LEGALDIGMLEGALDIGM
    ← Danmark
    Beta
    RETSINFO 9359/2026

    RETSINFO 9359/2026 — Rigsadvokatmeddelelsen, afsnittet: Psykisk afvigende kriminelle

    Beta. Juridisk information, ikke juridisk rådgivning. Tjek den officielle kilde for den gældende tekst.

    Analysér denne lov med AI
    Tekst 1. Overblik og tjekliste Før tiltalerejsning og hovedforhandling skal du være opmærksom på følgende sagsbehandlingsskridt: - Eventuel forsvarerbeskikkelse på efterforskningsstadiet, se pkt. 2.1. - Eventuel tilknytning af kontaktperson, se pkt. 2.2.1. - Varetægtsfængsling i surrogat eller anden anbringelse, se pkt. 2.4. og pkt. 2.5. - Mentalundersøgelse kan foretages ambulant, se pkt. 3.1.4. eller under indlæggelse, se pkt. 3.1.5. - Kendelse om mentalundersøgelse er påkrævet, - når sigtede ikke udtrykkeligt samtykker i undersøgelsen - når sigtede er varetægtsfængslet eller - når sigtede skal mentalundersøges under indlæggelse, se pkt. 3.1.3. - Følgende akter/oplysninger skal sendes med anmodningen om mentalundersøgelse: - sagsmaterialet - mappe med personlige oplysninger - straffeattest - udskrift fra cpr. - samtykkeerklæring fra sigtede til, at der kan indhentes personoplysninger fra andre myndigheder, se pkt. 3.1.7. - oplysning om evt. kontaktperson, se pkt. 2.2.1. - Ved anmodning om og modtagelse af mentalundersøgelse skal der ske registrering i POLSAS, jf. vejledning om registrering af mentalundersøgelser, se pkt. 3.1.8. - Eventuel forelæggelse af mentalundersøgelsen for Retslægerådet, se pkt. 3.2. - Beskikkelse af bistandsværge og underretning om retsmøder, se pkt. 3.5. - Forelæggelse af påstande om foranstaltning eller forvaring for den regionale statsadvokat, se pkt. 3.3. og 3.3.1. - I tilfælde, hvor der er spørgsmål om en foranstaltning, der indebærer tilsyn af Danmarks Fængsler, skal der indhentes en udtalelse fra Danmarks Fængsler om tilsynspligten og vilkår, se pkt. 3.6. - Indhentelse af udtalelse fra tværfagligt samråd om den praktiske mulighed for fuldbyrdelse af domme vedrørende psykiske udviklingshæmmede, se pkt. 3.7. Kriminalitet begået under en igangværende foranstaltning, herunder forvaringsdom, og kriminalitet begået før idømmelse af en foranstaltningsdom, se pkt. 5.6. Umiddelbart efter dom eller kendelse (om lempelse eller skærpelse af en foranstaltning) skal du være opmærksom på følgende sagsbehandlingsskridt: - Forelæggelse af dom for den regionale statsadvokat, se pkt. 6.1. - Fremsendelse af kopi af dom til hjemstedskommune, region, hospital eller afdeling til fuldbyrdelse, se pkt. 6.1. - Fremsendelse af kopi af dom til Danmarks Fængsler med anmodning om iværksættelse af eventuelt tilsyn, se pkt. 6.1. - Varetægtsfængsling efter dom, herunder anke, se pkt. 6.1.3. - Hvis der er sket udvisning, skal dommen også sendes til Udlændingestyrelsen og Hjemrejsestyrelsen. Der kan være tilfælde, hvor øvrige myndigheder skal underrettes, og der henvises derfor til Rigsadvokatmeddelelsen, afsnittet om Udvisning ved dom, hvor de gældende retningslinjer for underretning i tilfælde af udvisning er beskrevet. Efter dom skal du i øvrigt være opmærksom på følgende sagsbehandlingsskridt: - Den regionale statsadvokat skal som udgangspunkt årligt indhente en erklæring fra afdeling/tilsynsførende myndighed om behov for opretholdelse af foranstaltning, se pkt. 6.2. - Den regionale statsadvokats anmodning om forlængelse af foranstaltninger med længstetid skal indbringes for retten i god tid inden udløbet af længstetiden, se pkt. 6.2.3. - Anklagemyndigheden skal på eget initiativ indbringe spørgsmål om ændring eller ophævelse af foranstaltninger uden længstetid for retten i god tid inden 5 år efter afgørelsen, og herefter mindst hvert andet år, se pkt. 6.2.4. - Sager, hvor der rejses spørgsmål om ophævelse af foranstaltningen, skal forelægges for den regionale statsadvokat, se pkt. 6.2.7. - Politidirektøren indbringer den idømte foranstaltning for retten og møder som hovedregel for anklagemyndigheden i byretten, se pkt. 6.2.8. - I sager, hvor der rejses spørgsmål om domstolsprøvelse af en indlæggelse i henhold til en dom til ambulant behandling, som hjemler indlæggelse, skal anklagemyndigheden snarest muligt indbringe spørgsmålet for retten, se pkt. 6.2.2. - Den regionale statsadvokat skal årligt gennemgå forvaringssagerne for at vurdere, om der er behov for at ændre, ophæve eller opretholde forvaringen, se pkt. 6.3. - Den regionale statsadvokat tager stilling til spørgsmål om ændringer af forvaringsdomme. Politidirektøren indbringer sagen for retten samt møder i denne. Se pkt. 6.3. - Såfremt der er sket udvisning ved dom skal udvisningen prøves i forbindelse med udskrivning, se pkt. 6.4. - Når en foranstaltning til indlæggelse (behandlingsdom) eller anbringelse på en psykiatrisk afdeling, som er pålagt ved dom, ophører, skal politikredsen eller den regionale statsadvokat underrette Politiets Administrative Center (PAC) herom med henblik på opkrævning af straffesagsomkostninger, se pkt. 6.6. Der henvises i øvrigt til ”Actioncard om politiets behandling af sager mod psykisk afvigende kriminelle”. Actioncardet kan findes på POLINTRA og her. 2. Politiets efterforskning og sagsbehandling 2.1. Forsvarerbeskikkelse Mentale afvigelser hos sigtede kan give anledning til, at politiet også i de tilfælde, hvor forsvarerbeskikkelse ikke er obligatorisk efter retsplejelovens § 731, tager initiativ til at fremsætte begæring om forsvarerbeskikkelse på efterforskningsstadiet, herunder forud for afhøringer. Se herom pkt. 2.1. og pkt. 2.2. Det fremgår således af retsplejelovens § 732, stk. 1, at forsvarer kan beskikkes, når retten under henvisning til sigtedes person anser det for ønskeligt. Selv om sigtede er mentalt afvigende, vil der dog i almindelighed ikke være anledning til, at politiet fremsætter begæring om forsvarerbeskikkelse, hvis sagen vedrører mindre betydningsfulde lovovertrædelser, og der utvivlsomt er et sikkert bevisgrundlag for sigtedes skyld. Som eksempler på sådanne lovovertrædelser kan nævnes visse særlovsovertrædelser, f.eks. overtrædelse af færdselsloven, lov om euforiserende stoffer og våbenloven samt mindre alvorlige overtrædelser af straffeloven, f.eks. butikstyveri, brugstyveri og hærværk. Politiet skal vejlede sigtede om adgangen til at begære en forsvarer beskikket, jf. retsplejelovens § 732, stk. 2, og Justitsministeriets bekendtgørelse nr. 467 af 26. september 1978. Det skal fremgå af politirapporten, at den sigtede har modtaget behørig vejledning, jf. retsplejelovens § 732, stk. 2. 2.2. Afhøring Retsplejeloven indeholder ikke særlige regler om afhøring af sigtede eller tiltalte, der må antages at være omfattet af straffelovens § 16. Mentalt afvigende, der bør bistås af en forsvarer, må ikke afhøres til politirapport, før retten har taget stilling til spørgsmålet om forsvarerbeskikkelse. Dette gælder dog ikke i tilfælde, hvor uopsættelige efterforskningsskridt, f.eks. hensynet til offeret for en strafbar handling, gør det nødvendigt straks at få oplysninger fra sigtede. I tilfælde, hvor sigtede f.eks. er taget på fersk gerning, kan det ligeledes være nødvendigt at foretage en række indledende efterforskningsskridt, som forudsætter afhøringer af sigtede. Når en forsvarer er beskikket, må afhøring til politirapport, påhør af diktat til politirapport, gennemgang af den nedskrevne politirapport eller gennemlæsning og eventuel underskrift af politirapporten ikke finde sted uden forsvarerens tilstedeværelse. Det skal af politirapporten fremgå, hvornår afhøringen er påbegyndt og tilendebragt, samt at forsvareren har været til stede. Det kan efter omstændighederne være hensigtsmæssigt med fonetisk optagelse af afhøringen. Afhørte skal i så fald gøres bekendt med optagelsen, jf. herved retsplejelovens § 751, stk. 3. 2.2.1 Kontaktperson I forbindelse med afhøringen af en sigtet, der skønnes at være mentalt afvigende, skal politiet spørge den sigtede, om der eventuelt er en pårørende, bekendt eller anden person, der kan være den sigtedes kontaktperson i forbindelse med indkaldelse til mentalundersøgelse mv. Hvis den sigtede peger på en kontaktperson, skal politiet samtidig få sigtedes samtykke til, at politiet må kontakte den pågældende, og at kontaktpersonen må få oplysninger om tidspunkt og sted for mentalundersøgelsen. Hvis sigtede giver samtykke, skal politiet herefter kontakte personen og høre, om denne vil være kontaktperson. Politiet skal samtidig oplyse, at det arbejde, der udføres som kontaktperson, er ulønnet. Politiet skal notere kontaktpersonens kontaktoplysninger (adresse, e-mail, telefonnummer mv.) i sagen. Anklageren skal videreformidle kontaktoplysningerne til Retspsykiatrisk Klinik eller den retspsykiatriske afdeling, der skal foretage mentalundersøgelsen. Det bemærkes, at en kontaktperson ikke er det samme som en bistandsværge, der først beskikkes senere i forløbet. Se herom i pkt. 3.5. 2.3. Indenretlig afhøring Under varetægtsfængsling i surrogat, f.eks. på psykiatrisk afdeling, vil reglerne om besøgs- og brevkontrol i retsplejelovens §§ 771 og 772 ikke kunne iagttages i samme omfang, som det er tilfældet under varetægtsfængsling i arresthus/anstalt. Se herom pkt. 2.4. I sager vedrørende alvorlig kriminalitet, hvor sigtede må forventes at blive varetægtsfængslet i surrogat, og hvor der efter sagens omstændigheder kan være bestemte grunde til at antage, at sigtede vil vanskeliggøre forfølgningen af sagen, navnlig ved at fjerne spor eller advare eller påvirke andre, bør anklagemyndigheden derfor overveje at foretage en indenretlig afhøring af vidner og sigtede på et tidligt tidspunkt under sagens efterforskning, jf. § 747, stk. 2, nr. 1-3. 2.4. Varetægtsfængsling i surrogat med sigtedes samtykke – retsplejelovens § 765 Er betingelserne for anvendelse af varetægtsfængsling til stede, men varetægtsfængslingens øjemed kan opnås ved mindre indgribende foranstaltninger, kan retten træffe afgørelse herom, jf. retsplejelovens § 765, stk. 1. Det kræver dog, at sigtede samtykker heri. Det følger videre af retsplejelovens § 765, stk. 2, nr. 3 og 4, at retten bl.a. kan bestemme, - at sigtede skal tage ophold i egnet hjem eller institution (nr. 3), - eller at sigtede skal undergive sig psykiatrisk behandling eller afvænningsbehandling for misbrug af alkohol, narkotika eller lignende, om fornødent på hospital eller særlig institution (nr. 4). Det bemærkes i den forbindelse, at den eneste institution for mentalt retarderede, der i øjeblikket har en sikret afdeling, er Kofoedsminde i Lolland Kommune. På den sikrede afdeling modtager Kofoedsminde bl.a. arrestanter i medfør af retsplejelovens § 765. Det følger af retsplejelovens § 770, at en varetægtsarrestant alene er undergivet de indskrænkninger, som er nødvendige til sikring af varetægtsfængslingens øjemed eller opretholdelse af orden og sikkerhed i varetægtsfængslet. Der bør i forbindelse med varetægtssurrogat af frihedsberøvende karakter i medfør af retsplejelovens § 765, stk. 2, nr. 3 og 4, kan politiet træffe bestemmelse om besøgs- og brevkontrol i medfør af en analogi af retsplejelovens § 771 og § 772, jf. U 1999.933Ø samt andre begrænsninger i en varetægtsarrestants rettigheder af hensyn til varetægtsfængslingens øjemed, jf. retsplejelovens § 773, se hertil desuden U. 2023.3105H. Det kan dog være vanskeligt for den enkelte institution eller den enkelte afdeling at sikre, at varetægtsarrestanten ikke modtager besøg uden om besøgskontrollen eller afsender eller modtager breve uden om brevkontrollen, ligesom det kan være vanskeligt at hindre varetægtsarrestantens brug af mobiltelefon. Anklagemyndigheden skal derfor altid være opmærksom på, om øjemedet med varetægtsfængslingen vil forspildes ved varetægtsfængsling i surrogat og eventuelt protestere imod, at retten træffer afgørelse herom. Om mulighed for indenretlig afhøring med henblik på bevissikring, se pkt. 2.3. Udgangstilladelse mv. for personer anbragt i varetægtssurrogat på hospital eller institution i medfør af retsplejelovens § 765, stk. 2, nr. 3 og 4, er reguleret i § 12 i bekendtgørelse nr. 1492 af 5. december 2024 om udgangstilladelse mv. til personer, der er anbragt i hospital eller institution i henhold til strafferetlig afgørelse eller i medfør af farlighedsdekret. 2.4.1. Håndtering af flugt- og befrielsestruede personer, herunder bandemedlemmer, hvor der opstår spørgsmål om overførsel til surrogat Anklagemyndigheden skal altid være opmærksom på, om øjemedet med varetægtsfængslingen vil forspildes ved overførsel til surrogat og eventuelt protestere imod, at retten træffer afgørelse herom. 2.4.1.1 Psykiatriske udredningspladser Der er i forlængelse af ”handlingsplanen til imødegåelse af udfordringer med fangeflugter” pr. den 15. august 2022 oprettet fire særlige udredningspladser (pt. to i Enner Mark Fængsel og to i Vestre Fængsel), som kan bruges til psykiatrisk udredning af undvigelsestruede indsatte. Målgruppen for udredningspladserne er indsatte, der er undvigelsestruede og/eller har en negativ stærk styrende adfærd, og som under indsættelsen begynder at frembyde sådanne tegn på psykisk sygdom, at der bør ske en psykiatrisk udredning, før der træffes beslutning om, hvorvidt fortsat varetægtsfængsling bør ske i en arrest eller i surrogat på en psykiatrisk afdeling. Formålet med udredningspladserne er således, at der inden for fængslets sikkerhedsmæssige rammer kan foretages en psykiatrisk udredning af denne gruppe indsatte. Anklagemyndigheden bør derfor i relevant omfang gøre retten opmærksom på disse udredningspladser, som et alternativ til overførsel til surrogatvaretægtsfængsling, når anklagemyndigheden er bekendt med, at der er tale om en indsat, hvor det er vurderingen, at vedkommende er undvigelsestruet og/eller har en negativ, stærkt styrende adfærd, og der samtidig opstår tvivl om, hvorvidt der foreligger en psykisk sygdom. 2.4.1.2 Tilbageførsel fra surrogat til arrest Det skal til enhver tid sikres, at der er en løbende dialog mellem anklagemyndigheden og regionerne i situationer, hvor en flugt- og befrielsestruet person, herunder et bandemedlem er blevet varetægtsfængslet i surrogat på en retspsykiatrisk afdeling, og hvor det sundhedsfaglige personale på afdelingen efterfølgende vurderer, at der ikke er et psykiatrisk behandlingsbehov. I sådanne situationer skal den retspsykiatriske afdeling have mulighed for direkte at kontakte den lokale anklagemyndighed, således at den surrogatanbragte kan blive fremstillet for domstolene med henblik på varetægtsfængsling i et almindeligt arresthus eller en arrestafdeling i et fængsel. En tilbageførsel skal således ikke afvente en kommende fristforlængelse, men skal fremmes hurtigst muligt. Såfremt en sådan information måtte tilgå politisøjlen skal informationen overgives til anklagemyndigheden hurtigst muligt med henblik på iværksættelse af ovennævnte. 2.4.2. Udveksling af oplysninger til brug for sikkerhedsvurderinger af surrogatanbragte Politiet skal forud for fremstillinger af surrogatanbragte i grundlovsforhør udarbejde en sikkerhedsvurdering af den pågældende. Det påhviler i den forbindelse anklagemyndigheden af egen drift straks at underrette og videregive oplysninger til politiet, såfremt der i perioden fra anholdelse frem til den pågældende indsættes til afsoning i Danmarks Fængslers institutioner fremkommer oplysninger, der kan have betydning for politiets sikkerhedsvurdering, jf. cirkulære nr. 9612 af 9. august 2021 om myndighedernes ansvar i forhold til udveksling af oplysninger til brug for sikkerhedsvurderinger af anholdte, varetægtsarrestanter, og surrogatanbragte. 2.5. Anbringelse i anstalt eller hospital mv. af varetægtsarrestanter med eller uden arrestantens samtykke – retsplejelovens § 777 En varetægtsarrestant kan efter retsplejelovens § 777 anbringes i en anstalt for personer, der udstår fængselsstraf eller forvaring, eller i hospital mv., jf. straffelovens §§ 68 og 69. Betingelserne for overførsel til hospital eller anden institution (f.eks. Anstalten ved Herstedvester) er 1. anklagemyndighedens samtykke, 2. hospitalets/institutionens samtykke og 3. arrestantens samtykke. Hvis helbredsmæssige hensyn eller hensynet til andres sikkerhed gør det påkrævet, kan retten undtagelsesvis godkende en anbringelse uden arrestantens samtykke, jf. retsplejelovens § 777, stk. 1, 2. pkt. En overførsel i medfør af retsplejelovens § 777 kan således komme på tale, hvor der under en varetægtsfængsling fremkommer oplysninger om, at sigtede er psykisk syg eller mentalt retarderet og derfor bør opholde sig på psykiatrisk afdeling, institution for personer med vidtgående psykiske handicap eller anden egnet institution i stedet for arresthus. Arrestanter, der frivilligt overføres til en fuldbyrdelsesinstitution efter retsplejelovens § 777, stk. 1, 1. pkt., skal behandles efter de regler, der gælder for de øvrige personer, der er anbragt dér i henhold til dom, jf. § 777, stk. 1, 3. pkt. Det gælder også besøgs- og brevkontrol, og hvis institutionens regler ikke er tilstrækkelige til at opnå øjemedet med varetægtsfængslingen, f.eks. hvis der er kollusionsfare efter § 762, stk. 1, nr. 3, bør anbringelse efter § 777 ikke ske. Arrestanter, der tvangsmæssigt er overført til institutionen efter retsplejelovens § 777, stk. 1, 2. pkt., behandles efter reglerne om varetægtsarrestanter, i det omfang hensynet til orden og sikkerhed i institutionen gør det muligt. Også i disse tilfælde gælder det, at overførsel ikke bør ske, hvis øjemedet med varetægtsfængslingen dermed vil forspildes. Udgangstilladelse mv. er reguleret af retsplejelovens § 777, stk. 1, 4. pkt., hvorefter arrestanten ikke uden rettens godkendelse må forlade institutionen, bortset fra de tilfælde, der er nævnt i § 771, stk. 2. Institutionens ledelse kan efter retsplejelovens § 771, stk. 2, med politiets samtykke tillade udgang med ledsager for et kortere tidsrum fra afdelingen eller fra institutionens eller hospitalets område. Sikringsafdelingen Arrestanter kan i medfør af retsplejelovens § 777 bl.a. anbringes på Sikringsafdelingen under Afdeling for Retspsykiatri, Region Sjælland, jf. punkt 2 i Regulativ af 1. juni 1994 for sikringsafdelingen. Sikringsafdelingen udgør en særlig enhed inden for hospitalet, men indgår samtidig som en integreret del af hospitalets retspsykiatriske afdeling. Sikringsafdelingen skal, inden en patient modtages, modtage lægelige oplysninger i fornødent omfang samt den pågældende sags akter, jf. punkt 6 i regulativet. Kofoedsminde Arrestanter, der er mentalt retarderede, kan i medfør af retsplejelovens § 777 anbringes på den sikrede afdeling på institutionen Kofoedsminde i Lolland Kommune. Der findes for tiden ikke andre lukkede sikrede institutioner for mentalt retarderede end Kofoedsminde. 2.5.1. Udveksling af oplysninger til brug for sikkerhedsvurderinger af varetægtsarrestanter Politiet skal forud for fremstillinger af varetægtsarrestanter i grundlovsforhør udarbejde en sikkerhedsvurdering af den pågældende. Ved indsættelse af varetægtsarrestanter skal Danmarks Fængsler ligeledes udarbejde en sikkerhedsvurdering. Det påhviler i den forbindelse anklagemyndigheden af egen drift straks at underrette og videregive oplysninger til politiet og Danmarks Fængsler, såfremt der fremkommer oplysninger, der kan have betydning for politiets og Danmarks Fængslers sikkerhedsvurderinger, jf. cirkulære nr. 9612 af 9. august 2021 om myndighedernes ansvar i forhold til udveksling af oplysninger til brug for sikkerhedsvurderinger af anholdte, varetægtsarrestanter, og surrogatanbragte. 2.6. Påstandens udformning, hvis der ikke er plads på psykiatrisk afdeling Hvis der på tidspunktet for varetægtsfængslingen ikke foreligger oplysning om, hvorvidt der er – eller hvornår der vil være – plads på psykiatrisk afdeling mv., kan der nedlægges påstand om varetægtsfængsling i surrogat, når plads haves. Man skal i den forbindelse være opmærksom på, om frihedsberøvelsen vil komme til at stå i misforhold til den forvoldte forstyrrelse af sigtedes forhold, sagens betydning og den retsfølge, som kan ventes, hvis sigtede findes skyldig, jf. retsplejelovens § 762, stk. 3. Der kan i den forbindelse henvises til U 2011.796H, hvor Højesteret udtalte, at manglende mulighed for varetægtsfængsling i surrogat efter retsplejelovens § 765, hvor dette er indiceret, så varetægtsfængsling i givet fald må ske i arrest, kan være et forhold, som kan indgå i proportionalitetsvurderingen efter retsplejelovens § 762, stk. 3. Efter en samlet vurdering fandt Højesteret imidlertid ikke, at varetægtsfængslingen af T, der var sigtet for overtrædelse af straffelovens § 119, stk. 1, og som havde været varetægtsfængslet i mere end tre måneder, var i strid med § 762, stk. 3. Der kan endvidere henvises til U 2011.1114/1H, hvor Højesteret stadfæstede byrettens kendelse om varetægtsfængsling i surrogat på en lukket psykiatrisk afdeling, når plads haves, indtil afsigelse af dom. Der var på fængslingstidspunktet rejst tiltale i sagen, og hovedforhandlingen var berammet til ca. 3 måneder herefter. Højesteret udtalte dog, at byretten burde have sikret sig muligheden for løbende at vurdere, om eventuel manglende overførsel af T til psykiatrisk afdeling kunne gøre opretholdelse af varetægtsfængslingen betænkelig, jf. proportionalitetsprincippet i retsplejelovens § 762, stk. 3. Der burde derfor have været fastsat en fængslingsfrist i medfør af § 767, stk. 1, i stedet for bestemmelsen om fængsling indtil afsigelse af dom i sagen. 2.7. Midlertidig anbringelse af helbredsmæssige grunde i medfør af retsplejelovens § 770, stk. 2 Varetægtsarrestanter kan i medfør af retsplejelovens § 770, stk. 2, af helbredsmæssige grunde anbringes i eller overføres til hospitaler, herunder psykiatriske afdelinger, uden for Danmarks Fængsler. En anbringelse eller overførsel i medfør af retsplejelovens § 770, stk. 2, er en lægelig beslutning og sker således uden rettens medvirken. Varetægtsfængslet/arresthuset bør rette henvendelse til politiet og forsvareren, inden overførslen iværksættes, idet politiet kan være i besiddelse af oplysninger om arrestantens farlighed mv., der kan have betydning for vurderingen af, om anbringelsen er hensigtsmæssig. Bliver opholdet af længere varighed, bør anbringelsen ske enten i medfør af retsplejelovens § 765 eller i medfør af retsplejelovens § 777. Udgangstilladelse er reguleret i retsplejelovens § 771, stk. 2, hvorefter institutionens ledelse med politiets samtykke kan give en varetægtsarrestant udgangstilladelse med ledsager for et kortere tidsrum. 3. Forberedelse 3.1. Mentalundersøgelse 3.1.1. I hvilke tilfælde skal der iværksættes en mentalundersøgelse? Sigtede skal underkastes mentalundersøgelse, når dette findes at være af betydning for sagens afgørelse, jf. retsplejelovens § 809, stk. 1. Om mentalundersøgelse skal foretages, beror på en samlet vurdering, der omfatter oplysningerne om sigtedes personlige forhold i en eventuel personundersøgelse efter retsplejelovens § 808, oplysninger om tidligere psykiatrisk behandling eller sociale hjælpeforanstaltninger, den aktuelle sag, tidligere sager, samt det umiddelbare indtryk af sigtede på gerningstidspunktet, under afhøringerne og sigtedes adfærd under en eventuel varetægtsfængsling. Mentalundersøgelse vil være indiceret i nedennævnte tilfælde: 1) Hvis sigtede tidligere har modtaget psykiatrisk behandling, eller der i øvrigt kan være grund til at formode, at sigtede er sindssyg eller mentalt retarderet, jf. straffelovens § 16. 2) Når der i øvrigt, f.eks. på grund af de strafbare handlingers art og/eller grovhed, er grund til at formode, at sigtedes mentale tilstand afviger fra det normale. Mentalundersøgelse bør normalt ske, når sigtelsen angår - drab eller forsøg herpå, - grovere meningsløs eller særegen form for vold, herunder særligt i gentagelsestilfælde, - grovere voldtægt og voldtægt i gentagelsestilfælde eller forsøg herpå, - grovere eller gentagne seksualforbrydelser over for børn, - seksualforbrydelser omfattet af ordningen med behandling som alternativ til frihedsstraf, hvis sigtede ønsker at indgå i ordningen, jf. rigsadvokatmeddelelsen, afsnittet om Seksualforbrydelser – Betinget dom med vilkår om behandling af personer der har begået visse seksualforbrydelser, kapitel 23, eller - forsætlig brandstiftelse uden økonomisk motiv eller forsøg herpå. 3) Når kriminalitetsbetingelserne for anvendelse af forvaring efter straffelovens § 70 er opfyldt, uanset om der er mistanke om psykisk sygdom. Spørgsmålet om, hvorvidt forvaring kan anses for påkrævet, skal fremgå specifikt af anmodningen om mentalundersøgelse, idet der i disse sager typisk anvendes en anden og mere ressourcetung sagsbehandling ved undersøgelsen. Af samme grund er det samtidig vigtigt, at spørgsmålet kun rejses i de sager, hvor det vurderes at være relevant. Denne opregning er ikke bindende og ikke udtømmende. Også i andre tilfælde kan mentalundersøgelse efter en konkret vurdering være formålstjenlig. Det gælder f.eks. med hensyn til 1) lovovertrædere, hvis kriminalitet må antages at være begrundet i, at stof- eller alkoholmisbrug har ført til alvorlig psykisk forstyrrelse, 2) unge lovovertrædere, som frembyder tegn på psykisk afvigelse eller mental retardering, hvis der er spørgsmål om anvendelse af ubetinget fængselsstraf, og 3) ældre lovovertrædere, der ikke tidligere er straffet, og nu sigtes for en overtrædelse, der skønnes at ville medføre ubetinget fængselsstraf, hvis der kan være grund til at formode, at kriminaliteten står i forbindelse med en aldersbetinget sjælelig svækkelsestilstand, såfremt det ikke vurderes, at sagen kan afgøres med et tiltalefrafald, se pkt. 6. Hvis anklagemyndigheden forventer, at sagen skal afgøres med en bøde: Mentalundersøgelse skal ikke iværksættes, når der ikke er spørgsmål om anden retsfølge end bøde. Se mere i forarbejderne til lov nr. 268 af 26. juni 1976 (LFF1974-1975.2.94, specielle bemærkninger til nr. 5 og betænkning nr. 667 1972 side 142-143). Andre tilfælde, hvor der ikke skal iværksættes mentalundersøgelse: Oplysningerne fra en tidligere mentalundersøgelse vil efter omstændighederne kunne gøre en mentalundersøgelse upåkrævet, f.eks. hvis den sigtede er eller har været undergivet en foranstaltning, hvis der kun er gået få år fra den tidligere undersøgelse, hvis den sigtede er eller har været undergivet psykiatrisk behandling, eller hvis der på baggrund af en tidligere mentalundersøgelse ikke er tvivl om, at sigtede er mentalt retarderet. I straffesager, hvor den tiltalte er undergivet en foranstaltning i henhold til en tidligere straffedom, skal der ikke sendes en anmodning til klinikken eller en retspsykiatrisk afdeling om foretagelse af mentalundersøgelse. I disse tilfælde skal der i stedet anmodes om en udtalelse fra det behandlingssted, der har ansvaret for den pågældende foranstaltning. Udtalelsen skal afgives af vedkommende behandlingssted uden betaling. Indhentelse af en supplerende erklæring om sigtedes psykiske tilstand kræver ikke retskendelse eller samtykke fra sigtede, hvis sigtede ikke skal underkastes yderligere undersøgelser i anledning heraf. Hvis udarbejdelse af erklæringen kræver, at sigtede skal undergives yderligere undersøgelser, følges reglerne i retsplejelovens § 809. I tilfælde, hvor sigtede ikke allerede er undergivet foranstaltning efter straffelovens §§ 68-70, men er – eller har været – underkastet psykiatrisk behandling eller hjælpeforanstaltninger, kan iværksættelse af en mentalundersøgelse endvidere eventuelt undlades ved, at sagen forelægges for den pågældende institution eller afdeling, hvor sigtede har været tilknyttet, med anmodning om en udtalelse om sigtedes psykiske tilstand på gerningstidspunktet. Anklagemyndigheden skal i disse tilfælde tillige anmode om oplysning om, hvorvidt sigtedes psykiske tilstand er omfattet af straffelovens § 16 eller § 69, og i bekræftende fald, om der kan anbefales en egnet foranstaltning. For personer undergivet dom til anbringelse i institution for personer med vidtgående psykiske handicap (type III og type II), og hvor Samrådet for udviklingshæmmede lovovertrædere eller kommunen anbefaler en skærpet foranstaltning, vil en ny mentalundersøgelse efter en konkret vurdering endvidere kunne undlades, idet den sigtede allerede er undergivet en foranstaltning, der medfører frihedsberøvelse. Ved afgørelsen af, om mentalundersøgelse skal finde sted, må det tillige tages i betragtning, at undersøgelsen kan være en belastning for sigtede og vil kunne medføre en forsinkelse af sagen. Mentalundersøgelse skal derfor kun iværksættes, når undersøgelsen må antages at kunne få betydning for sagens afgørelse. Det vil således altid skulle overvejes, om der foreligger alternativer til at iværksætte en fuld mentalundersøgelse, jf. ovenfor. Såfremt der i personundersøgelsen eller i, sagen i øvrigt, er indikationer på, at en person er omfattet af straffelovens § 69, og det ikke forventes, at der kan peges på en særforanstaltning, der er mere formålstjenlig end straf, bør der udvises tilbageholdenhed med at iværksætte mentalundersøgelse. I sådanne tilfælde bør anklagemyndigheden endvidere være opmærksom på – i forbindelse med en anmodning om udarbejdelse af en personundersøgelse – at anmode Danmarks Fængsler om at tage stilling til, om den pågældende findes egnet til at modtage en betinget dom med vilkår om f.eks. psykiatrisk behandling, jf. straffelovens § 57, nr. 6, frem for som udgangspunkt at anmode Danmarks Fængsler om at vurdere, om personen bør mentalundersøges. Hvis anklagemyndigheden vurderer, at sagen skal afgøres med et tiltalefrafald, skal der ikke iværksættes mentalundersøgelse. Der henvises til pkt. 5.6. og 5.7. 3.1.2. På hvilket tidspunkt skal mentalundersøgelsen iværksættes? Behovet for mentalundersøgelse skal afklares så tidligt som muligt. Formålet hermed er at sikre, at undersøgelsen af den sigtede kan iværksættes uden at forsinke straffesagen væsentligt. Som udgangspunkt skal mentalundersøgelse således iværksættes sideløbende med efterforskningen. Det forudsætter dog, at der er foretaget en indledende juridisk vurdering af tiltalespørgsmålet i de væsentligste forhold i sagen. Det kan efter en konkret vurdering være hensigtsmæssigt først at iværksætte undersøgelsen af sigtede efter, at hovedparten af efterforskningen er afsluttet. Dette vil navnlig være tilfældet, hvis det må forudses, at den sigtede skal deltage i en række politiafhøringer med henblik på at få afklaret sagens nærmere omstændigheder. I sådanne tilfælde vil det således ud fra en lægelig vurdering kunne være uhensigtsmæssigt, hvis den sigtede skal deltage i politiafhøringer sideløbende med de samtaler, prøver mv., som sigtede deltager i som en del af mentalundersøgelsen. Anklagemyndigheden afgør, om der skal fremsættes begæring om mentalundersøgelse, og tager stilling til begæringer herom fra anden side, herunder fra forsvareren. Retten afgør ved kendelse tvistigheder om begæringer fra forsvareren eller sigtede om foretagelsen af mentalundersøgelse, jf. retsplejelovens § 746, stk. 1. Hvis anklagemyndigheden først bliver bekendt med behovet for mentalundersøgelse kort tid før – eller under – hovedforhandlingen, kan det være relevant, at der tages stilling til skyldsspørgsmålet forud for, at mentalerklæringen indhentes. Det følger af retsplejelovens § 879, at retten kan bestemme, at skyldspørgsmålet skal behandles og afgøres først. Reglen findes i retsplejelovens kap. 78 om hovedforhandling i 1. instans, der som udgangspunkt gælder for alle sager i 1. instans. For så vidt angår nævningesager skal skyldsspørgsmålet altid behandles og afgøres, inden sanktionsspørgsmålet behandles og afgøres, jf. retsplejelovens § 891. Anklagemyndigheden skal i situationer, hvor det er relevant – f.eks. af hensyn til eventuelle vidner, der er tilsagt til hovedforhandlingen, og/eller af ressourcemæssige hensyn – som udgangspunkt fremsætte begæring om, at der afsiges skyldkendelse, inden sagen udsættes på mentalundersøgelse, medmindre særlige omstændigheder taler imod. Det bemærkes, at en mentalundersøgelse kan ende med at anbefale, at den tiltalte idømmes en anbringelses- eller forvaringsdom, jf. straffelovens §§ 68-70. Sager, hvor der bliver spørgsmål om anbringelse i institution, behandles med domsmænd, såfremt sagen ville have været en domsmandssag, hvis tiltalte var egnet til almindelig straf. Såfremt sagen ville have været en nævningesag, hvis tiltalte var egnet til almindelig straf, behandles sagen som en nævningesag, jf. retsplejelovens § 686, stk. 4, nr. 2. Disse sager vil således som udgangspunkt kunne fortsætte i den form, som de er rejst. For så vidt angår sager, hvor der bliver spørgsmål om dom til forvaring, foretages ikke samme sondring, og i disse sager skal der således som udgangspunkt medvirke nævninger. Hvis sagen hidtil har været behandlet med domsmænd, vil sagen skulle afvises, og sagens fortsatte behandling ske ved nævningeting, medmindre tiltalte har fravalgt medvirken af nævninger under sagen. Der henvises til afsnit 3.8. Der kan opstå spørgsmål om, hvorvidt anklagemyndigheden har begrænset sin sanktionspåstand, således at anklagemyndigheden ikke vil kunne nedlægge påstand om forvaring, jf. straffelovens § 70. Der kan i den forbindelse henvises til en sag fra 2007 (TfK 2008.339). Sagen er fra inden ændringen af retsplejelovens § 686, stk. 4, nr. 2, ved lov nr. 661 af 11. juni 2024. Efter den hidtil gældende bestemmelse skulle sager, hvor der blev spørgsmål om anbringelse i institution, som udgangspunkt behandles med nævninger på samme måde som i sager, hvor der bliver spørgsmål om dom til forvaring. I den pågældende sag rejste anklagemyndigheden i juli 2007 tiltale ved domsmandsret mod T med påstand om straf for blandt andet grov vold, jf. straffelovens § 245, stk. 1, jf. § 247, stk. 1. Efter at der var foretaget bevisførelse og udarbejdet en mentalundersøgelse, rejste anklagemyndigheden i december 2007 tiltale for samme forhold ved nævningeting med påstand om, at T blev dømt til anbringelse i psykiatrisk afdeling. Forsvareren nedlagde herefter påstand om fortsættelse af sagen ved domsmandsretten, hvilket anklagemyndigheden protesterede mod. Byretten bemærkede, at den ikke længere havde hjemmel til at behandle sagen, hvorfor den afviste sagen. Landsretten bemærkede, at der ikke var grundlag for at antage, at anklagemyndigheden før august 2007 havde haft kendskab til T's psykiske problemer. Under de foreliggende omstændigheder havde T ikke fået en sådan og beskyttelsesmæssig forventning om, at sanktionspåstanden skulle være begrænset. Herefter og af de af byretten anførte grunde tiltrådte landsretten, at sagens fortsatte behandling skulle ske ved nævningeting, hvorefter landsretten stadfæstede byrettens dom, således at sagen fortsattes ved nævningeting. Det bemærkes, at byretten ikke i den konkrete sag havde taget stilling til skyldsspørgsmålet. Tiltalte kan under hovedforhandlingen i en domsmandssag give afkald på nævningesagsbehandling. Der henvises til TfK2018. 408 (AM2018. 01.11V), der ligeledes er fra tiden inden lovændringen i 2024, hvor Retslægerådet, efter hovedforhandlingen var indledt, anbefalede anbringelse på psykiatrisk afdeling for så vidt angik den ene tiltalte T1. I det næste retsmøde rejste anklagemyndigheden tiltale ved nævningeting med påstand om, at T1 blev dømt til anbringelse på psykiatrisk afdeling, og anklagemyndigheden nedlagde samtidig påstand om, at byretten skulle afvise at fortsætte sagen som en domsmandssag, idet den saglige kompetence efter loven nu var tillagt et nævningeting, jf. retsplejelovens § 686, stk. 4. De tiltalte påstod sagen fortsat som domsmandssag, idet de gav afkald på nævningesagsbehandling. Byretten tog anklagemyndighedens påstand til følge og afviste sagen. De tiltalte ankede dommen med påstand om, at sagen blev fremmet, således at der skete hjemvisning af sagen til byretten til fortsættelse af den afviste sag. Anklageskriftet i sagen var udarbejdet, før de retspsykiatriske udtalelser vedrørende T1 forelå, og hovedforhandlingen var ligeledes startet med afhøring af en række vidner, inden erklæringerne forelå. I forbindelse med forkyndelsen af det nye anklageskrift i retsmødet havde begge tiltalte givet afkald på nævningesagsbehandling, idet de ønskede domsmandssagen fortsat. Landsretten tog de tiltaltes samstemmende påstande til følge, idet det fremgår af retsplejelovens § 687, stk. 1, at tiltalte kan beslutte, at en straffesag, der efter § 686, stk. 4, skal behandles under medvirken af nævninger, i stedet skal behandles som en domsmandssag, og efter § 687, stk. 2, skal afkald meddeles senest 14 dage efter forkyndelsen af anklageskriftet, og denne frist var overholdt. Landsretten bemærkede yderligere, at der ikke var retssikkerhedsmæssige betænkeligheder forbundet med fortsat behandling som domsmandssag. 3.1.3. Kendelse/ikke kendelse Rettens kendelse er altid påkrævet: - når sigtede ikke udtrykkeligt samtykker i undersøgelsen, jf. retsplejelovens § 809, stk. 1, - når sigtede er varetægtsfængslet, jf. retsplejelovens § 809, stk. 1, eller - når sigtede skal mentalundersøges under indlæggelse, jf. retsplejelovens § 809, stk. 2. - når sigtede ikke samtykker i, at der indhentes oplysninger om dennes personlige forhold fra pårørende eller andre privatpersoner, jf. retsplejelovens § 810. Der er i retsplejelovens § 809, stk. 2, hjemmel til at frihedsberøve sigtede alene med henblik på gennemførelse af en mentalundersøgelse under indlæggelse. Frihedsberøvelsen kan dog ikke udstrækkes længere, end hvad der er nødvendigt af hensyn til mentalundersøgelsen, jf. U 1999.1117Ø. Retten kan om nødvendigt fastsætte en frist for sagens fornyede forelæggelse for retten, jf. TfK 2003.50/2V, hvor Vestre Landsret traf bestemmelse om, at sagen skulle forelægges byretten på ny, såfremt frihedsberøvelsen blev udstrakt over 4 uger. Er sigtede udeblevet fra et retsmøde trods lovlig indkaldelse og uden dokumenteret lovligt forfald, kan retten uden sigtedes tilstedeværelse bestemme, at sigtede skal underkastes mentalundersøgelse, jf. retsplejelovens § 809, stk. 1. Det skal fremgå af indkaldelsen til retsmødet, at udeblivelse uden dokumenteret lovligt forfald kan medføre, at retten træffer bestemmelse om mentalundersøgelse. Er sigtede fængslet, kan han ikke mentalundersøges uden rettens bestemmelse. Hvis sigtede ikke samtykker i, at der indhentes oplysninger om dennes personlige forhold fra pårørende eller andre privatpersoner, kan retten træffe beslutning herom, hvis retten finder, at det er af væsentlig betydning for sagens afgørelse, jf. retsplejelovens § 810, 1. pkt. Det følger af retsplejelovens § 810, 2. pkt., at er sigtede udeblevet fra et retsmøde trods lovlig indkaldelse og uden dokumenteret lovligt forfald, kan retten uden sigtedes tilstedeværelse bestemme, at der kan indhentes oplysninger om dennes personlige forhold fra pårørende eller andre privatpersoner. Det skal fremgå af indkaldelsen til retsmødet, at udeblivelse uden dokumenteret lovligt forfald kan medføre, at retten afsiger kendelse som nævnt i § 810, 2. pkt. Det er en forudsætning for, at retten kan afsige kendelse efter retsplejelovens § 810, 1. pkt., at der foreligger oplysninger om, hvem af sigtedes pårørende og hvilke andre privatpersoner der skal rettes henvendelse til, og hvilke oplysninger, der herved ønskes tilvejebragt fra disse til brug for mentalundersøgelsen, jf. Højesterets kendelse af 25. februar 2022 (U. 2022.1845H), hvor Højesteret ikke fandt, at betingelserne for at træffe afgørelse efter retsplejelovens § 810 var opfyldt på det foreliggende grundlag. Det gælder også, hvis sigtede er udeblevet uden dokumenteret lovligt forfald, jf. TfK 2021.719Ø. Såfremt den institution, der forestår udarbejdelsen af mentalundersøgelsen bliver opmærksom på, at det er nødvendigt for udarbejdelsen af denne, at der indhentes oplysninger om sigtedes personlige forhold fra sigtedes pårørende eller andre privatpersoner – og sigtede ikke ønsker at samtykke til dette – så skal institutionen rette henvendelse til anklagemyndigheden med anmodning om, at der indhentes kendelse herom, jf. retsplejelovens § 810. Det er vigtigt, at det af anmodningen fremgår, hvem af sigtedes pårørende og/eller hvilke andre privatpersoner der skal rettes henvendelse til, og hvilke oplysninger om sigtedes personlige forhold, der herved ønskes tilvejebragt fra disse til brug for mentalundersøgelsen f.eks. oplysninger om helbred, opvækst, parforhold/samliv, skolegang eller lignende. Anklagemyndigheden skal herefter hurtigst muligt anmode retten om at afsige kendelse, jf. retsplejelovens § 810. Hvis anklagemyndigheden har anmodet Danmarks Fængsler om at udarbejde en personundersøgelse med henblik på spørgsmålet om, hvorvidt der skal udarbejdes en mentalundersøgelse, vil Danmarks Fængsler i forbindelse med udarbejdelse af undersøgelsen spørge sigtede, om denne vil give samtykke til at deltage i en mentalundersøgelse. For sigtede på fri fod, der er uden fast bopæl, eller som af andre grunde er vanskelige at træffe, bør anklagemyndigheden allerede på dette stadie i sagen fra den sigtede få oplysning om en person, der kan bistå med kontakten til sigtede i forbindelse med gennemførelse af mentalundersøgelsen. Oplysning herom sendes til den institution, der skal foretage mentalundersøgelsen. Se også pkt. 2.2.1 og pkt. 3.1.7. 3.1.4. Ambulant mentalundersøgelse Mentalundersøgelse sker som udgangspunkt ambulant, dvs. uden indlæggelse på psykiatrisk afdeling eller ophold på institution. Både arrestanter og personer på fri fod kan undersøges ambulant. Det følger af retsplejelovens § 809, stk. 1, at retten uden sigtedes tilstedeværelse kan bestemme, at sigtede skal underkastes ambulant mentalundersøgelse, såfremt sigtede trods lovlig indkaldelse og uden dokumenteret lovligt forfald udebliver fra retsmødet. Denne mulighed er indsat ved lov nr. 714 af 8. juni 2018 om ændring af retsplejeloven (Nedbringelse af sagsbehandlingstiden i straffesager). Indkaldelsen til retsmødet skal forkyndes, og det skal fremgå af indkaldelsen, at udeblivelse uden lovligt forfald kan medføre, at retten træffer bestemmelse om ambulant mentalundersøgelse efter retsplejelovens § 809, stk. 1. Justitsministeriet, Retspsykiatrisk Klinik udfører ambulante mentalundersøgelser for politikredsene på Sjælland og Lolland-Falster, og for National enhed for Særlig Kriminalitet (NSK) i Østdanmark. For så vidt angår politikredsene i Jylland, på Fyn og NSK i Vestdanmark foretages ambulante mentalundersøgelser efter anmodning fra anklagemyndigheden på - Middelfart Sygehus, Retspsykiatrisk Afdeling (Fyn og Sønderjylland) - Aarhus Universitetshospital, Retspsykiatrisk Klinik i Skejby (Midtjylland) * Anmodning om mentalundersøgelse samt relevante akter sendes så vidt muligt elektronisk til Retspsykiatrisk Klinik i Skejby på: PS. O.faelles.post@rm.dk. Det vil sige, at i det omfang sagen allerede foreligger digitalt i henhold til Samarbejdsaftalen mellem Domstolsstyrelsen, Rigsadvokaten og Rigspolitiet om digitale hovedforhandlinger i straffesager, sendes anmodningen pr. e-mail. - Aalborg Psykiatrisk Sygehus, Retspsykiatrisk Afdeling (Nordjylland), jf. Justitsministeriets cirkulæreskrivelse af 3. maj 2001 om gennemførelse af ambulante mentalundersøgelser i straffesager i politikredsene 23-54 og Aftale af 26. januar 2001 mellem Justitsministeriet og Fyns Amt, Nordjyllands Amt og Århus Amt om ambulante mentalundersøgelser. Opmærksomheden henledes på, at der ikke skal indhentes personundersøgelse i medfør af retsplejelovens § 808, når det er åbenlyst, at der bør gennemføres en ambulant mentalundersøgelse, idet det påhviler de pågældende afdelinger og klinikker at indhente de oplysninger, der vedrører sigtedes ”ydre levnedsforløb”, jf. punkt 3 i aftalen. Bornholms Politi har på grund af sin geografi en individuel, lokal ordning om foretagelse af mentalundersøgelser. Denne ordning består i en aftale med privatpraktiserende psykiatere, som foretager undersøgelserne på Bornholm. Ambulante mentalundersøgelser skal så vidt muligt være gennemført senest 6 uger efter, at anklagemyndigheden har rekvireret en ambulant mentalundersøgelse. Kan erklæringen ikke foreligge inden dette tidspunkt, oplyser vedkommende læge anklagemyndigheden herom og om, hvornår erklæringen kan forventes at foreligge, jf. Justitsministeriets cirkulæreskrivelse af 3. maj 2001 om gennemførelse af ambulante mentalundersøgelser i straffesager i politikredsene vest for Storebælt. Politikredsene i Jylland, på Fyn, Bornholm og NSK i Vestdanmark afholder udgifterne forbundet med udarbejdelsen af ambulante mentalundersøgelser. Bevillingen til afholdelse af udgifterne til ambulante mentalundersøgelser på Sjælland, Lolland-Falster samt NSK i Østdanmark er placeret i Den Centrale Anklagemyndighed. 3.1.4.1. Ambulant mentalundersøgelse af særligt flugttruede arrestanter I helt ekstra ordinære tilfælde, hvor en arrestant er særligt flugttruet, og hvor transport af observanden er forbundet med stor risiko, kan samtaler i forbindelse med en ambulant mentalundersøgelse, der skal foretages af Retspsykiatrisk Klinik, gennemføres i fængslet efter særlig aftale med klinikken. 3.1.5. Mentalundersøgelse under indlæggelse Mentalundersøgelse under indlæggelse kan være indiceret, hvis - den undersøgende læge anbefaler, at undersøgelsen skal ske under indlæggelse, eller - sigtede nægter at medvirke til en ambulant mentalundersøgelse. Politidirektøren kan fremsætte begæring om, at undersøgelsen sker under indlæggelse. Begæringer om mentalundersøgelse under indlæggelse skal forinden godkendes af en særligt udpeget medarbejder med faglige kompetencer på området. Hvis der opstår spørgsmål om at få rettens kendelse om mentalundersøgelse under indlæggelse, jf. retsplejelovens § 809, stk. 2, skal der altid foretages en konkret vurdering af, om mentalundersøgelse under indlæggelse er påkrævet. I vurderingen af, om en mentalundersøgelse under indlæggelse er påkrævet, kan der navnlig lægges vægt på, at straffesagen ikke vil kunne gennemføres uden en mentalundersøgelse, og at mentalundersøgelsen ikke kan gennemføres ambulant. For så vidt angår i hvilke tilfælde, der bør iværksættes mentalundersøgelse henvises der til pkt. 3.1.1., hvor det bl.a. fremgår at mentalundersøgelse bl.a. vil være indiceret i tilfælde, hvor der er grund til at formode, at den sigtede kan være omfattet af straffelovens § 16. Det skal bemærkes, at såfremt der alene er indikationer på, at pågældende er omfattet af straffelovens § 69, vil sagen som udgangspunkt kunne afgøres med almindelig straf. Det er således vigtigt, at det nærmere vurderes, hvorfor den sigtede skal mentalundersøges, f.eks. ud fra oplysningerne i personundersøgelsen, eller hvis psykiatrien i forbindelse med, at sagen returneres uden erklæring til anklagemyndigheden, har foretaget en vurdering af, om den sigtede kan være omfattet af straffelovens § 16. Der skal være foretaget relevante og nødvendige tiltag med henblik på at gennemføre mentalundersøgelsen ambulant. Det bør tillige undersøges, om det er muligt at fremskaffe oplysningerne på anden vis, f.eks. hvis den sigtede allerede er undergivet behandling, se pkt. 3.1.1. om – andre tilfælde, hvor der ikke skal iværksættes mentalundersøgelse. I nogle tilfælde anbefaler den mentalundersøgende overlæge eller Retslægerådet, at mentalundersøgelsen foretages under indlæggelse, f.eks. med henblik på, at den sigtede skal vurderes uden et misbrug eller uden en igangværende medicinsk behandling. Der kan tillige være sikkerhedsmæssige betragtninger, der medfører, at mentalundersøgelsen ikke kan gennemføres ambulant, se f.eks. AM2024. 05.23V. Såfremt en anmodning om mentalundersøgelse under indlæggelse alene kan anses for nødvendig fordi sigtede ikke er mødt op til mentalundersøgelsen, bør baggrunden for sigtedes manglende fremmøde undersøges nærmere. Der bør i denne forbindelse tages kontakt til sigtedes forsvarer med henblik på at undersøge, om sigtede fortsat er indstillet på at medvirke til en ambulant mentalundersøgelse, og hvorvidt sigtede har en kontaktperson, jf. pkt. 2.2.1., der vil kunne bistå sigtede. Den sigtedes manglende mulighed for transport vil som udgangspunkt ikke være tilstrækkelig til, at mentalundersøgelsen skal ske under indlæggelse, se TfK 2012.1073V. Hvis Anklagemyndigheden ud fra en vurdering af kriminalitetens art og karakter, herunder den sigtedes rolle i det påsigtede, finder, at sigtede uanset eventuel sindssygdom må anses for at være tilregnelig for den kriminalitet, den pågældende måtte blive dømt for, er en mentalundersøgelse under indlæggelse ikke nødvendigvis ”påkrævet”. Derudover skal de forskellige proportionalitetshensyn overvejes, herunder sagens karakter, den forventede straf og den indgribende proces, som mentalundersøgelse under indlæggelse udgør. Hvis der eksempelvis er et klart misforhold mellem sagens betydning og den forventede straf, kan der ikke ske mentalundersøgelse under indlæggelse. Der henvises til Højesterets kendelse i U 2011.2643/2. I denne sag var sigtede, der ikke tidligere var dømt af betydning for sagen, sigtet for trusler mod sin tidligere ægtefælle, jf. straffelovens § 266. Kriminalforsorgen (nu Danmarks Fængsler) havde anbefalet, at sigtede skulle mentalundersøges. I april 2010 afsagde byretten på skriftligt grundlag og mod sigtedes protest kendelse om, at sigtede skulle underkastes ambulant mentalundersøgelse. Da sigtede ikke ønskede at medvirke hertil, afsagde byretten i januar 2011 kendelse om, at sigtede i stedet skulle underkastes mentalundersøgelse under indlæggelse, jf. retsplejelovens § 809, stk. 2, hvilket landsretten stadfæstede. Højesteret udtalte, at det var tvivlsomt, om det i april 2010 var tilstrækkeligt indiceret at træffe afgørelse om ambulant mentalundersøgelse. Herefter, og da en mentalundersøgelse under indlæggelse ville indebære en længere frihedsberøvelse, som ville stå i klart misforhold til sagens betydning og den straf, som kunne forventes, hvis sigtede fandtes skyldig, fandt Højesteret, at sigtede ikke skulle mentalundersøges under indlæggelse. Mentalundersøgelse under indlæggelse skal som udgangspunkt foretages på en psykiatrisk afdeling i sigtedes bopælsregion. Regionsrådene har pligt til på deres psykiatriske sygehuse eller sygehusafdelinger at modtage personer, der efter retskendelse skal indlægges til mentalundersøgelse, jf. § 1, nr. 1, i lov nr. 1396 af 21. december 2005 om retspsykiatrisk behandling mv. Statsadvokaten kan bestemme, at personer, der skal undergives mentalundersøgelse, skal anbringes eller behandles på et nærmere bestemt sygehus eller en nærmere bestemt sygehusafdeling uden for bopælsregionen, når retssikkerheden eller andre særlige hensyn, herunder hensynet til den forurettede taler herfor, jf. § 18, stk. 2 i bekendtgørelse nr. 657 af 28. juni 2019 om ret til sygehusbehandling mv. Er der afsagt kendelse om mentalundersøgelse under indlæggelse, kan anklagemyndigheden dog bestemme, at undersøgelsen skal foretages på en psykiatrisk afdeling uden for bopælsregionen, jf. § 18, stk. 3, i bekendtgørelse nr. 657 af 28. juni 2019 om ret til sygehusbehandling mv. Mentalundersøgelse under indlæggelse på psykiatrisk afdeling må som udgangspunkt forventes at kunne gennemføres på 8 uger, men det kan i nogle tilfælde være nødvendigt med en længere hospitalsindlæggelse, hvilket kan medføre en forsinkelse af erklæringen. Regionerne afholder de udgifter, der er forbundet med udarbejdelse af mentalundersøgelser under indlæggelse efter retskendelse. 3.1.6. Mentalundersøgelse på Sikringsafdelingen under Afdeling for Retspsykiatri, Region Sjælland På sikringsafdelingen modtages varetægtsfængslede efter kendelse til hospitalsmæssig mentalobservation i henhold til retsplejelovens § 809, stk. 2, når den varetægtsfængslede af anklagemyndigheden anses for så personfarlig eller risikoen for undvigelse for så stor, at observation på sikringsafdelingen er påkrævet, jf. § 2 i lov nr. 1396 af 21. december 2005 om retspsykiatrisk behandling mv. og punkt 2 i Regulativ af 1. juni 1994 for sikringsafdelingen. Opstår der spørgsmål om mentalobservation under indlæggelse på sikringsafdelingen, skal der tages kontakt til overlægen på sikringsafdelingen. Overlægen skal orienteres om grundlaget for begæringen og anmodes om oplysning om, hvorvidt sikringsafdelingen har kapacitet til at modtage arrestanten. Forbliven på sikringsafdelingen, efter at mentalundersøgelse er afsluttet, og indtil der er faldet dom i sagen, kan besluttes efter reglerne i retsplejelovens § 777. Herudover optages personer, der i henhold til dom eller administrativ resolution i medfør af § 40 (farlighedsdekret) i lov om anvendelse af tvang i psykiatrien skal anbringes i sikringsafdelingen, jf. lov om retspsykiatrisk behandling § 2 og pkt. 2 i regulativet. Der optages dog kun personer, som af Justitsministeriet skønnes egnede dertil. Varetægtsfængslede – der ikke overføres på grundlag af farlighedsdekret eller med henblik på mentalundersøgelse – modtages herudover alene i henhold til retsplejelovens § 777, jf. punkt 2 i regulativet. Det betyder, at sikringsafdelingen skal samtykke i overførslen. 3.1.7. Hvilke akter skal vedlægges en anmodning om mentalundersøgelse? Anmodningen om mentalundersøgelse sendes til den institution/læge, der skal forestå undersøgelsen, eller til den afdeling, hvor indlæggelse skal ske. Forsvareren skal have tilsendt kopi af anmodningen. Ved fremsendelsen af en anmodning om mentalundersøgelse skal følgende akter være vedlagt i kopi: - Hele sagsmaterialet, herunder (anholdelses)rapporter, forholds- og bilagsfortegnelse eller (udkast til) anklageskrift, udskrifter af lydfiler mv. inkl. alle retsbogsudskrifter, herunder en eventuel kendelse om mentalundersøgelse. I omfangsrige sager kan behovet for fremsendelse af bilag aftales med den ansvarlige overlæge på den institution, der skal foretage undersøgelsen. For sigtede på fri fod, der har samtykket i mentalundersøgelsen, vedlægges samtykkeerklæring. Nye relevante akter og akter fra eventuelle tillægsforhold skal eftersendes. - Mappe med personlige oplysninger (herunder eventuel tidligere indhentet personundersøgelse efter retsplejelovens § 808) samt særakter. - Aktuel straffeattest. - Aktuel udskrift fra Det Centrale Personregister, evt. vedlagt historiske adresser - Eventuel samtykkeerklæring fra sigtede til, at der kan indhentes personoplysninger fra andre myndigheder. - Oplysninger om beskikket forsvarer. - Oplysninger om eventuel kontaktperson, jf. pkt. 2.1.1. - Verserende sigtelser i Kriminalregistret (det skal angives ved fremsendelsen, om eventuelle verserende sigtelser er relevante for undersøgelsen). Samtykkeerklæringen skal ledsage anmodningen om mentalundersøgelse, således at institutionen eller afdelingen umiddelbart efter modtagelsen kan indhente relevante oplysninger, samtidig med at sigtede indkaldes til den første samtale. Institutionen eller afdelingen kan – under nærmere betingelser – indhente personoplysninger fra andre myndigheder, selvom sigtede ikke har givet samtykke til det. I den forbindelse skal der indledningsvis tages stilling til, om oplysningerne skal indhentes fra en sundhedsperson eller fra en anden forvaltningsmyndighed. Det bemærkes, at indhentelse af oplysninger fra offentlige myndigheder falder uden for rammerne af retsplejelovens § 810. Spørgsmålet om videregivelse af helbredsoplysninger og andre fortrolige oplysninger fra sundhedspersoner er reguleret i sundhedslovens kapitel 9. Den relevante bestemmelse findes i lovens § 43, der omhandler videregivelse af oplysninger til andre formål end behandling. Efter § 43, stk. 2, nr. 2, kan der bl.a. ske videregivelse af oplysninger uden samtykke, når videregivelsen er nødvendig for berettiget varetagelse af en åbenbar almen interesse eller af væsentlige hensyn til patienten, sundhedspersonen eller andre. Betingelserne i § 43, stk. 2, nr. 2, vil i almindelighed være opfyldt i forbindelse med udveksling af oplysninger til brug for udarbejdelsen af en mentalerklæring. Der må alene indhentes de oplysninger, som er nødvendige for at opfylde formålet. Adgangen til at videregive personoplysninger mellem forskellige forvaltningsmyndigheder er som udgangspunkt reguleret af reglerne om databeskyttelse i bl.a. databeskyttelsesloven og databeskyttelsesforordningen, jf. forvaltningslovens § 28, stk. 1. Videregivelse af personoplysninger, der skal bruges i forbindelse med udarbejdelsen af en mentalerklæring, vil almindeligvis kunne ske efter bestemmelserne i databeskyttelsesforordningens artikel 6, stk. 1, litra c og e (for så vidt angår almindelige personoplysninger) eller artikel 9, stk. 2, litra f, jf. artikel 6, stk. 1, litra c og e (for så vidt angår følsomme personoplysninger som f.eks. helbredsoplysninger). Desuden skal de grundlæggende principper for behandling af personoplysninger være opfyldt, jf. databeskyttelsesforordningens artikel 5, stk. 1, hvilket bl.a. indebærer, at der alene må videregives de oplysninger, som er nødvendige for at opfylde formålet. Originalbilagene forbliver i politi¬kredsen til brug ved yderligere behandling af sagen. 3.1.8. Registrering i POLSAS af anmodning om mentalundersøgelse samt modtagelse heraf Der skal ske registrering i POLSAS (skærmbilledet bilag/anmærkninger) i forbindelse med en anmodning om udarbejdelse af mentalundersøgelse samt modtagelse heraf, jf. vejledning om registrering i POLSAS af mentalerklæringer. Se mere i bilaget Vejledning om registrering i POLSAS af mentalerklæringer. 3.1.9. Indholdet af mentalerklæringer En mentalerklæring skal som udgangspunkt indeholde følgende oplysninger: 1. Indledning - Kort præsentation af sagen - Væsentlige oplysninger om observanden (alder, etnicitet, køn, tidligere kriminalitet, aktuel sigtelse) - Erkender/nægter sig skyldig - Varetægtsfængslet/varetægtsfængslet i surrogat/på fri fod 2. Sygdomme, kriminalitet mv. i slægten - Somatisk sygdom, (medtages kun, hvis det har betydning for erklæringen) - Psykiatrisk sygdom, - Eventuel genetisk disposition - Misbrug og kriminalitet i familien (medtages kun, hvis det har betydning for erklæringen) 3. Levnedsbeskrivelsen - Social anamnese, herunder: - Barndomshjem - Skolegang - Erhvervsforløb - Ægteskabelige forhold - Økonomi 4. Tidligere kriminalitet - Tidligere domme af relevans for den foreliggende sag - Observandens egne bemærkninger til tidligere kriminalitet 5. Den nu påsigtede kriminalitet - Kort omtale af sigtelse, herunder gerningstidspunkt - Kort resumé af straffesagen baseret på sagens akter - Observandens eventuelle egne bemærkninger til den påsigtede kriminalitet 6. Andres oplysninger om observandens psykiske udvikling og tilstand - Eventuelle oplysninger fra psykiatere, psykologer, familiemedlemmer, § 808-undersøgelse mv. med angivelse af observandens alder i forbindelse med de enkelte oplysninger 7. Tidligere mentalundersøgelser - Konklusioner fra eventuel tidligere mentalerklæringer citeres kronologisk (eller vedlægges) 8. Observandens egne oplysninger om sin psykiske udvikling og tilstand - Observandens oplysninger om psykiske udvikling af betydning for den konkrete straffesag - Detaljeret psykiatrisk anamnese og en grundig psykopatologisk udspørgen eventuelt ved hjælp af relevant psykometri, f.eks. det semistrukturerede interview PSE 9. Fysisk helbred, misbrug, aktuel behandling - Somatisk anamnese, herunder: - Alvorlige legemlige sygdomme (medtages kun, hvis det har betydning for erklæringen) - Psykosomatiske symptomer og sygdomme af psykiatrisk relevans, herunder neuroinfektioner, epilepsi eller alvorlige hovedtraumer. - Relevante oplysninger fra sundhedsvæsenet resumeres. - Observandens egne oplysninger om sit fysiske helbred - Misbrugsanamnese, inklusiv eventuelle behandlingsforsøg - Aktuel medicinsk behandling eller anden behandling mod legemlig sygdom 10. Observandens forhold under observ

    Teksten fortsætter i den officielle kilde.

    Relaterede guides, FAQ og kontraktskabeloner