dom af 17. juli 2014, Nordea Bank Danmark (C-48/13, EU:C:2014:2087), og af 17. december 2015, Timac Agro Deutschland (C-388/14, EU:C:2015:829),ikke udtryk for, at Domstolen har opgivet denne metode ved bedømmelsen af sammenligneligheden af situationer, som da også udtrykkeligt er blevet anvendt i senere domme (dom af 21.12.2016, Masco Denmark og Daxima, C-593/14, EU:C:2016:984, præmis 29, af 22.6.2017, Bechtel, C-20/16, EU:C:2017:488, præmis 53, og af 22.2.2018, X og X, C-398/16 og C-399/16, EU:C:2018:110, præmis 33).
34.
Domstolen fandt i dom af 17. juli 2014, Nordea Bank Danmark (C-48/13, EU:C:2014:2087), og af 17. december 2015, Timac Agro Deutschland (C-388/14, EU:C:2015:829), blot, at der ikke var behov for, at den undersøgte formålet med de omhandlede nationale bestemmelser nærmere, når disse bestemmelser fastsatte den samme skattemæssige behandling af faste driftssteder i udlandet og faste driftssteder beliggende på nationalt område.
Når lovgiver i en medlemsstat behandler disse to kategorier af faste driftssteder ens med hensyn til beskatning af deres overskud, har denne lovgiver dermed anerkendt, at der med hensyn til de nærmere regler og vilkår for denne beskatning ikke består nogen objektivt forskellig situation mellem de to kategorier, som kan begrunde en forskellig behandling (jf. i denne retning dom af 28.1.1986, Kommissionen mod Frankrig, 270/83, EU:C:1986:37, præmis 20).
" (Spørgerens understregning)
I den konkrete situation fandt Domstolen imidlertid ikke, at Danmark havde sidestillet situationen for danske selskaber med udenlandske faste driftssteder (grænseoverskridende situationer) og situationen for danske selskaber (rent nationale situation), idet Danmark hverken beskattede danske selskaber af overskud opnået fra et udenlandsk fast driftssted eller tillod danske selskaber at fradrage underskud lidt af et udenlandsk fast driftssted (C-650/16, Bevola og Jens W.
Trock, præmis 36).
Da Danmark således ikke sidestillede den grænseoverskridende situation og den rent nationale situation i kraft af dets lovgivning, vurderede Domstolen, om situationerne var sammenlignelige under hensyntagen til det formål, som de relevante bestemmelser forfulgte (C-650/16, Bevola og Jens W.
Trock, præmis 37-40).
På grundlag af de citerede bestemmelser kan det konkluderes, at sammenligneligheden som udgangspunkt skal vurderes under hensyntagen til det formål, der forfølges med de nationale bestemmelser (præmis 32).
Det kan dog endvidere konkluderes, at man
ikke
skal hense til formålet med de nationale bestemmelser, hvis den pågældende medlemsstat har sidestillet de to situationer i kraft af dets lovgivning.
Hvis den pågældende medlemsstat har sidestillet de to situationer i kraft af dets lovgivning, er situationer nemlig sammenlignelige allerede af den grund (præmis 34).
For samme resultat kan endvidere henvises til Domstolens afgørelse i C-712/19,
Novo Banco
, præmis 26.
Det forhold, at to situationer er sammenlignelige, når den pågældende medlemsstat har sidestillet de to situationer i kraft af dets lovgivning, bekræftes endvidere i den juridiske litteratur.
Der kan i den forbindelse eksempelvis henvises til artiklen
The Concept of Final Losses under EU Law and its Scope of Application
af
Thomas Kollruss, European Taxation, 2023 (Vol.
63), som anfører følgende på side 5:
“Furthermore, the ECJ has also correctly ruled that it does not have to deal with an examination of objective comparability in greater detail if the national tax law of the Member State treats cross-border cases and the comparable domestic case in the same way, since objective comparability is then to be assumed."
Sammenfattende kan det derfor konkluderes, at to situationer er sammenlignelige, hvis den pågældende medlemsstat har sidestillet den grænseoverskridende situation og den rent nationale situation i kraft af dets lovgivning, og at det i sådanne situationer derfor ikke er nødvendigt at hense til bestemmelsens formål.
Situationen for et
liechtensteinsk
selskab, som udøver erhvervsaktivitet gennem en dansk filial, er derfor sammenlignelig med situationen for et
dansk
selskab, som udøver den samme aktivitet,
hvis den danske lovgivning har sidestillet de to situationer
.
-
En medlemsstat sidestiller to situationer når den skattemæssigt behandler situationerne ens
Af de ovenfor gennemgåede afgørelser kan udledes, at den grænseoverskridende situation og den rent nationale situation er sammenlignelige, hvis den pågældende medlemsstat har sidestillet de to situationer i kraft af dets lovgivning.
I dette afsnit behandles, hvornår en medlemsstat har sidestillet den grænseoverskridende situation og den rent nationale situation i kraft af dets lovgivning.
Af Domstolens praksis kan det udledes, at flere forskellige forhold vedrørende en medlemsstats skattelovgivning kan medføre, at den pågældende medlemsstat har sidestillet de to situationer.
Det kan eksempelvis udledes, at en medlemsstat har sidestillet de to situationer, hvis det kan konstateres, at den pågældende medlemsstats lovgivning medfører, at den grænseoverskridende situation og den rent nationale situation skattemæssigt behandles ens.
Dette kan eksempelvis udledes af afgørelserne C-270/83, Kommissionen mod Frankrig, præmis 20;
C-311/97, Royal Bank of
Scotland
, præmis 26-31;
og C-307/97,
Saint-Gobain ZN
, præmis 47-48, som vil blive gennemgået nedenfor.
Indledningsvis skal det bemærkes, at alle tre afgørelser vedrører situationer, hvor den nationale lovgivning medførte, at et
ikke-hjemmehørende
selskab med et fast driftssted i den pågældende medlemsstat, blev behandlet mindre fordelagtigt end et
hjemmehørende
selskab.
Situationerne i de tre afgørelser er således identiske med den situation, som foreligger til bedømmelse i nærværende sag.
Afgørelsen i
C-270/83,
Kommissionen mod Frankrig
,
er gennemgået ovenfor, og de faktiske omstændigheder vil derfor ikke blive beskrevet yderligere.
I afgørelsen fandt Domstolen, at den franske lovgivning sidestillede situationen for et
ikke-hjemmehørende
selskab med et fransk fast driftssted og situationen for et
hjemmehørende
selskab.
Nærmere bestemt fastslog Domstolen følgende:
"19.
Selv om det ikke helt kan udelukkes, at en sondring på grundlag af et selskabs hjemsted, eller en sondring på grundlag af en fysisk persons bopæl under visse betingelser kan være berettiget inden for det skatteretlige område, bemærkes med hensyn til den foreliggende sag, at der for så vidt angår fastlæggelsen af skattegrundlaget med henblik på opgørelsen af selskabsskat ikke i fransk skatteret sondres mellem selskaber med hjemsted i Frankrig og filialer og agenturer i Frankrig af selskaber med hjemsted i udlandet.
I henhold til artikel 209 i lov om indkomstskat er begge former for selskaber skattepligtige af det overskud, de har realiseret i virksomheder, de driver i Frankrig, bortset fra overskud, der er realiseret i udlandet eller for hvilke beskatningsretten er tillagt Frankrig ved en dobbeltbeskatningsoverenskomst.
20.
Når det forholder sig således, at den omtvistede beskatningsordning behandler selskaber med hjemsted i Frankrig og filialer og agenturer i Frankrig af selskaber med hjemsted i udlandet ens med hensyn til beskatning af deres overskud, kan de to grupper af selskaber ikke inden for samme beskatningsordning behandles forskelligt med hensyn til en skattemæssig fordel som for eksempel en skattegodtgørelse, uden at der er tale om forskelsbehandling
.
Når de to former for etablering i indkomstskattemæssig henseende behandles ens, er det i fransk lovgivning dermed anerkendt, at der med hensyn til de nærmere regler og vilkår for den nævnte beskatning ikke består nogen objektivt forskellig situation mellem de to etableringsformer, som kan begrunde en forskellig behandling.
"
(Spørgerens understregning)
Domstolen fandt således, at den franske lovgivning havde
sidestillet
situationen for et ikke-hjemmehørende selskab med et fransk fast driftssted og situationen for et hjemmehørende selskab, idet den franske skattelovgivning medførte, at begge situationer var omfattet af den samme beskatningsordning (beregningen af den skattepligtige indkomst skete efter de samme regler).
Situationerne var derfor sammenlignelige.
I
C-311/97,
Royal Bank of Scotland
tog Domstolen stilling til en græsk lovgivning, som medførte, at et
ikke-hjemmehørende
selskab med et græsk fast driftssted, blev beskattet med skattesats på 40%, mens et
hjemmehørende
selskab blev beskattet med en skattesats på 35%.
Efter at have konstateret, at den nationale lovgivning medførte en forskelsbehandling, fastslog Domstolen følgende i forhold til situationernes sammenlignelighed:
"27.
For så vidt angår den direkte beskatning har Domstolen i sager vedrørende beskatning af fysiske personers indtægter anerkendt, at situationen for hjemmehørende og ikke-hjemmehørende som udgangspunkt ikke er sammenlignelig, idet der er tale om objektive forskelle for så vidt angår både indtægtskilde, vedkommendes skatteevne samt personlige og familiemæssige forhold (jf. Schumacker-dommen, a.st., præmis 31-34, Wielockx-dommen, a.st., præmis 18, og Asscher-dommen, a.st., præmis 41).
Domstolen bemærkede dog, at når der findes en skattemæssig fordel, som ikke indrømmes ikke-hjemmehørende, kan det anses for forskelsbehandling i traktatens forstand, at de to kategorier af skattepligtige behandles forskelligt, da situationen for disse to kategorier ikke adskiller sig objektivt på en sådan måde, at det kan begrunde, at de på dette punkt behandles forskelligt
(jf. S
Teksten fortsætter i den officielle kilde.
